Patientskadeankenævnets brug af Retslægerådet og Arbejdsskadestyrelsen. (Årsberetning 2005) Patientskadeankenævnet kan vælge at forelægge en patientskadesag med særligt vanskelige problemstillinger for Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med sagens behandling i nævnet. Dette sker imidlertid relativt sjældent, hvilket primært skyldes, at der i forbindelse med den administrative sagsbehandling anvendes interne speciallægekonsulenter med speciale inden for det område, som sagen omhandler. Det skyldes også, at nævnet har en betydelig faglig ekspertise bl.a. som følge af nævnets brede sammensætning og det betydelige antal sager, som nævnet behandler. Endelig har det væsentlig betydning, at det er forbundet med et stort tidsforbrug at forelægge en sagen for Arbejdsskadestyrelsen, da styrelsen har en meget lang sagsbehandlingstid. Retslægerådet. Retslægerådet er en instans under Justitsministeriet, og dets opgave er jf. lov om Retslægerådet at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Rådet består af op til 12 medlemmer, og der er tilknyttet et stort antal særligt sagkyndige inden for specialområder. Rådet udtaler sig årligt i ca. 2000 sager. Rådet svarer på spørgsmål udfra en strikt lægevidenskabelig synsvinkel angående blandt andet årsagssammenhæng. Rådet kan udtale sig om konkret påpegede forhold, men kan ikke foretage generelle helbredsvurderinger ud fra fremsendte akter i sagen. De spørgsmål, der stilles til rådet, skal være konkrete, klare, neutrale, relevante og omfattet af Retslægerådets kompetence. De sager, hvor nævnet vælger at inddrage Retslægerådet, vil typisk omhandle vanskelige spørgsmål omkring selve ansvarsgrundlaget, herunder spørgsmål omkring årsagssammenhæng. Patientskadeankenævnet har i de sidste 5 år inddraget Retslægerådet i 15 sager i forbindelse med sagens behandling i nævnet, hvilket udgør en meget lille del af det samlede antal sager, som behandles af nævnet..
Det er nævnets praksis, at sagens parter får tilsendt Retslægerådets besvarelse, inden nævnet træffer afgørelse, således at de har lejlighed til at komme med bemærkninger til rådets udtalelse. Derimod forelægges de konkrete spørgsmål til Retslægerådet som udgangspunkt ikke for sagens parter inden forelæggelsen for Retslægerådet, hvis det ikke drejer sig om en retssag, idet erklæringen fra Retslægerådet bliver indhentet som led i Patientskadeankenævnets interne bedømmelse af sagen. Det hører under nævnets kompetence at vurdere, om der er grundlag for en forelæggelse for Retslægerådet, ligesom det hører under nævnets kompetence at vurdere, hvilke spørgsmål nævnet ønsker, at Retslægerådet skal besvare. Det er i overensstemmelse med det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip, hvorefter det er myndighedens ansvar, at de nødvendige oplysninger foreligger, og at de nødvendige undersøgelser foretages, inden der træffes afgørelse. Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsskadestyrelsen er en instans under Beskæftigelsesministeriet. Styrelsens hovedopgaver er at behandle arbejdsskadesager og sager efter en række andre erstatningsordninger. Man kan mod betaling af et gebyr benytte Arbejdsskadestyrelsens afdeling for private forespørgsler (P-kontoret) til at få en udtalelse om helbredsmæssige og erhvervsmæssige følger i en personskadesag. Udtalelsen kan indeholde en vurdering af méngraden, erhvervsevnetabet og for så vidt angår skader sket før 1. juli 2002 også stationærtidspunktet. Styrelsen afgiver årligt ca. 5000 udtalelser. Patientskadeankenævnet kan med hjemmel i erstatningsansvarslovens 10 i forbindelse med behandlingen af en konkret sag indhente en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen om fastsættelse af stationærtidspunkt, méngrad og erhvervsevnetabsprocent. Når nævnet vælger at indhente en udtalelse, er det nævnet, som afholder udgifterne i forbindelse hermed. Hvis en af sagens parter ønsker at indhente en sådan udtalelse, er det den pågældende part selv, der afholder udgiften. Styrelsens udtalelser er alene af vejledende karakter. De sager, hvor nævnet vælger at inddrage Arbejdsskadestyrelsen, er sager, hvor erstatningsopgørelsen er af særlig vanskelig karakter. Det kan f.eks. være sager med konkurrerende lidelser, hvor det er tvivlsomt, hvilke af skadelidtes gener, der kan henføres til patientskaden henholdsvis grundsygdommen, eller sager med særligt komplicerede økonomiske eller erhvervsmæssige forhold. Patientskadeankenævnet har i de sidste 5 år inddraget
Arbejdsskadestyrelsen i 42 sager i forbindelse med sagens behandling i nævnet, hvilket udgør en meget lille del af det samlede antal sager, som behandles af nævnet. Retssager. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for landsretten, og det sker relativt hyppigt, at parterne under en verserende retssag forelægger sagen for Retslægerådet og/eller Arbejdsskadestyrelsen. Nævnet kan genoptage en sag, hvis Retslægerådet i sin udtalelse vurderer afgørende momenter i sagen anderledes, end nævnet har gjort, eller hvis Arbejdsskadestyrelsen vurderer stationærtidspunkt, mén eller erhvervsevnetab anderledes, end nævnet har gjort. Eksempler. I det følgende nævnes eksempler på sager, hvor der er indhentet en udtalelse fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen enten i forbindelse med sagens behandling i nævnet eller under en efterfølgende retssagsbehandling. J.nr. 2004-00-430 Udtalelse fra Retslægerådet i forbindelse med en patientskadesags behandling i Patientskadeankenævnet. En 50-årig mand blev den 25. november 2002 indlagt på hospitalet med tegn på tarmslyng og blev opereret samme dag. Ved operationen konstaterede man udtalte sammenvoksninger i store dele af maveregionen, som man løsnede. Den 28. november 2002 blev han reopereret, da han havde høj feber, og såret fandtes rødt og spændt, og ved spaltning fandt man store mængder stinkende væske. Han gennemgik herefter et langvarigt forløb på intensiv afdeling. Han blev udskrevet den 31. januar 2003 til fortsat genoptræning. Patientforsikringen meddelte afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, da han ikke var påført en fysisk skade som følge af behandlingen på hospitalet. Endvidere fandt man, at den dybe sårinfektion og dermed følgerne heraf skyldtes forhold hos ham selv. Manden påklagede sagen til Patientskadeankenævnet. Han henviste blandt andet til, at hans komplikationer i form af svag bugvæg, ar på mave og ben, shocklunge, dårligt fungerende
hjertemuskulatur, snurren i højre hånd og svækket hukommelse var mere alvorlige og mere omfattende, end han burde tåle. Patientskadeankenævnet besluttede at forelægge sagen for Retslægerådet. Man stillede blandt andet rådet spørgsmål om, hvorvidt man burde have behandlet ham med profylaktisk medicin i forbindelse med operationen den 25. november 2002, og om hvorvidt der var fund under operationen den 25. november 2002, som burde have ført til påbegyndelse af antibiotikaprofylakse. Retslægerådet udtalte, at hans tilstand forud for operationen den 25. november 2002 ikke burde have givet mistanke om infektioner, hvorfor der ikke have været grund til at give forebyggende behandling med antibiotika, samt at der under selve operationen ikke havde været tegn på tarmlæsion eller lignende, der kunne begrunde en antibiotisk behandling. Patientskadeankenævnet tiltrådte herefter Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. J.nr. 2003-00-290 Udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med en patientskadesags behandling i Patientskadeankenævnet. En 53 årig mand fik den 4. oktober 2001 foretaget en stivgørende operation af sit venstre ankelled. Han havde to gange tidligere fået foretaget lignende stivgørende operationer som følge af venstresidigt ankelbrud. Efterfølgende klagede manden over smerter svarende til den mediale svang ud for rullebenet. Man fandt, at han havde udviklet en typisk nervebetinget smertetilstand som følge af en påvirkning af suralisnerven. Man iværksatte herefter behandling med smertestillende medicin, og ved et operativt indgreb den 21. oktober 2002 fjernede man det indsatte stivgørende materiale fra fodroden. Patientforsikringen fandt, at manden var påført en erstatningsberettigende skade i form af læsion af suralisnerven, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr.1. Ved en senere afgørelse blev stationærtidspunktet fastsat til den 28. december 2001, og der blev tilkendt manden godtgørelse for svie og smerte samt for varigt mén svarende til en méngrad på 5 procent. Ved samme afgørelse blev der meddelt afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Manden påklagede afgørelsen vedrørende erstatningsudmåling til Patientskadeankenævnet.
Patientskadeankenævnet besluttede at indhente en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen vedrørende stationærtidspunkt, méngrad og erhvervsevnetab. Af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse fremgik det, at Arbejdsskadestyrelsen vurderede det samlede mén til 15 procent og mermenet som følge af nerveskaden til 3-5 procent. Det fremgik endvidere, at Arbejdsskadestyrelsen skønsmæssigt vurderede, at følgerne efter patientskaden kunne begrunde et erhvervsevnetab på 15 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, at mandens varige mén som følge af patientskaden var 5 procent. Nævnet ændrede derimod Patientforsikringens afgørelse vedrørende erhvervsevnetab, idet nævnet på grundlag af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse fandt, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden udgjorde 15 procent. J.nr. 2003-00-067 Udtalelse fra Retslægerådet i forbindelse med en patientskadesags behandling ved domstolene. En 58-årig kvinde blev den 22. januar 2001 indlagt efter, at hun var væltet på sin cykel og havde pådraget sig et åbent splintret brud på højre skinneben. Man foretog samme dag en marvsømning af skinnebenet. Ved efterfølgende kontrol den 2. februar 2001 var der vævsdød og rødme svarende til såret, og man opstartede derfor antibiotisk behandling. Den 4. maj 2001 blev hun indlagt med henblik på fjernelse af marvsøm og revision af såret. Ved indgrebet fjernede man 4 låseskruer samt marvsømmet. Der var infektion ved alle skruer, og da marvsømmet var fjernet, kom der store mængder pus ud. Man rensede herefter op i området. Da bruddet var helt løst, valgte man at indsætte et nyt marvsøm. I den efterfølgende periode var der fortsat problemer med infektion. Ved undersøgelse den 14. august 2002 havde hun kun en anelse smerter i benet. Bruddet var dog fortsat fjedrende i begge planer, men der var ingen reaktion af huden og ingen hævelse. Patientforsikringen meddelte afslag på erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1-4, da behandlingen var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Endelig vurderede man, at skaden i form af dyb infektion ikke var tilstrækkelig sjælden set i forhold til den relative alvorlige grundsygdom i form af et åbent benbrud og den nødvendige behandling heraf. Kvinden påklagede sagen til Patientskadeankenævnet. Hun henviste blandt andet til, at en læge på sygehuset havde set på det åbne sår uden at vaske hænder eller anvende handsker.
Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Man fandt, at hun ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Nævnet fandt, at infektionen måtte tilskrives selve bruddet i form af åbent splintret brud på højre skinneben. Nævnet lagde vægt på, at der hyppigt optræder infektion efter brud af denne type på trods af forebyggende antibiotisk behandling. Nævnet fandt således, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven ikke var opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Sagen blev herefter indbragt for landsretten. I forbindelse med sagens forberedelse for landsretten blev Retslægerådet anmodet om at afgive en erklæring. Retslægerådet anførte, at det var almindelig anerkendt faglig standard at behandle et åbent skinnebensbrud med marvsøm, og at der i den forbindelse måtte forventes en hyppighedsprocent på 15 for dybe infektioner. Rådet fandt det imidlertid yderst risikabelt at erstatte et inficeret marvsøm med et nyt marvsøm i samme seance, hvilket fandtes at stride mod almindelig lægefaglig standard. Patientskadeankenævnet genoptog herefter sagen og ændrede Patientforsikringens afgørelse således, at kvinden blev anset for at være påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade ved at et inficeret marvsøm var udskiftet med et andet marvsøm ved samme operation i forbindelse med behandlingen på sygehuset. J.nr. 2000-00-171 Udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen i forbindelse med en patientskadesags behandling ved domstolene. En 54-årig mand fik i november 1997 indsat en protese i højre hofteled på grund af svær slidgigt. Efter operationen blev der konstateret føleudfald i højre fod og underben, der ikke var til stede før operationen. Han havde desuden smerter i hofteregionen, konstante lændesmerter, som forværredes ved belastning og smerter strålende ned i højre ben i forbindelse med gang, siddende eller stående stilling. Han var tidligere behandlet for blodprop i hjertet og deraf følgende gener. Han var også tidligere opereret for lyskebrok uden større komplikationer. Manden var handelsskoleuddannet og havde været ansat i et firma inden for køle- og fryseindustrien i 30 år. Han havde fra 1980 og frem til maj 1996, hvor firmaet blev solgt, været direktør for firmaet. Han blev i slutningen af 1996 sygemeldt på grund af operationen for brok. Sygemeldingen blev i januar 1997 forlænget på grund af
hoftegenerne, og han blev fra 1. september 1999 tilkendt mellemste førtidspension og fra 1. januar 2003 tilkendt højeste førtidspension. Patientforsikringen fandt, at manden var påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade i form af påvirkning af ischiasnerven ved hofteoperationen. Det varige mén blev fastsat til 15 procent og erhvervsevnetabet til 35 procent. Patientskadeankenævnet tiltrådte afgørelsen og anførte vedrørende erhvervsevnetabet, at mandens erhvervsevnetab som følge af patientskaden var ca. halvdelen af det samlede erhvervsevnetab, at hans nedsatte funktionsniveau kun delvis kunne tilskrives patientskaden, og at patientskaden ikke i sig selv kunne begrunde et erhvervsevnetab på mere end 35 procent. Manden nedlagde ved landsretten påstand om, at det samlede erhvervsevnetab var højere end 70 procent, og at hele tabet skyldtes patientskaden. Der blev under retssagen indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede, at manden havde et erhvervsevnetab på 50 procent som følge af patientskaden. Styrelsen vurderede også, at hans erhvervsevne var nedsat til det ubetydelige på grund af den samlede helbredsmæssige tilstand, og at følgerne efter beskadigelsen af ischiasnerven var medvirkende til, at han blev tilkendt højeste førtidspension. Patientskadeankenævnet genoptog som følge af udtalelsen sin tidligere afgørelse og tilkendte ham et erhvervsevnetab på 50 procent. Manden nedlagde herefter endelig påstand om, at erhvervsevnetabet som følge af patientskaden udgjorde 100 procent. Landsretten udtalte, at det ikke var godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte eller ændre den korrigerede beregning, som var i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse. Der blev herved lagt vægt på det oplyste om sagsøgerens helbredsmæssige gener, der kun delvist kunne forklares med patientskaden, og på det i øvrigt oplyste om sagsøgerens faktiske erhvervsevne på tidspunktet for patientskaden. Nævnet blev frifundet.