DE GLADE 80 ERE HISTORISK GLIMT PRÆSTESKOLEN DA DER VAR TV I RUBURA VALGDAG DEMOKRATI PÅ RWANDISK AMAKURU LET THE LITTLE CHILDREN COME TO ME - VORES BØRNEPROJEKT FOR HIV/AIDS-RAMTE FORÆLDRELØSE BØRN I BUTARE, SOM HANNE OG HARTVIG WEBER-HANSEN HAR FULGT TROFAST GENNEM MANGE ÅR. HANNE OG HARTVIG ER IGEN I RWANDA I 6 UGER FOR AT HJÆLPE BØRNENE, SOM HAR ADOPTERET HANNE OG HARTVIG SOM DERES BEDSTEFORÆLDRE. Smil til verden LLCCM startede i 2003 i Butare i det sydlige Rwanda. Indtil da havde børnene på billedet ikke meget at grine af. De var forældreløse eller havde hiv-smittede forældre og var uden de store fremtidsudsigter. Verden smilte ikke igen. Men LLCCM har givet dem en ny fremtid, og vi har støttet dem som danske baptister siden 2007. Børnene bor ikke på centeret, men får støtte til skolegang og familierne får rådgivning til at klare hverdagen. Der er i 2016 tilknyttet 59 familier med knap 100 børn og unge, som går i skole. Af dem der!1
er færdige med skolen har enkelte fået mulighed for at begynde på en videregående uddannelse, andre er kommet i håndværkslære, men flere leder efter arbejde. Børnene bor hos plejefamilier, men mødes på centeret hver lørdag, hvor de får undervisning, et måltid mad og omsorg. Og om tirsdagen kommer forældrene for at arbejde i marken og deltage i spare- og lånegrupper. Centeret er et område på ca. 4 hektar (2 hektar er netop tilføjet med støtte fra Baptist- Kirken), hvor der dyrkes bananer og laves køkkenhave. Centeret står over for en spændende udvikling de næste 3-5 år, hvor der bliver færre og færre børn. Når de stopper med skolen, stopper de også i projektet, og centeret vil omstille sig fra at være et børneprojekt til at være et træningscenter for unge. Centeret ledes af Leonard, der er god til at forene nye visioner og udviklingsideer med konkrete resultater. (Leonard vil være kendt af nogle, da hans far arbejdede for missionærerne i Nyantanga i 1980 erne; begge forældre mistede dog livet i Congo i flygtningelejrene. Leonard er også lillebror til Edouard, som er projektleder på Bethelkirkens Timoteus-projekt i Rwanda). Leonard har været med siden centerets start og skal være drivkraft i at udvikle LLCCM fra at være et børnehjem til et træningscenter. Baggrunden for den beslutning er, at Rwanda har flyttet sig meget de 13 år centeret har eksisteret. Dengang var der mange børn, der ikke kom i skole. Det har ændret sig. I dag er en af de største udfordringer at skabe job til de mange unge, som går ud af skolen. De kommende par år skal bruges på at udvikle centeret og afklare, hvad LLCCM bedst kan bidrage med i lokalsamfundet, men det bliver forment en kombination af et landbrugs-træningscenter og nogle få håndværksuddannelser. I Rwanda lever 85 pct. af befolkningen af at dyrke deres små jordlodder, og der bor omkring 12 mio. mennesker på et område på størrelse med Jylland. Så der er god brug for ny viden om bedre landbrugsmetoder. 1) Indgangen; 2) Andreas foran kanin-huset, som spejderne fra DK har givet LLCCM; 3) Lørdagsleg med kostalden og markerne i baggrunden; 4) Hanne og Hartvig hygger med børnene sammen med Leonard. Når de er i Rwanda deltager de i alle aktiviteterne i LLCCM og besøger familier og de unge på skolerne.!2
NYHEDSBREV NR. 7 12. FEBRUAR 2016 De glade 80 ere! MISSIONÆRBØRNESKOLEN, FORÅRET 1981. Fra venstre forrest: Naja Weber-Hansen, Lars Hagstrøm, Hans WeberHansen. Bagest: Jep Emming, Lise og Bente Weber-Hansen, Jørn Sandbæk, Hanne og Hartvig (36 år). Hanne og Hartvig Weber-Hansen fra Tvers i Nordjylland er for 8 år i træk seniorvolontører i Rwanda. De har boet i Rwanda i tre perioder. Emil var nysgerrig for at finde ud af, hvordan man kan finde på det, og har lavet et interview med det unge smukke par til højre på billedet. Hvorfor er det, at I bliver ved med at komme til Rwanda? Vi har fra starten været meget glade for landet og befolkningen og har fået mange venner, som vi har søgt at holde kontakt med gennem årene, og så nok også på grund af vores plejebarn Jakob, som jo er her fra Rwanda. Er I imponeret over udviklingen i Rwanda og synes I, de er seriøse med udviklingen af landet? (Jeg synes det går vildt godt i forhold til Burundi). Vi er faktisk meget imponerede over udviklingen - også set i forhold til mange andre lande i Afrika. Vi kan mærke forandringerne fra år til år. Nye skoler, vand og strøm, færre gadebørn,, nye butikker osv. For os ser det ud til, at der sker meget positivt i Rwanda. Spurgte I jeres børn, om de ville bo i Rwanda? Og hvordan havde de det, da de fik det at vide? (Jeg blev ikke spurgt og havde det dødsygt (red.: var meget ked af det). Inden vi første gang flyttede til Rwanda, holdt vi familieråd. Bente syntes, det var OK, Lise var ked af det, mens Hans og Naja syntes, det var vildt spændende. Vi havde på!3
det tidspunkt været i Danmark i 5 år efter 6 år i Grønland. Hvordan var det at sige farvel til deres venner i DK og få nye venner i Rwanda? (Jeg synes, det var svært at sige farvel, men nemt at få nye venner). Det var især svært for Lise at sige farvel til veninderne og hendes hest, men de fik alle hurtigt nye venner i Nyantanga både de andre missionærbørn og lokale børn og unge. Bente og Lise fik mange gode venner i kirkens sangkor, og Hans havde en gruppe drenge, som han spillede fodbold med hver eftermiddag. Synes jeres børn, at der var mere tid til dem? (Jeg synes mine forældre har mere tid til os, og jeg har mere tid til dem). Vores børn syntes akkurat som du. Alle inklusive plejebørnene husker stadig højtlæsning om aftenen. Vi og vores børn synes, at de 3 år i Nyantanga nok er nogle af de bedste år som familie. Det har for altid præget os og vores syn på tilværelsen. Det er nok også en grund til, at vi vender tilbage! Kunne jeres børn lide musikken i kirken? (Jeg synes, den er alt for højt. Det er som om de tror, at Gud er døv og derfor råber til ham). Musikken i kirken dengang var anderledes. Der var ingen elektriske instrumenter, kun en stor tromme og i Nyantanga også en harmonika. Vi kunne alle sammen vældig godt lide sangen og musikken dengang, hvor gud ikke var slet så døv! Hvor god var strømmen på en skala fra 1-10? Strømmen var 100 % stabil. Den blev nemlig leveret af en stor generator, som forsynede missionærboligerne, klinikken, evangelistskolen osv. med strøm fra kl. 18-21. Men derefter var der mørkt! 1) Juleklip i køkkenet; 2) Juleafslutning på skolen (fra venstre forrest: Søren Hagstrøm, Naja, Lars Hagstrøm. Midterst: Jep Emming, Valdine Renlund. Bagest: Inger Hagstrøm, Ole Emming, Erna Emming, Anne Møller. Hanne og Hartvig blev første gang udsendt fra 1980-1983, hvor de boede i Nyantanga i Rwanda med deres 4 børn Bente (15), Lise (13), Hans (11) og Naja (8). Deres primære opgave var at stå for missionærbørneskolen, undervise dér og være plejeforældre for de missionærbørn, hvis forældre arbejdede i Runyombyi (Birk og Inge Sandbæk) og Musema i Burundi (Erna og Ole Emming). I 1982 adopterede de en sød lille rwander, Jakob på knap ét år. Anden gang var de i Rwanda i 3 måneder i 1995 lige efter folkemordet for at vurdere forholdene og undersøge evt. muligheder for at genoptage samarbejde med Baptistkirken. Og tredje periode begyndte i 2007, hvor de de første år boede og arbejdede 6-8 måneder om året i Butare med LLCCM. Fra 2011 har de været seniorvolontører og boet i Rwanda i 6-8 uger årligt. Her arbejder de primært med LLCCM, men også med mindre børne- og kvindeprojekter.!4
Kort Nyt FARMOR, FARFAR OG FORMANDEN PÅ BESØG Farfar og farmor besøgte os i januar, og udover at have tid til at hygge med børnebørnene fik baptistkirkens formand Bent Hylleberg også mulighed for at mødes med generalsekretær for AEBR, Gato Munyamasoko og projektchef André Sibomana. Der var også skaffet visum til Burundi, hvor vi havde planlagt et todagsmøde med Burundis kirkeledelse, men en tåbelig visumfejl af os betød, at Bent ikke fik lov at krydse grænsen, så mødet blev til en hyggelig frokost på grænsen med formand, generalsekretær og Vianney, der er leder af præsteskolen. Valgdagen var en fridag, så alle kunne deltage. Det er også umudugudu-ledelsen, der organiserer den såkaldte umuganda - som er 2-3 timers samfundsarbejde sidste lørdag i hver måned. Her arbejder alle i umudugudu en sammen om lokale opgaver, deltagelse er obligatorisk. Opgaven kan være at holde vejene eller bygge et hus til en, der ikke selv har penge. Når arbejdet er udført, er der politisk møde, hvor umudugudu-lederen fortæller om regeringens politik og det diskuteres, om alt fungerer som det skal. RUBURA-DAGE DEMOKRATI PÅ RWANDISK I sidste uge blev der afholdt lokalvalg til vores umudugudu, den mindste administrative enhed, som består af 25-50 huse. Der vælges bla. en formand, sikkerhedsansvarlig og kommunikationsansvarlig,. Rasmus deltog i valget, der begyndte ved otte tiden og sluttede ved 14-tiden. Her stemmes der på afrikansk manér - alle stiller sig bag deres foretrukne kandidat. Der var endda et enkelt kampvalg, hvor jeg dog stemte blankt! I januar og februar har Rasmus mødtes to gange med Burundis baptistkirkes ledelse i Rubura. Det har været skønt at være i!5
Rubura, en smuk og fredelig plet tæt på grænsen til Rwanda. Og det er en utrolig hyggelig møderamme at være sammen uden internet og andre forstyrrende elementer. Det giver både et godt arbejdsfællesskab og opbygger venskaber. Fundament for fremtidens kirkesamfund KNUD RØNNE HANSENS SIDSTE HOLD PRÆSTESTUDERENDE I RUBURA I 1994. Billedet er taget af Rasmus, der besøgte Rubura første gang i marts 1994 som ung volontør! Ved siden af Knud er det Leonidas, der i dag er præst i Musema. I midten, forrest i træningstrøjen er det Vianney, der ser ud til at kede sig gevaldigt - han er i dag selv leder af præsteskolen i Rubura, og jeg viser altid billedet til hans studerende, som synes det er ganske sjovt. Den unge mand, nr. 3 fra venstre bagest er Julien Nsengiyumva, der i dag er baptistkirkens formand. Arv eller miljø!? Knud Rønne var missionær i Rwanda og Burundi i 34 år, og de sidste år brugte han som lærer på præsteskolen i Rubura - og Knud har uden tvivl en del af æren for at flere fra det hold i dag er bærende kræfter i baptistkirken, selvom der formentlig også har været en god portion talent på præsteholdet. For nogle var vejen til en præstekarriere dog længere end den skulle have været, mens andre faldt fra undervejs. Julien griner fx når jeg ikke forstår, hvorfor han ikke blev ordineret med resten af holdet. Det er fordi, han ikke var gift, og så kan man ikke blive præst i Baptistkirken. Et par andre har været uheldige, de var gift, men glemte det undervejs og blev så afsat som præster og ekskluderet af kirkesamfundet. Præsten skal være en god rollemodel. Det ville være skønt, hvis det også gjalt på børnefronten. Line har lavet en undersøgelse blandt præstekonerne -!6
som vi fortæller mere om snarest - men gennemsnitligt har præsterne knap 6 børn og mere end en femtedel har over 8. Det er ikke godt i et af verdens fattigste og tættest befolkede lande. Men af de 9 på billedet har mere end halvdelen ledende poster nationalt eller regionalt i Baptistkirken i dag og har været med til at føre kirkesamfundet gennem svære tider. Det er blevet sagt, at hvis man synes uddannelse er dyrt, skal man bare prøve uvidenhed. Uddannelse koster penge, men præsteskolen i Rubura er med til at udruste fremtidens kirkeledere, og det er en fornøjelse at opleve taknemmeligheden fra de studerende, der får chancen - og det er ikke et liv på første klasse i Rubura, kan jeg godt afsløre. Jeg brugte anledningen under mit seneste besøg til at tage en snak med de studerende - aktuelt 25 håbefulde evangelister - og se deres værelser (som viste sig at være tre sovesale). ONSDAGS-TE OG HYGGE OM FJERNSYNET i Knud og Jyttes stue står skarpt i erindringen blandt de præstestuderende fra start-1990 erne. Fjernsyn har der vist ikke været siden. Undervisningen begynder kl. 7:30 og løber frem til kl. 16 med te- og frokostpauser, og derefter læses der flittigt på lektierne. Ved 22- slukkes lyset på sovesalene. Hver fredag står den på markarbejde for at bidage til husholdningen. Søndag skal der prædikes i omegnens kirker for at teste, om undervisningen hænger ved. Den daglige menu er bønner og ris, som fortæres med stort smil (midterste billede). Øverst poserer evangelisterne for fotogra-fen, og nederst er det undervisning i det fri. Til højre er det præsteskolens leder Vianney, der har skiftet træningsdragten ud med skjorte og nu har hovedansvaret for at udklække fremtidens kirkeledere - men meget gerne støttet af alle os danske baptister! Støt BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi og gør en forskel for livet: Mobilepay: 22 99 64 83 eller kontonr: 3201-10042879!7
Hverdagsglimt fra de tusind højes land!8