Lindvig Osmundsen Side 1 01-05-2016 Prædiken til 5. søndag efter påske 2016. Tekst: Johs. 17,1-11. Et smukt billede. Et herligt billede. Ordet herlighed er et centralt ord i Jesu bøn. Jesu bad om at blive herliggjort. Ordet herlig bruger vi om noget smukt, et natursceneri, f. eks når en bolig skal sælges. Så bruger ejendomshandleren ordet. At boligen har en stor herlighedsværdi. Det ved vi alle hvad er, boligen ligger i fine naturomgivelser og passer fint ind i landskabet. Det hele ser så smukt ud. Eller når vi kommer hjem fra en god dag, med mange oplevelser og godt samvær med andre mennesker, så kan vi finde på at sige, at det var en herlig dag. Og vi kan vel også finde på at sige at han er en herlig mand, eller hun er en herlig kvinde. Herlighed udtrykker det smukke men også noget dybt. Jesus bad om at blive gjort herlig. Hvad er det som Jesus beder om, for sig selv? Der ligger noget dybt i dette ord, men det er et så stort og indholdsrigt ord, at det er svært at forklare. Herlighed kan ikke siges med et eller nogle få ord, fordi ordet herlig beskriver det som ses når alt godt spiller sammen i stor harmoni og skønhed. Som når et hus er placeret smukt i naturen, og hvor arkitektur og farver og omgivelser spiller sammen så at det hele fremstår smukt at se på og fungerer i samspillet med sine omgivelser. Det er smukt. Men det er også godt. Det er harmonisk og i balance. Det ene klæder det andet, der er samsvar mellem de enkelte dele. Det er herligt. Ordet herlig brugt om et menneske udtrykker at det menneske er smukt på en måde hvor handlinger, ord, holdninger, væsen Side 1 af 5
Lindvig Osmundsen Side 2 01-05-2016 spiller smukt sammen. Hvor sandhed, kærlighed, troværdighed er i harmoni. Når Jesus beder om, at Gud må gøre ham herlig, så betyder det, at Jesus beder om at Gud vil gøre det sådan at vi mennesker kan se og forstå ham, som billedet af Gud. At vi må se det smukke billede af Gud Fader, som Jesus er midt i vores verden. At Jesu liv og gerning, at Jesu betydning for os mennesker må fremstå så vi kan se hvor smukt det er. Og tro at Jesus er Guds billede. Dostojevskij, den russiske forfatter, har i et brev skrevet sin trosbekendelse. Og her skriver han lidt om baggrunden for sin trosbekendelse, og så formulerer han i ord sit billede af Kristus. Han skriver: Hvor har jeg ikke været pint, og hvor pines jeg ikke stadig af denne længsel efter tro. Og jo flere beviser jeg finder imod troen, des stærkere og voldsommere bliver længslen. Alligevel skænkes der mig undertiden øjeblikke af fuldkommen ro. I et sådant øjeblik har jeg formuleret min trosbekendelse. Den er mig klar i hvert et punkt, og er mig hellig. Den lyder sådan i al sin enkelhed: Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet mere dragende, intet så sandt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus. Atter og atter fyldes jeg ved tanken om ham af en så brændende lidenskab. Jeg siger til mig selv, at hans lige ikke blot ikke findes, men heller ikke kan findes. Jeg siger endnu mere hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis det skulle blive slået fast, at sandheden virkelig befinder sig et andet sted end hos ham, så vil jeg dog vælge Kristus frem for sandheden. Dostojevskij kæmpede med troen. Hvor kan jeg finde Gud, som den jeg kan tro på? Midt i det liv og den brogede verden som jeg kender. Hvor er den jeg kan stole på for mit liv? Side 2 af 5
Lindvig Osmundsen Side 3 01-05-2016 Og han fandt at det er Kristus som midt i vores verden fremstår som den troværdige, den herlige, som jeg kan tro på. Hvor er Gud beskrevet så jeg kan have tillid til ham? Vi taler om gudsbilleder, og vi kan have forskellige billeder af Gud. En har det billede i sig at Gud er en gammel mand med skæg på en sky. Det ses så ofte i medierne og karikatur tegningerne. En anden har det billede, at Gud er som en fjern far, der aldrig rigtig blev en del af livet. Og når han var der, var det med vrede og krav. En blev svigtet af en voksen, måske misbrugt, og så blev gudsbilledet farvet af den voksne så det siden var umuligt at tænke på Gud som en far. Vore billeder af Gud kan være så forskellige, og så er det underligt, at her beder Jesus om, at Gud vil gøre ham til et godt billede af Gud for os mennesker. Og Jesus beder om at Gud vil følge ham hele vejen, også gennem lidelse og død, så at Jesus er det troværdige billede af Gud. Det herlige billede af Gud. At være til gudstjeneste er at få malet Guds billeder. Måske få skiftet sine gudsbilleder ud. Det er kirkens og gudstjenestens fornemmeste opgave, at give os det billede af Gud, som Jesus Kristus har givet os. Og det er faktisk lige dette at Jesus beder om må ske, og at Gud vil gøre. Derfor bad Jesus, herliggør din søn, for at sønnen kan herliggøre Gud. Lad mig blive menneskers billede af dig, Gud. Sådan kunne vi oversætte Jesu bøn. Og da kunne vi gå en tur i evangelierne og lægge mærke til hvordan Jesus skiftede menneskers gudsbiller ud med nye. Det er gennem sine gerninger, sine ord og sit liv, at Jesus gav mennesker nye billeder af Gud, så at mennesker kunne bære mødet med Jesus med sig som et billede i deres indre bevidsthed. På den indre skærm. Side 3 af 5
Lindvig Osmundsen Side 4 01-05-2016 Der er mange eksempler på hvordan et billede bliver taget ned, og et andet hængt op. F. eks. hos Zakæus. Zakæus havde et billede af, at Gud slet ikke så på ham. Gud var bortvendt. For Zakæus så det ud som om at Gud stod med ryggen til ham, og kun snakkede med byens fine folk. Men så standsede Jesus foran det træ Zakæus hang i. Jesus kom med et nyt billede af Gud til ham. Et maleri hvor Jesus og Zakæus sidder og spiser sammen. Havde Zakæus haft en IPhone, så havde han taget sin selfie stang og taget en selfie, for at huske sit nye gudsbillede. Men han havde det på sin indre skærm resten af livet. Og det er vigtigere end at have det som en selfie. At have det printet fast på sin indre skærm, i sin bevidsthed og fået det ind som en følelse i både sind og krop. Zakæus fik det billede at Gud er den som ser mig. Et andet billede er kvinden grebet i sidespring, og fanget. Hendes billede af Gud var den dømmende Gud, som ville stene hende. Gud er den vrede Gud. Og så sad Jesus der, og skrev i sandet foran hende og gav hende et helt andet billede af Gud. Gud er den som ikke dømmer. Gud er den som tilgiver et menneske og oprejser det fra dets skam. Eller et andet billede, som Jesus gav disciplene, da han vaskede deres fødder. Disciplenes gudsbillede var at Gud er Herre og ham skal vi tjene, og så så de Jesus tage vaskefad og sæbe, og knæle foran dem og de mærkede hvordan hans hænder vaskede deres fødder. De glemte alt om at tage en selfie, så chokerende må det have været. Men de huskede med deres rene fødder. Dostojevskij sluttede sin trosbekendelse lidt provokerende med at han hellere vil have det smukke end sandheden. Side 4 af 5
Lindvig Osmundsen Side 5 01-05-2016 Det er for at sige at det smukke rummer lidelsen. Som livet indeholder døden. Sandheden skal rumme korset for at være sandheden i livet. Sandheden i kristendommen er ikke et bevis men et levet liv. Jesu liv er sandheden om ham. Sandheden er for os i kristendommen ikke et bevis vi kan trække frem, men en historie om Guds søn, vi kan høre og fortælle, og så må Guds Ånd selv overbevise et menneske i dets indre. Og sandheden om et liv indeholder altid døden som segl på livet. Tro indtil døden. Døden er beseglingen på det levede liv. Han var tro indtil døden. Jesu bøn handler om at Gud må præge det billede ind i os, at Jesus må blive vort indre billede af Gud. At sådan er Gud. Det er den tro vi kan holde fast når livet skælver under os. Side 5 af 5