Forord. Vi vil gerne benyttes lejligheden til at takke vores vejleder Henrik Plaschke for sine lærerige spørgsmål, input og ordsprog.

Forord Dette projekt afslutter 4. semesters modul i foråret 2012 under overskriften Moderne politikbegreber og politikanalyse. I projektet er der foretaget en diskursanalyse af Socialdemokraternes solidaritetsforståelse i et socialdemokratisk debatoplæg, der skal sætte gang i en intern debat hos partiets medlemmer om holdningerne til de fremtidige prioriteringer på det danske velfærdsområde. Denne analyse benyttes, med inddragelse af velfærdsteori, til at forklare en tredelt problemformulering om, hvilke socialdemokratiske solidaritetsforståelser, der ligger i debatoplægget, hvordan disse adskiller sig fra de partiets principprogram samt hvorfor denne adskillelse forekommer. Vi vil gerne benyttes lejligheden til at takke vores vejleder Henrik Plaschke for sine lærerige spørgsmål, input og ordsprog. Det er ved at smede, man bliver smed God læselyst! 1

Indholdsfortegnelse Forord 1 1. Introduktion 4 1.1. Indledning 4 1.2. Problemformulering 6 1.3. Udfoldelse af problemformuleringen 6 2. Metode 7 2.1. Velfærdsteoriens anvendelse og begrænsninger 7 2.2. Diskursanalysen som redskab 8 2.3. Præsentation af empiri 9 2.4. Projektstruktur 10 3. Videnskabsteoretisk udgangspunkt 12 3.1. Diskurs i et videnskabsteoretisk perspektiv 12 3.2. Indledende om Laclau og Mouffes diskursteori 13 3.3. Videnskabsteoretiske konsekvenser for projektet 14 4. Udfoldelse af Laclau og Mouffes begrebsapparat 16 4.1. Laclau og Mouffes diskursbegreb 16 4.1.2. Politisk forrang og aktører som konstruktionsstyrende 17 4.2 Nodalpunkter og ækvivalenslogikken 17 4.3. Hegemoni og politisk sedimentering 19 4.4. Antagonismer og agonismer 20 4.5. Opsummering 21 5. Velfærdsstatsteori 23 5.1. Velfærdsteoretisk baggrund for velfærdsmodellerne 23 5.2. Solidaritetsforståelsen i velfærdsmodellerne 24 5.2.1. Velfærdsmodellerne 25 5.2.2. Solidaritetsforståelsen 26 5.3. En idealtypisk opblødning 28 5.4. Opsummering 29 6. Principprogrammet Hånden på hjertet 31 6.1. Frihed 31 6.2. Lighed 32 6.3. Solidaritet 33 6.4. Opsummering 34 7. ANALYSE: Prioriteringer på velfærdsområdet 36 7.1. Legitimering af diskursen 36 7.2. Solidaritetens ækvivalenskæde 38 7.2.1. Prioriteringer 38 7.2.2. Universelle ydelser 40 7.2.3. Ret og pligt 41 7.2.4. Frivillighed og samfundsansvar 44 7.3. En (ny) ækvivalenskæde om solidaritet 48 7.3.1. Ret, pligt og behov 48 7.3.2. Samfundsansvar og frivillighed 51 2

7.4. Opsummering 53 8. DISKUSSION: Fra værdi til italesættelse af virkelighed 55 8.1. Fællesskab i forfald? 55 8.1.1. Det er borgernes skyld 56 8.1.2. Det er velfærdsstatens skyld 56 8.2. Fælles velfærd hvis opgave? 57 8.2.1. Konstruktionen af velfærd som en fælles opgave 57 8.3. Den krævende borger 59 8.4. Velfærdsstaten mellem intention og praksis 61 8.5. Fra værdi til italesættelse af virkelighed 62 9. Konklusion 64 Litteraturliste 67 Bilagsliste 70 Bilag A: Danmark herfra til 2032 prioriteringer på velfærdsområdet Bilag B: Principprogram - Hånden på hjertet. 3

1. Introduktion 1.1. Indledning Ser vi frem mod 2032, er det store spørgsmål, om vi kan komme i en situation, hvor der ikke er råd til alle de dele af velfærdssamfundet, som vi kender det i dag. Vi står i en økonomisk situation, hvor det er nødvendigt at overveje, om vi har råd til de universelle ydelser. Det er muligt, at nogle ydelser i fremtiden kan prioriteres anderledes, og at nogle kan undværes. Man bliver måske nødt til i højere grad at skelne mellem, hvem der har behov, og hvem der ikke har. (Socialdemokraterne 2012b: 2). Da Socialdemokraterne i november 2011 satte sig på regeringsmagten for første gang i ti år, var det med løftet om at skabe forandring i Danmark. Under valgkampen repræsenterede Socialdemokraterne, i samarbejde med SF, en umiddelbar kontrast til den borgerlige fløj ved at gå til valg på ord som kickstart og investering og med mantraet om, at trods den tilspidsede økonomiske situation, var sparevejen ikke Socialdemokraternes løsning på langtidssikring af velfærden (Socialdemokraterne & SF 2011: 3). Der er imidlertid forskel på realpolitik og valgkamp, og således allerede inden regeringsgrundlaget er underskrevet, strømmer kritikken ned over den nye regering i form af beskyldninger om løftebrud, velfærdsopgør og borgerlig politik, ud i offentligheden: Regeringen fører borgerlig politik og pakker det ind i det gamle socialdemokratiske kampråb om ret og pligt (Vester 2012). Socialdemokraterne mangler for tiden først og fremmest et sprog til at forklare sin politik, efter at ordbogen fra Fair løsning forsvandt, og derfor har de måttet overtage de borgerlige slagord om besparelser i velfærden, faglighed i skolen og skattelettelser i toppen. Når sproget er det samme, bliver politikken det også (Madsen 2012). I centrum for denne kritik står Socialdemokraterne som en eftertragtet skydeskive i modvind, der ikke synes at aftage i styrke. Det indledende citat kan af kritikere være et argument for, at kontrasten mellem de borgerlige partier og Socialdemokraterne ikke nødvendigvis er så umiddelbar i praksis. Citatet er hentet fra ét ud af tre socialdemokratiske debatoplæg, der sætter Danmarks fremtid på dagsordenen til den kommende Socialdemokratiske kongres i september. I samme oplæg navngiver Socialdemokraterne sig selv som entreprenøren bag den danske universelle velfærdsstat (Socialdemokraterne 2012b: 2), men umiddelbart lader det til, at Socialdemokraterne i citatet stiller spørgsmålstegn ved nogle af de centrale principper i den universelle velfærdsmodel. Det helt store spørgsmål bliver da, om Socialdemokraterne er ved at rykke sig værdipolitisk? 4

Velfærdsforsker Jørgen Goul Andersen problematiserer et eventuelt opgør med den universelle nordiske velfærdsmodel: Efter finanskrisen kan den nordiske velfærdsmodel fejre sin største triumf. De nordiske lande ligger ikke blot i toppen socialt. Efter krisen skiller de sig næsten endnu mere positivt ud på økonomien. Så meget desto mere overraskende er det, at regeringen tilsyneladende overvejer et brud med den universelle nordiske velfærdsmodel. Nogle af de tanker, der ytres, minder om et af de lande, der skiller sig mest negativt ud, nemlig Storbritannien (Goul Andersen 2012). Ifølge Goul Andersen er der, trods eksogene pres fra demografien og landets økonomiske situation, ikke et argument for, at en anden velfærdsmodel vil få Danmark bedre igennem de udfordringer, som landet står overfor (Goul Andersen 2012). Goul Andersen har tidligere forudset, at den danske universelle velfærdsstat er under pres men han anfører samtidig, at den universelle velfærdsmodel kan overleve, hvis den løbende tilpasses udviklingen i samfundet. Han problematiserer dog omstillingsretorikkens ofte usikre diagnoser og mål. Hvis man ikke er opmærksom på de vigtige principper i et velfærdssamfund, kan politikere af taktiske og kortsigtede årsager sætte centrale grundtanker i velfærdsstaten over styr (Goul Andersen 1997: 6): Det er muligt at foretage besparelser uden at tilsidesætte universalismen, og man kan omvendt sætte universalismen over styr uden at opnå besparelser overhovedet (Goul Andersen 1997: 7). Der er mange måder at opbygge et velfærdssamfund på - den universelle model er blot én måde, men slående er det, at når velfærdsstaten er til debat, er det ofte de fordelingsmæssige aspekter af velfærdsstaten, der debatteres. Hvem er berettiget til hvad, og for hvis penge? Ganske sjældent er det værdierne bag fordelingsaspekterne af velfærdsstaten, der trækker de helt store overskrifter i debatten, men det betyder imidlertid ikke, at der ikke er en værdipolitisk grundsten indbygget i fundamentet. Det er denne grundsten, som ofte glemmes, når velfærdsstatens problemer skal løses nu og her, som Goul Andersen ovenfor pointerer. Men hvad er så Socialdemokraternes værdier? I deres principprogram Hånden på hjertet benævner de værdier som frihed, lighed og solidaritet som værende centrale for partiet (Socialdemokraterne 2011: 3), og de fremsætter endvidere at: Vores velfærd bygger på, at man har ret til de grundlæggende ydelser alene i kraft af, at man er borger i landet (Socialdemokraterne 2011: 7). Goul Andersen problematiserer, at en diskurs kan sætte nogle af disse værdier over styr, hvis politikerne blot et øjeblik mister dem af syne på den politiske kampplads. Ønsker Socialdemokraterne at føre os væk fra en universel velfærdsmodel og dermed ændre på disse værdier? 5

1.2. Problemformulering Projektets problemformulering er med udgangspunkt i ovenstående: Hvilke forskellige solidaritetsforståelser italesætter Socialdemokraterne i debatoplægget Prioriteringer på velfærdsområdet (2012) og hvorfor adskiller disse sig fra deres solidaritetsforståelse i principprogrammet Hånden på hjertet (2011)? 1.3. Udfoldelse af problemformuleringen Vi tager udgangspunkt i debatoplægget Prioriteringer på velfærdsområdet. Når dette er interessant, er det fordi, som titlen antyder, at Socialdemokraterne mener, at Danmark er havnet i en situation, hvor prioriteringer er nødvendige. Som det indledende citat afslører, er det ikke blot en prioriteret rækkefølge af, hvem der skal stå først i køen, når pengene skal fordeles der er muligvis nogle områder, som det slet ikke bliver muligt at stå i kø til. Når der skal foretages politiske valg og fravalg på velfærdsområdet, er det kerneværdier som frihed og lighed, der berøres. Når der skal spares, får det konkrete konsekvenser. Her kommer problemformuleringens centrale begreb, solidaritetsforståelse, i spil, da denne forståelse netop afspejler, hvorledes værdier som frihed og lighed konstitueres i et samfund. I projektet fokuserer vi på Socialdemokraternes solidaritetsforståelse. I problemformuleringen er der en problematisering af, at Socialdemokraterne har en anden solidaritetsforståelse i debatoplægget end i principprogrammet, da solidaritetsforståelsen, som den vil blive udfoldet med velfærdsstatsteorien, er central for, hvilken velfærdsstatstype et land har. Derfor vil vi undersøge, hvordan Socialdemokraterne har ændret diskurs, i forhold til velfærdsstatens institutionelle ramme, fra principprogrammet til debatoplægget. Der lægges primært vægt på debatoplægget, da dette er et oplæg, der kan føre til reformer. Diskursen undersøges, da italesættelse af forandringer kan lede til reelle forandringer, hvilket forudsætter, at projektet har et socialkonstruktivistisk udgangspunkt. I projektet fokuserer vi på Socialdemokraternes solidaritetsforståelse, da denne forståelse må formodes at ligge til grund for de politiske beslutninger, Socialdemokraterne fremover kommer til at træffe på det velfærdsstatslige område. Første del af problemformuleringen søges således besvaret ved anvendelse af Laclau og Mouffes diskursteori, hvilket argumenteres yderligere nedenfor. Anden del af problemformuleringen indeholder et implicit hvordan, der besvares gennem en sammenligning mellem Socialdemokraternes solidaritetsforståelse i principprogrammet og debatoplægget. Afslutningsvis besvares problemformuleringens hvorfor gennem en diskussion, der tager afsæt i analysens konklusioner. Der søges helt konkret svar på, hvorfor de solidaritetsforståelser, der forefindes i debatoplægget, adskiller sig fra solidaritetsforståelsen i principprogrammet. I denne diskussion søges at give nogle bud på, hvorfor Socialdemokraterne italesætter en anden solidaritetsforståelse med inddragelse af sekundær empiri. 6

2. Metode Vi vil i dette kapitel beskrive de metodiske valg, som vi har gjort os igennem projektets tilblivelse. Kapitlet indledes med et afsnit om Velfærdsteoriens anvendelse og begrænsninger, da velfærdsteorien benyttes som en teoretisk begrebsarena for projekt. Herefter præsenteres Diskursanalysen som redskab, da projektets empiri analyseres ved hjælp af Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteoretiske begrebsapparat. Afslutningsvis præsenteres empirien samt en kort læsevejledning. 2.1. Velfærdsteoriens anvendelse og begrænsninger Dette projekt har til hensigt at sætte Socialdemokraternes solidaritetsforståelse under lup. Projektets formål er ikke, at tage en større historisk diskussion af, hvordan Socialdemokraternes forståelse af begrebet solidaritet har udviklet sig over tid, da det er den nuværende situation, der tages udgangspunkt i. Derfor afgrænses problemformuleringen til to centrale og nutidige dokumenter; henholdsvis debatoplægget Prioriteringer på velfærdsområdet (2012b) (se bilag A) samt principprogrammet Hånden på hjertet (2011) (se bilag B). Førstnævnte (2012b) er et helt nyt udspil i form af et debatoplæg, der har til formål at formulere en fælles politisk linje internt hos Socialdemokraterne. Sidstnævnte (2011) er Socialdemokraternes principprogram, der indeholder de helt centrale værdier, som partiet ligger til grund for deres konkrete politik. Solidaritet er centrum for dette projekt, da solidaritet og velfærdsstatsmodel gensidigt afspejler hinanden (jf. kapitel 5., Velfærdsstatsteori). Solidaritet bliver derfor særligt relevant at undersøge, da Socialdemokraterne har udråbt år 2012 til at være de politiske reformers år - og velfærdsstaten er ingen undtagelse (Statsministeriet 2012). Solidaritet er imidlertid et lettere diffust begreb, der kan have forskellige betydninger alt efter, hvilken kontekst det anvendes i. Derfor vil vi sætte begrebet ind i en velfærdsteoretisk ramme for at sikre tydeligheden i den måde, vi anvender begrebet på. Vi trækker hovedsageligt på Jørgen Goul Andersens teori om de tre velfærdsmodeller, der bygger videre på teoriapparatet fra Gøsta Esping-Andersen samt Richard M. Titmuss. Jørgen Goul Andersen udvider velfærdsmodellerne ved at tilknytte en særlig solidaritetsforståelse til hver enkelt. Derfor vil vi indledningsvis redegøre for disse og dermed etablere en fælles forståelsesramme. Modellerne er idealtypiske i deres fremstilling og kan således ikke findes i deres rene udtryk i virkelighedens verden, men de giver os en teoretisk referenceramme til anvendelse af solidaritetsbegrebet, og de bidrager til at tydeliggøre forskellene i de værdisystemer, der ligger til grund for de forskellige typer af velfærdsstater. Det er hernæst vores hensigt at anvende den teoretiske ramme som et par briller til at vurdere Socialdemokraternes solidaritetsforståelse igennem, når vi med næste skridt vil tydeliggøre, hvilken solidaritetsforståelse Socialdemokraterne trækker på i deres principprogram Hånden på hjertet. Principprogrammet er ifølge Socialdemokraterne; [ ]rammen for vores løbende politikudvikling (Socialdemokraterne 2011: 2) og beskriver endvidere partiets helt grundlæggende værdier. Ved at lægge 7

teorien ned over empirien, giver det os mulighed for at placere Socialdemokraternes solidaritetsforståelse i en teoretisk ramme, som vi senere kan anvende, når diskursanalysens konklusioner skal sammenlignes med principprogrammet (jf. afsnit 2.2, Diskursanalysen som redskab). Vi er dog opmærksomme på, at man kun i nogen grad kan hænge virkeligheden op på idealtypiske konstruktioner, og derfor vil vores evne, til at beskrive Socialdemokraternes solidaritetsforståelser, være begrænset til de elementer, teorien rummer. Velfærdsmodellerne har nogle forståelser af solidaritet tilknyttet, hvilke også bliver definerende for, hvordan vi vælger at fortolke Socialdemokraternes solidaritetsforståelser i de to dokumenter. Som det også vil blive fremhævet i afsnit 5.3. ( En idealtypisk opblødning ), kan virkeligheden imidlertid være mere nuanceret end de idealtypiske velfærdskonstruktioner - et perspektiv, vi også vil inddrage i analysen. 2.2. Diskursanalysen som redskab Vores udgangspunkt er, at den måde, hvorpå der tales om tingene, har betydning for, hvordan verden former sig. Det vil med andre ord sige, at hvis en diskurs vinder indpas og bliver almen gyldige, vil det have betydning for, hvordan velfærdsstatens fremtid omtales, og hvilke ændringsforslag der bliver endeligt valgt. Med udgangspunkt i det socialkonstruktivistiske videnskabsideal (jf. kapitel 3., Videnskabsteoretisk udgangspunkt), vil vi foretage en diskursanalyse af Socialdemokraternes debatoplæg Prioriteringer på velfærdsområdet med teoretisk udgangspunkt i Laclau og Mouffe. Vi vil derfor, når analysen skal foretages, lade os styre af det begrebsapparat, Laclau og Mouffes diskursteori udstikker (jf. kapitel 4., Udfoldelse af Laclau og Mouffes begrebsapparat). Vi har valgt Laclau og Mouffes diskursteori på baggrund af deres verdensanskuelse, da de arbejder ud fra, at alt er diskursivt, hvorfor en italesættelse af noget kan skabe forandringer. Socialkonstruktivismen, der er projektets videnskabsteoretiske udgangspunkt, arbejder ligeledes ud fra, at virkeligheden er socialt konstrueret. Laclau og Mouffes diskursteori ser aktørerne som styrende trods det, at de anerkender strukturernes betydning, og deres teori giver redskaber til at analysere fortolkende, hvilket er formålet i nærværende. Analysens formål er at kortlægge hvilke solidaritetsforståelser, Socialdemokraterne trækker på, når de skal skabe en sproglig ramme om deres politiske projekt, samt hvorfor det netop er de pågældende forståelser. Vi vil i første omgang have en åben tilgang til den udvalgte empiri. Det vil sige, at vi vil lade os føre af de konkrete italesættelser, nodalpunkter, momenter, elementer osv., der findes i empirien. Dog vil analysen indeholde et deduktivt element i den forstand, at velfærdsteorien danner den sproglige ramme om analysen, da det er begreberne fra denne, vi trækker på, når analysen skal formes. Den abduktive tilgang skal bidrage til besvarelsen af problemformuleringens spørgsmål om, hvordan italesættelsen af Socialdemokratiets solidaritetsforståelse i Prioriteringer på velfærdsområdet adskiller sig fra den solidaritetsforståelse, partiet trækker på i deres principprogram Hånden på hjertet. Vores udgangspunkt er, at der er forskel på den solidaritetsforståelse, Socialdemokraterne italesætter i de to dokumenter, og at dette har betydning for de løsningsforslag, partiet fremlægger, når velfærdsstatens 8

udfordringer skal løses. Diskussionen som udfoldes efter analysen søger at give svar på anden del af problemformuleringen. Formålet er at bidrage til en forståelse af, hvorfor der er sket en forandring i Socialdemokraternes forståelse af begrebet solidaritet. Diskussionen vil derfor tage afsæt i, hvordan Socialdemokraterne definerer begreber som velfærdsstat, velfærdssamfund og fællesskab i henholdsvis debatoplægget og principprogrammet. Til at understøtte diskussionen inddrages to forfaldsteorier, der giver to teoretiske bud på hvorfor, der opstår indre modsætningsforhold i velfærdsstaten (jf. Petersen & Petersen 2007). 2.3. Præsentation af empiri Til besvarelse af problemformuleringen har vi valgt at arbejde med dokumenter. Dokumenter kan ses som værende sociale produkter og kan derfor være konstrueret med en særlig hensigt for øje. Derfor vil vi her forholde os kritisk til den valgte empiri i analysen. I projektet har vi udvalgt to dokumenter forfattet af Socialdemokraterne, som vi vil benytte som vores primære empiri. Dette drejer sig om henholdsvis Socialdemokraternes principprogram Hånden på hjertet (2011) og deres debatoplæg Prioriteringer på velfærdsområdet (2012b) (fremadrettet kaldet debatoplægget). Disse to dokumenter er udvalgt på baggrund af den forklaringskraft, der må antages at være forskellige fra hinanden, som de hver især kan bidrage med, i forhold til besvarelsen af problemformuleringen. Principprogrammet, som egentligt er forfattet og vedtaget på en partikongres i 2004, men som er videreført til 2011 1 (Socialdemokraterne 2011: 3), beskriver blandt andet, med Socialdemokraternes egne ord, den værdimæssige basis, Socialdemokraterne ligger til grund for deres politik. Denne værdimæssige basis vil i kapitel 6 blive diskuteret med udgangspunkt i den velfærdsteoretiske ramme, for således at kunne placere Socialdemokraternes solidaritetsforståelse i denne. Dette gør vi med henblik på senere at kunne sammenligne de to dokumenter og besvare problemformuleringens implicitte hvordan. Derfor vil vi i kapitel 7, med udgangspunkt i Laclau og Mouffes teoriapparat, foretage en diskursanalyse på debatoplægget. Denne analyse har tre formål; dels skal den afdække den diskurs, Socialdemokraterne italesætter omkring solidaritet i debatoplægget, dels skal den anvendes i en sammenlignende diskussion af, hvordan solidaritetsforståelsen i principprogrammet adskiller sig fra debatoplægget og sidst men ikke mindst, skal den anvendes som udgangspunkt i en diskussion af, hvorfor en eventuel ændring, fra den solidaritetsforståelse, der italesættes i principprogrammet til den solidaritetsforståelse, der italesættes i debatoplægget, forekommer. I centrum for diskursanalysen står debatoplægget. Debatoplægget er en del af Socialdemokraternes samlede udspil Danmark herfra til 2032 (2012), som partiet har barslet med i forbindelse med regeringsskiftet, og som har til formål at sætte gang i en idé - og værdipolitisk debat om, hvorledes Danmark skal se ud i 2032 og ikke mindst, hvordan vi kommer derhen. Oplægget lægger op til, at debatten centreres omkring tre emner, 1 Socialdemokraternes principprogram er forfattet i 2004, men fremstår i et dokument fra 2011. Derfor er der henvist til principprogrammet 2011. 9

der er udvalgt af Socialdemokraternes Hovedbestyrelse. Udover debatoplægget indeholder det samlede udspil også 2 andre oplæg; henholdsvis Vækst og Beskæftigelse (2012a) samt Danmark i Europa (2012c). Oplæggene har desuden fået sit eget liv på hjemmesiden www.danmark2032.dk, hvor der løbende suppleres med ugens skarpe ugentlige kommentarer fra det Socialdemokratiske bagland. Det er nødvendigt at fremhæve, at Danmark herfra til 2032 er et udspil, der først og fremmest er henvendt til Socialdemokraternes egne medlemmer. Et udspil der skal legitimere partiets fremtidige arbejde internt og derved lægge en fælles politisk linje. Der lægges fra den Socialdemokratiske hovedbestyrelse op til, at der debatteres ude i de lokale organisationer frem til den 4. juni 2012. På baggrund af disse debatter forfattes der tre vedtagelser, der skal behandles på Socialdemokraternes partikongres i september. I nærværende projekt har vi interesse i at undersøge den solidaritetsforståelse, Socialdemokraterne abonnerer på. Det er altså Socialdemokraternes selvforståelse, vi har som genstandsfelt. Dette gøres ved at undersøge Socialdemokraternes diskursive projekt med fokus på velfærdsstaten for således at kunne analysere, hvilket værdisæt partiet trækker på, med udgangspunkt i den valgte teoretiske ramme. Det skorter ikke med empiri på dette område, da velfærdsstaten er et meget omdiskuteret politisk område. Derfor er det nødvendigt at foretage en afgrænsning. Vi har valgt, som det fremgår af vores problemformulering, at tage udgangspunkt i debatoplægget. Ved at fokusere på debatoplægget får vi adgang til en viden om dels hvilke emner indenfor velfærdsområdet, toppen hos Socialdemokraterne gerne vil have diskuteret blandt deres medlemmer, men også hvilke forhindringer på velfærdsområdet de ser på deres vej mod Danmark 2032. Selv om den valgte empiri tager form af et debatoplæg snarere end et egentligt politikforslag, giver den et godt indblik i de mulige løsninger, og dermed også de mere værdipolitiske aspekter af fremtidens velfærdsstat, som Socialdemokraterne ser dem. Vi har valgt hovedsageligt at fokusere på debatoplægget, da dette har til formål direkte at behandle velfærdsstaten som politisk område. Dog har vi inddraget et citat fra Ugens skarpe til at sætte konteksten for debatoplægget. 2.4. Projektstruktur I projektet vil der først blive redegjort for det videnskabsteoretiske udgangspunkt i forhold til vores centrale teori, Laclau og Mouffes diskursanalyse, og hvilken betydning det videnskabsteoretiske udgangspunkt har for projektet. Det vil lede til en uddybning af Laclau og Mouffes teori og dermed også en uddybning af de begreber, der anvendes i analysen. Herefter vil vi præsentere velfærdsstatsmodellerne og de solidaritetsforståelser, der er tilknyttet de enkelte modeller, da det vil give os et begrebsapparat til at analysere solidaritetsforståelserne i de to dokumenter ud fra. Derefter ønsker vi at inddrage principprogrammet og diskutere hvilken solidaritetsforståelse, man kan syne i dette dokument, da det vil fungere som et sammenligningsgrundlag til debatoplægget, hvor vi ved hjælp af Laclau og Mouffes diskursteori vil analysere, hvilke solidaritetsforståelser, der er centrale heri. Når de forskellige solidaritetsforståelser i debatoplægget og principprogrammet er tilvejebragt, vil vi sammenligne dem. Dette 10

vil besvare, hvordan solidaritetsforståelserne adskiller sig fra hinanden og lede til projektets diskussion, der vil fokusere på, hvorfor der er forskellige solidaritetsforståelser i de to dokumenter. Når der frem til projektets diskussion anvendes begrebet velfærdsstat, referer det tilbage til den velfærdsteoretiske begrebskasse fra kapitel 5. Når begrebet velfærdssamfund anvendes, er det hentet fra de to dokumenter. I projektets diskussion vil der forekomme en behandling af de anvendte begreber, som vil tydeliggøre indholdet i begrebsforståelsen. 11

3. Videnskabsteoretisk udgangspunkt I dette afsnit argumenteres der for projektets videnskabsteoretiske udgangspunkt. Afsnittet er opbygget på en sådan måde, at teoriapparatets videnskabsteoretiske perspektiv udfoldes først. Det vil sige, at Laclau og Mouffes teoretiske ophav udfoldes som det første, for således at beskrive den videnskabsteoretiske baggrund for deres diskursteori. Herefter argumenteres for projektets videnskabsteoretiske udgangspunkt, der selvsagt er gensidigt afhængigt af teoriapparatet. 3.1. Diskurs i et videnskabsteoretisk perspektiv Selve begrebet diskurs har en uklar og bred betydning, og der eksisterer mange forskellige diskursteorier, men det er fælles for de fleste, at de trækker på socialkonstruktivismen. Dette viser sig bl.a. ved en kritisk tilgang til viden, hvilket afspejler socialkonstruktivismens ontologiske udgangspunkt, idet ingen viden om verden kan siges at være en objektiv sandhed. Al viden om verden er produkter af historiske og kulturelle udvekslinger og overleveringer mellem mennesker, og måden hvorpå verden opfattes, konstrueres igennem sociale processer. Herigennem skabes en fælles virkelighed, der er styrende for hvilke handlinger, der anses som værende naturlige og hvilke, der anses som utænkelige (Jørgensen & Phillips 2002: 1-9). Sandheden er derfor en diskursiv konstruktion - determineret af forskellige systemer af viden (Jørgensen & Phillips 2002: 13). Diskursanalytiske tilgange tager udgangspunkt i strukturalismen og poststrukturalismen og fælles for dem er, at sproget giver adgang til virkeligheden - sproget giver objekter mening. Diskursanalysen har rødder tilbage til den franske lingvistikstrukturalist Ferdinand de Saussure, der anså sproget som værende arbitrært (Jørgensen & Phillips 1999: 18). Saussure argumenterede, at ord er produkter af sociale processer og tager del i sociale strukturer. Ifølge Saussure er ord ikke objektivt givne, og de eksisterer ikke udenfor diskurser, hvorfor betydningen af et ord ikke kan siges at være iboende selve ordet. Betydningen er derimod konstrueret gennem strukturer, hvor betydningen af ét ord defineres ud fra ordets forskel fra andre ord, som det er forskelligt fra (Jørgensen & Phillips 2002: 8-10). Poststrukturalisterne har senere videreudviklet Saussures teori og videreført teorien om, at tegn ikke tager betydning af virkeligheden, men ved den gensidige forskellighed i et strukturelt netværk (Jørgensen & Phillips 1999: 19). En forskel på strukturalisterne og poststrukturalisterne omhandler strukturernes indre rangordning. Strukturalisterne argumenterer, at ordenes gensidige forhold er uforanderlige og fikserede, hvilket forudsætter et lukket system. Kun i et lukket system er det muligt at fiksere mening, hvilket ifølge Laclau og Mouffe giver udtryk for: [ ] en ny form for essentialisme; søgning efter de underliggende strukturer, der konstituerede de iboende love for enhver mulig variation (Laclau og Mouffe 2002:63). 12

Denne essentialisme kritiseres af poststrukturalisterne, der ser, at forskellen mellem ordene ændrer sig i henhold til hvilken situation, de anvendes i, og strukturerne eksisterer altid i en midlertidig tilstand (Jørgensen & Phillips 2002: 11). Laclau og Mouffe kalder dette [ ] en higen efter en struktur, som altid i sidste ende [er] fraværende (Laclau og Mouffe 2002: 63) fraværende i den betydning, at en absolut fiksering af strukturer (og dermed diskurser) er umulig. Der er udelukkende tale om muligheden for midlertidig stabilitet i form af hegemoniske diskurser, men kun ved artikulation igennem konflikt bliver disse igen flydende og ustabile. Derfor er struktur i sidste ende fraværende i absolut forstand. Der er således ikke tale om en konstant flydende tilstand: Umuligheden af en ultimativ fiksering af mening implicerer, at der må være delvise fikseringer ellers ville det overhovedet ikke være muligt for forskellene at flyde (Laclau & Mouffe 2002: 62). Da diskursteori kan defineres som et produkt af en teoretisk bevægelse væk fra strukturalismen og poststrukturalismen, er der stor forskel på teorierne i forhold til, om de trækker mest på strukturalismen eller poststrukturalismen, og disse forskelle har konsekvenser for teorierne og dermed analysestrategien. Ét aspekt, hvor det er tydeligt, er i henhold til distinktionen mellem diskurs og ikke-diskurs, altså en distinktion mellem, om alt er diskursivt, eller om der eksisterer andre sociale praksisser, der kan argumenteres at stå udenfor diskurs. Laclau og Mouffes diskursteori udspringer af poststrukturalismen, og de er kritiske overfor ovenstående differentiering, da de mener, at alt kan forstås diskursivt desto mere ikke-diskursive praksisser artikuleres, des mere tydeligt bliver det, at de ikke er objektivt givne, men at de kan gøres til diskursive artikulationer (Torfing 1999: 90). Laclau og Mouffe ser således diskurser som værende bestemmende for alt - at al viden er socialt konstrueret (Jørgensen & Phillips 2002: 19). 3.2. Indledende om Laclau og Mouffes diskursteori Laclau og Mouffe har konstrueret deres diskursteori ved at kombinere postmarxisme og poststrukturalisme (Jørgensen & Phillips 2002: 24). Det kan være svært at sætte at sætte begrebet diskursteori på Laclau og Mouffes arbejde, men det er dog heller ikke anvendeligt at kalde det for diskursanalyse, da den begrebsmæssige betydning henviser til en analytisk værktøjskasse, hvilket teorien ikke er. Det er altså vigtigt at pointere, at Laclau og Mouffes teori ikke er en teori i snæver forstand, da der f.eks. ikke er tale om deduktivt udledte hypoteser: [ ] the theoretical propositions of Laclau and Mouffe are substantively empty, in the sense that they are not organized around a set of substantiated claims about, say, the development of advanced industrial societies; and second, that we should conceive of ourselves as bricoleurs willing to use the analytic tools a hand, and prepared to store them for later use if their truth value is seriously questioned (Torfing 1999: 12). 13

At arbejde med bricolage betyder i sin essens at bruge det forhåndenværende søms princip. Man bruger det, man har til rådighed til at løse de opgaver og udfordringer, man står overfor. Som ovenstående citat argumenterer, så skal individer forstås således, at de kun har de redskaber til rådighed, som kan udledes af den diskurs, de selv befinder sig i (Jørgensen & Phillips 2002: 49). Man kan hermed argumentere, at individer ser problemer og løsninger ud fra den diskurs, de befinder sig i. Diskurser fungerer dermed som rammen om individers virkelighedsforståelse, men diskurser er, som tidligere nævnt, ikke fikserede, men foranderlige, idet der er tale om midlertidige diskursive tilstande. 3.3. Videnskabsteoretiske konsekvenser for projektet Projektet udarbejdes på baggrund af socialkonstruktivismen, som teoriapparatet ligeledes lægger op til. Det er sproget, og måden sprog anvendes og konstruerer virkeligheden, der er det centrale i projektet, hvor empirien udgøres af dokumenter. Ud fra dokumenterne og med begreberne fra Laclau og Mouffes diskursteori, søger projektets analyse at finde ud af, hvorledes Socialdemokraterne konstruerer deres solidaritetsforståelse via sproget i deres debatoplæg. Ud fra en socialkonstruktivistisk optik, er det hverken muligt eller hensigten at nå ind til, hvad personer virkelig mener med det de siger, dvs. sandheden. Det er det, der bliver artikuleret sprogligt, der kan undersøges og herigennem hvilke meninger, der konstrueres i artikulationerne, samt hvilke sociale konsekvenser disse meningsdannelser får. Det er således ikke sandheden bag artikulationer, der får sociale konsekvenser og skaber betydning det er det, de siger, det sproglige, der konstruerer verden. Verden er således socialt konstrueret, og den kunne have set anderledes ud, hvis andre artikulationer var bragt i spil (Jørgensen & Phillips 2002: 54). Hvis man her medregner, at projektet ikke er objektivt skrevet, men ligeledes er udarbejdet indenfor en diskurs, så står det klart, at projektet kunne have mundet anderledes ud, hvis det var konstrueret ud fra en anden diskurs og andre begreber. Derfor skal projektet ses ud fra den virkelighed, det er skrevet i og ud fra de teorier og metoder, der er anvendt. Det er således ikke muligt at producere sand viden, da sand viden kun kan siges at være sand i forhold til, og på baggrund af, noget, da: Forskeren [altid har] en eller anden position i forhold til genstandsfeltet, og den position er med til at bestemme, hvad han eller hun kan se, og hvad han eller hun fremlægger som resultater. Og der findes altid andre positioner, hvorfra virkeligheden ville tage sig anderledes ud (Jørgensen & Phillips 1999: 32-33). En gængs kritik af socialkonstruktivismen er, at alt kan forekomme som værende relativt. Man må herved skelne mellem: [ ] på den ene side skepticisme, forstået som det synspunkt at vi aldrig kan opnå sand erkendelse om verden, og på den anden side relativisme som ikke i udgangspunktet fornægter sandhed som sådan, men derimod insisterer på at udsagn kun kan siges at være sande i forhold til 14

et eller andet, fx et bestemt begrebsapparat eller et bestemt ideologisk perspektiv (Kjørup 2001: 6) (Rasborg 2009: 381). Når sandhed er relativ behøver den således ikke at være ikke-eksisterende, men man skal blot være opmærksom på, at sandheden er afhængig af den kontekst, den indgår i (Rasborg 2009: 381). Med henblik på projektet, har det den konsekvens, at den konklusion analysen udmunder i er kontekstafhængig. Det vil sige, at den skal ses i lyset af Laclau og Mouffes begrebsapparat, samt den empiri, analysen er udarbejdet ud fra. Konklusionen kunne derfor have været en anden, hvis projektet var udarbejdet ud fra et andet begrebsapparat, eller hvis den valgte empiri havde været en anden, og den er derfor også kun ét bud (af mange) på et svar på den problemstilling, projektet har til formål at besvare. Laclau og Mouffes diskursteori arbejder ud fra, at diskurser er bestemmende, hvilket vil sige, at aktørerne formelt set er styrende, hvorfor der ikke eksisterer objektivt givne strukturer. Dog kan strukturer syne objektive i form af sedimentering - en tilstand, hvor de ikke italesættes og dermed fremstår som værende taget for givet (objektive). Sedimenteringer fremstår som institutioner og tager form som en institutionel orden (Torfing 1998: 100). Derfor kan man sige, at trods det, at aktørerne formelt set er styrende, så bliver de også selv styret af de strukturer der gennem hegemoniske diskurser er institutionaliseret dog er der kun tale om midlertidige sedimenteringer, da en artikulation gennem konflikt vil bringe diskursen ud af denne objektivitet, hvorved stabiliteten brydes. Dette forhold mellem aktører og strukturer kommer til udtryk i projektets analyse og dermed konklusionen, idet aktørernes artikulationer er med til at konstruere den virkelighed, de lever i og dermed de strukturer, de søger at sedimentere, men artikulation er ligeledes et redskab til at bryde med institutionaliserede diskurser for således at opstille nye. 15

4. Udfoldelse af Laclau og Mouffes begrebsapparat Dette kapitel søger at uddybe og operationalisere de begreber, der vil blive anvendt i projektets analyse. Således er det ikke hele Laclau og Mouffes teoriapparat, der gennemgås, men blot de dele, der er relevante for at besvare projektets problemformulering. Kapitlet indledes med en definition af Laclau og Mouffes forståelse af diskursbegrebet. Dernæst udfoldes begreberne nodalpunkter, ækvivalenslogik, hegemoni, politisk sedimentering, antagonismer og agonismer, efterfulgt af en opsummering. Sammenhængen mellem statskundskaben og diskursteorien ses først i midten af 1980 erne. Ernesto Laclau og Chantal Mouffe introducerede en retning indenfor diskursteorien, der kan anvendes til analyse af politiske fænomener gennem sprogteori. Diskursteorien sigter mod en forståelse af det sociale og politiske som en diskursiv konstruktion. Det overordnede i diskursteorien omhandler de sociale og politiske som værende fænomener, der aldrig kan fastholdes helt. Det giver plads til sociale kampe om hvilke definitioner, der skal være styrende i samfundet (Thomsen, 2008: 67). 4.1. Laclau og Mouffes diskursbegreb Begrebet diskurs anvendes i forskellige sammenhænge, og med forskellige betydninger, hvorfor det eksplicit skal defineres, hvorledes Laclau og Mouffes forstår og anvender begrebet, inden deres diskursteori udfoldes. Laclau og Mouffe anser diskursive processer som værende alt socialt (Jørgensen & Phillips 2002: 30). Det vil sige, at der ikke kun er tale om sprog men også handlinger. Diskurser er resultater af artikulationsprocesser, hvor artikulationer er [ ] enhver praksis, som etablerer en relation mellem elementer[ ] (Laclau & Mouffe 2002: 52), hvilket vil sige en fiksering af tegn, hvor disses betydning defineres gennem deres forskellighed fra andre tegn. Diskursbegrebets betydning er sammenlignelig med strukturbegrebets, men de er dog ikke ens. Strukturer defineres som værende komplekse, dybt indlejrede mønstre af sociale betydningssammenhænge og forhold. Strukturerne kommer til udtryk gennem social interaktion, hvorfor strukturer henviser til kollektiv, og ikke individuel, ageren. Strukturer akkumuleres gennem social interaktion, altså kollektiv ageren, hvilket kan foregå både direkte og indirekte. Diskursbegrebet kan forklares ud fra den samme definition. Forskellen ligger i, at diskurser påvirker de kognitivt, tillærte, handlingsstrategier og -rationaler, der ligger til grund for social handling, hvor strukturer arbejder igennem de allerede tillærte handlingsstrategier og -rationaler. Strukturer er således konstrueret diskursivt (Torfing 1999: 81-83). I Laclau og Mouffes anvendelse af diskursbegrebet ses de strukturalistiske rødder tydeligt, idet en diskurs er et samlet hele med en indre strukturel rangordning af betydning (jf. at ordenes betydning defineres ud fra forskellen fra andre ord). At Laclau og Mouffe tillægger sig den poststrukturalistiske tradition har den indvirkning på diskursbegrebet, at ordenes meningssammenhænge og rangordning hele tiden er under 16

forandring (jf. den poststrukturalistiske kritik af strukturalismen i afsnit 3.1., Diskurs i et videnskabsteoretisk perspektiv). 4.1.2. Politisk forrang og aktører som konstruktionsstyrende For Laclau og Mouffe er det de politiske processer, der er de vigtigste og har størst effekt i det sociale, da det er politiske artikulationer, der er bestemmende for, hvorledes individer tænker og som følge deraf, hvordan individer handler i samfundet. Hermed menes ikke, at alt skal forstås som sprog, og at det materielle aspekt ikke skal medtages. Som tidligere nævnt, så ser Laclau og Mouffe alt som værende diskursivt. Det skal forstås således, at diskurser i sig selv er materialistiske (Jørgensen & Phillips 2002: 34-35): [ ] children in modern societies are seen as a group which in many ways is different from other groups, and this difference is not only established linguistically. Children are also materially constituted as a group in physical space: they have their own institutions such as nurseries and schools, their own departments in libraries and their own play areas in parks. These institutions and physical features are part of the discourse about children in modern societies (Jørgensen & Phillips 2002: 35). Laclau og Mouffe afviser ikke eksistensen af de psykiske samt fysiske objekter; men vores forståelse og erkendelse af dem, og af virkeligheden, er gennem meningssystemer, hvorfor de ikke ser politisk konflikt som et strukturelt fænomen, men derimod som diskursive processer. Ikke alle diskurser er politiske, men omvendt er alt politisk diskursivt, da det er diskursive artikulationsresultater. Politiske processer skaber og forandrer sociale fænomener, og dermed er de også en direkte del af den sociale virkelighed. Resultaterne fra artikulationsprocesserne institutionaliseres i den sociale virkelighed og sedimenteres i større eller mindre grad (Thomsen 2008: 75). Således skal politik ikke ses i snæver forstand. Laclau og Mouffe ser politik som måden, hvorpå samfundet hele tiden forenes på en bestemt måde, der ekskluderer alternative måder, hvorpå samfundet kunne have været organiseret. Politik er således en social organisation, der er et produkt af politiske processer (Jørgensen & Phillips 2002: 36). Laclau og Mouffe tager, som andre konstruktivister, udgangspunkt i, at fænomener, på et givent tidspunkt, ikke behøver at være forekommet, da det er aktørernes handletyper, virkelighedsopfattelser og holdninger, der ligger til grunde for fænomenet - men aktørerne kunne have valgt anderledes. Altså har aktørerne et handlingsperspektiv; de kan vælge og fravælge. 4.2 Nodalpunkter og ækvivalenslogikken [Vi] kalder enhver praksis artikulation, som etablerer en relation mellem elementer på en sådan måde, at deres identitet omdannes som resultat af den artikulatoriske praksis. Den strukturerede totalitet, der er resultatet af denne artikulatoriske praksis, kalder vi diskurs. For så vidt som de differentielle positioner artikuleres inden for en diskurs, kalder vi dem momenter. Derimod kalder 17

vi enhver forskel, der ikke er diskursivt artikuleret, for element (Laclau og Mouffe 1985; fremhævning i original) (Jørgensen & Phillips, 1999: 36). Et nodalpunkt er et kendetegn for en diskurs. Det er en overordnet værdibetonet, symbolsk kerne, hvortil yderligere begreber tilknyttes og danner meningskæder. Disse omkringværende begreber er såkaldte elementer og momenter. Elementer er begreber, der ikke har en entydig betydning (iht. den pågældende diskurs), men derimod er flertydige. Momenter er derimod elementer, der har opnået fiksering i ækvivalenskæden. Sagt på en anden måde er der sket en fastholdelse af elementernes betydning. Momenter er begreber, der opnår betydning af og igennem det nodalpunkt, som de tilknyttes (Jørgensen & Phillips 1999: 37). Altså forsøges der i en diskurs at gøre diskursen entydig ved at gøre elementer til momenter. Diskursen søger således at foretage en lukning og en fiksering af momenterne, så der ikke opstår flertydigheder i henhold til begreberne. En diskurs etableres ved, at nogle nodalpunkter eliminerer nogle begrebsbetydninger frem for andre. Der forekommer således en reduktion af betydningsmuligheder, og de der udelukkes befinder sig i det diskursive felt (Jørgensen & Phillips 1999: 37). Det diskursive felt indeholder overskydende mening, dvs. alle de betydninger, der ikke ønskes optaget i den pågældende diskurs, men meninger, der kan være inkluderet i andre diskurser. Da diskurser er konstituerede i forhold til det, de er forskellige fra, er det diskursive felt altid en trussel mod den pågældende diskurs, grundet alternative fikseringer af begrebsbetydninger (Jørgensen og Phillips 2002: 28). Diskursen vil opnå en midlertidig lukning, men lukningen er ikke endelig, da transformationen fra elementer til momenter aldrig stopper, hvorfor den udefrakommende trussel altid er til stede (Jørgensen & Phillips 1999: 38). Ækvivalenskæden er en sproglig logik, der arbejder ud fra at finde ligheder mellem forskellige momenter, der karakteriserer den pågældende diskurs. For at forstærke virkningen af ækvivalenskæden, sættes den op imod en differenskæde, der indeholder betydninger, der står i modsætning til ækvivalenskædens diskurs. Således giver differenskæden yderligere symbolsk styrke til ækvivalenskæden. Ækvivalenskæder forsimpler den sociale virkelighed, og antagonistiske forhold er anvendelige til at give symbolsk betydning til uhåndterbare fænomener, som f.eks. danskhed og fremmedhed (Thomsen 2008: 79). 18

Figur 5.1: Eksempel på en antagonisme og en ækvivalenskæde (Sørensen 2010) 4.3. Hegemoni og politisk sedimentering Ligesom diskursbegrebets betydning kan være svær at afdække, er hegemonibegrebet en smule diffust. Jacob Torfing indfanger det således: One lexical meaning of Hegemony is leadership, authority and influence, especially of one state in a group of states [ ] This definition and usage of the concept of hegemony captures the important aspect of leadership, but fails to include the constructivist aspect highlighted by the discourse-theoretical analytics of Laclau and Mouffe. That is to say, the political as well as moralintellectual leadership of hegemonic force (state, class, movement, or other) hinges on the construction of a discursive formation that provides a surface of inscription for a wide range of demands, views and attitude (Torfing 1999: 101). Hegemoni er en udvidelse af en diskurs (el. diskurser), således den indtager en dominerende rolle i social orientering og dermed handling (Torfing 1999: 101). Hegemoni kan sammenlignes med diskurser i den forstand, at begge begreber betegner en fastholdelse af elementer gennem artikulation. Artikulationer defineres af Laclau og Mouffe som værende alle praksisser, hvor en relation mellem elementer omdanner de selvsamme elementer. Forskellen på hegemoni og diskurser er, at hegemoni strækker sig på tværs af flere diskurser og bliver dominerende (Jørgensen & Phillips 2002: 48). Det er ligeledes gennem disartikulation 2, en anden diskurs kan overtage status som værende den hegemoniske diskurs dette er en såkaldt 2 En direkte oversættelse af Torfings anvendelse af begrebet vil være reartikulation, men i anden dansk litteratur anvendes disartikulation (f.eks. Thomsen 2008). Thomsens ordvalg anvendes fremadrettet. 19

dislokation 3 (Jørgensen & Phillips 2002: 48). Dislokationen betyder, at den måde, man tidligere italesatte det pågældende, er opløst, og der kan nu foregå en diskursiv kamp (Torfing 1999: 98-99). Forsøg på at overtage den dominerende hegemoniske diskursstatus, foregår således konfliktfyldt, og der vil altid eksistere undertrykkende faktorer; da de diskurser, der ikke opnår hegemonisk status forbliver underlegne og undertrykkede, indtil de (eller rettere hvis de) gennem dislokation kan overtage den hegemoniske diskursstatus (Torfing 1999: 101). En periode hvor en given diskurs har opnået hegemoni betegnes som en periode med sedimentering. Ved sedimentering bliver den hegemoniske diskurs mere og mere alment accepteret - jo stærkere sedimenteringen er, desto svagere vil politiseringen være (Thomsen 2008: 76). Disse sedimenterede diskurser, der opnår en form for almen accept og bliver naturlige, benævnes også som objektive 4. Objektiviteten er et historisk resultat af politiske artikulationer og skjuler de alternative muligheder (jf. præsentation af det diskursive felt i afsnit 4.2., Nodalpunkter og ækvivalenslogikken). Kampe indenfor politikken kan glemmes og på denne måde opnå objektivitet gennem stille konsensus (Jørgensen & Phillips, 1999: 48). I forlængelse heraf kommer begrebet magt i spil. Magt skal her forstås som det, der producerer det sociale. Det er magt der skaber den viden, individer i samfundet har samt identiteter og relationer individer imellem. Objektivitet er altså magt, hvor magt ligger som en indirekte faktor, og dermed sætter Laclau og Mouffe lighedstegn mellem objektivitet og ideologi (Jørgensen & Phillips, 1999: 49). 4.4. Antagonismer og agonismer Diskursteoriens udgangspunkt er, at ingen diskurs kan etableres totalt. Diskurser kan dog være objektive som beskrevet ovenfor, men de kan ikke være mere etablerede, end at momenter kan omdannes til elementer igen, som kan forekomme i nye artikulationsprocesser (Jørgensen og Phillips, 1999: 60). I denne forbindelse kommer ordet antagonisme i spil. En antagonisme betegnes som en konflikt, der forhindrer social orden i et politisk samfund. Konflikter opstår i et samfund, da grupper i tilslutter sig forskellige fortolkninger af, og identiteter i, virkeligheden. En antagonisme forudsætter altså forskellighed og forsøger bevidst at fremme en virkelighedsforståelse, som en gruppe i samfundet er knyttet til frem for en anden (Thomsen, 2008: 77). Antagonismer finder man altså der, hvor diskurserne støder sammen. Dog skal det her fremhæves, at man godt kan have forskellige identiteter, uden at de står i et antagonistisk forhold til hinanden. Thomsen giver et udmærket, simpelt eksempel: socialisme og liberalisme er forskellige, men der er ikke nødvendigvis tale om et antagonistisk forhold. Et sådant udløses først, hvis den ene gruppe bevidst forsøger, at udelukke den anden, og vil forhindre tilhængere af denne i at udleve disses værdier (Thomsen 2008: 77). Antagonismer opløses, når der opnås hegemoni. 3 En direkte oversættelse af Torfings anvendelse af begrebet vil være hegemonisk intervention, men i dansk litteratur anvendes dislokation (Thomsen 2008). Thomsens ordvalg anvendes fremadrettet. 4 Bemærk her, at det tidligere er argumenteret, at der ifølge Laclau og Mouffe ikke eksisterer noget objektivt, men når begrebet anvendes her, er der ikke tale om objektivitet i den gængse forstand men derimod en ikke-artikulation, en stille accept. 20