Er der en forskel i taleforståelse hos høreapparatsbrugere, hvis der skiftes mellem kort og lang kompersisonstidskonstant i en testsituation?

Er der en forskel i taleforståelse hos høreapparatsbrugere, hvis der skiftes mellem kort og lang kompersisonstidskonstant i en testsituation? Er der herudover en forskel i forhold til, hvilket høreapparatfirma disse høreapparatsbrugere er habitueret til at gå med, hvilken hørelidelse de har og hvor stort deres høretab er? Navn: Mads Errboe Sørensen Fag: Kandidatprojekt, sundhedsvidenskabeligt Semester: 4. Semester på kandidatuddannelsen i audiologi Studieretning: Audiologi Fakultet: Humanistisk Intern vejleder: Ture Andersen Ekstern vejleder: Ellen Raben Pedersen Uddannelsesinstitution: Syddansk Universitet August, 2014 Antal tegn i opgaven (tekst): Egen udregningstabel vedr. SRT: Figurer hentet fra kilder: I alt: Dermed antal normalsider: 120.242 8.400 30 128.672 61,27 side 1 af 88

Abstract Compression in hearing aids is important for especially persons with a sensory neural hearing impairment. It can compensate for loudness recruitment, reduced dynamic range and outer hair cell (OHC) non- linear amplification. In compression you can choose either fast/short or slow/long compression time constant. The purpose of this paper is to investigate whether there is any difference in between the two different compression time constants. The experiment in this paper was to measure the speech intelligibility in noise and see whether it was better with either fast/short or slow/long compression time constant. This was done by fitting the test hearing aid to the subjects with the two compression settings. This was done single- blinded. After this they were put into an anechoic chamber where they were tested using Dantale II with Dantale II noise. At first they were tested with their own hearing aids with 20 sentences. Afterwards they were tested with the test hearing aids, also with 20 sentences. The test results showed that there wasn t any significant difference between the two compression time constants, p > 0,1 double sided t- test. It as also calculated whether there was a difference in relation to which hearing aid firm they were habituated to wear, what hearing disease they had and degree of hearing loss. In the first two divisions there wasn t any significant difference between the two compression time constants, p > 0,1 double sided t- test. But in one of the groups in the third division (pure tone average < 20 db HL - 30 db HL) there was a low- significant difference between the two compression time constants, p < 0,1 double sided t- test. Afterwards the test results were compared to another on going thesis. This led to the result that a slow/long compression time constant gives a lot more amplification than a fast/short compression time constant. Conclusion: There is no difference between fast/short and slow/long compression time constants when subjects are in a test situation and is tested using Dantale II with Dantale II noise. The comparison with the other thesis showed that a slow/long gives a more powerful amplification and this led to a presumedly better audibility of phonemes but didn t lead to a better speech intelligibility in my study. So a better audibility of phonemes isn t synonymous with a better speech intelligibility in accordance with Johnson s study from 2013 (Modern Prescription Theory and Application: Realistic Expectations for speech Recognition With Hearing Aids). side 2 af 88

Forord Dette studie er mit afsluttende specialeprojekt i kandidatuddannelsen i audiologi ved Syddansk Universitet. Testen til studiet er blevet foretaget i DELTAs lyddøde på høreklinikken eller audiologisk afdeling på Odense Universitetshospital (OUH). Derfor vil gerne sige en stor tak til Carsten Daugaard fra DELTA for at det kunne lade sig gøre at benytte dette rum. Herudover vil jeg gerne sige en stor tak til ham for hjælp med kalibrering af testudstyr, lån af Comfort Audio udstyr samt hans idéer til, hvordan mit specialeprojekt kunne blive bedre. På audiologisk afdeling vil jeg gerne sige en stor tak til sekretærene, som har hjulpet mig med at få booket parkering til forsøgspersonerne som deltog i testen i mit specialeprojekt. Herudover at de kontaktede mig, hvis forsøgspersonerne kom tidligere end ventet. I forhold til selve testen i specialeprojektet vil jeg gerne sige mange gange tak til PH.D. studerende Ellen Raben Pedersen ved Mærsk Mc- Kinney Møller Instituttet, som har været min eksterne vejleder. Hun har stor ekspertise inden for taleaudiometri og har været behjælpelig med at skaffe Dantale II test som software (hun har i sit kandidatprojekt fra 2007 designet en software i Matlab, som kan køre Dantale II). Herudover har hun læst korrektur på enkelte dele af opgaven og vejledt over mail i den sidste del af mit projekt. Det har været en stor hjælp. Herudover vil jeg gerne sige et stort tak til min interne vejleder Ture Andersen for at yde en god vejledning igennem hele projektet, kommet med ekspertviden, når der har været brug for det og kommet med idéer til, hvordan projektet kunne blive bedre. Dernæst vil jeg gerne sige et stort tak til Morten Vesterø fra Siemens for lån af høreapparater til test. Herudover vil jeg gerne sige tak til ham for undervisning i Siemens Connex 6, samt i hvordan høreapparaterne blev indstillet med hhv. kort og lang kompressionstidskonstant (det samme som hurtig og langsom kompressionshastighed). Mads Errboe Sørensen, 18. august 2014 side 3 af 88

Indholdsfortegnelse 1 Indledning og problemformulering... 6 2 Introduktion... 7 2.1 Kompression og baggrunden for benyttelse af dette i høreapparater... 7 2.1.1 Indledning... 7 2.1.2 OHC ulinearitet, loudness recruitment og dynamikområde... 7 2.1.3 Kompression i høreapparater... 11 2.2 Taleaudiometri... 15 2.2.1 Et historisk perspektiv... 15 2.2.2 Dantale I... 18 2.2.3 Dantale II... 19 2.2.4 Udviklingen af den originale HINT... 20 2.2.5 Udviklingen af den endelige danske HINT... 22 3 Videnskabelig metode... 24 4 Metode vedr. test... 25 4.1 Kort om testen... 25 4.2 Forsøgspersoner og valg vedr. test... 25 4.3 Software... 28 4.4 Testudstyr... 28 4.5 Kalibrering af højtaler... 28 4.6 Testprocedure... 29 4.6.1 Procedure af Dantale II... 29 4.6.2 Udregning af SRT... 36 4.6.5 Procedure i Connexx 6... 38 5 Resultater... 45 5.1 Spørgeskema... 45 5.2 Testresultater... 46 5.3 Databehandling... 47 5.4 Sammenligning med test foretaget på coupler... 49 5.5 Sammenligning med test foretaget på patienter med dårlig kognitiv evne... 51 6 Diskussion... 53 6.1 Kompressionstidskonstanter og forsøgspersoner... 53 6.1.1 Sammenligning med andre studier... 53 6.1.2 Forskelle i testresultater i forhold til, hvilken hørelidelse forsøgspersonerne har... 53 6.2 Taleaudiometri- test samt støjsignal... 54 6.2.1 Testmateriale... 54 6.2.2 Støjsignal... 55 6.2.3 Andet... 55 7 Konklusion... 56 8 Litteraturhenvisninger... 58 Artikler... 58 Bøger... 61 Specialeprojekter... 61 Hjemmesider... 61 Andet... 62 side 4 af 88

Bilag... 63 Bilag 1... 63 Audiogram forsøgsperson 1... 63 Audiogram forsøgsperson 2... 63 Audiogram forsøgsperson 3... 64 Audiogram forsøgsperson 4... 64 Audiogram forsøgsperson 5... 65 Audiogram forsøgsperson 6... 65 Audiogram forsøgsperson 7... 66 Audiogram forsøgsperson 8... 66 Audiogram forsøgsperson 9... 67 Audiogram forsøgsperson 10... 67 Audiogram forsøgsperson 11... 68 Audiogram forsøgsperson 12... 68 Audiogram forsøgsperson 13... 69 Audiogram forsøgsperson 14... 69 Audiogram forsøgsperson 15... 70 Audiogram forsøgsperson 16... 70 Bilag 2... 71 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 1... 71 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 2... 72 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 3... 73 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 4... 74 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 5... 75 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 6... 76 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 7... 77 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 8... 78 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 9... 79 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 10... 80 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 11... 81 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 12... 82 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 13... 83 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 14... 84 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 15... 85 Forstærkning i høreapparater forsøgsperson 16... 86 side 5 af 88

1 Indledning og problemformulering Ofte oplever patienter med et perceptivt 1 høretab problemer med at forstå tale i støj. Dette er også et problem, når de har høreapparat på. Særligt oplever de, at det kan være et problem til familiefester. Inden for audiologien har det indtil videre kun været muligt at give hørtaktik til personer med høretab i forhold til, hvor i lokalet det er bedst at placere sig i forhold til at få den bedste taleforståelse. Det er ikke muligt at kunne kompensere 100 % for den tabte taleforståelse vha. høreapparat. Dette er især pga. beskadigede ydre hårceller (OHC). De står sammen med basilarmembranen (BM) for forstærkningen og tuningen af lydinput i cochlea. Det er kun muligt at kompensere for OHCs og BMs forstærkning, men ikke for deres tuning. I forhold til ovenstående findes det interessant at se om forskellige kompressionstidskonstanter kan give en bedre taleforståelse i støjfyldte omgivelser. Formålet og problemformuleringen i dette specialeprojekt er således at undersøge, om der er en objektiv forskel i taleforståelse hos høreapparatsbrugere, hvis der skiftes mellem kort og lang kompressions- tidskontant (efterfølgende blot benævnt tidskonstant) i en testsituation. Herudover vil der blive undersøgt om, der er en objektiv forskel mellem de to tidskonstanter i forhold til, hvilket høreapparatfirma de testede høreapparatsbrugere er habitueret til at gå med, hvilken hørelidelse de har og hvor stort deres høretab er. Som testmateriale bruges Dantale II med Dantale II støj. Testen er blevet foretaget i et lyddødt rum i henhold til ISO 3745. Der vil i dette specialeprojekt først blive redegjort for kompression i høreapparater, hvor der ses på, hvordan dette kan kompensere for OHC- skade i cochlea, loudness recruitment, indskrænket dynamikområde hos personer med et perceptivt høretab. Herefter vi der være en historisk gennemgang af taleaudiometri i USA og Danmark som et oplæg til udviklingen af de danske sætningsbaserede tests; Dantale II og HINT. Dernæst er der et videnskabeligt metodeafsnit, som redegør for den metode, der er benyttet i dette specialeprojekt som oplæg til metodeafsnittet. I metodeafsnittet vil der først blive beskrevet en detaljeret testprocedure i forhold til, hvordan testen er opbygget og udført, samt hvordan høreapparaterne med de to forskellige tidskostanter er tilpasset og indstillet. Herefter bliver testresultaterne præsenteret. Først fra en kort spørgeskemaundersøgelse, der er foretaget blandt de deltagende forsøgspersoner. Dernæst fra Dantale II testen, som tester projektets hovedtese. Testresultaterne vedr. de to tidskonstanter vil blive sammenlignet med resultater fra hhv. en medstuderendes igangværende specialeprojekt og et brasiliansk forskningsprojekt fra 2013 samt et igangværende forskningsprojekt af de to samme brasilianske forskere fra 2014. Afslutningsvis vil der være en diskussion vedr. kort og lang tidskonstant. Her med henblik på at sammenligne testresultaterne med ovenfor nævnte igangværende speciale og de to brasilianske forskningsprojekter. Herudover vil der blive diskuteret, hvorfor der er brugt forsøgspersoner med en forskellige hørelidelser, hvorfor Dantale II er benyttet som testmateriale, samt hvorfor der er brugt Dantale II som støjsignal. 1 Høretab som sidder i cochlea. 2 Der er et dansk myndighedskrav, som siger, at efterklangstiden i et undervisningslokale skal være mellem 0,6 side 6 af 88

2 Introduktion 2.1 Kompression og baggrunden for benyttelse af dette i høreapparater 2.1.1 Indledning Inden for det audiologiske område oplever mange personer, med især perceptive høretab, som oplever, at det kan være svært at høre og forstå tale i støjende omgivelser. Særligt nævnes det, at de har store problemer med at høre og forstå, hvad der bliver sagt til familiefester, hvor der er flere, som taler på samme tid. Hvis lokalet, hvor sådan et arrangement bliver afholdt har er en lang efterklangstid på mere end 1,0 sekunder 2 (Rechnagel, 1975), vil der opstå flere lydrefleksioner. Dermed vil baggrundsstøjen øges, og når der er mange som taler på en gang, vil der være en øgning af babble speech noise 3. Denne slags støj er der mange person med et perceptivt høretab, som finder meget udfordrende at høre og forstå tale i, da de har problemer med at sortere tale fra støj og især fra babble speech noise (Krishnamurthy & Hansen, 2009). 2.1.2 OHC ulinearitet, loudness recruitment og dynamikområde Grunden til at personer med især perceptive høretab får problemer i støjfyldte omgivelser som nævnt i ovenstående, er primært, at de har et tab af OCH i cochlea. OHC er bl.a. essentielle for forstærkning, tuning og frekvensselektivitet (Moore et al., 1999) af lydinput med svage lydtryk op til ca. 50 55 db SPL 1,5 khz og 60 65 db SPL 2 khz (Smith et al., 1987; Moore et al., 1999; Ture Andersen). Dette kaldes for den cochleære forstærker og er især effektiv appikalt i cochlea (Liao et al., 2007). Herudover er der stor enighed om, at BMs vibration afhænger af en aktiv mekanisme, som igen afhænger af om OHCs er intakte. Denne aktive mekanisme bidrager til BMs ulineære input- output kurve. Denne viser en markant kompression for input fra 30 80 db SPL ved 8 khz, som det ses jf. den blå kurve på figur 2.1. Her er basilarmembranens respons målt for 8, 9 og 10 khz på 6 raske chinchillaer (Ruggero et al., 1997). Hvis de OHC bliver ødelagt med medicin, vil input- output funktionen for basilarmembranen give et lineært respons ved alle frekvenser (Moore et al., 1999). Når de OHC er ødelagte, fungerer cochlea kun vha. BMs passivt vandrende bølge og de IHC. Den lineære røde graf på figur 2.1 viser, BMs respons, når stapes svinger ved 9 KHz. Stapes svingninger sætter den passivt vandrende bølge i gang, som aktiverer de indre hårceller (IHC) i cochlea. Ud fra den røde graf sker dette ved ca. 70 db SPL ved 9 khz. Dette er en illustration af, at BMs respons er lineært, og dermed at de IHC ligeledes er det, dvs. at de giver en lineær forstærkning. Ud fra den blå kurve og ovenstående kan det udledes, at OHC giver en ulineær forstærkning. Ovenstående stemmer relativt overens med, at OHCs tærskel ligger ved ca. 50 55 db SPL 1,5 khz og 60 65 db SPL 2 khz, som tidligere nævnt. Derved vil en patient 2 Der er et dansk myndighedskrav, som siger, at efterklangstiden i et undervisningslokale skal være mellem 0,6 1,0 sekunder, da der her skal tages hensyn til taleforståelsen her (Rechnagel, 1975). Hvis der ikke er taget hensyn til dette i fx restauranter og forsamlingshuse, kan det især være et problem for personer med et høretab at forstå, hvad der bliver sagt, hvis der er mange personer, som taler på samme tid. 3 Støjsignal genereret, når der er mange, som taler på en gang (Krishnamurthy & Hansen, 2009). side 7 af 88

med total OHC- tab have en tærskel have et audiogram, som tilnærmelsesvis ligner ovenstående tærskel. Den aktive mekanisme, beskrevet i ovenstående, står også for BMs og OHCs frekvensselektivitet og tuning. Deres skarpe tuning ved svage lydtryk afhænger især af den aktive mekanisme i cochlea. Skarpheden af tuningen falder med stigende lydtryk og derved reduceres bidraget fra den aktive mekanisme (Moore et al., 1999). Figur 2.1. Graf over db SPL som funktion af BMs udslagshastighed og forskyd- ning ved 8 (markeret blå), 9 og 10 khz målt på 6 raske chinchillaer samt stapes svingning ved 9 khz (markeret rød). Kilde: Ruggero et al., 1997. Hvis de OHC er helt eller delvist ødelagte vil cochlea virke lineært og give et høretab på tilnærmelsesvis 70 db SPL. Herudover vil tuningen af BM blive bredere (Moore et al., 1999). Endvidere vil lydsensitiviteten reduceres og basilarmembranens respons vil hermed blive mere lineært, som tidligere beskrevet. Dette vil bevirke, at patienter med OHC- høretab vil opleve loudness recruitment 4 og dermed få et reduceret dyamikområde (Hopkins et al., 2012). Loudness recuitment viser sig ved, at der er en stejl loudness- kurve (Hansen, 2002), som ses jf. den røde kurve på figur 2.2. Dette er en antagelig subjektiv loudness- fornemmelse hos en person med et total OHC- tab på ca. 50 70 db HL (Moore et al., 1999). Den grønne kurve på figuren skal illustrere en normalthørendes ideelle loudness- fornemmelse uden recruitment. Når loudness- fornemmelsen måles på en forsøgsperson, afspilles der toner ved forskellige lydtrykniveauer. Disse niveauer kan simpelt inddeles i en subjektiv skala, som går fra, at tonen høres meget svagt til, at den høres meget kraftig (Marks & Florentine, 2011). Ud 4 Lydoverfølsomhed. side 8 af 88

fra figur 2.2 5 kan ovenstående forklares med et eksempel: Hvis der afspilles en svag tone ved 30 db SPL, vil den høres som 30 db SPL hos en normalthørende forsøgsperson (FPN). Denne tone vil derimod ikke kunne høres af en forsøgspersonen med et fladt høretab på 60 db HL (FPH). Hvis der herefter afspilles en tone med 60 db SPL vil FPN høre den som 60 db SPL. Hvis denne afspilles for FPH, vil han/hun ud fra grafen høre den som 20 db SPL. Ved 70 db SPL vil FPN høre tonen som 70 db SPL, hvor FPH vil høre den som ca. 60 db SPL. Over 80 db SPL vil FPN og FPH have den samme loudness- fornemmelse af de afspillede toner. Dette er et eksempel på et antageligt fladt OHC- tab på ca. 60 db HL, som har loudness recruitment og som hermed har et indskrænket dynamikområde. Det er i et digitalt høreapparat muligt at gøre loudness- fornemmelsen tilnærmelsesvis det samme som hos en normalthørende person vha. loudness normalization som det ses jf. de blå pile på figur 2.2. Dette beskrives nærmere sidst i afsnit 2.1.3. SPL Figur 2.2. Ideel kurve for en normalthørendes subjek- tive loudness- fornemmelse (grøn) samt en kurve for en person med loudness recruit- ment og et total OHC- tab på ca. 60 db HL (rød). Kilde: MacClain, 2013. En indskrænket dynamikområde vil sige, at en person med et høretab ikke kan høre svage lyde, kun lige kan høre tale og kraftige lyde bliver hørt ligeså kraftigt som hos normalthørende, som det ses på figur 2.3.B (Banerjee, 2011). Dette viser målinger af loudness- fornemmelse også, som beskrevet tidligere. Figur 2.3.C og 2.3.D viser hhv., hvordan lineær og ulineær forstærkning ændrer dynamikområdet for en person med et perceptivt høretab. Med den lineære forstærkning (2.3.C) bliver tale mere hørbar, så audibiliteten af 5 Figur 2.2 viser det input der afspilles for en forsøgsperson i db HL som funktion af, hvor kraftig forsøgsperson oplever, at tonen er i db HL. Y- aksen kunne ligeså godt være inddelt i subjektive størrelser som svag, behagelig og kraftig lyd. side 9 af 88

sproglyde øges samt at svage lyde bliver hørbare. Med den ulineære forstærkning lægges talen midt i dynamikområdet som ved normalthørende personer, hvor den er behagelig at lytte på. Herudover bliver de mest relevante svage lyde hørbare (Banerjee, 2011). På figur 2.3.D er lyttemiljøet fra figur 2.3.A blevet komprimeret, så det passer til en person med et perceptivt høretab, men hvor dynamikken i det enkelte lyttemiljø bliver bevaret så godt som muligt. Herudover bliver lydniveauerne af kraftige lyde, tale og svage alle komprimeret, så det dermed giver et komprimeret dynamikområde hos høreapparatbrugeren. Dette er muligt med kompression i digitale høreapparater med ulineær forstærkning. I næste afsnit vil dette emne blive forklaret i større detalje. Figur 2.3. 4 forskellige eksempler på dynamikområde. A for en normalt- hørende person. B for en person med et perceptivt høretab. C for den samme person som i B med lineær forstærkning. D - - - - - - - - - - - - - - - //- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - med ulineær forstærkning. Kilde: Banerjee, 2011. De ovenstående beskrevne affektioner (OHC ulinearitet, loudness recruitment og indskrænket dynamikområde), som rammer cochlea hos personer med et perceptivt høretab, kan der kompenseres for vha. et høreapparat med ulineær forstærkning og kompression. Den beskrevne tuning og frekvensselektivitet som skyldes deffekter i BM og OHC er det ikke muligt at kompensere for med høreapparat. I det næste afsnit vil der blive givet en detaljeret beskrivelse af, hvordan kompression virker i høreapparater, og hvordan dette kan kompensere for de tre ovenfornævnte affektioner. side 10 af 88

2.1.3 Kompression i høreapparater Siden udviklingen af de første digitale høreapparater i 1996 er det blevet muligt at designe høreapparater, som kan give ulineær forstærkning. Dette banede vejen for kompression i høreapparater (Edwards, 2007). Kompression i et høreapparat virker simpelt ved, at det giver meget gain til svage lyde i forhold til kraftige lyde (Hansen, 2002). Ud fra forrige afsnit er der tre væsentlige grunde til at bruge kompression i digitale høreapparater: 1. At kompensere for OHCs manglende ulineære forstærkning hos patienter med et perceptivt høretab (Moore et al., 1999). 2. At kompensere for loudness recruitment, dvs. give personer med høretab en loudness- fornemmelse, som er tilnærmelsesvis den samme som en normalthørende vha. loudness normalization og/eller loudness equalization (Byrne et al., 2001; Hansen, 2002). 3. At tilpasse lydinput i høreapparater, så outputtet svarer til patientens indskrænkede dynamikområde (Hopkins et al., 2012) I forhold til det førstnævnte punkt kan der kompenseres for dette ved at give ulineær forstærkning i høreapparaterne. Denne ulineære forstærkning kan se ud som på figur 2.4 herunder, som er en input- output kurve for et høreapparat. Der er først et lineært forstærkningsstykke, som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med den blå kurve på figur 2.1 fra 10 30 db SPL. Figur 2.4. Input- output kurve for et høreapparat. På grafen vises et lineært forstærkningsstykke og et kom- pressionsstykke (automatic gain control mode). Dette stykke begynder ved kompressions- tærsklen (CT) og størrelsen af kompressionen bestemmes af en kompressionsratio (CR) Kilde: Moore, 2008. side 11 af 88

Dernæst er der et kompressionstykke (AGC mode) som tilnærmelsesvis kan sammenlignes med den blå kurve på figur 2.1 fra 30 70 db SPL. Grafen er et eksempel på, hvordan kompressionen sætter ind ved CT, og hvordan størrelsen af denne bestemmes vha. CR som Δ input level pr. Δ output level (Moore, 2008). Hvis CR > 1 er der tale om kompression hvis CR = 1 er om der tale om lineær forstærkning, og hvis CR < 1 er der tale om ekspansion jf. figur 2.4 og 2.5. Den røde graf på de to figurer indikerer en ekspanderende forstærkning (Banerjee, 2011). Figur 2.5. Input- output kurve over kompression i et høre- apparat. På grafen er vist ULn (smertegrænse for normalthørende), ULhi (smertegrænse for person med høretab), THn (tærskel for nor- malthørende), THhi (tærskel for person med høretab), TK low (CK) samt TK high (output begrænser). Kilde: Banerjee, 2011. På figur 2.5 ses en input- output kurve, hvor kompressionen i et høreapparat er illustreret fra kompressionsknæpunktet (CK) ved et input på 10 db SPL, hvor det (høreapparatet) giver et output på 60 db SPL til outputbegrænseren sætter ind ved input ved 100 db SPL, hvor det giver et output på 115 db SPL. Dette er en smart måde at komprimere lyden fra et givent lydmiljø, så den bliver tilpasset til dynamikområdet for person med et perceptivt høretab jf. punkt 3 ovenfor. De to grafer viser også, hvordan en ulineær forstærkning i høreapparaterne tilnærmelsesvis ligner den blå kurve på figur 2.1 og dermed OHC ulinære forstærkning jf. punkt 1. side 12 af 88

Mht. kompression ønskes gainen at blive justeret, som lydinputtet ændres sig. Dette er især vigtigt mellem 55 90 db SPL (Hopkins et al., 2012), da tale typisk befinder sig inden for dette lydtrykniveau (ca. 50 70 db SPL) (Acoustical Society, 2000). Hvis der fx sker en pludselig stigning i db SPL i et talesignal, vil den tid det tager gainen at skrue maksimalt 3 db ned være attack- tiden (ta). Hvis der derimod sker et pludseligt fald i db SPL i et talesignal, vil den tid tager at gainen skrue maksimalt 4 db 6 op være release- tiden (tr) (Moore, 2008; Hopkins, 2012). Kompression i høreapparater består altså af to forskellige features som hhv. skruer op og ned for gainen. Kompression bliver typisk beskrevet som hurtig- eller langsomvirkende (Hopkins et al., 2012) i forhold til, hvor hurtigt kompressoren påvirker gainen i høreapparatet. Et andet udtryk, som kan bruges om dette er kort eller lang kompressions- tidskonstant (herefter benævnt som kort/lang tidskonstant med henvisning til at både ta og tr er kort/lang). Figur 2.6. t a og t r for hhv. korte og lange tidskonstanter. Kilde: Moore, 2008. På figur 2.6 herover kan det ses, hvordan attacktiden skruer gainen 3 db ned ved en kraftig stigning lydinput, samt hvordan releasetiden skruer gainen 4 db op efter et pludseligt fald lydinput i gain. På figuren vises dette ved hhv. kort og lang tidskonstant. Typisk er ta fra 1 2.000 ms og tr er fra 20 5.000 ms (Hopkins et al., 2012). Lang tr er typisk fra 500 1.500 ms, kort tr er typisk fra 3 200 ms, lang ta er typisk fra 100 240 ms og kort ta er typisk fra 0.5 6 Dette er bestemt i ANSI (American National Standard Institute) S3.22. I IEC (International Electrotechnical Commission) 118-2 er det bestemt til, at gainen maksimalt skruer 2 db op for gainen (Dillon, 2012). side 13 af 88

20 ms (Hansen, 2002; Moore, 2008; Boyle et al., 2009). Til dette bør det nævnes, at længden af en stavelse er typisk mellem 100 200 ms (Dillon, 2012). Mht. kort tidskonstant giver denne gain- ændringer indenfor varigheden af en stavelse og deraf kommer betegnelsen syllabic compression. Kort tidskonstant vil give en hurtig forøgelse af gain i forhold til en pludselig nedgang i lydniveau, så der opnås en bedre audibility af svage sproglyde som bliver efterfulgt af kraftige sproglyde, fx en svag konsonant efterfulgt af en kraftig vokal. Lang tidskonstant giver derimod en lille gain- ændring over varigheden af en sætning og er kendt AGC, som tidligere nævnt under figur 2.4 (Moore, 2008). Denne størrelse kaldes også automatic volume control (AVC) (Hopkins et al., 2012). Lang tidskonstant giver en minimal forvrængning af den temporale envelope (Hopkins et al., 2012), og giver dermed lige meget forstærkning af både svage og kraftige sproglyde. Disse iagttagelser i forhold til kort og lang tidskonstant kan antagelsesvis have en betydning for taleforståelse. I forhold til ovenstående, hvor det nævnes, at der sker gain- ændringer ved kompression i forhold til, hvilket lydinput der kommer ind i høreapparatet, og hvilken tidskonstant der benyttes, så findes det interessant at se, hvordan gainen ændrer sig ved ulineær forstærkning. På figur 2.7 herunder ses, hvordan gainen i høreapparatet ændrer sig i forhold til forstærkningen på en input- output kurve. Det ses på figuren, at gainen er uændret ved lineær forstærkning og at den falder ved kompression og outputbegrænser (limiting). Hvis der havde været et stykke med ekspansion, ville gainen her have været stigende. Figur 2.7. Viser gainen i et høreapparat ved en ulineær input- output kurve. Dillon, 2012. side 14 af 88

Et sidste væsentligt aspekt vedr. kompression er, at den skal give personer med et høretab en loudness- fornemmelse tilnærmelsesvis som en normalthørende jf. punkt 2 på p. 11. Som nævnt i dette punkt, kan det gøres vha. loudness normalization og/eller loudness equalization (Byrne et al., 2001). Herudover kan multikanalskompression i høreapparater kompensere for loudness recruitment (Hopkins et al., 2012) ved at køre med flere uafhængige kompressions- tidskonstanter, da loudness recruitment er frekvensafhængig (Hansen, 2002). Loudness normalization vil sige, at alle input i høreapparatet bliver normaliseret, dvs. at svage lydinput i db SPL bliver forstærket meget. Desto kraftigere lydinputtet bliver desto mindre forstærkning bliver der givet (Byrne et al., 2001) jf. de blå pile figur 2.2 på p. 9. Dette gør, at forskellen mellem svage sproglydskomponenter som konsonanter og kraftige sproglydskomponenter som vokaler stadig forbliver den samme. Så loudness normalization forbedrer hverken taleforståelse og audibiliteten af sproglyde (Byrne et al., 2001). For personer med høretab af mild eller moderat grad (26 55 db HL (Clark, 1981)) vil det derfor være bedre at benytte loudness equalization, som vil sige, at alle frekvensbånd inden for taleområdet bliver forstærket, og der dermed bliver bidraget lige meget til loudness af tale over hele dette frekvensspektrum (Byrne et al., 2001). Da dette værktøj blev udviklet regnede man med, at audibiliteten af sproglyde ville blive forbedret, når de forskellige sproglyde blev balancerede. Det blev vist, at dette ikke var tilfældet i et studie i 1986. Der blev dog fundet i et andet studie 1990, at loudness equalization giver personer med høretab > 90 db SPL (Clark, 1981) i diskanttonerne (2 8 khz) en bedre taleforståelse end de ellers ville have haft (Byrne et al., 2001). 2.2 Taleaudiometri 2.2.1 Et historisk perspektiv 2.2.2.1 Udviklingen af de første amerikanske taleaudiometrimaterialer I årenes løb er der udviklet mange videnskabelige og teknologiske opfindelser, der har gjort det muligt at udvikle den moderne audiometri og taleaudiometri. Eksempler på sådanne opfindelser er Alexander Graham Bells transducer 7, fra 1876, som kunne transformere lydenergi til elektrisk energi og Thomas Edisons phonograf 8 fra 1877, som kunne transformere mekanisk energi til lydenergi. Herudover Edisons rørdiode- princip Edison- effekten 9 fra 1883 (Wilson & Magolis, 1983). I 1889 foreslog Lichtwitz, at man kunne bruge Edisons phonograf til at teste folks hørelse med tale. I 1904 foreslog Bryant en lignende anvendelse af phonografen (Wilson & Margolis, 1983). Før Edison patenterede phonografen i 1877 var den eneste måde at måle et høretab på, ved at teste, ved hvilken afstand en patient kunne forstå tale og svag hvisken (Ludvigsen, 2005). 7 Grundlaget for den moderne mikrofon. 8 Grundlaget for den senere grammofon og pladespiller samt den moderne cd- afspiller og højtaler. 9 Grundlaget for den senere og moderne elektriske forstærker (Wilson & Margolis, 1983). side 15 af 88

Der skulle herfra gå nogle år før de første taleaudiometri- materialer tog deres form. Bell Laboratories, Inc. s (Bell Labs) 10 udvikling af elektroniske kommunikationssystemer i USA i 1920 erne og 1930 erne var med til at starte designet af de første materialer. Disse materialer blev bl.a. brugt til at teste speech intelligibility (på dansk taleforståelse) hos soldater, som var hjemvendt fra anden verdenskrig og i forbindelse hermed havde fået høretab (Schoepflin, 2012). Hos Bell Labs var Harvey Fletcher og J. C. Steinberg forgangsmænd inden for produktion, transmission og forståelse af tale (Fletcher & Steinberg, 1929). De gik især meget op i, at finde en metode, hvorpå de objektivt kunne måle taleforståelse på en forsøgsperson (Fletcher & Steinberg, 1929). Derfor udviklede de i 1929, 49 lister á 50 sætninger med hhv. spørgende sætninger og sætninger i bydeform. Her blev forsøgspersonerne enten bedt om at gentange, besvare eller kommentere sætningerne. Herudover forklare et begreb, som indgik i sætningerne (Wilson & Margolis, 1983; Ludvigsen, 2005). Udviklingen af disse fremgår i deres publikation fra samme år: Articulation Testing Methods. I år 1930 i England lavede Collard også et lignende videnskabeligt arbejde (Ludvigsen, 2005). Men allerede i 1924 udviklede Jones & Knudsen et audiometer (en lydforstærker) ud fra deres viden om hhv. medicin/otologi og fysik. Dette audiometer kunne måle både luftledning og benledning 11. Herudover kunne det også bruges til forstærke hvisken og normal tale (Wilson & Magolis, 1983). Med udviklingen af dette apparat fandt de ud af, at forsøgspersoner med et konduktivt høretab forbedrede deres hørelse med forstærket lyd, mens forsøgspersoner med et perceptivt høretab ikke oplevede nogen forbedring med forstærket lyd (Jones & Knudsen, 1924). Dette er et af de første taleforståelses- eksperimenter, som er lavet med forsøgspersoner med et høretab (Wilson & Margolis, 1983). Herfra gik der 16 år før Hughson & Thomson i 1942 publicerede et 3 årigt langt studie, hvor blev målt SRT på patienter med høretab. Her blev det førnævnte materiale udviklet af Fletcher & Steinberg i 1929 brugt. I studiet blev sætningerne præsenteret ved, at en taler læste sætningerne op igennem en monitor, hvorefter patienter skulle gentage dem. I denne test blev der målt ved hvilken dæmpning af tale i db, en forsøgsperson kunne gentage 2/3 af ordene i en sætning korrekt (Wilson & Margolis, 1983). Under anden verdenskrig, udviklede Hugins et al. i 1947, på Harvard Psycho- Acoustic Laboratories (PAL) ordlister af spondæ- ord 12. Disse spondæer blev udvalgt ud fra hvor kendte, fonetisk forskellige de er, samt hvor hyppigt de optræder og hvor hørbare de er (Hugins et al., 1947). Der blev designet to lister á 42 spondæer. Der blev udformet to testprocedurer til disse to lister; PAL auditory test nr. 9 og 14. I test nr. 9 blev der efter hver sjette ord dæmpet 4 db, dvs. i alt 24 db dæmpning igennem en liste. I test nr. 14 blev der ikke skruet ned, så der var det samme niveau igennem hele testen. Herudover var der en test nr. 12, som bestod af spørgsmål, som skulle besvares med et 10 Grundlagt i 1925 (https://www.bell- labs.com/about/history- bell- labs/). Udspringer fra American Telephone and Telegraph Company (AT&T), der har rødder tilbage til Alexander Graham Bells opfindelse af telefonen i 1875 (http://www.corp.att.com/history/). 11 Den første benleder til at måle cochleas tærskel blev patenteret af Hugo Gernsback i 1923 (http://www.google.com/patents/us1521287). 12 En spondæ (eng. spondee) er et tostavelsesord med tryk på begge stavelser (Pedersen, 2007). side 16 af 88

ét- ords svar. Test nr. 9 og 12 blev brugt på Deshon General Hospital i (Wilson & Margolis, 1983). Hugins et al., 1947 definerede taleforståelse som, det præsentationsniveau, hvor en forsøgsperson kunne gentage 50 procent af ordene. De foretog også psykometriske funktioner på normalthørende forsøgspersoner med ovenfor nævnte ordlister med spondæ er. Ved disse psykometriske kurver var der en hældning på 10 procent/db mellem 20 og 80 procent rigtige ord. Dette er principper som stadig anvendes (Wilson & Margolis, 1983). I 1952 lavede Hirsh et al. en revideret version af PAL test nr. 9; CID auditory test (CID W- 1 & W- 2) ved Central Institute for the Deaf (CID). Der var to væsentlige grunde til, at den blev udviklet; at normalthørende ikke scorede ens, samt at nogle ord på listen blev hørt ved en lavere tærskel end andre. Der blev taget højde for dette i designet af CID- testene, så de sværeste og letteste ord blev skåret fra PAL nr. 9. De 84 spondæer blev således reduceret til 36 spondæer. CID W- 1 kører med samme niveau igennem hele testen, mens der ved CID W- 2 er 3 db dæmpning for hvert tredje ord (Wilson & Margolis, 1983). 2.2.2.2 Udviklingen af de første danske taleaudiometrimaterialer Samme år som CID- listerne (1952) 13 blev lavet, blev det første dansksprogede taleaudiometri- materiale udviklet af Christian Røjskær, som også bestod af spondæer. Herudover udviklede han enstavelsesord med forskellige konsonantkombinationer og lister med talord som afspilles i grupper af tre tal, som det kendes fra Dantale 1, hvor disse gamle talordslister er genindspillet. Det var vigtigt at få lavet et taleaudiometri- materiale, da de første danske hørecentraler blev oprettet i 1950 (Ludvigsen, 2005). I forbindelse med disses oprettelse blev de første deciderede taleaudiometrilister (Hørecentral(HC)- listerne) udviklet af to forskere ved Københavns Universitet; Henning Spang- Hansen og Svend Smith (Ludvigsen, 2005). Disse lister bestod af syv lister med 25 ord i hver. I modsætning til Røjskærs materiale var HC- listerne fonetisk balancerede, dvs. ordene i listerne optræder lige ofte i det danske skriftsprog (Ludvigsen, 2005). Det var også i HC- listerne, at discrimination loss (DL) blev indført, der bliver målt i, hvor mange procent missede ord en patient har (Pedersen, 2007). HC- listerne blev brugt i 25 år, men blev undervejs kritiseret, da der var stor forskel på sværhedsgraden af ordene (Ludvigsen, 2005) ligesom det var tilfældet med PAL testene fra Harvard i 1947, som beskrevet ovenfor. Derfor begyndte udviklingen af Gentofte Standardlisterne (GS- listerne). Man brugte mange år på at forske i - med Gerhard Salomon i spidsen - hvordan man lavede et taleaudiomteri- materiale, der passede bedre til kliniske målinger (Ludvigsen, 2005). Og i 1970 havde man en revideret udgave af HC- listerne. GS- listerne består af ti lister á 25 enstavelsesord, hvor de fleste af ordene er CVC (consonant- vowel- consonant) ord (Pedersen, 2007). Ordene er optaget med en kvindelig oplæser og blev ofte præsenteret med et baggrundsstøj- signal. Denne blev kaldt Gunnar- NU- støj, da det bestod af, at en optagelse med 13 Grunden til at taleaudiometri kom så sent til Danmark i forhold til, hvornår de første materialer blev udviklet i USA og Storbritannien, var at der skulle designes et dansk materiale helt fra bunden, da taleaudiometri skal anvendes nationalt. Herudover at det var omkring 1950, at de første elektriske høreapparater blev udviklet. Dette gjorde, at udbredelsen af taleaudiometri blev større, og at det fandtes interessant at teste, hvilken effekt høreapparater havde på taleforståelsen (Ludvigsen, 2005). side 17 af 88

Gunnar NU Hansen, som blev tidsforskudt og adderet 4 gange (Ludvigsen, 2005). Resultaterne i GS- listerne blev som noget nyt målt i fonemscore. Fx ville et forkert gentaget ord fed i stedet for led give to rigtige fonemer (Ludvigsen, 2005). Efterhånden ønskede man et nyt taleaudiometri- materiale til at afløse GS- og HC- listerne (Ludvigsen, 2005) og i begyndelsen af 1980 erne (Pedersen, 2007), blev der udviklet et nyt materiale på Høreklinikken ved Bispebjerg Hospital. Dette materiale blev kaldt CL- listerne efter Carl Ludvigsen (Pedersen, 2007). Målet med CL- listerne var at lave et landsdækkende dansk taleaudiometri- materiale, som bestod af en- stavelses- substantiver. (Ludvigsen, 2005). Herudover blev CL- listerne - lige som GS- listerne målt med fonemscore (Pedersen, 2007). I 1986 blev der af Nielsen & Parving udført en undersøgelse, som sammenlignede CL- listerne med GS- listerne. Her viste det sig, at der kun var små forskelle mellem disse to lister. Af denne grund blev der ikke lavet et landsdækkende materiale i denne omgang (Ludvigsen, 2005). Helen- materialet er det første danske materiale, som var sætningsbaseret og blev udviklet i begyndelsen af 1970 erne (Pedersen, 2007) med Ewertsen og Birk Nielsen fra Bispebjerg Hospital som initiativtagere. Materialet bestod af spørgende sætninger (Ludvigsen, 2005). svarende til dem i Harvey Fletcher s og J. C. Steinberg s sætninger fra 1929, som tidligere beskrevet. Det fik ikke den store succes og blev kun brugt i en kort tid på Bispebjerg Hospital (Pedersen, 2007). Det blev dog også brugt i begyndelsen af 1980 erne på Aarhus Universitets Hospital til patienter, som var blevet indopereret med cochlear implant (Ludvigsen, 2005; Pedersen, 2007). 2.2.2 Dantale I Efter flere forsøg på at udvikle et landsdækkende materiale, nedsatte Dansk Audiologisk Selskab i 1984 et udvalg, som skulle komme med en dansk standard inden for taleaudiometri. Dette udvalg bestod af Claus Elberling, Carl Ludvigsen samt Poul Erik Lyregaard. Og i 1986 havde de udviklet et nyt taleaudiometri- materiale, Dantale 1 (Elberling et al., 1988). Dantale 1 var indspillet på en CD og indeholdt ordlister til hhv. voksne, børn og småbørn samt talord i grupper af 3, løbende tale, maskeringsstøj og kalibreringssignaler (Elberling et al., 1989). Ordlisten til voksne består af otte ordlister á 25 entstavelsesord til voksne bestående af substantiver, adjektiver og verber. Hver ordliste indeholder 80 fonemer, 10 11 labialer 14, 10-11 dobbeltkonsonanter, 16 17 stopkonsonanter 15 samt 9 10 ord, der begynder med fonemerne /s/ eller /t/ (Elberling et al., 1989). Disse voksenlister er dem, som i dag bliver benyttet til at foretage DS % (discrimination score i procent korrekte ord) i klinikken. Børneordlisterne består af 20 enstavelses- ordpar (ikke fonetisk balancerede), som er kendt af børn > 5 år. Der er her 4 lister á 20 ord, og de er alle taget fra voksenordlisten; de har derfor samme akustiske karakteristik (Elberling et al., 1989). Ordlisten til småbørn består af 14 Labial betyder, at den ene eller begge læber bruges som artikulatorer, når der udtales et ord. Fx /b/ i læbe. Gælder også det danske /p/, /m/, /f/ og /v/ (Grønum, 2007). 15 En stopkonsonant er også kaldet en lukkelyd eller en klusil. Ved en klusil dannes der et helt lukke for luftstrømmen fra lungerne samt gennem lungerne og munden. En klusil er fx /t/ i tærskel. Gælder også det danske /p/, /b/, /t/, /d/ (hårdt d), /c/, /k/ og /g/ (Grønum, 2007). side 18 af 88

8 ord, som ligeledes er taget fra voksenordlisten, og som er kendt af 3- årige børn. En liste består á 48 ord, dvs. de 8 ord som testen består af, gentages seks gange i vilkårlig rækkefølge (Elberling et al., 1989). Løbende tale er en tekst omhandlende Samsø, som er læst op. Testen har en varighed på 10 minutter og er inddelt i tre afsnit. Talordslisterne er svarende til Røjskærs materiale fra 1952, som tidligere beskrevet og består af 3 lister á 60 talordskombinationer med 3 i ord i hver (2 lister á 15 talordkombinationer og en liste á 30 talordskombinationer). I en liste indgår følgende tal: 0, 1, 2, 3, 5, 6, 7 og 12 (Elberling, 1989). Formålet med talordslisten er at bestemme SRT hos patienter, og denne benyttes stadig i klinikken i dag. Ovenstående tests er blevet indspillet på CD ens venstre kanal, mens støjsignalet og kalibreringssignalerne er indspillet på højre kanal. Støjsignalet er amplitudemoduleret maskeringsstøjsignal formet efter et talespektrum (speech shaped noise herefter SSN) (Elberling et al., 1989). 2.2.3 Dantale II Dantale II blev udviklet af Ardenkjær- Madsen & Jovassen i 2001, som en dansk version af Björn Hagermans svenske sætningstest i støj, som blev udviklet i startfirserne (Ardenkjær- Madsen & Jovassen, 2001; Wagener et al., 2003; Pedersen, 2007). Der blev udviklet en tysk version af Kirsten Wagener i 1999 (Oldenburger Salztest) (Wagener et al., 2003). Dantale II består af 16 lister á 10 ord. Hver sætning, består af 5 ord; et proprium 16, et verbum, et tal, et adjektiv og et substantiv i flertal (Ardenkjær- Madsen & Jovassen, 2001; Wagener, 2003; Pedersen, 2007), dvs. at der i alt indgår 50 17 ord i Dantale II, som det ses på figur 2.2.1 nedenfor. Ud fra disse er der, som ovenfor beskrevet, designet 16 sætningstestlister. I en Dantale II test måles, hvor forsøgspersonens SRT ligger, dvs. ved hvilket præsentationsniveau de forstår 50 procent af ordene 18 (Pedersen, 2007, p. 28). I det originale Dantale II, Oldenburger Satztest og Hagermansætningerne beregnes SRT, som hældningen på en S- kurve med præsentationsniveau i %/db eller 1/dB (Speech- to- Noise Ratio) som funktion af en procentsats på 50 procent taleforståelighed (Pedersen, 2007). Denne udregningsmetode benyttes ikke i undertegnedes test, som er en udgave af Dantale II, som kører vha. software og ikke en CD, designet af ERP (se afsnit 4.6.1) og derfor vil den ikke blive beskrevet her. En beskrivelse af den udregningsmetode, som benyttes til at udregne SRT undertegnedes test, kan ses i afsnit 4.6.2. Når der foretages en SRT- måling præsenteres der ofte også et støj- signal. Herved opnår man et mål for SNR. Dette mål kan bruges til at sammenligne SRT ved forskellige tale- og støjniveauer med hinanden (Nilsson et al., 1994) og er et vigtigt redskab til at simulere en talesituation i støj. Støjsignalet som benyttes er SSN. Dette giver også en bedre sensitivitet i 16 Egennavn. 17 De 50 ord i Dantale II er udvalgt på baggrund af en undersøgelse fra 1992 vedr. de 5000 mest benyttede ord i det danske sprog (Pedersen, 2007). 18 Denne størrelse kaldes også for SRT 50, men i dette specialeprojekt bruges blot betegnelsen SRT. side 19 af 88

forhold til ændringer i DS % og giver en stejlere intelligibility- kurve end fx traffikstøj (Nilsson et al., 1994). Støjsignalet som anvendes i Dantale II er designet ved at lave en lang sekvens af de 160 sætninger, som indgår i Dantale II, og herefter afspillet dem 30 gange oveni hinanden. Derved vil støjens frekvensspektrum være tilnærmelsesvis det samme som i sætningerne, dvs. et SSN- signal (Wagener et al., 2003). Figur 2.2.1: De ord og sætningskombinationer, der er i Dantale II. Kilde: Wagener et al., 2003, p. 11. 2.2.4 Udviklingen af den originale HINT Hearing in noise test (HINT) blev udviklet af Nilsson et al. i 1994 og er en taleforståelighedstest på engelsk i hhv. ro og med baggrundsstøj. Der blev udviklet 25 test- og 3 træningslister med i 10 sætninger i hver. Alle listerne var indtalt af en mandlig oplæser (Nilsson et al., 1994). Ligesom i Dantale II, måles der i HINT, hvor forsøgspersonernes SRT ligger. I det følgende vil det blive beskrevet, hvordan de 25 HINT- lister blev udviklet af Nilsson et al. (1994), og hvilke valg de gjorde i deres studie. HINT er designet og udviklet ud fra BKB- sætningerne, som er en liste på 336 sætninger til børn og er opkaldt efter tre britiske forskere Bamford, Kowal og Bench. Det første der blev gjort i studiet (Nilsson et al., 1994) var at revidere BKB- sætningerne ved at fjerne idiomer 19 fra sætningerne og ved at ensarte længden på sætningerne. Herefter blev sætningerne præsenteret for 10 normalthørende forsøgspersoner med amerikansk som modersmål, som skulle vurdere, hvor naturlige /hverdagsagtige disse sætninger var på en skala fra 1 7, hvor 1 var unaturlig og 7 var naturlig. Hertil blev de spurgt til, hvordan de unaturlige sætninger (sætninger med en score fra 1-5) kunne gøres mere naturlige. Disse reviderede sætninger blev præsenteret for 19 Ordsprog og/eller fraser. side 20 af 88

6 nye forsøgspersoner (også med amerikansk som modersmål). Hos denne gruppe vurderede forsøgspersonerne sætningerne som > 6 (Nilsson et al., 1994). Disse kunne herefter bruges i den første test i studiet. Her indgik 78 normalthørende forsøgspersoner (mænd og kvinder mellem 17 og 45 år med gennemsnitsalder på 24. De havde alle en tærskel 15 db HL). Forsøgspersonerne blev inddelt i grupper på 6 8 personer og blev heri præsenteret for sætningslisterne. Dette blev gjort igennem hovedtelefoner ved en fast SNR. De første 12 sætninger blev brugt som træning. Ved hver sætning blev der udregnet procent korrekte ord. Forskellen i intelligibility i procentscore mellem forsøgspersonerne blev brugt til at justere sætningerne i gennemsnitligt lydniveau i db SNR. Herefter blev den næste gruppe af forsøgspersoner præsenteret for sætningerne. Sådan blev testene kørt igennem for de resterende forsøgspersonsgrupper. Af de originale 336 sætninger blev der i testen justeret 252 af dem. Taleforståelsen for de forskellige lister blev herefter sammenlignet og til sidst blev fonemfordelingen i dem bestemt. Der blev herudfra designet 21 lister med 12 sætninger i hver, hvor det fonetiske indhold blev ligeligt fordelt i mellem de 21 lister. Disse havde et matchende fonemindhold (Nilsson et al., 1994). Det næste der blev gjort i udviklingen af HINT, var at bestemme reliabiliteten mellem de forskellige lister, dvs. hvor god reproducerbarhed, der var mellem de forskellige lister. I denne test blev der brugt 18 normalthørende forsøgspersoner (fra 18 43 år med en gennemsnitsalder på 26,8 år med et høretab 15 db HL). Sætningerne blev fra testens start præsenteret under forsøgspersonernes tærskel og blev gradvist skruet op med 2 db SPL steps op indtil de kunne gengive en korrekt sætning (Nilsson et al., 1994). Herefter blev den adaptive metode benyttet: Når en sætning blev ukorrekt gengivet, blev der skruet op med steps på 2 db SPL og når en sætning blev korrekt gengivet blev der skruet ned i steps på 2 db SPL. Sætningerne blev både præsenteret med og uden støj. Herefter blev reliabiliteten af de målte SRT- værdier i testlisterne bestemt. Ud fra Plomp & Mimpen (1979), kan reliabiliteten for en målt SRT- størrelse estimeres ud fra standardafvigelsen af forskelle mellem retestede SRT- værdier hos forsøgspersoner. Nilsson et al. (1994) fandt i deres studie, at der var en stor grad af reliabilitet mellem de forskellige lister. I den efterfølgende databehandling, blev reliabiliteten beregnet for de første 10 sætninger. Dette viste, at reliabiliteten stort set var det samme uanset om der var 10, 11 eller 12 sætninger, da standardafvigelsen i forskelle mellem retestede SRT- værdier hos forsøgspersonerne, kun blev forøget med mindre end 0.1 db SNR mellem, når 11. og 12. sætning blev trukket fra resultaterne, dvs. hvis der var 10 sætninger i en sætning. Og dermed blev det endelige design for HINT 25 testlister á 10 sætninger. Herudover 3 træningslister (Nilsson et al., 1994). HINT bygger som sagt på BKB- sætningerne, som er til børn. Men det vil stadigvæk også kunne bruges til voksne. HINT kan bruges til børn > 6 7 år (Nielsen & Dau, 2011). Udviklingen af den danske HINT blev igangsat i 2004 ved Center for Dansk Høreforskning ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Det var meningen, at den skulle hedde HINT, og sådan bliver det også beskrevet i en konferencertikel af Jens Bo Nielsen i 2005. Men man ændrede navnet til CLUE (the conversional language understanding evaluation) og denne blev udviklet side 21 af 88

af Jens Bo Nielsen og Torsten Dau fra DTU (også ved Center for Dansk Høreforskning) i 2009, og er beskrevet i det næste afsnit. Denne blev videreudviklet af Nielsen & Dau i 2011 til det der i dag kendes som den danske HINT (mailkorrespondance med ERP). 2.2.5 Udviklingen af den endelige danske HINT I 2009 udviklede en taleforståelighedstest på dansk, den såkaldte kaldt CLUE- test. Denne blev udviklet ud fra principperne i den originale HINT, som beskrevet ovenfor (Nielsen & Dau, 2009). CLUE- listerne består af 18 testlister á 10 sætninger samt 7 træningslister. Alle listerne er fonetisk balancerede og er valgt ud fra aviser og magasiner (Nielsen & Dau, 2009). Der vil ikke være en nærmere beskrivelse af udviklingen af disse, så der ses blot på resultaterne fra studiet i det næste. Efter de 18 lister var blevet designet, blev de præsenteret for de danske høreapparatfirmaer; Oticon, Widex og GN Resound, og hos et af disse firmaer blev der lavet en omfattende intern undersøgelse med CLUE. Denne viste, at CLUE er sammenlignelig med den originale HINT og versioner af denne på andre sprog (Nielsen & Dau, 2009). Undersøgelsen viste dog også nogle problemer mht. selve materialet, valg af oplæser, samt hvordan der tildeles scores og beregnes testresultater (Nielsen & Dau, 2011). Mht. materialet har CLUE sætningerne et højt abstraktionsniveau i forhold til HINT, som kan forstås af 6-7- årige børn, som før beskrevet. Herudover er der enkelte sætninger i CLUE- lister, hvor ordrækkefølgen ændres. Mht. indspilningen af CLUE- materialet varierer det i kvalitet og enkelte sætninger er oplæst hurtigere end andre. Til sidst blev det i denne undersøgelse fundet, at testscores i CLUE giver mindre konsistente testscores end ønsket (Nielsen og Dau, 2011). Det viste sig dog, at den gennemsnitlige SRT- værdi varierede mindre end 0,5 db SNR mellem de forskellige lister. Dette er mindre end ved den originale HINT og versioner af denne på andre sprog. Dette tilskrves proceduren, der benyttes i CLUE (Nielsen & Dau, 2009). Så vidt det vides har CLUE ikke været benyttet rent klinisk (mail fra ERP). I 2011 publicerede Nielsen & Dau et andet studie, hvor de designede en dansk version af HINT. I studiet blev HINT først designet ud fra CLUE. Herefter blev der kørt en test med de designede HINT- lister. Det blev herefter undersøgt, hvor meget SRT varierede i mellem de forskellige designede HINT- lister. I forhold til dette undersøgte man om SRT varierede pga. forskellige SRT- tærskler hos forsøgspersonerne og/eller pga. listerne var forskellige (i afsnittet vedr. resultatet af dette beskrives det som hhv. effekt hos forsøgspersoner og/eller effekt ved lister) (Nielsen & Dau, 2011). Der blev også foretaget en retest efter 3 uger, men resultatet herfra bliver ikke beskrevet, da det kun findes interessant at beskrive, hvordan den danske HINT er designet. I studiet blev naturligheden af sætningerne først vurderet. Dette blev gjort af et panel på 10 personer med dansk som modersmål samt 2 lingvistikkere (som det også blev gjort for det originale materiale fra 1994, dvs. 1 i score for de mest unaturlige sætninger og 7 i score for de mest naturlige sætninger). Før undersøgelsen blev der sortereret 15 træningssætninger fra pga. forskellige årsager, der ikke er er beskrevet i artiklen. Hermed blev naturligheden vurderet for 235 CLUE- sætninger. Hvis en sætning fik > 5 i score, kunne den bruges i det side 22 af 88