Rejsebrev fra Australien - Modul 11 Canterbury Emergency Department Optakt til praktikken Det hele startede med en mail faciliteret via UCN s internationale koordinator Ina Sølling om muligheden for et internationalt ophold i Australien, som VIA University College udbød grundet for lille en tilslutning dette år. De havde forlænget ansøgningsfristen, og jeg derfor så mit snit til at kunne vælge og vrage i forhold til mulige afdelinger, hvis man altså blev godkendt til at komme afsted. Der skulle skrives en motivation for opholdet, en Learning Agreement skulle udfyldes, der skulle dokumenteres for engelske kvalifikationer fra gymnasiet og tidligere rejser/ophold, eget studiebevis skulle underskrives, samt andre smådokumenter. Det er lidt omstændigt, så det kan anbefale at få dannet sig et ordentlig overblik, så man ikke står og mangler diverse papirer og dokumentation inden deadlinen. Der udvælges i prioriteret rækkefølge hvilken afdelingen, man ønsker at komme på, uanset hvilket hospital man i sin motivation og ansøgning har ansøgt. Jeg blev accepteret til et ophold ved Emergency Department, Canterbury Hospital, Sydney. Praktiske forberedelser hjemme Jeg kan kun understrege fordelene ved at starte i god tid - i forhold til dokumentation af diverse dokumenter og vaccinationer. Der er flere ting i processen, til at blive godkendt, til det endelige praktik, som tager længere tid. Du kommer ikke sovende til det og du kan hurtigt blive afvist til opholdet, hvis du ikke opfylder dokumentationskravene. Al kommunikation gik gennem en medarbejder, Duane Keys, fra Sydney Local Health Distrcit (SLHD).
National Police Certificate bliver f.eks. sent med post fra Australien og tager længere tid (1 uge +). Visa tager relativ kort tid at få ansøgt og godkendt. I forhold til Visa skal man selvfølgelig vurdere længden af sit ophold og om man vil rejse før eller efter. Der skal kun fremskaffes straffeattest fra Danmark, da børneattesten kun gælder indenfor Danmark. Den største besvær var vaccinationerne, hvor der ikke er nogle raflen. Hvis man ikke er vaccineret eller kan dokumentere dette på engelsk bliver man blankt afvist. Jeg kan gøre opmærksom på, at at kighoste vaccinationen er en børnevaccination herhjemme og at den praktiserende læge, burde kunne give denne gratis, som en del af en Di-Te- Kig-Pol revaccination (Difteri, Tetanus, Kighoste, Polio). Der skal vaccineres gange 3 for Hep B, uanset om den danske læge synes at det er fuldstændig spild af vaccination. Igen, de Australske krav er rigide. Husk at få opfølgende serum svar. Det største problem var i forhold til tuberkulose screening, hvor jeg er lidt usikker på hvor twisten var. Jeg fik taget røntgen af thorax i Aalborg og efterfølgende udskrevet epikrise via egen læge - som SLHD i sidste ende godkendte, ellers skal man et smut forbi til København og have foretaget en Mantoux-test. Al (og jeg mener al) dokumentation skal være på engelske og oversat af en autoriseret oversætter og skal efterfølgende underskrives af egen læge. Jeg brugte selv TALK- Translation, som lavede en oversættelse, som selv google translate kunne følge med i. Det var et spild af penge og sendte ved en fejl min egne oversættelser, som blev godkendt. Man skal bare udfylde det tilsendte Vaccination Record Card fra SLHD ud, så skulle det gå relativt nemt igennem. Jeg forsøgte hjemmefra at oversætte diverse noter fra undervisningen, så jeg havde et tilstrækkelig klinisk engelske at forlade mig på. Hvis man ikke er vant til at bruge engelske dagligt, kan det godt blive en ekstra udfordring at blive kastet ud i det medicinske fremmedsprog. Uanset så bliver der nok en del at skulle oversætte på stedet. Jeg forsøgte at danne mig et overblik over lokalområdet for Canterbury og se hvad der var at lave i området. Vi fik ingen introduktion hjemmefra, da holdet som skulle afsted var for lille og for spredt i Danmark. Jeg var den eneste fra Aalborg, mens de andre fire var fra henholdsvis UCN Lillebælt og København. Der var en forholdsvis ringe informationsmængde fra den Australske modpart og et powerpoint fra VIA at forholde sig til. Jeg læste et par rejsebreve og dét var det. Ellers bestod de andre forberedelser primært i, at se hvor man kunne nå at rejse hen samtidigt med opholdet. I sidste ende bliver det en enestående oplevelse! Canterbury Emergency Department City of Canterbury er en sydvestlig region af Sydney, hvor Canterbury Hospital ligger i forstaden Campsie. Selve Canterbury er Sydneys smeltedigel i forhold til kulturel mangfoldighed, hvilket man hurtigt opdager i Campsie, som er en mindre Chinatown,
med lækker og relativt billig mad. Den primære befolkning i Canterbury oplandet består af en væld af asiatiske (eks)nationaliteter, samt en stor libanesisk og græsk indflydelse. Dette har en stor indflydelse på kulturen og sprogbarriererne, man oplever på hospitalet. Jeg boede på hospitalets egen indkvartering, som mindede mig om en gammel kahyt på en færge, med eget bad og fælles uudstyret køkken. Der laves åbenbart kun mad i en mikroovn. Der var heldigvis en elektrisk pande, men den er fjernet nu. Indkvarteringen lå i forbindelse med hospitalets parkeringskælder. Der var en sygeplejerske, radiograf og jordemoder der samtidigt med mig - ellers var den nærmeste tilstødende bygning lighuset. Jeg var den første internationale studerende på Canterbury Emergency Department (skadestue) og den første til at være på stedet i så langt et ophold (12 uger, som er inkl. én fri uge). Skadestuen havde i alt 16 sengepladser: 4 akutte, 4 subakutte, 2 isolationsstuer, 4 pædiatrisenge og 2 traumesenge og de havde gange i en tilbygning til en ny medicinsk enhed. Derudover var der et Fasttrack område til småskader. De akutte og subakutte senge var i et område med gardiner imellem, mens pædiatri- og traumeområdet lå, som tilkoblinger til kernen af skadestuen. Der var et venteværelse med indgang til triage området, hvor man først blev modtaget af en triagesygeplejerske og evt, efterfølgende opfølgning af en Clinical Initiatives Nurse (CIN) - i Aalborg bruger de til sammenligning en SIF-sygeplejerske (Sygeplejerske I Front) inden man kom ind på selve skadestuen. Skadestuen havde ikke en egentlig traumemodtagelse, men kunne stabilisere mindre tilskadekomne og sende patienterne videre. Den tog primært imod medicinske patienter og nogle mindre kirurgiske skader. Systemet i Australien er meget som herhjemme, men da de praktiserende læger er begyndte at opkræve brugerbetaling, kommer de fattigere patienter oftere til skadestuen og belaster systemet på denne måde. Jeg blev vel modtaget på afdelingen af min tildelte Clinical Nurse Educator(CNE) Camille, som var meget opmærksom på at opnå læringsmål og introducere mig til afdelingen og dens personale. Generelt var de meget venlige og gode til at tage imod en. Camille sørgede for, at jeg de første par dage blev koblet på en rutineret sygeplejerske. Jeg var heldig med, at der i store dele af min praktik ikke var andre lokale sygeplejestuderende på afdelingen, da den ellers var overfyldt, når de var tilstede i deres 2 ugers korte forløb. Forventninger lå kun i forhold til tekniske og håndværksmæssige færdigheder, og jeg fik stukket et Clinical Portfolio i hånden med færdigheder, som skulle udføres, som måling af vitale værdier, registreringer af faldrisiko, indlæggelse og medicinadministration gange tre indefor for hver kategori, som skulle overværes af en uddannet sygeplejerske. Der var ikke nogen eksamen. Derfor var det også meget frit på sin vis hvad man ønskede at opnå af opholdet, da de danske læringsmål og modulbeskrivelse var
fuldstændig irrelevant for opholdet, selv om de krævende at hver enkelt studerende skulle oversætte og medbringe dette. Det er meget anderledes, downunder, hvilket man hurtigt finder ud af. Hygiejne konceptet er langt fra danske standarder og man blev hurtigt mødt med virkeligheden Det er mere almindeligt at få MRSA end and undgå det. Der blev ofte diskuteret persongelige forhold med patienterne og ferien kunne godt diskuteres foran en patient, inden en procedure. De akademiske og teoretiske aspekter var der ikke store krav til. Jeg vidste på forhånd at de primært fokuserede på håndelagtet, men jeg følte ikke, at der var en opkvalificerende faktor i forhold til min praktik, på trods af at hoppe over humanistiske sider som kommunikation og pædagogik. Der var masser af mulighed for læring, da man stødte på problemstillinger helt naturligt, der bliver bare ikke diskuteret eller teoretiseret i forhold til dette. Tonen er også meget anderledes, man vender sig hurtigt til at sige darling og sweety, samtidigt med at man hilser på sine sisters, en pendant til den tyske Krankenschwester og hvis man har en indre havnearbejder, må man pænt pakke det hårde sprog væk, da dette ikke accepteres. I sidste ende kan man vinge alle de danske læringsmål af. Det australske system er gearet til, at man selv opsøger viden og selv opsøger de opleveler, som man ønsker sig af sit ophold. Der var rig mulighed for at tilrettelægge sit ophold efter egne ønsker. Med andre ord: du er din egen barriere for læring. Det lyder måske negativt i forhold til læring, men jeg tror at man kan få en masse positive og gode oplevelser med sig! Du bliver trænet i sygepleje på en helt anden måde og du oplever hvordan man kan forbedre eller ændre på praksis. Det er absolut værd at tage afsted og lære sygeplejen fra et andet perspektiv. Der er bliver åbnet op for andre udfordringer! Alt det andet Sydney er en skøn by at besøge. Den er enorm og man skal lige vende sig til størrelsen og transportmulighederne. Der er noget fra alle: fra shopping til strande og til god gastronomi. Det eneste begrænsende er, at de fleste oplevelser koster en del. Jeg samlede mange af mine studiedage for at lave forlængede weekender. Jeg har fået besøgt Cairns og sejlet ude på Great Barrier reef, besøgt Blue Mountains og rapellet ned af vandfald, taget på festival ved Byron Bay med sygeplejersker fra afdelingen, besøgt Tasmanien og øens smukke natur, samt brugt en uge på Fiji i en friuge. Det er en væld af muligheder og Australien tilbyder noget for enhver smag! Afdelingens sygeplejerske har været gode til at integrere mig i møder og fester uden for arbejdstiden. Det er en god blanding af ældre og unge sygeplejersker, så der er mulighed for at komme ud af sit værelse og være lidt social.
Jeg glæder mig til at komme afsted igen! Du bliver absolut et større menneske og får udvidet din horisont! Rejser er det bedste middel til selvuddannelse Karl Julius Weber Med venlig hilsen, Peter-Michael, S11S UCN Sund pm.nielsen@gmail.com