ISEN SOM ARGUMENT: MENNESKER OG KLIMA I ARKTIS

ISEN SOM ARGUMENT: MENNESKER OG KLIMA I ARKTIS foredrag på Årsmøtet 3. mai 2013 av professor Kirsten Hastrup, Københavns universitet Abstract I Arktis er isen som konkret masse mere eller mindre prominent, men den er altid i randen af synsfeltet eller bevidstheden. Isen trænger ind på menneskers forestillinger og er en del af deres hverdag, hvor den skaber momentvise dramaer og store fortællinger. Den har vidtrækkende sam fundsmæssig betydning, fordi den er en integreret del af det fangstlandskab, som de arktiske folk har levet med siden tidernes morgen. For tidlige europæiske ekspeditioner til det arktiske var isen den største udfordring og ofte den endegyldige blokering eller ligefrem den bratte afslutning på såvel ekspeditionen som på livet. For både arktiske fangere og polarekspeditioner kan isen siges at have udgjort sit eget argument i historien. Hvad dette betyder i praksis, skal jeg vise med særlig henvisning til Thule-Distriktet i Nordvestgrønland, der rummer et af de sidste fangersamfund i det højarktiske område. Som led i mit antropologiske arbejde har jeg siden 2007 hvert år besøgt et lille samfund i det nordvestlige Grønland i det område, der tidligere gik under betegnelsen Thule Distriktet. I Grønland kaldes området i dag for Avanersuaq, det store Nord, men uanset om man vælger det danske eller det grønlandske ord, er der et stærkt element af fjernhed og nordlighed knyttet til det. Og det er der gode grunde til. Hele området befinder sig i det højarktiske område, hvor permafrosten binder jorden, mens isen dækker havet og en stor del af landskabet det meste af året. Det har ikke kun åbenlys betydning for livsvilkårene, men også for den måde, man fortæller såvel samfundets som klimaets historie på. I disse er det forandringerne i isen, der påtvinger sig opmærksomheden i Thule, her vor en ældgammel fangertilværelse synger på sidste vers. Det er dog

228 Det Norske Videnskaps-Akademi Årbok 2013 ikke min hensigt at fortælle en simpel tabshistorie, men at vise hvordan isen er en magtfuld faktor i enhver opfattelse af denne højarktiske verden, og af samme grund en dominerende trope i alle beskrivelser fra klassisk tid og indtil i dag (Hastrup 2013). Det er det, jeg mener, når jeg taler om isen som argument i min titel; det er isen, der både samler og driver historien frem. Den lange klimahistorie Nordamerika blev befolket fra Asien for ca. 10 15.000 år siden; der kom flere små bølger af indvandrere, som gradvist tog det nye land i besiddelse. De krydsede det nuværende Bering Stræde i den sidste istid, hvor de to kontinenter var landfaste med hinanden. Retrospektivt har man kaldt dette landområde for Beringia. Nogle af indvandrerne gik mod syd og blev indianere. Andre holdt sig mod nord og blev eskimoer. Der ligger naturligvis en lang videnskabelig tradition og klassifikationshistorie bag denne kortsluttede oprindelseshistorie, som jeg dog ikke kan komme nærmere ind på. Jeg skal blot give et enkelt glimt fra den danske kulturgeograf H.P. Steensbys diskussion af eskimokulturens oprindelse fra 1905, hvor han netop tager udgangspunkt i forholdet mellem de to kulturtyper. Han siger: Eskimokulturen er en oprindelig nordindiansk Kulturform, hvis Vinterside har fået en ualmindelig stærk Tilpasning til Polarhavets Vinteris (Steensby 1905:199). Bemærk, hvordan Steensby understreger tilpasningen til vinterisen som afgørende for definitionen af den arketypiske eskimoiske kultur. Det sidste sted i Grønland, hvor man kan tale om en sådan kultur er netop i Avanersuaq det højeste nord. Dette område er lige som resten af Grønland oprindelig befolket fra den østlige del af Amerika, hvorfra forskellige grupper med mellemrum krydsede det smalle stræde mellem Ellesmere Land og Thule Distriktet. De tidligst kendte indvandringer og bosættelser i Thule fandt sted for ca. 4.500 år siden. Herfra spredtes folk ned langs Grønlands kyster i forskellige bølger, enten direkte syd på til Vestgrønland eller nordenom og ned langs den grønlandske østkyst. Thule vedblev at være kulturbro og mødested for forskellige forhistoriske og historiske kulturer (Gulløv 2004a). Der var tale om meget små befolkninger, og der var i øvrigt mennesketomt både i Thule og i resten af Grønland fra omkring 300 til omkring år 1000 evt. Nordboerne ankom således til ubeboet land i slutningen af 900-tallet (Arneborg 2004). Det var den varme middelalder, som havde ført nordboerne til Island og andre nordatlantiske øer, og som nu gjorde det muligt at tage endnu et skridt mod vest. Nordboerne koloniserede dog kun det sydlige Grønland og an-

Isen som argument: Mennesker og klima i arktis 229 lagde to bygder i det sydlige Grønland, Østerbygden helt mod syd og Vesterbygden i det store fjordsystem inde bag landets nuværende hovedstad, Nuuk. Vesterbygden affolkedes i midten af det fjortende århundrede, mens det sidste livstegn fra Østerbygden stammer fra midten af det femtende århundrede. Denne affolkning hang igen nøje sammen med den klimatiske udvikling, nu i form af Den lille Istid, dvs. den kuldeperiode fra det fjortende til og med det syttende århundrede, der specielt hærgede i de Nordatlantiske samfund, hvor der var tale om marginale landbrugsområder (Dugmore et al. 2007). Da både de islandske og de grønlandske bosættere, der stammede fra Norden, i høj grad så sig selv som netop bønder og fåreavlere, var det svært at omstille sig til andre ressourcer; det er specielt veldokumenteret fra Island (Hastrup 1990), men er også sandsynliggjort for Grønlands vedkommende, hvor udnyttelsen af alternative ressourcer som fx sæler ville kræve en udflytning til de åbne kyster (Arneborg 2004). Da Hans Egede i 1721 udskibede sig fra Bergen med sin familie for at missionere i Grønland, var det ikke kun de ukendte hedninge, han tænkte på, men også de forsvundne nordboer, som vel nok kunne trænge til lidt præste gerning efter alle de år. Han fandt dem ikke, ej heller fandt han spor efter dem, mest fordi han ikke vidste, hvad han skulle se efter bort set fra eventuelle overlevende nordboer, som han havde håbet at møde. Faktisk var resterne af Vesterbygden lige inde bag ved Godthåbsfjorden, hvor han havde slået sig ned med sin familie, men han så det ikke. På baggrund af sine rejser i regionen tegnede Hans Egede et kort over det sydlige Grønland, som viser, hvor langt eller hvor kort han faktisk nåede mod nord. Der var ikke særlig gode rejseforhold endnu ved den tid; i bagkanten af Den lille Istid var havet endnu kun vanskelig passabelt. Hans søn, Poul Egede, der blev præst ligesom sin far, kom dog lidt længere nordpå, som man kan se af det kort, han tegnede i 1775, der når nord for Disko-bugten. Også nordboerne var tidligere nået så langt; Disko-bugten var deres norðsettr, og det sted de fangede narhval, ofte kaldet enhjørning, og hvis horn var et skattet handelsobjekt. De eskimoiske folk, som tidligere var indvandret fra det nordlige Amerika ved det smalle stræde i Nord, var som sagt totalt fraværende i ca. syv århundreder, før nordboerne ankom. Ser man både på de forhistoriske og de historisk kendte migrationer og teknologier, er der ikke tvivl om, at deres vandringer hænger sammen med de klimatiske forhold (Gulløv 2004b). Der er ikke tale om en entydig kausalsammenhæng, men om en kompleks samvarians fordi forandringerne altid medieres af mennesker, der tænker og handler aktivt og kreativt i forhold til deres omverden. Efterhånden som

230 Det Norske Videnskaps-Akademi Årbok 2013 den sidst indvandrede befolkningsgruppe, nu kendt som Thule-kulturen og som ophav til den nuværende grønlandske befolkning, bredte sig sydpå langs vestkysten, mødtes de to folk netop ved Norðsettr. Islandske sagaer beretter om de vilde folk fra nord, som de kaldte skrællinger, og af hvem man ikke vidste, hvad man skulle vente (Hastrup 2009). Nordboerne forsvandt, men Thule-kulturen overlevede i nye versioner, også da nordboerne vendte tilbage i form af danske (og dansk-norske) missionærer og handelsfolk. I det nuværende Thule finder man i dag den sidste rest af den seneste eskimokultur, der kom til landet ca. år 1000; dvs. den fangerkultur, der i enestående grad var tilpasset livet med isen. Thule benævnt og befolket Thule var siden klassisk tid et begreb for det fjerne Nord, som lå på kanten af de beboelige egne. Den første, der brugte det, var Pytheas af Massalia som i det 3. århundrede fvt. kom længere mod nord end nogen (græker) før ham. Pytheas besøgte de Britiske Øer, hvorfra han fortsatte nord over havet og kom til det yderste land, Thule, som var midnatssolens land. Pytheas var astronom og bragte frasagn med hjem om uendeligt lange dage her på dette sted, fem døgns sejlads fra Orcaderne, hvor havet var frosset til. En nærmere placering gives ikke. Fridtjof Nansen, som i 1911 udgav et stort værk om den tidlige polarforsknings historie, der karakteristisk nok hedder Nord i Tåkeheimen, mente, at Pytheas Thule måtte befinde sig i Norge (Nansen 1911). Det støttes af kulturgeografen H.P. Steensby, som vi tidligere har mødt, og som i 1917 redegjorde for Pytheas rejse ud fra de geografiske oplysninger, der var overleveret fra det tabte originalværk (Steensby 1917). Uanset hvor Pytheas nåede den yderste verden, så fik Thule et selvstændigt liv efter ham i adskillige klassiske tekster. Navnet vedblev at være indbegrebet af en imaginær horisont, som markerede den ydre grænse mellem et beboeligt og et ubeboeligt sted. På grænsen boede der kun barbarer om nogen overhovedet. Ultima Thule var slået fast som det nordligste nord, et sted, hvor livet knapt kunne udfoldes, før det frøs til is. Den faktiske viden om det høje Nord var yderst begrænset indtil nyere tid. Som Nansen siger det så poetisk: Endnu ved oldtidens utgang ligger således Nordens lande og have i det ukjentes tåker. Mange tegn tyder på at der har været en stadig forbindelse

Isen som argument: Mennesker og klima i arktis 231 nordover, og vage oplysninger er nu og da nådd frem til den lærde verden. Stundom letter endog tåkerne litt, og vi skimter store lande, en hel ny verden i nord, men så sænker de sig igjen, og det kverver bort som eventyrsyner. Det er som om ingen har hat videnskapelig trang nok til at ta sig sammen for at få klarhet i disse dunkle spørsmål (Nansen 1911: 95). Norden dukker frem af tågerne igen i middelalderen, hvor folk fra de Britiske Øer og Skandinavien begyndte at rejse over lange afstande på havet og på den måde gjorde sig selv kendte for andre. Thule selv begynder også at tage fastere form; i den tidlige middelalder henviste det til Island, som var blevet besøgt af irske munke, før nordboerne kom. De gamle billeder af Thule løb sammen i Knud Rasmussens vision for den handelsstation, som han grundlagde i 1910 blandt polareskimoerne, og som han døbte Thule Stationen. Hans tanke var at hjælpe polareskimoerne ind i civilisationen på en så skønsom måde som muligt; midlet var kristendom, handel, moderne teknologier, såsom geværer, sundhedskampagner og lokale love (Rasmussen 1921). Kærligheden til urmennesket var mærkbart ledsaget af en civiliserende mission, der var mindst lige så velment. Civilisationen lod sig ikke stoppe, handelsstationen blomstrede, og de penge, den tjente på at opkøbe og videresælge skind fra dyr, der var nedlagt med nye geværer af gamle jægere, finansierede størstedelen af de syv Thule-ekspeditioner, som Knud Rasmussen stod for i perioden 1912 1933. Det mytologiske Thule havde fået sin endelige plads på verdenskortet næsten. Der voksede hurtigt et lille samfund op omkring handelsstationen. Befolkningen i hele distriktet talte ca. 250 mennesker; de levede som jægere og fangere, og de havde været afsnøret fra resten af Grønland i adskillige generationer. De kunne ikke komme over Melvillebugtens pakis på de spinkle slæder, som et træfattigt landskab ikke tillod dem at bygge større og stærkere. På andre arktiske kyster var der drivtømmer, men næsten ingen ting nåede frem til det dybfrosne Thule. Ikke engang de danske kolonister forsøgte at nå derop der var jo ingenting at hente. Selvom Knud Rasmussen fremstiller sig selv, som den der opdagede Polar-eskimoerne, så havde andre rejsende været der før ham og bidraget til at udstrække Grønlandskortet mod nord. Robert Pearys ekspeditioner (1891 92 og mange gange siden indtil 1909) gav anledning til mere detaljerede beskrivelser af det lille folk i den store is (Peary 1898). Med på Pearys to første ekspeditioner var bl.a. nordmanden Eivind Astrup, som i 1895 udgav en bog med titlen Blandt Nordpolens Naboer, som giver en omfat-

Grønlandsk fangstmann på vei med hundeslede på havisen ved Qaanaaq, Thule.

233 Det Norske Videnskaps-Akademi Årbok 2004 Foto: Morten Rasmussen/NTB scanpix.

234 Det Norske Videnskaps-Akademi Årbok 2013 tende beskrivelse af polareskimoerne (der dengang var kendt som Kap York eller Smith Sund Eskimoerne), herunder deres livfuldhed og intelligens. Selvom de viser sig at være ganske menneskelige, så beskrives de som en yderlighed : Den menneskelige race har som bekjendt altid været i besiddelse af en mærkelig evne til at finde sig tilrette under de mangeartede og vekslende naturforhold, der hersker paa de forskjellige dele af jorden. Et mere slaaende exempel paa denne kendsgjerning end vore små, muntre brødre deroppe i de arktiske egne kjender vi ikke. Thi de representerer en yderlighed, kan man sige, af menneskeheden, den ringe del af den der har vovet at optage tilværelsens kamp i egne, der i vore øine faa eller ingen betingelser for livets ophold synes at yde, og hvor med rette kun dødens kulde skulde antages at herske (Astrup 1895: 34). De arktiske rejsende, Eivind Astrup inklusive, var dybt prægede af isens massive tilstedeværelse i enhver beretning om den yderste verden hvad enten man boede der eller blot var på vej dertil. Det er særlig tydeligt i ekspeditionshistorien, hvor det ene skib efter det andet mødte sin skæbne i form af isen. Det dybfrosne landskab Da englænderne for alvor begyndte at lede efter Nordvestpassagen, skulle de gang på gang blive standset af isen, for enten at vende om eller gå ned. Blandt de mere spektakulære eksempler var Franklin-ekspeditionen (1845 48). Den kom faktisk tæt på åbningen til Nordvestpassagen, i Lancaster Sound, men klarede ikke isen. Mandskabet døde af sult, sygdom og kulde, blandt andet fordi de var usædvanligt dårligt forberedte på, hvad et islandskab krævede af udstyr, hvis man skulle blive tvunget til at gå i land. Landet var is, og uden ordentlige støvler og tøj går det galt. Adskillige efter søgningsekspeditioner blev sendt af sted efter Franklin, men det tog tid, før man fik fastslået ekspeditionens skæbne. Til sidst fandt man blandt andet en del af sømændene mere eller mindre mumificerede, frosset i tid som en populær bog hedder (Beattie og Geiger 2004). Isens magtfulde modstand mod indtrængning var en væsentlig del af den heroisme, der begyndte at klæbe til tidens arktiske ekspeditioner; de ugæstmilde have og kyster stoppede mange rejsende på vejen mod et større

Isen som argument: Mennesker og klima i arktis 235 mål. Den heroiske opfattelse hang sammen med en fremvoksende presse, der begyndte at dyrke det arktiske. Heltebeskrivelserne bidrog igen til at forbinde isen med det sublime, som Edmund Burke allerede i det 18. århundrede havde defineret som lige dele skønhed og terror (Burke 1757). Isen var ikke bare ubegribelig smuk, den var også rædselsvækkende og som sådan fandt den vej ind i kunsten; et meget kendt billede er Caspar David Friedrichs dramatiske billede, Das Eismeer, fra 1823 24. Beretning efter beretning viser, hvordan polarforskerne selv bidrog til at skabe et urovækkende billede af isen som et uudgrundeligt element i den arktiske natur. Den kunne hverken foregribes eller fortælles; den unddrog sig simpelthen sædvanlig lineær tænkning og kunne ikke tæmmes af hverken nye teknologier eller gamle kort. Den forhindrede simpelthen en i at få en klar fornemmelse for, hvordan landet lå. Man kunne ikke kortlægge landet, fordi man ikke kunne komme til det. På den baggrund forstår man, hvorfor de tidlige europæiske rejsende blev så forundrede over at støde på mennesker midt i det hele, små grupper af folk som bare boede der og udmærket vidste, hvor de var, og hvordan isen skulle kurtiseres og bruges, som den nu forefandtes. Disse mennesker led til gengæld den tort at blive beskrevet som vilde, eller som levn fra andre tider, selvom deres overlevelse netop hang sammen med deres utroligt forfinede teknologi og deres omfattende viden om isens landskab og liv. Robert Peary, som i 1890erne tilbragte lange tider i Thule Distriktet, og som meget bevidst lærte sig at benytte eskimoiske rejsemetoder for at kunne komme frem over land hvad ingen andre havde været specielt interesserede i udgav i 1917 en bog om polarrejsens hemmelighed, hvori han siger: Nøglen til alt polararbejde er navigation på is. Det har gjort det muligt at nå både nord- og sydpolen og løst mange andre mysterier i de omgivende regioner, som havde undret videnskaben i århundreder Is-navigationens historie går tilbage til den sidste del af det 15. Århundrede, da polarcirklen blev gennemtrængt af Sebastian Cabot Det er ikke underligt, at med datidens små skuder, kom isens rædsler til at fylde lige så meget som rædslerne i vores barndoms spøgelseshistorier (Peary 1917: 97). Isen har en betydning, der ligner den store vilde natur andre steder, hvad enten det er urskov eller ødemark, der ses som modbillede til samfundet (Whatmore 2002: 9). For både strejfere og fastboende i isens vildnis var den et sted, hvor frygten kunne parkeres, samtidig med at den var et sted, hvor manddom kunne træde i karakter dvs. hvor rigtige mænd kunne gebærde sig og tage livtag med kulden, bæsterne, og tiden (Grønnow 2009: 200).

236 Det Norske Videnskaps-Akademi Årbok 2013 Det gælder stadig, at alene i kraft af sin enorme fylde minder isen os om vores egen mangel på betydning. Det interessante er, at naturens vælde og særegne rytme faktisk kræver en uafbrudt opmærksomhed på øjeblikket, så man ikke mister selv det spinkleste tegn på fare, eller den eneste sæl i miles omkreds. Man må konstant være lydhør overfor helheden af den mægtige naturs tonalitet for at kunne overleve i den. Denne helhedstænkning kommer til syne i det grønlandske ord sila, der også bruges blandt nordamerikanske Inuit, og som henviser til vejr og klima. Dets betydning stikker dog endnu dybere: Folk forstår sila som livets åndedræt årsagen til at tinge bevæger sig og forandres. Sila er også ordet for bevidsthed eller tanke, og forstås som det bagved liggende princip for den naturlige verden. Sila findes i hver eneste person. Det er en altgennemtrængende, livgivende kraft, som forbinder mennesket med universets rytme, og integrerer selvet i naturen (Nuttall 2010: 299). Dette altomfattende begreb om sila gør det til et memento om sammenhængen mellem mennesker og deres omgivelser i det arktiske; man kan simpelthen ikke udskille samfundet af naturen. Det gælder også for isens landskab, at det ikke kan forhandles eller forstås i sine dele. Den er for stor til at kunne måles med almindelige ord. I disse år er der vældige forandringer på spil i Grønland; det er både politiske forandringer og klimaforandringer, som naturligvis smelter sammen i folks opfattelse af deres situation. For de mennesker, der stadig lever som fangere, er situationen dramatisk. Når isen smelter, rammer det hele samfundet ikke kun i form af mindre fangst til de fleste, men også i form af en strukturel nedsmeltning af samfundet selv. Alle de arktiske folk oplever det samme og beskriver, hvor dybt det berører deres liv, at selve underlaget for deres sociale relationer går i opløsning (Krupnik et al. 2010). Is og samfund er to sider af samme sag, og selvom ingen Grønlændere vil dø af sult i velfærdssamfundet, er de hårdt ramt. Aqqaluk Lynge beskriver hvordan: Det, der gør klimaændring til sådan en forfærdelig realitet, er ikke bare de hidtil ukendte virkninger, men det, at Grønland kan blive ramt i hjertet, i vores fangerviden. Fangerne har givet evnen til at kunne læse vindene, havet, strømmene, den skiftende vandring af byttet, videre fra generation til generation. Ændringerne, som jægerne ser i dag, er af en anden størrelsesorden (Lynge 2006: 40).

Isen som argument: Mennesker og klima i arktis 237 Denne udvikling rammer Thule-fangerne særligt hårdt. De har altid levet som fangere, og selvom der er sket meget, siden de kom ind i det danske synsfelt omkring 1910, hvor Thule-stationen blev bygget, har netop fangsten og livsgrundlaget været en konstant og baseret på et konstant samliv med isen. Fremtiden vil se en anden form for liv i det, der engang var højarktis. Skrøbelige forbindelser over isen Det sæsonbestemte liv i det højarktiske landskab veksler mellem fangst fra havisen i den største del af året, og så hvalfangst fra kajak og med harpun i en månedstid hver sommer, når fjorden er åben, og hvalerne kommer. Men nu er der problemer; årstiderne er bogstavelig talt ikke, hvad de har været. Hvor man før kunne regne med ca. 9 måneders fast islæg, som tillod fangst enten ved åndehuller, eller med sælgarn, eller ved iskantsfangst fra kajak eller jolle, så holder isen nu kun 3 4 5 måneder. Det indvirker dramatisk på indtjeningen til livets ophold. Det er umuligt at samle forråd til de lange måneder uden fangst. Det har jeg selv oplevet på nærmeste hold i Qaanaaq, hvor fangsttiderne er indskrænket dramatisk over de senere år, og hvor fangsten tilsvarende er skrumpet. Qaanaaq er centrum i det nuværende Avanarsuaq; det gamle Thule blev overtaget af en amerikansk militærbase under den kolde krig (nærmere betegnet i 1953), fordi stedet var så strategisk velbeliggende. For det første lå det på den korteste linje til Rusland, og radioens begrænsede rækkevidde forudsatte nogle mellemstationer, for at kommunikationen kunne lykkes. For det andet ønskede amerikanerne at eksperimentere med anlæg af en hel by under isen, som skulle drives med atomreaktorer. De vidste ikke, hvor flydende indlandsisen faktisk var; den så solid ud, men presset fra den tunge iskappe fik den til at flyde udad i bræerne. Eksperimenterne med at tæmme isen mislykkedes, og man måtte indse, at enhver atomreaktor under isen var en potentiel katastrofe (Martin-Nielsen 2012). Flybasen på landjorden findes dog endnu som et stykke Amerika på glatis. Som sagt i 1953 måtte folk flytte fra det gamle Thule. De havde altid bevæget sig i et landskab med mange mulige bopladser, som svarede til lige så mange potentielle jagtmarker, men siden 1910 havde Thule været centrum i deres vinterliv; her kunne man være sammen og leve af sommerens overflod. De ca. 120 mennesker, der var på stedet i foråret 1953, blev bedt om at flytte med det samme. Det skulle gå stærkt, fordi de skulle rejse, mens

238 Det Norske Videnskaps-Akademi Årbok 2013 isen endnu gjorde slædekørsel mulig. Meningen var, at de skulle have nye, bedre huse, der hvor de kom frem, men de var ikke klar med det første. Man valgte sig forskellige steder ved kendte fangstpladser, hvortil de lovede huse senere ville blive fragtet. Omkring 56 mennesker, mænd, kvinder og børn, valgte at flytte nordover til Qaanaaq; det var den største enkeltgruppe. Qaanaaq var kendt for virkelig god sommerfangst af narhval, men også for god sælfangst, samt forholdsvis let adgang til rensdyr, hvalros og søfugle. Det blev også stedet, hvor man byggede en moderne by, med skole, sygehus og butik, som et centrum i det nye Thule. Nye Thule blev byens første navn. Det er stadig centrum i distriktet, men nu med det gamle grønlandske navn, Qaanaaq. Der bor i dag ca. 6 700 mennesker, hvoraf ca. halvdelen udgøres af fangerfamilier. Det er svært at sige helt præcist hvor mange, fordi folk flytter meget rundt i Grønland. Det nomadiske liv er en del af deres kulturarv, kan man måske sige. Foruden Qaanaaq var der indtil for en generation siden seks syv velfungerende bygder; nu er der tre. En af dem, der stadig er befolket året rundt (lidt endnu), er Qeqertat inde i bunden af Inglefield Fjord, stik øst for Qaanaaq. Her bor der nu 14 17 mennesker lidt flere om sommeren, når der er hvalfangst i farvandet; i 1969 talte man 54. Affolkningen af de små bygder skyldes mange forhold, herunder ikke mindst de ændrede isforhold. Jeg skal give et meget illustrativt eksempel fra en slædetur, fra Qaanaaq og ind til Qeqertat i foråret 2010 en tur på ca. 75 km. Jeg allierede mig med en slædekører og hans 10 hunde, som kunne tage mig med derind i følgeskab med en ung familie, som skulle tilbage til deres hjem efter et familie- (og forsynings-) besøg i Qaanaaq. Vi klarede turen på ca. otte timer, i fint vejr, højt humør og næsten en fornemmelse af skovtur. Der er ingen, der tæller timer, man rejser bare, holder tepause, ordner de indfiltrede skagler og aflæser isens tilstand, som bedst man kan. Denne skovtursfornemmelse skulle stå sin prøve, da fangeren og jeg skulle tilbage til Qaanaaq efter et par dage. Vejret havde skiftet, og isen var forandret. En revne på tværs af fjorden, som vi nemt havde kunnet køre over på vejen ud, var nu åbnet så meget, at vi skulle lede længe efter et sted, hvor vi kunne passere det vil sige, som var smalt nok til, at slæden kunne danne bro. Tættere på Qaanaaq kom vi til endnu en revne, der havde åbnet sig meget siden sidst og absolut ikke kunne passeres. Det betød, at vi måtte op over isfoden og tage den sidste strækning på land. Hundene måtte spændes fra slæden, og mere eller mindre bæres i land. Der var ikke nogen let vej over den lange kilometer med skrueis og skosser. Men vi kom sikkert i land, hundene blev igen spændt for, og vi kunne tage den sidste times rejse i højt humør.

Isen som argument: Mennesker og klima i arktis 239 Professor i antropologi Kirsten Hastrup har besøgt grønlandske fangere i Nordgrønland som en del af det verdensomspændende forskningsprojekt Waterworlds. Foto: Kirsten Hastrup Hensigten med denne lille rejseberetning er at vise, hvordan man får antropologisk viden ved at følges med folk ad de veje, de selv tager. Her mærkede jeg, hvordan Thulefolkets rejseruter i den grad er indskrevet i en særlig topografisk realitet, som ændrer sig markant, efterhånden som isen smelter tidligere og tidligere og på uventede måder og steder. Ved at rejse med fik jeg en meget direkte erfaring med den skrøbelighed, der nu kendetegner forbindelserne mellem Qaanaaq og bygderne. De sociale forbindelser kan ikke tænkes eller opretholdes uden om den virkelighed, som er landskabets, isens og hundeslædens. Det, der på kortet ligner en bestemt afstand, kunne det tage otte eller 14 timer at tilbagelægge. Jeg oplevede, hvordan det lille samfund på Qeqertat blev mere eller mindre afsnøret fra resten af verden i løbet af ganske få dage, samtidig med at der var længe til et egentligt åbent vand, som ville muliggøre motorbådstrafik. Samfund konstitueres ikke alene af institutioner, men også af konkrete sociale forbindelser; samfund forsvinder, når forbindelserne gør det. Qe-

240 Det Norske Videnskaps-Akademi Årbok 2013 qertat vil sikkert fortsætte som sommerfangstplads for den nuværende generation af fangere, men dels uddannes den næste generation ikke til fangere, dels vil det være stadigt vanskeligere for familier, inklusive kvinder og børn, at leve på et sted, hvor man hverken kan komme til eller fra en stor del af året, og hvor den fine skole med tre elever kun kan opretholdes nødtørftigt af deres mødre og det kun til femte klasse. Med isens opbrud skrumper Thules landskab og de forbindelser, der har været betinget af fast islæg den største del af året. Samtidig åbner vandet sig, og på længere sigt kan det give nye muligheder, ikke kun for fangst, men også for nye rejseruter. For det første er der mulighed for, at den så stærkt attråede Nordvestpassage, der kostede så mange liv i det nittende århundrede, faktisk vil blive passabel inden for en overskuelig årrække. Desuden er der store nationale og internationale drømme om at ruten gennem Nares Strædet til Polhavet, som passerer Thule, også vil blive mere eller mindre isfri, så man kan udnytte eventuelle rigdomme under vandet. Begge disse drømme har en pris. En af de priser, fangerne i Qaanaaq må betale allerede nu, er store problemer med fangsten af narhval. Ændringer i havets temperatur og strømforhold, og ikke mindst den støj, der følger af seismologiske undersøgelser af havbunden, og som forplantes over hundredvis af kilometer, lukker velkendte migrationsruter for de meget støjfølsomme hvaler (Heide-Jørgens et al.). Fangerne er naturligvis vant til variationer i både vejr og fangst, men hvalernes adfærd synes nu helt ude af trit med erfaringen. Det gælder naturligvis også andre fangstdyr. Omstillingen til en anden økonomi er ikke nem, heller ikke selvom der nu kan fanges pæne hellefisk i fjorden. Også den ressource er imidlertid (endnu) kun tilgængelig med langliner fra isen. Isen er altså stadig afgørende, både som forbindelseslinje mellem de spredte bygder og befolkninger, og som infrastruktur for den lokale økonomi. Isens argument Mens fangerne venter på at se, hvad isen endnu har tilbage af overraskelser, og på politiske beslutninger, som måske vil fremskynde et opbrud fra Thule, drømmer de også om en mulig fortsat tilværelse på det sted, som er deres. De unge forlader dog i stigende grad stedet, fordi mulighederne er for små, men måske vil de vende tilbage, hvis der kommer reelt nye tider. En af de ting, de taler om nu, er muligheden for mere fiskeri, hvis havet holder sig åbent længe nok, til at det kan betale sig at investere i store både og måske

Isen som argument: Mennesker og klima i arktis 241 få en havn. Den nuværende er bestemt ikke fremtidssikret; det er blot en lille lavvandet lagune inden for et stenrev. Det er stadig isen, der er det store ukendte; spørgsmålet er, hvor hurtigt den helt forsvinder, og hvor hurtigt en ny verden dukke op af de tåger, som Nansen talte om. Isen har siden tidenes morgen været sit eget argument i fortællingerne om Thule, på den måde, at den altid har fået det sidste ord og det første. Det var den, der tillod de første indvandrere at gå over isen mellem Amerika og Grønland, og det er dens bevægelser, der har sat sig i gennem i et hvilket som helst lille samfund, der er opstået, og forsvundet i Nord. Det er også den, der nu sætter klangbunden for den udvikling, som fangerne i Avanersuaq nu lever med. Isen er for eller imod bestemte udviklinger; gennem tiden har den formet både liv og død. De arktiske samfund er formet af isen. Nu giver afsmeltningen anledning til frygt for tab af ressourcer og livsformer, men også til håb om nye åbninger og økonomiske muligheder. Uanset om isen er kommet eller gået i gennem den lange kendte historie, har den indtil nu været den dominerende faktor i udviklingen. Den er i sig selv argumentet for at tale om Arktis, og for at tale om eskimoerne som legemliggørelsen af det arktiske samfunds vinterside. Nu er isen tynd, og hvor det før var oldtiden, der lå i tåger, som Nansen sagde det, er det nu fremtiden. Note Ideen om isen som argument optræder på engelsk (Hastrup 2013). Jeg vil gerne sige tak til Carlsbergfondet og Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation for støtte til de første feltarbejder i Thule. Desuden tak til The European Research Council for et Advanced Grant som gjorde det muligt at fortsætte arbejdet inden for rammerne af et større komparativt forskningsprojekt, Waterworlds, om de samfundsmæssige implikationer af globale klimaforandringer. Bibliografi Arneborg, Jette (2004): Det europæiske landnam Nordboerne i Grønland 985 1450 e.v.t. I H.C. Gulløv (red.) Grønlands Forhistorie. København: Gyldendal, s. 219 278. Astrup, Eivind (1895): Blandt Nordpolens Naboer. Kristiania: H. Aschehoug og Co.s Forlag. Beattie, Owen og J. Geiger (2004): Frozen in Time. The Fate of the Franklin

242 Det Norske Videnskaps-Akademi Årbok 2013 Expedition. London: Bloomsbury. Burke, E. (1998 [1757]): A Philosophical Enquiry into the Origin of our Ideas of the Sublime and Beautiful. Oxford: Oxford University Press (Oxford World s Classics). Dugmore, A.L., C. Keller, T.H. McGovern, A.F. Casely & K. Smiarowski (2009): Norse Greenland settlement and limits to adaptation. I N. Adger, I. Lorenzoni og K.L. O Brien (red.) Adapting to Climate Change. Thresholds, Values, Governance. Cambridge: Cambridge University Press. s. 96 113. Grønnow, Bjarne (2009: Blessings and Horrors of the Interior: Ethno-Historical Studies of Inuit Perceptions Concerning the Inland Region of West Greenland. Arctic Anthropology, vol. 46, 1 2: 191 201. Gulløv, Hans Christian (2004a): Thulekulturen. I B.H. Jakobsen et al. (red.): Topografisk Atlas Grønland. København 2000: Det Kongelige Danske Geografiske Selskab og Kort & Matrikelstyrelsen. Gulløv, Hans Christian (2004b): Ved Isens Rand. I H.C. Gulløv, (red.) Grønlands Forhistorie. København: Gyldendal, s. 9 33. Hastrup, Kirsten (1990: Nature and Policy in Iceland 1400 1800. An Anthropological Analysis of History and Mentality. Oxford 1990: Clarendon. Hastrup, Kirsten (2009.): Northern Barbarians: Icelandic Canons of Civilisation. Gripla vol. XX, 2009: 109 136. Hastrup, Kirsten (2013): The Ice as Argument. Topographical Mementos in the High Arctic. Cambridge Anthropology, 31 (1): 52 68. Doi: 10.3167/ca. 2013.310105 Heide-Jørgensen, M.P., R.G. Hansen, K. Westdal; R.R. Reeves and A. Mosbech (2013): Narwhals and seismic exploration: Is seismic noise increasing the risk of ice entrapments? Biological Conservation, 158: 50 54. Krupnik, Igor, Claudio Aporta, Shari Gearhead, Gita J. Laidler og Lene K. Holm (red.) (2010): SIKU: Knowing our Ice. Documenting Inuit Sea-Ice Knowledge and Use. New York: Springer Press. Lynge, Aqqaluk (2006): Tryghed og sikkerhed i Grønland. I Hanne Petersen (red.): Grønland i verdenssamfundet. Nuuk: Forlaget Atuagkat. Martin-Nielsen, Janet (2012): The other cold war: the United States and Greenland s ice sheet environment, 1948 1966. Journal of Historical Geography 38: 69 80. Nansen, Fridtjof (1911): Nord i Tåkeheimen. Utforskningen av jordens nordlige strøk i tidlige tider. Kristiania: Jacob Dybwads Forlag.

Isen som argument: Mennesker og klima i arktis 243 Nuttall, Mark (2010): Anticipation, climate, change, and movement in Greenland. Études/Inuit/Studies 34 (1): 21 37. Peary, Robert E. (1898): Northward over the Great Ice. A Narrative of Life and Work along the Shores and upon the Interior Ice-Cap of Northern Greenland in the Years 1886 and 1891 97. London: Methuen & Co. Peary, Robert E. (1917): The Secrets of Polar Travel. New York: The Century Co. Rasmussen, Knud (1921): Thule Distrikt. I G.C. Amdrup mfl.( red.) Grønland i Tohundredåret for Hans Egedes Landing, bd. 1. Meddelelser om Grønland, 60. København: C.A. Reitzels Forlag. Steensby, Hans Peter (1905): Om Eskimokulturens Oprindelse. En etnografisk og antropogeografisk Studie, København. Steensby, Hans Peter (1917): Pytheas fra Massalia og Jyllands Vestkyst. Geografisk Tidsskrift, vol 24: 12 34. Whatmore, Sarah (2002): Hybrid Geographies. Natures Cultures Spaces, London: Sage.