1 Grindsted Kirke. Søndag d. 3. april 2016 kl. 9.30. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 1. søndag efter påske, Joh. 21,15-19, 2. tekstrække. Salmer. DDS 234 Som forårssolen morgenrød. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 441 Alle mine kilder skal være hos dig. DDS 249 Hvad er det at møde den opstandne mester. - - - DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner!. Altergang: DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand. DDS 236 Påskeblomst! hvad vil du her? Tekstlæsninger. Es. 43,10-12; Ap.G. 2,22-28; Joh. 21,15-19.
2 Evangelielæsning. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter:»Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?«han svarede:»ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.«jesus sagde til ham:»vogt mine lam!«igen, for anden gang, sagde han til ham:»simon, Johannes' søn, elsker du mig?«han svarede:»ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.«jesus sagde til ham:»vær hyrde for mine får!«jesus sagde til ham for tredje gang:»simon, Johannes' søn, har du mig kær?«peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham:»har du mig kær?«og han svarede ham:»herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.«jesus sagde til ham:»vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham:»følg mig!«joh 21,15-19 Prædiken. For nogle uger siden hørte jeg et foredrag af en hospitalspræst. Hun fortalte, at hun ofte støder på døende, der ikke alene er bange for at dø, men er det, fordi de frygter, at Gud vil forkaste dem. De anser altså Gud for at være en slags dommer, der vurderer de afdødes liv og gerninger. Hvis de har meget at fortryde, mener mange, at det vil føre til en hård dom. De frygter, at Gud vil dømme dem til evig fortabelse i Helvede.
3 Hvis det er sådan en forståelse, der fylder én med skræk den sidste tid, kan jeg godt forstå, at man er bange og gør alt, hvad man kan for at holde sig i live længst muligt. Det kan bestemt heller ikke være rart for de pårørende at være vidner til sådan en sjælekamp. Den døende kunne være bedre tjent med at være ateist og dø i overbevisningen om, at alt dermed var slut for ham. På den måde ville han undgå både skrækken for at blive vejet og fundet for let af Gud og frygten for den straf, han mener følger deraf. Intethed er trods alt bedre end evig pine og plage. Men der findes altså også et alternativ. Forestillingen om fortabelse og evig straf har hentet inspiration i Det Gamle Testamente. Ganske vist var et liv efter døden ikke noget, særlig mange af datidens jøder spekulerede på. Men jødedommen hvis helligskrift er det, vi kalder for Det Gamle Testamente er præget af en forståelse af Gud som straffende. Ganske vist kan han godt udskyde straffen, men før eller siden kommer den. Det Gamle Testamente er fuld af fortællinger om blodige, ofte kollektive straffe over israelitterne, fordi deres levevis har mishaget Gud. Dette gudsbillede er heldigvis ikke entydigt, men dog ret fremtrædende. Eftersom kristendommen i sin tid voksede ud af jødedommen, fordi Jesus selv var jøde, er en del af forestillingerne om den nidkære og straffende Gud gledet med over i Det Nye Testamente. Imidlertid forventes straffen ofte først at indtræffe efter døden. Men mens fremstillingen af den straffende Gud er ret markant i Det Gamle Testamente, er den forholdsvis afdæmpet i Det Nye Testamente. Desuden modsiges forståelsen af Gud som straffende af den langt mere fyldige beskrivelse af ham som nådig og selvopofrende. Det er helt centralt i Det Nye Testamente, at Gud bliver ét med mennesket og tilmed lader sig henrette for at påtage sig straffen for andres synder. På den måde slår han en streg over det gammeltestamentlige krav på godtgørelse for menneskets fejltrin. Mens Gud virker ret kompromisløs i en stor del af Det Gamle Testamentes fortællinger om ham, virker han mindst lige så kompromisløs i Det Nye
4 Testamente men med omvendt fortegn. Mens den gammeltestamentlige Gud kræver kompensation i form af de skyldiges straf, skifter han både sindelag og taktik i Det Nye Testamente, idet han selv bringer det ultimative offer på korset, så synderne går fri for straf. Det er af denne grund, at kristendommen adskiller sig fra jødedom og islam for den sags skyld. Jødedom og islam er nemlig lovreligioner, mens kristendommen sætter Guds tilgivelse højere end hans lov. Derfor er det forfejlet, når døende frygter at blive forkastet af Gud. Alt, hvad de behøver, er troen på, at Gud også gik i døden for deres skyld. På korset påtog han sig straffen for alt det, der piner deres samvittighed. Derved har han frataget sig selv behovet for at spekulere i godtgørelse. Hvad skulle han også få ud af at straffe os? Hævnen er alligevel kun sød den allerførste tid. Snart efterlader den en flov fornemmelse af, at man ikke er bedre end den, man hævnede sig på. At Gud har taget straffen for vores fejltrin på sig medfører imidlertid ikke, at vi er fejlfri. Men hans stedfortrædende offer bevirker, at vi kan være bevidste om, at vi ikke er perfekte. Det er ikke en erkendelse, der skal holde os nede i et dynd af lavt selvværd. Det er tvært imod en nøgtern indsigt, der skal advare os om, at vi hver især besidder magten til at skade andre. Bevidstheden om, at vi er det, Bibelen kalder for syndere, kan få os til at leve med en forståelse for vore medmennesker som ligeværdige; for synden afslører, at selvom der er forskel på mennesker, er ingen bedre end andre. Alle bærer risikoen for at handle hensynsløst i sig. Selv små, uskyldige børn som Markus, Julie og Melanie bærer på denne risiko. Men netop af den grund er de blevet døbt. Ved dåben lovede Gud dem, at han altid vil være deres himmelske far; også selvom de ligesom os andre - ikke kommer til at leve perfekte, men syndige liv. Allerede nu er børnene altså tilgivne syndere. Selvom det lyder fordømmende at få betegnelsen synder knyttet på sig, er der noget frisættende i det, for bevidstheden om vor egen ufuldkommenhed gør dels, at vi ikke hæver os over andre og behandler dem som mindreværdige, dels at vi ikke behøver at føre os frem som perfekte.
5 Disciplen Peter var også en synder. Han var tilmed typen, der talte, før han tænkte. Det gjorde han for eksempel skærtorsdag aften. Jesus havde mere end antydet, at der snart ville ske noget dramatisk, hvortil Peter svarede, at han ville sætte sit liv til for Jesus. Disciplen ville altså beskytte sin mester med hud og hår. Den forsikring fandt Jesus lige lovlig kæk. Vil du sætte dit liv til for mig?, spurgte han, men ventede ikke på svar, for han vidste, hvad der ville ske. Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange. 1 Da Jesus kort efter blev arresteret, gjorde Peter et behjertet forsøg på forsvare ham, men blev stoppet af Jesus selv, inden det udviklede sig til en katastrofe. Arrestationen var nødvendig, forklarede han, for det var hans korsfæstelse også. Ellers ville han ikke kunne påtage sig straffen for andres synder. Enhver anden ville påberåbe sig sin uskyld - og Jesus var vitterlig uskyldig - men han fulgte villigt med vagtmandskabet. Også Peter fulgte med på afstand. Han kom ind på gårdspladsen ved ypperstepræstens residens og spidsede ører, hver gang nogen kom forbi og talte om det forhør, Jesus blev udsat for. Imidlertid blev Peter genkendt. Tre gange blev han spurgt, om han ikke var discipel til den mand, der var ved at blive forhørt, og tre gange nægtede han af frygt for, at han også ville blive taget til fange. Umiddelbart efter den tredje fornægtelse, galede hanen, hvilket må have fyldt Peter med dårlig samvittighed. 2 Han havde ikke alene brudt sit løfte; han havde også vurderet, at hans eget liv var mere værd, end Jesus var. Han havde begået grundsynden at sætte sig over et andet menneske og vurderet den anden som mindre værd. Så bange var han blevet, at han slet ikke havde tænkt på, at Jesus var det eneste menneske, der havde en helt anden og højere værdi, fordi han ikke kun var menneske, men også Gud. Peter havde glemt, at Jesus i modsætning til alle andre mennesker var syndfri, fordi Gud åbenbarede sig i ham, og Gud er hævet over menneskers syndighed. Derfor må Peter have haft det helt usigelig dårligt med sig 1 Joh. 13,38. 2 Joh. 18,15-27.
6 selv, da hanen havde galet. Han har muligvis haft det som de hospitalslindlagte døende, der frygter at blive straffet med Helvedes pinsler for alt det, de har gjort galt gennem et langt liv. Men selv det at svigte Jesus, er der tilgivelse for. Det var, hvad vi hørte i dagens tekst, hvor Jesus efter sin opstandelse opsøger Peter og stiller ham det samme spørgsmål tre gange i træk. Elsker du mig?, spørger han. Som sagt er Peter typen, der taler, før han tænker. Det lader da også til, at han i første omgang bliver irriteret over, at Jesus spørger ham om det samme igen og igen. Disciplen synes, at det må være tilstrækkeligt at svare en enkelt gang. Det bliver jo ikke mere sandt af at blive gentaget. Det er bestemt vigtigt at minde den, man elsker om, at det forholder sig sådan, men hvis jeg tre gange i træk fortalte min kone, at jeg elsker hende, ville hun nok blive lidt irriteret til sidst. Måske ville hun tro, at jeg ikke stolede på, at hun havde fattet det; og det er jo ikke særlig velopdragent på den måde at antyde, at andre er tungnemme. Måske ville hun blive irriteret over, at alvoren ligesom forsvandt, når kærlighedserklæringen blev gentaget som på samlebånd. Det er også sådan, Peter reagerer. Men ikke kun. Det oplyses nemlig, at han bliver bedrøvet. Han såres over, at Jesus ikke kan nøjes med at få bekræftet Peters hengivenhed en enkelt gang, for dermed afslører mesteren, at han betvivler ærligheden i disciplens svar. Det er nok først, da samtalen er slut, at Peter fatter, hvad der er sket. Med de tre ens spørgsmål har Jesus slået en streg over de tre fornægtelser, Peter tankeløst og skræmt leverede i ypperstepræstens gård. Peter er tilgivet og kan genindtage sin position som discipel. Det var nu ikke altid noget særlig festligt embede at beklæde. I tiden der fulgte, var det forbundet med livsfare at forkynde kristendom. Det er derfor, Jesus siger, at Peter når han bliver gammel skal føres et sted hen, han ikke ønsker. Dog medfører Jesu tilgivelse af Peters fornægtelse, at han måske nok kan frygte døden, men ikke behøver at frygte en evig straf i Helvede. For nu ved Peter, at der er tilgivelse for de synder, han begår. Nu ved han, at Gud ikke blot er med ham resten af livet, men også når han dør. Den samme tro tilbydes os; en tro, der skubber den hævngerrige
7 dommergud i baggrunden og præsenterer os for den nådige og tilgivende Gud, der åbenbarede sig i Jesus Kristus. I denne tro får vi forståelse for ethvert medmenneske som ligeværdigt. Samtidig giver troen os mulighed for at leve i tillid til, at Gud kan tilgive os for de gange, vi glemmer, at vi ikke er bedre end andre og derfor handler ondt mod dem. Det er nemlig kun tilgivelsen, der kan føre os tilbage på rette spor, sådan som det skete for Peter, da Jesus tilgav ham. Amen.