1 Prædiken til trinitatis søndag 2015 kl. 10.00 i Engesvang 403 - denne er dagen 1 - Guds menighed 356 - Almagts Gud 492 - Guds igenfødte 400 v. 2 - fra Så vældigt det mødte 11 - Nu takker alle Gud Der var et menneske det er begyndelsesordene i dagens evangelium. Ikke en kvinde, ikke en mand, men et menneske. Og tilmed et menneske, der måske er det mest moderne i hele Biblen. Nogen af os vil kende ham ud og ind, Nikodemus, der kommer til Jesus om natten med sine spørgsmål og grublerier; han kunne være klippet ud af en roman om midtvejskriser eller af en søndagsavis. Han er manden, der har alt det, der skulle gøre livet til at holde ud, men som midt det alt sammen - i vellykketheden og agtelsen - er begyndt at tvivle om alt. Om meningen, om hvorvidt det, han har bygget sit liv på og været optaget af, mon i virkeligheden er en blindgyde, om han har brugt sit liv på tomhed og jag efter vind. - Og hvem er Gud? Hvem er han selv?
2 Tiende af kommen og dild, afmålte antal skridt på sabbatten, almisser til de fattige, bøn og faste og renselse, ofre som foreskrevet, og altid større end forordnet, ingen blanden sig med de urene, idømmelse af straffe til syndere og gudløse i sin egenskab af rådsmedlem. Alt sammen for at skærme Guds ære, alt sammen for Guds skyld. Men er Gud sådan? Er det det, Gud vil? Kommen og dild, under 100 skridt på sabbatten Han var begyndt at vågne om natten og spekulere. Og når han lå der i nattemørket, forekom det ham så meningsløst alt sammen. Alt det de gjorde for Guds skyld, alt det de skulle og ikke måtte og som de indprentede næste generation. Brød Gud sig overhovedet om det? Når han vandrede rundt i sit liv om dagen, var der blevet et filter mellem ham selv og alting, som om han stod udenfor og betragtede sig selv, mens han gjorde det daglige. Og samtidig alle spørgsmålene. For hvis skyld? Hvem gjorde det godt? Hvad ønskede Gud af ham? Intet under at han opsøger Jesus. Ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham. Og han havde sikkert håbet, at Jesus netop ville gøre et under, og helbrede hans uro og give ham vished, at der var en genvej, uden at han helt havde gjort sig det klart. At det bare med ét ville blive nemt.
3 I stedet taler Jesus taler om at blive født på ny - og hvem forstår det? Hvis vi blev spurgt om, hvad det er at blive født på ny, hvad ville vi så svare? Men det mærkelige er, at selv om nok ingen af os helt ville kunne sige, hvad det er at blive født på ny - dog alligevel kan længes efter det. At blive født på ny, at blive født på ny af vand og ånd. At blive født på ny til at være det, vi er: Guds børn. - Hos C. S. Lewis kan man et sted i hans børneeventyr om landet Narnia, hvor den store løve Aslan bor, læse om drengen Edmund. Med skibet Morgenvandreren er han på sejlads sammen med sine fætre og kusiner. Men noget går helt galt, mens de sejler, noget tager ham. Længsel efter magt måske, efter at bestemme, misundelse, måske en higen efter rigdom, eller efter hævn over de forurettelser, som han i sin selvoptagethed mener, han er blevet udsat for. Noget går helt galt, og Edmund fyldes af alt det, der gør livet lillebitte: vrede, fornærmelse, griskhed, bitterhed, forvredne forestillinger om de andres syn på ham. Og da de lægger til ved en frodig ø, fordi der dér skulle være en skat begravet, så skynder Edmund sig fra borde og går på egen hånd ud for at finde skatten, så han kan beholde den for sig selv. Men i Narnia er det sådan, at den der tænker onde tanker, forvandles, ikke bare i det indre, men også i det
4 ydre, måske sker det i virkeligheden også med os, uden vi lægger mærke til det. Edmund finder skatten, den ligger i åbningen af en dragehule. Men før end han rigtig har fået tag om den og skrabet den sammen, opdager han, at han selv er blevet til en drage. Det damper ud af hans næsebor når han trækker vejret, huden er skællet og hornet, øjnene er gule, hvad han opdager, da han spejler sig i en dam. Og hvad nytter det at have favnen fuld af guld, hvis prisen er at man er blevet til en drage? Hvad nytter det med alt det, man har skrabet til sig, alt det man ved kløgt og snedighed og dygtighed har vundet og alt det, man ved egen kraft har udrettet, hvis man er blevet til en drage? Eller hvis livet er stivnet omkring en? Hvad hjælper det altsammen? Edmund er blevet til en drage og dagene går, mens han ligger på sin skat i dragehulen med dampen ud af næseboerne. Undertiden sniger han sig ud til kysten, hvor skibet endnu ligger. Gad vide hvornår det sejler. Man har ledt efter ham, overalt har man søgt og råbt hans navn, men en drage kan ikke sige menneskeord, og han har ikke kunnet svare på deres kalden eller vise sig i sin drageskikkelse. - Snart sejler skibet vel, det kan jo ikke vente en evighed, når han ikke er at finde noget steds. Og sådan som han har opført sig er der vel ingen, der savner ham heller.
5 Han ser at skibet er ved at blive gjort klart til afrejse, vandtønderne fyldes, tovværket efterses og gøres klart. Og selv hvis de genkendte ham i dragehammen og han kunne få dem til at forstå, at det var ham, Edmund, så var skibet alt for lille, der ville ikke være plads til en drage om bord. Natten før skibet skal lette anker, hører Edmund et brøl i natten, og ud af intet træder den store løve Aslan og står med ét foran ham. Han har aldrig mødt Aslan, kun hørt om ham, men han ved det er ham, straks han ser ham. Og han følger efter på Aslans vink. De går langt, især for en drage med korte ben, og kommer til et sted på øen, som Edmund aldrig har set, skønt han synes, han har været overalt. Aslan stiller sig foran en rislende og klukkende bæk, og uden et ord forstår Edmund, at han skal bade sig i bækken, at det er derfor de er gået derhen. Da han stiger op af vandet, føler han sig anderledes og han opdager at et stykke af hans dragehud er ved at falde af. Aslan kommer hen til ham og begynder at kradse i hammen med sin kløer, og stykke for stykke løsner den hornede hud sig. Til sidst står han foran bækken som en nyfødt, hans hud er blød og glat, han er atter et menneske Det er Aslan, der har gjort det. -
6 At blive født på ny. Det må være den forunderlige erfaring, at vore liv ikke bestemmes af det, vi selv har gjort og udrettet hverken af det gode eller af det onde, det må være at tro, så vi ved det og kan leve på det, at grunden i vores tilværelse er Gud og hans kærlighed til os og ikke noget selv helst andet. At blive født på ny, at blive født på ny til at blive det, vi allerede er: Guds elskede børn. - Men hvad med Nikodemus? Hvad med ham? Kommer han overens med sig selv og med Gud? Bliver han givet at kunne stole på Gud kærlighed og lade det være nok? Erfarer han, at det ikke er al hans stræben og dygtighed, der giver ham en plads i verden, men Guds forskelsløse godhed, som vi kender den fra Jesus Kristus. Det fortæller evangeliet os ikke noget om her. Og det ville heller ikke være til at holde ud, hvis Nikodemus-beretningen blev fortalt som en historie om mennesket i livskrise, der møder Jesus og vupti er alt på plads. Sådan er det vist for de færreste, at blive født på ny må vi igen og igen. Og undertiden gør det ondt, som da Aslan kradsede dragehammen af. Men læser vi Johannes fortælling om Jesus til ende, da dukker han op igen, Nikodemus, det er da Jesus er død.
7 Sammen med Josef af Arimatæa er han med til at tage Jesus end fra korset og lægge ham i graven. Sådan forkyndes det for os, at om vi fødes på ny, da ser vi, at den korsfæstede er Gud, endda selv om vi endnu ikke har oplevet ham i opstandelsens herlighed.