En historisk perspektivering af Aqqaluks park

En historisk perspektivering af Aqqaluks park

2 Aqqaluks park 6 1 Aqqaluks park er omgrænset af Stephen Møllerip Aqqutaa mod nord, Gertrud Rasksvej mod øst, Hans Egedesvej og Qaaniviit mod syd og Avannarliit mod vest. Markeringen nr. 6 viser den naturlige placering for en ny Inatsisartutbygning, mens nr. 1 viser dens nuværende placering.

Aqqaluks park kan med sin placering mellem Imaneq og Kolonihavnen kalde sig for det geografiske område, som har dannet rammen til nogle store begivenheder i vort lands nyere historie. En placering af Inatsisartut i Aqqaluks park forekommer helt naturligt, idet den nye parlamentsbygning vil være omkranset af de steder, hvor både Forstanderskabene og senere Landsrådet har holdt deres møder. Det er rundt omkring Aqqaluks park, hvor landets parlamentarisme har taget sin oprindelse. Området omkring Aqqaluks park har siden midten af 1800-tallet indtaget en central rolle for Grønlands kulturelle udvikling. Det var her, at nogle af historiens centrale skikkelser satte gang i udviklingen. Da H.J. Rink blev inspektør for hele Søndre Inspektorat i 1855 var der overalt stilstand i Grønland. Sammen med Samuel Kleinschmidt, Rasmus Berthelsen og C.E. Janssen satte han gang i en udvikling, der skulle afstedkomme et virkeligt nybrud på mange forskellige fronter. Centralt var etableringen af forstanderskabene i 1857, som var forløberen for de to landsråd, der blev etableret i 1911. Åbningen af Seminariet i 1845/1847 og Samuel Kleinschmidts værk om det grønlandske sprogs grammatik fra 1851 lagde grundstenen for den åndelige udvikling, som i 1907 førte til grundlæggelsen af Peqatigiinniats hus i Nuuk, som dannede rammen for det opblomstrende kristelige foreningsliv med foredrag, oplæsning og diskussion. Endvidere etablerede H.J. Rink et funktionsdygtig trykkeri i 1857 og skabte derved de nødvendige rammer for produktion af landets første avis Atuagagdliutit ( Uddelt læsestof eller Læsning ). Dens anden redaktør blev bogtrykker Lars Møller, som blev kaldet for Aqqaluk. Han virkede fra 1874 til 1922 som avisens redaktør og færdtes dagligt i det område, som han efterhånden blev navngiver for. I 1911 flyttede trykkeriet og Sydgrønlands Landsråd, som sammen med Nordgrønlands Landsråd havde afløst forstanderskabene, fra inspektørens hus på Hans Egedesvej til Stephen Møllerip Aqqutaa. Sydgrønlands Landsråd flyttede tilbage til inspektørens hus i 1925 og dernæst til den modsatte side af vejen, hvor Islands Generalkonsulat ligger i dag, mens Nord- og Sydgrønlands Landsråds skæbnesættende møde med statsminister Hans Hedtoft i 1948, hvor nyordningen for Grønland blev vedtaget og dermed atter sat gang i udviklingen, fandt sted i Seminariets gymnastiksal ved C.E. Janssensvej, hvorefter det sammenlagte Landsråd flyttede til det område hvor Inatsisartut har sit mødested dagen i dag. Aqqaluks park har dermed dannet rammen omkring landets parlamentarismens første 150 år, og det forekommer helt naturligt, at Inatsisartut får sit nye mødested i hjertet af denne historiske beliggenhed.

Historiens spor fører tilbage til anden del af 1800-tallet og er knyttet tæt sammen med navne som H.J. Rink, Samuel Kleinschmidt og Lars Møller, kaldet Aqqaluk, som dermed blev navngiver til området omkring Aqqaluks park. Deres virke resulterede i grundlæggelsen af Seminariet, Forstanderskabene og landets første avis Atuagagdliutit, der satte en kulturel udvikling i gang, som i høj grad har præget Grønlands udvikling som nation og som geografisk er fast knyttet til området ved Aqqaluks park. H.J. Rink Som Hans Egede i 1720 erne blev grebet af en uovervindelig trang til at hjælpe de grønlændere, han traf der, hvor han håbede at finde nordboerne, således blev Hinrich Johannes Rink (1819-93) grebet af den humane opgave, han så ligge foran sig i Grønland. Som uddannet geolog undersøgte han grafitforekomster i Nordvestgrønland i årene 1848-51. Udover en studie om isens bevægelse udgivet i 1853, havde han brugt sin tid og sine sanser i de tre år i det nordlige Vestgrønland for at skrive den skildring af Grønland, som man dengang savnede så stærkt. 1. del udkom 1852, 2. del 1857, en uvurderlig kilde til viden om tilstandene i Grønland midt i 1800-tallet. Ved sin hjemkomst i 1851 blev Rink medlem af den grønlandskommission, som regeringen efter enevældens afskaffelse havde nedsat. For kommissionen berejste han i 1852 Sydgrønland og udgav derefter Om Monopolhandelen paa Grønland, hvori han redegjorde for befolkningens situation og afhængighed af naturen og dens ressourcer og sårbarhed overfor uhindret fremmed indflydelse. Med kommissionsarbejdet gik Rink for alvor ind i sin gerning for grønlænderne, i 1853 blev han konstitueret kolonibestyrer og inspektør for Julianehåb kolonidistrikt; i 1855 blev han forflyttet til Godthåb som kolonibestyrer og inspektør for hele Søndre Inspektorat. På dette tidspunkt var der overalt stilstand i Grønland. Rink så, at grønlænderen manglede selvagtelse. Det gjaldt om at finde et middel til at løfte grønlænderen ud af den fornedrende situation. Til Rinks glæde var der i Nuuk flere personer, som delte hans ideer. Det var tyskeren Samuel Kleinschmidt (1814-86), der var født i Alluitsoq (Lichtenau) og lærer på Seminarium, lægen J.T.F. Lindorff og seminarieforstander C.E. Jansen. Samtidig havde Rink også fundet egnede folk blandt grønlænderne: overkateket Rasmus Berthelsen og den unge Lars Møller blev uundværlige som medarbejdere, både ved udgivelsen af forskellige skrifter og ved oprettelsen og den forsatte udgivelse af Grønlands første tidsskrift. Også Aron fra Kangeq og Jens Kreutzmann fra Kangaamiut, der begge udfoldede store kunstneriske begavelser, var sammen med mange andre med i Rinks arbejde for den grønlandske kulturs fremme. Samuel Kleinschmidt, C.E. Janssen, J.F.T. Lindorff, Rasmus Berthelsen og Seminariet Rink havde mødt Samuel Kleinschmidt (1814-86) allerede i 1852 da han rejste rundt i Sydgrønland og også besøgte Neuherrnhut. I ham fik han en ligeværdig samtalepartner med i mange henseender fælles baggrund og interesser. Født i Lichtenau (Alluitsoq) som søn af en herrnhutisk missionær lærte han det grønlandske sprog som barn. Efter Seminariets hovedbygning blev indviet i 1907.

Samuel Kleinschmidt (1814-86). Missionær ved Ny Herrnhut i Nuuk. Senere lærer ved Seminariet. Sprogforsker, digter og forfatter. uddannelse i Europa kom han 1841 tilbage og blev skoleleder ved Ny Herrnhut i Godthåb. Han blev afskediget i 1859, men derefter ansat ved det danske seminarium i byen, hvor han virkede til sin død. Ilinniarfissuaq, Seminariet, blev oprettet i 1845 eller 1847 og er den ældste uddannelsesinstitution i Grønland. De unge, nybagte lærere fra Nuuk gjorde sig snart gældende, og de må betragtes som hovedkræfterne i den kulturelle udvikling, som Ring satte i gang. Som hjælpemiddel havde de den retskrivning, som Samuel Kleinschmidt udformede i sit værk om det grønlandske sprogs grammatik Grammatik der grönländischen Sprache fra 1851. Værket dannede grundlag for en ordbog i 1871 og for den grønlandske retskrivning, der var gældende indtil 1973, og den blev basis for udviklingen af den grønlandske litteratur. Den første dimittend fra seminariet i Nuuk (1849) blev Rasmus Berthelsen (1827-1901), hvor han efterfølgende var ansat som lærer. Berthelsen havde lært dansk under et skoleophold i Danmark, hvilket fik stor betydning i hans mangesidige virke, bl.a. som redaktør af den nystartede grønlandske avis Atuagagdliutit i 1861. Han arbejdede også som tilrettelægger, oversætter og bogillustrator. Rasmus Berthelsen var den første grønlænder, der skrev salmer, et område, der hidtil havde været forbeholdt de europæiske missionærer. Han er især kendt for salmen om englenes julebudskab Guuterput (Vor Gud), som han også komponerede melodien til. Med sin usædvanlig begavelse kom han til at spille en central rolle i folkeoplysningen og kulturlivet i 1800-tallets Grønland. Seminariets nuværende bygning med sin placering ved Aqqaluks park blev rejst i 1907 og er blevet et symbol på byen Nuuk; seminariet med dets nordisk inspirerede arkitektur indgår i den tidligere Nuuk Kommunes byvåben. C.E. Janssen (1813-84). Præst i Nuuk. Seminarieforstander for Ilinniarfissuaq og Rinks medarbejder. J.F.T. Lindorff (1823-59). Læge i Nuuk og Rinks medarbejder. Da Rink ankom til Godthåb i 1855 blev han modtaget med en vis skepsis af de to seminarieforstandere, C.E. Janssen (1813-84) og Kleinschmidt. Rasmus Berthelsen (1827-1901). Overkateket og seminarlielærer i Nuuk. Atuagagdliutits første redaktør. Salmedigter. Han havde nemlig udtrykt sig meget kritisk mod den linje der var lagt for seminarieundervisningen: den var alt for boglig-teoretisk samtidig med at der blev lagt for ringe vægt på undervisningen i dansk. Janssen havde vendt sig skarpt imod Rinks angreb og var i øvrigt utilfreds med at Rink hverken religiøst eller moralsk hidtil syntes at have været noget eksempel til efterfølgelse. Janssen havde ej heller et godt forhold til stedets læge, dr. J.F.T. Lindorff (1823-59), for hvem intet kunne blive dansk nok. Endelig var der så Kleinschmidt, der godt nok fungerede som seminarieforstander, men på et som det snart skulle vise sig meget yderligt mandat, helt uden opbakning fordi han var fra de andre brødremissionærer. Også han var skeptisk overfor både Rink og Lindorff, thi for ham kunne intet blive grønlandsk nok. Og så den unge grønlandske hjælpelærer, Rasmus Berthelsen, som både Janssen og Kleinschmidt syntes førte sig alt for meget frem.

Man kan undre sig over at netop denne konstellation skulle afstedkomme et virkeligt nybrud på mange forskellige fronter. Årsagen: det korte tidsrum, en hjertelig optagethed af grønlændernes velfærd midt i deres armod, en sjælden kombination af stor erfaring og stor åbenhed for nye ideer parret med en vis uansvarlighed. De havde lov til at få de rigtige ideer uden hele tiden at skulle overveje om de ville orke alt besværet med at omsætte dem til praksis, idet de kun i ringe grad havde et bestemt embedes nimbus at skulle pudse. Forstanderskabe Kleinschmidts viden om Grønland gjorde ham til en god støtte for ekspeditioner og embedsmænd; H.J. Rinks reformarbejde med indførelsen af forstanderskaber byggede i høj grad på Kleinschmidts idéer, som gjorde sig mange overvejelser over den bekymrende situation for den grønlandske befolkning. Da Rink kom til Godthåb, forelagde han derfor sine egne planer om et fattigforstanderskab for ham som landets inspektør. Det blev indledningen til en række drøftelser, der resulterede i forslaget om forstanderskaberne, en slags lokale råd bestående af danske embedsmænd og en anset fanger fra hver plads i distriktet med missionæren som formand. Forstanderskabet skulle fungere som repræsentative organer i de grønlandske distrikter for at tage sig af lokale stridigheder og sociale problemer og dermed danne grundlag til begyndende grønlandsk selvforvaltning. De blev forsøgsvis realiseret i 1857 og ophøjet til lov i 1862 i Syd- og i 1863 i Nordgrønland. Rink håbede på denne måde at højne befolkningens levestandard ved at se grønlænderne modne i politisk henseende og dermed at kunne indlede en udvikling hen imod selvstyre og demokrati. Forstanderskabet skulle således være begyndelsen på et kommunalt selvstyre i Grønland, uafhængig af Handelens administration og Missionen, som det hed i det oprindelige forslag til deres oprettelse. Selvom Forstanderskabene fik en ikke ringe indflydelse på forholdene, idet befolkningen blev mere selvstændig og frigjort fra tidligere tiders armod, og der skabtes retstilstande med politimyndighed og domstol, begrænsede KGH s dominerende stilling alligevel befolkningens succes. Forstanderskabene eksisterede frem til 1908, hvor Styrelsesloven afløste Forstanderskabene med de nye Landsråd i Nord- og Sydgrønland og indførelsen af Kommuneråd. Forstanderskabene i Nuuk mødtes under hele deres virke i stenhuset i inspektørboligens have, den nuværende Rigsombudsmandens embedsbolig. Trykkeri Samtidig med at man kort efter Rinks ankomst til Godthåb begyndte at arbejde med forstanderskabstanken blev der også etableret et trykkeri på Godthåb Seminarium. Det står uklart, hvem der egentlig fik ideen dertil, men det kan vel tænkes at den opstod i dette meget frugtbare sammentræf af de originale personligheder. Selvom trykkeriet blev anbragt på seminariet og stort set alene betjentes af C.E. Janssen, Rasmus Berthelsen og seminarieeleverne, så engagerede Rink sig fra starten i projektet det er ham og hans ansætte der fik trykkeriet gjort funktionsdygtig. Som udgangspunkt benyttede han sig resterne af noget udstyr, som herrnhut missionæren i Godthåb Jesper Brodersen havde medbragt fra en rejse til Herrnhut i Sachsen i 1790. Det var ikke mere end en lille trykpresse med tilhørende skrifttyper. Med dette udstyr var den første grønlandske salmebog blevet udgivet i 1794. En af de første tryksager der udkom på Seminariets trykkeri var en lille lægebog, forfattet af Rink og Lindorff. Hæftet indgik formentlig i Lindorffs sundhedsfremstød med opførelse af sygehuset og uddannelse af lægemedhjælpere. Parti fra Godthåb, fotograferet og farvelagt af H.J. Rink ca. 1863. I forgrunden inspektørboligen og bag denne kirken med løgkuppel. Længst til højre første sal af Ilinniafissuaq, hvor seminarieforstanderen boede. Undervisningslokalet lå i stueetagen. Længst til venstre den stenbygning, der opførtes til Inspektørens trykkeri.

Trykkeriet var dog ikke tilstrækkelig stort. Det aftaltes derfor at man skulle søge yderligere midler bevilget. Her var Rink hurtigst og fik anskaffet en ny stentrykpresse og to håndpresser samt nødvendigt typemateriale og nye typer på KGHs regning i foråret 1857 mens han var i København. Dermed fik han etableret et egentligt bogtrykkeri. Det nye udstyr installerede han i et hjørne af inspektørens hovedhus. Der blev arbejdet under yderst primitive forhold, og igennem mange år lavede man trykvalser ved at smelte og støbe lim og sirup sammen, og ofte måtte man selv fremstille tryksværte af sod. I 1862 flyttede Rink trykkeriet fra inspektørens hovedhus til en lille nyopført stenbygning i inspektørboligens have. Denne stenbygning husede udover trykkeriet også forstanderskabets mødelokale og eksisterede frem til sin nedrivning i 1895. I årene 1893-95 blev der opført en ny bygning på Stephen Møllerip Aqq. 2, som skulle huse Sydgrønlands Bogtrykkeri og avisen Atuagagdliutit. I 1896 blev Rinks gamle håndpresse afløst af en jernpresse der medførte, at man kunne lave arbejdet noget hurtigere. Flytningen gav plads til anskaffelse af nye trykmaskiner sammen med hæfte- og beskærermaskine, som fortsat var hånddrevne. Først i 1926 blev der installeret motordrift, og man blev i stand til at trykke 1600 ark i timen. Atuagagdliutit I sit trykkeri publicerede Rink statslige tidener og referater fra forstanderskabets møder, han trykte grønlandske sagn og myter, og fra 1861 også den ny grundlagte avis Atuagagdliutit ( Uddelt læsestof / Læsning ). Var den sociale forsorg kommet ind i en rolig gænge ved grønlændernes medvirken gennem forstanderskaberne, var sproget en hemsko, som måtte fjernes. Rink så midlet hertil i udgivelsen af et blad, hvori alle problemer kunne drøftes på grønlandsk, og sproget således udvikles i debatten. Fuldt i Hans Egedes ånd tog han grønlænderne med i arbejdet, og lod efterhånden dem selv ganske lede redaktion og trykning. Avisens første redaktør var overkateket og seminarielærer Rasmus Berthelsen. Hans efterfølger blev Lars Møller ( Aqqaluk ), der virkede fra 1874 til 1922. Lars Møller skulle egentlig have været fanger, og mens hans far ville sende han ned til Grædefjorden så han kunne læres op, overtalte Rink faren til, at Møller skulle blive bogtrykker i stedet for. De første numre af Atuagagdliutit udkom i januar 1861 uden nogen Lars Møller, Aqqaluk (1842-1926). egentlig formålserklæring. Blot forklarede man i undertitlen at indholdet var nalinginnarnik tusaruminassasunik unikkaat, dagligdags fort- ved Atuagagdliutit og navngiver til Redaktør, litograf og illustrator ællinger om interessante emner. Avisen indeholdt dels lokalt oplysende stof (bl.a. om jagt og fiskeri), dels stof om fremmede forhold. Der Aqqaluks park. var kun ganske lidt nyhedsstof og kun ganske få læserbreve fik indpas. Af erindringer fra datiden fremgår det, at avisens anden redaktør Lars Møller i trofasthed mod undertitlen, i de første mange år forkastede alle indsendte bidrag, hvor folk gav udtryk for deres holdninger. Et særkende var de mange illustrationer af bl.a. Rasmus Berthelsen, Aron fra Kangeq og Jens Kreutzmann. Lars Møller prægede avisen med deres litografier, som var svært at realisere, særligt om vinteren, hvor trykmaterialet først skulle tøs op. Til tider fik han hjælp af Samuel Kleinschmidts plejebarn Kulorsi. Virksomheden var de første mange år i drift som en slags sæsonvirksomhed, hvor aktiviteterne var lukket i sommerperioden, og resten af året blev der lavet det, man kunne overkomme. Fra 1874 blev Atuagagdliutit trykt regelmæssigt med 12 numre om året. Oplaget var begrænset til 200-400 eksemplarer, og voksede først i 1926 til 2.400 eksemplarer. Efterhånden trykkede man også en del andre tryksager, fangerlister, almanakker, landsrådets forhandlinger og mange grønlandske bøger. Der var på dette tidspunkt beskæftiget syv medarbejdere. På sin vej til og fra arbejdet fra sit hus i den gamle bydel ved kolonihavnen (i dag Abel Egedep Aqqutaa 1) måtte Atuagagdliutits redaktør Aqqaluk have gået omkring parken og ved denne lejlighed have hilst og talt med de mennesker, både voksne og børn, han mødte. Hans Lynge skrev nemlig i sine erindringer om sin barndoms Nuuk bl.a.: Aqqaluk elskede børn, og derfor kunne alle børn i Nuuk uden at genere sig tale med den gamle mand.

Selve indholdet i Atuagagdliutit begyndte først at ændre sig i 1910. Spredte læserbreve fik nu indpas og fulgtes efterhånden op af en egentlig debat. Emnerne der tages op går bl.a. på det at være grønlænder, på børneopdragelse, på grønlændernes fremtid og på det grønlandske sprog, der kritiseres og diskuteres, på grønlændernes lønninger, om arbejdet i de nye lands- og kommuneråd, om ændringer i samfundet især blandt fangerne eller om Det åndelige og det materielles indflydelse på hinanden, som stammer fra debatten i peqatigiinniat. Lars Møllers hus på Abel Egedep Aqqutaa. Peqatigiinniat Den åndelige vækkelse udsprang af menighedsmøder, som kateketerne tog initiativet til i erkendelse af, at når folk så hyppigt gik i kirke, både hellig og søgn, var det ikke nok, at de bare lyttede til prædikenen. De skulle også forstå den. På møderne diskuterede man også befolkningens livsvilkår, og det lå i luften, at noget måtte ske. Dette førte til stiftelsen af de første kristelige foreninger, peqatigiinniat. I Nuuk var det Stephen Møller som i 1907 tog initiativet til stiftelsen af det kristelige foreningsliv, hvorfra det bredte sig til hele landet. Udover religiøse spørgsmål blev også verdslige emner drøftet gennem foredrag, oplæsning og diskussion. Peqatiqiiniats hus i Nuuk blev revet ned i 1950erne, men billedet nedenfor kan give en orientering om dens placering, nemlig til højre for det grønne hus foran kirken. Peqatiqiiniats hus i Nuuk. Foto: John Møller, Grønlands Nationalmuseum, 1774.

Landsrådet Med omdannelsen af forstanderskabene til landsrådene i 1911 ophørte også møderne i stenhuset i inspektørboligens have. Sydgrønlands Landsråd fik sin mødevirksomhed i samme bygning som Sydgrønlands bogtrykkeri og Atuagagdliutit holdt til, dvs. i Stephen Møllerip Aqq. 2. På denne adresse forblev Sydgrønlands Landsråd indtil 1925, hvor det flyttede tilbage til inspektørens hus, som netop var blevet udvidet med en tredjedel mod nord. 12 år senere, i 1938, flyttede landsrådet ind på den modsatte side af Hans Egedesvej i hus nummer 9, som siden 2013 huser Islands generalkonsulat. Men allerede et år senere, i 1939, stoppede landsrådene deres virke på grund af krigen, og Huset på Stephen Møllerip Aqqutaa nr. 2 dannede rammen for trykkeriet og tjente fra 1911 til 1925 også som mødested for Sydgrønlands Landsråd. i stedet for flyttede det såkaldte Centralkontor ind i bygningen, hvorfra hele den grønlandske centraladministration med Eske Bruun i spidsen efterfølgende blev styret. Inspektørens hus, som efter sin udvidelse med 1/3 del mod nord atter dannede rammen til parlamentariske møder fra 1925 til 1938. Bygningen på den modsatte side af inspektørens hus, som i dag huser Islands Generalkonsulat, tjente kun i et år (1938-39) som mødested for Sydgrønlands Landsråd. Efter krigen mødtes de to landsråd i gymnastiksalen bagved Seminariet. Gymnastiksalen blev et skelsættende sted, da landsrådene i forlængelse af Hans Hedtofts besøg i 1948 besluttede, at Grønland skulle nyordnes. I 1951 (?) blev der bygget baraklignende administrationskontorer på det område, hvor Inatsisartut er placeret i dag. Barakkerne gav plads til landshøvdingen, kæmnerkontoret (byens styring) og landsrådet, som mødesal samtidigt blev brugt som retssal. I 1966 blev den første sten lagt til Bygning B, som var den første i den kompleks der dagen i dag danner rammen for Selvstyrets administrationsbygninger. Seminariets gamle gymnastiksal blev taget i brug i 1908, og blev også brugt som bl.a. biograf, teater og basar. Fra 1941 (1948?) til 1953 (1951?) blev landsrådets møder holdt her.

Fra kajaksø til Arktisk Have Søen i området ved Aqqaluks park var en del større og dybere i 1950 erne og blev anvendt til drengenes kajaktræning fra gammel tid. Når søen isede til, kælkede børnene fra den ene store sten til den anden, som de i deres fantasi kaldte for kontinenter og transporterede passagerer, f.eks. fra Australien til Europa, og videre til Amerika. Søens omkredsende veje blev brugt til 400 m løb ved Nuuk-mesterskaber, og vejen fra Atuarfissuaq til Johan Holms Hus til 100 m løb. Området ved flagstangen fungerede også som samlingssted for Nuuk-borgere specielt ved 1. søndag i advent, når byens juletræ blev tændt, og Nytårsaften, når borgmesteren bød det nye år velkommen med kirkeklokkernes kimen i baggrunden. Derudover var det legeplads for Nuuks børn, hjemsted til byens første isbod og slagteplads for Johan Holms lam. Den Arktiske Have blev etableret i anden halvdel af 1970 erne på initiativ af kredsdommer og kommunalbestyrelsesmedlem Rita Heilmann. Det var også på dette tidspunkt, at man begyndte at kalde området for Aqqaluks park. Og det er her i Aqqaluks park, hvor Grønlands historie ligger, både missionsmæssigt, handelsmæssigt og administrationsmæssigt. Rink og hans med- og modspiller fik sat initiativer i gang i anden halvdel af 1800-tallet, som samlet set kan betegnes som de første skridt hen imod en samling af grønlænderne til eet folk med en følelse af stærk samhørighed. Dette var begyndelsen til udviklingen af kulturen i Grønland. Aqqaluks park er derfor tæt knyttet sammen med igangsættelsen af en kulturel udvikling, som i den grad har præget Grønlands udvikling som nation. Og derfor findes der næppe et mere egnet sted for placeringen af Inatsisartuts nye bygning end her, hvor landets parlamentarisme har taget sin oprindelse.

Aqqaluks park Stedet som binder det gamle med det nye Grunden på Aqqaluks Plads er placeret på en eng mellem Fritidshjemmet Aqqaluk, søen, seminariet og de arktiske haver og er på omkring 13.500 m2. Selve området er et bilfrit område, som skråner gradvis den mod Kolonihavene. Området er meget grønt om sommeren og generelt meget luftigt da der er sparsomt med bebyggelse. Bebyggelsen består primært af små sadeltagshuse som benyttes til bolig eller diverse formål. På den sydlige del er de arktiske haver og domkirken placeret, og øst for området er det markante seminariumsbygning placeret. Potentialer Områdets sparsomme bebyggelse giver oplagt mulighed for at opføre et større byggeri som kan fremhæve sig AQQALUKS selv samtidig med at området PLADS Stedet som binder det gamle med det nye fortsat kan have sin grønne og luftige karakter. Byggeriet vil kunne opleves Grunden på Aqqaluks Plads er placeret på en eng mellem til Fritidshjemmet at blive Aqqaluk, en form søen, seminariet for vartegn og de for Områdets området. sparsomme Området bebyggelse giver indbyder oplagt mu- Potentialer fra mange sider af området og har potentiale arktiske haver og er på omkring TILGÆNGELIGHED 13.500 m2. Selve området er et bilfrit område, som skråner gradvis den mod sig selv samtidig med at området fortsat kan have sin INFRASTRUKTUR lighed for at opføre HAVUDSIGT et større byggeri som kan fremhæve IKON til en flot ankomst til byggeriet omringet af historiske bygninger, domkirken og seminariet, som kan være en Kolonihavene. Området er meget grønt om sommeren grønne og luftige karakter. Byggeriet vil kunne opleves og generelt meget luftigt da der sparsomt med bebyggelse. Bebyggelsen kan med består placeringen primært af små sadeltag- skabe form en fortælling vartegn området. omkring Området indbyder mødet til en fra mange sider af området har potentiale til at blive en del af historiefortællingen for området. Byggeriet shuse som benyttes til bolig eller diverse formål. På den flot ankomst til byggeriet omringet af historiske bygninger, domkirken og seminariet, som kan være en del mellem det gamle og nye. Derudover vil der være flot udsyn fra byggeriet til den gamle bydel og miljøet på sydlige del er de arktiske haver Aqqaluks Plads med søen og de grønne omgivelser. Områdets PLACERING og domkirken placeret og øst for området er det markante seminarium bygning af historiefortællingen for området. Byggeriet kan med placeret. størrelse skaber 1 placeringen god plads skabe en til fortælling pladsdannelse omkring mødet mellem det gamle og nye. Derudover vil der være flot udsyn fra Grundens historik og nuværende brug byggeriet til den gamle bydel og miljøet på Aqqaluks og parkering, som evt. kan placeres i kælderen. Tilgængelighed til området er også relativt nemt, da bybusserne kører i området og vejene omkring er relativ brede. Udfordringer AQQALUKS PLADS Aqqaluks Plads er navngivet efter Atuagagdliutits / AG s grundlægger Lars Møller, som til dagligt blev kaldt Aqqaluk. Efter sigende boede Aqqaluk i området hvorfor det i dag hedder Aqqaluks Plads. Der har på grunden ikke været noget nævneværdigt byggeri, formentlig pga. områdets grundforhold. DOMKRIKE Tidligere har området været benyttet til sneskuptur festival, dog sker der ikke noget PRINCIPSNIT nævneværdigt i området Plads med søen og de grønne omgivelser. Områdets størrelse skaber god plads til pladsdannelse og parkering, som evt. kan placeres i kælderen. Tilgængelighed til området er også relativt nemt, da bybusserne kører i området og vejene omkring er relativ INATSISARTUT brede. Udfordringer længere udover folk der kommer og fodre ænder ved Udover mulige udfordringer grundforholdene kan give Udover mulige udfordringer grundforholdene søen. kan give er den største udfordring den formentlig største udfordring formentlig Nuummiuternes Nuummiuternes protester for placeringen. Derudover har kommunen planlagt en større borgerinddragelsesproces for udviklingen udvik- protester for placeringen. Derudover har kommunen Kommunen har planlagt planer om at omdanne en større området til et regulært parkområde med diverse faciliteter. af området. lingen af området. Kommunen har planer om at omdanne området til et regulært parkområde med diverse faciliteter. Grun lem arkt råde Kolo og g byg shus sydl og ø plac Gru Aqq AG s Aqq det ikke omr Tidli tival læn søen Kom regu TILGÆNGELIGHED INFRASTRUKTUR HAVUDSIGT IKON PARKERING NATUR / GRØNT FOLKELIGHED GENHUSNING TIDSPLAN PLACERING 1 PLACERING 2 OMRÅDET SET FRA ØST DOMKRIKE INATSISARTUT SØ DOMKRIKE INATSISARTUT SØ PRINCIPSNIT OMRÅDET SET FRA ØST OMRÅDET SET FRA SYD OMRÅDET SET FRA SYD

Inatsisartut Postboks 1060 3900 Nuuk Telefon +299 34 50 00 inatsisartut@inatsisartut.gl www.inatsisartut.gl Vers 03/2014