Æbelholtbogen efter middelalderen

Æbelholtbogen efter middelalderen Af Erik Petersen, Det Kongelige Bibliotek Æbelholtbogen (se billedet på forsiden) hører til de bedst bevarede genstande fra Danmarks middelalderlige klostre. Skrevet på pergament og solidt indbundet i træplader overtrukket med læder engang i 1400-tallet, fremstår den gamle bog i dag i næsten samme skikkelse, som da den blev til. Mens klostrets mure er forsvundet med det liv, der rørte sig bag og omkring dem, fungerer Æbelholtbogen endnu så godt som da den blev fremstillet. Intakt og uberørt af historien er den ikke, men det er stadig en bog, der kan læses, blades i og bruges. men også utallige andre bøger, hvis brug og mening var uløseligt knyttet til den gamle kirke: Bibler på latin, liturgiske bøger, der dannede grundlaget for gudstjenesten overalt i landet, og store dele af den opbyggelige og teologiske litteratur fra kirkefædrene frem til senmiddelalderen. Fra at have været uundværlige redskaber med indlysende funktioner i den gamle kultur blev bøgerne til ubrugelige levn fra en fortid, som den ny tid bevidst og effektivt distancerede sig fra. Biblen skulle nu læses i dansk og ikke i latinsk oversættelse, ligesom gudstjenesten skulle Æbelholtbogen I Æbelholtbogen kan man læse breve fra høje gejstlige og magtfulde mænd - paver, biskopper og konger, som tildelte klostret de økonomiske privilegier og rettigheder, der var en forudsætning for dets eksistens. Det er den store verdens store mænd, der taler i disse breve: biskop Absalon, pave Alexander, kong Valdemar, abbed Vilhelm selv og andre prælater og magnater. Men der optræder også jævne mennesker, hvis eksistens og navne for længst ville være glemt, hvis ikke de var blevet prentet på bogens sider af pergament: Mads Eriksen, Jeppe Nielsen og Anders Olsen - personer, der har skødet jord eller haft andre materielle mellemværender med klostret, hvis detaljer er noteret med stor præcision, fordi der var tale om retsgyldige dokumenter. Derfor er også store dele af den Nordsjællandske geografi i høj grad nærværende i bogen. Velkendte stednavne som Bagsværd og Børstingerød, Hammersholt, Hillerød og Havelse, Helsinge, Skævinge, Tibirke og mange flere vidner om klostrets brede økonomiske fundament i en vid radius omkring klostrets egne mure. Efter Reformationen Med reformationen mistede Æbelholtbogen sin betydning og relevans. Bogen indeholder afskrifter af dokumenter, der bevidner klostrets privilegier, rettigheder og besiddelser, og de faldt alle bort med reformationen. Æbelholtbogen blev irrelevant, som det skete for tusindvis af andre bøger fra middelalderen. Ikke alene dokumentbøger som Æbelholtbogen, Fig. 1. Første side i Æbelholt klosters brevbog, et brev fra år 1171. Brevbogens første ord, Absalon, kunne nok få en senere tid til at spærre øjnene op, og det er da også biskop Absalon, der er tale om. I brevet tager han klostret, mens det endnu lå på Eskilsø i Roskilde Fjord, under sin beskyttelse og stadfæster dets rettigheder og besiddelser, bl.a. i Tjæreby, Harløse, Gundsømagle, Kirkerup og Gerdrup. 14

gennemføres på dansk. Og kirkens præster skulle koncentrere sig om Martin Luthers lære og ikke om middelalderlig latinsk teologi. De gamle bøger gik ud af brug, blev ligegyldige og i nogle tilfælde genstand for foragt. Derfor er kun et meget lille antal af de bøger, der var i brug i middelalderens Danmark, bevaret. Gamle dokumenter i en ny tid Brødrene i Æbelholt har haft brug for mange bøger, både i deres virke som præster og som praktiserende munke. De har haft behov for et bredt spektrum af liturgiske og teologiske bøger, men har utvivlsomt også haft brug for at konsultere fagbøger om medicinske spørgsmål. Af alle de bøger, der engang må have befundet sig på Æbelholt, er kun dokumentbogen bevaret. At vi endnu har den, er heldigt, for mange tilsvarende bøger fra andre klostre er gået tabt. At det netop er den af Æbelholts bøger, der er bevaret, er til gengæld næppe tilfældigt. I den første tid efter reformationen har den gamle kirkes mænd vel endnu håbet, at tingene engang ville falde til ro igen og verden vende tilbage til sit rette leje. For klostrets sidste abbed og munke har der derfor været god grund at passe særlig godt på Æbelholtbogen. Man har haft prægtigere bøger end denne, men ingen, der var vigtigere for klostrets jordiske økonomi. Skulle det igen blive muligt, ville bogen kunne bruges som dokumentation for klostrets rettigheder og legitime adkomst til en række økonomiske kilder. Det blev som bekendt ikke muligt, og Æbelholtbogen havde for altid mistet sin oprindelige dokumentariske værdi. Men det faktum, at den overlevede de store omvæltninger gav den snart en anden værdi, nemlig som historisk kilde. Fig. 2. Arne Magnussen (1663-1730). Arne Magnussen Første gang Æbelholtbogen bliver synlig efter middelalderen er i form af en afskrift fra 1680erne. Den er lavet af ingen ringere end islændingen Arne Magnussen (1663-1730, Fig. 2), som siden blev berømt som indsamler af de islandske håndskrifter. Som ung arbejdede Arne i en årrække som amanuensis for kongelig antikvar Thomas Bartholin (1659-1690). Hans arbejde for Bartholin bestod ikke mindst i at lave afskrifter af ældre kilder til Danmarks historie et arbejde, der snart skulle vise sig uhyre værdifuldt, fordi mange af de middelalderlige håndskrifter, han kopierede, siden gik til grunde under Københavns brand i 1728, der bl.a. gjorde Universitetsbiblioteket med dets store skatte til aske (Fig. 3). Det gælder for mange af de skriftlige kilder fra dansk middelalder, at vi alene kender dem fra kopier fra det lærde 1600-tal og den tidlige oplysningstid. Æbelholtbogen var i 1728 endnu ikke indgået i Universitetsbiblioteket, som siden skulle blive bogens hjemsted. Det fremgår af en note skrevet af Arne Magnussen selv, at kopien er foretaget efter et pergamenthåndskrift i folioformat, tilhørende Otto, greve af Rantzau. Denne note er vigtig til belysning af Æbelholtbogens historie. Den viser nemlig, at Æbelholtbogen i denne periode har befundet sig i samme samling som flere andre betydelige håndskrifter, bl.a. Øm Klosters Krønike, Esrombogen, Århus kapitels brevbog, Næstvedkalendariet og et håndskrift med ærkebiskop Anders Sunesens store digt om Skabelsen, Hexaemeron. Arild Huitfeldt og Otto Rantzau Otto Rantzau synes ikke selv at have haft interesse for middelalderlige kilder, som dem han gemte i sit bibliotek. At han til gengæld åbnede døren til dets skatte for lærde som Arne Magnussen og Thomas Bartholin, vidner om hans ansvarlighed overfor en 15

Fig. 3. Stik fra 1749 af rundetårn og Trinitatis kirke, hvor Universitetsbiblioteket lå på kirkens loft. Æbelholtbogen var gudskelov ikke kommet til biblioteket ved Københavns brand i 1728, men kom dertil efter den hurtige genopførelse. skat, som han efter alt at dømme intet havde gjort for at samle. Håndskrifterne var nemlig kommet til ham med hans hustru, Sophie Amalie (1648-1710). Via hende kan håndskrifterne til gengæld ad snørklede veje føres tilbage til en samler med overordentlig stor interesse for kilderne, nemlig kansleren og historikeren Arild Huitfeldt (1546-1609, Fig. 4), forfatteren til den omfattende Danmarks Riges Krønike, der udkom i en halv snes bind i årene omkring 1600. Da Arild Huitfeldt døde ugift i 1609, gik hans håndskrifter i arv til hans søster Beates søn, den senere rigsråd Christoffer Ulfeldt (1583-1653). Sophie Amalie havde i sit første ægteskab været gift med en sønnesøn til denne af samme navn, Christoffer Ulfeldt til Svenstrup (1643-70). Hun har åbenbart overladt de håndskrifter, hendes første mand havde efterladt sig, til sin anden mand, Otto Rantzau. Christian Rantzaus donation Nationale klenodier som de håndskrifter, Huitfeldt aktivt havde opsøgt og Otto Rantzau passivt overtaget, hører naturligt hjemme på et offentligt bibliotek. Heldigvis forblev de i privat eje en generation endnu. Havde Otto Rantzau selv skænket dem til Universitetsbiblioteket, var de gået til grunde i 1728. I stedet gik de i arv til Ottos søn Christian Rantzau 16 (1684-1771), og det var netop for at afbøde tabet af de mange håndskrifter under den store brand, at Christian Rantzau skænkede samlingen til Universitetsbiblioteket i 1731. Efter katastrofen skulle biblioteket og dets samlinger genopbygges, og det skete i resten af 1700-tallet både ved offentlige køb og private gaver. Rantzauernes håndskrifter blev et vigtigt fundament i den nyoprettede samling, som man kaldte E donatione variorum, Håndskrifter indgået som gave fra forskellige, forkortet E don. var. Jacob Langebek Normalt vil et håndskrift være sikret for forskningen og for eftertiden, når det er havnet i et offentligt bibliotek, hvis fornemste opgave er at indsamle, bevare og formidle kilder til nationens historie. Som branden i 1728 viste gives der dog ingen garantier - katastrofer kan indtræffe. Men også almindelig lemfældighed kan true kilderne, og det er netop Æbelholtbogens historie i 1700-tallet et lidet flatterende eksempel på. Det begyndte godt nok. Den unge historiker Jacob Langebek (1710-1775) benyttede sig i 1736 af, at Æbelholtbogen nu var tilgængelig på Universitetsbiblioteket til at lave en kopi af håndskriftet. Langebek lagde senere i livet grunden til det monumentale værk Scriptores Rerum Danicarum, Kildeskrifter til Danmarks Historie, og nåede selv at udgive de første bind af værket, hvis sidste bind udkom mere end 100 år efter det første. Æbelholtbogen er udgivet i værkets sjette bind, der udkom i 1786, en halv snes år efter Langebeks død. Det var derfor hans efterfølger, P. F. Suhm, der besørgede udgaven. Men han måtte gøre det på grundlag af den afskrift, Langebek havde lavet et halvt århundrede tidligere, og ikke efter det originale håndskrift. Æbelholtbogen selv var nemlig i mellemtiden forsvundet! Midlertidigt bortkommet Ærgrelsen over tabet fornemmes endnu dugfrisk af udgavens forord, der beretter om en intens men for-

håndskriftet dukkede op. Til gengæld er Langebek og Suhm af senere historikere blevet kritiseret for deres redaktion af Æbelholtbogens dokumenter efter et kronologisk princip, som ikke respekterer håndskriftets rækkefølge. Under muld og støv hos Møllmann Med næsten overdreven diskretion undlader udgiveren at oplyse, hvor og under hvilke omstændigheder man have genfundet håndskriftet. Men diskretion var berettiget, for sagen om det bortkomne og genfundne håndskrift var både pinlig og trist - og langt fra enestående. Æbelholtbogen var nemlig midlertidig forsvundet i mængden af privat hjemlånte håndskrifter hos Det Kongelige Biblioteks chef, Bernhard Møllmann (1702-1778). Møllmann, der var historiker, har sikkert haft en legitim, fagligt begrundet interesse i håndskriftet, men den gamle mand havde tydeligvis mistet overblikket over lånt og eget i sit Fig. 4. Arild Huitfeldt (1546-1609). gæves søgning efter kilden. Det lignede en skandale et uvurderligt håndskrift fra dansk middelalder, der forsvandt sporløst fra det Universitetsbibliotek, som havde modtaget det som gave med den indlysende forpligtelse til at bevare det for eftertiden. Æbelholtbogen var dog ikke gået endegyldigt tabt. Håndskriftet dukkede faktisk op under selve trykningen af de tekster, håndskriftet indeholdt, helt præcist da man var færdig med satsen til side 168 af bind 6 af Scriptores. Det meddeles i en kort redaktionel notits på s. 218, efter slutningen af selve udgaven. Her gives der tillige en kort beskrivelse af håndskriftet: Det består af 100 blade i lille folioformat, nummereret med blyant af Langebek; det er kopieret af flere hænder, uden iagttagelse af den kronologiske rækkefølge, som Langebek og Suhm valgte at organisere teksterne efter i afskriften og udgaven. At Langebek efter Suhms opfattelse havde gjort sit arbejde ordentligt, da han lavede sin afskrift i 1736, fremgår af at udgiveren kun meddeler syv mindre rettelser og tilføjelser til den tekst, der allerede var sat de første 50 dokumenter - da Fig. 5. Side 13 i brevbogen, Confirmatio allexandri, dvs. pave Alexander III, som tager St. Thomas af Paraclitus (Æbelholt) under sin beskyttelse, stadfæster dets besiddelser og formulerer dets rettigheder. Brevet er fra 1180 eller 1181. 17

hjemlige bibliotek. Efter hans død forefandt man adskillige håndskrifter i hans bo, fortrinsvis tilhørende det bibliotek, han var sat til at lede, men også mange, som tilhørte Universitetsbiblioteket og andre institutioner. Om et af dem, et smukt illumineret Livius-håndskrift som tilhørte Borchs Kollegium, hedder det i en samtidig kilde, at den blev funden nedgraven under Muld og Støv i den Møllmannske Bogsamling. Det var i denne bibliotekariske grav, at Æbelholtbogen var forsvundet. Alt blev dog gravet frem af dyngerne igen, og der blev udarbejdet et katalog over de håndskrifter, man fandt i boet efter Møllmann. Æbelholtbogen er anført som nummer 58 blandt folianterne: En Pergaments Codex indeholdende adskillige Gavebreve, Bevillinger etc. fra Biskop Absalon, Paverne Alexander, Honorius, Gregorius etc. Kongerne Christopher, Valdemar etc. fra Anno 1171 til henimod 1500. Den sidste flytning De fleste af de lånte håndskrifter blev afleveret til de rette ejere i 1782 eller kort efter. Det gælder også Æbelholtbogen. Det var efter, at man på Universitetsbiblioteket havde lukket samlingen E donatione variorum og registreret dens indhold, uden at erindre at Æbelholtbogen, som de øvrige Rantzauske håndskrifter, hørte hjemme i den. I stedet blev Æbelholtbogen indlemmet i den nyoprettede samling Additamenta, Samlingen af nytilkomne håndskrifter. At Æbelholtbogen havnede i den nye samling har i nogen udstrækning sløret den historie, den har fælles med de andre håndskrifter skænket af Rantzau. Den var ikke et nyere additamentum, men hørte til kernen i den samling, man begyndte at opbygge efter branden i 1728. I de sidste knap 70 år har Æbelholtbogen befundet sig på Det Kongelige Bibliotek, hvortil alle Universitetsbibliotekets håndskrifter blev overført i 1938. En flytning på få hundrede meter, den sidste etape af en rejse, der sammenlignet med mange andre håndskrifter har været kort og relativt udramatisk. Fig. 6. Den sidste side i brevbogen med brev nr. 138. Brevet er udateret, men fra ca. år 1500. Lakseglet i hjørnet har over skjoldet en rangkrone. Det er Rantzaus og antageligt Otto Rantzaus, som i 1671 fik grevepatent. 21. maj 2006. I Skjalm Hvides fodspor Lokalhistorisk Forening i Frederiksværk tilbyder i samarbejde med Folkemuseet i Hillerød en forårsudflugt for foreningernes medlemmer til Vestsjælland, søndag den 21. maj, hvor vi i bus kører - og ind imellem går - i Hvidernes fodspor. Turens guide er Finn Erik Kramer. Pris pr. person kr. 250,- inkl. bus, mad og eftermiddagskaffe. Drikkevarer dog for egen regning. Bus afgår fra: Melby Kirke ved Lindebjergsvej kl. 8.00, ved Frederiksværk Torv kl. 8.10, Kregme Kirke kl. 8.20, Ølsted Brugs kl. 8.25, St. Havelse kl. 8.30 og Folkemuseet i Hillerød, Frederiksgade 11 kl. 9.00. Tilmelding senest den 11. maj. Tilmelding og nærmere oplysninger hos Carl Jensen 47 74 93 35 eller Bengt Sørensen 47 92 38 44. 18