Pinsebevægelsen i 100 år. ICQUS nr. 4, 2001 157

Pinsebevægelsen i 100 år - en slags folkelig katolicisme? Af lektor Ph.d Kurt E. Larsen Den 1. januar 1901 dedicerede paven i Rom det nye århundrede til Helligånden ved at synge Kom Helligånd på århundredets første dag. Den selvsamme dag - men på et helt andet sted i verden - blev pinsebevægelsen til, da en amerikansk kvinde begyndte at tale i tunger. Et århundrede efter kan man konstatere, at pinsebevægelsen blev 1900-tallets mest betydningsfulde bevægelse i den kristne kirke. Der har aldrig før i kirkehistorien været en missionsbevægelse, der er vokset så hurtigt. I dag er pinsebevægelsen - bredt forstået - den næststørste af de kristne traditioner, kun overgået af den romersk-katolske kirke. I det følgende ser jeg dog bort fra den karismatiske bevægelse i de gamle kirker og de utallige uafhængige karismatiske kirker og focuserer på den klassiske pinsebevægelse. Målet med artiklen er at pege på en - for nogen sikkert ret overraskende - tæt samhørighed mellem den klassiske pinsebevægelse og romerkirken. Mange vil anse de to for at være hinandens absolutte modpoler - man kan blot tænke på de afgørende forskelle i sakramentsynet og i kirkeopbygning. Historisk har forholdet mellem de to også været meget belastet, idet den romersk-katolske kirke ofte for pinsefolk har stået som indbegrebet af kirkelig traditionalisme og ufrihed - ja som den store skøge fra Åbenbaringsbogen - mens katolikker til gengæld ofte har anset pinsefolk for at være sværmeriske proselytmagere. Heroverfor står så en ledende forskers vurdering af pinsebevægelsen som en slags folkelig katolicisme: If one is not prepared to consider Pentecostalism as a kind of popular Catholicism, a catholic piety without the theological and juridical Überbau of the catholic Church, one would at least have to see Pentecostalism as a denomination sui generis 1. I det følgende vil jeg påpege nogle forhold i pinsebevægelsens baggrund og udvikling for nærmere at indkredse forholdet mellem romersk katolicisme og pinsebevægelse. Begyndelsen i 1901 På en bibelskole i Topeka, Kansas, i USA havde man studeret Apostlenes Gerninger og var nået frem til at tegnet på at være døbt med Helligånden var tungetalens nådegave. Og kort tid efter, i 1901, oplevede man, at een af eleverne talte i tunger. Det epokegørende ved denne begivenhed var ikke, at hun talte i tunger. Det var ikke et ukendt fænomen i amerikanske vækkelseskredse i 1800-tallet endsige i kirkens ældre historie 2. Det nye var heller ikke, at der lagdes en sådan vægt på Helligåndens dåb, for det var meget udbredt i slutningen af 1800-tallet i Holiness-bevægelsen. Det nye var kombinationen: Tungetalens gave som selve tegnet på, at man var døbt med Helligånden. På grund af begivenhederne i Kansas, kan pinsebevægelsens begyndelse fastsættes til 1901. Holiness-bevægelsen som forløber Den schweiziske ex-pinsepræst Walter Hollenweger, der er nestor inden for den videnskabelige behandling af pinsebevægelsen på verdensplan, taler om pinsebevægelsens 5 rødder, 1 Hollenweger i: Kärkkainen, p. 230f. Se også Hollenweger 1997, p. 177. 184f 2 Synan 87ff. 110f. 237f Pedersen, p. 23.49ff. 85f. 95. ICQUS nr. 4, 2001 157

Kurt E. Larsen hvoraf de fire var taget i arv fra Holiness-bevægelsen, der fra 1867 var udbredt i mange amerikanske kirkesamfund - og som igen i høj grad byggede videre på arven fra John Wesley. Opstillingen kan diskuteres i detaljerne 3, men utvivlsomt har han ret i at pinsebevægelsen i høj grad byggede videre på Holiness-bevægelsen - som den store danske kender af de internationale vækkelsesbevægelser, Elith Olesen, i øvrigt har gennemgået meget grundigt i sin disputats fra 1996: De frigjorte og trællefollet. Holiness-bevægelsen var kendetegnet af ønsket om et liv i størst mulig hellighed - et liv i fuld overgivelse til Gud. Almindeligvis talte man i holiness-kredse om helliggørelse som en second blessing - en begivenhed, adskilt fra omvendelsen (og naturligvis dåben), hvor man momentant oplevede en frigørelse til et højere kristenliv. I 1800-tallets slutning, en tid med voksende velstand i USA og med stigende vægtlægning på præsternes teologiske uddannelse og på kirkernes sociale og kulturelle betydning, var holiness-bevægelsen på mange måder en reaktion. Man ville genoplive That Old Time Religion fra vækkelsestiden. Langt på vej var der også tale om en genoplivelse af træk fra metodismens vækkelse, idet man genoptog traditionen for Camp Meetings, hvor stærke følelsesmæssige udbrud forekom som i metodismens storhedstid. Igen forekom der tungetale og folk kunne råbe og gø ved møderne. De samme træk forekom for øvrigt også i mormonernes sekt, der på den måde også kan ses som en - helt afartet - del af det amerikanske vækkelsesmiljø. Allerede før 1900 var vægtlægningen på dåben med Helligånd og ild og forventningen om en ny, kommende pinsetid så udbredt i Holiness-kredse, at det var populært at benævne kirker Pentecostal Churches of America eller Pentecostal Holiness Church. Det var altså ikke først begivenheden i Kansas, der skabte pinsebevægelsens navn. Fra at tale om dåben med ild som en third blessing - efter omvendelsen og helliggørelsen - var der ikke langt til hævdelsen af tungetalen som selve tegnet på dåben med Helligånden 4. Der var på mange måder langt fra holiness-bevægelsen til romerkirken, men der var dog også nogle fællestræk: Wesley var som nærmest højkirkelig engelsk præst præget af katolske opbyggelsesbøger. Han - og hele hans tradition frem til pinsebevægelsen - var arminiansk i sin teologi, dvs. lægger vægt på menneskets afgørelse og valg i omvendelsen. Den katolske kirke har som bekendt noget af den samme tradition, modsat den lutherske kirke, der har set dybere i syndens alvor 5. Inspiration fra Restoration-bevægelsen Præsten Irving og hans katolsk-apostolske kirke, der sprang frem i 1830'ernes England ønskede at genskabe det oldkirkelige menighedsliv. Her forekom også tungetale og profeti ved gudstjenesterne. Irvingianerne var en udpræget restoration-bevægelse, og som sådan udgør den en vigtig del af pinsebevægelsens forhistorie. Allerede navnet peger jo frem mod den fløj af pinsebevægelsen, der kalder sig Apostolsk Kirke, der dog har voksendåb, mens Katolsk-Apostolsk kirke med sin barnedåbspraksis stod folkekirken nær. Genrejsningstankegangen har hele pinsebevægelsen fælles med Irving. Apostolsk Kirke har en stadigt stigende 3 Hollenweger 1997, p. 14. Madsen, p. 293, nævner med rette også som tros-helbredelsesbevægelsen og restorationbevægelsen som en del af pinsebevægelsens baggrund. 4 Se foruden Olesens nævnte bog, Synan p. 11ff. 49ff. 63ff. 82. 282 og Anderson, p. 12ff. 5 Synan, p. x og 3. Hollenweger 1997, p. 165.169 Kärkkäinen, p. 104ff. 119 158 ICQUS nr. 4, 2001

grad af genrejsning af kirken som sin selvforståelse: Luther genrejste retfærdiggørelseslæren, Calvin genrejste tanken om bibelsk menighedsorden, Wesley genrejste helliggørelseslæren, med pinsevækkelsen kom åndsdåben og de åndelige nådegaver tilbage - og toppunktet var Apostolsk Kirke, der genrejste de 5 tjenester til ledelse af kirken: apostel, profet, evangelist, hyrde og lærer. Der er på nogle punkter langt fra Apostolsk kirke til romerkirken, men ved ønsket om at ville bygge menighedslivet op efter bibelske idealer kommer den alligevel til at minde om romerkirken. Romerkirken lagde også vægt på vigtigheden af kirkens ydre orden og kontinuiteten med det apostolske udgangspunkt, blot ved en vægtlægning på successionen. Ved fokuseringen på den ydre kirkeorden adskiller begge sig fra den lutherske tradition, hvor man traditionelt har anset kirkeordningsspørgsmål for adiafora 6. Den afrikanske baggrund Blandt Hollenwegers fem rødder til pinsebevægelsen findes også den sorte mundtlige rod. Lederen af bibelskolen i Topeka var Charles F. Parham - en hvid og ret racistisk indstillet prædikant. Derfor måtte den sorte W. J. Seymour, søn af en negerslave, stå uden for døren på bibelskolen, hvis han ville lytte med. Seymour tog pinsebevægelsens lærdom med sig, da han i 1906 blev prædikant i en holiness-kirke i Los Angeles. Seymour skabte straks splittelse i sin menighed med den nye lære om tungetale som tegnet, og han lejede så en bygning i Azusa Street til sine møder. Los Angeles havde aldrig set et kirkeliv mage til det, der udspillede sig hos Seymour. Der var møder næsten hele døgnet; folk råbte og skreg, faldt omkuld, begyndte at tale i tunger, sang i Ånden, fik uddrevet onde ånder. Folk af begge køn og alle aldre og racer og sociale lag prædikede og vidnede og bad. Hvad der skete i Azusa Street var blandt andet dette, at pinsebevægelsen fik præg af den mundtlige kultur i de afro-amerikanske miljøer. En vis arv fra de afrikanske religioner var fulgt med negerslaverne over i de afro-amerikanske kirker, så der var blevet tale om en særlig mødekultur i de farvedes kirker. Dans og trommer indgik i gudstjenesten, der også blev præget af en høj grad af emotionalitet, bevægelighed, engagement og spontanitet. Pinsebevægelsen har ikke indført disse ting, men blot videreført dem. Pinsebevægelsens særlige budskab om nådegaverne passede dog specielt godt ind i dette miljø, for det begrundede hvorfor alle kunne/ burde medvirke ved gudstjenesten. Pinsebevægelsens understregning af Helligåndens umiddelbare ledelse og indgreb støttede også tanken om en spontan gudstjenesteform. I den sorte, mundtlige kultur fik man et fromhedsliv og en gudstjenesteform, der var ganske anderledes end det, der er vokset ud af en vesterlandsk, skriftlig kultur og inspireret af en teologiprofessor som Martin Luther eller en jurist som Calvin. Hans Hauge sammenlignede i Kr. Dagblad med rette Desmond Tutus medvirken på Danske Kirkedage i 2001 med LokalTV-gudstjenesterne fra Århus pinsemenighed. Sammenhængen skyldes ikke, at Desmond Tutu tilfældigvis har samlet lidt inspiration op hos de mange pinsefolk i Sydafrika, men fordi såvel han som pinsebevægelsen er af afrikansk rod. For afrikanerne virker hele pinsebevægelsens stil og mundtlighed med rette hjemligt - og de er stolte af, at 6 Se jubilæumsbogen: Apostolsk Kirke i Danmark 1924-1974, Roskilde 1974, p. 12-20. Kärkkäinen, p. 99 Madsen, p. 67ff ICQUS nr. 4, 2001 159

Kurt E. Larsen der endelig er et kirkesamfund, der kan siges at være vokset ud af en afrikansk kultur 7. Som det fremgår af følgende tabel vokser pinsebevægelsen specielt hurtigt på Afrikas kontinent 8. Figur 1: Pinsebevægelsen - fordelt på verdensdele Verdensdel tilknyttede 1960 tilknyttede 1995 Vækst Afrika 1.731.000 20.851.000 1204 % Oceanien 68.000 754.000 1109 % Asien 1.375.000 12.461.000 906 % Amerika 7.872.000 68.345.000 868 % Europa 1.123.000 3.345.000 298 % i alt 12.168.000 105.756.000 869 % Der er tilsyneladende langt fra afrikansk kultur til den vestligt prægede romerkirke. Men den afrikanske forståelse af de åndelige kræfters betydning i verden giver en forbindelseslinje til romerkirken, der via sit traditionsbegreb ikke har glemt den oldkirkelige forståelse af livet som en kamp mellem Gud og Djævelen. Ad forskellige veje når begge traditioner til et før-moderne standpunkt og dermed tættere på det bibelske. Fra Azusa Street til verdens ende Vækkelsen i Los Angeles i 1906 blev hastigt kendt ud over jorden. Det lå i vækkelsens selvforståelse, at Helligånden var blevet udgydt på en særlig måde i endetiden, fordi der skulle drives mission, og en stærk missionsvirksomhed blev følgen over hele jorden. Hjemme i Azusa Street blev bevægelsen derimod ret kortvarig. Det kom til et brud mellem Parham og Seymour. Racespørgsmålet og mødeformen adskilte dem, og Parham tog også afstand fra, at møderne havde givet plads for folk fra okkulte bevægelser. Til gengæld kom Parham under anklage for moralske fald 9. 7 Synan, p.178ff Anderson, p. 15 Jongeneel 1992, p. 74f 8 Her - og i de følgende statistikker - stammer tallene fra World Christian Handbook, London 1997. 9 Synan, p. 100ff 160 ICQUS nr. 4, 2001

Allerede fra første færd led den nye bevægelse under interne splittelser, moralske fald og en vis leddeløshed i læremæssige spørgsmål. I USA blev det hurtigt sådan, at sorte og hvide fik hver deres egne pinsekirker. Netop de splittelser, der var bevægelsens svage side, kan dog også ses som dens styrke. Fordi alle pinsefolk i princippet var missionærer og prædikanter, blev bevægelsen udpræget lægmandsorienteret - og dermed tog pinsebevægelsen mere end noget andet kirkesamfund præg af sine omgivelser. Den blev meget opsplittet, netop fordi den blev præget af det sociale lag, den race og subkultur, den enkelte virkede iblandt. Der er på een måde langt fra den splittede pinsebevægelse til den hierarkiske romerkirke, men begge kirker er dog fælles om i praksis at være katolske - således at der bliver plads til folk med forskellig social, kulturel og sproglig baggrund. Katolsk tradition har været rummelig med hensyn til fx spiritualitet og nye bevægelser - kirken skulle jo være katolsk. Pinsebevægelsen forbinder man normalt ikke med rummelighed, men på sin vis er den det dog. Fordi den ikke holdes sammen af nogen formuleret lære, findes der inden for bevægelsen store læremæssige forskelle: Der findes pinsekirker, der afviser treenighedslæren og andre, der praktiserer barnedåb 10. Først og fremmest er bevægelsen rummelig, fordi den i så høj grad har formået at tage skikkelse af den kultur, den virker i. De evangeliske kirker vil også være katolske i den forstand, men bliver vist alligevel ofte mere fastlåste i deres udtryk og virkeformer, jf. den udbredte danske tanke om orgelet som det helt selvfølgelige og uerstattelige kirkemusikinstrument. Fattige menneskers kultur er som regel mundtlig, og fra begyndelsen fik pinsebevægelsen held til specielt at samle de fattige og marginaliserede i samfundet ind i egne menigheder med egne ledere. I 1995 var pinsebevægelsen med 23 millioner tilknyttede den tredjestørste kristne konfession i USA - efter den romersk-katolske kirke (59 millioner) og baptisterne (43 millioner). Men USA er dog ikke længere pinsebevægelsens højborg, idet vægten er flyttet til tredje verden, hvor tre fjerdedele af verdens pinsefolk boede i 1995! 11 Figur 2: Pinsebevægelsens højborge i verden Tilknyttede pinsebevægelsen 1960 1995 Brasilien 1.532.000 30.953.000 USA 4.411.000 23.210.000 Nigeria 321.000 6.677.000 Indonesien 801.000 5.660.000 Zaire 284.000 3.490.000 Chile 739.000 2.961.000 10 Hollenweger 1997, p. 196 Anderson, p. 22. 11 Synan, p. 203 Shaull, p. 44. Ifølge WCH boede 47 % af pinsefolkene i USA, Canada og Europa i 1960, mens det i 1995 kun var 26%. ICQUS nr. 4, 2001 161

Kurt E. Larsen Det er karakteristisk, at pinsebevægelsen fortsat er vokset hos meget fattige og socialt udstødte mennesker. I Brasilien har væksten været usædvanlig stor, og som grunde hertil kan en række faktorer overvejes 12 : 1) Pinsebevægelsens budskab om omvendelse og et forvandlet liv i hellighed har gode sociale følgevirkninger, bl.a. styrkes familiesammenholdet - derfor er der specielt mange kvinder med - og man får i menigheden et (nyt) socialt netværk. 2) Pinsebevægelsen er meget lægmandsorienteret og bliver derfor også meget lokal. Budskabet føres frem af mennesker fra deres eget miljø og på deres eget sprog. Både den katolske kirke og de ældre protestantiske kirker i Brasilien har lidt under at være præget af udlændinge. Med pinsebevægelsen er der for første gang tale om en virkelig brasiliansk kirke. 3) Det almindelige præstedømme betyder, at man kan bruges - det giver en værdighed til mennesker, der ellers ikke regnes for meget. 4) Mennesker, der føler sig bundet af udefra kommende magter - fx sociale magtstrukturer eller onde åndsmagter - vil være specielt modtagelige for pinsebevægelsens forkyndelse af Jesu magt over alle onde magter. Netop i Brasilien er åndedyrkelsen voldsomt udbredt, ligesom mange lever under stadigt mere håbløse sociale forhold. For folk, der i øvrigt ingen muligheder ser, virker det stærkt at høre, at Gud er mulighedernes Gud. Det giver dem et håb om, at Gud i dag - eller en anden dag - hører deres bøn og befrier dem. Det giver nyt håb i håbløsheden. 5) Det understreger min pointe, at pinsebevægelsens højborg i dag er Brasilien - et land med gammel katolsk tradition. Pinsebevægelsen og katolsk tradition Ser vi på pinsebevægelsens udbredelse i dag er det et faktum, at pinsebevægelsen er specielt fremgangsrig i lande med en romersk-katolsk kirkelig tradition. Det kommer frem, når vi sammenligner bevægelsens fremgang i forskellige lande i Europa: Figur 3: Om pinsebevægelsen i Europas forskellige kirkelige traditioner Land 1960 1995 Vækst Lande med overvejende Protestantisk tradition Danmark 10.000 13.000 Norge 63.000 66.000 Sverige 127.000 178.000 Finland 62.000 91.000 274 % 12 Smith p. 21ff Shaull p.8ff. 90ff. 139ff. 154ff. 193ff Mortensen, p. 49. 162 ICQUS nr. 4, 2001

Storbrittanien 112.000 749.000 Tyskland 89.000 195.000 Lande med katolsk tradition 869 % Italien 23.000 410.000 Frankrig 59.000 221.000 Spanien 4.000 210.000 Lande med overvejende Ortodoks tradition Grækenland 2.000 7.000 608 % Rumænien 62.000 360.000 Bulgarien 10.000 83.000 Bevægelsen fik forholdsvis ringe indgang i Danmark, efter at den kom hertil straks efter 1906. Det kunne hænge sammen med, at den ledende skikkelse, Sigurd Bjørner, skabte læremæssig uro ved at afvise den dobbelte udgang og siden splittede bevægelsen ledelsesmæssigt, da han blev apostel og i 1924 fik en del af bevægelsen forvandlet fra løst organiseret pinsevækkelse til en centralt styret Apostolsk Kirke 13. I de andre nordiske lande fik pinsebevægelsen generelt en noget større indgang, men bevægelsens vækst siden 1960 er dog langt større i europæiske lande med en katolsk baggrund. Desværre må vi lade det ellers meget spændende spørgsmål om den mulige sammenhæng mellem den ortodokse (og den orientalske) kirketradition og pinsebevægelsen ligge, og nøjes med at se på romerkirken. Der kan være forskellige forklaringer på pinsebevægelsens stærke vækst i de katolske lande. Der kunne være tale om et mangelsymptom inden for romerkirken. Måske vokser pinsebevægelsen, fordi romerkirken har forsømt at lære lægfolket at bruge Bibelen, eller måske fordi der nogle steder i den katolske kirke er en forfærdelig præstemangel. Jeg vil dog mene, at man snarere skal søge forklaringen i nogle teologisk-strukturelle træk, som pinsebevægelsen kan siges at have fælles med de romersk-katolske: 1) Den katolske kirke har aldrig glemt Helligånden og de ekstraordinære nådegaver. I middelalderen erfarede folk som Ansgar, Bernhard, Hildegard og Frans de ekstraordinære nådegaver som fx helbredelser og tungetale. Den folkelige katolicisme har en stærk tradition 13 Neiiendam 1958, p. 139 og Apostolsk Kirke i Danmark 1924-1974, Roskilde 1974 Madsen, p. 295 ICQUS nr. 4, 2001 163

Kurt E. Larsen for vægtlægning på undere og helbredelser. Katolikker valfarter til bl.a. Lourdes for at blive raske, det svarer nøje til at pinsefolk tager til møder med helbredelsesprædikanter. Derfor har det også været katolsk tradition at bede om en fortsat pinse med udgydelse af Helligånden og de åndelige gaver. Det viste sig da også, at den katolske kirke havde lettere ved at tage imod og inkorporere den karismatiske bevægelse, da den opstod i 1960'erne. Man kendte i forvejen dette anliggende og følte det ikke som noget helt fremmed; man var generelt åben for flere typer af spiritualitet og liturgi - og via 2. Vatikanerkoncil var man blevet mere opmærksom på at kunne opdage skatte hos andre traditioner og på at lægge mere vægt på bibellæsning. Pinsebevægelsen lægger vægt på tungetalen som tegnet på Åndsdåben, men i den katolske kirkes første mange hundrede år forekom tungetalen også ved gudstjenesten - og pga. det katolske traditionssyn har det været lettere at acceptere, at det kom ind igen 14. I protestantisk teologi har vi med rette set Helligåndens virke, overalt hvor mennesker lever troens liv - også uden at de ekstraordinære nådegaver forekom. Det har givet et sundere syn end det, man kan møde når pinsebevægelsens egne folk vurderer kirkehistorien. Hans P. Pedersen fra den danske pinsebevægelse har skrevet en kirkehistoriefremstilling, og trods mange spændende iagttagelser er det hans svaghed, at han fører alle ekstraordinære oplevelser tilbage til Helligånden, også selvom de sker hos helt sværmeriske bevægelser, hvis lære han typisk nok er tilbageholdende med at kritisere. I luthersk Helligåndsteologi understreger vi mest - og med rette - at Helligånden er Sandhedens Ånd. Denne vægtlægning betyder ikke, at Helligåndens ekstraordinære gaver har været helt glemt i luthersk tradition, og da slet ikke hos Luther selv. Kun enkelte protestanter som B.B. Warfield har været direkte cessationister, dvs tilhænger af det synspunkt, at de ekstraordinære nådegaver kun hørte aposteltiden til. Alligevel er spørgsmålet dog om ikke denne side af Bibelens budskab alligevel er blevet forsømt i vores tradition 15. 2) Katolikkerne lægger vægt på konfirmationen som et selvstændigt sakramente, der formidler Helligånden til konfirmanden. Dermed virker det ikke så fremmed, når pinsefolk tilsvarende taler om en fra omvendelsen adskilt second blessing, en Åndsdåb 16. 3) Katolikkerne har deres munkeregler og ordensvæsen for folk, der vil leve et mere indviet og fuldkomment kristenliv - dermed er det heller ikke så fremmed for dem at møde pinsefolks tale om et højere kristenliv i glæde og kraft 17. 4) Den katolske kirke har sine helgener, der spiller en stor rolle i folkefromheden, og fokuseringen på biskoppen/ paven. Pinsebevægelsen har tilsvarende en tradition for at fremhæve den karismatiske lederskikkelse, der i øvrigt også ofte kaldes biskop (fx Afrika). 5) Den katolske kirke har forstået at gøre kirke og tro meget synlig i hverdagen: Krucifikser ved vejen, korstegn før fodboldkampe og optog gennem byen. Pinsebevægelsen tager også 14 Pedersen, p. 69. 91ff Synan p. x. og 216. 235ff. 244ff Kärkkäinen, p. 79f. 228ff. 15 Kärkkäinen, p. 123f. 131. Pedersen, p. 26f. 52. 64. 167f. 174. Om cessationismen, se Max Turner: The Holy Spirit and Spiritual Gifts Then and Now, revised ed., London 1999, p. 278ff 16 Madsen, p. Hollenweger 1997, p. 165 Kärkkäinen, p. 78 (note 85) 17 Kärkkäinen, p. 125 164 ICQUS nr. 4, 2001

troen med ud blandt folket: Gademission, friluftsmøder og efterhånden en intensiv brug af massemedier - og det virker ikke så usædvanligt i en katolsk sammenhæng som i lande, hvor kristentroen er blevet gjort til noget mere indre 18. 6) Katolsk teologi lærer, at Ånden også virker uden for kirken - og tilsvarende har pinsebevægelsen en tro på Åndens direkte ledelse af mennesker gennem åbenbaringer og drømme 19. Emnet er stort; det er svært at drive teologi på en uteologisk bevægelse - og pladsen tillader desværre ikke at gå nærmere ind i en drøftelse af de mange spørgsmål, disse iagttagelser rejser. Jeg håber dog, at artiklen har givet en fornemmelse af, at kirkehistoriske linjer på overraskende måder kan gå på kryds og tværs. Litteratur: Anderson, Allan: The Significance of Pentecostalism in the Third World, i: Mortensen, Viggo (red.): The Charismatic Movement and the Churches, Aarhus 2001 Hollenweger, Walter J.: Charismatisch-pfingstliches Christentum - Herkunft, Situation. Økumenische Chancen, Göttingen 1997. Jongeneel, J.A.B. (red.) Pentecost, Mission and Ecumenism - Essays on Intercultural Theology - Festschrift in honour of Professor Walter J. Hollenweger, Frankfurt am Main 1992 Kärkkäinen, Veli-Matti: Ad ultimum terrae - Evangelization, Proselytism and Common Witness in the Roman Catholic Pentecostal Dialogue (1990-1997), Frankfurt am Main, 1999 Madsen, Ole Skjerbæk: Genoprettelse - En bog om Helligånden, kirken og den karismatiske fornyelse, Kbh 1995 Mortensen, Viggo (red.): The Charismatic Movement and the Churches, Aarhus 2001 Neiiendam, M.: Frikirker og sekter, 4. udgave, Kbh. 1958 Pedersen, Hans P.: 2000 år med Helligånden, København 1999 Shaull, R. & Cesar, W. : Pentecostalism and the Future of the Christian Churches, Grand Rapids 2000 Smith, Brian H.: Religious politics in Latin America, Pentecostal vs. Catholic, Notre Dame, Indiana, 1998 Synan, Vinson: The Holiness-Pentecostal Tradition - Charismatic Movements in the Twentieth Century, 2. udg., Grand Rapids 1997 18 Shaull, p. 18ff 19 Kärkkäinen, p. 74ff. 151f ICQUS nr. 4, 2001 165