Læsning. Johs. 6,24-37.

side 1 Prædiken til Midfaste søndag 2016. Læsning. Johs. 6,24-37. Det daglige brød. Til krop og sjæl. Luther skriver i den lille katekismus om det daglige brød. Det daglige brød er alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan. Det daglige brød er alt det vi behøver for at trives og leve trygt og godt. Samlet i det ene ord brød. Og Luthers forklaring til bønnen om det daglige brød i fadervor må vi gerne have i tankerne når vi beder den bøn, at Gud under os og gerne vil give os alt det som vi har brug for til livets ophold og trivsel. Gud under os alt dette af et godt hjerte. Og vi kan tage imod det og bruge det med glæde og til gavn for os selv og hinanden. Alt det nævnte er godt for livet og giver trivsel og overskud til livet. Om jødernes ørkenvandring fortælles det at Gud sørgede for både vand, brød og kød til folket, så de ikke skulle mangle det nødvendige. Men der er et forhold som altid har undret mig ved fortællingen om mannaen, og det er at den kun kunne bruges samme dag. Jøderne kunne ikke gemme manna til dagen efter, kun til sabbatten. Hvorfor skulle det absolut være sådan, at den ikke kunne holde sig til næste dag? Som det fortælles. 1

side 2 Jeg kan huske fra min barndom en ting som undrede mig. Måske har andre oplevet det samme. Mor bagte selv vores brød, franskbrød og rugbrød. Rugbrødet blev bagt en gang om ugen. Den dag mor havde bagt rugbrød stod den varm og duftende på køkkenbordet når vi kom til frokost. Men så satte hun det gamle rugbrød på bordet, og sagde: Vi skal spise det gamle først! Og det gjorde vi så. Som jeg husker det så fik vi aldrig nybagt rugbrød. Og var der meget gammelt rugbrød tilbage så stod den på øllebrød dagen efter. Det rugbrød kunne godt holde sig. Alligevel så er der det ved brød, at det er bedst den dag det er bagt. Nybagt brød er bedst. For brød holder sig ikke så længe. Og sådan er det med al mad i grunden. Vi har kun mad nok til i dag. Verden har vel 8 milliarder mennesker, men vi har kun høst til dette år. Hvis vi skal spise noget næste år, så skal der sås og høstes igen. Og det skal vi blive ved med, hvert år. Brødet til i morgen må bages i morgen. Derfor udtrykket det daglige brød. Det er så almindeligt og alligevel et under. I det daglige brød går liv og forgængelighed hånd i hånd. Der er nok til i dag, det til i morgen må vi ud at hente. Der skal arbejdes for at der kan spises. Og derfor veksler vore liv altid mellem sult og mæthed. De to er livets pulsslag. Sult og mæthed er hele verdens pulsslag, i mellem at arbejde og at spise. I vekslingen mellem såtid og høsttid. Mellem at gå ud for at finde mad, og komme hjem og spise mad. Mellem sult og mæthed. Hvad er sult? Sult er at mangle. At blive bevidst om at jeg mangler noget. Ubevidst søger jeg hen til køleskabet når jeg mærker sult. Eller 2

side 3 begynder at hjælpe min kone med at dække bord. Nogen er sultne på klokkeslæt, kl. 8. 12. og 18, og så lidt fra kagedåsen ind imellem. Hvad gør sult ved mig? Jo jeg bliver opmærksom på at jeg mangler energi, mærker den tomme mave. Sulten gør mig opmærksom på mine egne behov. Jeg bliver indadvendt. Og jeg søger at få dækket min sult. Jeg bliver søgende. Indadvendt og søgende. Hvad er mæthed? Mæthed er at min krop kommer i balance og i overskud. Når jeg har fået noget at spise og føler mæthed, så kan jeg arbejde igen, jeg kan gøre det jeg skal, jeg begynder at se udad og bliver ydende. Har overskud. Mæthed giver overskud og udadvendthed. Her taler jeg om den normale vekslen mellem sult og mæthed. Ekstrem sult gør svag, så man intet kan. Ekstrem mæthed gør doven og søvnig. Men i den normale vekslen kan et menneske trives og vokse. I evangeliet taler Jesu om det indre menneskes sult og mæthed. At han er livets brød, til menneskets indre sult og mæthed. Sult og mæthed i det åndelige liv. Troens liv. Det er menneskets særpræg, at det har et indre liv, et trosliv. Et åndeligt liv. I vores tid at er søgen gjort til en livstil. Man skal være et søgende menneske. Og det er godt at være et søgende menneske, et sultent menneske, for at blive i billedet her. Den indre åndelige sult gør mennesket indadvendt, og det fokuserer på sine gen behov. Og det er blevet nærmest sådan, at et søgende menneske må ikke finde svar på sin søgen. Man skal 3

side 4 være evigt søgende. Altid sulten og dermed altid indadvendt mod egne behov. Og man skal smage på alt, og ender ofte med at få de tomme kalorier. I sin søgen har man risiko for at blive selvoptaget. Evigt søgende, indadvendt. Man må ikke finde, ikke blive mæt, for så går man i stå, mener man. Man er bange for den ekstreme mæthed, hvor man bliver skråsikker. Og den frygt er med rette. Men i den normale vekslen mellem sult og mæthed, hvor man spiser sin mad når man er sulten, kan man vokse til at blive udadvendt og givende i livet sammen med andre mennesker. Den som aldrig tager imod noget dør af sult. Den som spiser får kræfter til livet. Det er ind i denne menneskets åndelige søgen efter svar, at Jesus taler om sig selv som Livets brød. Den mad der skal arbejdes for, det vil sige søges efter, som man altid i sulten søger efter brød at spise. Den åndelige mad, som kan mætte sjælen med mad til livet. Og uden omsvøb siger Jesus det her i talen til skaren som stod omkring ham, at han er det livets brød som kan mætte sjælen og give evigt liv. Han er den som kan være menneskets tro og tillid til Gud. Han er den som bringer mennesket i balance med Gud og evigheden. Eller vi kan bruge ordet harmoni. Det ord som ligger i det hebræiske ord Shalom, og som vi oversætter til fred. Menneskes søgen og sult er et udtryk for at være ude af balance med sig selv og ude af balance med Gud. Jeg mangler noget, jeg mangler en som kan hjælpe mig. Søgen efter mening og formål, er udtryk for at man er ude af balance med Gud og evigheden. Og menneskets synds 4

side 5 bevidsthed og skyldsbevidsthed er at fællesskabet med Gud om livet er ude af balance og i disharmoni. Når Jesus taler om sig selv som livets brød, så sætter han sig ind som den der tager imod mennesket, og giver det, alt hvad det behøver for at være fælles med Gud om livet. Fred med Gud, er udtrykket som bruges, for at beskrive at alt er godt mellem Gud og menneske. Er i balance og i harmoni. Troen på Kristus mætter sjælen, så det kan leve i den tro og bevidsthed at være et Guds barn. Og når Jesus taler om at Han er livets brød, så tænker vi også på nadverens under og gave. Nadveren er stedet og den hellige handling, hvor Jesus giver sig selv til os, i ordet og i brødet og vinen. Det at gå til nadver, er at gå Kristus i møde, og tage imod Krisrus til fællesskabet med ham om livet. Modtage den mad til sjæl og krop, som sætter mennesket ind i harmoni og balance med Gud. Og gå fra nadverbordet med fred, i visheden om at alt er godt med Gud, og mættet og styrket at gå ud til livet, udadvendt og givende. Og det er en stor trøst for os, at vi har et åbent nadverbord, hvor alle kan komme og tage imod. Et åbent nadverbord fordi han som gav os nadveren er ham der også siger: Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; 5