LIVET I JERNALDEREN. En undervisningsmappe med tre temaer om livet i jernalderen. Vingsted Historiske Værksted

LIVET I JERNALDEREN En undervisningsmappe med tre temaer om livet i jernalderen Vingsted Historiske Værksted

INDHOLD Indledning til læreren Landsbyen og samfundet Udviklingen i Jernalderen... Landsbyen og samfundet side 1-7 Grøntoft-landsbyen... Landsbyen og samfundet side 8-12 Hodde-landsbyen... Landsbyen og samfundet side 13-18 Overbygård-landsbyen... Landsbyen og samfundet side 19-24 Vorbasse-landsbyen... Landsbyen og samfundet side 25-33 Huset og familien Udviklingen i Jernalderen... Huset og familien side 1-2 Fund og rekonstruktion af jernalderhuse... Huset og familien side 3-7 Eksempler på jernaldergårde... Huset og familien side 8-12 Familiens liv i huset... Huset og familien side 13-16 Årets gang i familien og landsbyen Indledning... Årets gang i familien og landsbyen side 1-5 Fødefremskaffelse... Årets gang i familien og landsbyen side 6-17 Fødetilberedning... Årets gang i familien og landsbyen side 18-22 ISBN 87-7750-269-8

INDLEDNING TIL LÆREREN Projektet Denne undervisningsmappe er det første resultat af et forsøgs- og udviklingsprojekt på Vingsted Historiske Værksted i årene 1994-1996. Deltagerne i projektet har været værkstedets pædagogiske medarbejdere - Bonde Bruun, Erk Lützen og Jan Ipsen - samt tegneren Margrethe Kruse Ellegaard. Formål og målgrupper Formålet med projektet har været at udvikle et undervisningsmateriale, som skal kunne bruges på forskellige alderstrin og i forskellige faglige og tværfaglige sammenhænge. Som primær målgruppe for det foreliggende materiale forestiller vi os folkeskolens 4.-8. klassetrin - men blandt andet på baggrund af det righoldige illustrationsmateriale mener vi, at dele af materialet også kan bruges på 1.-3. klassetrin. Indhold Indholdet af materialet er en række udvalgte temaer om livet i jernalderen. I denne mappe behandles temaerne: - Landsbyen og samfundet. - Huset og familien. - Årets gang i familien og landsbyen. Det er tanken at følge op med en mappe indeholdende temaer omkring jernalderens håndværk. Indholdet er valgt ud fra, at det er - temaer, som ofte behandles meget overfladisk i eksisterende materiale. - temaer, som har stor betydning for forståelsen af menneskers daglige tilværelse. - temaer, som kan være med til at belyse forskellige udviklinger i samfundet. - temaer, som kan anskues fra såvel et enkelt som flere fags synsvinkler. - temaer, som kan danne udgangspunkt for en række forskellige undervisningsaktiviteter. Der er altså med dette materiale ikke tale om en ny historiebog om jernalderen - derimod om et tematisk materiale, som både kan bruges selvstændigt og som supplement til eksisterende materialer. Formen Formen med en mappe med sider, der skal kopieres, er valgt, dels for at brugerne i den sidste ende kan bestemme, hvad man vil bruge i hvilke sammenhænge, dels for at vi på en nem måde kan ændre og supplere materialet. Materialet er opbygget, så man alt efter undervisningssituationen kan vælge større eller mindre dele af det. De enkelte temaer er afsluttede enheder, og inden for dem er der igen en række mindre afsluttede enheder. Forskellige enheder fra de tre temaer kan kombineres. Hermed håber vi, at man vil kunne se mange forskellige anvendelsesmuligheder. En meget vigtig side af materialet er illustrationerne, som udelukkende består af stregtegninger af rekonstruerede landskaber, arbejdssituationer, bygninger, redskaber mm. 3

Dette indebærer, at de er udtryk for vores tolkning af historien. Den kan selvfølgelig diskuteres - men det er netop vores ønske, at illustrationerne kan danne udgangspunkt for mere samtale og diskussion. Ligeledes håber vi, at illustrationerne, støttet af den tilhørende tekst, kan virke igangsættende på andre undervisningsaktiviteter end de rent boglige. Litteratur Vi har undervejs i projektet støttet os til og hentet inspiration fra en lang række nyere faglitterære og pædagogiske værker. De vigtigste af disse er: - Jørgen Jensen: I begyndelsen - Fra de ældste tider til ca. 200 f.kr. (Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie - bind 1, 1988). - Lotte Hedeager: Danernes land - Fra ca. år 200 f.kr. - ca. 700 e.kr. (Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie - bind 2, 1988). - Peter Sawyer: Da Danmark blev Danmark - Fra ca. år. 700 til ca. 1050 (Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie - bind 3, 1988). - Det danske landbrugs historie I - Oldtid og Middelalder (redigeret af Claus Bjørn, Landbohistorisk Selskab, 1988). - Fra Stamme til Stat i Danmark - 1. Jernalderens stammesamfund (redigeret af Peder Mortensen og Birgit M. Rasmussen, Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter XXII, 1988). - Da klinger i Muld... - 25 års arkæologi i Danmark (redaktion: Steen Hvass og Birger Storgaard, Aarhus Universitetsforlag, 1993). - Lone Hvass: Jernalderen - 1/Landsbyen og samfundet (Forlaget Sesam, 1980). - Lone Hvass: Jernalderen - 2/Bønder, købmænd og krigskarle (Forlaget Sesam, 1980). - Lone Hvass: Mennesker i en landsby (Nationalmuseet, 1978). - Tove Egholm og Ingrid Stoumann: Oldtidsjæger - oldtidsbonde (GADs Forlag, 1981). Kritik - yderligere oplysninger - bestilling af materialet Med henblik på en løbende revision af materialet er værkstedet meget interesseret i at modtage kritik og gode ideer fra brugerne. Ligeledes er værkstedet gerne behjælpelig med yderligere oplysninger om emner inden for de udvalgte temaer, som brugerne måtte ønske at vide mere om. Alle henvendelser vedrørende materialet bedes rettet til Vingsted Historiske Værksted Vingsted Mølle Vingstedvej 58-7182 Bredsten. Telefon 75 86 52 80 4

LANDSBYEN OG SAMFUNDET

Udviklingen i jernalderen Tiden Den periode, vi kalder JERNALDEREN, varer fra ca. år 500 før Kristi fødsel til ca. år 700 efter Kristi fødsel. Det er et tidsrum på ca. 1.200 år. Hvis vi regner en generation til ca. 30 år, svarer jernalderen til, at der har levet ca. 40 generationer. Det er en lang periode. Det er også længe siden, begivenhederne i jernalderen fandt sted. Alligevel skete der meget her i Danmark i løbet af jernalderen, som har haft stor betydning for udviklingen helt op til nutiden. 1

Bebyggelsen og landskabet I jernalderen boede man i huse og på gårde, som enten lå for sig selv i landskabet eller var samlet med andre huse og gårde i landsbyer. Til hver landsby hørte et område med dyrkede marker, overdrev (græsgange til husdyrene), enge, skov og ferskvand (søer, åer og bække). Her var de naturressourcer, man behøvede for at klare sig hver dag, året rundt, livet igennem. Hver landsby havde endvidere en gravplads, hvor man begravede de døde. I løbet af jernalderen blev hele Danmark tæt bebygget med gårde og landsbyer. Det betød, at man efterhånden udnyttede landskabet og de forskellige naturressourcer til det yderste. Landskabet ændrede sig derfor meget i løbet af jernalderen. Der blev mindre og mindre skov. Der blev flere og større marker og overdrev. Store fugtige områder ved søer og åer omdannedes til moser og enge. I nogle egne af landet, hvor man måtte opgive at dyrke jorden, opstod der store heder. 2

Landsbyerne Landsbyerne blev i løbet af jernalderen den vigtigste enhed i samfundet - men de var meget forskellige. Antallet af gårde kunne variere fra nogle få og helt op til mellem 20 og 30. Gårdene kunne enten bestå af et enkelt langhus eller af et langhus sammen med forskellige andre større og mindre huse. I nogle landsbyer var alle gårde næsten lige store, mens der i andre landsbyer var stor forskel på deres størrelse. I nogle perioder blev hele landsbyen omgivet af ét stort fælles hegn, mens det i andre blev almindeligt, at hver gård var omgivet af sit eget hegn. I nogle landsbyer har der boet forskellige håndværkere, som havde deres værksteder på visse af gårdene. Nogle landsbyer eksisterede kun i nogle få generationer, mens andre kunne følges over flere hundrede år. Nogle landsbyer blev liggende på det samme sted i flere generationer, mens andre flyttede rundt inden for et større område, som sikkert tilhørte landsbyen. Den sidste type landsby kalder man en»vandrelandsby«. 3

Husene og gårdene Den vigtigste enhed i jernalderlandsbyen var huset eller gården. Her boede en enkelt familie. Alle gårde bestod af et langhus, som normalt var delt i flere rum. I den ældre del af jernalderen var der kun to rum - et beboelsesrum for familien og en stald til nogle af husdyrene. I den mellemste del af jernalderen var der normalt tre rum - et beboelsesrum, en mellemgang og en stald. I den yngre del af jernalderen kunne et langhus bestå af flere beboelsesrum, mellemgange, stald og lade. Langhuset var altid det største hus på gården - men størrelsen varierede meget i de forskellige perioder af jernalderen og fra egn til egn. I den ældre del af jernalderen var det mellem 7 og 18 meter langt. I den mellemste del af jernalderen var det mellem 10 og 23 meter langt. I den yngre del af jernalderen var det mellem 20 og 43 meter langt. Foruden langhuset kunne en gård bestå af forskellige mindre huse. Nogle af disse blev sikkert brugt til at opbevare forråd i, mens andre var indrettet som værksteder for de håndværkere, der fandtes i nogle af landsbyerne. 4

Organisation og erhverv Familien I jernalderlandsbyerne var familien den grundlæggende enhed. Det var familier, som boede på de enkelte gårde. Hvor mange mennesker, der har boet på hver gård, ved vi ikke, men der er stor forskel på den plads, der har været i beboelsesrummene i de forskellige jernaldergårde. De fleste familier i jernalderen var bønder, og det vigtigste erhverv var landbruget. Hver bondefamilie havde sikkert sine egne husdyr, da de fleste langhuse var indrettet med en stald til dyr i den ene ende. Hvilke husdyr, man holdt, var nok forskelligt fra egn til egn, lige som det var forskelligt, hvor mange dyr man havde. I den ældre del af jernalderen var gårdene små, og staldene havde kun plads til mellem 6 og 16 dyr. I den mellemste del af jernalderen havde staldene plads til mellem 15 og 30 dyr. I den yngre del af jernalderen var gårdene meget store, og staldene havde plads til mellem 20 og 50 dyr. Fællesskabet Foruden husdyrene bestod landbruget også af agerbrug - det vil sige dyrkning af forskellige afgrøder på marker i nærheden af landsbyen. Dyrkningen af markerne har sikkert været organiseret af landsbyen i fællesskab. Som noget nyt begyndte man i jernalderen at gødske markerne med den gødning, husdyrene producerede. Hermed opnåede man, at markerne kunne dyrkes i flere år, før de blev udpint, og man måtte flytte dem til et nyt sted. De områder, man dyrkede, blev inddelt i større og mindre marker. 5

Livet i en jernalderlandsby krævede en høj grad af fællesskab. Man var nødt til at hjælpe hinanden for at overleve. Mange opgaver krævede en større indsats, end den enkelte familie kunne klare alene. I flere jernalderlandsbyer var der efterhånden en gård, som blev større end alle de andre. Her boede sikkert en storbonde eller høvding, som var rigere end de andre bønder, og som derfor var den, der bestemte og organiserede de fælles opgaver i landsbyen. Håndværkere og specialister I løbet af jernalderen blev der behov for dygtige folk til mange forskellige opgaver. Mange håndværksteknikker krævede efterhånden professionelle folk til at udføre dem. I jernalderlandsbyerne dukkede der derfor flere forskellige håndværkere op - nogle var fastboende, mens andre måske rejste rundt fra landsby til landsby. Mange landsbyer havde en eller flere pottemagere til at klare forsyningen med lerkar til familiernes husholdning. Pottemagerne var sikkert nogle af landsbyens faste beboere. Smeden blev efterhånden en meget vigtig håndværker, da redskaber og våben af jern fik større betydning. Måske rejste han rundt mellem flere landsbyer inden for en bestemt egn, men i nogle af de store landsbyer var der også en fast smed med eget værksted. Andre eksempler på arbejdsopgaver i jernaldersamfundet, som krævede specialister med særlig viden og kunnen, er bygning af huse, vogne og skibe - fremstilling af specielle redskaber - vævning af stof og syning af dragter - smykkefremstilling - tilhugning af kværne. 6

Høvdinge og stammer Landsbyen var den vigtigste enhed i jernaldersamfundet. Inden for den enkelte landsby bestemte man, hvilke opgaver der skulle udføres, og hvornår det skulle gøres. Men i løbet af de ca. 1.200 år jernalderen varede, skete der en hel del med samfundet. Nogle landsbyer blev større end andre, og i disse landsbyer blev en af gårdene ofte større end de andre gårde. Den familie, som boede på den store gård, har sikkert også været den rigeste i landsbyen - det regner man med, fordi stalden på den store gård kunne rumme flest dyr - og dyr (især kreaturer) har været tegn på rigdom. En del landsbyer har således haft en storbonde med mere magt end de andre bønder. Rundt om storbondens landsby kunne der ligge flere mindre landsbyer, som havde forbindelse med hinanden, og som storbonden havde en vis magt over. Menneskene i sådan en samling landsbyer inden for en bestemt egn kunne på denne måde tilhøre den samme stamme, hvor storbonden i den største landsby var høvding for hele stammen. 7

Grøntoft-landsbyen Landsbyens beliggenhed Midt i trekanten mellem Herning, Holstebro og Ringkøbing i Vestjylland lå ved jernalderens begyndelse en landsby, som i løbet af ca. 300 år»vandrede rundt«inden for et større område. At landsbyen»vandrede rundt«vil sige, at den med en eller to generationers mellemrum blev flyttet til et nyt sted inden for det område, som tilhørte landsbyen. Foruden husene fandt man også to gravpladser, mange spor efter de marker, man havde dyrket, og to lange hegn på 400 og 600 meters længde. Det landskab, som landsbyen»vandrede rundt«i, var fladt eller let skrånende. Man valgte så vidt muligt hele tiden at placere landsbyen, så man havde let adgang til de områder, man skulle bruge til agerbrug og græsgange. 8

Landsbyens udformning og udvikling I alt fandt man rester efter ca. 250 huse inden for det område, Grøntoft-landsbyen vandrede rundt i. Hvor mange landsbyer disse huse tilhørte, er svært at sige - men den ældste er fra ca. 500 år før Kristi fødsel og den yngste fra ca. 200 år før Kristi fødsel. Måske stammer husene ikke kun fra én, men fra to forskellige små landsbyer, som er flyttet rundt. Et par hundrede meter sydvest for bebyggelsesområdet fandt man en gravplads, som sikkert har hørt til landsbyen. Alle gravene var brandgrave - det vil sige, at de døde blev brændt på bål, og at asken sammen med eventuelle gravgaver blev lagt i et lerkar og gravet ned i jorden. Nogle af gravene dækkede man med en lav høj. De to lange hegn bestod hver af 5-7 rækker stolper, som dannede et 2-3 meter bredt bælte. Hvad deres funktion har været, ved man ikke. 9

Den første jernalderlandsby Den første landsby ved Grøntoft bestod af ca. 20 huse. Heraf var halvdelen langhuse på 7-11 meters længde. Disse huse var delt i to rum - et beboelsesrum til bondefamilien og en stald til nogle af husdyrene. De mindste huse havde plads til 6-8 dyr - de største kunne have 14-16 dyr stående i stalden. Ind imellem disse bondehuse lå mindre huse, som sikkert blev brugt til opbevaring af vinterforråd. Nogle større huse uden stald var måske beboelseshuse eller lader. Måske har landsbyen eller landsbyerne vandret rundt i området ca. 10 gange i løbet af de 300 år, der var bebyggelse på stedet. Den sidste jernalderlandsby Den sidste landsby er den, man ved mest om, fordi man på et tidspunkt besluttede sig for at indhegne alle gårdene med et fælles hegn. Det skete ca. 250 år før Kristi fødsel. Denne landsby bestod af 13 bygninger. Der var 5 større gårde med plads til 8-18 kreaturer i stalden - 2 mindre gårde med plads til 3-4 kreaturer i stalden - 3 langhuse uden stald og nogle forrådshuse. Et enkelt hus lå uden for landsbyens hegn. I denne landsby har der levet 8-10 familier det vil nok sige 50-60 mennesker - som til sammen har haft 70-80 kreaturer plus andre husdyr. 10

Husene i Grøntoft-landsbyerne I Grøntoft-landsbyerne kan man se, hvordan husene ændrede sig i løbet af ca. 300 år i den ældste del af jernalderen. I løbet af disse år skete der forskellige ændringer i husenes konstruktion. Det kan man se på de 4 grundplaner af nogle af husene. Der var dog også ting, som var fælles for husene igennem de ca. 300 år, landsbyen eksisterede. Husene kunne være forskellige i længden, men de var alle sammen lige brede - ca. 5,5 meter. Ligeledes stod der inde i alle husene to rækker kraftige stolper. Disse stolper har sikkert noget at gøre med, hvordan husene var bygget. Den tredje type huse havde også lige gavle. Her var væggene gravet ned i jorden, men lige uden for væggene stod der med 1 2-1 meters mellemrum en række kraftigere stolper, som sikkert har skullet bære taget. De første huse havde runde gavle. Væggene var gravet ned i en grøft i jorden. Den sidste type huse var med lige gavle og en væg, der har stået i en grøft i jorden. Mange af husene var bondegårde. Fælles for disse huse var, at de var inddelt i to rum. I det ene rum boede familien. I det andet rum stod nogle af husdyrene - her var gårdens stald. Stalden viste sig ved nogle små aflange grøfter fra væggene og ind i huset - det var rester efter båseskillerummene. De næste huse havde lige gavle. Væggene var også gravet ned i jorden, men uden for dem stod spredte stolper, som måske har støttet væggene eller taget. 11

Landsbyens organisation og erhverv Grøntoft-landsbyen er en af de ældste landsbyer fra jernalderen. Den fortæller noget om, hvordan mennesker levede ved jernalderens begyndelse og i de første 300 år af jernalderen. Bebyggelsen bestod af mindre landsbyer, som med en eller to generationers mellemrum flyttede rundt inden for landsbyens område. I landsbyen havde hver familie sit eget hus. De fleste familier havde deres egen gård, hvor nogle af husdyrene kunne være på stald om vinteren. Men der var allerede ved jernalderens begyndelse forskel på gårdenes størrelse. Nogle havde flere husdyr og var dermed rigere end andre. Efterhånden blev det almindeligt at placere alle husene inden for et fælles hegn. Husene inden for dette hegn lå tæt sammen. I sådan en landsby var der sikkert et vidtgående fællesskab omkring mange af årstidernes forskellige arbejdsopgaver. Det vigtigste erhverv var landbruget. De fleste familier i landsbyen var bønder. I staldene kunne nogle af husdyrene stå. Det var nok først og fremmest kreaturerne - de vigtigste og mest værdifulde husdyr - som blev opstaldet om vinteren. Med opstaldningen af dyrene fulgte en masse arbejde med fodring, vanding, malkning, udmugning mm. Fremskaffelse af vinterfoder til husdyrene var en stor opgave. Ved siden af arbejdet med husdyrene var markarbejdet meget vigtigt for landsbyens beboere. Udgravningerne ved Grøntoft viste, at man dyrkede de områder, som lå i nærheden af landsbyen. Man har nemlig fundet spor efter de furer, som jernalderens plov (arden) lavede, da den ridsede i jorden. Herudfra kan man se, at pløjningen foregik inden for nogle små markstykker, som var indrammet af lave jord- og stenvolde. Markerne lå ikke tilfældigt, men var anlagt efter et system, som man sikkert var enige og fælles om i landsbyen. 12

Hodde-landsbyen Landsbyens beliggenhed Ved den lille landsby Hodde mellem Varde og Grindsted i Vestjylland har der ligget en meget stor jernalderlandsby. Den eksisterede i ca. 150 år i århundrederne før Kristi fødsel. I hele denne periode lå landsbyen på det samme sted, men blev dog ombygget og ændret nogle gange. Landsbyen var godt placeret på en frodig bakkeø, omgivet af åer mod nord, vest og syd. Området nærmest landsbyen har sikkert været anvendt til marker, hvor man dyrkede forskellige afgrøder. Uden for de dyrkede marker har der været store arealer, hvor husdyrene kunne græsse, og hvor man slog hø til vinterfoder. Længst væk lå engene langs åerne. Til alle sider har der sikkert været skove og nogle steder måske også hede. 13

Landsbyens udformning og udvikling Landsbyen grundlagdes af en jernalderbonde, som byggede en stor gård bestående af et stort langhus og et udhus med hegn omkring. Ud fra denne gård byggedes resten af landsbyen. I første omgang opførtes der 7 andre gårde på begge sider af»storgården«. På en af disse fandtes en smedje. Herefter anlagdes der et stort hegn omkring hele det område, som landsbyen kom til at fylde. Det var et område på ca. 90 x 160 meter. Inden for dette hegn begyndte flere bønder at bygge deres gårde. Da landsbyen var fuldt udbygget, var der 27 gårde med ialt 53 huse. Alle gårdene lå langs med hegnet, således at der midt i landsbyen blev en stor åben plads. Gennem hegnet havde hver gård sin egen udgang til markerne omkring landsbyen. Mod øst og vest var der 3 store porte - her var vejene ind til selve landsbyen. Man regner med, at der på det tidspunkt, hvor der var flest gårde og huse i landsbyen, boede mellem 200 og 300 mennesker, og at de kunne have mellem 300 og 350 husdyr stående i staldene. Det var omkring år 100 før Kristi fødsel. Senere flyttede nogle af gårdene væk fra landsbyen. Måske var de med til at grundlægge den næste jernalderlandsby, som kom til at ligge kun 400 meter sydøst for Hoddelandsbyen. Meget tyder på, at man i løbet af de sidste 50 år før Kristi fødsel begyndte at bygge denne nye landsby. Da alt brugbart var flyttet fra den gamle Hoddelandsby, brændte man resterne af og kunne nu bruge området til marker. 14

Forskellige typer gårde og huse I alt er der fundet rester af 86 huse i Hoddelandsbyen - men de har ikke eksisteret samtidig allesammen. Nogle huse er blevet ombygget eller nedrevet, og nye huse er kommet til i løbet af de ca. 150 år, landsbyen lå på samme sted. Husene var forskellige i størrelse, lige som de havde forskellige funktioner - men de var alle sammen bygget på den samme måde og af de samme materialer. Fordi der mellem mange af gårdene blev sat mindre hegn op, kan man regne ud, hvilke huse, der hørte til den samme gård. En gård kunne bestå af 1, 2 eller 3 huse. Det vigtigste var langhuset, som var delt i 3 rum: beboelse, mellemgang og stald. Gårdens størrelse hang normalt sammen med staldens størrelse og dermed, hvor meget kvæg man ejede. Hertil kom de udhuse, der hørte til gården, hvoraf nogle kunne være indrettet som værksteder, mens andre måske var forrådshuse. I Hodde-landsbyen kan man opdele gårdene i 4 grupper: 2. Gårde med et langhus på 14-18 meter og et eller to mindre huse. I langhuset var der plads til ca. 20 større dyr i stalden. Denne type gård findes der mellem 2 og 4 af i løbet af hele landsbyens levetid. 3. Gårde med et langhus på 10-13 meter og nogle gange et mindre hus. I langhuset var der plads til ca. 15 større dyr i stalden. Det var den almindeligste gårdtype i Hodde. 1. Storgården med et langhus på næsten 30 meter og plads til 25-30 større dyr i stalden. Til storgården hørte i begyndelsen et og senere to mindre huse. Denne gård var i hele landsbyens levetid omgivet af sit eget kraftige hegn. Den var landsbyens absolut største gård. 4. Mindre langhuse uden stald. Disse huse blev sandsynligvis brugt til beboelse. 15

Ved nogle af de større gårde kunne man se, at et af husene havde været anvendt som værksted. Der var altså nogle af jernalderbønderne, som også var håndværkere. I Hodde-landsbyen fandtes der både en smed og flere pottemagere. Smedens gård lå det meste af tiden i det sydvestlige hjørne af landsbyen og bestod af 3 huse - et langhus med plads til 20 større dyr i stalden og to mindre huse. Smedeværkstedet var indrettet i et af de mindre huse, som var placeret uden for landsbyens fælleshegn. I dette værksted havde smeden sin esse og ambolt, som han brugte, når han skulle smede redskaber af jern. Pottemagergården lå i den nordlige del af landsbyen. Det var den gård, som i alle 150 år fremstillede flest lerkar til landsbyen. Men der var også flere mindre pottemagerværksteder andre steder i landsbyen. Nogle typer lerkar blev brugt på alle gårdene, mens andre typer kun blev brugt på gårde i en bestemt del af landsbyen. På storgården anvendte man særligt fine sortbrændte lerkar. 16

Landsbyens organisation og erhverv Hodde-landsbyen var stor. 27 gårde med 53 huse var der, da den var størst. Hver gård var sikkert selvstændig. Her boede en familie med sine egne husdyr. Men alle gårdene har været med i landsbyens fællesskab, og der har sikkert været mange forskellige arbejdsopgaver, man har været nødt til at hjælpe hinanden med året igennem. Hvordan mon sådan en landsby var organiseret? Et af husene på storgården havde endda sit eget kraftige hegn. Dette hus kan have haft en særlig betydning for landsbyen. Storbonden har nok været en slags høvding i landsbyen. Han var den person, der havde mest magt, og som sikkert tog initiativ til de mange fælles arbejdsopgaver i landsbyen. Hans familie havde sandsynligvis nogle særlige rettigheder og pligter over for de andre familier. Alle familier i Hodde-landsbyen var bønder Man havde kvæg, som var på stald en del af året, og holdt sikkert også andre husdyr. Men alle havde ikke lige mange dyr. Gårdene var af forskellig størrelse, så nogle familier var nok rigere end andre. Til gårdene og landsbyen hørte der marker, som skulle dyrkes for at skaffe forråd. Fra de fleste gårde var der smalle udgange til markerne. Om det betyder, at hver gård havde sine egne marker lige uden for landsbyens hegn, ved man ikke. Familien på storgården stod sikkert for ledelsen af landsbyen gennem hele dens levetid. Det var den familie, som grundlagde landsbyen og byggede den største gård med et kraftigt hegn omkring. Storbonden havde flest dyr - især kvæg - og dyrkede sikkert også mest jord omkring landsbyen. På hans gård var beboelsesrummet dobbelt så stort som på de andre gårde, og hans familie var den eneste, der havde meget fine sortbrændte lerkar. 17

Landsbyens håndværkere En særlig betydning havde de gårde, hvor landsbyens faste håndværkere boede. Det drejede sig om smeden og pottemagerne. Smeden fremstillede alle de redskaber, hvor man efterhånden begyndte at bruge jern som råmateriale. Om han også stod for udvinding af jernet fra myremalm, ved man ikke. Men Hoddelandsbyen lå midt i det område af Jylland, hvor man har fundet de allerstørste jernudvindingspladser. Smeden må have været en vigtig person, som alle kunne handle med. Inde i selve landsbyen har man fundet rester af den ovn, som nogle af lerkarrene sikkert blev brændt i. Da lerkarrene har været uundværlige i husholdningen til madlavning og opbevaring af fødevarer, har det haft stor betydning at have nogle dygtige pottemagere. Ud over de faste håndværkere må man forestille sig, at man fremstillede mange ting i de forskellige familier. Hver gård havde sikkert sin egen væv, hvor ulden efter at være spundet til tråd blev vævet til stof. Måske har man også i familierne garvet skind fra dyrene efter slagtning. Fremstillingen af større og mindre redskaber i træ foregik sikkert også på de enkelte gårde. Her kunne man nok hente de fleste råmaterialer i skovene i nærheden af landsbyen. Selve opbygningen af landsbyen må man imidlertid have hjulpet hinanden med. Det samme gjaldt sikkert også pottemagerne, som fremstillede mange forskellige slags lerkar til hele landsbyen. Til fremstillingen af karrene skulle man bruge masser af godt ler og fint sand. Begge dele fandtes i nærheden af landsbyen. Her må storbonden, der grundlagde landsbyen, have haft en vigtig funktion. Tænk på alle de materialer, der skulle bruges for at kunne bygge sådan en landsby. Det krævede mange menneskers indsats, og storbonden var sikkert den, der organiserede arbejdet. 18

Overbygård-landsbyen Landsbyens beliggenhed I det sydlige Vendsyssel - ca. 10 km øst for Nørresundby, ved en lille landsby, der hedder Stae - har der ligget en mærkelig jernalderlandsby, som vi har valgt at kalde Overbygård-landsbyen. Den eksisterede i 200-300 år - fra århundredet før til ca. 200 år efter Kristi fødsel. Det specielle ved denne jernalderlandsby var, at de fleste huse var gravet ned i jorden, og at der blev fundet nogle særlige kælderhuse. Landsbyen lå på en lille bakkeø - kun 1-2 km nord for Limfjorden. Syd og vest for landsbyen har der været store, flade og fugtige engområder ned mod Limfjorden. Mod nord var landskabet også lavt og fladt. Her fandtes i stenalderen et større vandløb, så området har i jernalderen nok stadigvæk været ret fugtigt med sumpe og små søer. Mod øst har menneskene i Overbygårdlandsbyen nok bedst kunnet gå eller køre til andre landsbyer. På selve bakkeøen, hvor landsbyen lå, har der været gode muligheder for at dyrke jorden. 19

Landsbyens udformning og udvikling Overbygård-landsbyen var fra begyndelsen en»almindelig jernalderlandsby«, hvor man byggede husene oven på jorden. Hvor mange huse, man begyndte med at bygge, ved man ikke. Men sammen med nogle af disse almindelige jernalderhuse hørte der nogle særlige kælderhuse. Da der i et af kælderhusene er fundet mange lerkar med forskellige slags korn og frø, er det sandsynligt, at disse huse var landsbyens eller nogle enkelte gårdes forrådshuse. På et tidspunkt omkring Kristi fødsel holdt man op med at bo i de almindelige jernalderhuse og byggede i stedet 10 jernaldergårde, som blev gravet ned i jorden. Som regel gravede man husene godt 1 meter ned i jorden. Samtidig forsynede man husene med en lang indgang, og en del af dem fik også et mindre hus bygget sammen med indgangen. De 10 nedgravede gårde lå tæt sammen på række i øst-vestlig retning. Imellem gårdene gik der sandsynligvis en vej. Engang i løbet af det 1. århundrede efter Kristi fødsel byggede man alle de nedgravede huse om. De kom nu til at ligge lidt højere oppe, oven på et tykt lag sand. Samtidig blev husene gjort 4-5 meter længere, og det var først og fremmest staldene, som blev større. Efter en del år blev landsbyen endnu engang bygget om. Nu opgav man at bygge husene nede i jorden. Alle hullerne efter de gamle huse blev fyldt op, og man byggede nye normale jernalderhuse oven på jorden. Samtidig blev der bygget flere huse, så landsbyen til sidst bestod af 14-15 gårde. Hele landsbyen endte med at brænde af. 20

Husene i Overbygård-landsbyen Det særlige ved Overbygård-landsbyen var kælderhusene og de nedgravede jernaldergårde. Kælderhusene hørte sammen med den ældste del af landsbyen. Da landsbyen blev udgravet af arkæologerne, fandt man 3 kælderhuse. Et af disse huse var særligt spændende, fordi det var brændt. På grund af branden var hele huset styrtet sammen og derefter dækket med jord. Alt, hvad der havde været i huset, lå derfor stadig under jorden. Det viste sig, at huset havde været en forrådskælder, hvor en af de mere velstående familier i landsbyen opbevarede sit vinterforråd samt nogle våben og redskaber. Der blev fundet mange lerkar i forskellige størrelser, og de indeholdt korn og frø fra årets høst og indsamling. Af træ fandt man rester af udhuggede skåle, spande lavet af træstave og mindre æsker fremstillet af tyndere træstykker. Endvidere fandt man nogle smalle varmebøjede brædder og drejede træknopper, som måske stammer fra en fin lille skammel eller uldhæk. Lige ved døren til kælderen havde bonden åbenbart haft et par sværd hængende - de blev fundet liggende i deres træskeder, sammen med en økse eller hakke. Endelig fandt man også ved indgangen ned til kælderen 8 store klumper umagret ler. De skulle sikkert bruges til fremstilling af lerkar det næste forår. Det allermest spændende fund i kælderen var nok over 100 liter korn og frø, som kan fortælle noget om, hvad man dyrkede og indsamlede på markerne omkring landsbyen. 21

De nedgravede jernaldergårde hørte til den midterste del af landsbyens levetid. Sådan en jernaldergård kunne bestå af et enkelt langhus med én indgang midt på den side af huset, som vendte mod syd. Men den kunne også bestå af et langhus, hvor man midt på den ene langside byggede en lang overdækket indgang. Til den ene side af indgangen byggede man endnu et lille hus, således at hele gården kom til at bestå af 3 sammenbyggede huse. Denne type jernaldergård er indtil videre kun fundet i nogle jernalderlandsbyer i det sydlige Vendsyssel og det nordlige Himmerland. 22

Landsbyens organisation og erhverv I den periode, hvor man byggede og levede i de nedgravede jernaldergårde, bestod Overbygård-landsbyen af 10 gårde. Forskellen på gårdene bestod dels i størrelsen på langhusene dels i, om gårdene også havde den lange indgang og det lille ekstra hus. 6 af gårdene bestod af 3 sammenbyggede huse, mens 4 gårde kun bestod af et langhus. Der er imidlertid ikke fundet noget i husene, der tyder på, at bestemte familier havde en særlig funktion i landsbyen. Man kan således ikke vide, hvad de små huse ved nogle af gårdene blev brugt til. På hver gård boede sandsynligvis en familie, som holdt husdyr og dyrkede jorden omkring landsbyen. I begyndelsen havde gårdene plads til mellem 12 og 16 større dyr i staldene. På et tidspunkt må man have fået flere husdyr, for alle husene blev bygget om og gjort længere i den ende, hvor staldene lå. Det var nok især kvæg, man havde stående i staldene om vinteren, men man ved også fra fund af knogler og tænder, at man holdt får, svin og hest. Husdyrene har altså betydet en hel del for landsbyen. Rundt omkring landsbyen lå de områder, som man skulle bruge til agerbrug og græsning. På selve bakkeøen - syd for landsbyen - dyrkede man jorden. Ialt havde hele landsbyen her ca. 80 hektar jord, som kunne dyrkes. Det vil sige, at hver gård kunne have 8 hektar marker, hvis alle havde lige meget. Man dyrkede især korn - mest byg, men også hvede og havre. Fundet af de mange liter korn i et af kælderhusene viste, at udbyttet af korndyrkningen var 10-12 fold. Nord, syd og vest for bakkeøen lå store flade enge og græsningsområder. Her kunne husdyrene græsse om sommeren, og man kunne slå hø til vinterfoder. Områderne omkring bakkeøen var på ca. 600 hektar. Hver gård kunne altså have 60 hektar jord til græsning og høslet. 23

Endnu et område betød noget for landsbyen - nemlig Limfjorden. Den lå kun ca. 2 km syd for landsbyen. Her kunne man fiske og samle muslinger og snegle I landsbyen var der måske også folk, som var håndværkere. Der er i hvert fald fundet mange lerkar samt en del ting og redskaber af træ og jern. Men man kan også tænke sig, at Overbygårdlandsbyen har arbejdet sammen med andre landsbyer i det sydlige Vendsyssel, for med sine 10 gårde var den kun en mellemstor landsby. Dem fandtes der mange af rundt omkring. Ind imellem finder man så nogle få meget store landsbyer som f. eks. Hodde-landsbyen. Her boede der sikkert en storbonde eller høvding, som havde magt både over sin egen landsby og måske også over nogle mellemstore landsbyer, som lå inden for en vis afstand fra den store landsby. De små og mellemstore landsbyer skulle sikkert levere varer til den store landsby og kunne måske til gengæld købe sig til nogle af de redskaber, de havde brug for, og som de ikke selv kunne fremstille. Måske havde høvdingen i den store landsby også en mand boende i de mindre landsbyer, som fungerede som den øverste bonde i landsbyen. Det kan være, det var den bonde, der i begyndelsen havde det kælderhus, hvor man fandt de mange liter korn og de to sværd. 24

Vorbasse-landsbyen Landsbyens beliggenhed Inde midt i Jylland, ved landsbyen Vorbasse - ca. 30 km vest for Vejle -lå der i jernalderen og vikingetiden en landsby, som man kan følge gennem 1200 år. I løbet af disse mange år bestod den af 8 landsbyer, som afløste hinanden inden for det samme område. Hver af disse 8 landsbyer eksisterede imellem 100 og 200 år, så derfor kan man her følge, hvordan en landsbybebyggelse udviklede sig i en periode på ca. 1200 år. De første 6 landsbyer tilhører den periode, vi kalder jernalderen, mens de sidste 2 landsbyer hører til vikingetiden. Det område, landsbyerne lå i, var ret fladt. Vi befinder os nemlig i et landskab ikke så langt vest for den linje, hvor isen stoppede og begyndte at smelte ved afslutningen på den sidste istid. I den periode, hvor isen smeltede, løb store smeltevandsfloder mod vest ud over landskabet. Herved dannedes brede og flade smeltevandsdale med større og mindre bakkeøer imellem. Jernalderlandsbyerne ved Vorbasse lå på en sådan bakkeø, omgivet af store flade eng- og græsningsområder, som var gode til husdyrholdet. Jorden lige omkring landsbyerne var ret nem at dyrke, så der anlagde man nok sine marker. Derimod er det ikke sikkert, at der hele tiden var skov i nærheden af landsbyen. I visse perioder af landsbyens lange levetid skulle man måske hente træ til bygningstømmer langt væk fra. 25

Landsbyens udformning og udvikling Den første landsby (100 år før Kristi fødsel - ca. år 0) Den første jernalderlandsby ved Vorbasse opstod omkring 100 år før Kristi fødsel. Den bestod af mindst 9 langhuse og 7 mindre huse. Den anden landsby (ca. år 0 - ca. 100 år efter Kristi fødsel) I tiden omkring Kristi fødsel flyttede landsbyen lidt mod øst. Samtidig med denne landsby lå der ca. 1 2 km længere mod øst et par enligt liggende gårde med hegn omkring. Den ene gård bestod af et langhus med beboelse og stald samt et par udhuse. Den anden gård bestod kun af et langhus. Uden for hegnet lå 4 ovne til jernudvinding. I nærheden af gårdene lå en lille gravplads med 18 grave - alle sammen kvinder af forskellig alder. Mændenes grave blev fundet spredt over et større område. Den tredje landsby (ca. 100 år efter Kristi fødsel - ca. 200 år efter Kristi fødsel) 100 år senere flyttede man 300 meter mod nord, hvor den tredje landsby blev bygget. Den fjerde landsby (ca. 200 år efter Kristi fødsel - ca. 300 år efter Kristi fødsel) Den fjerde landsby blev anlagt på et område vest for den første landsby. Det skete ca. 200 år efter Kristi fødsel. Nu begyndte gårdene at blive anderledes end i de tre første landsbyer. Langhusene blev større - fra 20 til 43 meter i længden og 5-6 meter i bredden. De blev nu inddelt i flere rum - 2-3 rum i den ende, hvor menneskene boede, og 2-3 rum i den ende af huset, hvor der var stald og lade. Gårdene i denne landsby var skilt fra hinanden med kraftige hegn, sådan at man klart kunne se, hvilke huse der hørte sammen til en selvstændig gård. Alle gårdene var ikke lige store - der fandtes både helt små gårde, mellemstore gårde og en enkelt større gård. Den største gård blev i øvrigt liggende og blev bygget endnu større i den femte landsby. I alt bestod denne landsby af ca. 10 samtidige gårde, som lå lidt tilfældigt i forhold til hinanden. Lige øst for landsbyen fandtes en lille gravplads med 16 grave. I midten lå to mænd begravet med alle deres våben. Uden om disse mænd lå fire kvinder, som sikkert havde deres fine tøj på med mange flotte smykker. De øvrige 10 grave lå uden om de 6 rige grave og indeholdt både mænd, kvinder og børn. Alle gravene tilhørte måske den rigeste familie på den største gård i landsbyen. 26

Den femte landsby (ca. 300 år efter Kristi fødsel - ca. 500 år efter Kristi fødsel) Efterhånden flyttede gårdene fra den fjerde landsby ca. 200 meter mod vest og dannede den femte landsby. Dette skete i løbet af 300-tallet efter Kristi fødsel. Nu blev der mere plan i gårdenes beliggenhed. Mod vest opstod en nord-syd gående række på 9-10 gårde, og øst for denne række byggede man 9-10 gårde i en klynge med en åben plads i midten. Den femte landsby bestod altså på et tidspunkt af ca. 20 gårde. Denne landsby havde en levetid på ca. 200 år. I løbet af disse år skete der forskellige forandringer med gårdene, men de blev liggende inden for det samme område. Gårdene i den femte landsby var også af meget forskellig størrelse. I klyngen mod øst lå en særlig stor gård med det største langhus på 45 meter, 4 mindre huse og den største indhegning rundt om husene (72 x 53 meter). Det har sikkert været landsbyens stormandsgård. Stormandsgården lå det samme sted igennem 300 år - det vil sige, at den samme familie måske har boet på den igennem ca. 10 generationer. De fleste gårde bestod af et langhus af forskellig størrelse og et eller to mindre huse. Hertil kunne komme et par staklader, nogle små grubehuse og halvtage langs med hegnet. Alle gårdene var i den første halvdel af denne landsbys levetid indhegnet, således at man klart kunne se, hvor stort et område og hvor mange bygninger, der hørte til hver gård. På to af gårdene var der en smedje, og uden for hegnet lå de ovne, hvor man udsmeltede jernet. I denne landsby var der nok flere mennesker, som beskæftigede sig med forskellige håndværk. Både de mindre langhuse og de små grubehuse har nemlig været brugt som værksteder f. eks. til smedning, vævning og stenhugning. 27

Den sjette landsby (ca. 500 år efter Kristi fødsel - ca. 700 år efter Kristi fødsel) Efter ca. 200 år på det samme sted flyttede landsbyen omkring år 500 efter Kristi fødsel 100-200 meter mod nord. Her blev den sjette landsby anlagt. Den kom til at bestå af ca. 10 gårde, som lå på en lidt buet række i øst-vestlig retning. Gårdene i den sjette landsby bestod lige som i den femte landsby af et langhus og et eller flere mindre huse. Hver gård havde sit eget indhegnede område omkring bygningerne. Den syvende landsby (ca. 700 år efter Kristi fødsel - ca. 1000 år efter Kristi fødsel) Omkring år 700 efter Kristi fødsel flyttede landsbyen igen. Fra den sjette landsbys område rykkede man ca. 400 meter mod syd - hen til det område, hvor den fjerde landsby havde ligget. Her anlagde man en landsby, som eksisterede i ca. 300 år. Den kom til at bestå af 7 gårde. Gårdene blev placeret omkring en 8-10 meter bred gade, som gik i øst-vestlig retning. Nord for gaden lå 4 gårde, og syd for lå 3 gårde. Hver gård bestod af et stort firkantet indhegnet område med et antal bygninger indenfor. Den største bygning var et ca. 30 meter langt hus med beboelse i den ene halvdel og stald i den anden. Staldene havde plads til 20-30 kreaturer og fik nu deres egen indgang i gavlen. Langs med hegnet lå ofte flere mindre huse. På gårdspladsen gravede man nogle små huse ned i jorden. De kaldes grubehuse og blev mest brugt som vævehytter. Inden for gårdens indhegning kunne der også være flere staklader til opbevaring af vinterfoder, og nogle gårde havde deres egen brønd. Ud mod gaden havde alle gårdene en bred port, som man kunne køre igennem med en vogn. En enkelt gård havde et særligt stort indhegnet område på 70 x 130 meter. Det var samtidig den gård, som havde de fleste bygninger - så den har nok været landsbyens stormandsgård. 28

Den ottende landsby (ca. år 1000 efter Kristi fødsel - år 1100 efter Kristi fødsel) Den sidste oldtidslandsby - den ottende landsby - blev anlagt omkring år 1000 efter Kristi fødsel. Den kom til at ligge hen over de områder, hvor den første, fjerde, femte og syvende landsby havde ligget. Selvom den altså var den af alle landsbyerne, som dækkede det største område, betød det ikke, at den også havde flest gårde. Antallet af gårde i den ottende landsby var det samme som i den syvende. Forskellen var, at alle gårdene nu blev bygget om og flyttet. Samtidig blev alle gårdene gjort endnu større. Det var grunden til, at den sidste landsby blev den landsby, der fyldte mest i landskabet. Når gårdene blev større, skyldtes det bl. a., at man for første gang i landsbyens historie byggede særlige huse til husdyrene. Disse staldbygninger kunne rumme op til 50 kreaturer, og nogle gårde havde måske flere staldbygninger på samme tid. Sammen med de selvstændige staldbygninger kom flere mindre huse til inden for det store indhegnede område, som hørte til hver gård. På den største gård mener man, at der en overgang var 12 bygninger i brug samtidig. 29

Gårdene i Vorbasse-landsbyen Husene og gårdene i de 8 landsbyer viser noget om, hvordan husene og gårdene ændrede sig i løbet af jernalderen og vikingetiden. Huse og gårde fra den 2. landsby Den vigtigste bygning var langhuset på ca. 15 meter i længden. Det var delt i to halvdele - en til bondefamilien og en til nogle af husdyrene. Sammen med langhuset kunne der være et par mindre udhuse. Hele gården var normalt omgivet af et hegn. Huse og gårde fra den 4. og 5. landsby Det vigtigste hus var stadig langhuset, som nu kunne være fra ca. 20 til 45 meter langt. De lange huse blev inddelt i tre afdelinger: en til bondefamilien, en til stald for nogle af husdyrene og en til lade for vinterfoderet. Sammen med langhuset hørte et eller flere mindre langhuse. En del af dem blev nok brugt til opbevaring af forråd, men nogle af dem fungerede også som værksteder. Landsbyens smed havde værksted i sådant et hus. Endelig kunne der på nogle af gårdene være små nedgravede huse - grubehuse. De har mest fungeret som værkstedshuse. Alle gårdens bygninger var omgivet af et kraftigt hegn. Langs med hegnet var der ofte bygget et langt og bredt halvtag ind mod gårdspladsen. Hegnet afgrænsede det område, som hørte til hver gård - det kunne godt være på 50 x 50 meter. 30

Huse og gårde fra den 7. og 8. landsby Den 7. og 8. landsby hører til den periode, vi kalder vikingetiden. I denne periode begyndte man at bygge og indrette husene på en anden måde end i jernalderen. Langhuset bestod i den 7. landsby af to dele - en til familien og en til husdyrene. Laden var nu flyttet ud i en bygning for sig selv. I den 8. landsby flyttede stalden også ud fra langhuset, og husdyrene fik deres egen staldbygning. Både i den 7. og den 8. landsby var gårdene meget store med mange forskellige huse og store indhegnede gårdspladser. 31

Landsbyens organisation og erhverv Jernalder- og vikingetidslandsbyen ved Vorbasse flyttede rundt inden for det samme område 8 gange i løbet af ca. 1200 år. Antallet af gårde var forskelligt fra den ene landsby til den næste. Det var også forskelligt, hvordan man placerede gårdene i forhold til hinanden, men allerede fra de første landsbyer var det almindeligt, at hver gård fik sin egen indhegning omkring de huse, der hørte sammen. Landsbyen bestod altså hele tiden af et antal selvstændige gårde. Gårdene i de 8 forskellige landsbyer var ikke lige store. I hver landsby har der været en vis forskel mellem de enkelte gårde. Det kunne bl. a. ses ved størrelsen på staldene. Størrelsen på staldene viste noget om, hvor mange kreaturer den enkelte gård havde og dermed, hvor rig familien var. Landbruget var det vigtigste erhverv i Vorbasse igennem alle 1200 år. Man har i nogle af landsbyerne holdt mange husdyr. Kreaturerne var sikkert de mest værdifulde - det var dem, der kom på stald om vinteren - men man kan også godt have haft en del svin og får. Rundt om landsbyen var der store områder, hvor husdyrene kunne græsse, og hvor man kunne skaffe vinterfoder. Fra den 4. til den 8. landsby blev gårdene så store, at man sikkert havde flere husdyr, end man selv skulle bruge i landsbyen. I disse landsbyer begyndte der også at være flere håndværkere på nogle af gårdene. Smeden fik sit eget hus på en af gårdene, og uden for hegnet byggede man de ovne, hvor man udsmeltede jern af myremalm. I begyndelsen foregik jernfremstillingen i nogle små grubeovne, men senere gik man over til en ny og mere effektiv ovntype kaldet en skaktovn. 32

Fremstilling af klæde blev efterhånden også et særligt håndværk, som foregik ved vævene i nogle af de små grubehuse. Det var også i den 4. landsby, at husene begyndte at blive meget store. At bygge disse store huse krævede meget og godt tømmer og dygtige husbyggere. Et vigtigt redskab i enhver jernalderfamilies husholdning var kværnen til at male korn på. I mange århundreder havde man brugt en type, som kaldes en skubbekværn, men i Vorbasselandsbyen begyndte man i den 4. og 5. landsby selv at fremstille en ny og mere effektiv kværn, som kaldes en drejekværn. Denne type kværn blev sikkert fremstillet af professionelle stenhuggere. At jernalderlandsbyen efterhånden havde brug for og råd til at have specielle håndværkere må betyde, at gårdene kunne producere mere. Det skete samtidig med, at landsbyen fik sin første stormandsgård. Fra den 4. til den 8. landsby var der i hver landsby én gård, som var større end alle de andre. Familien på stormandsgården var sikkert rigere og bestemte mere over landsbyen end de øvrige familier. Måske var det også denne familie, som i den 7. landsby begyndte at handle med ting fra fjerne egne. 33