Fra Formandens Bord Marts 2007 Jeg er født ind i filmbranchen og har siden 1978, med en enkelt afbrydelse, været beskæftiget inden for filmbranchen. Med god hjælp fra Robert De Niro og Peter Finch håber jeg at kunne tydeliggøre mit ærinde. Gennem mit liv har jeg været vidne til ændringen fra gammeldags udslidte biografer, til vore dages formidable filmpaladser. Jeg har været vidne til, at antallet af indtægtskilder for producenter og de amerikanske studier går op, og at indtægtskilderne for biograferne er status quo. Jeg har været vidne til et magtskifte mellem filmudlejning og biografer, hvor biograferne nu er blevet underlagt beslutninger, der er blevet taget flere tusind kilometer væk fra den lokale ekspertise. Jeg har været vidne til en del biografejeres enlige kamp, når filmudlejere blev for urimelige, hvor de gik i kamp således: og endte således: Der er brand i Europa. Flere og flere biografejere i Europa er blevet inspireret af Peter Finch i The Network, hvor han i filmen opfordrer sine seere til at rejse sig og åbne deres vindue og råbe: "I'm as mad as hell, and I'm not going to take this anymore!" Venligst bemærk at urene bag Peter Finch for længst har passeret 12. Klokken er ikke længere fem minutter i. Siden 1948, da TV startede sit indtog i USA, er indkomstkilderne for de amerikanske studier blevet mangedoblet. Og hver gang en ny indkomstkilde har vist sig, er en stor skive røget af biografernes indtægter. Gennem hele denne periode har indkomstkilderne for biograferne været de samme. De er blot blevet mindre og mindre, hvis man modregner for inflation. Den stigning i biografbesøget, vi har været vidne til de seneste år, har de amerikanske studier ingen andel i, årsagen til denne stigning skal alene ses i modige biograf- entrepreneurs og Henning Camres succesfulde vision for dansk film. Det eneste filmdistributørerne har sagt er; byg biografpaladser og de vil komme. Og de havde helt og aldeles ret, men på den anden side; de fik jo også en meget stor andel af
den forøgede indkomst uden at gøre andet, end hvad de altid har gjort; levere produkter til biograferne. Og hvad er takken de presser endnu flere film ud på markedet, film som ingen ville savne, hvis de ikke var der og det gælder både publikum og biografejere. Men det stopper ikke her; efter at have udsendt alle disse noget inferiøre film på markedet, begyndte de at klage over, at markedet var for overfyldt og at biograferne ikke gav filmene en ordentlig chance. Et paradoks. Denne stigning i antallet af film hjælper umiddelbart ingen, ikke biografejerne, som sædvanligvis, ser næste tomme sale til disse film, anmelderne hader dem, og værst af alt: de få publikummer som af uforklarlige årsager dukker op til disse film, og får en dårlig oplevelse, vil tænke sig grundigt om, inden de går i biografen i fremtiden. Og dog, de eneste som profiterer på denne politik, beroende på paradokser, er producenter og de amerikanske studier som benytter dette fremragende markedsføringsværktøj for DVD-markedet. Det er min faste overbevisning at biograferne ikke vil overleve, hvis bio-vinduet bliver smadret I al fald ikke som vi kender dem. Måske vil biografer i de allerstørste byer overleve i amputeret udgave. Når en biograf en gang er lukket, åbner den meget sjældent igen - de bliver supermarkeder. Biografer er ikke blot forretninger, hvor man sætter et par hylder op, og så er man i business. Når der ikke længere er biografer, eller kun nogle få, som publikum kan opleve film i, er der ingen grund til at lave blockbusters i et format ingen, som kun ganske få kan opleve. I denne nye verden vil indtægterne fra TV, DVD, VOD og andet være nogenlunde de samme, uanset om man udsender en forholdsvis billig episode af Desperate Housewives eller en dyr Miami Vice eller Poiseidon. Det betyder, p.g.a hård konkurrence (Se blot på DVD-priserne), at producenterne og de amerikanske studiers indtægter vil falde, fordi de har ødelagt fundamentet til deres succes. Når den fejltagelse bliver tydelig for dem, vil det være for sent, og det vil være alt for dyrt at genopbygge biograferne. De skulle i stedet beskytte og frede biografoplevelsen, fordi biografindtægterne kan i fremtiden blive deres eneste løbende og sikre indkomst, men det vil kun ske hvis producenterne og de amerikanske studier tillader biograferne et åndehul og lader dem beholde deres eksklusivitet. Lige nu og her, er det den store kontrovers; DVD- targetdates I nogle europæiske lande bliver biograferne informeret om dette, i andre ikke. Informationer om biograferne er helt åbne for distributørerne, de bliver informeret om billetpriserne, de bliver informeret om antal sæder i de forskellige sale, de bliver informeret, om hvor deres trailere bliver vist, de bliver informere om, i hvilke sale deres film bliver vist, og meget andet vi er næsten derhenne hvor de også får information om fruens bh-størrelse. Al sammen bortset fra sidstnævnte informationer, som de søger meget stor indflydelse på. Men distributørerne vil ikke lade os vide, hvornår de udsender deres film på DVD. De vil ikke informere biograferne om den tid, de har til at få en ordentlig forretning ud af at vise filmene. Det er ikke fair. De amerikanske studier tester biografejerne og markedet i øjeblikket, 20 th Century Fox udtaler, at beslutningen om at udsende Nat på museet meget tidligt i adskillige territorier kun er en enkeltstående beslutning, og prøver at minimere betydningen ved at sige, det kun er en storm i et glas vand". Jeg finder det meget svært at tro på.
Der har bare været for mange eksempler over hele Europa til at kunne bruge frasen en enkeltstående beslutning. Tro mig de amerikanske studier vil altid, i deres eget sind, have en pokkers god grund til at udsende deres film på DVD tidligere og tidligere. Og 3 måneder i Tyskland og England er bare for tidligt, hvis man altså ønsker at sætte handling bag ordene om at beskytte biografoplevelsen. Det er helt klart en test. Og hvilket signal vil det sende til publikum, når man tester en så larmende titel? Det vil fortælle dem; VENT, alle film vil blive udsendt tidligt på DVD. En anden repræsentant fra det internationale distributions-miljø fortæller biograf-sektoren, at de ikke skal være så nedtrykte og proklamere at 2007 har rekordår skrevet over sig. Men hvis vi kigger en smule længere ud i fremtiden, kan man sige, at hvis bio-vinduet fortsat tillades gjort kortere og kortere, er biograferne direkte på vej mod afgrunden - men det sker på første klasse. Hvis de amerikanske studier får magt som de har agt, vil biograferne ikke smelte væk stille og roligt, biograferne vil pludselig en dag bare knække af, præcis som de glaciere vi oplever p.g.a den globale ophedning. Dette er testen, mine damer og herrer, om biograferne vil overleve eller ej. Biografejerne bliver nødt til at have en mening om bio-vinduets længde og have modet til at sige nej, ikke bare for at redde deres egen forretning, men også filmindustrien som helhed. Med andre ord; biografejerne er nødt til at redde filmindustrien fra producenterne og de amerikanske studier, som kun er drevet af kortsigtet grådighed. Biografer behøver virkelig en ægte indsprøjtning og forsikring om distributørernes gode hensigter. Husk på, at biograferne gør at en film er film. Hvis en film ikke vises i biograferne er det ikke en ægte film. I Tyskland, da 5 store kæder uafhængig af hinanden valgte at tage Nat på musset af plakaten, efter en lignende situation som i England, p.g.a. biovinduets længde, faldt indspilningen med 72%, man kan spørge sig selv hvad der skete med de sidste 28%? Besynderligt, de biografer som ikke reagerede, er de samme som står i første række til at lide mest. Er biograferne i virkeligheden deres egen værste fjende? Gudsketakoglov vi i Danmark har frivilligt indgåede aftaler på hele området vedrørende bio-vinduets længde. D-Bio er en anden af biografernes udfordringer og lad os lige kigge nærmere på det; hvem står til både at spare og tjene penge? Producenter og distributører. Hvem står ellers til at tjene penge? Fremstillere af digitalt udstyr og tredjepartsselskaberne. Vil biografsektoren spare penge? Nej. Vil biograferne forøge
indtjeningen? Måske. Og hvis biograferne øger indtjeningen, vil 40-50% blive dirigeret videre til distributørerne. Så producenterne og distributørerne er i en win-win situation, og ligeledes er fremstillere af digitalt udstyr og tredjepartsselskaberne, som de amerikanske studier galant har overdraget at få ordnet digitaliseringen af biograferne. Tredjepartsselskaberne, fremstillere af digitalt udstyr og de biografejere, som allerede har fået deres biografer digitaliseret, handler overilet. Ingen biograf, udstyret med D-Bio, i hele verden er pt DCIkompatibel. Og DCI-specifikationerne bliver fortsat ændret - uden at konsultere biograferne. Beskeden til producenterne og de amerikanske studier lige nu burde lyde; Når I har fået tjek på DCIspecifikationerne, og I er blevet afklaret med, hvor meget I vil spytte i kassen, så kom tilbage til os. Producenter, distributører og de amerikanske studier må komme mere ind i kampen og udvise større kreativitet i forbindelse med fødselsforberedelserne af D-Bio. Mange siger, at de europæiske biografer er for fragmenteret til at kunne forenes. Jeg siger; det er rigtigt, men forfald ikke til desperation over det; lad os få de forskellige fragmenter forenet i Europa. Og behøver vi i det hele taget tredjepartsselskaberne? Er det ikke mere betryggende at lave en europæisk fond, hvor alle skyder penge i, eller i det mindste fonde, land for land, i stedet for at gøre tredjepartsselskaberne rige? Værktøjet for at alle disse udfordringer, som vedrører os alle, kan klares bedst muligt er, efter min mening, et styrket UNIC (Den internationale biografsammenslutning). Biograferne over hele verden er simpelthen ikke organiseret godt nok. Tillad mig at sætte i perspektiv: Lønnet personale i et udsnit af biografsammenslutninger: UNIC (Europa): ½ FECE (Spanien): 4 FNCF (Frankrig): 8 HDF (Tyskland): 7 DB (Danmark): 1 NATO (USA): 12 Lønnet personale i Motion Picture Association of America: MPAA (Den amerikanske film sammenslutning): 250 Man kan rolig påstå at jo mindre et antal medlemmer, desto større repræsentation. Biograferne over hele verden er nødt til at give et større tilskud til organisationsarbejdet. De forskellige involverede gør pt et meget stort stykke arbejde, men døgnet har jo altså kun for dem som for alle 24 timer. De skal have større tilskud til at organisere de europæiske biografer internationalt. Ikke bare for at være et stærkere og mere ligevægtigt modstykke, med respekt for konkurrencelovgivningen, overfor MPAA, men også for at styrke lobbyarbejdet overfor EU. Biografernes repræsentation overfor EU er simpelthen ikke stærk nok. For 20 år siden ville det ikke have betydet så meget, fordi hvad der dengang var godt for producenter og de amerikanske studier, var også godt for biograferne. Sådan er det ikke længere. Hvad producenter og de amerikanske studier lobbyer for, nu til dags, er ikke nødvendigvis det samme som biograferne burde lobby for. Vi har ikke længere den samme dagsorden, på en række meget vigtige områder. Lobby er ikke bare en foyer i en biograf. Lobbyarbejde har helt sikkert aldrig været så vigtigt for biograferne som det er lige nu, f.eks. i forbindelse med D-Bio, bio-vinduet og generel støtte. Husk på at lobbyarbejde er noget producenterne, og de amerikanske studier er ekvilibrister i gennem mange, mange år. De europæiske biografer behøver at sende en klar besked til EU:
1. For at opretholde kulturel forskellighed i de europæiske biografer, er massiv støtte til D-Bio nødvendig. 2. For at opretholde en biografkultur i Europa er et ordentligt biograf-vindue nødvendigt. Lige nu forekommer det at alle spillerne på markedet holder kortene tæt til kroppen, når det kommer til D-Bio i Europa. De amerikanske studier venter på et udspil fra de lokale regeringer og EU, om hvor meget de vil spytte i kassen, og vise versa. Vi er blevet fortalt gennem de seneste 10 år, at en kopi koster kr. 12.000,-, lad det være udgangspunktet for forhandlingerne. De europæiske biografer behøver også at sende en klar besked til de amerikanske studier: 1. Beskyt biografoplevelsen med et ordentligt biograf-vindue. 2. Få tjek på DCI-specifikationerne, og fortæl os hvor meget I er villige til at spytte i bøssen. 3. Vær mere selvkritiske, når I udvælger film til biograf-distribution. Frit efter nedenståendes tale på The 2007 UK Cinemas Conference i London 1. marts 2007 P.S. Der er al mulig grund til at lykønske TV2 FILM med deres fortræffelige dækning af Oscar-uddelingen, som fra starten blev kaldet en af verdens største filmfestivaler med kommentatorer, der var lykkelig befriet for en enhver form for smagsdommeri, ekspertise eller almindelige viden om hvad der foregik endsige almindelig faglig forberedelse. Kommentarerne foregik nærmest på niveau af, hvad man kan forvente omkring middagsbordet hos en almindelig gennemsnitsfamilie, når f.eks. et politisk emne, som ingen rent faktisk har baggrund for at diskuterer, bliver diskuteret. Mange vil sikkert muntre sig med at remse de utrolig mange faktuelle fejl kommentatorerne i TV2 FILM s dækning fik rodet sig ud i. Denne remse skal undertegnede dog ikke beskæftige sig med, blot konstatere at gennemgående udsagn som Jeg tror, Jeg mener at vide, Jeg tror jeg har læst et sted var gennemgående, rigt krydret med eder og forbandelser, i form af skide, sgu, fanden og helvede. Der skal udtrykkes et meget stort håb om, at TV2 i fremtiden ikke forfalder til at lade transmissionen af Oscar-uddelingen få samme kranke skæbne som filmorienteringsprogrammerne, men at man måske i fremtiden måske skulle nøjes med at vise Oscar-uddeligen hard core, således at de sagesløse seere får hvad de vil have, og TV sparer udgiften til egentlig studie-personale i forbindelse med afviklingen. For der er absolut intet grundlag for at tro, at kommentatorerne ved dette års Oscar-event måtte have fået nogen som helst form honorar. Holte, den 1. marts 2007 Kim Pedersen Formand Danske Biografer