Sikkerhedspolitisk redegørelse om udviklingen i Arktis

Sikkerhedspolitisk redegørelse om udviklingen i Arktis AGFOA Strategi Formålet med denne analyse er at tilvejebringe grundlaget for de efterfølgende analyser, der gennemføres i de respektive underarbejdsgrupper i rammen af AGFOA. Redaktion afsluttet den 25. februar 2016 U A G - s t r a t e g i

Resumé Arktis er en region i forandring, og en ny arktisk geopolitik er under udvikling. Det er kendetegnende for situationen i Arktis, at de institutionelle og praktiske rammer for international sameksistens og samarbejde i regionen i vidt omfang stadig er under etablering. Samtidig vokser kredsen af lande og organisationer, der direkte eller indirekte interesserer sig for Arktis. Arbejdet med at håndtere udfordringerne i regionen gennem udviklingen af en regional styringsstruktur bidrager løbende til at konsolidere og udbygge samarbejdet om Arktis, som det bl.a. er stadfæstet i Ilulissat-erklæringen fra 2008. Med Kongeriget Danmarks centrale placering i Arktis følger nogle udenrigspolitiske muligheder og udfordringer. Det gælder ikke mindst et stort medansvar for at håndtere og sikre en fortsat fredelig regional udvikling gennem en aktiv udenrigspolitisk indsats. Ud over overvågning og suverænitetshævdelse løser Forsvarsministeriet en række vigtige opgaver i Kongeriget Danmarks arktiske egne som redningstjeneste og beskyttelse af havmiljøet. Derudover medfører ændringer i havisens udbredelse og tykkelse, at der bliver større farbare arealer under Kongeriget Danmarks jurisdiktion og ansvar. Denne redegørelse for den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis skal tilvejebringe et strategisk grundlag for de temaanalyser, der udfærdiges i rammen af Arbejdsgruppen vedr. styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis (AGFOA). Redegørelsen indeholder en beskrivelse af de arktiske staters og Kinas overvejelser om udviklingen i Arktis, herunder deres arktiske strategier og tilstedeværelse i form af militære og/eller beredskabsmæssige kapaciteter i Arktis. Arktis er fortsat en vigtig militærstrategisk arena for USA s og Ruslands nukleare afskrækkelse. Selv om den militære tilstedeværelse og det militære fokus i Arktis er øget, er det væsentligt at påpege, at militære enheder i de arktiske stater også udfører en lang række civilt relaterede opgaver i området. Det skyldes ikke mindst, at de militære styrker traditionelt har rådet over de nødvendige kapaciteter til at operere i de arktiske egne. De arktiske staters fokus i Arktis er på at løse konkrete problemstillinger og løbende at etablere og udbygge rammerne for en bæredygtig økonomisk udvikling, herunder fiskeri, miljøbeskyttelse, maritim sikkerhed, overvågning, søredning, transport og infrastruktur. Der er derfor i de senere år inden for disse områder sket en styrkelse af de bi- og multilaterale relationer mellem de arktiske stater, også på det militære niveau. Krisen i Ukraine har imidlertid vist, hvordan udviklingen i de internationale forhold uden for regionen kan påvirke den sikkerhedspolitiske situation i Arktis. Ruslands handlinger i Ukraine har således ført til reduceret tillid mellem Rusland og Vesten, og russisk militær aktivitet i 2

Arktis er efter Ukraine-krisen blevet tillagt en ny og mere alvorlig betydning. Samtidig har Rusland selv ønsket at markere sit militære fokus i området. Om end der i vidt omfang er tale om tiltag, der allerede var planlagt og i nogen grad påbegyndt før Ukraine-krisen, er det muligt, at den russiske militære udbygning i Arktis er blevet fremskyndet og justeret som et resultat af det forværrede forhold mellem Vesten og Rusland. Størrelsen af regionens økonomiske potentiale, som især er knyttet til nye sejlruter og udvinding af olie, gas og mineraler, er ikke kun afhængig af reduktionen af isens udbredelse, men også af faktorer som globale råvarepriser og teknologisk udvikling. Samtidig er stabil politisk udvikling i Arktis en forudsætning for at realisere regionens fulde økonomiske potentiale. Det er sandsynligt, at den arktiske region generelt vil opleve øget økonomisk aktivitet og øgede investeringer i fremover, men perspektiverne og prognoserne er fortsat behæftet med betydelig usikkerhed. Redegørelsens konklusion er, at det samlet set er sandsynligt, at udviklingen i Arktis i højere grad vil være præget af samarbejde og konkurrence end af konfrontation og konflikt. Det er i lyset af denne overordnede vurdering, at redegørelsens opstillede risici for politiske uenigheder mellem de arktiske stater skal ses. Der er samlet set flere militære opgaver og øgede politiske udfordringer i Arktis, men på nuværende tidspunkt ikke nogen direkte militær trussel mod Kongeriget Danmark. De fremtidige rammer for Forsvarsministeriet i Arktis vil være præget af evnen til overvågning, tilstedeværelse og reaktionskapacitet i relation til en bred vifte af opgaver, der primært angår suverænitetshævdelse, men som også omfatter beredskabsopgaver og støtte til arktisk samfundssikkerhed. Samtidig er der potentiale for styrket samarbejde med andre nationers myndigheder civile såvel som militære. I den forbindelse vil øget øvelsesaktivitet, deling af data og information, samt andre tillidsskabende foranstaltninger kunne spille en væsentlig rolle. Forsvarsministeriet kan således forvente at blive en central aktør i den fremtidige udvikling i Arktis og i fællesskab med andre arktiske aktører at skulle sikre de arktiske samfund og herved understøtte en bæredygtig social, økonomisk og politisk udvikling i regionen, samtidig med at Kongeriget Danmarks sikkerhedspolitiske interesser varetages. 3

Sikkerhedspolitisk redegørelse om udviklingen i Arktis Kort over Arktis 4

Resumé... 2 Kort over Arktis... 4 Indledning... 7 Havisens udbredelse året rundt i Arktis og Grønland... 8 Nuværende isforhold ved Grønland... 9 Klimapåvirkninger og perspektiverne... 10 Konsekvenserne af de klimatiske forandringer... 13 Den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis... 14 Arktis traditionelle militærstrategiske betydning... 14 Udviklingen i det regionale samarbejde... 15 Maritime grænsedragninger (kontinentalsokkelkrav)... 19 Fremtidige risici for den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis... 22 Den økonomiske udvikling i Arktis... 24 Fiskeri i Arktis... 24 Olie- og gasaktiviteter i Arktis, Grønland og Færøerne... 29 Grønland... 30 Færøerne... 31 Mineralefterforskning og minedrift i Grønland... 32 Infrastrukturudbygning i relation til minedrift i Grønland... 36 Potentiale for energikrævende industriprojekter... 37 Potentiale for undersøisk minedrift... 39 Mulig omladning af canadisk jernmalm i grønlandsk farvand... 39 Maritime aktiviteter, herunder nordlige sejlruter... 40 De arktiske stater og Kinas interesser i Arktis... 42 Canada... 43 Norge... 44 Rusland... 45 USA... 48 Finland... 50 Island... 51 Sverige... 52 Kina... 53 5

De fremtidige rammer for Forsvarsministeriet i Arktis... 54 Bilag 1: Status for Kongeriget Danmarks indlevering af krav til FN s Sokkelkommission... 1 Bilag 2: De arktiske staters militære kapaciteter i Arktis... 4 Canada... 4 USA... 7 Rusland... 10 Norge... 14 Island... 16 Finland... 17 Sverige... 17 Kort over kyststaternes arktiske baser og andre faciliteter... 19 Bilag 3: Antallet af fartøjer med nuklear fremdrift i Arktis... 22 Rusland... 22 USA... 22 Storbritannien... 22 Frankrig... 22 Kina... 22 Bilag 4: Udbredelse af permafrost i Arktis og Grønland... 24 6

Indledning Klimaforandringerne og i særdeleshed havisens reducerede udbredelse og tykkelse betyder, at Arktis er en region i forandring. Den mere åbne arktiske geografi indebærer, at der udvikles en ny arktisk geopolitik med potentiel stor betydning for ikke bare regionens stater og indbyggere, men for store dele af den øvrige verden. Regionens stigende betydning skaber nye udenrigspolitiske muligheder og udfordringer for Kongeriget Danmark. Den øgede internationale interesse for den arktiske regions udvikling og Kongeriget Danmarks centrale placering heri skaber gode muligheder for at medvirke til at forme den regionale udvikling i Arktis og for at udbygge de politiske relationer til en række vigtige internationale aktører. Samtidig medfører forandringerne i Arktis også flere militære opgaver og øgede politiske udfordringer og risici, da Kongeriget Danmark har et medansvar for at håndtere og sikre den generelle regionale udvikling. De internationale politiske forhold i Arktis er generelt præget af konstruktive samarbejdsrelationer. Det gælder både direkte mellem de enkelte lande, i regionale organisationer som Arktisk Råd og Barentsrådet og i internationale organisationer, der arbejder med arktiske spørgsmål, f.eks. FN s Internationale Maritime Organisation (IMO). De seneste år har været præget af et klart fokus på at finde løsninger på konkrete problemstillinger og sideløbende etablere og udbygge rammerne for en bæredygtig økonomisk udvikling, herunder råstofudvinding, fiskeri, miljøbeskyttelse, maritim sikkerhed, overvågning, søredning, transport og infrastruktur. Det er således kendetegnende for den politiske situation i Arktis, at de institutionelle og praktiske rammer for internationalt sameksistens og samarbejde i vidt omfang stadig er under etablering og udvikling. Derudover er der i kommercielt regi flere initiativer til selvregulering, eksempelvis inden for shippingbranchen. Befolkningerne i Arktis ønsker generelt, at der udvikles nye erhvervsmuligheder, og der er bred enighed om, at denne udvikling skal komme lokalsamfundene til gode og ske på bæredygtig vis. Her har kyststaterne og de andre arktiske stater en helt særlig interesse på grund af det skrøbelige arktiske økosystem og de miljø- og erhvervsmæssige risici, som disse lande vil skulle håndtere ved alvorlige ulykker. Den militære tilstedeværelse i Arktis er øget de senere år og forventes at blive øget yderligere i de kommende år. Udviklingen indbefatter flere og mere moderne enheder, der varetager flere opgaver. Dette skyldes primært de arktiske staters voksende behov for at kunne hævde suverænitet over egne kystområder og stigningen i den civile aktivitet i området. Forandringerne i Arktis skaber nye muligheder for økonomisk udvikling såsom nye sejlruter, minedrift og olie- og gasudvinding samt turisme. Perspektiver og prognoser er dog fortsat behæftet med betydelig usikkerhed. De umiddelbare muligheder, som knytter sig til ressourceudvinding og skibsfart i Arktis, kræver store og langsigtede investeringer. 7

Kyststaternes muligheder for at høste de potentielle gevinster, som øget aktivitet i den arktiske region fører med sig, vil blive reduceret, hvis regionen udvikler sig til et politisk og militært spændingsområde. Formålet med denne redegørelse er at beskrive den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis. Den skal tilvejebringe det strategiske grundlag for en række analyser af, hvordan Forsvarsministeriet styrker evnen til at løse sine opgaver i det arktiske område. Både redegørelsen og de efterfølgende analyser er udarbejdet i rammen af Arbejdsgruppen vedr. styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis (AGFOA). Redegørelsen indledes med en afdækning af isens reducerede udbredelse. Dernæst følger en analyse af den strategiske kontekst med fokus på den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis og regionens økonomiske potentiale i forhold til fiskeri, råstoffer (olie/gas og mineraler) og andre maritime aktiviteter. Endelig redegøres for de arktiske staters og Kinas overordnede politiske, økonomiske og militære interesser i Arktis. En mere detaljeret gennemgang af hovedparten af de arktiske staters militære kapaciteter i det arktiske område findes i bilag 2 til den sikkerhedspolitiske redegørelse. Havisens udbredelse året rundt i Arktis og Grønland Over de seneste ca. 30 år er havisens udbredelse og tykkelse i Arktis generelt set reduceret kraftigt. Den is, der tidligere dækkede Beauforthavet ud for Canadas og Alaskas nordlige kyster og havene langs den russiske del af Arktis, er næsten væk i sommermånederne. I løbet af de seneste ca. 10 år er afsmeltningen accelereret, og specielt under minimumsudbredelsen i september kan man observere store ændringer. Samlet set har isen i Det Arktiske Ocean aldrig været observeret tyndere og så varierende, som den er nu. Havisen i Det Arktiske Ocean er dog tykkest ved Nordkysten af Grønland og Det Canadiske Øhav, og der kan fortsat forventes at være stor årlig variation i isens udbredelse og beskaffenhed. Koncentrationen af havis i Arktis er blevet observeret af satellitter siden 1978. Iskoncentration er den andel af havoverfladen, der er dækket af is, hvor 100 % er komplet isdækket og 0 % er åbent vand. Isen når normalt sin maksimale udbredelse med ca. 14-16 mio. km 2 i marts. Ved sommerens afslutning i september er der mindst is i 1980 erne omkring 7 mio. km 2 og i dag omkring 4-5 mio. km 2. 8

Kort over den gennemsnitlige koncentration af havis for marts og september for de seneste 10 år (Kilde: DMI og Ocean and Sea Ice Satellite Application Facility, osi-saf.org). Som det ses af kortene, oplever Færøerne ikke havis, og Færøerne beskrives derfor ikke videre i dette kapitel. Nuværende isforhold ved Grønland Skibe i grønlandske farvande møder forskellige slags is, som kan være til fare eller gene for disse eller helt forhindre sejlads. Udbredelsen af havis omkring Grønland og især på østkysten styres derfor i høj grad af udbredelsen og driften af havis i Det Arktiske Ocean. Storisen dannes i Det Arktiske Ocean og transporteres med vind og havstrøm gennem Framstrædet og langs Grønlands østkyst til Kap Farvel (se kortet side 4). Isen runder Kap Farvel fra omtrent december til august og kan i perioder fylde hele Julianehåbsbugten og vestkysten op til Paamiut. Vestisen dannes ved, at havisen fryser om vinteren i Baffinbugten og smelter igen om sommeren. Vestisen er derfor aldrig mere end ét år gammel, hvorimod storisen kan være op til 10 år gammel. Isfjelde er stykker af is, der brækker af en gletsjerfront og driver til havs. Isfjelde kan forekomme overalt i grønlandsk farvand og ofte i et stærkt forøget antal midt på sommeren, hvor produktionen er på sit højeste, og hvor der frigives isfjelde, der har været indefrosset i havisen vinteren over. Den årlige isfjeldsproduktion fra hele Grønland er 515 gigaton (årligt 9

gennemsnit for 2007-2011) svarende til mere end 180 mio. isfjelde på størrelse med Rundetårn. Grønlands Istjeneste, DMI, har på baggrund af data indhentet fra 2001 til 2010 lavet kort over middel-isdække. Kortene nedenfor viser gennemsnittet for henholdsvis marts og september, som overordnet svarer til maksimal og minimal udbredelse. Klimapåvirkninger og perspektiverne Isudbredelsen i Arktis som helhed nåede et ekstremt minimum i september 2007 og var også lav i 2008-2011. Midt i september 2012 blev der igen sat ny minimumsrekord for havis i Arktis. Der er store regionale forskelle, og der var således i september 2012 ingen minimumsrekord lokalt ved Grønland. Der var tværtimod i marts 2012 mere havis end normalt ved Grønland, og i september 2012 var der tale om et normalt niveau af havis. 10

Når man ser på de regionale forskelle i Arktis skal det nævnes, at f.eks. en relativ stor del af Norskehavet og Barentshavet nær Kolahalvøen er isfrit året rundt på grund af den Nordatlantiske Strøm 1. Kort over den gennemsnitlige koncentration af havis for september for de seneste 36 år og 10 år. Kortene illustrerer reduktionen af havis ved Rusland og Alaska (Kilde: DMI og Ocean and Sea Ice Satellite Application Facility, osi-saf.org). Istykkelsen nærmer sig en halvering over de seneste 40 år. Det er især den gamle storis, der er blevet meget mindre af i Det Arktiske Ocean, og som til dels er blevet erstattet af tyndere vinteris (1½-2 meter tyk), der dannes i løbet af vinteren. Den tyndere havis påvirkes langt mere af vind og stigende temperaturer end den mere robuste flerårige havis. Derfor vil der i de kommende årtier højst sandsynligt forekomme store variationer i isudbredelsen fra år til år afhængig af det aktuelle vejr. Produktionen af isfjelde, dvs. kælvningen fra gletsjere, kommer til at stige i fremtiden. Stigningen afhænger af, hvor meget varmere klimaet bliver. Modelstudier antyder, at man for 1 Den Nordatlantiske Strøm er fortsættelsen af Golfstrømmen tværs over Atlanterhavet mod Europa og nordpå mod Det Arktiske Ocean. 11

de mere ekstreme IPCC-prognoser 2 kan forvente en samlet set 50 % stigning i isfjeldsproduktionen og derfor flere frit drivende isfjelde. Hvis der er fjord- og havis, fryser isfjeldene ind i den, og de frigives igen, når isen smelter. Varmere klima og en reduktion af fjord- og havis kan derfor bidrage yderligere til flere frit drivende isfjelde. Ifølge IPCC s prognoser forventes det, at udbredelsen af havis i Arktis samlet set i løbet af de næste 10-15 år mindskes yderligere. Udbredelsen vil i september forventes at være reduceret til ca. 2/3 af det areal, der i dag er dækket. For Grønland forventes nogen reduktion af Kort over tab af is ved hhv. isbjerge og overfladesmeltning fra indlandsisen (årligt gennemsnit for hele perioden 2007-2011) for de forskellige geografiske områder (Kilde: GEUS). 2 IPCC (The Intergovernmental Panel on Climate Change) blev etableret i 1988 af United Nations Environment Programme (UNEP) og World Meteorological Organization (WMO). IPCC har til opgave at vurdere klimaforandringerne. 12

isudbredelsen, men ikke i samme omfang som i Det Arktiske Ocean samlet set. På østsiden af Grønland kan det derfor forventes, at der fortsat vil være lange perioder med storis, og at den stadig vil nå helt ned til Kap Farvel og op i Julianehåbsbugten. På vestkysten kan der formentlig ses en reduktion i isdækket eller i det mindste i længden af issæsonen. På længere sigt forventes det, at reduktionen af havis i Arktis vil accelerere. Der hersker dog stor usikkerhed om, hvornår der første gang vil være åbent vand ved Nordpolen, og hvornår hele Det Arktiske Ocean bliver isfrit om sommeren. Det kan være alt mellem 15 og 50 år. Det skal bemærkes, at når den arktiske vinter sætter ind, vil hele Det Arktiske Ocean fryse til igen. Dette vil ske mange år fremover. Isen bliver dog ikke så tyk som tidligere på grund af den længere periode med opvarmning af havet. Sommerhavisen forventes at forsvinde sidst i de grønlandske farvande samt i området nord for Svalbard og nord for den canadiske skærgård op mod Nordpolen. Det skyldes den generelle bevægelse af den arktiske havis, som er beskrevet ovenfor. Konsekvenserne af de klimatiske forandringer Havisens reducerede udbredelse har flere konsekvenser for skibsfarten. Først og fremmest bliver nogle områder sejlbare. Samtidig bliver havområder udsat for vindpåvirkning, og der vil komme større bølger i Det Arktiske Ocean. Grønland er allerede i dag udsat for bølger fra Atlanterhavet, så der vil som sådan ikke opleves større bølger end i dag, dog vil der på kyststrækninger, som helt eller delvist blotlægges for havis, opleves øget bølgeaktivitet og dermed risiko for øget kysterosion. Der kan forventes en række ændringer i ismønstrene i de grønlandske farvande i løbet af de næste 30-40 år. Der forventes fortsat stor variation i isforhold, både på årlig og månedlig basis, og det kan ikke udelukkes, at der fortsat vil forekomme somre, hvor vinterisen ikke når at smelte helt. Der vil dog på mellemlang til lang sigt være åbent vand i de fleste kystområder syd for 75-80 N allerede i juni-juli i modsætning til nu, hvor åbent vand først forekommer adskillige uger senere og betydeligt sydligere. Det forventes endvidere, at sæsonen for besejling af de nordvestlige og nordøstlige dele af Grønland vil blive udvidet. Om vinteren og om foråret vil de fleste grønlandske farvande dog fortsat være isdækkede, inklusive Diskobugten og Kap Farvel-området. Hvis Det Arktiske Ocean bliver isfrit om sommeren, vil storisen forsvinde. Havisen ved Kap Farvel vil forventeligt fortsat blive dannet i Det Arktiske Ocean, men den vil være et-årig og dermed have samme karakter, som den nuværende vestis, dvs. tyndere og mindre kompakt end den nuværende storis. 13

De grønlandske farvande vil til gengæld være karakteriseret af endnu flere isfjelde på både øst- og vestkysten med dertil hørende produktion af isskosser til fare og gene for sejladsen. Et muligt scenarie er derfor, at isens nuværende sæsonvariation ændres, så der kommer større fokus på isfjelde og isskosser rundt om hele Grønland i sommerhalvåret og hele året ved Sydog Vestgrønland. Den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis De klimatiske ændringer gør regionens politiske og økonomiske udvikling sværere at forudsige og bidrager derved til et vist niveau af usikkerhed. Det er derfor en afgørende sikkerhedspolitisk udfordring i Arktis at håndtere en foranderlig geopolitisk udvikling. Denne udvikling har potentiale til at udvikle sig i flere forskellige retninger afhængig af, hvordan centrale aktørers politiske, økonomiske og militære interesser i regionen udvikler sig og påvirker hinanden. Udviklingen i Arktis sker ikke i isolation, men vil kunne påvirkes af kriser og spændinger andre steder. Begivenhederne i Ukraine i 2014 har ført til en forværring af forholdet mellem Vesten og Rusland. Det forværrede forhold betyder, at udviklingen i Arktis er blevet mere uforudsigelig, og det vil i de kommende år kunne påvirke den sikkerhedspolitiske situation i Arktis negativt. Ruslands handlinger i Ukraine har således generelt ført til reduceret tillid mellem Rusland og Vesten. Russisk militær aktivitet i Arktis er efter Ukraine-krisen blevet tillagt en ny og mere alvorlig betydning, og samtidig er der en tendens til, at Rusland selv ønsker at markere sit militære fokus på området. Om end der i vidt omfang er tale om tiltag, der allerede var planlagt og i nogen grad påbegyndt før Ukraine-krisen, er det muligt, at den russiske militære udbygning i Arktis er blevet opprioriteret og justeret som et resultat af det forværrede forhold mellem Vesten og Rusland. Anskuet fra et snævert regionalt perspektiv er Ruslands interesser i og visioner for Arktis de samme som før krisen i Ukraine. Samtidig vil en fuld udnyttelse af det økonomiske potentiale i de arktiske dele af Rusland stadig bedst kunne ske under regional stabilitet. Arktis traditionelle militærstrategiske betydning Arktis har fastholdt sin traditionelle militærstrategiske betydning for både USA s og Ruslands nukleare styrker, og regionen spiller således stadig en vigtig rolle i de to landes gensidige nukleare afskrækkelse. Det gælder i høj grad de strategiske missilubåde, som færdes regelmæssigt i regionen, men det gælder også de strategiske bombefly og interkontinentale ballistiske missiler, som vil have den korteste rute til modparten via det arktiske område. De to landes missilvarslingsradarer i det arktiske område udgør samtidig en gensidig sikring mod overraskelsesangreb. For USA vil Thule-radaren også i fremtiden være af stor betydning og et vigtigt element i det amerikanske missilforsvar. 14

I nordpolsområdet er der kort afstand til andre stormagter og til størstedelen af Jordens befolkning. Det gør Arktis velegnet som udgangspunkt for angreb med langtrækkende våbensystemer principielt også for ikke-arktiske stater, der måtte råde over strategiske missilubåde. Placeringen betyder samtidig, at særligt USA har militære interesser i at udnytte det arktiske område som overflyvningsområde og udgangspunkt for globale militære indsatser med konventionelle styrker. Det arktiske område har ikke samme betydning for Ruslands konventionelle styrker. Det skyldes grundlæggende, at Ruslands styrker i deres nuværende og forventede fremtidige opstilling er fokuserede på indsatser og kriser langs Ruslands store periferi. I kraft af Nordøstpassagen vil Rusland dog på længere sigt kunne benytte Arktis som transitområde, når militære styrker flyttes mellem den europæiske og asiatiske del af Rusland. Søvejen bruges i forvejen militært til f.eks. at overføre ubåde til Stillehavsflåden. Arktis er fortsat en vigtig militærstrategisk arena for nuklear afskrækkelse. Det er dog ikke et resultat af den nye arktiske geopolitiske udvikling, som klimaforandringerne har medført. Derimod har langt størstedelen af Ruslands nye militære tiltag i det arktiske område til hensigt at styrke landets militære evne til at kontrollere sejlads i Nordøstpassagen og forsvare centrale arktiske områder og faciliteter, som de øgede muligheder for at besejle Arktis fra et russisk perspektiv har gjort mere udsatte. Kapaciteter og aktiviteter, der er knyttet til afskrækkelse og militær mobilitet, er ligeledes relevante for stormagternes nuværende og fremtidige ageren i regionen og den måde, de prioriterer deres øvrige arktiske interesser. Dette er Ruslands strategiske bombeflys patruljer i regionen et eksempel på, da de samtidig kan tjene som militær signalgivning om regionale russiske interesser. Regionens fortsatte strategiske betydning medfører samtidig, at f.eks. Rusland vil investere i at opretholde, modernisere og udbygge sin militære kapacitet, infrastruktur og støttestruktur i Arktis. Udviklingen i det regionale samarbejde Sikkerhedspolitisk er det afgørende for Kongeriget Danmark at styrke forholdet mellem regionens lande og sikre rammerne for et fortsat fredeligt og udbygget regionalt samarbejde. Herved reduceres risikoen for, at regionens udvikling leder til politiske kriser og konflikter. Der er i de seneste år sket en markant styrkelse af de bi- og multilaterale relationer mellem de arktiske stater, når det drejer sig om arktiske politiske temaer. En grundsten for den udvikling blev lagt med Ilulissat-erklæringen, hvori de fem arktiske kyststater i 2008 bekræftede, at de vil søge at løse overlappende krav på kontinentalsoklen uden for 200 sømil inden for rammerne af sædvaneretlig anerkendt havret. Som følge af det generelt styrkede samarbejde er flere langvarige bilaterale udeståender bilagt. For eksempel løste Norge og Rusland i 2010 en over 40 år gammel strid om den maritime grænsedragning i Barentshavet, og i 2012 opnåede Canada og Danmark politisk enighed om den maritime grænsedragning i farvandet 15

mellem Canada og Grønland. Andre spørgsmål, såsom håndteringen af Hans Ø og den maritime grænsedragning i Beauforthavet, udestår dog stadig. En anden vigtig tendens i Arktis politiske udvikling er et øget fokus på og en styrkelse af Arktisk Råd, således at alle regionens aktører i dag anser Rådet som det primære regionale og multilaterale forum i Arktis. Rådet er derfor under stadig udvikling, og et egentligt sekretariat blev oprettet i 2012. Ud over at være den primære arena for politisk dialog spiller Arktisk Råd en vigtig rolle i opbygningen af den viden, der danner basis for udviklingen af regional regulering ikke mindst i forbindelse med miljø, klima og naturressourcer. Endelig har Arktisk Råd i 2011 og 2013 dannet rammen om udarbejdelsen af de første bindende samarbejdsaftaler mellem de otte arktiske stater, dvs. Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA. Ud over staterne deltager repræsentanter for de oprindelige folk (de såkaldte Permanent Participants) i en stor del af drøftelserne i Arktisk Råd. De seks sammenslutninger af Permanent Participants repræsenterer tilsammen ca. 500.000 oprindelige folk bosiddende i Arktis. 3 Betydningen af Arktisk Råd og ikke mindst forventningen om rådets rolle i fremtiden afspejles også i den store interesse hos en række lande og aktører uden for den arktiske region for at opnå observatørstatus. Arktisk Råd tildelte således i 2013 bl.a. Kina, Indien og Sydkorea observatørstatus, men ikke EU. Det skyldtes primært canadisk modstand pga. EU s sælforordning, som Canada fandt diskriminerede canadiske inuitters mulighed for eksport af sælskind til EU. På trods af at denne sag i mellemtiden var blevet løst, blev der ikke på ministermødet i 2015 taget endelig stilling til spørgsmålet om EU s observatøransøgning. Der var dog enighed om at videreføre den eksisterende ad-hoc ordning, hvorved EU har de facto observatørstatus og kan deltage i møder på lige fod med observatørstaterne. I tillæg til bredere regional institutionsbygning er regionen præget af et efterhånden omfattende samarbejde mellem de arktiske lande. Eksempler på opbygning af relationer på militært niveau omfatter Arctic Military Environmental Protection-aftalen fra 1996 mellem USA, Rusland og Norge om imødegåelse af miljøpåvirkninger af militære aktiviteter i regionen. Dertil kommer militære øvelsesaktiviteter fokuseret på Arktis og opbygningen af tillid mellem arktiske stater på militært niveau, som ses udviklet i stigende omfang i såvel bilateralt som multilateralt omfang f.eks. øvelser som den canadiske NANOOK, den norske COLD RESPONSE, den amerikansk/russisk/norske NORTHERN EAGLE og den norsk/russiske POMOR. Sidstnævnte er ikke blevet gennemført siden 2013, da Norge har suspenderet al militært samarbejde med Rusland som følge af Ukraine-krisen. Dog har Norge og Rusland i juni 2015 3 Arctic Athabaskan Council (AAC), Aleut International Association (AIA), Gwich in Council International (GCI), Inuit Circumpolar Council (ICC), Russian Association of Indigenous Peoples of the North (RAIPON) og Saami Council (SC). Kongeriget lægger vægt på, at arbejdet i Arktisk Råd udføres i tæt samarbejde med Permanent Participants. 16

gennemført en fælles beredskabsøvelse med fokus på eftersøgning, redning (Search and Rescue (SAR)) og oliespild. I 2012 og 2013 blev der gennemført eftersøgnings- og redningsøvelser i regi af Arktisk Råd under dansk ledelse (SAREX). Der er i udgangspunkt tale om deltagelse fra kystvagtenheder, selv om flere stater også deltager med militære enheder. SAREX har ikke været gennemført siden, men i 2015 har Forsvaret deltaget i bilaterale øvelser med hhv. Frankrig og Canada. Endelig har dansk Forsvar i september 2015 gennemført øvelsen Arctic Response, der foregik i samarbejde med islandske og amerikanske forsvars- og overvågningsstyrker. I 2015 har de militære øvelser i Arktis dog flere gange været præget af aktion og reaktion. Visse NATO-øvelser i området er inden for få dage blevet efterfulgt af russiske øvelser, der var talmæssigt markant større. Således afholdt Norge eksempelvis den 10. marts 2015 øvelsen Joint Viking med 5.000 soldater tæt på grænsen til Rusland. Øvelsen blev den 16. marts efterfulgt af en russisk beredskabsøvelse i Arktis. Det samme skete da NATO den 25. maj 2015 gennemførte øvelsen Arctic Challenge over det nordlige Skandinavien. Her svarede Rusland igen samme med endnu en beredskabsøvelse langs grænsen til de skandinaviske lande. De årlige møder i Arctic Security Forces Round table, sponsoreret af Norge og USA, bidrager til at opbygge tillid til ikke-arktiske stater som Holland, Frankrig, Storbritannien og Tyskland, der bl.a. også deltager heri. Styrkelsen af det militære samarbejde er også i fokus i Northern Chiefs of Defence Meetings, der er et forum, hvor forsvarscheferne fra de arktiske stater mødes uformelt for at drøfte militært samarbejde i og støtte til de civile samfund i Arktis på tværs af grænserne. Der er i dette regi indgået en aftale om gennemsigtighed inden for både national og international øvelsesvirksomhed i det arktiske område. Styrkelsen af samarbejdet med fokus på Arktis er også blevet drøftet i regi af det nordiske forsvarssamarbejde (NORDEFCO). I henhold til Ottawa-deklarationen fra 1996, der formelt etablerede Arktisk Råd, beskæftiger Rådet sig som udgangspunkt ikke med sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det militære samarbejde i Arktis er derfor ikke forankret i en overordnet institutionel arkitektur. Den gradvise udvikling af det militære samarbejde både bilateralt og gennem øvelsesaktivitet tjener imidlertid til at udveksle erfaringer og konsolidere og udbygge tilliden mellem de arktiske stater. Selv om den militære tilstedeværelse i Arktis er øget, er det væsentligt at påpege, at militære enheder i de arktiske stater udfører en lang række civilt relaterede opgaver i Arktis, idet de traditionelt har rådet over de nødvendige kapaciteter til at operere i de arktiske egne. Mange af de nye investeringer i regi af de arktiske staters militær eller kystvagter handler om håndteringen af overvågnings- og beredskabsopgaver. Der forventes et voksende behov for at kunne håndtere de beredskabsmæssige udfordringer, der følger af øget civil aktivitet i regionen, herunder opgaver knyttet til farvandsovervågning, eftersøgnings- og redningstjeneste og havmiljøberedskab. Det vil ikke mindst blive relevant, når større 17

handelsskibe og passagerskibe i stigende grad forventes at besejle arktiske farvande, og ved eventuel forøget fremtidig søtransport af råstoffer. Trods stigende intensitet vil skibstrafikken stadig være spredt over et meget stort geografisk område med få havne. Nødstedte skibe vil derfor først og fremmest skulle anvende eget og andre civile skibes redningsudstyr, indtil de ansvarlige myndigheder kan nå frem. Derfor har de arktiske stater haft fokus på forebyggende initiativer, der tillader fortsat og øget sejlads i Arktis, men som samtidig kan forebygge og begrænse skibsulykker og afledte skader på natur og miljø. I IMO forhandles der om skærpede krav til skibe, der sejler i polaregne (IMO s polarkode). Der er bl.a. opnået enighed om rammerne for kravene til skibes kategorisering og tilhørende isklasser samt krav til redningsmidler. Det forventes, at polarkoden vil kunne træde i kraft i 2017. Folketinget vedtog i maj 2013 forslag til lov om ændring af søloven og forskellige andre love, der giver hjemmel til, at der fremover bl.a. kan stilles krav om, at krydstogtskibe skal koordinere deres sejlads med andre skibe og eftersøgnings- og redningsfaciliteter. Samtidig har der været afholdt multilaterale eftersøgnings- og redningsøvelser med henblik på at styrke koordinationen mellem de arktiske staters nationale eftersøgnings- og redningsberedskaber i regi af Arktisk Råds aftale om eftersøgnings- og redningstjeneste fra 2011. Indledningsvis er der afholdt en canadisk stabsøvelse efterfulgt af to danske SAREX GREENLAND SEA-øvelser i 2012 og 2013. Aftalen fra 2013 ligeledes i regi af Arktisk Råd om forebyggelse og bekæmpelse af oliespild forventes også at blive gjort til genstand for multilateral øvelsesaktivitet. Endelig skal det bemærkes, at ikke alle arktiske stater anvender militære myndigheder til de beredskabsmæssige opgaver i Arktis, idet nogle lande har kystvagter dedikeret til disse opgaver. Dette kan bibringe visse udfordringer i forhold til tværnational koordinering, og det medfører også, at de enkelte arktiske staters forsvar kan have en meget forskellig militær profil for at løse sin opgave i det arktiske område. I erkendelse heraf besluttede de arktiske stater i 2015 at oprette et arktisk kystvagtforum (The Arctic Coast Guard Forum (ACGF)). Formålet med ACGF er, at landenes individuelle kystvagter skal være i stand til samlet at indgå i operative aktiviteter og derved øge kapaciteterne til bl.a. SAR-operationer, miljøbeskyttelse, navigationsstøtte, grænsekontrol og fiskeriinspektioner. Formandsskabet for ACGF følger formandskabet for Arktisk Råd. NATO og EU har haft fokus på den arktiske region, om end i forskellig målestok. Arktis er omfattet af NATO s artikel 5-forpligtelse i forhold til de arktiske stater, som er medlem af alliancen. NATO drøfter derfor lejlighedsvis situationen i Arktis og følger generelt udviklingen i regionen. I lyset af de aktuelle udfordringers karakter synes der dog ikke at være nogen umiddelbar operativ rolle for NATO i Arktis. Hvis trusselsbilledet skulle blive markant 18

forværret, ville det dog kunne ændre NATO s rolle. NATO har på nuværende tidspunkt en militær opgave i dele af det arktiske område, herunder bl.a. i Island, hvor alliancen gennemfører luftovervågning. Alliancens strategiske koncept indeholder heller ingen direkte referencer til regionen. I konceptet peges der generelt på, at bl.a. miljøpåvirkninger og klimaforandringer vil bidrage til at udforme de sikkerhedspolitiske rammebetingelser for alliancen, og at disse faktorer har potentiale til at kunne påvirke fremtidig NATO-planlægning og -operationer. EU har geografiske og økonomiske bånd til Arktis gennem sine tre arktiske medlemsstater (Danmark Grønland som EU OCT (Overseas Countries and Territories), Finland og Sverige) og EØS/EFTA-samarbejdet med Island og Norge. Hertil kommer EU s strategiske partnerskaber med USA, Canada og Rusland. Endelig udgør også det fælles samarbejde med Island, Norge og Rusland i Den Nordlige Dimension og samarbejdet i Det Euro-Arktiske Barentsråd en ramme for EU s arktiske engagement. EU s interesser i Arktis er på nuværende tidspunkt centreret om særligt klimasamarbejde, forskningsprojekter, regionalt samarbejde og best practice for virksomheders ageren i regionen. EU kan forventes i de kommende år at investere yderligere i at fremme dialogen med Arktisk Råds medlemsstater. EU s ansøgning om permanent observatørstatus i Arktisk Råd er fortsat et centralt spørgsmål. Maritime grænsedragninger (kontinentalsokkelkrav) FN s Havretskonvention (United Nations Convention of Law of the Sea, UNCLOS) giver mulighed for, at en kyststat kan gøre krav på kontinentalsoklen ud over 200 sømil. Sådanne krav skal dokumenteres videnskabeligt ved en såkaldt submission til FN s Sokkelkommission (Commission on the Limits of the Continental Shelf, CLCS) senest 10 år efter, at UNCLOS er ratificeret. Rusland ratificerede UNCLOS i 1997, Norge i 1996, Canada i 2003 og Danmark i 2004. USA har endnu ikke ratificeret UNCLOS. Ved Ilulissat-erklæringen i maj 2008 vedtog de fem arktiske kyststater, at grænsedragninger og administrationen af det arktiske område skal ske på grundlag af international ret, herunder sædvaneretlig anerkendt havret. Danmark har i overensstemmelse hermed indgået eller søger at indgå forskellige former for aftaler med nabostaterne Norge, Island, Canada og Rusland, hvor der er eller forventes at være overlappende krav. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle af de arktiske kyststater vil være usamarbejdsvillige i en fremtidig politisk forhandling, selv inden for rammerne af sædvaneretlig anerkendt havret og UNCLOS, og vælge at ledsage eventuelle uenigheder med militær magtdemonstration. 19

Kravene vedrørende kontinentalsoklen har ikke indflydelse på afgrænsningen af kyststaternes eksklusive økonomiske zoner eller fiskerizoner 4, idet et krav på kontinentalsoklen ud over 200 sømil ikke vedrører vandsøjlen (fra havbund til havoverfladen), men primært retten til ressourcer som f.eks. olie og gas på og under havbunden uden for 200-sømilegrænsen. Det anslås, at mindst 90 % af de arktiske råstofforekomster befinder sig inden for de allerede fastlagte eksklusive økonomiske zoner. Ikke mindst de råstoffer, som måtte findes uden for de eksklusive økonomiske zoner, er svært tilgængelige og vil selv på langt sigt formentlig ikke være økonomisk rentable at udvinde. Kongeriget Danmark afleverede en delsubmission for området nord for Grønland den 15. december 2014. Norge indgav en submission i 2006, som bl.a. omfatter områder i Arktis, og CLCS gav i 2009 deres anbefalinger herom til Norge. Rusland indgav i 2001 en submission som blandt andet omfatter områder i Arktis, inklusive Nordpolen. Rusland reviderede deres submission ved at indsende supplerende materiale den 3. august 2015 for det arktiske område. CLCS behandling af Ruslands reviderede submission vil starte relativt hurtigt, formentlig i 2016 eller 2017. Det er stadig uvist, hvornår Canada indgiver sin delsubmission for Arktis. En submission fra USA forudsætter formentligt, at USA ratificerer UNCLOS. Det er derfor også usikkert, på hvilket tidspunkt CLCS kan give sine sidste anbefalinger vedrørende Arktis. CLCS behandling af Kongeriget Danmarks delsubmission forventes tidligst påbegyndt fra 2020 og kan vare flere år. Eventuelt overlappende krav i Arktis skal løses ved bilaterale forhandlinger mellem hhv. Canada, Norge, Rusland (og evt. USA) og Kongeriget Danmark. Disse forhandlinger kan afvente anbefalingerne fra CLCS, men kan i princippet også startes inden. I 2009 indleverede Kongeriget Danmark den første delsubmission vedrørende området nord for Færøerne kaldet Smuthavet. Behandlingen i CLCS blev indledt i 2012, og CLCS kom med sin anbefaling i 2014. Derudover har Kongeriget Danmark indleveret delsubmissioner for yderligere tre områder: syd for Færøerne i 2010, Sydgrønland i 2012 og Nordøstgrønland i 2013. Anbefalingerne for disse områder vil komme enkeltvis, og den første forventes ikke før efter 2020. I bilag 1 findes uddybende informationer om delsubmissionerne. 4 En fiskerizone er den tidligere betegnelse for et havområde, hvor et land havde eneret på fiskeri. Fiskerizonerne i Europa etableredes i midten af 1960 erne. Med underskrivelsen af European Fishing Convention i 1964 fik de nordeuropæiske fiskerinationer eneret på fiskeri i en zone på 12 sømil ud for kysterne, dog med respekt for andre landes traditionelle fiskeri i området mellem 6 og 12 sømil. Derudover var fiskeriet frit. I de følgende år blev en kraftig reduktion af fiskebestandene en reel risiko, og det blev en udbredt opfattelse, at udstrakte eksklusive fiskerizoner var det mest effektive middel mod overfiskning. De fleste landes fiskerizoner er nu afløst af eksklusive økonomiske zoner, på 200 sømil, der traktatfæstedes ved FN s Havretskonvention af 1982. Fiskerizoner omhandles ikke i konventionen, men anses fremdeles som gældende folkeretlig sædvane. Der er ikke erklæret en eksklusiv økonomisk zone i Færøernes fiskeriterritorium. Færøerne og Norge er nogle af de få lande, der har fiskerizoner. 20

Kortet viser Kongeriget Danmarks fem delsubmissionsområder samt Norges og Ruslands submissioner i Arktis. Overlap med Norge og Rusland er dobbeltskraveret. NFM (gult) submissionsområdet nord for Færøerne; SFM (grønt) submissionsområdet syd for Færøerne; SGM (blåt) submissionsområdet syd for Grønland; NEGM (rødt) submissionsområdet nordøst for Grønland og NGM (lilla) submissionsområdet nord for Grønland. 21

Fremtidige risici for den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis En fuld udnyttelse af regionens økonomiske potentiale vil bedst kunne realiseres under en stabil politisk udvikling i Arktis. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at potentielle politiske uenigheder mellem de arktiske stater kan føre til et forringet samarbejdsklima og reduceret opbakning til fortsat regionalt samarbejde, herunder på det militære område. Hvordan disse politiske risici håndteres vil være afgørende for regionens fremtid. De arktiske kyststater har tilkendegivet, at de fredeligt vil håndtere eventuelle uenigheder, og det vurderes, at fremtiden i Arktis sandsynligvis fortsat i højere grad vil være præget af samarbejde og konkurrence end af konfrontation og konflikt. Flere forskellige emner relateret til udformningen, forvaltningen og håndhævelsen af national såvel som regional regulering af civil økonomisk aktivitet i Arktis kan imidlertid risikere at føre til eller forstærke eksisterende politisk uenighed. Et eksempel på et område, hvor uenighed kan opstå, i takt med at klimaforandringerne slår igennem, er fiskerirettigheder. Som det var tilfældet i 1970 ernes torskekrige mellem Storbritannien og Island, kan uenigheder om rettigheder til levende ressourcer føre til alvorlige politiske uoverensstemmelser, chikane og i sidste ende endda væbnede sammenstød. Tilsvarende kan betingelserne for og forvaltningen af forventet udbredt sejlads gennem Nordøstpassagen, såvel som efterlevelse af aftalte offshore-standarder i det skrøbelige arktiske miljø, fungere som eksempler på områder, hvor der kan opstå politisk uenighed, i takt med at den arktiske region udvikler sig økonomisk. Samtidig er der lokalt såvel som i det globale civilsamfund markante og divergerende visioner for Arktis fremtid. Mange ikke-statslige aktører vil derfor aktivt søge at påvirke regionens udvikling i tråd med deres politiske eller økonomiske interesser og målsætninger, og disse ofte modstridende interesser risikerer at støde sammen. Mange steder i Arktis har græsrodsbevægelser, herunder miljøaktivister, ved flere lejligheder aktioneret mod offshoreindustri på grund af den trussel, de mener, industrien udgør i det skrøbelige arktiske miljø. Aktiv modstand mod hvalfangst og uenigheder om oprindelige folks rettigheder til bl.a. landområder er andre eksempler på, hvordan forskellige interesser kan støde sammen i Arktis. Ud over at det i sig selv er en opgave for de arktiske staters myndigheder at håndtere denne type civilsamfundsaktioner, kan måden, hvorpå regionens stater vælger at håndtere denne type aktioner, risikere at lede til bredere uenigheder og kriser, bl.a. mellem regionens stater. Ruslands håndtering af Greenpeace-aktivister i 2013 illustrerer denne risiko. Det kan ikke afvises, at der vil kunne ses tilsvarende aktiviteter på Kongeriget Danmarks territorium. Det kunne f.eks. være i forhold til eventuel fremtidig offshore-aktivitet, grindejagt ved Færøerne eller i forhold til eventuel uranproduktion i Grønland. En yderligere risiko for politisk konflikt knytter sig til de arktiske staters overlappende krav på kontinentalsokkel ud over 200 sømil i Arktis. Selv om alle kravshavere i Ilulissat-erklæringen anerkender anvendelsen af sædvaneretlig anerkendt havret og har gjort det klart, at de vil 22

følge de processer denne udstikker, kan der opstå politiske uenighed, som kan føre til konfrontationer. Det forventes, at CLCS vurderinger af kyststaternes videnskabelige dokumentation vil støtte flere landes krav til samme område. De overlappende krav skal derfor håndteres i en bilateral politisk forhandling. For Kongeriget Danmark kan dette blive kompliceret yderligere af, at Rusland forventes at få sine anbefalinger fra CLCS flere år før Danmark. Rusland og Kongeriget Danmark har et velfungerende samarbejde i dette regi, og Kongeriget Danmark har ved noteveksling af 27. marts 2014 indgået aftale med den Russiske Føderation om, at et muligt overlap ikke skal forhindre parternes gensidige samtykke til, at CLCS behandler hver af deres delsubmissioner. I overensstemmelse med denne aftale har begge parter fremsendt de såkaldte non-objection -noter til FN. På trods heraf vil der være en risiko for, at ledende politikere i Rusland i løbet af de kommende år vil anse CLCS anbefalinger for endelige, hvis anbefalingerne støtter de russiske krav. Et langvarigt forhandlingsforløb mellem Danmark og Rusland, f.eks. om den symbolsk vigtige havbund ved Nordpolen, kan også risikere at blive fulgt op af militære demonstrationer og markeringer fra russisk side i den mellemliggende periode. Sådanne demonstrationer og markeringer har dog ingen indflydelse på kyststatens retlige adkomst til kontinentalsokkel ud over 200 sømil. Russiske markeringer vil også kunne ske f.eks. i form af råstofudforskning på havbunden i omstridte områder. Ud over disse regionale dynamikker kan den sikkerhedspolitiske orden i Arktis påvirkes af internationale forhold uden for regionen. Politisk uenighed om en lang række sikkerhedspolitiske emner vil potentielt kunne bidrage til en forværring af ikke mindst det amerikansk-russiske forhold. Det kan lede til en politisk spillover-effekt, hvor en generel kølning af de politiske relationer kan betyde en svækkelse af samarbejdsrelationerne i Arktis. Det vil igen kunne øge risikoen for, at relationerne i Arktis bliver præget af gensidig mistillid. Den risiko viste sig tydeligt i forbindelse med begivenhederne i Ukraine i 2014. Endelig kan misforståelser og fejlfortolkninger af de andre aktørers handlinger og hensigter i sig selv udfordre samarbejdet i Arktis. Med forventet øget civil aktivitet i regionen følger også stigende behov for statslig ofte militær tilstedeværelse. Investeringer i militære kapaciteter for at opfylde det stigende behov kan risikere at virke destabiliserende, ikke mindst i en allerede spændt sikkerhedspolitisk situation. Det samme gælder andre militære aktiviteter i regionen, f.eks. knyttet til Ruslands og USA s nukleare afskrækkelse. Sådanne aktiviteter kan i sig selv skabe yderligere spænding i regionen. Heri består det såkaldte sikkerhedsdilemma: Hvad der for den ene part anses som legitim tilførsel af ressourcer eller rutinepræget militær aktivitet og modernisering, kan af en anden aktør opfattes som en truende og ubegrundet oprustning og kan resultere i reduceret sikkerhed for begge parter. Der er derfor behov for tydelig kommunikation af formål og hensigter for at undgå misforståelser. 23

Hvis politiske uoverensstemmelser fører til egentlig militær spænding, vil det sandsynligvis være resultatet af et samspil mellem en eller flere af de ovenstående politiske risici. Det er dog ikke sandsynligt, at et forværret politisk klima og potentielle politiske og militære spændinger vil udvikle sig til egentlig militær konflikt. Militære magtdemonstrationer kan i kølvandet på politisk spænding opstå i form af chikane af andre staters civile skibe og aktiviteter for at udnytte naturressourcer i eller nær områder, der er eller har været omstridte. De mest oplagte militære markeringer i Kongeriget Danmarks nærområde i Arktis vil være fortsatte russiske strategiske flyvninger med bombefly eller øget maritim aktivitet. De strategiske flyvninger er foregået regelmæssigt siden august 2007. Ruslands og Danmarks sokkelkrav overlapper blandt andet ved Nordpolen, og russiske militære aktiviteter i dette område kan blive tilføjet en forstærket sikkerhedspolitisk symbolværdi, selv om der ikke vil være tale om krænkelse af dansk suverænitet. Den økonomiske udvikling i Arktis Størrelsen af regionens egentlige økonomiske potentiale såvel som hastigheden, hvormed det kan realiseres, er afhængig af mere end reduktionen af isens udbredelse. Det gælder først og fremmest regionens politiske udvikling. Derudover spiller andre og eksterne faktorer en central rolle for den arktiske økonomis fremtid. Den globale økonomiske efterspørgsel, den almindelige teknologiske udvikling såvel som globale konfliktmønstre kan alle både stimulere eller i væsentlig grad begrænse Arktis økonomiske udvikling. For eksempel er globale råvarepriser afgørende for rentabiliteten af større investeringer i minedrift, lige såvel som olieprisens udvikling dikterer interessen for at investere i ny arktisk offshore-aktivitet. Tilsvarende betyder ny teknologi, at udvinding af skifergas i øjeblikket er et attraktivt alternativ til arktisk udvinding af fossile brændstoffer. Omvendt kan udviklingen af nye skibsdesign betyde, at arktisk skibsfart i højere grad vil være i stand til at konkurrere med traditionelle sejlruter. Den samme konkurrencefordel kan blive resultatet af genopblusset østafrikansk pirateri, politisk ustabilitet omkring Malaccastrædet eller konflikt omkring Suez. Samlet er det sandsynligt, at regionen generelt vil opleve øget økonomisk aktivitet og øgede investeringer fremover. På hvilke konkrete områder, med hvilken volumen, og hvornår den øgede aktivitet og de øgede investeringer vil finde sted, er fortsat usikkert. Fiskeri i Arktis Kommercielt fiskeri er en betydelig indtægtskilde for Grønland, Færøerne, Island, Norge, Rusland og USA. Der fiskes mellem fire og seks mio. tons fisk i Arktis hvert år. De primære fiskeriområder i Arktis er det nordlige Atlanterhav, herunder Norskehavet og Barentshavet, samt Beringhavet. Grønlands og Færøernes fiskeri foregår hovedsageligt i Nordatlanten, Danmarkstrædet, Baffinbugten og Davisstrædet. 24