DIF-IDRÆTTENS HØJESTE APPELINSTANS KENDELSE afsagt den 6. marts 2016 i Sag nr. 1/2016: [Klub A] mod Dansk Vægtløftnings-Forbund Sagen er behandlet af Ulla Ingerslev, Ole Borch og Claus Juel Hansen. APPELLEN OG SAGENS BEHANDLING [Klub A] har ved appelskrivelse af 10. januar 2016 indbragt Dansk Vægtløftnings-Forbunds Appeludvalgs afgørelse af 9. januar 2016 for DIF-idrættens Højeste Appelinstans. Ved afgørelsen stadfæstes Dansk Vægtløftnings-Forbunds (DVF) beslutning af 5. januar 2016, hvorefter tre medlemmer af [Klub A], der alle tre er flygtet til Danmark fra [Oprindelseslandet], ikke ville få mulighed for at deltage i Copenhagen Weightlifting Cup 2016, afviklet den 16.-17. januar 2016, medmindre klubben kunne fremsende dokumentation for, at de enkelte løfteres nationale forbund kan acceptere, at der stilles op i stævner under DVF. Forbundet henviste i denne forbindelse til en regel i det internationale vægtløftningsforbund IWF s regelsæt. Den appellerede afgørelse fra DVF s Appeludvalg er begrundet således: Et enigt appeludvalg er af den opfattelse, at DVF er i sin gode ret til at håndhæve IWF BY-LAW afsnit 13 Stk. 2 [ ] Bemærkninger til kendelsen: Udvalget er vidende om, at denne regel (by law 13/2) muligvis ikke altid er blevet håndhævet særlig nidkært. Udvalget anerkender ligeledes, at flygtninge/asylansøgre kan have særlige problemer med at overholde Ovenstående regel. Disse problemer bør løses v. h. a. ændringer/tilføjelser til de bestående regler. Indtil det er sket, må alle involverede følge bestående regler eller søge dispensation fra disse, især når det drejer sig om helt unge løftere.
Side 2 af 7 [Klub A] har foruden appelskrivelsen afgivet supplerende bemærkninger af henholdsvis 13. januar, 28. januar og 14. februar 2016 samt fremlagt en række bilag, herunder avisartikler fra lokalpressen indeholdende interviews med bl.a. klubbens formand og DVF s formand om sagens baggrund samt en række opslag fra DVF s formand på forbundets Facebook-side. Dansk Vægtløftnings-Forbund har afgivet bemærkninger af 29. januar og 12. februar 2016 i sagen samt i mails af 13. og 14. januar 2016 besvaret en række spørgsmål stillet af Appelinstansen. På Appelinstansens foranledning har Dansk Vægtløftnings-Forbund herudover i mail af 20. januar 2016 anmodet IWF om en udtalelse angående anvendelsesområdet for den i sagen omhandlede bestemmelse i IWF s regelsæt. Appelinstansen lægger til grund, at henvendelsen ikke vil blive besvaret af IWF. Sagen er behandlet på det skriftlige grundlag i Appelinstansen, idet ingen af parterne har fremsat anmodning om mundtlig behandling, jf. DIF s Lovregulativ II s 5, stk. 1. PÅSTANDE [Klub A]s appel må forstås som en påstand om, at Dansk Vægtløftnings-Forbunds beslutning af 5. januar 2016 om at stille krav til [Udøver A], [Udøver B] og [Udøver C] om fremlæggelse af accept fra [oprindelseslandets] vægtløftningsforbund som betingelse for deltagelse i stævner under Dansk Vægtløftnings- Forbund, er ugyldig. Dansk Vægtløftnings-Forbunds svar i sagen må forstås som en påstand om stadfæstelse af DVF s Appeludvalgs afgørelse af 9. januar 2016. OPLYSNINGER I SAGEN Følgende beskrivelse af de faktuelle omstændigheder i sagen baserer sig overvejende på det af [Klub A] oplyste, som i det væsentlige ikke ses omtvistet af DVF. Udøverne [Udøver A] (døbt [dåbsnavn]), [Udøver B] og [Udøver C] er medlemmer af [Klub A] og var på sagstidspunktet henholdsvis 16, 15 og 13 år. De er alle tre flygtet til Danmark fra [Oprindelseslandet], og efter det oplyste er [Udøver C]s asylansøgning imødekommet, mens [Udøver A] og [Udøver B]s asylansøgninger fortsat er under behandling. Sagen omhandler overordnet muligheden for, at de tre [nationalitet udeladt] udøvere kan stille op til konkurrencer under DVF uden forinden at have fået en accept hertil fra [oprindelseslandets] vægtløftningsforbund i henhold til en i sagen omtvistet regel i det internationale vægtløftningsforbunds (IWF) regelsæt. Efter det oplyste har alene [Udøver A] tidligere dyrket vægtløftning i [Oprindelseslandet]. Alle udøverne er tidligere givet adgang til deltagelse i stævner under DVF. [Klub A] tilmeldte den 14. december 2015 de tre udøvere til deltagelse i DVF s stævne Copenhagen Weightlifting Cup 2016, der blev afviklet i weekenden den 16.-17. januar 2016 på Østerbro. Med henvisning til tilmeldingen skrev DVF den 25. december 2015 følgende mail til klubben: På baggrund af [Klub A] s tilmelding af flere løftere med udenlandsk statsborgerskab til Copenhagen Weightlifting Cup 2016, skal Dansk Vægtløftnings-Forbund (DVF), i henhold til IWF s vedtægter, BY-LAW- 13 stk. 2,
Side 3 af 7 bede [Klub A] fremsende dokumentation for, at de enkelte løfteres nationale forbund kan acceptere, at der stilles op i stævner under DVF. Såfremt dokumentation ikke fremsendes inden den 8 januar 2016, kan DVF ikke godkende tilmelding af disse løftere til Copenhagen Weightlifting Cup 2016. Idet klubben anfægtede DVF s beslutning om at kræve fremlæggelse af en sådan dokumentation fra det [oprindelseslandets] vægtløftningsforbund, indbragte klubben sagen for DVF s Appeludvalg, der ved afgørelsen af 9. januar 2016 opretholdte DVF s beslutning. På Appelinstansens anmodning har DVF oplyst, at forbundet ikke tidligere har anvendt den omhandlede bestemmelse i IWF s regelsæt, men at forbundet stillede samme krav til anden udenlandsk deltager i Copenhagen Weightlifting Cup 2016. Sidstnævnte forhold er ikke nærmere belyst i sagen for Appelinstansen. Herudover har DVF, også på Appelinstansens anmodning, i mail af 20. januar 2016 forespurgt IWF om anvendelsen af den omhandlede bestemmelse i relation til dels herboende udenlandske udøvere, der ikke tidligere har dyrket vægtløftning under et andet nationalt forbund, og dels asylansøgere generelt. IWF har ikke besvaret henvendelsen. Under sagens behandling i Appelinstansen har der i Fyens Amts Avis været bragt en række artikler om sagen, herunder med interviews af DVF s formand. Formanden er i denne forbindelse i en artikel bragt den 13. januar 2016 citeret for at have udtalt, at sagen skyldtes, at forbundet har en stærk fornemmelse af, at den ene af knægtene er dopet, og at forbundet har bragt den omhandlede regel i IWF s regelsæt i anvendelse for at forhindre den pågældende udøver i at deltage i stævnet. DVF har ikke anfægtet rigtigheden af disse udtalelser. [Klub A] har i denne forbindelse oplyst, at den pågældende udøver blev dopingtestet af Anti Doping Danmark (ADD) den 18. december 2015, og ADD har bekræftet, at den afgivne dopingprøve var negativ. Herudover har [Klub A] fremlagt et opslag af 26. januar 2016 fra DVF s formand på forbundets Facebook-side: BESKED FRA DVF's Formand Erling Johansen i sagen med [Klub A]. Jeg kan forstå at der går rygter om at DVF udøver racisme ifm. sag om udelukkelse af løfter fra CWC 2016. Dette er ikke korrekt. Sagen er i stedet som følger: Efter flere henvendelser fra løftere og klubledere samt studie af opslag på Youtube af en løfter fra [Klub A] ([Klub A]), kontaktede Dansk Vægtløftnings-Forbund (DVF) flere gange Anti Doping Danmark (ADD) for at få taget en dopingtest af vedkommende løfter. Ved et møde med ADD beklagede vi os over, at der ikke var foretaget nogen test. Atleten deltog herefter ved begyndermesterskabet i [Bynavn]. Her så jeg ham selv for første gang, og jeg følte mig overbevist om, at her var noget galt. Jeg henvendte mig til løfterens træner [Klubtræner/-formand A] med følgende udsagn; Du skal huske, at du som formand har ansvar for, hvad der foregår i din klub. [Klubtræner/- formand A] ville starte en diskussion men jeg afviste ham og gentog mit budskab. Dette gentog sig på nøjagtig samme måde lidt senere.
Side 4 af 7 Det tredje møde forløb dog anderledes i det [Klubtræner/-formand A] her siger; både du og jeg ved, at det kun er de dumme, der bliver taget! Nu vidste jeg, at der var noget galt og, at [Klubtræner/-formand A] arbejdede imod DVF s indstilling til aktivt at bekæmpe doping. Vi havde nu endnu et møde med ADD og forklarede dem her, at nu måtte de gøre noget. Det gjorde de så, men ved et stævne i [Bynavn], som ikke var annonceret hos DVF. Her forsøgte de at teste den pågældende atlet, der var tilstede som tilskuer. Dagen efter prøvede ADD igen at teste den pågældende løfter, men blev endnu engang afvist med besked om at han var udmeldt af klubben, på trods af at han befandt sig i klubbens lokaler. Efter at det således gentagne gange er mislykkedes at få testet løfteren, samt besked om udmeldelse, ønskede han alligevel at deltage DVF stævnet Copenhagen Weightlifting Cup (CWC) den 16 og 17. januar 2016. Med venlig hilsen Erling Johansen Formand DVF REGELGRUNDLAGET 1. IWF s Constitution Af den i sagen omhandlede bestemmelse i pkt. 2 i IWF s By-Laws til 13 (Eligibility) i forbundets Constitution følger: An athlete residing in a foreign country may only participate in competitions organised in that country if he or she has an authorisation from his or her Member Federation. Af konstitutionernes 3.4.2. følger, at medlemsorganisationerne bl.a. er forpligtede til: Accept and fully comply with the IWF Constitution, By-Laws, Technical and Competition Rules & Regulations and the Anti-Doping Policy. (FM, PM, AM) 2. DVF s vedtægter Af DVF s vedtægters følger bl.a.: 3 Medlemskab af organisationer DVF er tilknyttet Danmarks Idræts-Forbund, DIF, Nordiska Tyngdlyftnings Förbundet, NTF, European Weightlifting Federation, EWF og International Weightlifting Federation, IWF. 4 Medlemskab af DVF Som medlem af DVF optages foreninger, der opfylder 2. Optagelse sker ved indsendelse af foreningens vedtægter til DVF. Foreningerne og disses medlemmer skal overholde love, vedtægter og reglementer vedtaget af DVF, DIF, NTF, EWF og IWF. Foreningerne bekræfter medlemskabet af DVF ved at foretage de af DIF ønskede indberetninger samt ved betaling af kontingent. Derudover kan en forening med 3 måneders varsel udmelde sig af DVF.
Side 5 af 7 3. De nationale antidopingregler Det følger af de nationale antidopingregler, at kompetencen til at foretage dopingkontrol samt at undersøge og indbringe sager for DIF s Dopingnævn tilkommer Anti Doping Danmark, jf. bl.a. artikel 3.1 og artikel 7. Kompetencen til at træffe førsteinstansafgørelse i dopingsager tilkommer DIF s Dopingnævn, jf. artikel 8.1. Det følger i denne forbindelse af artikel 12, stk. 3, at hvis et specialforbund træffer afgørelse i dopingsager, kan DIF s bestyrelse pålægge sanktioner efter DIF s love. PARTERNES ARGUMENTER Følgende er alene udtryk for en sammenfatning af de i sagen fremførte argumenter, og Appelinstansen er således bekendt med de samlede argumenter i sagen. [Klub A] har overordnet gjort gældende, at DVF s hensigt med at udelukke 3 [nationalitet udeladt] drenge fra deltagelse ved Copenhagen Weightlifting Cup den 16. januar 2016 intet havde med pkt. 2 i By-Laws ne til 13 i IWF s Constitution at gøre, men udelukkende var begrundet i DVF s ubegrundede mistanke om dopingmisbrug hos én af atleterne. Denne atlet blev dopingtestet den 18. december 2015, og testen var negativ. I indbydelsen til Copenhagen Weightlifting Cup var der intet nævnt om reglens anvendelse, og DVF har ikke påvist et eneste tilfælde, hvor reglen tidligere har været anvendt. Imidlertid er der talrige af tilfælde, hvor medlemmer af klubber under DVF har deltaget ved stævner arrangeret af DVF, uden at forbundet har fundet anledning til at benytte den omstridte regel. [Klub A] har deltaget med de tre nu diskriminerede atleter ved henholdsvis DM ungdom og DM for begyndere uden nogen reaktion fra forbundet, selvom dette var vidende om, at de pågældende atleter ikke var danske statsborgere. Dansk Vægtløftnings-Forbund har gjort gældende, at der fra forbundets side alene er handlet på baggrund af de regler, som fremgår af forbundets vedtægter og er godkendt af DVF s repræsentantskab. Af DVF s vedtægter 4 fremgår at, at foreningerne og disses medlemmer skal overholde love, vedtægter og reglementer vedtaget af DVF, DIF, NTF, EWF og IWF. DVF lægger således til grund, at den omtvistede bestemmelse i IWF s regelsæt også gælder for foreninger under DVF og deres medlemmer, hvilket DVF har handlet på baggrund af. DVF kender ikke til situationer, hvor der er givet dispensation i lignende tilfælde, og IWF er ej heller vendt tilbage på forespørgsel om samme, hvorfor det må lægges til grund, at der ingen fortilfælde findes for så vidt angår lignende dispensation.
Side 6 af 7 APPELINSTANSENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION Sagen angår overordnet, om DVF med henvisning til pkt. 2 i By-Laws til 13 i IWF s Constitution kan stille som betingelse, at [Udøver A], [Udøver B] og [Udøver C], der alle er flygtet til Danmark fra [Oprindelseslandet], skal fremvise accept fra [oprindelseslandets] vægtløftningsforbund, før de kan deltage i stævner under DVF, herunder det nu afviklede Copenhagen Weightlifting Cup 2016. DVF har oplyst, at forbundet ikke hidtil har anvendt bestemmelsen, og Appelinstansen lægger i denne forbindelse til grund, at de tre udøvere tidligere har deltaget i stævner under DVF. Efter det oplyste lægger Appelinstansen ligeledes til grund, at bestemmelsens anvendelse ikke skyldes, at IWF har indskærpet dette over for DVF, eller at DVF i øvrigt har truffet en generel beslutning om den fremadrettede anvendelse af bestemmelsen i forbindelse med forbundets stævner. DVF s regelanvendelse må på dette grundlag anses for at bero på vilkårlighed. På det foreliggende grundlag, hvor IWF ikke har udtalt sig om anvendelsesområdet for pkt. 2 i By-Laws til 13 i IWF s Constitution, finder Appelinstansen, at bestemmelsen må forstås således, at dens anvendelse forudsætter, at udøveren tidligere har dyrket vægtløftning i sit oprindelsesland og haft tilknytning til dette lands nationale vægtløftningsforbund. Ligeledes er der ikke grundlag for at antage, at varetagelsen af antidopingmæssige hensyn omfattes af bestemmelsens beskyttelsesområde. Det er oplyst i sagen, at de to yngste udøvere, [Udøver B] og [Udøver C], ikke har dyrket organiseret vægtløftning i [Oprindelseslandet], inden de flygtede til Danmark. Allerede derfor kan bestemmelsen ikke anvendes over for disse to udøvere. For så vidt angår den ældste udøver, [Udøver A], lægger Appelinstansen efter det oplyste til grund, at DVF s beslutning om at udelukke ham fra deltagelse i Copenhagen Weightlifting Cup 2016 og potentielt også fra fremtidige stævner ikke skyldtes hans [nationalitet udeladt] oprindelse og tidligere vægtløftningsaktiviteter i [Oprindelseslandet], men derimod DVF s mistanke om hans overtrædelse af antidopingreglerne. I forhold til [Udøver A] må DVF s beslutning således anses for begrundet i varetagelsen af uvedkommende hensyn i forhold til pkt. 2 i By-Laws til 13 i IWF s Constitution Herudover må pkt. 2 i By-Laws til 13 i IWF s Constitution forstås således, at kravet om indhentelse af accept fra oprindelseslandets nationale vægtløftningsforbund ikke finder anvendelse i relation til udøvere, der som asylansøgere eller flygtninge befinder sig i en helt særligt beskyttelsesværdig situation. For sådanne udøvere har det formodningen imod sig, at det nationale vægtløftningsforbund i det land, udøverne er flygtet fra, ønsker at medvirke til udøvernes mulighed for idrætsdeltagelse i modtagelseslandet. På dette grundlag er DVF også i forhold til [Udøver A] fremadrettet afskåret fra at stille krav om fremlæggelse af accept fra det [oprindelseslandets] vægtløftningsforbund forud for hans deltagelse i stævner under DVF, selvom han tidligere har dyrket vægtløftning i [Oprindelseslandet]. DVF s appeludvalgs afgørelse er derfor i det hele ugyldig.
Side 7 af 7 Appelinstansen finder DVF s aktive indsats for en dopingfri idræt anerkendelsesværdig og støtter fuldt ud det arbejde, der udføres af Anti Doping Danmark. Dette ændrer dog ikke på, at DVF er afskåret fra at anvende pkt. 2 i By-Laws til 13 i IWF s Constitution med henblik på varetagelse af antidopingmæssige hensyn, og en sådan regelanvendelse kan efter omstændighederne være i strid med den kompetencefordeling, der følger af de nationale antidopingregler. Thi bestemmes: Dansk Vægtløftnings-Forbunds beslutning af 5. januar 2016 om at stille krav til [Udøver A], [Udøver B] og [Udøver C] om fremlæggelse af accept fra [oprindelseslandets] vægtløftningsforbund som betingelse for deltagelse i stævner under Dansk Vægtløftnings-Forbund, er ugyldig. Ulla Ingerslev Stedfortrædende formand