K&K Nr. 114 Årgang 2012 UTOPI AARHUS UNIVERSITETSFORLAG
K&K Kultur og Klasse Nr. 114 Årgang 2012 UTOPI
Redaktion Kjersti Bale (Universitetet i Oslo), Mikkel Bolt (Københavns Universitet), Jacob Bøggild (Aarhus Universitet), Per Krogh Hansen (Syddansk Universitet), Mari Hatavara (University of Tampere), Stefan Jonsson (Linköping Universitet), Karen Hvidtfeldt Madsen (Syddansk Universitet), Henrik Skov Nielsen (Aarhus Universitet), Karen-Margrethe Simonsen (Aarhus Universitet). Redaktionspanel Peer Bundgaard (Aarhus Universitet), Peter Burke (Emmanuel College, Cambridge), Lise Busk-Jensen (Det Kongelige Bibliotek), Terry Eagleton (University of Manchester), Arild Fetveit (Københavns Universitet), Anker Gemzøe (Aalborg Universitet), Kristin Gjesdal (Temple University), Jørgen Holmgaard, Irene Iversen (Universitetet i Oslo), Fredric Jameson (Duke University, North Carolina), Jørgen Dines Johansen (Syddansk Universitet), Jakob Lothe (Universitetet i Oslo), Jacob Lund (Aarhus Universitet), Anne-Marie Mai (Syddansk Universitet), Søren Pold (Aarhus Universitet), Søren Schou (Roskilde Universitetscenter), Lars-Åke Skalin (Örebro Universitet), Anders Troelsen (Aarhus Universitet), Jacob Wamberg (Aarhus Universitet), Martin Zerlang (Københavns Universitet). Redaktører K&K114 Mikkel Birk Jespersen, Stefan Jonsson, Jakob Ladegaard og Bertel Nygaard. Kontakt redaktion@kulturogklasse.dk unipress@au.dk Redaktionssekretær: Anya Aarenstrup K&K Kultur og Klasse nr. 114, 40. årgang Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2012 Tilrettelægning og omslag: Jørgen Sparre Ebogsproduktion: Narayana Press ISBN 978 87 7124 180 8 Aarhus Universitetsforlag www.unipress.dk Aarhus Langelandsgade 177 8200 Aarhus N København Tuborgvej 164 2400 København NV Udgivelsen er støttet af Det Frie Forskningsråd Kultur og Kommunikation, V. Gieses Legat og Nordic Board for Periodicals in the Humanities and Social Sciences NOP-HS.
K K&Indhold 114 5 Forord 13 Fredric Jameson Utopiens politik 31 Carin Franzén Utopiska strategier i Christine de Pizans Kvinnostaden 45 Mikkel Birk Jespersen Gerrard Winstanleys ikonoklasme som immanent utopi 61 Bertel Nygaard Karl Marx og fortidens utopiske potentialer 77 Stefan Jonsson Total teater Samhällsutopier på scen under Weimarrepubliken 93 Jakob Ladegaard Tilbage til kosmos Den sovjetiske rumfartsmytologi i litteratur, film og kunst efter kommunismens fald 109 Camilla Jalving og Marie Laurberg Performative utopier i samtidskunsten 123 Miguel Abensour Den vedblivende utopi
143 Tarja-Liisa Hypén Kändisförfattarens varumärke i Finland 159 Kommentar 160 Benjamin Boysen Hvad fatter Lacan gør, det er altid det rigtige eller er det? 167 Anmeldelser 168 Jacob Wamberg Lidt aktivistisk dødshjælp 172 Lotte Philipsen På ølejr med samtidskunsten 176 Carsten Juhl Omkring halvstatens fødsel 179 Om forfatterne
FORORD Længslen efter noget andet er sejlivet. Selv når den synes at visne bort, står mindet og savnet tilbage en længsel efter længselen, funderet i frygten for kollektiv fantasmatisk impotens: Kan vi ikke længere drømme? Utopien er den reneste form for det andet, vi længes efter. Derfor vender den bestandigt tilbage efter at være blevet erklæret død og begravet. Utopier fordømmes som farlige kim til totalitære styreformer og latterliggøres som urealistiske fantasterier, ikke mindst under det aktuelle ideologiske regime, som hævder, at der ikke er noget alternativ til nyliberalismens og globaliseringens verdensorden. Men selv her begynder utopierne at blive efterlyst, både som meningsskabende forestillinger og kritiske standpunkter. Midt i systemets tilsyneladende almagt begynder vi at opdage eller søge efter de sprækker, der er til stede, fordi vi som historiske væsener aldrig passer helt ind i en given orden. Vi begynder at føle trang til at lære eller måske rettere: repetere på nye måder hvordan vi kan udvide disse sprækker af frihed, ikke blot ved at reagere imod specifikke, iøjnefaldende urimeligheder, men også ved at lære at tænke, se og drømme anderledes, fri af det beståendes hegemoniske former. I denne fundamentale udlængsel og generelle historiske ramme kan man formentlig finde grundtræk til en forklaring af utopiens aktuelle genkomst. Ikke kun som akademisk studieobjekt, men også i kunst, litteratur og den dagligdags samfundsdebat synes utopier og utopiske tankemåder at opleve fornyet interesse. Man kan fristes til at hævde, at de er kommet på mode i hvert fald i visse kredse. Men selv modebølger er aldrig løsrevne kulturelle fænomener, men tegn eller symboler i den samme tegn- og symbolladede virkelighed som disse større verdenshistoriske konjunkturer. Det er heller ikke bare tilfældigt, at den utopiske interesse dukker op igen netop nu og netop i sine aktuelle former og sfærer. Når vi i dette nummer af K&K tager den århundredlange diskussion om utopien op igen, er det for at give et kritisk bidrag både til forståelsen af dens aktuelle genkomst og udviklingen af evnen til at tænke om det anderledes på måder, der svarer til eller rettes imod vores egen samtid. Utopier er et af de fænomener, som mange har en mening om, men langt færre har tænkt nærmere over, endsige studeret. Praktisk talt alle forståelser af fænomenet, fra
6 K&K Kultur&Klasse 114 2012 de hastigste affærdigelser til de grundigste studier, tager udgangspunkt i begrebets dobbeltbetydning, som formentlig var tilsigtet allerede hos Thomas More. Med sin Utopia fra 1516 definerede han ikke blot en særlig litterær genre og en bestemt samfundspolitisk tænkemåde, men skabte også kunstbegrebet utopi ved en (med engelsk udtale) lydlig forening af outopia, ikkestedet (dvs. det sted, der ikke findes), og eutopia, det lykkelige sted. Men herfra deles meningerne, og diskussionerne angår meget mere end blot den påstand om lykke, der knyttes til dette ikkested. Selv i de kredse, hvor utopien er blevet genstand for videnskabelige studier, hersker ikke blot de videnskabelige miljøers sædvanlige stridigheder mellem rivaliserende tilgange og skoler. Her er også bemærkelsesværdige uenigheder om, hvori selve studiernes genstand består, hvor vi kan finde utopien, hvor dens grænser går, og hvilke fordringer vi kan stille til vores materiale. Skal utopien afgrænses som et distinkt genstandsfelt, en væsensbestemt litterær og politisk genre, hvori Mores klassiker tegner et fast udgangspunkt for en lang kanon af statsromaner og arkitekttegnede visioner om fjerne steder og fremtider? Eller skal utopi snarere forstås som et analytisk greb med heuristiske implikationer, en søgen efter især Ernst Blochs forbillede efter håbets princip i utopiske funktioner, der kan gemme sig i praktisk talt alle livets aspekter? På tværs af dette skel inden for nutidige utopistudier går en vilje til at nå ud over det ret ufrugtbare kriterium om korrespondens med den empiriske virkelighed, som ofte har været den første, tilsyneladende oplagte tilgang til emnet altså spørgsmål, om f.eks. europæiske opfattelser af Amerika som et utopisk sted virkelig svarede til de amerikanske forhold, eller om de utopiske forestillinger af en kommunistisk, anarkistisk eller demokratisk fremtid nu også forudsagde den virkelige historiske udvikling. At de utopiske forestillinger har taget fejl i henseende til faktiske forhold, er reelt kun at klandre utopierne for at være utopier. Nutidige utopistudier går andre veje. Utopier og utopiske funktioner udforskes her som udtryk for visionær kraft, som bestræbelser på at fantasere sig fri af det bestående og derigennem anfægte dets herredømme. Utopier analyseres her som performative konstruktioner af imaginære rum, som leverer ståsteder for kritik af bestemte elementer af den bestående orden. Derved danner de også grundlag for historiske fænomener ikke først og fremmest ved den sociale realisering af de utopiske fantasier, men især ved at grundlægge eller styrke virkelige sociale bevægelser, kritiske diskussioner og modsvar, såvel alternative utopiske visioner som deres modsætninger: dystopiens mørke, ofte advarende skildringer og de antiutopiske, dvs. utopikritiske eller utopiafvisende, standpunkter. Aktuelle utopistudier har tillige blik for de historiske betingelser for utopiernes fremvækst og former, som ofte står i et paradoksalt forhold til utopiernes egen hævdelse af fri fantasi. Sådanne utopistudier har lange aner. Det vel nok væsentligste pejlemærke er fortsat Ernst Blochs tænkning om utopiens ånd, håbets princip og kategorien mulighed som et endnu ikke, der er funderet i manglen i nuet, dets ufuldendthed. Hans
Forord 7 formuleringer er ofte så poetisk-fortættede, at de kan føles som mystik, men er lige så ofte uventet ligefremme, idet de atter og atter udpeger nye analyseperspektiver. Hans enorme hovedværk Das Prinzip Hoffnung (1959), der sammenfatter årtiers arbejde, analyserer de klassiske statsromaners og teknologiske og videnskabelige forestillingers abstrakte arkitekttegninger, men peger samtidig på deres mulige udvikling hen mod den konkrete, dvs. historisk medierede, utopi. Samtidig udpeger han utopiske funktioner i de mest uventede sammenhænge, der ved første øjekast kan synes helt mættet af det beståendes ideologiske dominans og slette uendelighed: reklamens glitrende verden, lotterisedlen, dansestævnet, det nazistiske massemøde. 1 Dette skrift, der må ses i sammenhæng med Blochs øvrige værker, står stadig som en central og uomgængelig udfordring for utopifeltet. Det kan og bør omgås kritisk, men det kan næppe forsvares blot at ignorere det eller vige uden om det selv om mange utopitænkere har forsøgt det. Den formentlig væsentligste arvtager til Blochs utopitænkning, i hvert fald i den engelsktalende del af den internationale offentlighed, er den amerikanske litterat Fredric Jameson. Med afsæt i den vestlige marxisme har han gennem nu mere end fire årtier udfoldet vidt forskellige facetter af det utopiske. Ikke mindst har han udforsket, hvorledes ideologiske legitimeringer og reproduktioner af det bestående bestandigt både næres af appellen til utopiske længsler og undergraves indefra af dem. 2 Gennem de seneste par årtier har utopistudierne i den engelsktalende verden desuden gennemlevet en væsentlig institutionalisering. Det væsentligste forum for utopistudier i dag er således det nordamerikanske Society for Utopian Studies, der publicerer tidsskriftet Utopian Studies og afholder årlige konferencer. 3 Dette har også fået en mindre søskende, Utopian Studies Society Europe, hvis møder ligeledes danner grundlag for meget af det internationale arbejde med utopier. 4 Udgangspunktet for dette miljø har først og fremmest været interessen for utopi som litteratur, men politiske interesser har også bestandigt vævet sig ind i de litterære, og i stigende grad omfatter dette miljø også f.eks. sociologer og politologer, om end tyngden fortsat ligger i det litterære. 5 Her samles en række af den nuværende engelsksprogede utopiforsknings vigtigste figurer som Lyman Tower Sargent, Tom Moylan, Darko Suvin, Ruth Levitas, Vincent Geoghegan og Lucy Sargisson. Nogle af de samme folk er tilknyttet Ralahine Centre of Utopian 1 Ernst Bloch: Das Prinzip Hoffnung, Frankfurt a.m.: Suhrkamp, 1959. Til Blochs utopitænkning: Jørn Erslev Andersen m.fl.: Ernst Bloch en introduktion, Århus: Modtryk, 1982; Vincent Geoghegan: Ernst Bloch, London & New York: Routledge, 1996; Wayne Hudson: The Marxist Philosophy of Ernst Bloch, London & Basingstoke: Macmillan, 1982; Jamie Owen Daniel & Tom Moylan (red.): Not Yet: Reconsidering Ernst Bloch, London & New York: Verso, 1997. 2 Jf. især Fredric Jamesons værker Archaeologies of the Future: The Desire Called Utopia and Other Science Fictions, London: Verso, 2005; The Political Unconscious, London & New York: Routledge, 2010 [1981], især s. 271 290; Marxism and Form: Twentieth-Century Dialectical Theories of Literature, Princeton, New Jersey: Princeton University Press, 1971; foruden antologien The Ideologies of Theory, 2 bd., London: Routledge, 1988. 3 http://utopian-studies.org/ (tilgået 24/9 2012). 4 http://www.utopianstudieseurope.org/ (tilgået 24/9 2012). 5 Et udtryk for orienteringen mod det politologiske og den politiske idehistorie kan ses i nogle af Utopian Studies-miljøets egne udgivelser samt i utopitemanummeret af Journal of Political Ideologies 12:3, 2007.
8 K&K Kultur&Klasse 114 2012 Studies ved University of Limerick, der står bag en serie bogudgivelser på forlaget Peter Lang. 6 Den amerikansk og britisk funderede institutionalisering af utopistudierne har været særdeles frugtbar og har givet et mere solidt grundlag for videre udforskning af emnet. Men den bør ikke få os til at glemme, at megen væsentlig utopiforskning stadig foregår uden for dette regi. Det gælder ikke kun for individuelle amerikanske og britiske bidrag som f.eks. Jamesons arbejder, kulturgeografen David Harveys vigtige Spaces of Hope (2000) eller akademiske diskussioner om emnet uafhængigt af Utopian Studies-kredsene. Det gælder også de ret anseelige resultater af såvel individuelle som kollektive utopistudier i andre dele af den internationale akademiske verden. De nystartede specialiserede organer og miljøer for utopistudier i Italien, Portugal og de spansktalende lande synes ganske vist i den udstrækning som man overhovedet kan få dem at se via nordeuropæiske biblioteker ofte at lægge sig efter den engelsktalende verdens utopistudier. 7 Men både den tysktalende og fransktalende verden rummer egne righoldige traditioner for utopiforskning, der på hver deres måde samtænker arven efter Blochs filosofi med andre elementer. Den tyske utopiforskning er, så vidt vi ved, ikke centreret omkring noget institutionelt fællesskab. Alligevel eller måske netop derfor har det haft held til at favne et bredere spænd af fagtraditioner, end man ser hos de øvrige hovedsprog, om end fortsat med tydelig markering af faglige skel og med en tendens til spredt mangfoldighed snarere end samlende diskussioner. Dette ses ikke mindst i den store trebindsantologi Utopieforschung, publiceret i begyndelsen af 1980 erne med bidrag fra en lang række fremtrædende skikkelser fra vidt forskellige humanistiske og samfundsfaglige traditioner, men også i nyere diskussioner af utopikategoriens gyldighedsomfang og analysestrategiske implikationer. 8 Fransk utopiforsknings vel nok mest centrale skikkelse gennem de seneste fire årtier er den politiske filosof Miguel Abensour. Hans navn kan man også 6 Jf. http://www3.ul.ie/ralahinecentre/ (tilgået 24/9 2012). Af de vigtigste titler må her nævnes Tom Moylan & Raffaella Baccolini (red.): Utopia Method Vision: The Use Value of Social Dreaming, Bern (m.fl.): Peter Lang, 2007; Michael J. Griffin & Tom Moylan (red.): Exploring the Utopian Impulse: Essays on Utopian Thought and Practice, Bern (m.fl.): Peter Lang, 2007; foruden et par genudgivelser af klassikere fra Utopian Studies-miljøet: Vincent Geoghegan: Utopianism and Marxism, Bern (m.fl.): Peter Lang, 2008 (opr. 1987); Ruth Levitas: The Concept of Utopia, Bern (m.fl.): Peter Lang, 2010 (opr. 1990). 7 Jf. det italienske Rivista di Studi Utopici (http://digilander.libero.it/colomboutopia/rivista.htm), det portugisiske Morus: Utopia e rinascimento (http://www.unicamp.br/~berriel/numeros.htm), det potugisisk publicerede, men engelsksprogede Spaces of Utopia (http://ler.letras.up.pt/site/default.aspx?qry=id05id174&sum=sim) samt det spansk publicerede, men flersprogede UTP: Utopia and Utopianism (http://www.utopiaandutopianism.com/) (alle hjemmesider tilgået 24/9 2012). Hvert af disse tidsskrifter har sigende nok kun få år på bagen. Det ældste af dem, Morus, begyndte således i 2004. Både Rivista di Studi Utopici og Spaces of Utopia rummer interessante bidrag, men synes at have indstillet publikationsvirksomheden. 8 Wilhelm Voßkamp (red.): Utopieforschung. Interdisziplinäre Studien zur neuzeitlichen Utopie, 3 bd., Stuttgart & Frankfurt am Main: J.B. Metzler, 1982 85; Gegenworte. Zeitschrift für den Disput über Wissen nr. 10, 2002; Erwägen, Wissen, Ethik, 16:3, 2005; Richard Saage: Politische Utopien der Neuzeit, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1991; samme: Utopieforschung. Eine Bilanz, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1997. Et forsøg på at formidle nogle af resultaterne af dette arbejde til den engelsksprogede offentlighed er Jörn Rüsen, Michael Fehr & Thomas Rieger (red.): Thinking Utopia: Steps Into Other Worlds, New York: Berghah n, 2005.
Forord 9 godt støde på i den engelsksprogede utopiforskning, men betegnende nok typisk kun på grundlag af E.P. Thompsons flygtige referat i efterordet til dennes bog om William Morris. 9 Abensours overvejelser over utopien har især vægtet, hvorledes utopiske skildringer fra 1800-tallet udvikler sig fra den klassiske lukkede, detaljeret arkitekttegnede utopi hen mod mere åbne, søgende, dialogiske former, der nok opretholder utopiforfatteren som talende og tænkende autoritet, men samtidig undergraver denne autoritet gennem demokratiserende, inddragende diskussion. Derved understreger Abensour ikke mindst en nødvendig relation mellem det utopiske og det demokratiske, stærkt inspireret af blandt andre Claude Lefort. 10 Denne grundlæggende insisteren på utopien som åbenhed og på behovet for at orientere denne tænkning mod andre end Ernst Bloch, ikke mindst Walter Benjamin, kendetegner også andre markante figurer i den franske utopiforskning, blandt andre Michael Löwy og Michèle Riot-Sarcey. 11 Derudover rummer de seneste mange årtiers franske filosofi en lang række tænkere og tanker, der vel ikke kan betegnes som utopistudier som sådanne, men ikke desto mindre har orienteret sig mod utopien som problem og leveret vigtige bidrag til videreudviklingen af feltet. Det gælder ikke mindst Paul Ricœur, Michel Foucault, Jacques Derrida og Jacques Rancière. Dansk og nordisk utopiforskning har aldrig haft helt samme markant fokuserede form, men har dermed heller ikke lagt sig slavisk i forlængelse af nogen enkelt skole. Der findes dog adskillige tiltag til utopistudier også her, især fra tiåret omkring 1980 som en slags eftertanke til studenteroprør og universitetsmarxisme. 12 Denne mangel på en etableret dansk eller nordisk utopiforskningstradition er naturligvis ikke i sig selv en styrke, men den rummer forhåbentlig mulighed for at udforme dansk og nordisk utopiforskning uden den form for traditionsbunden dogmatik eller simple traditionskritik, der ikke altid viser sig frugtbar. Med dette nummer af K&K vil vi gerne bidrage til at skabe en dansk og nordisk debat om og udforskning af utopier på et bredt, åbent og mangfoldigt grundlag. 9 E.P. Thompson: William Morris: Romantic To Revolutionary, London: Merlin, 1976. De engelske utopistudiers basering på dette referat påvises og imødegås ved en nøjere Abensour-læsning i Christine Nadir: Utopian Studies, Environmental Literatur, and the Legacy of an Idea: Educating Desire in Miguel Abensour and Ursula K. Le Guin, Utopian Studies, 21:1, 2010, s. 24 56. 10 Miguel Abensour: L Histoire de l Utopie et le Destin de sa critique, Textures 6/7, 1973, s. 3 26, og 8/9, 1974, s. 55 81; L Utopie de Thomas More à Walter Benjamin, Paris: Sens & Tonka, 2000. 11 Michael Löwy: Redemption and Utopia: Jewish Libertarian Thought in Central Europe, Stanford; Stanford University Press, 1992. Michèle Riot-Sarcey: Le réel de l utopie. Essai sur le politique au XIXe siècle, Paris: Albin Michel, 1998; samme (red.): L Utopie en questions. La philosophie hors de soi, Saint-Denis: Presses universitaires de Vincennes, 2001; det glimrende lille opslagsværk Dictionnaire des Utopies, Paris: Larousse, 2006; samt f.eks. temanummeret af Mouvements. Des idées et des luttes, nr. 45 46/3 4, 2006. 12 Erslev Andersen (m.fl.) Bloch En introduktion kan ses som eksempel på dette, sammen med f.eks. antologien Hvad nu hvis, Herning: Systime, 1984 (Årbog fra Det humanistiske fakultet, Aarhus Universitet); Jørn Falk: Et jævnt og muntert virksomt Liv paa Jord Vor uforbrugte kulturarv fra det nittende århundrede, København: Akademisk forlag, 1980; Carsten Jensen: Folkelighed og utopi. Brydninger i Hans Kirks forfatterskab, København: Gyldendal, 1981.
10 K&K Kultur&Klasse 114 2012 Bidragyderne til dette nummer stammer fra vidt forskellige humanistiske fag og har forskellige udgangspunkter for at beskæftige sig med emnet. Vi indleder med Fredric Jamesons artikel Utopiens politik, der oprindeligt er udgivet i New Left Review (2005). Her diskuterer Jameson både utopiens fortsatte relevans samt en række af de generelle problemstillinger og paradokser, der knytter sig til utopien som politisk og litterært fænomen. Han fremhæver, at utopien både som psykologisk ønskeopfyldelse og samfundsmæssig konstruktion indgår i et modsætningsfyldt forhold til det politiske. For utopien forudsætter ifølge Jameson en form for suspension af det politiske, hvorfor utopier trives i perioder, der er præget af social grøde, men er uden politisk handling eller retning. For Jameson er utopien først og fremmest negativ i den forstand, at dens funktion ikke er at bidrage til vores forestillinger om en bedre fremtid, men i stedet at vise, at vi er ude af stand til at forestille os sådan en fremtid på grund af den ideologiske lukning af det system, vi er fanget i. Derfor vil det for Jameson være umuligt at udforme en effektiv og kritisk politisk praksis for globaliseringens tidsalder uden at genoplive utopien. Efter Jamesons aktuelle og teoretisk orienterede diskussion anlægges et mere historisk perspektiv på utopiens forskellige udtryksformer. I Utopiska strategier i Christine de Pizans Kvinnostaden undersøger Carin Franzén, hvilke strategier Christine de Pizan benytter i sin kreative omarbejdning af senmiddelalderlige diskursers tvetydige fremstilling af kvinder. Franzén viser, hvordan Christine de Pizan i eksempelvis Le Livre de la Cité des Dames (1404 05) approprierer og omskriver de etablerede diskurser, der var kendetegnet af en dialektik mellem hoflitteraturens idealisering af kvinder og eksplicit kvindefjendske fremstillinger. Herigennem åbnes der ifølge Franzén for et nyt og utopisk diskursivt rum, der kan danne rammen om dannelsen af kvindelig subjektivitet. Franzén argumenterer endvidere for, at Christine de Pizan på den måde afdækker den kulturelle underbevidstheds voldelige og incestuøse forestillinger. Mikkel Birk Jespersens Gerrard Winstanleys ikonoklasme som immanent utopi diskuterer, hvordan man kan forstå de utopiske tekster, som Gerrard Winstanley skrev under Den Engelske Revolution i midten af 1600-tallet. Gennem en læsning af Winstanleys utopiske The Law of Freedom in a Platform (1652) sammen med eksempler fra hans tidligere tekster argumenteres der for, at teksternes utopiske funktion er præget af en gennemgående og særegen politisk-religiøs ikonoklasme. Herigennem producerer Winstanley en dynamisk og egalitær utopi, som kommer til at stå som en udfordring af revolutionens dominerende puritanske og republikanske strømninger. Jespersen argumenterer for, at den utopiske diskurs på den måde gør det muligt at fremlæse nye dimensioner i revolutionens historiske forløb. Historiens utopiske potentialer bliver også diskuteret i Bertel Nygaards artikel Karl Marx og fortidens utopiske potentialer. Med udgangspunkt i en læsning af Marx Louis Bonarpartes attende Brumaire (1852) argumenterer Nygaard for, at Marx udfolder en opfattelse af historisk tid som en differentiel social relation under stadig konstruktion. Som alternativ til tingsliggjorte tidsopfattelser, der legitime-
Forord 11 rer og opretholder det borgerlige samfund, finder vi ifølge Nygaard en forståelse af historien som en multilineær og konfliktuel proces. Nygaard argumenterer således for, at Marx tilgang til fortidens utopiske potentialer fjerner sig fra både den erklæret realistiske antiutopisme og utopismens eskapistiske drømmeri, men samtidig åbner et perspektiv for utopiske funktioner i både fortrængte fortidslevn og uindløste fremtidspotentialer, der trænger sig på i nutiden. De politiske omvæltninger i første halvdel af det tyvende århundrede var også en grobund for markante utopiske forestillinger. Stefan Jonsson undersøger i Total Teater Samhällsutopier på scen under Weimarrepubliken mellemkrigstidens radikale bestræbelser på at iscenesætte samfundet som sådan og herigennem gøre teatret til et medium for samfundets selvrepræsentation. Jonsson diskuterer især Erwin Piscators projekt om et totalteater, som blev udviklet i samarbejde med Walter Gropius. Jonsson fremhæver, at Piscator og Gropius interventioner kan siges at være blandt de mest ambitiøse af Weimarrepublikkens demokratiske eksperimenter, og han argumenterer bl.a. for, at deres kunstneriske praksis illustrerer Walter Benjamins æstetisk-politiske forestilling om et kunstværk, der bliver absorberet af masserne. Mens forskellige former for kommunisme igennem store dele af det tyvende århundrede udgjorde væsentlige omdrejningspunkter for utopiske ideer, var Sovjetunionens sammenbrud med til at ændre de historiske betingelser for utopisk tænkning. I Tilbage til kosmos den sovjetiske rumfartsmytologi i litteratur, film og kunst efter kommunismens fald undersøger Jakob Ladegaard, hvordan de utopiske forestillinger, der prægede de populærkulturelle fremstillinger af Sovjetunionens rumfartsprogram efter Anden Verdenskrig, er blevet kritisk bearbejdet efter Murens fald. Artiklen diskuterer tre værker, der behandler dette: Victor Pelevins roman Omon Ra (1992), Adam Bartos fotobog Kosmos A Portrait of the Russian Space Age (2001) og Aleksej Fedortjenkos film First on the Moon (2005). Ladegaard argumenterer for, at de tre værker illustrerer en udvikling i forholdet til rummytologien, der går fra kritisk afvisning og latterliggørelse til ambivalent nostalgi. Han argumenterer endvidere for, at denne udvikling er symptomatisk for en mere generel ændring i tilgangen til utopiske projekter i den aktuelle, postpolitiske periodes æstetiske og politiske forestillinger. Utopiens aktuelle status og karakter er også emnet for Marie Laurberg og Camilla Jalvings Performative utopier i samtidskunsten. Laurberg og Jalving argumenterer for, at der i det seneste årtis kunst og kunstkritik kan ses en fornyet interesse for utopien. Dog er der tale om en ny form for utopisk potentiale, som udforskes i et felt, der ligger hinsides både modernismens universalløsninger og postmodernismens kritik af de store fortællinger. De henter bl.a. inspiration hos Nicolas Bourriaud, som i sin Relationel Æstetik lancerer begrebet om mikro-utopier, der er kendetegnede ved at være lokale, processuelle og inddragende. I forlængelse heraf diskuterer Laurberg og Jalving, hvordan værker af samtidskunstnere som bl.a. Andrea Zittel, Olafur Eliasson, Francs Alÿs og Tomás Saraceno fungerer som performative og midlertidige utopier. Ifølge Laurberg og Jalving spiller samtids-
12 K&K Kultur&Klasse 114 2012 kunstens fortsatte insisteren på utopien en afgørende rolle, fordi den opfordrer os til at genoverveje, hvad det er muligt at forestille sig, og hvad vi overhovedet er i stand til at ønske os. Utopitemaet afrundes af endnu et bud på en teoretisk forståelse af utopien i form af Miguel Abensours artikel Den vedblivende utopi, der oprindeligt er udgivet i Mortibus (2006). Abensour undersøger her det, han kalder den vedblivende utopi, der ikke må forveksles med ideen om en evig utopi som et statisk og autoritært ideal. I modsætning hertil betegner udtrykket den vedblivende utopi hos Abensour en stædig impuls i retning af frihed og retfærdighed. Det er en skrøbelig størrelse, der består i en stadig forskydning væk fra enhver indespærring i det virkelige. Abensour lokaliserer den vedblivende utopis forskellige steder på to forskellige niveauer: først ud fra Ernst Blochs ontologiske tænkning af utopien, efterfølgende med hjælp fra Emmanuel Levinas etiske filosofi, der tager udgangspunkt i mødet med den anden. Abensour diskuterer endvidere den vedblivende utopis aktuelle former, bl.a. utopiens forhold til frigørelsens dialektik samt den nære relation, han mener, eksisterer mellem utopien og demokratiet. Uden for tema bringer vi Tarja-Liisa Hypéns artikel Kändisförfattarens varumärke i Finland. Hypén undersøger her forholdet mellem kendis-forfatteren og de såkaldte anerkendte forfattere. Mens anglo-amerikansk forskning ser kendisforfatteren og bestseller-forfatteren som to forskellige forfattertyper, argumenterer Hypén for, at den finske forfatter Jari Tervo kombinerer de to typer. Hypén undersøger, hvordan forfatterens brand bliver dannet og ser på, hvordan det både påvirker forfatterens værker og receptionen af værkerne. Hun påpeger brandets begrænsende effekter, men undersøger også, hvordan det bl.a. giver forfatteren en mobilitet i det litterære felt og gør det muligt for ham at påvirke samfundet med sin produktion. I tilslutning til utopitemaet byder nummeret på Benjamin Boysens replik Hvad fatter Lacan gør, er altid det rigtige eller er det?, som er et svar på René Rasmussens kommentar til Boysen i K&K 113. Endelig bringer vi anmeldelser af Mikkel Bolts En Anden Verden. Små kritiske epistler om de seneste års antikapitalistiske satsninger i kunst og politik og forsøgene på at udradere dem (ved Jacob Wamberg) og af Christian Gether, Stine Høholt, Marie Laurberg (red.): Utopia & Contemporary Art (ved Lotte Philipsen). Desuden anmeldes Hans Vammens Den tomme stat Angst og ansvar i dansk politik 1848 64 (ved Carsten Juhl). Temanummeret er redigeret af Mikkel Birk Jespersen, Stefan Jonsson, Jakob Ladegaard og Bertel Nygaard.
Aarhus Universitetsforlag K&K Kultur&Klasse 114 Vol. 11 2012 Pages 13-29 FREDRIC JAMESON Professor i litteratur ved Duke University UTOPIENS POLITIK 1 THE POLITICS OF UTOPIA The article discusses the continued relevance of utopia in the 21 st century as well as the general problems that arise from utopia as a literary and political phenomenon. Utopia both as psychological wishfulfilment and as social construction is involved in a contradictory relationship with the political. Utopia presupposes a suspension of politics, and hence utopias flourish in periods of social turmoil, but without political agency or direction. The function of utopia is first and foremost negative, in the sense that utopia does not offer a representation of a better future, but rather shows us that we are unable to imagine such a future because of the ideological closure of the system. Therefore, it will be impossible to develop an effective and critical political practice for the age of globalization without the resurrection of utopia. KEYWORDS ideology, utopia, politics, literature. Utopien synes at stille os over for et af de sjældne fænomener, hvis begreb er uadskilleligt fra dets realitet, hvis ontologi er sammenfaldende med dets repræsentation. Har denne særegne størrelse stadig en social funktion? Hvis den ikke længere har det, ligger forklaringen muligvis i den bemærkelsesværdige historiske udsondring i to distinkte verdener, som kendetegner globaliseringen i dag. I den ene af disse verdener er det sociales opløsning så absolut elendighed, fattigdom, arbejdsløshed, sult, uhumskhed, vold og død at de utopiske tænkeres snørklede samfundsplaner bliver lige så frivole, som de er irrelevante. I den anden verden synes en hidtil ukendt velstand, computerbaseret produktion, et endeløst udvalg af kommercielle og kulturelle nydelser samt videnskabelige og medicinske opdagelser, der ikke lod sig forestille for et århundrede siden, at have gjort den utopiske fantasi og spekulation lige så kedsommelig og antikveret som de førteknologiske fortællinger om rumrejser. Kun selve ordet overlever denne omfattende forældelse som et symbolsk tegn, om hvilket egentligt politiske kampe stadig hjælper os til at skelne mellem venstre og højre. På venstrefløjen er utopisk således blevet et kodeord for socialisme eller kommunisme, mens det på højrefløjen er blevet synonymt med totalitarisme i praksis stalinisme. Disse to betydninger synes på visse måder at overlappe hinanden. Begge indebærer, at en politik, der stræber efter at forandre systemet radikalt, vil 1 Først udgivet som The Politics of Utopia, New Left Review 25, 2004. Oversat af Bertel Nygaard.
14 K&K Kultur&Klasse 114 2012 blive betegnet som utopisk med den højreorienterede undertone, at systemet (i dag forstået som det frie marked) indgår i den menneskelige natur; at ethvert forsøg på at forandre det vil være ledsaget af vold; og at bestræbelser på at fastholde disse forandringer (imod den menneskelige natur) vil kræve et diktatur. Her er altså to praktisk-politiske spørgsmål på spil: på den ene side en venstrefløjskritik af den socialdemokratiske reformisme inden for systemet; på den anden side en fundamentalistisk opfattelse af det frie marked. Men hvorfor ikke ganske enkelt drøfte disse spørgsmål direkte og åbent, uden at gøre brug af dette tredje, tilsyneladende litterære, spørgsmål om utopi? Man kunne endda vende spørgsmålet rundt og sige, at vi har fuld frihed til at diskutere utopien som et historisk og tekstuelt eller generisk spørgsmål, men ikke til at komplicere det ved at betragte det politisk. (Er ordet ikke også alligevel altid blevet brugt af fremtrædende politiske skikkelser på alle fløje som et fornærmende skældsord om deres fjender?). Ikke desto mindre er den utopiske idés aftagen et grundlæggende historisk og politisk symptom, som fortjener sin egen diagnose om ikke en ny, mere effektiv terapi. For det første er postmodernitetens karakteristiske svækkelse af den historiske sans og forestillingen om historisk forskellighed paradoksalt forbundet med tabet af det sted hinsides al historie (eller efter dens afslutning), som vi kalder utopien. For det andet er det vanskeligt nok at forestille sig noget radikalt politisk program i dag uden den opfattelse af systemisk andethed, af et alternativt samfund, som kun ideen om utopi synes at kunne holde i live, om end nok så svagt. Det betyder selvsagt ikke, at vi selv hvis det skulle lykkes os at genoplive utopien selv med ét vil se konturerne af en ny og effektiv praktisk politik for globaliseringens tidsalder; men kun, at vi aldrig vil kunne nå en sådan politik uden at genoplive utopien. At forvise det onde Lad os da atter begynde med tekstuelle utopier selv. Her støder vi på to alternative analysemuligheder, der kan betegnes som henholdsvis den kausale og den institutionelle eller måske endda som den diakrone og den synkrone. Den første af disse har at gøre med den utopiske verden som sådan; eller rettere og mere nøjagtigt: med den måde, hvorpå denne eller hin rod til alt ondt er blevet udryddet fra denne verden. Det, enhver læser tager med fra for eksempel Thomas More, såvel som Platon, er privatejendommens afskaffelse. Dette hævdes at gøre More og Platon til kommunismens foregangsmænd. Men et nærmere blik og en undersøgelse af den teori om den menneskelige natur, som understøtter begge disse angreb på privatejendommen, viser en temmelig anderledes position: at roden til alt ondt skal findes i guld eller penge, og at det er grådighed (som et psykologisk onde), der på den ene eller anden vis må undertrykkes gennem egentligt utopiske love og forordninger med henblik på at nå til en bedre og mere human form for liv. I denne fortolkning er spørgsmålet om hierarki og egalitarisme hos More ansporet af det mere fundamentale spørgsmål om penge. Denne type utopisme har haft lange og glorværdige efterklange frem til Proudhon og Henry George og videre
Fredric Jameson Utopiens politik 15 til major C.H. Douglas og de famøse falske penge [stamp-script] hos Ezra Pound. Sådanne navne antyder dog allerede, at det muligvis ikke er helt korrekt at læse undsigelsen af penge som den direkte forfader til kommunismen. More var optaget af at udrydde de individuelle ejendomsforhold; Marx kritik af ejendommen var anlagt på at udrydde den legale og individuelle besiddelse af de kollektive produktionsmidler; og udryddelsen af denne type privatejendom skulle føre til en situation, hvor klasserne som sådanne forsvandt, ikke blot de samfundsmæssige hierarkier og individuelle uretfærdigheder. Jeg ville gå videre og hævde, at det afgørende hos Marx er, at hans perspektiv ikke indeholder et begreb om den menneskelige natur; det er ikke essentialistisk eller psykologisk; det forudsætter ikke fundamentale drifter, lidenskaber eller syndigheder som besiddelsestrang, magtbegær, grådighed eller stolthed. Marx diagnose er strukturel, og den er helt forenelig med nutidige eksistentielle, konstruktivistiske eller antifundamentalistiske og postmoderne overbevisninger, der udelukker forudantagelser om nogen oprindelig menneskelig natur eller essens. Hvis der har været ikke kun én menneskelig natur, men en hel række af dem, skyldes det, at den såkaldte menneskelige natur er historisk: Hvert samfund konstruerer sin egen. Og, for at parafrasere Brecht: Når nu den menneskelige natur er historisk snarere end naturlig, frembragt af mennesker snarere end indskrevet i menneskets gener eller DNA, følger det, at menneskene kan forandre den; at den ikke er en uafvendelig skæbne, men snarere et resultat af menneskelig praksis. Marx antihumanisme (for nu at bruge et andet ord om dette standpunkt) eller hans strukturalisme, eller endda hans konstruktivisme, rummer dermed en betragtelig landvinding i sammenligning med More. Men når vi forstår utopismen på denne vis, kan vi også få øje på en række forskellige måder, hvorpå man kan genopfinde utopien i det mindste i denne første betydning af afskaffelsen af denne eller hin rod til alt ondt, nu forstået som et strukturelt anliggende snarere end et psykologisk. Disse forskellige muligheder kan også aflæses praktisk-politisk. Hvis jeg for eksempel spørger mig selv, hvad der i dag ville være det mest vidtrækkende krav at stille til vores system det krav, som ikke ville kunne opfyldes uden at forandre systemet til ugenkendelighed, og som med ét ville indvarsle et samfund, der adskilte sig strukturelt fra dette på enhver tænkelig måde, fra det psykologiske til det sociologiske, fra det kulturelle til det politiske ville det være kravet om fuld beskæftigelse, universel fuld beskæftigelse hele kloden rundt. Som det bestående systems økonomiske apologeter utrætteligt har belært os om, kan kapitalismen ikke trives under fuld beskæftigelse; den kræver en reservehær af arbejdsløse for at kunne fungere og undgå inflation. Den fulde beskæftigelse som den første skruenøgle ville da blive forstærket af kravets universalitet, idet kapitalismen også behøver både en grænse og bestandig ekspansion for at opretholde sin indre dynamik. Men her bliver kravets utopisme cirkulær, for det er klart, at fuld beskæftigelse ikke blot ville forandre systemet; systemet måtte også allerede være forandret på forhånd for at opnå fuld beskæftigelse. Jeg ville ikke kalde dette for en ond cirkel, men det viser det rum, som det utopiske spring må
16 K&K Kultur&Klasse 114 2012 foregå i, gabet mellem vores empiriske nutid og de utopiske ordninger i denne imaginære fremtid. En sådan fremtid, imaginær eller ej, hjemsøger dog også vores nutid for at spille en diagnostisk og en kritisk-substantiel rolle. At sætte fuld beskæftigelse i forgrunden på denne måde, som det fundamentale utopiske krav, gør os i stand til at vende tilbage til de konkrete omstændigheder og situationer, at læse deres mørke punkter og patologiske dimensioner som symptomer på og virkninger af den særlige rod til alt ondt, der udpeges som arbejdsløshed. Kriminalitet, krig, forkvaklet massekultur, stoffer, vold, kedsomhed, sexisme, racisme, begær efter magt, distraktion eller nirvana alle kan diagnosticeres som produkter af et samfund, som er ude af stand til at imødekomme alle sine borgeres produktionsevner. Her bliver den utopiske cirkularitet ikke kun en politisk vision og et politisk program, men også et redskab til kritik og diagnose. Jeg har udfoldet dette forslag som faktisk allerede var til stede hos More, 2 og som jeg også tror på; selv om det endnu står tilbage at afgøre, hvad betegnelsen tro kunne betyde i forbindelse med utopier for at skelne det fra den anden, temmelig anderledes opfattelse af utopi, som jeg nu vil konfrontere, idet jeg vender tilbage til More (som man synes altid at måtte gøre). Hvis man nu sagde, at det virkeligt utopiske ved Mores tekst intet har at gøre med hans tanker om penge og menneskets natur, men alt at gøre med hans beretning om den utopiske indretning og det utopiske dagligliv; hvordan det fungerer politisk øens inddeling i 54 byer, organiseringen af grupper à tredive husstande, syfogranterne, fylarkerne, senatet, transiborerne, den valgte fyrste, husstandenes funktioner (og deres middagsanretninger), ægteskab, slaver, landbrugspligter, love og så videre. Hvis dette er vores fokus og interesse, så tror jeg, vi først og fremmest må bemærke, at det indebærer en fuldkommen forandring af det perspektiv på utopien, som blev omtalt før. Jeg drister mig til at foreslå, at vores opmærksomhed i den første version af utopien, roden til alt ondt -versionen, i sit væsen var eksistentiel: Som individer indgår vi i et forhold til penge og grådighed, til ejendom, og dermed føres vi til at spekulere over, hvordan livet ville arte sig uden disse sager. Dette perspektiv, tror jeg, opretholdes endda i mit eget eksempel: De fleste af os er i arbejde, men kender til frygten for arbejdsløshed og tabet af indkomst, og vi er ikke ubekendte med den psykiske nød, som den kroniske arbejdsløshed indebærer, eller med demoraliseringen, kedsomhedens morbide effekter, spildet af livskraft og fraværet af produktivitet selv om vi er tilbøjelige til at opfatte alt dette på borgerlig, introspektiv vis. 2 Hos More er det bemærkelsesværdigt, at kristendommen og klostertraditionen bidrager til at bøje arbejdsbegrebet i retning af pligt frem for, som her, i retning af handling og produktivitet. I Utopia synes den humanistiske teksts åbenlyse epikuræisme ( alle vore handlinger, selv de dyder, der udøves gennem dem, ser i sidste ende hen mod nydelsen som deres mål og lykke ) at udspringe mere af modvilje mod kristen askese (som More imidlertid også praktiserede) end af nogen synderligt positiv nydelseselskende kilde (More, IV 167).
Fredric Jameson Utopiens politik 17 Anonym lyksalighed Men idet vi orienterer os mod de utopiske politiske planer og indretninger, som jeg har nævnt, er perspektivet fuldkommen anonymt. Utopias borgere opfattes som en statistisk population; der findes ingen individer længere, for ikke at nævne nogen eksistentiel levet erfaring. Når More fortæller os, at Utopias indbyggere er sorgløse, ligevægtige, snilde og sætter pris på deres fritid, eller at de, efter Aristoteles bestemmelser, frem for alt holder sig til de åndelige glæder, som de værdsætter som de første og fremmeste af alle glæder, virker dette til at forstærke det statistiske indtryk snarere end at individualisere det (More, IV 179 & 175). Hele beskrivelsen er udformet i en slags antropologisk andetheds termer, der ikke et øjeblik frister os til at se os selv for os i de andres sted, at aftegne det utopiske individ som konkret eksistentielt fortættet, selv om vi allerede kender detaljerne i hans eller hendes dagligliv (det begreb om dagliglivet, der nutildags mere eller mindre har fortrængt det om privatlivet). Man kunne indvende, at denne afpersonalisering ikke længere gælder, så snart vi når frem til utopier af William Morris type (News from Nowhere); men måske er hans stiliserede figurer os blot nærmere i tid, fordi de stammer fra den viktorianske periode. 3 Ikke desto mindre er dette en vigtig indvending, eftersom jeg vil argumentere for, at denne effekt af anonymitet og afpersonalisering er en meget fundamental del af, hvad utopien er, og hvordan den fungerer. Den kedsommelighed eller tørhed, som er blevet tilskrevet den utopiske tekst fra More og frem, er således ikke en litterær skavank, heller ikke en alvorlig indsigelse, men en meget central styrke ved den utopiske proces i almindelighed. Den styrker det, som i dag nogle gange kaldes demokratisering eller egalitarisme, men som jeg foretrækker at kalde plebejisering: Vores afsubjektivering i den utopiske politiske proces, tabet af psykiske privilegier og åndelig privatejendom, reduktion af os alle til den psykiske sprække eller mangel, hvori vi alle består som subjekter, men som vi alle bruger store kræfter på at prøve at holde skjult for os selv. Lad os nu vende tilbage til den skelnen, jeg har udarbejdet mellem de to utopiske perspektiver, dvs. roden til alt ondt -perspektivet og det perspektiv, der knytter sig til politiske og sociale indretninger. Vi bør formentlig betragte hver af dem på to distinkte måder: som ønskeopfyldelse og som konstruktion. Begge disse tilgange indebærer tydeligt nok nydelse: ønskeopfyldelsen har nærmest per definition noget at gøre med nydelse, om end det kan indebære en lang omvej og en mangfoldig mediering gennem erstatninger. Ernst Bloch har således for længst lært os, at reklamer for patentmedicin trak på en hårdnakket kerne af længsel efter det evige liv og en forvandlet krop. Sådanne ønsker bliver endnu tydeligere, når man kommer til de forskellige utopier, hvori gamle bondedrømme om slaraffenland og stegte 3 Jeg mistænker dog afpersonaliseringen i sådanne moderne utopier for at skyldes dødeligheden og den meningsløse biologiske succession af generationer i et samfund, som hverken kender til Historiens betydning eller religionens metafysik længere.
18 K&K Kultur&Klasse 114 2012 duer, der flyver direkte ind i munden, såvel som mere lærde fantasier om paradis og den jordiske have, befinder sig lige under overfladen. Men konstruktionens nydelser er muligvis ikke så indlysende. Man må tænke på dem i stil med garageværkstedet, hobbymekanikerens byggesæt, Lego eller det at mure eller flikke alle mulige ting sammen. Dertil kan man også føje miniaturens særlige glæder: genskabelsen af de store ting i håndarbejdsstørrelse, som man selv kan samle og afprøve, som f.eks. med hjemmekemikerens sæt, eller forandre og ombygge i uendelige variationer, næret ved nye ideer og ny viden. Disse utopiske konstruktioner sindets modeljernbaner udtrykker ånden i det ikkefremmedgjorte arbejde og den ikkefremmedgjorte produktion langt bedre end noget begreb om écriture eller Spiel. Den politiske viljes genrer Alligevel knytter der sig begrænsninger til både konstruktionsperspektivet og ønskeopfyldelsesperspektivet. Ønsker lader sig ikke altid fantasere med held sådan opererer begrænsningerne i både fortællingen og det Reelle. Konstruktioner kan ikke altid bygges sådan er begrænsningerne i råmaterialerne og den historiske situation, der står som det statiske og det dynamiske, de elementære love for tyngdekraft og bevægelse, for opbygningen af imaginære kollektiver. Og nogle af disse strukturelle begrænsninger kan udpeges gennem en sammenligning med beslægtede genrer og diskurstyper. Jeg opregner fire af disse, hvortil utopien er tæt forbundet: manifestet; forfatningen; fyrstespejlet ; og den store profeti, der i sig rummer den modus, som kaldes satire, fordømmelsen af den faldne, syndefulde verden som Robert C. Elliott anså for det modale modstykke til den utopiske tekst, og som er indskrevet i første bog af Mores Utopia (Elliott, Shape. Jf. også Elliott Power). 4 To af de andre genrer har også sat sig spor i Utopia. Første bog beretter om samtalen mellem den rejsende Hythloday og More og hans venner, en samtale der vil munde ud i Hythlodays beskrivelse af selve Utopia i anden bog (der imidlertid er skrevet tidligere end første bog). Første bog giver nemlig en hårdhændet satire over tidsalderens onder, grænsende til en profetisk skildring. 5 Den udelukker fyrstespejlet, idet Hythloday afviser hoffets muligheder og muligheden af at blive rådgiver for monarken; den undlader at udpege nogen fundamental aktør i en radikal forandring og lever dermed ikke op til Althussers forskrift for manifestet (der omfattede Machiavellis Fyrsten, skrevet på næsten samme tid som Mores Utopia) (Althusser). Og hvad 4 Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem antiutopien (ytringen af den indædt antiutopiske og antirevolutionære ideologi, der hævder, at utopien uundgåeligt fører til undertrykkelse og diktatur, til konformitet og kedsomhed) og dystopien (som Tom Moylan kalder for kritisk dystopi i sin nyttige Scraps of the Untainted Sky), der nødvendigvis er en kritik af tendenser, som gør sig gældende i kapitalismen i dag. Måske må vi føje oprøret mod utopien til dette generiske system. 5 Jeres får ( ) som plejede at være så tamme og overkommelige at fodre, begynder nu efter sigende at blive så grådige og vilde, at de fortærer selve menneskene og hærger og affolker marker, huse og byer (More, IV 67).