Et stærkt fag i udvikling Dansk Sygeplejeråds holdninger til sygeplejefaget
et stærkt fag i udvikling Dansk Sygeplejeråds holdninger til sygeplejefaget Grafisk tilrettelægning: Dansk Sygeplejeråd Forsidefoto: Fotograf Søren Svendsen Printed in Denmark 2009 ISBN: 978-87-7266-112-4 Copyright Dansk Sygeplejeråd 08-136-sygeplejefaget Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden udnyttelse af denne bog eller dele deraf er uden forfatterens skriftlige tilladelse forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser samt fotokopiering i henhold til overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. 2
Et stærkt fag i udvikling Sygeplejersker har et stærkt fællesskab. Hvad enten vi er sygeplejestuderende, er i arbejde, er organisatorisk valgte eller har trukket os tilbage fra arbejdsmarkedet, har vi fælles interesser, når det gælder vores fag, løn, arbejdsvilkår og sundhedsvæsenets udvikling. Derfor har vi samlet os i Dansk Sygeplejeråd, som er sygeplejerskernes faglige organisation. Dansk Sygeplejeråd flytter grænser i organisation, fag og samfund. Det fastslår vores vision. Vi kæmper for øget respekt for sygeplejerskers arbejde, og vi arbejder for, at sygeplejefaget er under konstant udvikling, så sygeplejerskerne altid kan udøve faget på højt niveau. Visionen er udgangspunktet for organisationens holdninger, der styrer vores handlinger. Pjecen, du har foran dig, beskriver vores holdninger til sygeplejefaget. Holdningerne er: Professionel sygepleje har afgørende betydning for patienternes og borgernes helbred. Høj kvalitet i sygepleje kræver systematisk kvalitetsudvikling. Uddannelse og forskning er grundlaget for udvikling af sygepleje. Sygeplejersker leder sygepleje.» 3
Pjecen er én af i alt fem pjecer om Dansk Sygeplejeråds holdninger. De fire andre handler om vores holdninger til organisationens liv og demokrati, løn og arbejdsvilkår, mangfoldighed og ligestilling samt sundhedspolitik. God læselyst! Grete Christensen Formand for Dansk Sygeplejeråd 4
Professionel sygepleje har afgørende betydning for patienternes og borgernes helbred Sygepleje udspiller sig i et spændingsfelt mellem på den ene side samfundets krav, forventninger og rammer og på den anden side de værdier, vi som sygeplejersker selv sætter for faget. Sygeplejefaget er et handlingsorienteret fag. Sygeplejersker identificerer, analyserer og vurderer behov og problemer, både hos den enkelte borger eller patient, i familier og i lokalsamfund. Vi observerer, støtter og vejleder patienter og borgere døgnet rundt, og vi har afgørende betydning for, at de får den rigtige sygepleje på det rigtige tidspunkt. Professionel sygepleje har afgørende betydning for patienternes og borgernes helbred, overlevelse og sikkerhed. Det dokumenterer den internationale forskning. Derfor er det vigtigt, at sygeplejersker yder sygepleje af høj professionel kvalitet. Høj professionel kvalitet stiller krav til både den enkelte sygeplejerske og til de rammer, vi arbejder under: Sygeplejersker skal udøve sygepleje i overensstemmelse med fagets vidensgrundlag, etiske værdiantagelser og det lovmæssige grundlag. Som sygeplejersker er vi selvstændigt ansvarlige for vores virksomhedsudøvelse. Sundhedsstyrelsens tilsyn med og autorisation af sygeplejersker er en vigtig garanti for samfundet. Sygeplejersker skal være i besiddelse af den nyeste udviklings- og evidensbaserede viden og handlekompetence inden for sygeplejefaget. Sygeplejerskers kompetencer skal være baseret på både teoretiske, kli- 5
niske og etiske kundskaber. Forståelse, kommunikation, erfaring, refleksion og kritisk stillingtagen er centrale forudsætninger for, at patienter og borgere opnår sikkerhed, kontinuitet og nærvær. Sygeplejersker samarbejder med borgere, patienter og pårørende for at sikre, at de aktivt medvirker og har indflydelse på pleje- og behandlingsforløbene. Sygeplejersker skal altid have mulighed for at vejlede borgere, patienter og pårørende i relation til deres konkrete situation. De mellemmenneskelige relationer er vigtige i alle sygeplejens aspekter, ikke mindst i den praktiske udførelse af sygepleje. Sygeplejersker arbejder på tværs af fag og sektorer, når det er til gavn for patienten og borgeren. Alles kompetencer skal anvendes bedst muligt, og derfor skal sygeplejersker bruge tiden på det, vi er uddannet til. Sygeplejersker leder sygepleje. Ledelse af sygepleje herunder organisering af arbejdet skal understøtte høj professionel kvalitet og en effektiv ressourceanvendelse. Sygeplejen er rummelig. Derfor favner sygeplejen alle uanset køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. De politisk fastsatte mål og rammer herunder vilkår som sygeplejersker arbejder under, skal tilrettelægges efter patienternes og borgernes behov og de sygeplejefaglige kompetencer. Mangel på sygeplejersker har negative konsekvenser for patienternes og borgernes sundhed og sikkerhed. Sygeplejersker arbejder efter de sygeplejeetiske retningslinjer De bygger på International Council of Nurses etiske kodeks for sygeplejersker. De sygeplejeetiske retningslinjer er senest vedtaget på Dansk Sygeplejeråds kongres i 2004 og kan læses på www.dsr.dk. 6
Professionel sygepleje har stor betydning for patienterne Hvidbogen»Health Care at the Crossroads«dokumenterer, at sygeplejersker har stor betydning for patienternes sundhed og sikkerhed. Det får alvorlige konsekvenser for patienterne, hvis sygeplejen er mangelfuld, f.eks. fordi der er for få sygeplejersker. blandt hvidbogens hovedresultater er: Patientens overlevelse afhænger af normeringen: For hver ekstra patient, en sygeplejerske skal pleje, øges risikoen for, at patienten dør inden for 30 dage efter indlæggelsen med 7 pct. Utilsigtede hændelser resulterer i værste fald i dødsfald, kvæstelser eller tab af funktionsevne. For lav normering af sygeplejersker er en medvirkende årsag i 24 pct. af disse tilfælde. Antallet af sygeplejersker har betydning for bl.a. antallet af infektioner, tryksår og dødsfald. Bedre normering reducerer f.eks. urinvejsinfektioner, lungebetændelse og maveblødning med 3-12 pct. Læs mere på www.dsr.dk Mellemmenneskelige relationer Dansk Sygeplejeråd har medvirket til at udarbejde en»grundlov«for de mellemmenneskelige relationer i patientens og borgerens møde med sundhedsvæsenet. Det overordnede mål er at styrke de mellemmenneskelige relationer i den daglige kliniske praksis. De mellemmenneskelige relationer er inddelt i tre temaer: Kommunikation, medinddragelse og kontinuitet. Læs mere på www.patient-relationer.dk 7
Høj kvalitet i sygepleje kræver systematisk kvalitetsudvikling Kvaliteten i den sygeplejefaglige indsats skal forbedres kontinuerligt, så patienter og borgere overalt i landet tilbydes optimal sygepleje. Sygepleje af høj kvalitet er kendetegnet ved høj professionel standard, patientsikkerhed, helhed i patientforløbene, patienttilfredshed og effektiv ressourceanvendelse. Høj kvalitet i sygepleje kræver, at vi medvirker til at udvikle en kultur, der har som mål at sikre gode patientforløb. Sygeplejersker har ansvar for sygeplejens kvalitet. Derfor skal vi kontinuerligt deltage i systematisk kvalitetsudvikling. Det forudsætter, at den enkelte sygeplejerske og sygeplejestuderende får mulighed for den nødvendige kompetenceudvikling. Vi skal også spille en aktiv rolle i implementeringen af Den Danske Kvalitetsmodel. Sygeplejersker skal aktivt implementere forskningsviden inden for eget og andre fagområder, så det samlede pleje- og behandlingsforløb optimeres. Vi skal også udvikle ny viden gennem udviklings- og forskningsarbejde i samarbejde med sygeplejeforskere og udviklingssygeplejersker. Høj kvalitet i sygepleje stiller også krav om: Dokumentation, udvikling og indsamling af viden om sygepleje. Evaluering af sygepleje og dens resultater i konkrete patientforløb. Patienternes og de pårørendes erfaringer og oplevelse er vigtige elementer. Udvikling af en læringskultur, hvor patientsikkerheden er i højsædet. 8
Vi og de andre medarbejdere i sundhedsvæsenet skal være åbne om utilsigtede hændelser, fordi det vil være med til at hindre fejl. Den Danske Kvalitetsmodel Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er et nationalt og tværgående kvalitetsudviklingssystem, der med tiden skal omfatte hele sundhedsvæsenet. Den Danske Kvalitetsmodel sætter standarder for sundhedsvæsenet for at sikre ensartet høj kvalitet på tværs af geografi og sektorer. DDKM bygger på akkreditering. Det er Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, IKAS, der varetager den konkrete udvikling af DDKM. Læs mere på www.ikas.dk 9
Uddannelse og forskning er grundlaget for udvikling af sygepleje Veluddannede sygeplejersker er en forudsætning for, at sygeplejen har høj kvalitet. Derfor skal vores uddannelse på alle niveauer modsvare den samfundsmæssige, videnskabelige og teknologiske udvikling samt befolkningens behov for sygepleje. En god grunduddannelse er sygeplejerskernes fundament. Grunduddannelsens faglighed skal baseres på teoretiske og kliniske kundskaber inden for ikke blot sygeplejefaget, men også inden for det sundhedsvidenskabelige, naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige område. De sygeplejestuderende skal udvikle teoretiske, metodiske og kliniske kundskaber til at udføre, lede, formidle og udvikle sygepleje, der er af såvel sundhedsfremmende, sundhedsbevarende, forebyggende, behandlende, rehabiliterende som lindrende karakter. Sygepleje skal udvikles kontinuerligt, for at patienter og borgere kan få optimal sygepleje. Derfor skal vi have gode muligheder for at videreudvikle vores fagkundskab gennem relevant efter-, special- og videreuddannelse samt forskning. Vores uddannelsesmuligheder skal til enhver tid afspejle de behov og krav til sygepleje, der er i samfundet, i sundhedsvæsenet og i professionen. Det skal prioriteres højt, at sygeplejersker varetager og deltager i udviklingsog forskningsarbejde, så der skabes ny viden om sygepleje og den øvrige sundhedsfaglige indsats. Som sygeplejersker har vi et ansvar for at forholde os kritisk til egne og andres forskningsresultater og for at anvende resultaterne i sygeplejen. 10
Sygeplejersker har det højeste uddannelsesniveau inden for sygepleje. Derfor har vi den nødvendige kompetence og ekspertise til at undervise, vejlede og evaluere sygeplejestuderende og andre faggrupper inden for sygepleje. Sygeplejersker leder sygepleje Sygeplejersker leder sygepleje. Vores grunduddannelse i sundheds- og sygepleje fulgt af kliniske og ledelsesmæssige erfaringer samt efter-, videre- og specialuddannelse gør, at vi er gode til at: Lede og udvikle sygepleje dels ud fra patienter og borgeres behov for sygepleje og dels ud fra plejegruppens ressourcer, kvalifikationer og kompetencer. Samtidig kan vi være med til at sikre sygepleje af optimal kvalitet, og at sygepleje udføres i overensstemmelse med sygeplejefagets vidensgrundlag, etiske værdiantagelser og lovmæssige grundlag. Skabe rammerne for at lede og tilrettelægge individuelle pleje- og behandlingsforløb, der sikrer kvalitet og kontinuitet i forløbet, dels i egen sektor, dels mellem sektorer. Sikre samarbejde på tværs af sektorer og fag. Vurdere og reagere på, om der er et passende forhold mellem ressourceforbrug og det opnåede resultat. Fremme åben dialog, udvikling, refleksion og læring, som alle er nødvendige elementer for en kvalitetskultur og en attraktiv arbejdsplads. Herved skaber sygeplejersker en kultur, hvor alle aktører er medansvarlige for enhedens kvalitetsniveau og til stadighed arbejder på at forbedre den sundhedsfaglige indsats. Sikre og udvikle både den sundhedsfaglige, patientoplevede og organisatoriske kvalitet. Sikre rammerne for den bedste sygepleje, idet ansvaret for sygepleje 11
går videre end til det enkelte patientforløb. Sikre, at sygeplejefaglig viden og indsigt påvirker politiske og administrative tiltag både før, under og efter implementering i sundhedsvæsenet. Det er nødvendigt, for at vi kan sikre bedst mulig kvalitet både på kort og lang sigt. Varetage ledelse i sundhedsvæsenet på baggrund af kvalifikationer, erfaringer, evner og indsigt i både ledelse og sundhedsfag. Varetage ledelsesmæssigt og sundhedsfagligt ansvar, enten som part i mono- og tværfaglige lederteams eller som eneansvarlig leder. Ledende sygeplejersker kan varetage overordnet lederansvar i sundhedsvæsenet. Derfor kan og skal ledende sygeplejersker også påtage sig stillinger på det højeste niveau i sundhedsvæsenet. Dansk Sygeplejeråd har etableret en lederforening i DSR. Lederforeningen har til formål at varetage ledernes særlige interesser i Dansk Sygeplejeråd og virke som sparrings- og høringspart i forhold til Dansk Sygeplejeråd. Nærmere informationer kan ses på www.dsr.dk/lederforeningen 12
13
et stærkt fag i udvikling Pjecen er én af i alt fem pjecer om Dansk Sygeplejeråds holdninger. De fire andre handler om vores holdninger til organisationens liv og demokrati, løn og arbejdsvilkår, mangfoldighed og ligestilling samt sundhedspolitik. Holdningerne er: Professionel sygepleje har afgørende betydning for patienternes og borgernes helbred. Høj kvalitet i sygepleje kræver systematisk kvalitetsudvikling. Uddannelse og forskning er grundlaget for udvikling af sygepleje. Sygeplejersker leder sygepleje. dansk sygeplejeråd Sankt Annæ Plads 30 Postbox 1084 1008 København K Tlf. 33 15 15 55 Fax 33 15 24 55 dsr@dsr.dk www.dsr.dk Grafisk Enhed 08-136-sygeplejefaget