NR 65 DECEMBER 2009 121. ÅRGANG

NR 65 DECEMBER 2009 121. ÅRGANG Kommer I store, og kommer I små, lad os gå for at stå ved krybben i Betlehem. Der livets ord blev åbenbaret i kød; der for de fattige en Frelser blev født Santon

2 Magasinet udgives af Det Danske Missionsforbund og udkommer 7 gange om året. Magasinet udsendes til menighedernes medlemmer. Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Missionsforbundets teologiske grundlag. Abonnement Abonnement: Kr. 325, (Pensionister kr. 275, ) Ansvarshavende Forbundsrådet v/formand Bo Lundgaard Se oplysninger nedenfor Redaktion Søren Mortensen, Ultvedparken 68 9382 Tylstrup. Tlf. 98 26 13 41 smort@stofanet.dk Faste medarbejdere Peter Götz Gunni Bjørsted Ruben Andersen Hoel Tomas Lindholm Annoncer Kr. 3,25 pr. sp/mm for digitalt materiale. +25% for opsætning. Støtteannoncer kr. 3, pr. sp/mm. Henvendelse til Missionsforbundets sekretariat (se nedenfor). Nyt om navne Deadline: den 1. 3 måneder før bladet udkommer. Henvendelse til Missionsforbundets sekretariat (se nedenfor). Næste udgivelser Udkommer den 1. november 2009 /deadline 1.10. Udkommer den 15. november 2009 /deadline 20.11. Ekspedition Birgitte Tinggaard Nielsen Folstedvej 35, 9700 Brønderslev Tlf. 98 82 32 11 magasinet@nypost.dk Grafisk design Giraffe mail@giraffe.dk Oplag og Tryk 1.250 hos HANDY PRINT, Skive ISSN 1603 1954 Missionsforbundets sekretariat Rosenlunden 17, 5000 Odense C Tlf.: 66 14 83 31. Fax: 66 14 83 00 Nordea Reg 2374 konto 0370110700 ddm@email.dk www.missionsforbundet.dk Missionsforbundet Missionsforstander: Peter Götz, Hyacintvej 6, 3060 Espergærde Tlf. 49 17 04 16 missionsforstander@missionsforbundet.dk peter@goetz.dk KALENDER 09.01.2010: Fokus på fremtiden, Odense 15.-17.01.2010 Jeremias, Odense 15.01.2010 Forbundsrådsmøde, Odense 16.01.2010 Thailandsudv. møde i Odense 19.-21.03.2010 Jeremias, Odense 09-10.04.2010 Forbundsrådsmøde, Odense 10.04.2010 Formandsmøde, Odense DK KØKKEN design køkken - bad - garderobe dansk topkvalitet - til lavpris 3D tegning - tilbud uden forbindende kommer over hele landet www.jc-koekken.dk, 96 44 02 03 9460 BROVST Leo Leed Formand Bo Lundgaard Fælledvej 16, 7200 Grindsted Tlf.: 75 32 48 85 formand@missionsforbundet.dk De næste nummer af Magasinet udkommer: 15. feb. 2010 deadline 20. december 1. april 2010 deadline 10. marts

3 Leder Rør blot ikke ved min gamle jul... Af Peter Götz, Missionsforstander Du som skænkte os den skønne fest, hvad der båder os, det ved du bedst, dog har jeg det håb, at - før jeg dør - du ej nægter mig en vis favør: Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, jorden med, thi den er falsk og hul, rør blot ikke ved min gamle jul. Jul, jul, jul, jul, jul, jul, rør blot ikke ved min gamle jul, jul, jul, jul, jul, jul, rør blot ikke ved min gamle jul. Peter Fabers sang om juletidens trængsel og alarm hørte ikke med til repertoiret i mit hjem. Dertil handlede den vist for meget om verden og for lidt om Jesus. Og rigtigt nok. Set med de øjne udtrykker den muntre sang ikke mange af evangeliets kerneværdier. Eller gør den? Hvis nu vi lader sidste vers få den plads, som det skal have, så er Hr. Faber sig både Guds omsorg bevidst og verdens tomhed. Desuden er han mere end tydelig med at meget kan der ændres på, men julen den begivenhed, der handler om lyset i mørket den skal der ikke røres ved. Det er naturligvis ikke det ordvalg, den glødende vækkelsesprædikant ville have valgt. Ej heller den ivrige evangelist. Men nu lever vi jo også i H.C. Andersens land, hvad enten vi kan lide det eller ej. Og de lidt mere floromvundne antydninger ændrer ikke på sandheden i ordene - uanset hvad forfatteren så end har tænkt. Meget kan ændres i denne verden. Alt kan vendes op og ned. Meget er tomt og uden ægthed, men julen og det, som julen vidner om, er en sandhed, der ikke skal der røres ved. For på denne virkelighed bygger alt. Ud af dette springer troen, håbet og kærligheden. I lys af dette, får vi trang til at juble og synge og gribe om livet som den smukkeste gave. Og så er alt det lystige og skælmske og hverdagsagtige i Peter Fabers sang slet ikke så langt borte. For sådan er livet jo også. Forandring som et vilkår Sangen om den voldsomme trængsel og alarm er skrevet i 1848(året før den skelsættende nye grundlov, trådte i kraft den med religionsfrihed og meget andet). Vi kan måske godt mene at forandringerne i dag går forfærdeligt stærkt og at verden næsten stod stille for mere end 160 år siden, men det er næppe sandheden. Livsformerne, mønstrene, rammerne er konstant i bevægelse og ikke mindst flytter vores forståelse sig hele tiden. Og det er i orden siger Faber: Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, jorden med, thi den er falsk og hul! MEN der er begivenheder i verdenshistorien, vi aldrig kan ændre på, livsværdier, vi har fået og som ikke står til diskussion. En af dem er det, vi fejrer i julen. Det skal der ikke røres ved. Derfor: Glædelig jul!

4 Guds arbejde et liv med og i mission Stort interview med missionær og professor Viggo Søgaard Viggo Søgaard har netop rundet de 70 år og stopper derfor på grund af alder med at være med i Fredens Stemmes bestyrelse fra 1. jan. 2010. Fredens Stemme - i dag en moderne radio- og tvstation blev grundlagt af Ketty og Viggo Søgaard i Chiang Mai i Thailand i 60-erne. Desuden har han lige skrevet og udgivet bogen: Knudepunkter et liv med mission. Magasinet ønsker Viggo tillykke med de 70, og har stillet ham en række spørgsmål Viggo, du er vokset op i Hanherred i Nordjylland. Hvad ballast har du med fra hjemmet og egnen? Den nordjyske mentalitet er nok en styrke, da man ikke så let bliver væltet eller giver op. Men det største er selvfølgelig det, at jeg kommer fra et kristent hjem og fik et vigtigt fundament gennem menighedens spejder- og ungdomsarbejde. Vi var mange i familien, og der var beskedne kår, så der skulle ikke bruges penge på unødvendige ting. På mange måder lærte at leve et beskedent liv. Med mange søskende lærte man også at tage hensyn til andre og at deles om tingene. Jeg tror, at vi lærte at se det store i det små. Du fik din første uddannelse i marinen Familien Søgaards hus i Tak, 1964. Det første radiostudie var indrettet i et Folkevognsrugbrød. som radiotelegrafist var det et fingerpeg, om det som siden fulgte? På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at der ventede en missionsopgave ude foran. Da vi først var i Thailand og startede Fredens Stemme, var denne til dels tekniske uddannelse af meget stor værdi. Når man arbejder med kommunikation og medier, er det en stor hjælp at have en vis teknisk forståelse. Gud er hele tiden i gang med at forberede os til næste opgave. Mission hvad fik dig på den tanke? Det skete over en længere tid. Lidt efter lidt kom missionstanken til mig, mest gennem det jeg læste i bøger og blade. Da jeg var usikker om det, bad jeg Gud om at gøre det klart for mig. Det gjorde han, og jeg lovede at bruge resten af mit liv i mission. Jeg var da 19 år gammel, så der er godt 50 år siden. Esajas 6,8: Hvem skal jeg sende? Og jeg svarede, her er jeg, send mig. Og hvorfor Thailand? Det var i Thailand, at Missionsforbundet havde et missionsfelt, og det var Thailand, der var i tankerne, da Gud gav mig kaldet. Under min videre uddannelse, fik jeg flere opfordringer til at gå ind i arbejdet andre steder, men det var kun Thailand, vi havde fred i. Siden er mit arbejdsområde jo udvidet en hel del, men Thailand er og vil altid være det vigtigste område. Hvorfra fik du visionen om brugen af medier? Det begyndte, før vi rejste til Thailand, måske på grund af min første uddannelse. Under studierne i Glasgow mødte jeg også flere repræsentanter fra kristne radioorganisationer. På mange måder, var det jo noget helt nyt i missionsarbejdet. Da vi kom derud og så opgaven, var det klart for mig, at hvis Thailand skulle nås med evangeliet, da måtte vi bruge alle de tekniske midler, som var til rådighed. Gennem radioen kunne vi nå hele landet. Hvordan var det, at formidle Mission i en helt anden kultur? Det meste lærte vi hen ad vejen. I Knudepunkter har jeg et kapitel om thai kultur og religion. Deres verdensbillede er fuldstændig anderledes end vores. Vi havde stor hjælp i bøger og i mødet med mennesker, der havde studeret emnet og kunne lede

5 INTERVIEW os ind på en vej, der hele tiden ville søge forståelse for de mennesker, vi var i blandt. Jeg lærte også meget fra vore medarbejdere ved Fredens Stemme, især fra Sanit, der havde været buddhistpræst, inden han blev en kristen. Fredens Stemme hvorfor det navn på radiostationen? Det var Sanit, der foreslog navnet. Vi ville gerne have et navn, der både var neutralt, men samtidig kommunikerede det budskab, vi gerne ville bringe. Det thailandske begreb for fred er et fint ord, der leder tankerne hen på en indre fred og harmoni. Det drejer sig ikke kun om fred med Gud, men også fred med sig selv og med andre. Baggrunden til ordet kom fra Johannes evangeliet 14,27, hvor Jesus siger: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. De ældste læsere husker helt sikkert Folkevognsrugbrødet var det begyndelsen på radio-arbejdet? Da vi kom til Thailand, var der kun omkring 30.000 protestantiske kristne. For et radioarbejde har man brug for mange talenter og ressourcer, men de var spredte over hele landet. Vi havde ikke et sted, hvortil vi kunne indbyde dem, så vi måtte komme der, hvor der var nogen, der kunne tale, synge og vidne. Derfor opstod idéen med et mobilt studie, som vi indrettede i folkevognen. Der blev dog hurtigt også et behov for et permanent studie. Den første bygning i Chiang Mai blev påbegyndt i 1968. Kassettebåndet gjorde Fredens Stemme verdenskendt hvad er forklaringen? De fleste thailændere var ikke læsere, så det var klart for mig, at hvis der skulle en god undervisning til og oplæring i bibelen, da måtte det ske gennem et lydmedie. Vi forsøgte forskellige tiltag, så vi var sådan set parate, da Philips kom med kassettebåndet. Vi gik straks i gang, og der var en omgående respons. I løbet af et år var der kassettespillere i brug over hele landet, og efterhånden i lande over hele verden. Kassettebåndet er et fantastisk undervisningsredskab, hvis vi behandler det rigtigt. Der blev hurtigt brug for en håndbog, som jeg så skrev som mit speciale ved studierne i Wheaton. Hvad fik dig til at begynde studierne i USA omkring kommunikation? Det var under vores anden 4-års periode i Thailand. Kommunikationsteori var et nyt område, som jeg følte kunne hjælpe os med at formulere og udvikle arbejdet på en god måde. Da jeg så hørte om den nye mastersuddannelse i kommunikation ved Wheaton Graduate School, havde det min store interesse. Jeg havde brug for at sætte vore erfaringer ind i et bredere perspektiv, hvor den sekulære videnskab kunne hjælpe os, men samtidig se det fra et kristent perspektiv. I forbindelse med studierne lærte jeg strategi og markedsundersøgelser, samt en række andre ting, som alt sammen hjalp mig med at formulere den kristne kommunikationsteori, som fik det alt sammen til at hænge sammen. Hvad førte Lausanne-konferencerne med sig? Lausannebevægelsen har betydet meget i mit liv. Jeg blev bedt om at undervise tre eftermiddage ved den store Lausannekonference i 1974, og dette ledte til mange invitationer fra forskellige lande. Jeg var så en af hovedtalerne ved Lausannes lederkonference i 1980, som igen ledte mig til mit engagement, forskning og undervisning ved Fuller. Det har også betydet deltagelse i komitéen, i ledelsen af konferencer og en masse andre opgaver. Du formulerede fire enkle spørgsmål om kommunikation de har medført, at du siden hen har rejst verden rundt og undervist. Hvorfor blev de fire spørgsmål så revolutionerende? Jeg har altid forsøgt at gøre det teoretiske praktisk, og jeg har lært, at hvis vi skal have indflydelse på en udvikling, da skal tingene siges enkelt og konkret. De fire spørgsmål handler om det, vi kan kalde en modtagerorienteret teori, hvor man begynder med modtageres situation og forståelse, og derefter formulerer et budskab, som han eller hun forstår og kan bruge. Det meste kristent arbejde, både i kirkernes gudstjenester og i mediearbejdet, har været baseret på en envejs kommunikationsmodel. De Professor Søgaard.

6 fire spørgsmål åbner op for en dialog, hvor modtageren tages alvorlig. Det er meget enkle spørgsmål, som jo synes at være indlysende, og det har forbavset mig igen og igen, når jeg er blevet opfordret til at skrive artikler og undervise om netop disse fire spørgsmål. 17 år som konsulent for De Forenede Bibelselskaber førte dig jorden rundt. Kan de forskellige folkeslag ikke selv læse i Bibelen? På basis af de undersøgelser, der er lavet, samt vores erfaring, kan vi sige, at under halvdelen af verdens befolkning læser. En tredjedel kan slet ikke læse. Hvis bibelen skal gøres tilgængelig for alle mennesker, da må vi bruge andre medier. Min opgave i De Forenede Bibelselskaber var sådan set at udvikle en hel ny videnskab, så det drejede sig om oversættelsesprincipper, om produktion og om brug af bibelen. Jeg skrev de håndbøger, som oversættere og bibelselskabers medarbejdere kunne bruge i deres arbejde. Det betød mange forsøgsprojekter, research og undervisning på alle niveauer i lande over hele kloden. Det var spændende at arbejde med, og mange af dem, jeg fik lov til at samarbejde med, var fantastiske mennesker, der lærte mig mange ting. Det var ofte i meget vanskelige områder, hvor vi skulle finde fremgangsmåder, Viggo og alligator i Brasilien. Viggo sammen med familien ved Fredens Stemmes 40 års jubilæum. der passede til kulturen og den religiøse kontekst. Professor på Fuller og Ansgar Teologiske Høgskole. Var det hvad du havde drømt om tilbage i teenageårene i Hanherred? Nej, det kunne jeg aldrig have drømt om. Fuller er jo et videregående universitet, der er verdenskendt. At være professor der er et stort privilegium. Vi får lov til at arbejde med de allerbedste mennesker, som kommer der for at studere. De fleste har adskillige års erfaring, og de skal nu videre i deres akademiske uddannelse for at kunne besætte vigtige poster rundt om i verden. Gennem mange år har mine opgaver ved Fuller hovedsagelig koncentreret sig om dem, der skal skrive doktorafhandlinger, så det er et videnskabeligt arbejde, men samtidig et spændende arbejde, hvor vi sætter missionstænkning ind i utallige sammenhænge. Jeg blev engageret ved Ansgar var fordi, de havde brug for akademisk godkendelse af deres bachelor grad i interkulturelle studier. Jeg havde tidligere givet en del forelæsninger. Det var en 20% stilling over en treårig periode, men jeg har netop lovet dem at hjælpe på en lignende måde gennem de næste to år. Det drejer sig om 40-50 forelæsninger om året. Undervisningen foregår hovedsagelig på engelsk, da de har vanskeligheder med at forstå mit danske! Udtrykket verdensmissionær hvad siger det dig? Har du selv følt det sådan? Nej, sådan set ikke. Mine opgaver har været over hele verden, men hvor jeg har accepteret kaldet fra mennesker, der havde brug for min hjælp. Jeg føler mig som missionær, det er mit kald og min tjeneste, men det har medført opgaver som professor og konsulent, hvor sigtet har været at hjælpe og uddanne andre til missionstjenesten. Din netop udgivne bog Knudepunkter har undertitlen Et liv med mission. Kan du nævne et par af højdepunkterne? Det er ikke let at plukke noget ud, da der jo i bogen beskrive mange forskellige oplevelser. Det har været en særlig oplevelse at erfare, at når man er derude i verden, helt alene, da er man ikke alene. Omsorgen fra den store familie har været højdepunkter. Men det var selvfølgelig et højdepunkt, da de teorier og fremgangsmåder, som vi havde udviklet i Thailand, blev accepteret med begejstring af ledere fra hele verden ved konferencen i 1980. Det var også spændende at forhandle med kommunistiske ministre i Sovjetunionen og andre lande om udrejsetilladelse for kristne ledere til Lausanne-konferencer. Det har også været højdepunkter, når jeg har kunnet lægge doktorkappen på skuldrene at mennesker,

7 INTERVIEW Thaidans ved indvielsen af ny bygning i 2005. som jeg havde fået lov til at undervise. De største glæder har dog været en familie, der støttede og er med i arbejdet, samt et kirkesamfund, der var villig til at stå bag os. I forordet til din bog omtaler missionsforstander Peter Götz dig som mønsterbryder hvordan forholder du dig til det? Jeg har altid fået lov til at arbejde med nye ting, så der bryder man jo altid grænser. Hvis tingene skal være effektive, da må man stille spørgsmål, og det har jeg nok altid gjort. Derfor kommer man til at bryde mønstre, som har været gældende, men som ikke længere er effektive og relevante. Da mine teorier om procestænkning blev fremlagt i Wheaton, var det sådan set bare logik for mig, men det forårsagede masser af diskussioner i klasser over hele universitetet. Det drejede sig om at se den åndelige udvikling som en proces. I dag er det en selvfølge, men nogen skal jo bryde de gængse mønstre. Til januar stopper du med at være med i bestyrelsen for Fredens Stemme og været med i processen fra Folkevognsrugbrød til moderne radio- og tv produktion. Var det hvad den unge missionærfamilie så for sig for knap 50 år siden? Vi kunne aldrig drømme om, at Fredens Stemme kunne udvikle sig til den organisation, som den er i dag. Nu er Fredens Stemme en samarbejdspartner for os, som giver os muligheder for at nå ind i lukkede lande som Laos, Kina og Burma. Vi havde heller ikke set, at det kunne blive et arbejde, der blev kendt og efterlignet i lande verden over. Med hensyn til bestyrelsen, så har vi en unik bestyrelse med ledere fra forskellige kirkesamfund, alle meget dygtige mennesker, som vi kan være glade og stolte af. De har for øvrigt bedt mig om at deltage i bestyrelsesmøderne indtil en ny leder er ansat. Jeg vil arbejde tæt sammen med afdelingslederne gennem de kommende måneder for at sikre en god udvikling. Siden 1977 har du haft udgangspunktet fra Danmark. I lange perioder har du været væk fra familien, men som specialist i kommunikation har det vel ikke været noget problem? Det er da aldrig rart at være væk fra familien i lang tid, men vi har oplevet Guds løfter om, at dem, der forlader hjem og familie for evangeliets skyld, vil få det igen hundrede fold. I bogen fortæller jeg om nogle af disse situationer. Tidligere var en regelmæssig kommunikation næsten umulig, og breve tog lang tid, men i dag har vi jo Internet alle steder, så kommunikationen er nu hovedsagelig gennem e-mail. Familien har hele tiden støttet mig i arbejdet. Ketty har aldrig klaget over at være ene hjemme. Nu bor begge vore børn i Grindsted, så der er altid nogen i nærheden, og børnebørnene kommer tit på besøg eller skal hentes i skolen. For Ketty har det også betydet, at hun har kastet sig over opgaver i menigheden, og hun har jo også haft mange opgaver i Forbundsrådet, redigeret Magasinet (Morgenstjernen), samt haft internationale opgaver. Når du nu ser tilbage på 50 år med mission er der så noget du ville lave om? Nej, sådan set ikke. Jeg har lavet de ting, som Gud lagde foran mig. Selvfølgelig har jeg begået fejl, og der er mange ting, man gerne ville kunne gøre om, men det kan man ikke. Det hjælper ikke at græde over fejl. Lad os glædes over de positive ting, som vi har fået lov til at være med i. Når du ser fremad hvordan ser det så ud med at kommunikere mission til verden? Der er mange udfordringer. I dag udfordres alle medarbejde, inkluderet alle præster til en missionsopgave, da vore samfund er blevet multi-etniske og multi-religiøse. Opgaven er alle steder. Men det får os samtidig til at rette blikket til vore nærmeste omgivelser, og så glemmer man let opgaven derude i verden. På den ene side ville jeg gerne, at alle præster og medarbejdere studerede kommunikation, men jeg ville også ønske, at der var nogen, der ville give deres liv til en missionsopgave ude i verden. Det er der brug for, og det vil styrke menighederne. Til sidst Viggo hvad har i alle årene været din drivkraft, motivation og vision? Drivkraften har altid været, at det var Guds arbejde, og det var Gud, der kaldte. At efterfølge Jesus er et kæmpe privilegium, og det at være med til at give fred og håb til mennesker, er den største belønning.

8 Balloner i luften Af Stine Larsen, Forbundsrådet Der var stort fremmøde da der blev afholdt samtaleaften i Vanløse torsdag d. 8. oktober. Omkring 70 personer fra menighederne på Sjælland og Bornholm! var mødt frem. Kaffen var god og bollerne nybagte. Herved adskilte mødet sig ikke fra et godt traditionelt møde i Det Danske Missionsforbund. ket. Hans viden, analyse og erfaring var gode input til drøftelserne. Og som han startede med at sige: Det er modigt at arrangere dette møde. Jeg har aldrig før været med til et møde i kirken, hvor man på den måde sender balloner op i luften, uden at vide hvor de falder ned. Efterfølgende har Mission-Danmarkudvalget bedt om at få tilbagemeldinger fra nogle af deltagerne på aftenen. Nedenstående er en sammenskrivning af tilbagemeldingerne og drøftelserne på aftenen. De ting vi skulle drøfte, var helt elementære ting. Som en erfaren kristen kunne spørgsmålene hurtigt besvares med ja og nej troede jeg, men ved nærmere eftertanke viste det sig ikke at være tilfældet. Der var noget vigtigt nyt at komme efter. var tilbagemeldingen fra en overrasket deltager. Vi skal være opmærksomme på at vi ved vores måde at være på kan holde mennesker borte fra kirken. Det var ikke tidligere tydeligt for mig, siger en af deltagerne. Jeg synes jo vi er rare nok, men det blev tydeligt at vi mere ønsker andre tilpasser sig os end vi ønsker at møde dem på deres præmisser. Det er et uacceptabelt, ja vel egentligt ubibelsk krav. Derfor var det godt at sætte ord på, hvordan den kristne tro ikke kun opleves som en skillelinje, men også som en proces for det enkelte menneske. En åben kirke Åbenhed mod mennesker er også en åbenhed mod samfundet, kulturen og de mennesker, der på forskellig måde befinder sig rundt om kirken. Gud kan ikke lukkes inde i færdige dogmer og vedtagne bekendelsesskrifter. Det betyder, at mennesker i en kirke, til stadighed må være indstillede på at lade sig overraske af Gud, der nok til evig tid er den samme, men alligevel ikke den samme på samme måde. En åbenhed for Gud rummer en forståelse af, at Gud hele tiden har noget på hjerte. Hver ny generation og hver ny tid må på egne præmisser opdage Guds hemmeligheder. Det kan handle om helt nye erkendelser, eller genopdagelser af den uudtømmelige guddommelige virkelighed. Det handler desuden også om den verden, hvori vi er placeret. For selvom evangeliet er det samme, må det genformuleres og kommunikeres i ord og gerning i et sprog og med relevans for den verden kirken lever i. Som kirkesamfund og som menigheder må vi handle på det vi ser ske. Samtalerne var bygget op omkring livsnære oplevelser og små realistiske historier der medvirkede til en god samtale om menighedens fællesskab og udvikling. Tanken bag var at få stillet skarpt på hvad der egentlig skal til for, at kirken er relevant for mennesker i dag og om det vi gør, er det optimale. Bent Bjerring Nielsen (præst i Amagerbro Frikirke i København)var inviteret med som kommentator på aftenen og det var vellyk- Bent Bjerring Nielsen fra Amagerbro Frikirke. En ærlig kirke Indtrykket af aftenen var at der i DDMs menigheder findes en rummelighed som kan det som kirken skal: Nemlig favne hvem Jesus favner, sagde en anden af deltagerne. Kirken af i dag skal ikke være pæn og poleret. Det har den aldrig skulle være. Men det er den blevet, specielt her i vores vestlige del af verden. Den skal være ærlig, og sige sandheden. Ikke hvordan sandheden burde

9 SAMTALEAFTEN I VANLØSE være. Vi hævder ikke at have sandheden, men at Jesus er sandheden, og vi ønsker at søge Ham sammen og møde mennesker der hvor de er - uden at forsøge at ændre på dem. Ændringen skal Jesus Kristus sørge for. Ændringer foretaget af Jesus skaber frihed. Ændringer vi kræver af andre skaber bundethed.. Hvem vil vi være kirke sammen med? Er det kun de kendte fra menighedens miljø - eller vil vi også være det med ham/hende som søger Gud? spurgte en tredje deltager retorisk. Med andre ord - vil vi være en kirke, der inkluderer alle de mennesker som søger Gud? Når vi kombinerer åbenhed for mennesker med åbenhed for Gud, placerer kirken sig i en afgørende vigtig rolle med en profetisk tjeneste, der både gør den troværdig og værd at lytte til. At kirkens Herre ønsker, at hans kirke taler, så andre forstår det, er allertydeligst illustreret på pinsedag, hvor disciplene ved Åndens hjælp pludselig talte således, at de blev forstået også af dem, der var uden forudsætninger. En historie om får Bent Bjerring Nielsen sammenfattede i en lille historie noget af den konflikt som vi i frikirkerne har skabt gennem de sidste årtier. I Danmark holder vi får inde bag et pænt hegn, som afgrænser det område de kan gå på og som gør at bonden hele tiden kan overskue hvad der sker med fårene og kan gribe ind, hvis noget går galt. Indenfor hegnet kan man fodre og vande med de rette ting og desuden holder hegnet jo også uønskede elementer ude. I Australien er der så langt til vand at man blot behøver grave en brønd. Fårene vil aldrig gå længere væk end de kan finde tilbage til brønden for at slukke deres tørst. Spørgsmålet som Bent sluttede med at udfordre os på var: Tror vi så meget på kraften i troen på den levende Gud, at hans kalden er nok eller er det nødvendigt at ramme grænserne ind for at holde styr på de værste udskejelser? Det er naturligvis svært at forklare alle de nuancer som kommer frem i løbet af sådan en aften. Hvis du har fået lyst til at være en del af en samtale omkring dette vil der i løbet af foråret 2010 blive arrangeret endnu en eller to aftener et eller andet sted i det jyske. Det vil du høre nærmere om. Forbundsrådets indsatsområder Som en afslutning kan vi fra Forbundsrådet fortælle, at vi prøver at handle på det vi ser ske i tiden. Vi har 3 indsatsområder, som vi prioriterer højt: 1) Samtaleaftener som den her refererede, hvor vi ønsker at mærke det liv og de tanker som leves i mennesker af kød og blod, 2) Samtaler med andre Frikirker i Danmark om det de oplever der sker i tiden og om muligt samarbejde, fx. i frikirkenet og endelig 3) har vi nedsat en arbejdsgruppe, som skal kigge på en nyformulering af synodeudtalelsen. Arbejdet omkring Missionsforbundets menigheds- og kirkesyn er yderst aktuelt. Der er sket meget i sprog, kirke og samfund siden 1967, hvor Synoden blev skabt. Vores drøm er at kunne formulere en ny synodeudtalelse, som fastholder troens og kirkens fundament, og som i sprog og relevans taler lige ind i vor tid og især til de generationer som skal bære kirken videre.

10 Ønsker vi samarbejde på tværs af kirkes Af Bo Lundgaard, formand for Forbundsrådet Nogen siger at det er uundgåeligt at skulle samarbejde fremover, mens andre har flere forbehold. Derfor er Missionsforbundet midt i en samtale, som vi håber at alle DDM ere vil tage del i. På den netop afholdte lederdag i Grindsted havde vi inviteret Tonny Jakobsen, som er leder af FrikirkeNet s koordinationsgruppe. Han fortalte om FrikirkeNets visioner, drømme og årsagen til at bruger tid på at samarbejde. FrikirkeNet ønsker helt klart, at endnu flere ikke-kirkevante danskere bliver nået med evangeliet. Det handler derfor om, at vi i fællesskab bliver bedre til at række ud og nå flere mennesker. FrikirkeNet skal hjælpe til, at lokalkirkerne skal Der har været mange samtaler om FrikirkeNet s organisation, og det er hverken et traditionelt kirkesamfund eller løst netværk. Man bruger udtrykket et forpligtende netværk af selvstændige menigheder som betyder, at man aktivt ønsker at gøre ting sammen, og at det er relationerne til hinanden, som har den store betydning. Lige nu samarbejder man om magasinet Domino, lederinspiration og en pressetjeneste. Pressetjenesten handler om at få fortalt den gode historie om troen til danskerne og være med til at øge informationen og afklare misforståelser om frikirker. FrikirkeNet s fremtidige samarbejdsområder Der ligger flere ting på tegnebrættet i FrikirkeNet. Det er bl.a. regionale ledersamlinger, hvor ledere fra menighederne mødes i et regionalt netværk. Man håber, at der ud af disse samlinger kan opstå regionale og lokale samarbejder. Et andet stort fokusområde er de internationale menigheder i Danmark. Der opstår hele tiden nye internationale menigheder, Spørgsmål på lederdagen Efter Tonny Jakobsens oplæg blev der åbnet for samtalen, som bl.a. bød på følgende kommentarer, spørgsmål og svar: Spørgsmål: Det er helt indlysende, at der er fordele ved at arbejde sammen på nationalt plan. Der kan man umiddelbart gå i gang, men hvorfor er det interessant med samarbejdet på græsrodsniveau? Svar: FrikirkeNet bærer på en stærk værdi om at brede evangeliet ud til alle danskere. Der kan ligge en stor inspiration til os alle i at se, hvordan man gør det på forskellige måder. Når vi lærer at have plads til hinanden som kirker, så bliver vi også bedre til at sætte pris på ikke-kirkevante s andre måder at se på kirken. blive bedre til at nå ud til danskerne, og derfor er FrikirkeNet s vision: FrikirkeNet ønsker at være et netværk af selvstændige menigheder i Danmark, hvor vi kan opleve en fælles identitet, og hvor vi i fælles mission kan virke mere hensigtsmæssigt, end vi kan hver for sig. som alle har brug for at blive integreret i samfundet og i det danske kirkeliv. Der tales om at lave partnerskaber mellem danske og internationale menigheder, som uden tvivl vil kunne bringe meget ny dynamik. Der er også stort fokus på præsteuddannelse, og man arbejder med at definere uddannelsen for fremtidens præster til frikirkerne. Den indeholder bl.a. en kombination af undervisning, praktik og International Mission. Ud over disse områder arbejdes der også med mentorering, etiske retningslinjer og international mission. Spørgsmål: Risikerer vi at splitte Missionsforbundet ved at tale om samarbejde med FrikirkeNet? Svar: Der er en risiko at vi som menigheder fremover ikke gør så mange ting sammen, men vi håber at menighederne også fremover vil betragte Missionsforbundet som sit kirkesamfund og FrikirkeNet som et yderligere netværk, hvor man kan hente inspiration og arbejde sammen. Vi forsøger også at tage denne samtale om samarbejde, for at vi som Missionsforbund i fællesskab kan finde nye samarbejdspunkter. Vi fastholder også Sommerkonferencen som et vigtigt fælles omdrejningspunkt. Spørgsmål: Hvordan vælger man ledelse i FirkirkeNet? Svar: Menighederne har forskellig stemmevægt i forhold til størrelse og alle kan nominere. Spørgsmål: Bliver den fælles administration en stor fælles kasse? Svar: Der er ingen fælles kasse, og DDM bevarer sin egen kasse, som dog bliver neddroslet for at give plads til, at lokale

11 LEDERDAG I GRINDSTED amfund? menigheder kan blive medlem af Frikirke- Net, uden at belaste den lokale økonomi ekstra. Spørgsmål: Hvad tror FrikirkeNet at man kan gøre bedre end DDM på IM området? Svar: Ikke så meget. Ved at sætte alle de gode ressourcer sammen, så kan vi sikre at IM området fortsat udvikles. Spørgsmål: Er det muligt for Missionsforbundet som kirkesamfund at samarbejde med FrikirkeNet? Svar: Pt. Nej. FrikirkeNet består af selvstændige lokale kirker, fordi man gerne vil rodfæste FrikirkeNet i det lokale. Fra forbundsrådet håber vi at samtalen vil fortsætte i menighederne, og for at følge op på disse lokale samtaler inviterer forbundsrådet til en samtaledag d. 9. januar i Odense, hvor vi håber, at menighederne vil sende folk til at fortsætte samtalen. 10 april afholdes formandsmøde i Odense, hvor vi skal tale om repræsentantskabsmødets dagsorden, men hvor vi også kommer til at arbejde videre med tankerne om det fælleskirkelige samarbejde. Gennem disse samtaler håber vi at finde fælles vej, således at vi på repræsentantskabsmødet 2010 kan føre en rigtig god debat, og evt. kan tage beslutninger om hvordan vi ønsker at samarbejde med andre kirker i fremtiden. Vi håber, rigtig mange vil involvere sig i Tonny Jakobsen fra Frikirkenet denne debat, da den er vigtig for lokalemenighederne og DDM som national organisation. Grundstenslægning i Saralystkirken, Århus Af Hans Højgaard Søndag den 18. oktober var en helt speciel dag i Saralystkirken ved Ringvej Syd i Århus. Det var nu over 3 år siden vi solgte Saronkirken og Højbjerg Frikirke for i fællesskab at bygge en ny og tidssvarende kirke, og vi var nu kommet så langt i processen, at vi kunne lægge grundstenen. Da vi for første gang mødtes i det rum, der bliver den nye kirkesal, var det med stor glæde og forventning. Vi tog spontant hinanden i hænderne, mens vi sang til Guds ære. Derefter læste menighedens formand Werner Berle de kendte ord fra Efeserbrevet kapitel 2: 20-22. Guds menighed er ligesom en bygning, der bliver opført på et solidt fundament, som lægges af apostlene og profeterne med Jesus Kristus som den altafgørende hjørnesten. I kraft af at Jesus er menighedens Herre, sammenføjes de forskellige dele af bygningen og opbygges til et helligt Guds tempel. Og i kraft af ham er I også blevet en del af den bygning, der er en ny, åndelig bolig for Gud. Werner Berle understregede, at den nye kirke er en bygning til Guds ære, og at den skal være et åbent og imødekommende sted for mennesker i alle aldre. Efter bøn for den nye kirke var det tid til nedlægning af grundstenen. I stenen var der forskellige aktuelle dokumenter samt personlige bønner og ønsker for den nye kirke, som menigheden havde lagt i. Formanden lagde grundstenen, og menighedens ældste medlem Karen Jørgensen lagde den første murske med cement over stenen. Simun lagde som den yngste den næste ske, og derefter var der rigtig mange, som tog del i indmuringen af grundstenen. Efter grundstenslægningen havde vi en dejlig dåbsgudstjeneste i Baptistkirken, hvor vi holder vore gudstjenester og andre aktiviteter indtil den nye kirke indvies i marts 2010. Saralystkirken bliver en moderne hvid kirke på godt 700 m 2 med en kirkesal med plads til 200 og en cafè med plads til 100, derudover bliver der god plads til børn og unge. Kirken ligger på et synligt hjørne af Ringvej syd, og med en grund på 12000 m 2 er der masser af plads til udendørsaktiviteter.

12 International mission i Danmark Af Leif Lundtoft, Odense Lidt om baggrunden for den vietnamesiske menighed i Slagelse, der blev optaget i Missionsforbundet ved Sommerkonferencen 2009. Året var 1959, da en 14-årig kostskoleelev i Binh Long, Vietnam ved navn Dieu Huynh hørte evangeliet om Jesus Kristus gennem vietnamesiske skolekammerater. Huynh var af Stieng-folket (en minoritetsstamme), og blandt dem var der ingen kristne. Stieng-folkets gudsdyrkelse var en stærk overtro, åndemaneri og ritualer, hvor man fx tilbad rismarker og bjerge m.m. Binh Long er området, hvorfra vi under vietnamkrigen så så mange grusomheder med bl.a. napalmbomber og fordrivelser. De kristne, der var i området, var almindelige vietnamesere og ikke stammefolk. Den 1. marts 1960 kom Dieu Huynh til tro på Jesus som sin frelser som den første af Stieng-folket, og han begyndte straks at fortælle sine Stieng kammerater på kostskolen om sin nye tro og om sin frelser. Hans forældre døde, og en vietnamesisk præstefamilie tog ham til sig og hjalp ham. Han brændte for at nå sit eget folk med evangeliet, deltog selv i bibelkurser, og da han var 18 år blev han indsat som præst for Stieng-menigheden i Binh Long. Ca. 50 af hans skolekammerater blev efterhånden omvendt, og de brændte for at fortælle andre om Jesus. Blandt dem var der også nogle af de børn, der i 1975 kom til Danmark som flygtninge En af dem, Dieu Huynh førte til tro, var hans navnebror Dieu Huynh, der nu er leder af den vietnamesiske menighed i Slagelse. Huynh fortæller om, hvordan han som også andre af hans kammerater allerede som 12-årig cyklede til andre landsbyer for at fortælle om Jesus og være med til at føre Stieng-folket til tro. De havde rigtig mange både vidunderlige og skrækindtagende oplevelser i deres tjeneste, der var medvirkende til, at der i 1970 var en Stieng-menighed på ca. 1500 medlemmer i Binh Long. Ud af Vietnam Den dansk-tyske journalist Henning Becker oprettede et børnehjem i Thu Duc (ca. 30 km øst fra Saigon) for at tage sig af flygtende og forældreløse børn, og blandt dem var også hovedparten af den gruppe, der senere kom til Danmark. Han fik løfte om, at Danmark ville tage sig af dem, hvis de måtte forlade Vietnam. Den 24 april 1975 lettede flyet med de 204 børn og unge fra Saigon, der faldt den 30. april, og da var Dansk Flygtningehjælps formand Lise Østergaard i Thailand for at finde et sted i nærområdet, hvor gruppen kunne være midlertidigt. Men tidspresset var stort, og det endte med, at flyet fløj den anden vej altså via USA og videre til Aalborg Lufthavn. Derfra blev gruppen bragt til Livø ved Løgstør, hvor de var i ca. 8 måneder, mens der blev arbejdet på en anden mere holdbar løsning. Gruppen bestod da af ca. 80 kristne børn/unge, hvoraf kun tre var piger. Alle de kristne fik efternavnet Dieu, mens resten, der hovedsageligst var buddhister, alle fik efternavnet Lam. Da gruppen kom til Danmark, havde de betegnelsen montagnarder. Det var franskmændene, der lagde alle vietnamesiske stammer under én hat og kaldte dem montagnarder og derved skilte dem ud fra andre vietnamesere. Den første tid i Danmark Mens de sad i flyet, talte de største blandt Dieu-erne om, hvad de nu kunne gøre for at passe på hinanden under de helt nye og ukendte forhold. De dannede et menighedsråd, og da flere af dem jo den unge alder til trods havde været forkyndere, så fordelte de opgaverne mellem sig. Dieu Huynh (DK) blev deres formand/leder, og lige fra de var fremme i Danmark, holdt de sammen og mødtes til bøn, sang og bibelundervisning. I 1976 flyttede hele gruppen til Den Sociale Højskole i Roskilde, der stod tom. Jeg var dengang præst i Osted menighed, og samme efterår blev jeg kontaktet af Viggo Søgård, der ude i Østen havde mødt hollænderen Johan Companjen, som arbejdede sammen med Broder Andreas / Åbne Døre. Companjen havde spurgt Viggo, om han ikke kendte en præst i nærheden af Roskilde, der kunne være til hjælp for de kristne vietnamesere, der nu var kommet til Roskilde. Companjen havde haft kontakt til dem i Vietnam og vidste, hvor de nu var. Det blev starten på nogle af de rigeste og meget meningsfyldte år i min tjeneste for Gud. Der var en klar adskillelse mellem kristne og buddhister, og den buddhistiske leder var meget målbevidst. Det samme var jeg, og sammen med menighedsrådet blev der lagt en målrettet plan, der havde med både kristentro, kirke, fællesskab, undervisning, sprog og integration at gøre. Vi havde gudstjenester og bibelundervisning, og Bibelselskabets generalsekretær Grethe Morthorst kom og gav alle i gruppen en dansk bibel. Vi havde dåbsundervisning, og i 1978 havde vi dåbsgudstjeneste i Osted med 21 vietnamesere og 4 af menighedens egne unge. Denne gudstjeneste fik både avisernes, radioens og TVs bevågenhed. En del af menighedens hjem i Osted var absolut til stor hjælp i starten, hvor de åbnede sig for vietnameserne, og der fx skabtes mulighed for, at alle holdt juleaften i et dansk hjem. Ud i mindre enheder I 1979 flyttede hele gruppen ud fra Roskilde og de kristne blev delt mellem Slagelse og Nykøbing Falster, mens de fleste af buddhisterne kom til Skælskør, Dianalund og Haslev. De boede på nedlagte hoteller og lignende. Før udflytningen begyndte, blev jeg spurgt af Dansk Flygtningehjælp, om jeg var villig til at lade mig ansætte på 50% for at være til støtte for den kristne del og hjælpe dem både som præst og integrationsmæssigt, og være med til at skabe kontakter, så de unge kunne få kontaktfamilier og uddannelsesmuligheder, så de kunne flytte ud og få egne hjem og muligheder. Jeg tog opgaven og udfordringen som et kald, og jeg angrede det ikke et eneste øjeblik tværtimod, for glæderne og velsignelserne

13 DEN VIETNAMESISKE MENIGHED I SLAGELSE var meget store! Vi gjorde busture rundt i landet for at besøge nogle af vore menigheder og give dem et indtryk af vietnamesernes situation og tro. Samtidig fik vietnameserne et godt indblik i Danmarks liv og historie såvel som i danske traditioner, menighedsliv og familieliv. Der blev skabt venskaber, som stadigvæk holder. Vi havde megen undervisning af alle former også konfirmandundervisning, og der blev konfirmationer, bryllupper, barnevelsignelser etc. Under uddannelse og videre Eftersom de unge afsluttede deres skolegang, begyndte de på et uddannelsesforløb og flyttede ud fra centrene i egne lejligheder og grupper. Det har været kendetegnende for vietnamesiske flygtninge i det hele taget, at de har villet klare sig selv og tage ansvar. Hvis alle flygtninge/indvandrere havde deres holdning, ville meget se anderledes ud i dag. Nogle blev håndværkere, pædagoger o.m.a., og jeg havde samtaler og forhandlinger med biskop Karsten Nissen, der da var forstander på Diakonhøjskolen, og der blev givet dispensation fra det folkekirkelige tilhørsforhold, så flere fik lov at tage uddannelse på Diakonhøjskolen. Blandt dem var den tidligere omtalte Dieu Huynh, der også senere læste teologi for at kunne blive præst for og blandt vietnameserne. Han har, lige siden han kom til tro, erfaret Guds kald til tjeneste, og Gud har bekræftet kaldet og nådegaverne ved at lade tjenesten bære frugt, lige siden han var teenager. I 1992 stiftede de kristne vietnamesere i Slagelse egen menighed med nogle af de ældste blandt drengene som menighedsråd og med Dieu Huynh som leder. De fik efterhånden også egne lejede lokaler. Menigheden voksede, og Gud velsignede rigt. I 1997 blev menigheden tilsluttet Baptistkirken, der også gerne ville hjælpe vietnameserne med at nå deres egne hjemme i Vietnam. Derfor var Dieu Huynh i 1998-2002 ansat af Baptistkirken på ¾ tid for at varetage menigheden og skabe kontakt til Fra dåbsgudstjenesten i august måned. Glædesgråd i dåben.

14 andre kristne vietnamesere rundt om i Danmark og Norden. Det resulterede i menighedsdannelser flere steder, og Huynh har stadigvæk kontakter rundt omkring. I starten på 2007 blev Dieu Huynh, der sammen med sin hustru Pam altid har givet sig selv helt og fuldt, på grund af overanstrengelse, der bl.a. gav ham hjerteproblemer, nødt til at træde ud af tjeneste som menighedens leder og afholde sig fra at engagere sig, indtil kræfterne var vendt tilbage, og andre tog over. Det tog nogle måneder, før kræfterne var tilbage. Det gamle bedehus i Binh Long. Pams mor med 2 døtre, svigersøn og 3 børnebørn. Det begyndte med børnearbejde Men da Huynh igen var på toppen, kunne han og Pam ikke bare nøjes med at være menighedsmedlemmer, for de var parate til nye opgaver, og de havde jo kaldet og nådegaverne. Derfor begyndte de i efteråret 2007 et børnearbejde i deres hjem, og de fik kontakt til mange børn og familier. Efter en tid voksede ønsket blandt flere voksne frem om at skabe en ny menighed, og den dannet den 3. dec. 2007. Da var gruppen på 15 voksne og 10 børn. Der er jo mange andre vietnamesiske flygtninge i Danmark fx bådflygtninge, så der er mange at nå med evangeliet. Det varede ikke længe, før menigheden begyndte at vokse, for flere kom til tro, og nogle flyttede til og sluttede sig til menigheden. Det var meget vanskeligt for menigheden at finde et sted, hvor de kunne holde gudstjenester. Men efter megen bøn og mange forhandlinger med Indre Mission i Fredericia endte det med, at de fik lov at leje Indre Missions hus i Slagelse hver søndag, hvor de jo ikke selv benytter det. I øvrigt havde IM kun meget få aktiviteter i Slagelse. Efter kort tid besluttede IM at restaurere missionshuset, der er ca. 100 år gammelt og er historisk bevaringsværdigt. Den store rødstensbygning blev restaureret for 750.000 kr., og vietnameserne var lidt bange for, hvad huslejen nu ville blive fremover. Men de blev yderst glædeligt overraskede, for kort efter genindvielsen modtog de et brev med besked om, at IM

15 INTERNATIONAL MISSION Tak fra børnene i Burma havde sat huslejen ned fra 900 til 800 kr. pr uge. Det gjorde de af glæde over den store evangeliske indsats, vietnameserne gør i Slagelse!! Mennesker kommer til tro Nu tæller den vietnamesiske menighedsfamilie 81 børn og voksne, og Guds velsignelse over arbejdet kan ses, fornemmes og læses i klare tal! Det skal også fortælles, at der er almindelige hvide danskere i menigheden og i ægteskaberne. Det 7-personers store menighedsråd gør et målbevidst arbejde, og de bruger med glæde og iver masser af kræfter på opgaven. I august blev 14 mennesker døbt på deres bekendelse til Kristus og de gik ind i menigheden. Neel og Peter Gøtz og Anna og jeg var med ved dåbsgudstjenesten, og det var en vidunderlig dag. Senere er flere kommet til tro, og når dette skrives, har mindst fire mere ytret ønske om at blive døbt. Den 24. august havde menigheden for første gang arrangeret en gudstjeneste i Skælskør. Lederen for den buddhistiske gruppe Lam Phol, der sidder i byrådet i Slagelse, og hvis søster og hustru er kommet til tro og er blevet døbt, havde hjulpet menigheden med at låne en stor sal på skolen. De håbede på, at der ville komme 60-75 mennesker til gudstjenesten, og de vidste, at der kom nogle gæster fra Odense. Der kom ca. 200! Mod gudstjenestens afslutning sagde Dieu Huynh enkelt, at hvis nogle ønskede at overgive sig til Jesus, kunne de komme frem til prædikestolen. Flere kom frem, og blandt dem kom Lam Phols ca. 80-årige mor, der har været buddhist hele sit liv. Hun gik frem, bøjede sine knæ ved trinet og sagde, at hun gerne ville tilhøre Jesus. Også hun har fjernet sin buddhafigur og sit åndealter i stuen, og hun ønsker at blive døbt. Gud er stor og han gør undere! tæt fællesskab Hver søndag efter gudstjenesten i Slagelse, indbydes alle til at spise middag og familierne bliver og glæder sig sammen små og store. Af Neel Götz Fra fam. Eubank har vi modtaget følgende hilsen: På vegne af børnene i Burma, sender vi jer tak for jeres kærlighed og omsorg. I hjælper med at holde håbets flamme i live på et sted hvor der ellers er meget lidt grund til at håbe. I hjælper virkelig med at bringe det rige liv, Kristus kom for at bringe. Mange tak og Gud velsigne jer. Denne tak gælder dem på børnestævnet i sommer var med til at lave de 40 pakker til større børn, som blev sendt ud til Good Life Club`s arbejde i Burma, samt alle dem der sidder og strikker trøjer, huer, vanter og sokker til de mindste børn. Børn i Burmas jungle som har besøg af Good Life Club Hver lørdag er der bibelundervisning og bøn i Skælskør og i Slagelse, og menigheden har både børne- og voksenkor, der synger ved gudstjenesterne og andre anledninger. Familiernes engagement er et stort eksempel på hengivenhed, glæde, tjenesteiver og omsorg. De to største grupper kristne vietnamesere bor nu i Slagelse og Odense, mens gruppen i Nykøbing F er mindre, og der er også mindre husmenigheder i andre jyske byer. De vietnamesiske børn, der kom til Danmark i 1975, har næsten alle fået gode uddannelser, har arbejde, har stiftet hjem og har fået familier. Børnene er som regel bedre til dansk end forældrene, men det er jo naturligt, da de er født her i landet. Flere har fået lov til at få familiemedlemmer hertil fra Vietnam. Jo, det var en livskraftig evangelisk menighed, der blev optaget i Missionsforbundet i sommeren 2009. De er sig helt bevidste om, at deres hovedopgave er at nå deres egne, der er kommet til Danmark, og derfor vil opgaven ændre karakter, eftersom tiden går og børnene tager over. Jeg vil opfordre ikke mindst de sjællandske menigheder til at støtte dem meget og tage kontakt til dem. Lad dem opleve, at vi i Missionsforbundet er en stor familie, der kan berige hinanden og har brug for hinanden. Man kan finde adresse m.m. på Missionsforbunders hjemmeside under Slagelse. Dieu Huynh har sagt, at hvis nogen menighed eller familie event. har brug for hjælp til kontakt med vietnamesere, er I altid velkommen til at ringe på 58533316. Jeg var ansat i Dansk Flygtningehjem 1979-1981, og det var meget, meget rige år, der strakte sig langt ud over 1981. Mange af vietnameserne kalder stadigvæk Anna og mig for mor og far, og det er vi stolte over at være for dem. Jeg glæder mig hver eneste gang, vi har mulighed for at have fællesskab med dem og dele Guds ord ved gudstjenester m.m., og min tjeneste for og blandt vietnameserne vil fortsætte.

MBU 16 Nyt missionsår på vej Af Nana Holm Green, spejderrådsformand Tilbage i 2004 havde Missionsforbundets Børn og Unge (MBU) et Ghana-år, hvor missionsfeltet, kulturen og landet Ghana fik fokus gennem et år. Siden har MBU s fokus på landsplan ikke haft en fælles retning hvad angår missionsindsatsen. Det betyder dog ikke, at MBU ikke har arbejdet med mission. Arbejdet er sket lokalt, hvor børnekirker og spejdergrupper har deltaget i lokale tiltag med at skabe missionsengagement, bevidsthed om missionsfelterne og indsamlinger. Selvom flere lokalforeninger har sørget for at holde missionsengagementet højt, så er der også brug for de fælles tiltag og den fælles indsats på landsplan, og det er tid til, at landsarbejdet tager initiativ til og prioriterer missionsengagementet. Intiativtager I sin tid var det Missionsforbundets Spejdere (MS) der tog initiativ til Ghana-året. Det har altid været MS ønske, at der skulle følge nye missionsår hvor andre af Missionsforbundets missionsfelter kunne få fokus. Det er bl.a. en del af MS visions- og handlingsplan 2008-2012. Derfor har MS endelig fået lavet en køreplan og nedsat en arbejdsgruppe, der kan arbejde frem mod endnu et missionsår. Arbejdsgruppen tager udgangspunkt i det eksisterende udvalg, der arbejder med et af vores missionsfelter. Desuden har spejderrådet (MS landsledelse) forsøgt at finde nogle kompetente medhjælpere, der kan bidrage til udviklingen af missionsåret, så det er rettet mod børn og unge. Det næste missionsår bliver et Rumænien- år, og der er allerede en arbejdsgruppe som knokler for at få tanker og idéer til at blive virkelighed. Et MBU projekt? Med opbakning fra styrelsen i MBU har MS søsat arbejdet med endnu et missionsår. Udgangspunktet er, at det bliver udviklet til spejderarbejdet, men det øvrige arbejde i MBU vil forholdsvis nemt kunne gøre brug af det materiale og de idéer som der bliver udviklet. Derfor bliver resten af MBU s arbejde og menighederne tilbudt at få del i materialet, så flest muligt kan få del i det arbejde, som Rumæniens-udvalget knokler med. Måske kan Rumænien-året vokse fra at være et MS-projekt til at blive et MBUprojekt ligesom det skete for Ghanaåret? Sigtet med missionsårene er overordnet at skabe engagement og bevidsthed om, at vi har et ansvar for at hjælpe mennesker ude omkring i verden og at bidrage med indsamling og hjælp til arbejdet. Engagementet og bevidstheden ønsker vi skal være varig og have betydning for fremtidens missionsengagement i Missionsforbundet og Danmark. I løbet af de kommende måneder vil du kunne læse mere om Rumænien-året og efterfølgende missionsår på www.mbu.dk/ ms_spejder/missionsaar/. Sponsorløb - en super-idé Af Jonas Møller Christensen, MBU, Vadum I foråret blev der i Vadum MBU afholdt et lokalt cykelsponsorløb til fordel for Qupaloraarsuk-Klubbi på Grønland, hvis hytte uheldigvis nedbrændte totalt sidste år. Tilbage stod de uden et mødested. Derfor besluttede vi i Vadum MBU at indsamle penge til genopførelse af hytten. Der blev indsamlet over 30.000 kr.!!, som alle er gået ubeskåret til Qupaloraarsuk-Klubbi. En dundrende succes som vi også håber, kan inspirere andre til at lave noget lignende.

17 EFTERSKOLEN ØRESUND Sammenstød Af Kim Nissen, forstander I den forgangne uge havde 9. klasserne projektopgave med den overordnede overskrift: Sammenstød. Og eleverne havde mange gode bud på problemfelter med sammenstød i deres dagligdag. Det giver mig anledning til at reflektere over de mange sammenstød, vi som voksne udsættes for i vores dagligdag. Ikke kun på efterskolen, men også som kirke, som menneske Sammenstød udfordrer Efterskolens dagligdag er betinget af fornuftige samværsregler til at regulere dagligdagen og til at sikre, at den enkelte tilbydes tryghed og plads til udfoldelse og udvikling. Men sådanne samværsregler er samtidig også en klar årsag til sammenstød. Sammenstød eleverne imellem hvis de fortolker reglerne forskelligt eller sammenstød mellem eleven og den voksne. Det kan skyldes uenighed om hvorvidt mobilen blev anvendt korrekt, uenighed om hvorvidt sengetiderne blev overholdt eller uenighed om hvem der var årsag til en given konflikt. Sammenstød kan derfor kendes på konflikt men er sammenstød at sidestille med konflikt? Er det ikke også i sammenstødet, at vi udvikles som mennesker. Fordi vi i sammenstødet udfordres på vore vaner, udfordres på vores stædighed, traditioner og holdninger? Altså kan sammenstød også være forudsætning for vækst og modning. Kristne elever er vigtige Vi har dagligt morgensang på Øresund, og vi bruger tiden på, at fortælle om det der er vigtigst for os. Om troen og livet om den værdi som Jesus repræsenterer for os. Denne fortælling er årsag til refleksion og eftertænksomhed blandt eleverne. For nogle er der måske sammenstød mellem foruddannede holdninger og de holdninger, som vi som kristne repræsenterer. For andre er der sammenstød i forhold til ønsket om at tro og udfordringen ved at leve troen ud. Vi har mange elever, der er nysgerrige på troen og som udfordrer os på holdninger. Vi har ikke så helt så mange elever, der kommer fra kristne hjem, som vi ønsker os. Vi har drømmen om, at vi også får lov til at se mange fra kristne hjem måske endda fra missionsforbundske hjem?? Hvorfor er det overhovedet vigtigt? Og er det gavnligt for elever med kirkelig baggrund at gå på netop Øresund? Det er vigtigt for os! Fordi al erfaring viser, at de årgange, hvor der har været elevgrupper med baggrund i kirkelivet, har været årgange, hvor det har været nemmere at italesætte Jesus som Frelser, og det har været meget nemmere at etablere fællesskaber på skolen med fokus på samvær om Jesus. Så jo flere med kirkebaggrund jo større egengevinst for den enkelte og jo større indflydelse på andres vinding. Dette er ikke bare et udtryk for en forstanderholdning det er et dokumenterbart faktum! Missionsforbundets skole også for missionsforbundere Og på spørgsmålet om det er gavnligt for elever med kirkebaggrund at gå på Øresund Da er svaret også JA. Dette er ikke dokumenterbart, men altså udtryk for forstanderens holdning! Og hvorfor? Jeg tror at den enkelte udfordres i kristenlivet i den livssituation man bringes i. Og jeg tror, at det på nogle kristne efterskoler kan være nemmere at være bekendende kristen end på andre! På Øresund er det måske middelsvært at bekendende, men til gengæld udrustes den enkelte til et kristenliv, der ikke i livet fremover leves i en beskyttet boble. Det kræver altså sammenstød! Og hvis jeg i denne artikel - en sidste gang - skal bruge begrebet sammenstød. Så skal det være i en lille provokation/udfordring til dig. Hvordan kan det være, at vi på forbundets efterskole, som dagligt fylder i så manges forbønssituationer, som betænkes i jeres indsamlinger i menighederne, som fylder på vores sommerstævne; at på denne skole, der vækker minder hos mange af jer fra jeres ungdom og måske skolegang; på denne skole går der i skrivende stund kun 2 piger med baggrund/tilknytning til Missionsforbundet? Er det ikke også en slags sammenstød i holdning og praksis? Jeg har igennem de seneste 25 år været med til at arrangere lejre for ungdom og teenagere. Og jeg har altid set sommerens ugelange lejre, som en enestående chance for at vores børn og unge får et møde med Jesus. Fordi lejrenes intensitet gør en forskel. Intensiteten er ikke så tydelig på efterskolen slet ikke! Men vi har 42 uger til at være med til at udruste og danne forudsætning for sammenstød i de unges liv. Det er da en tanke værd!

INTERNATIONAL MISSION 18 Evangeliet der forandrer mennesker og landsbyer Af Dorthe og Cornel Pascu For ca. 2 år siden mødte vi for første gang Alin og hans kone Dorica under et evangelisk møde i en af kirkerne. Familien har 2 børn og bor i Prajoaia, 20 km fra Onesti. Mens evangeliet blev forkyndt, kunne vi meget tydeligt se, hvordan Gud rørte ved Alins hjerte. Atmosfæren, forkyndelsen og ikke mindst sangene gjorde et stort indtryk på ham, sådan at han havde lyst til at komme igen. Efter mødet spurgte Alin om han måtte prøve min guitar. Jeg sagde ja og opfordrede ham samtidig til at komme og spille en gang sammen med os andre. Det ville han meget gerne, og han begyndte at komme trofast til møderne og nogle måneder efter overgav han sit liv til Jesus. Gud har en plan Sidste år i maj fik Alin muligheden for at spille guitar på en ungdomskonference i Livezi. Arne Hansen fra Tylstrup og jeg underviste under temaet At have et mål i livet. Her kom han til at forstå, at Gud har en plan for hans liv. Det var skønt at se ham tage både konen, kusiner og flere venner med. Dorica, Alins kone, blev også frelst og døbt i juli 2009. Hun har et stort hjerte for børnene. Der hvor familien bor, samles ofte mange børn for at høre om Jesus. Dorica synger med dem og fortæller bibelhistorier. Familien bor primitivt i et lille hus og har det meget svært økonomisk, da hverken Dorica eller Alin har fast arbejde. Vi er derfor glade for, at vi har kunnet tage Stefania (8 år), deres meget dygtige og søde pige, med i skoleprojektet. Hun går i anden klasse, og er den bedste i klassen. De er alle meget taknemlige for hjælpen. Med i husmenighed Vores hjerte er fyldt af glæde og taknemlighed over at se dem trofast følge Jesus. Vi føler, vi har et stort ansvar for at hjælpe dem videre både åndeligt og økonomisk. Vi beder for dem og besøger dem så ofte, som det er muligt. Sidste år var Alin, jeg og flere andre med på en stor konference i Timisoara, hvor 60.000 mennesker var samlet for at høre Franklin Graham tale. Disse møder blev til stor opmuntring og inspiration for Alin, han begyndte at brænde for mission. I dag arbejder han i en ny husmenighed, der er blevet plantet i Livezi. Fra nødhjælp til tro Sidste efterår fik vi besøg af en gruppe dejlige mennesker fra Vestermarkskirken i Grindsted, der kom med nødhjælp. Vi fik at vide, at Dorica kommer fra Poduri, en meget fattig landsby. Vi blev derfor enige om, at de også skulle have hjælp og hver familie fik en kasse tøj. Disse mennesker lever i en så forfærdelig fattigdom, at det ikke kan beskrives. I Danmark bor selv dyrene bedre end dem; husene er så dårlige, at de slet ikke kan repareres. Lige som andre steder har Gud også her gennem nødhjælpen åbnet en stor dør for evangeliet. Vi blev spurgt, om vi ikke ville komme og fortælle om den Jesus, der havde sendt dem hjælp. Det har vi nu gjort adskillige gange enten alene eller i fællesskab med gæster fra Danmark og senest med Ester og Egil Toft fra Aalborg. Over 100 personer kom på trods af regn for at høre det gode budskab til de fattige (Lukas 4). Eigil forkyndte med stor passion om, at Guds rige er kommet nær, og flere sagde ja til Jesus. Med hjælp fra Danmark har alle fået et Nyt Testamente gratis, samt andre kristne materialer for at hjælpe dem videre i troen. Desuden har vi flere gange, også med hjælp fra Danmark, givet dem noget at spise, da det er meget svært at forkynde om Guds kærlighed, når de sulter. Vær med i bøn Vi håber, at mange i Danmark vil være med til at bede for dem. Bed også for Alin, der brænder for mission og har stillet sig selv til rådighed til trofast at tage til Poduri og følge op på det, Gud allerede har gjort der indtil nu. Denne historie er et stærkt vidnesbyrd om, hvordan Gud forandrer mennesker og kalder dem til tjeneste. Fordi Han er suveræn, åbner Han altid muligheder for at tjene Ham. Vi føler os så privilegeret over at stå i sådan en tjeneste. Vi takker Gud for året, der snart er gået, og ikke mindst alle vores venner i Danmark, der trofast beder og støtter os på alle mulige måder. Med ønske om en Glædelig Jul og et Velsignet Nytår.

19 BOGANMELDELSE Lille vejledning til SMÅ GRUPPER ny bog af Magnus Malm Anmeldt af Søren Mortensen Magnus Malm er en kendt svensk skribent. Han har tidligere skrevet bøger om ledelse, fordybelse, retræte og kristen livsstil. Nu er hans lille bog om det at være med i en lille gruppe udkommet på dansk. Mange menigheder samles en eller flere gange om måneden i fællesskabsgrupper. I grunden var det vel sådan det begyndte i de første kristnes tid, man samledes i hjemmene. Her er fællesskabet mærkbart, og man kommer hinanden ved på en anden måde end i et gudstjeneste. Ikke, at det ikke er vigtigt, for vi har også brug for, at være en del af en større familie. Bogen beskriver enkelt og klart hvordan sådan et fællesskab kan fungere på godt og ondt og hvad man gør, når det ikke fungerer. Her beskrives enkelte løsninger og måder på hvordan man får det bedste ud af en fællesskabsgruppe. Bogen er let læst og inddelt i en masse små kapitler. Nyt fra Missionsforbundet Dorte Lundgaard stopper i Aabenraa 31.12.2009, for at flytte til Holstebro. Dorthe har bl.a. været ansat til at arbejde med musiklivet i menigheden. John Lorenzen stopper som præst i Vestermarkskirken 31.12.2009. Han fortsætter sin tjeneste i Saralystkirken i Århus Allan Møller stopper som præst i Osted 31.12.2009. Han har fået job på Skovbo Efterskole, men vil fortsat tilhøre menigheden i Osted. DØDSFALD 16.10.2009 er Ester Olesen Luneborgvej 16G, 9382 Tylstrup afgået ved døden Hildegard Nielsen Slagelse, født 12. nov. 1919 - død 14. september 2009 Bogen henvender sig mest til de som tænker på eller netop er begyndt med at samles i små grupper. Magnus Malm: Lille vejledning til SMÅ GRUPPER, 80 sider, udgivet 2009 af cbooks.dk. Kr. 98,- Kan bestilles på: info@cbooks.dk Sæt x i kalenderen SENIORLEJREN 2010 afholdes i Virksund i dagene 3.- 7. maj Studieleder: Missionsforstander Peter Götz, Espergærde Sang og musik: Jane Johansen, Vadum - desuden mange andre medvirkende Brochuren vil være ude i menighederne i januar Mærkedage DECEMBER 75 år 17.12.2009 Edith Kofoed Manøvej 76 st.tv., 4700 Næstved 31.12.2009 Karin Lindgreen Stolligvej 57, 6200 Aabenraa 70 år 02.12.2009 Michael Svanholm Ørhagevej 72, Klitmøller, 7700 Thisted 65 år 05.12.2009 Helen Thomsen Friggsvej 3, 9700 Brønderslev 23.12.2009 Lise Lotte Arentløw Rothesgade 15, 2100 København Ø 27.12.2009 Irma Thomsen Torndalsvej 4, 2650 Hvidovre 60 år 09.12.2009 Britta Hansen Harestien 9, 9382 Tylstrup 12.12.2009 Ingvar Mogensen Nebbe Oddevej 19, 3700 Rønne JANUAR Guldbryllup 01.01.10 Esther og Knud Erik Pedersen Dannerhøj 64, Visse, 9210 Aalborg SØ 90 år 17.01.10 Didde Greisen Gravløkke 24, 6272 Bylderup Bo 20.01.10 Jens Peter Hansen Bakken 43, 7700 Thisted 22.01.10 Immanuel Larsen Rosenvej 6, Sorø 26.01.10 Sinne Johansen Østre Kanal Gade 14 1.,th., 9000 Aalborg 85 år 05.01.10 Oluf Nielsen Heimdalsgade 35. 9000 Aalborg 07.01.10 Poul Chr.Jensen Th.Laubsgade 35, 2., 2100 København Ø 80 år 08.01.10 Anna Lissy Vigsø Thylandsgade 33, 77550 Bedsted 75 år 10.01.10 Lill Roswall Christensen Gyvelvej 38, 9460 Brovst 30.01.10 Christian Kruse Kystvej 39, Egense, 9280 Storvorde 70 år 01.01.10 Mogens Højgaard Hune 60 år 24.01.10 Tom Kiil Nielsen Vestergade 3 C st.th., 9800 Hjørring

Afsender MAGASINETs ekspedition Birgitte Tinggaard Nielsen Folstedvej 35 9700 Brønderslev BLAD ID 47749 Returneres ved varig adresseændring Indsættelse i Bethel Af Kristian Nielsen, ansat i Bethelkirken og SALTstuderende Den 4. oktober 2009 havde Bethelkirken på Amager indsættelsesgudstjeneste. Ved gudstjenesten tog menigheden imod vores nye præst Gunni Bjørsted og undertegnede, Kristian Nielsen, som medarbejder. Det var i sagens natur en festlig formiddag og gudstjeneste. Vi lagde ud med sammen at synge: Velkommen i Guds Hus i dag. Og det var netop, hvad alle de tilstedeværende var - velkomne i Guds Hus. En fyldt kirkesal kunne bevidne indsættelsen og fejre vores nye præst. Bethelkirken har i noget tid stået uden præst og som menighed kunne man mærke et lettelsens suk over igen at have en åndelig inspirator og præst til rådighed. I arbejdet med at finde ny præst har der desuden været arbejdet med kirkens overordnede vision. Den lyder nu: Vi ønsker at møde mennesker, hvor de er, og sammen søge Gud. Under denne vision er det vores drøm, at Gunni kan være med at inspirere og lede os til, at denne vision bliver til virkelighed. Forud for indsættelsen talte Peter Götz om hvad det vil sige for en menighed at få en præst; at det på én gang både er en velsignelse for en menighed, men samtidig også en opgave for en menighed at passe på sin præst. Det er vores store ønske at både at tage del i de glæder, det er at have en præst samt at passe rigtig godt på Gunni i sin tjeneste. Gunni talte med stort engagement ud fra vores vision at vi jo alle sammen, kristne såvel som ikke-kristne har brug for at mødes og blive mødt, og at vi på samme tid, alle sammen har brug for at søge Gud. I løbet af oktober har Bethelkirkens medarbejderteam, som nu består af Gunni Bjørsted, Anders Nielsen og Kristian Nielsen, på skift forsøgt yderligere at udfolde og inspirere menighedens vision. Det er vores fælles håb, at vision må tage form og liv i os alle fra menigheden, så vi alle kan arbejde sammen om at føre den ud i livet. Selve gudstjenesten sluttede, som det sig hør og bør, med, at Gunni lyste velsignelsen og der blev indbudt til en festlig reception med hilsner fra Bethelkirkens kirkelige venskaber. Der er noget fantastisk over, at vide, at man ikke står alene som kirke med at føre Guds mission (og vision) ud i livet. I den kommende tid følger så arbejdet både for præst, medarbejdere og menighed. Men det er altid rart at skyde en ny epoke i gang med at holde en glædes- og forventningsfest. Og det er netop mit indtryk, at Bethelkirken går ind i en ny epoke. Efterlysning: Kender du denne person? eller lagkagegeneration søger muffinspiser Grønlandsudvalget er efterhånden stærkt præget af, at samtlige medarbejdere tilhører lagkagegenerationen! Derfor vil vi gerne opfordre til, at du ser dig omkring i din menighed - og får du øje på et yngre menneske, som du tror vil egne sig til lettere, men spændende udvalgsarbejde, vil vi gerne høre fra dig. Vi savner 1-2 yngre mennesker der har lyst til at: - tænke langsigtet - arbejde med målsætning - være med i mission - være budbringere - afsætte 4-6 hele dage om året til møde - samarbejde med mennesker fra Ilulissat, Sjælland og Jylland! Hvis du kender en, som du tror, vil være interesseret/ egnet - eller kunne du selv have lyst, så kontakt venligst Bent Fodgård (97933057). Konferencens tema for 2010 er HÅB Håb er et nøgleord i den kristne tro Når Jesus træder frem er hele hans virke én lang demonstration af hvordan man bringer håb og nyt mod til mennesker, der er fanget af livets fortrædeligheder. Når Paulus skal placere håbet kommer det til at stå imellem troen og kærligheden og kan næsten ikke løftes højere op. Håbet er en livskraft, der holder livet i live. Håbet får os til at tegne billeder af det, vi gerne vil se. Håbet giver os mod til at tro på det, der endnu ikke er. Håbet er en fantastisk vigtig faktor for et hvert menneske. Det er sjælens lys. Det er dine tankers fokus. Det er dine drømmes endemål. DET DANSKE MISSIONSFORBUNDS SOMMERKONFERENCE 2010 UGE 30 24. - 30. juli 2010 Apostolsk Højskole i Kolding Info 29 71 22 22 www.missionsforbundet.dk