Begreber, argumenter og perspektiver i den økologiske etik

Begreber, argumenter og perspektiver i den økologiske etik Af Niels Henrik Hooge INDLEDNING: Dette essay tager sigte på at undersøge begreberne, argumenterne og perspektiverne i den økologiske etik. De hovedspørgsmål, der behandles, er, hvori dens underlag består, hvad den sigter hen imod og om man kan konkludere, at den betegner et paradigmeskift indenfor etikken. Essayet har flg. forløb: Der startes med en empirisk gennemgang af de økologiske problemstillinger, som berøres kort (I). Hvilke, hvor vigtige og akutte er de og hvad er deres betydning for filosofien? Når man gennemgår begreber, argumenter og perspektiver i den økologiske etik, hvis sigte er naturbeskyttelse i videste forstand, er det nødvendigt kort at fastlægge, hvad der ligger i dette begreb. Der gives eksempler på naturbeskyttelse omsat i praksis (II). Herefter forsøges det spørgsmål besvaret, om mennesket har et ansvar for naturen og i givet fald hvorfor (III)? Perspektiverne i den økologiske etik behandles (IV), herunder (A) de antropocentriske og de (B) fysiocentriske argumenter for naturbeskyttelse, og de underkastes en kort kritik (C). Endeligt diskuteres det, om den økologiske etik betegner et paradigmeskift indenfor etikken (V), og der drages en kort konklusion af det ovenstående (VI). Indholdsfortegnelse I. Hvor vigtige er de økologiske problemstillinger?...2 II. Naturbeskyttelsesbegrebet og eksempler på naturbeskyttelse 7 III. Har mennesket et ansvar for naturen?...12 IV. Perspektiver i den økologiske etik.......14 A. Antropocentriske argumenter for naturbeskyttelse.....15 B. Fysiocentriske argumenter for naturbeskyttelse.17 C. Kritik af antropocentrismen og fysiocentrismen.... 22 V. Repræsenterer den økologiske etik et paradigmeskift indenfor etikken?...23 VI. Konklusion......25 Kilder...26 Side 1 af 28

I. Hvor vigtige er de økologiske problemstillinger? Når det drejer sig om anvendt filosofi er det relevant at tage stilling til, hvor betydningsfulde de problemstillinger er, som den forholder sig til. I al almindelighed er den anvendte filosofi nødt til at starte og slutte i de empiriske videnskaber: Uden et solidt fundament i virkeligheden har den intet at forholde sig til og hvis den ikke munder ud i anbefalinger, der kan omsættes i praksis, har den ingen berettigelse. Det er derfor passende, at en tekst, der omhandler begreber, argumenter og perspektiver i den økologiske etik, starter med kort at gøre status over de økologiske problemstillingers faktuelle betydning. Hvori består disse problemer, hvor vigtige og akutte er de, og hvad er deres berøringsflader med filosofien? I lyset af den senere tids udvikling kan man argumentere for, at der er tale om det vigtigste problemkompleks for menneskeheden nogensinde: Problemerne er globale problemer, som i stigende grad påvirker livsvilkårene for milliarder af mennesker og ikke mindst for utalte kommende generationer. Udover massivitet er de økologiske problemers væsentligste objektive kendetegn derfor akuthed og universalitet. Fremtidens historikere vil formentligt definere den æra, hvori vi lever, ud fra de fire globale fikspunkter, der er nævnt nedenfor 1. Punkterne på listen er ikke prioriteret, eftersom det ikke er muligt at lave en rangfølge over fænomener, der hver for sig kan betegnes som katastrofale, og beskrivelsen er ikke udtømmende: Global fattigdom og knaphed på livsnødvendige ressourcer. Et stigende antal mennesker i verden mangler midlerne til at kunne opretholde en tålelig tilværelse. Verdens befolkning overstiger nu 6,2 mia. mennesker, mere end det dobbelte i forhold til 1950, og den forventes at stige til op imod 10 mia. i 2050. Næsten hele befolkningstilvæksten vil foregå i den tredje verden, hvor der i forvejen er færrest ressourcer til rådighed. Fattigdomskrisen er også en økologisk krise. Mens økologernes billede af de fattige tidligere implicerede mangel på vand, boliger, sundhed og penge, er de nu også kendetegnet af mangel på natur. For at kunne overleve har de ikke andet valg end at overudnytte de sidste rester af de naturressourcer, der er tilbage. Miljøkrisen opfattes ikke længere som kun resultatet af den stigende velstand hos middelklasserne i nord og syd, men som følgen af den menneskelige tilstedeværelse på jorden. 1 Bortset fra beskrivelsen af drivhuseffekten er listen hovedsageligt baseret på Starke, Linda (Ed.), State of the World 2003, A Worldwatch Institute Report on Progress Toward a Sustainable Society, New York and London 2003, s. 3-13. Side 2 af 28

Ukontrollerbare geokemiske strømme. Visse typer forurening ændrer de kredsløb, som regulerer processerne i de vigtigste økosystemer. Det bedst kendte er kulstofkredsløbet. De årlige udledninger af kulstof fra forbrænding af fossile brændstoffer nåede op på et rekordhøjt niveau i perioden 2001-2005 7.2 mia. tons i gennemsnit om året og drev i 2005 den atmosfæriske koncentration af CO 2 op på 379 ppm 2 langt den højeste koncentration i de sidste 650.000 år 3. Eftersom CO 2 opsuger varme, fremkalder den stigende koncentration hastige klimaforandringer den såkaldte drivhuseffekt. Uden en effektiv global klimatilpasningspolitik vil den globale opvarmning i 2100 ligge på 1,8-4 C i forhold til 1990. På grundlag af observationer af smeltningen af iskapperne på Grønland og Antarktis forudses vandstanden i havene at ville stige til op til 60 cm. indenfor denne tidsramme 4. Større stigninger kan imidlertid ikke udelukkes 5. Hvis der intet bliver gjort, forudsiger selv konservative beregninger en temperaturstigning på over 2 C i forhold til den præindustrielle periode. Denne tærskel anses almindeligvis for kritisk. Over de tre sidste årtier har klimaændringerne allerede haft mærkbar indflydelse på en lang række fysiske og biologiske systemer verden over, men disse ændringer vil under alle omstændigheder blive langt større fremover 6. Klimaændringerne vil begrænse adgangen til rent drikkevand yderligere. Smeltevand fra gletschere forsyner nu over en milliard mennesker med vand. Når denne kilde forsvinder, kan store befolkningsgrupper blive tvunget til at søge til andre dele af verden og derved skabe omvæltninger og usikkerhed på lokalt og globalt plan. De tørkeramte områder vil brede sig. Ca. 20-30 pct. af de hidtil undersøgte plante- og dyrearter kan ventes at blive truet med udryddelse, hvis den globale gennemsnitstemperatur stiger over 1,5-2,5 C. 2 ppm (parts per million) er forholdet mellem antallet af drivhusgasmolekyler og det sml. antal molekyler i tør luft. F.eks. er 300 ppm det samme som 300 molekyler drivhusgas pr. mio. molekyler tør luft. 3 IPCC: Summary for Policymakers i Climate Change 2007: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Fourth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change, 2007, s. 2-3. 4 Ibid. s. 13. 5 European Environment Agency: Climate change and water adaptation issues, EEA Technical report No 2/2007, Copenhagen 2007, s. 11. 6 Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber: Grønbog fra Kommissionen til Rådet, Europa- Parlamentet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Tilpasning til klimaændringerne hvad kan der gøres på EU-plan, KOM/2007/0354 endelig udg., Bruxelles 29.6.2007, s. 4-6. Side 3 af 28

Klimaændringerne ventes at øge risikoen for hungersnød. Antallet af udsatte vil kunne stige til flere hundrede millioner. Klimaændringerne vil have direkte og indirekte virkninger for menneskers og dyrs sundhed. Virkningerne af ekstreme vejrbegivenheder og en stigning i forekomsten af infektionssygdomme udgør nogle af de værste risici. Virkningerne af giftige kemikalier. Ifølge et konservativt skøn har den globale produktion af giftigt affald nået 300-500 mio. tons om året. Der er omfattende beviser for, at mange grundvandslommer er blevet forurenet med oliekemikalier, tungmetaller, gødningsnitrater og andre giftstoffer. Lommerne bidrager ofte med mere halvdelen af vandet til søer og floder og er også en hovedkilde til kunstvanding og drikkevand. Eftersom vandet cirkulerer meget langsomt fuldstændig vandudskiftning tager i reglen hundreder af år er sådan forurening i realiteten irreversibel. Sammensætningen af de forurenende stoffer, i særdeleshed de syntetiske, giver også anledning til bekymring. Ca. 50.000-100.000 syntetiske kemikalier antages at være i produktion i form af plastic, pesticider, smøremidler, opløsningsmidler, etc. Andre skabes uforsætligt som biprodukter fra produktionsprocessen eller som nedbrydningsprodukter fra det endelige produkt. Jorden er i økologisk tilbagegang. Først og fremmest er de tropiske skove, generelt de mest varierede økosystemer, der findes, ved at forsvinde med en hastighed på over 140.000 km 2 om året svarende til størrelsen på Nepal. Samlet er det globale skovdække, der nu omfatter en fjerdedel af jordens overflade Grønland og Antarktis ikke iberegnet halveret siden mennesket begyndte at dyrke landbrug. Omkring 30 pct. af de overlevende skovarealer er alvorligt fragmenterede eller på anden måde forringet. Vådområderne, et andet i høj grad diversificeret økosystem, er blevet reduceret med mere end 50 pct. i løbet af det sidste århundrede. * * * De økologiske problemstillingers alvor er udenfor diskussion, men hvad er deres betydning for filosofien? Udgangspunktet for svaret er, at for at kunne løse disse problemer har menneskeheden længe været nødt til at skulle genopfinde sig selv, men har endnu ikke fundet en vej hertil. To ting er karakteristiske for denne forvandling: Side 4 af 28

Den skal ske i løbet af ganske få generationer eller muligvis før 7 - og der er tale om en altomfattende forandring, der ikke kun er af teknologisk, men også af kulturel karakter 8. I lyset heraf forekommer følgende antagelser sandsynlige: Alle samfundets sektorer, herunder området for forskning og uddannelse, vil fremover skulle legitimere sig i forhold til de økologiske problemstillinger, først og fremmest i forhold til bekæmpelsen af klimaforandringerne. Naturvidenskaberne og efterhånden også samfundsvidenskaberne har igennem lang tid ydet deres bidrag, men ikke de humanistiske videnskaber 9. Filosofien er nøglen til de humanistiske videnskaber og såfremt den lever op til sit historiske potentiale en af nøglerne til samfundsvidenskaberne. Som etik kan den endvidere være med til at styre naturvidenskabernes retning, eftersom alternativet her hovedsageligt er økonomisk rentabilitet. Men som videnskabelig sektor har filosofien ikke fulgt med udviklingen i det øvrige samfund og er ikke i nærheden af at løfte denne byrde. I forhold til de økologiske problemstillinger forholder den sig tavs. Et omfattende paradigmeskift indenfor filosofien må derfor forudses at være på vej. Udover etikken kan dette paradigmeskift tænkes at omfatte områder som f.eks. videnskabsfilosofien, æstetikken og metafysikken. Hvis man tager for givet, at en af samtidsfilosofiens hovedopgaver er at anbringe sig i samfundsudviklingens brændpunkter og udvikle de begreber, perspektiver og betingelser, ved hjælp af hvilke den med autoritet kan udtale sig om samfundets mest presserende problemstillinger, kan den blive nødt til at søge 7 Stern-rapporten taler om en handlingsfrist på 10-20 år og den seneste rapport fra IPCC om en kort handlingsfrist for de initiativer, der skal nedbringe udslippene af drivhusgasserne, Stern, Sir Nicholas: Stern Review: The Economics of Climate Change, Executive Summary, London 2006, s. 1, og IPCC Working Group III contribution to the Intergovernmental Panel on Climate Change: Fourth Assessment Report Climate Change 2007: Mitigation of Climate Change, Summary for Policymakers, May 2007, s. 10 ff. Ifølge et medlem af Sterns videnskabelige team viser nye data imidlertid, at denne handlingsfrist formentligt er kortere, og at kravet om handling er akut, jf. Floater, Graham: Stern Review on the Economics of Climate Change, University of Copenhagen Climate Lectures, Copenhagen 2008. 8 Se f.eks. Gore, Al: An inconvenient truth: The planetary emergency of global warming and what we can do about it, London and USA 2006, s. 305 ff. 9 Enkelte spredte forsøg har været gjort på at bringe de humanistiske videnskaber på højde med samfundsudviklingen, jf. f.eks. rapporten Holm, Poul, m.fl.: Humanistisk Naturforskning, Omverden, Individ og Samfund, Statens Humanistiske Forskningsråd 2004, der anbefaler, at et eller flere universiteter tager en strategisk beslutning om at satse på miljøområdet i stor bredde og med en stærk kobling til såvel museumsområdet som til natur-, jordbrugs-, ingeniør- og samfundsvidenskabelige miljøer. Rapporten taler også om muligheden for at etablere et tværuniversitært konsortium for humanistisk naturforskning med udgangspunkt i de eksisterende miljøer på området (s. 89). Side 5 af 28

sine kilder uden for sig selv 10. At forholde sig til den virkelige verden er et tværfagligt, encyklopædisk projekt. En filosofisk tematisering af miljøproblemerne bør følgelig ikke afvente ankomsten af relevante filosofiske eller fagfilosofiske hovedværker, der måske ikke når frem i tide. Som anvendt filosofi vil økofilosofien indtage en mere prominent rolle indenfor filosofien. Hvor økofilosofien hidtil har skullet argumentere for sin relevans, betragtes den nu som selvindlysende nødvendig. Bevisbyrden overgår til den øvrige samtidsfilosofi. Hvorfor er den relevant og i givet fald, hvori består kriterierne for denne relevans? Enhver filosofi, der ikke direkte relaterer sig til økologiske problemstillinger, vil blive spurgt om sin indirekte indvirkning på disse problemstillinger. 10 Man kan argumentere for, at den hurtigste og mest markante udvikling igennem de senere år er sket indenfor miljøretten og de økonomiske videnskaber. F.eks. er den europæiske miljøret nu kvalitativt og kvantitativt det tredjevigtigste område for EU-lovgivning efter landbrugsområdet og det indre marked og omfatter mere end 300 forordninger, direktiver, etc. Halvdelen af de procedurer, EU-kommissionen iværksætter mod EU-medlemslande for at have overtrådt EU-retten, angår miljøretslige spørgsmål, og stadigt flere af de sager, der indbringes for EF-domstolen, handler om miljø og forbrugerbeskyttelse. Alene i 2007 blev 41 sager indbragt for domstolen om dette tema, hvilket repræsenterer en fordobling i forhold til 2006. Indenfor rammerne af de økonomiske videnskaber frembyder miljøøkonomiens sejrsgang og hastigt voksende instrumentarium ligeledes et eksempel til efterfølgelse for samtidsfilosofien. Fænomener som grønt BNP, grønne regnskaber for alle typer samfundsmæssig aktiviteter, værdisætning af ellers uomsættelige miljøgoder, cost-benefit analyser, adækvate diskonteringsrater i forbindelse med miljøinvesteringer, etc., illustrerer denne bemærkelsesværdige udvikling. Se EF-domstolen: Årsrapporten 2007 (foreløbig udgave), Statistik over retssagerne Domstolen, s. 4, Randall, Alan, Was sagen die Wirtschaftswissenschaftler über den Wert der biologischen Vielfalt? i Birnbacher, Dieter (Hrsg.), Ökophilosophie, Stuttgart 1997, s. 202-215, Skou Andersen, Mikael: Samfundsøkonomiske analyser af vedvarende energi: hvad betyder diskontering og oliepris for resultaterne? i Selskabet for Historie og Samfundsøkonomi: Økonomi & Politik, 80. årgang nr. 3. November 2007, s. 15-25, Perman, Roger, Ma, Yue, McGilvray, James, Common, Michael: Natural Resource and Environmental Economics, London 2003, s. 165-176 og 202-229 og Pearce, David, Atkinson, Giles, Mourato, Susana: Cost-Benefit Analysis and the Environment, Recent Developments, OECD 2006, s. 41-62 og 85-124. Side 6 af 28

II. Naturbeskyttelsesbegrebet og eksempler på naturbeskyttelse Når man gennemgår begreber, argumenter og perspektiver i den økologiske etik, hvis sigte er beskyttelse af naturen, er det nødvendigt kort at fastlægge, hvad der ligger i dette begreb. Ved første øjekast forekommer det at være et dynamisk begreb, der bevæger sig i samklang med den videnskabelige udvikling, menneskets opfattelse af naturen og det beskyttelsesniveau, der til enhver tid anses for nødvendigt. F.eks. opererer det Europæiske Miljøagentur i sin seneste status over miljøet i Europa med 37 nøgleindikatorer på områder som luftforurening, biodiversitet, klimaforandring, vandmiljø, landbrug, energi, etc. 11. Sådanne faktorer interagerer med hinanden og er med til at gøre naturbeskyttelsesbegrebet flydende, komplekst og multifacetteret. Alt efter, hvor man lægger vægten og niveauet for sin fortolkning af begrebet, vil det være muligt at nå frem til forskellige og undertiden modstridende resultater og konklusioner. Naturbeskyttelse i vid forstand består i opretholdelsen af den miljømæssige kvalitet og de miljømæssige ressourcer eller en bestemt balance mellem plante- og dyrearterne i et bestemt område. Ressourcerne kan være fysiske, biologiske eller kulturelle. Naturbeskyttelse i snæver forstand er alle de foranstaltninger, der tager sigte på bevarelse af særlige dele af landskabet, herunder økosystemer, dyre- og plantearter såvel som enkelte naturmindesmærker, der har videnskabelig eller kulturel betydning. Her står naturbeskyttelsen i nær forbindelse med landskabsplejen 12. Den moderne videnskabelige anvendelse af begrebet går imidlertid hele tiden videre i retning af optimering af biosfærehåndtering 13 indenfor bestemte sociale og økonomiske rammer. Denne fortolkning af begrebet omfatter også produktion af varer og tjenesteydelser under hensyntagen til bevaring af biodiversiteten og anerkendelse af de biologiske systemers naturligt dynamiske karakter. Relevant i forbindelse med denne håndtering er, hvor niveauet for naturbeskyttelsen skal ligge f.eks. på niveauet for et 11 European Environment Agency: The European Environment State and outlook 2005, Copenhagen 2005, s. 255-403. 12 Marquardt-Mau, Brunhilde, Mayer, Jürgen, Mikelskis, Helmut: Umwelt Lexikon ökologisches Grundwissen, Reinbek bei Hamburg 1993, s. 309-312 og Allaby, Michael (Ed.): A Dictionary of Ecology, Oxford 1994, s. 102. 13 Ved biosfæren forstås den del af planeten jordens miljø, hvor man finder de levende organismer, og med hvilken de interagerer for at producere et selvbalancerende system. Der er i virkeligheden tale om hele jordens økosystem, jf. A Dictionary of Ecology, s. 57. Side 7 af 28

landsbysamfund, en nationalstat, en region eller hele planeten? Et problem, når det drejer sig om at holde mængden af menneskelig udvinding/udledning i balance med naturens regenerative kapacitet, er, at selv en effektiv ressourceallokering ikke i længden kan opveje en økonomis generelle fysiske dimensioner i forhold til naturen 14. Det økologiske fodaftryk, der taler om, at menneskeheden forbruger 1.25 gange mere end planeten kan bære, er et slående eksempel herpå 15. I takt med de stigende forureningsproblemer og truslen fra klimaforandringerne, er der i tiltagende grad sket en globalisering af naturbeskyttelseskonceptet: Eksempler herpå er de talrige internationale konventioner til beskyttelse af miljøet, men først og fremmest Kyoto-protokollen, der udgør en af de vigtigste rettesnore for begrebet bæredygtig udvikling. Begrebet bæredygtig udvikling blev populariseret i den såkaldte Brundtland-rapport, som det, der tilfredsstiller nutidens behov uden at kompromittere kommende generationers evne til at tilfredsstille deres behov 16. Heraf følger, at bæredygtig udvikling og økonomisk vækst, dvs. vækst i bruttonationalproduktet, ikke principielt er i modstrid med hinanden. Siden offentliggørelsen af Brundtland-rapporten er bæredygtighedsbegrebet blevet udmøntet og lovfæstet i talrige versioner, hvoraf den mest omfattende formentlig findes indenfor EU-retten. En af de grundlæggende principper indenfor miljøbeskyttelse i EU i forbindelse med økonomisk vækst er, at den ikke kun skal opfattes kvantitativt, men også ud fra kvalitative kriterier 17. Den gennemføres først og fremmest ved hjælp af det såkaldte integrationsprincip, hvorefter miljøbeskyttelseskrav så vidt muligt skal integreres i udformningen og gennemførelsen af alle EU s politikområder, især med 14 Sachs, Wolfgang: Planet Dialectics: Explorations in Environment and Development, Halifax 1999, s. 27 ff. 15 Det økologiske fodaftryk er en målestok for menneskehedens belastning af biosfæren i form af det biologisk produktive land og hav, som er nødvendigt for at fremskaffe de ressourcer, vi forbruger, og for at absorbere vores affald. I 2003 var det globale økologiske fodaftryk 14.1 mia. globale hektarer eller 2.2 globale hektarer pr. person (en global hektar er en hektar med en verdensgennemsnitlig evne til at producere ressourcer og absorbere affald). Den sml. forsyning af produktivt land eller biokapacitet var i 2003 11.2 mia. globale hektarer eller 1.8 globale hektarer pr. person. Denne overskridelse har været voksende siden 1980erne og var på 25 pct. i 2003. Det betyder, at det tog planeten ca. et år og tre måneder at producere de økologiske ressourcer, som menneskeheden forbruger på et år, jf. World Wildlife Foundation (WWF): Living Planet Report 2006, Gland 2006, s. 14. 16 World Commission on Environment and Development (WCED), Our Common Future (The Brundtland Report), Oxford 1987, s. 43. 17 Jans, Jan H., Vedder, Hans H.B.: European Environmental Law, Groningen 2008, s. 4. Side 8 af 28

henblik på at fremme en bæredygtig udvikling 18. Det betyder i praksis, at der påhviler EU s institutioner en generel forpligtelse til at foretaget en afbalanceret vurdering af alle de relevante miljøaspekter, når de implementerer forskellige former for politik. Ønsket om at fremme en bæredygtig udvikling er også indføjet i formålsbestemmelsen for EUfællesskabet 19. Hensynet til miljøet og en bæredygtig udvikling materialiserer sig i yderligere i en række principper indenfor EU-retten 20 : Princippet om et højt miljøbeskyttelsesniveau, som implicerer, at europæisk miljøpolitik altid skal sigte mod et højt beskyttelsesniveau, hvad der dog ikke er det samme som det højest tænkelige niveau. Forhindringsprincippet, som går ud på, at det er bedre at forhindre at miljøskader opstår frem for at udbedre dem, når skaden først er sket. Forsigtighedsprincippet, som er en udvidelse af forhindringsprincippet og som udsiger, at stærk mistanke om en aktivitets miljømæssige skadevirkninger kan retfærdiggøre handlinger, der tager sigte på at begrænse eller forhindre den pågældende aktivitet, før der foreligger endelige videnskabelige beviser for dens eventuelle farlighed ( in dubio pro natura ). Ofte vendes bevisbyrden her om, således at det bliver op til dem, der hævder, at en aktivitet ikke er skadelig, at bevise dette. Anvendt i forbindelse med risikohåndtering, betyder håndhævelsen af forhindringsprincippet imidlertid ikke, at alle risici skal reduceres til nul, men til, hvad der kan anses for samfundsmæssigt forsvarligt. Kildeprincippet, der implicerer, at miljøskader bør afhjælpes ved kilden, dvs. at forurening f.eks. ikke bør bekæmpes ved hjælp af såkaldt end-of-pipetechnology. Princippet indeholder også en præference for udledningsstandarder snarere end økologiske kvalitetsmål. Og endelig forureneren-betaler-princippet, som indebærer, at forureneren er ansvarlig og betaler for den forurening, den pågældende forårsager. Dette sker for at motivere forurenerne for at anvende mindre forurenende produkter og teknologier. Hvad der nærmere ligger i bæredygtighedsbegrebet er mest detaljeret beskrevet i EU s miljøhandlingsprogrammer, hvoraf det sjette og seneste løber i perioden 2002-2012. Programmet udmønter sig i ti basale strategier 21, der bl.a. omfatter tilvejebringelse af bæredygtig udvikling ved hjælp af markedsbaserede instrumenter, fremme af bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre, bedre partnerskab og samarbejde med 18 Jf. Den Europæiske Union: Konsolideret Udgave af Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, 29.12.2006, Artikel 6. Se også European Environmental Law, s. 16-23. 19 Jf. Den Europæiske Union: Konsolideret Udgave af Traktaten om den Europæiske Union, 29.12.2006 (Maastricht-traktaten), Artikel 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at Unionen har som formål at fremme økonomiske og sociale fremskridt, et højt beskæftigelsesniveau og opnå en afbalanceret og bæredygtig udvikling. Jf. også Artikel 2 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der yderligere uddyber den rolle, bæredygtighed spiller, i det Europæiske Fællesskab, og tillige taler om højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten. 20 Jf. Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, Artikel 174(2) og European Environmental Law, s. 35-45. 21 Jf. Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (2002/1600), Artikel 3. Side 9 af 28

erhvervslivet, forbrugergrupper og NGOer, tilgængelighed af miljøinformation for forbrugerne, integration af miljøhensyn i finanssektoren, skabelsen af et miljøansvarsregime og en mere økologisk bæredygtig udnyttelse af land- og havområder. Definitionen på bæredygtighed strækker sig over 30 hovedpunkter, svarende til de nøgleprioriteter for EU s miljøpolitik, der relaterer sig til områder som klimaændringer, natur og biodiversitet, miljø, sundhed og livskvalitet samt naturressourcer og affaldshåndtering 22. I 2006 skærpede EU denne strategi 23 og den største udfordring defineres nu bl.a. som gradvist at få ændret vores nuværende uholdbare forbrugs- og produktionsmønstre 24. * * * I det flg. gengives kort, men realistisk eksempel på, hvad der generelt ligger i bæredygtighedsbegrebet: En ligning introduceret af Paul og Anne Ehrlich 25 giver en indikation for den grad af teknologisk udfordring, der er forbundet med at realisere bæredygtighed og vækst på en gang. De forbinder en given produktions virkninger for miljøet (V) med tre variable: Befolkning (B), forbrug pr. indbygger (F) og forbrugets miljøintensitet (I). I opfanger alle ændringer i teknologi, faktorinput og sammensætningen af BNP. Heraf følger, at V = BFI. Indvendingerne mod den økonomiske udvikling går på, at det gældende niveau for V ikke er bæredygtigt. F.eks. vedtog EU s ministerråd i 2007 for at bidrage til at holde den globale gennemsnitlige temperaturstigning på under 2 C i forhold til de præindustrielle niveauer, at EU vil skære udledningerne af CO 2 ned med mindst 20 pct. inden 2020 og, hvis der indgås en global og omfattende aftale, med 30 pct. inden 2020. Endvidere plæderer rådet for en global nedskæring på op til 50 pct. inden 2050 i forhold til 1990-niveauerne. EU-kommissionen taler om, at industrilandene må reducere med 22 Ibid. Artikel 1(4). 23 Det overordnede mål for den reviderede EU-bæredygtighedsstrategi er at identificere og udvikle foranstaltninger, der sætter EU i stand til at opnå vedvarende forbedring af livskvaliteten for både nuværende og kommende generationer ved skabelse af bæredygtige samfund, der kan forvalte og anvende ressourcerne effektivt og udnytte økonomiens økologiske og sociale innovationspotentiale for således at sikre velfærd, miljøbeskyttelse og social samhørighed, Rådet for Den Europæiske Union, Ny EU-strategi for Bæredygtig Udvikling, Bruxelles, den 28. juni 2006, s. 3. 24 Ibid. s. 2. 25 Her gengivet efter Ekins, Paul: Making Development Sustainable, s. 91-103 i Sachs, Wolfgang (Ed.): Global Ecology: A New Arena of Political Conflict, Halifax and London 1993. Side 10 af 28

60-80 pct., hvis målet om at de globale udledninger skal reduceres med op til 50 pct. i 2050 26. Med hensyn til befolkningstilvæksten har FN anslået et befolkningstal på 10 mia. i 2050, ca. det dobbelte af i dag. For så vidt angår forbruget, vil det, som betragtes som en moderat økonomisk vækstrate på 2-3 pct., resultere i en firedobling af produktion over 50 år. Følgelig gælder, når tilføjelsen (1) indikerer størrelsen nu og tilføjelsen (2) størrelsen om 50 år: V(2) = ½ X V(1) B (2) = 2B(1) F(2) = 4F(1) (for bæredygtighed) (ifølge vurdering, som forudsætning) For at Ehrlich s ligning skal holde, gælder I(2) = 1/16 I(1). Med andre ord er den miljømæssige virkning af hver forbrugsenhed nødt til at falde med 93 % over de næste 50 år for at kunne leve op til denne relativt tilbageholdende definition på begrebet bæredygtighed. 26 Commission of the European Communities: Communication from the Commission to the Council, the European Parliament, the European Economic and Social Committee and the Committee of the Regions: Limiting Global Climate Change to 2 degrees Celsius, The way ahead for 2020 and beyond, COM(2007) 2 final, Brussels, 10.1.2007, s. 3. Side 11 af 28

III. Har mennesket et ansvar for naturen? Efter faktuelt at have konstateret, at miljøproblemer findes, at de kan beskrives som katastrofale, og at der eksisterer omfattende bestræbelser på at løse dem, der kommer til at involvere alle eller store dele af det globale samfund på alle niveauer i mange år fremover, går vi nu videre til at forsøge at analysere de argumenter og værdier, der ligger til grund for disse bestræbelser. Det første spørgsmål, der trænger sig på, og som er relevant, uanset hvilket perspektiv, man anlægger på den økologiske etik, er: Har mennesket et ansvar for naturen og i givet fald hvorfor? I lyset af konsekvenserne af ikke at påtage sig dette ansvar kan spørgsmålet virke overflødigt. For hvis et sådant ansvar ikke fandtes, ville det i sin yderste konsekvens forudsætte en ret for menneskeheden til at begå kollektivt selvmord. At en sådan ret ikke eksisterer, følger af, at intet samtykke til at få frarøvet eksistensmuligheden kan indhentes fra vores efterkommere. Og selvom man rent hypotetisk antog at den fandtes uanset utroværdigheden af en sådan fremgangsmåde kan man indvende, at der eksisterer en ubetinget pligt for menneskeheden til at eksistere. Eksistensmulighed betyder, at mennesker holder sig i live og først derefter, at de lever godt. Den kan følgelig ikke gøres til indsats i et spil, hvor den teknologiske udvikling gør biosfæren til et eksperimentarium for initiativer, der har potentialet til at lægge planeten øde. Af dette følger, at opretholdelsen af menneskehedens fremtid udgør den vigtigste, enkeltstående pligt i forhold til den tekniske civilisation. I forbindelse hermed er interessesolidaritet med biosfæren conditio sine qua non 27. En sådan interessesolidaritet ligger imidlertid ikke i de etiske systemer, der ligger forud for den økologiske etik. Dette skyldes ikke nødvendigvis, at de er antropocentriske og næsten udelukkende forholder sig til omgangen mellem mennesker. Grunden til, at den moderne teknologi er et etisk tema, er, at teknologien afspejler menneskelig magt og derfor er underkastet moralske vurderinger. Dette er i sig selv trivielt, hvis det ikke var fordi, teknologien har udviklet sig til et særtilfælde indenfor den menneskelige magtudøvelse. Dens virkninger er ambivalente, selv når den forfølger gode mål. Risikoen for, at det gode bliver til for meget er hele tiden til stede og det gode rummer derfor kimen til det onde, dvs. til mulige samfundsmæssige skadevirkninger. 27 Jonas, Hans: Das Prinzip Verantwortung, Versuch einer Ethik für die technologische Zivilisation, Frankfurt am Main 1979, s. 80-83. Side 12 af 28

Hertil kommer af den teknologiske udvikling forløber mere eller mindre tvangsmæssigt og er i permanent aktivitet. Og sidst, men ikke mindst har den tekniske civilisation udviklet til et omfang, der kan beskrives som globalt i rum og tid 28. Eftersom teknologi altid har været opfattet som værdineutral, er den ikke omfattet af den traditionelle etik. Den viden, der er nødvendig for at en moralsk vilje kan manifestere sig i en etisk handling, findes ikke her. Handlingssubjektet er det historiske menneske opfattet som en fundamental tilstand, hvis væsen anses for konstant, og som ikke er underlagt teknologisk forandring. Etikken handler om det det, der sker her og nu. Handlingens rækkevidde er lille, tidshorisonten for prognosticering og fastsættelse af mål kort og kontrollen med handlingsforløbets ydre omstændigheder ringe. På samme måde forholder det sig med den etiske handlings rumlige omkreds, der er begrænset til naboer, venner eller fjender eller interaktionen mellem de roller, hvorigennem mennesker professionelt forholder sig til hinanden 29. Som vi har set, har betingelserne for funktionsdygtigheden af en sådan etik ændret sig markant. Naturen er blevet sårbar overfor menneskelig teknisk intervention en sårbarhed, der ikke nødvendigvis var kendt på det tidspunkt, hvor man begyndte at registrere skaderne. Denne opdagelse, der har ført til udviklingen af økologien som videnskab, forandrer hele forestillingen om mennesket som en afgørende og måske ødelæggende kausalfaktor i udviklingen af planetens biosfære. Med denne magt følger et ansvar, der tvinger etikken til at genoverveje sit teoretiske grundlag. Udgangspunktet for spørgsmålet, om mennesket har et ansvar for naturen, er derfor, at grundlaget for alt ansvar består af menneskers ansvar for mennesker i dette tilfælde ikke kun for de nuværende, men også de kommende generationer. Der er med andre ord tale om et forhold, der ikke er reciprokt. Kun den, der har magt til at gøre det, kan påtage sig ansvar, hvad kun de nuværende generationer kan, og kun den, der har ansvar, kan handle ansvarligt. At den, der har magt, har en pligt til at handle ansvarligt, følger af selve magtens natur: For den, der ikke har magt, har netop ikke magt til at gøre det. Den, der har magten over naturen, er forpligtet til at behandle den ansvarligt. Svaret på det spørgsmål, der opkastes i dette afsnit, er derfor, at mennesket har et ansvar for naturen. 28 Jonas, Hans: Technik, Medizin und Ethik, Frankfurt am Main 1985, s. 42-52. 29 Das Prinzip Verantwortung, Versuch einer Ethik für die technologische Zivilisation, s. 22-26. Side 13 af 28

IV. Perspektiver i den økologiske etik Forskellige perspektiver kan anlægges på den økologiske etik, der også har en betydning for opfattelsen af den måde, hvorpå naturbeskyttelsen bør gennemføres. Det ene grundsynspunkt går ud på, at naturen ikke er andet end en ressource, som må administreres bedre i fremtiden, mens det andet kræver et grundlæggende paradigmeveksel i menneskets forhold til naturen. Begge synspunkter tager udgangspunkt i et naturbegreb, der er situationsspecifikt og i en vis udstrækning historisk betinget, eftersom dens udgangspunkt er naturvidenskabernes til enhver tid mest adækvate beskrivelse af naturen. Spørgsmålet, hvilken værdi naturen har, og hvilket verdensbillede det antropocentriske eller det fysiocentriske der er det rigtige, er imidlertid et filosofisk spørgsmål, der, når det forholder sig til naturbeskyttelse, tager udgangspunkt i det samme naturbegreb 30. På spørgsmålet om naturen har en moralsk værdi findes der groft sagt to svar: Enten har naturen ingen moralsk egenværdi og har kun værdi for mennesker eller den har en egen moralsk værdi og menneskene er nødt til at tage hensyn til den, når de realiserer deres ønsker. Det første synspunkt kan betegnes som antropocentrisk, det andet som fysiocentrisk. Nærmere omtale af metaetiske sondringer som f.eks. naturalisme/ikkenaturalisme, kognitivisme/ikke-kognitisme falder udenfor rammerne af dette essay. Både antropocentrismen og fysiocentrismen kan materialisere sig som deontologisk eller konsekventialistisk orienteret etik 31, men eftersom dette ikke er afgørende i forhold den måde, hvorpå disse begreber defineres, bliver temaet ikke genstand for nogen nærmere beskrivelse her. 30 I den økologiske filosofi er de filosofiske naturdefinitioner som regel irrelevante, i det mindste når det drejer sig om naturbeskyttelse. En klassisk definition på naturen som f.eks. John Stuart Mills, der taler om at naturen på den ene side refererer det til tingenes system i sin helhed og summen af alle tingenes egenskaber og på den anden side henviser det til tingene, som de ville være, hvis der ikke fandt menneskelig indgriben sted, er overvejende af kulturhistorisk betydning, jf. Mill, John Stuart: Three Essays on Religion i Essays on Ethics, Religion and Society, Collected Works of John Stuart Mill, Volume X, London 1969, s. 401-402. Det samme gælder for en række lignende filosofiske definitioner. 31 Konsekventialistiske etik omfatter teorier, der hævder, at det alene er konsekvenserne, der tæller, og mere præcist at den rigtige handling er den, der har de bedste konsekvenser. Deontologisk etik er etik, som bedømmer handlinger moralsk uden at bruge de faktiske konsekvenser af handlingen som bedømmelseskriterium. Det centrale er her de kriterierne for de bevæggrunde, som handlingerne skal bedømmes efter. Side 14 af 28

I det følgende bliver kort gennemgået de fysio- og antropocentriske argumenter for naturbeskyttelse 32 : A. Antropocentriske argumenter for naturbeskyttelse Som vi tidligere har nævnt, er de antropocentriske argumenter for naturbeskyttelse de, der ligger den klassiske etik nærmest: Der er tale om en etik, der forholder sig til menneskers omgang med mennesker og naturen har kun moralsk værdi i den udstrækning, den har værdi for mennesker. Det antropocentriske perspektiv har imidlertid endnu en betydningsvariant: Eftersom det til syvende og sidst er mennesket, der beskriver naturen i sine begreber og fastsætter dens moralske værdier, er alle økologiske værdier antropocentriske. Antropocentrisme i den første betydning kalder man for moralsk (eller ekstentional) antropocentrisme, i den anden betydning for epistemologisk (begrebslig, erkendelsesteoretisk, metodologisk) antropocentrisme. Den epistemologiske antropocentrisme betoner den kendsgerning, at mennesket kun kan forhold sig til verden ved hjælp af menneskelige begreber og at det menneskelige udgangspunkt derfor er medkonstituerende for vores verdensbillede. Ikke mange modsiger denne påstand, men vandene skilles, når det nærmere skal specificeres, hvad konsekvenserne heraf er. Yderligere kompliceret bliver diskussionen, når det ikke kun drejer sig om beskrivelsen af fakta ved hjælp af menneskelige begreber (epistemologisk faktaantropocentrisme), men om fastlæggelsen af godt eller ondt (epistemologisk værdiantropocentrisme). Med den epistemologiske værdiantropocentrisme kommer værdierne ind i verden for menneskene: Før der var mennesker i verden, var det ligegyldigt, hvordan den udviklede sig. Der var ingen god eller dårlig tilstand, fordi der ikke var nogen, den betød noget for. Det samme vil ske, hvis mennesket forsvinder ud af verden. Kun gennem eksistensen af værdifastsættende mennesker findes der en god eller dårlig tilstand for verden. De seks fremherskende antropocentriske argumenter for naturbeskyttelse er flg.: Basic-needs-argumentet er det dominerende i den almindelige naturbeskyttelsesdebat og forekommer selvindlysende. Argumentet udsiger, at opfyldelsen af menneskelige 32 Gennemgangen er i hovedsagen baseret på basis af Krebs, Angelika: Naturethik im Überblick i Krebs, Angelika (Hrsg.): Naturethik, Grundtexte der gegenwärtigen tier- und ökoetischen Diskussion, Frankfurt am Main 1997, s. 337-380. Side 15 af 28

behov for næring, tag over hovedet og sundhed afhænger af de naturlige grundbetingelser. Naturbeskyttelse er nødvendig under henvisning til egeninteresse og moralsk hensyntagen til alle menneskers gode liv, i dag og i fremtiden, fordi disse grundbetingelser er truet af den fremadskridende industrialisering. Aisthesis-argumentet er det ene af to æstetiske argumenter, der betoner den passive, sanselige side af den æstetiske naturoplevelse. Argumentet bygger på, at naturen er kilde til mange behagelige kropslige og sjælelige følelser. Ud af egeninteresse og med moralsk henvisning til det gode liv hos alle andre mennesker, bør naturen opretholdes og kultiveres, så alle fortsat får mulighed for aisthetiske oplevelser. Argumentet om naturbeskyttelse er begrundet med æstetisk kontemplation med vægt på den betydning, iagttagelsen af den skønne og ophøjede natur har for en vellykket menneskelig tilværelse. Design-argumentet går ud på, at vi i den menneskelige verden af artefakter ikke kan frigøre os for det ansvar for den form og det design, vi giver tingene. I den vilde natur er vi derimod fritaget for dette ansvar. Naturen træder os i møde som allerede skabt. Kombinerer man design-argumentet med indsigt i den særlige status for det dynamiskophøjede i naturen, får man et differentieret svar på det vanskelige spørgsmål, hvorfor den vilde natur virker mere tillokkende end den kultiverede. Hvor naturen er hjem for mennesket, implicerer hjemstavns-argumentet på den ene side fortrolighed og tryghed og er på den anden side en del af dets identitet. Trangen til særegenhed, til en individuel identitet, hører til kernen i det gode menneskelige liv. Naturbeskyttelse som hjemstavnsbeskyttelse retfærdiggør sig som respekt for en udbredt form for menneskelig individualitet. Man kan i denne forbindelse tale om naturmusealisering. Det fra Kant 33 velbekendte pædagogiske argument advarer om de forrående følger, som en ryggesløs omgang med naturen har for den måde, hvorpå mennesker omgås med hinanden. Til opdragelse, befæstelse og forfinelse af den menneskelige moralske karakter er medlidenhed med dyr, den æstetiske naturkontemplation og en generelt varsom omgang med naturen nyttig. Argumentet om meningen med livet forsøger at forene visse visdomslærer med den økologiske etik. Ifølge dette argument reflekterer meningen med det menneskelige liv 33 Kant, Immanuel: Die Metaphysik der Sitten, Werke 5, Köln 1995, s. 533-534. Side 16 af 28

sig ikke i bestemte livsprojekter karriere, kærlighed til en bestemt person, etc. fordi sådanne projekter til enhver tid kan fejle og livet dermed miste sin mening. Mening giver kun den holdning, at livet selv med alt, hvad dertil hører andre mennesker og naturen - udgør livets mening ved at have egenværdi og være helligt. Den egenværdi, som argumentet om meningen med livet tilskriver naturen, er ligesom argumentet om den æstetiske egenværdi eller hjemstavnsargumentet en form for eudæmonistisk egenværdi for dem, der oplever den. B. Fysiocentristiske argumenter for naturbeskyttelse Man skelner sædvanligvis mellem tre forskellige versioner af fysiocentrismen: Patocentrismen, ifølge hvilken alle følende væsner har en moralsk værdi, biocentrismen, ifølge hvilken alle levende væsner tilkommer en moralsk værdi og den radikale fysiocentrisme, der tilkender naturen i sin helhed en moralsk værdi. Den radikale fysiocentrisme spalter sig op i en individualistisk og en holistisk variant. I den individualistiske variant er naturens enkeltfænomener som f.eks. sten og planter, i den holistiske naturen i sin helhed bærere af moralske værdier. Alt efter om den fysiocentristiske variant tilkender følende væsner, alle væsner eller hele naturen den samme moralske værdi som menneskene eller hvad der er mere almindeligt en ringere moralsk værdi er der tale om egalitære eller hierarkiske varianter af fysiocentrismen. Den epistemologiske værdifysiocentrisme går ud fra eksistensen af værdier uafhængigt af eksistensen af værdifastsættende mennesker. Mens den epistemologiske værdiantropocentrisme opfatter alle værdier som relationelle, dvs. som værdier for mennesker, gives der for den epistemologiske værdifysiocentrisme absolutte (ikkerelationelle, inherente, objektive, ikke-personelle, ikke-antropogene, naturalistiske) værdier. Spørgsmålet om naturens moralske værdi er derfor dobbelttydigt. Med naturens moralske værdi kan på den ene side menes en absolut værdi, på den anden side en fra mennesket opstået epistemologisk-antropocentrisk værdi. Alt efter hvordan man opfatter dette spørgsmål, er man nødt til at argumentere på forskellige måder for at kunne besvare det fyldestgørende. I det følgende bliver beskrevet seks typer fysiocentristiske argumenter i moralfilosofisk forstand til støtte for at forlene naturen med en moralsk status. Som helhed kan de fysiocentristiske argumenter opdeles i to grupper: Den første gruppe tager Side 17 af 28

udgangspunkt i de medmenneskelige moralske kulturformationer og den traditionelle antropocentriske moralteori og forsøger at vise, at naturen eller dele af naturen bør medregnes i det moralske univers. Disse argumenter kan man kalde for epistemologiskantropocentriske udstrækningsargumenter, fordi de plæderer for at medmenneskelig teori og praksis bliver udstrakt til naturfænomenerne. Den anden gruppe forfølger hovedsageligt den modsatte strategi: Den udgår ikke fra kernen af den medmenneskelige moral til naturens periferi, men tværtimod fra det ydre til det indre. Naturens absolutte orden af værdier er regulerende instans for den menneskelige omgang med naturen og også for den mellemmenneskelige omgang. Disse argumenter kan man kalde for absolutte argumenter. De første tre af de følgende argumenter er epistemologiske-antropocentriske udstrækningsargumenter, de følgende to absolutte argumenter og det tredje nærmest en mellemting: Det patocentriske argument for naturbeskyttelse vil udstrække respekten for det fysiskemotionelle velfærd hos alle mennesker til den følende natur. Argumenterne kan opdeles i frem trin 34 : Første trin: De intersubjektive kriterier for de følelser, man tilskriver andre mennesker, lader sig overføre til (bestemte) dyr og sågar planter. Andet trin: I følelser findes der i modsætning til i perception positive eller negative vurderinger. Hos følende liv kan man derfor tale om subjektive kvaliteter. Positive følelser befordrer det subjektivt gode liv, negative hæmmer det. I videre forstand har et følende væsen en interesse i x, hvis x befordrer det gode liv. Tredje trin: Moralsk handler det om, at man tager hensyn til den traditionelle antropocentriske moralopfattelse, ifølge hvilken alle menneskers interesse i et godt liv er lige meget værd. Fjerde trin: Ikke kun mennesker, men også dyr har et godt liv, som der skal tages hensyn til. Udelukkelsen af dyr fra det moralske univers på grund af, at de ikke tilhører menneskeheden, er lige så vilkårlig som grupper af menneskeheden på grund af deres race eller kvinder på grund af deres køn. Speciesismen (antropocentrismen) er derfor lige så lidt moralsk holdbar som racismen eller sexismen. 34 Naturethik, Grundtexte der gegenwärtigen tier- und ökoetischen Diskussion, s. 347-352. Side 18 af 28

Femte trin: Det afgørende er nu, hvad konsekvensen af dyrenes ret til et godt liv er. Konkret betyder det, at man giver afkald på dyrehold og dyreforsøg, såfremt det er forbundet med stærke og/eller vedvarende smerter, stor frygt, vedholdende isolation og ufrihed til bevægelse hos dyrene. Det teleologiske argument overfører respekten for de mål og projekter, der er det aktive moment i andre menneskers praktiske liv, til en målrettet natur. På samme måde som i det patocentriske argument kan det teleologiske opdeles i fem trin, hvor målene træder i følelsernes sted. Det er muligt at skelne mellem forskellige varianter indenfor det teleologiske argument alt efter hvilken form for natur, der er tale om. Målrettetheden bliver tilskrevet bestemte højere dyrearter som f.eks. aber og delfiner, alle følende dyr eller alle levende væsner (den biocentriske variant), økosystemer, alt naturvæsen og alle naturfænomener (den individualistiske radikalfysiocentriske variant) eller for jorden (Gaia) eller hele naturen i sig selv (den holistiske radikalfysiocentriske variant). Den populæreste variant er den biocentriske, ifølge hvilken alle levende væsner stræber efter selvopretholdelse og reproduktion og den holistiske radikalfysiocentriske variant, ifølge hvilken naturen i sin helhed stræber efter kompleksitet, biodiversitet, harmoni, skønhed, etc. Argumentet om ærefrygt for livet udstrækker den moralske respekt for andre menneskers liv til alt liv i naturen. Dette biocentriske argument kan sammenlignes med det patocentriske: I stedet for følelse træder liv. En forskel er dog, at argumentet ikke moralsk respekterer andre på grund af deres subjektivt gode liv, men omformulerer den moralske grundformel i det patocentriske arguments trin 3 til, at man handler moralsk, når man tager hensyn til alle menneskers liv. Herefter har alt biologisk liv en moralsk værdi og hænger f.eks. ikke sammen med, om der foreligger en subjektiv livsvilje. Naturam-sequi-argumentet kritiserer den epistemologisk-antropocentriske udstrækningsstrategi, hvad enten den benytter sig af patocentriske, teleologiske eller biocentriske argumenter, for at begå menneskeligt hybris. Selv de, der ønsker at overvinde antropocentrismen, tager kun naturen alvorligt, hvor den ligner og har betydning for mennesket. Overvindelsen af antropocentrismen fordrer, at man overskrider de begrænsede menneskelige værdiperspektiver og anerkender den absolutte værdiorden i naturen og indretter sig efter den. Ifølge denne orden har alt, der eksisterer Side 19 af 28

eller lever som komplekst, bio-diversificeret, stabilt, harmonisk og autonomt en absolut værdi 35. Det teologiske argument er en variant af naturam-sequi-argumentet. Begrebet Gud træder i stedet for begrebet natur. Holisme-argumentet kritiserer den naturetiske diskussion med dens sondringer mellem menneske og natur og antropocentrisme og fysiocentrisme for at gå ud fra en falsk dualistisk ontologi, som er karakteristisk for den cartesianske, kristelige, mandlige og vestlige tænkning. Mennesket bliver stillet op imod naturen, som om det ikke selv var en del af den. For at overvinde dualismen tænker holismen mennesket som en del af naturens system, som medlem af det naturlige eller biotiske samfund som ét med naturen. Hermed bliver det tydeligt, at menneskenes gode liv ikke kan foregå på bekostning af naturens system. Det gode menneskelige livs egenværdi understøttes af helheden 36. Nedenfor gives der i tabelform en oversigt over de antropocentriske og fysiocentriske argumenter for naturbeskyttelse. Opdelingerne kan beskrives som ideelle, rendyrkede og rigoristiske. Som oftest kombineres med vekslende grader af frihed de fleste af de synspunkter og kategorier, der i den her beskrevne systematik holdes adskilt fra hinanden. 35 F.eks. skelner Holmes Rolston mellem syv måder, hvorpå man kan følge naturen: I det almene perspektiv i en absolut, kunstig og relativ betydning. At følge naturen i en relativ betydning, kan endvidere ske i homøostatisk, en imitativt-etisk, en aksiologisk og en opdragende måde, jf. Rolston, Holmes: Können und sollen wir der Natur folgen? i Birnbacher, Dieter (Hrsg.): Ökophilosophie, Stuttgart 1997, s. 242-285. 36 Den kendteste eksponent for holismeargumentet er den såkaldte dybdeøkologi. Dybdeøkologien plæderer bl.a. for en kosmisk-filosofisk metafysik, der fremhæver Jeg/Du-identiteten mellem menneske og ikke-menneskelig natur, en ny psykologi, nye videnskabelige metoder, der tager højde for nødvendigheden af en bæredygtig udvikling, nye parametre for velstand og menneskelig livskvalitet, at diversitet er noget inhærent ønskværdigt, både i kulturen og i forhold til økosystemers sundhed og stabilitet og at bæredygtighed for planeten jorden i forhold til menneskene tager udgangspunkt i biosfæren opfattet som en helhed. Fra oprindeligt at være opfattet som alternativ eller subversiv, er der nu på mange områder tale om et mainstream-fænomen, jf. Bill Devall, Tiefenökologie eine ökologische Ganzheitsphilosophie, i Dieter Birnbacher (Hrsg.), Ökophilosophie, Stuttgart 1997, s. 17-60. Side 20 af 28