Afrika Kontakts kommentarer til regeringens udkast til en 'Ny Handelspolitisk Strategi' Afrika Kontakt er uenig i regeringens overordnede tilgang til verdenshandlen. Vi mener, at regeringens tilgang er baseret på den økonomiske fundamentalisme, som siger, at kun frihandel kan skabe bæredygtig vækst og velfærd. Det kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse idet regeringens handelspolitik i vid udstrækning bestemmes af EU-kommissionens handelspolitik. Regeringens og EU-kommissionens handelspolitik er fundamentalistisk, når de fortsat forfølger - og dermed konsoliderer - den politik, som var med til at føre til den finansielle krise (for eksempel dereguleringen af finansielle ydelser under GATS og samtlige FTA+ aftaler og forhandlinger), under henvisning til, at kun yderligere liberaliseringer kan føre økonomien tilbage på rette køl. Den økonomiske fundamentalisme er klarest beskrevet i Global Europe doktrinen (2006-2010) - og sidenhen konsolideret i Trade Growth and World Affairs: Our agenda must evolve accordingly, as Europe2020 makes clear. Cutting tariffs on industrial and agricultural goods is still important, but the brunt of the challenge lies elsewhere. What will make a bigger difference is market access for services and investment, opening public procurement, better agreements on and enforcement of protection of IPR, unrestricted supply of raw materials and energy, and, not in the least, overcoming regulatory barriers (European Commission, 2010) EUs handelspolitik er dermed identisk med erhvervslivets kortsigtede og snævre interesser (det er veldokumenteret, at særligt den europæiske arbejdsgiverforening, BusinessEurope, nyder priviliged access i udviklingen og implementeringen af politikken), men overser eller modarbejder den bredere offentligheds demokratiske og socioøkonomiske interesser: Ønsket om at blive den mest konkurrencedygtige økonomi i verden har skabt et nedadgående pres på lønninger, arbejdsvilkår, sociale rettigheder, miljøstandarder og jobsikkerhed i både Nord og Syd samt begrænset adgangen til basale tjenesteydelser for millioner af mennesker og bidraget til udplyndringen af verdens ressourcer. Regeringens og EUs handelspolitik er med andre ord et angreb på velfærdsstatens demokratiske sejre i Nord og på bestræbelserne på at sikre social og økonomisk retfærdighed i Syd. I strategiens forord begrunder regeringen behovet for den nye strategi med, at "Det handelspolitiske billede har ændret sig grundlæggende siden lanceringen af den seneste handelspolitiske strategi i 2007. Verden blev i foråret 2008 kastet ud i en omfattende finansiel og økonomisk krise, der også har medført en øget tendens til protektionisme. Det har haft alvorlige konsekvenser for den globale økonomi, som vil
præge vores verden i mange år frem. I samme år brød forhandlingerne i WTO om en global frihandelsaftale sammen. Det har ikke siden da været muligt at puste nyt liv i forhandlingerne om en samlet global aftale". Det billede er fuldstændig korrekt. Men som så meget andet med denne regering, så er det 'nye' i strategien til at overse. Som sin forgænger er strategien baseret på tre spor. Og som sin forgænger er de tre spor det multilaterale spor, det bilaterale spor og virksomhedssporet. Det multilaterale spor Som sin forgænger er indholdet i det multilaterale spor en lovprisning af de globale handelsaftaler og en beklagelse over, at WTO-forhandlingerne er brudt sammen (trods et krampagtigt forsøg fra de magtfuldeste WTO-lande på at nå en studehandelsaftale i 2008, var forhandlingerne de facto også strandet i 2007, hvor den seneste handelspolitiske strategi er fra). Hvor strategiens præmis altså tager udgangspunkt i WTOs sammenbrud, er konklusion blot, at Regeringen vil arbejde for en tilfredsstillende landing for Dohaudviklingsrunden, herunder med afsæt i de emner og ambitionsniveauer, der fremgik af forhandlingerne i 2008. Her mener Afrika Kontakt, at regeringen burde tage sin egen præmis seriøs om, at WTO er brudt sammen. WTO er ikke det rette forum til at løse verdenshandlens problemer for hverken de mindst udviklede lande eller almindelige mennesker i Nord og Syd. Det er en falsk fortælling, at WTO er brudt sammen fordi "især USA - og de fremvoksende økonomier især Kina og Indien - er uenige om, hvor meget markedsadgang, der skal gives på industri- og landbrugsvarer (...) EU har i de seneste år kunnet indtage en konstruktiv rolle med fuld opbakning fra handelsliberale medlemslande". Afrika Kontakt mener, at WTO er brudt sammen fordi EU og USA aldrig har været villige til at indgå aftaler i overensstemmelser med de oprindelige målsætninger og grundlæggende reformer, som udgør det oprindelige grundlag for Dohaudviklingsrunden - nemlig det forhold at udviklingsverden tabte på Uruguay-runden. I det samlede Doha forhandlingsforløb har EU på ingen måde været en konstruktiv forhandlingspartner, men tværtimod har EU gang på gang stillet urimelig krav til udviklingsverden om mere markedsgang på for eksempel tjenesteydelser. Dertil kommer, at de tektoniske plader for verdensøkonomien ganske rigtigt har forflyttet sig til fordel for oligarkierne i de såkaldte vækstøkonomier. Det betyder, at EU og USA ikke længere er i stand til at gennemtvinge deres erhvervslivs interesser i forhandlingerne.
Det bilaterale spor Afrika Kontakt mener ikke, at de bilaterale frihandelsaftaler er at foretrække frem for de multilaterale. Det drejer sig ikke om den sædvanlige konflikt mellem bilateral versus multilateral, som for os er fuldstændig irrelevant. Afrika Kontakt er imod bilaterale frihandelsaftaler, fordi vi ikke mener frihandel kan skabe velfærd for almindelige mennesker i hverken Nord eller Syd, men tværtimod indebærer et angreb på demokratiet og almindelige menneskers velfærd. Man behøver blot at kaste et blik på en række af EUs seneste handelsaftaler og forhandlinger med omverden. EU-Colombia Under dansk formandskab afsluttede EU-kommissionen forhandlingerne om en frihandelsaftale med Colombia, som er det land i verden, hvor det er allerfarligst at være faglig aktivist. Alene under forhandlingsforløbet er 223 fagforeningsfolk blevet henrettet. Det er umuligt at påstå, at aftalen er baseret på offentlighedens interesser. Tværtimod er den udtryk for EU s og den colombianske regerings totale ligegyldighed overfor fundamentale rettigheder. Handels- og investeringsministeren har overfor Folketingets Europaudvalg forklaret, at frihandelsaftalen indeholder en række menneskerettighedsinstrumenter, som EU ikke havde tidligere, og som nu kan bruges til at presse den colombianske regering. Men det mener Afrika Kontakt ikke er korrekt. Siden 2005 og op til frihandelsaftalens indgåelse har Colombia eksporteret told og kvota frit til EU-markdet under EUs nonreciprokke GSP+ toldregime. Den eneste betingelse for adgangen til toldregiment var, at den colombianske regering havde underskrevet og effektivt implementeret 27 FN og ILO konventioner om arbejdstagerrettigheder, demokrati og menneskerettigheder. Med andre ord har EU i mange år haft alle instrumenter til at presse den colombianske regering. Men når EU ikke ønskede at suspendere Colombias toldfordele eller i det mindste iværksatte en undersøgelse af menneskerettighedssitutationen skyldes det, at EU var på vej til at få en ny frihandelsaftale i hus. ACTA Frihandel består af to overordnede komponenter, som begge har til hensigt at beskytte de private økonomiske aktørere. Den første del handler om at sikre fri bevægelighed gennem nedbrydning af finansielle barriere (skatter) og statslig regulering (lokale love). Det er med andre ord beskyttelse af virksomheder mod nationalstatslig protektionisme.
Den anden del handler imidlertid om at opretholde virksomhedernes protektionisme dvs. deres intellektuelle ejendomsret (IPR). Den multilaterale ACTA-aftale omhandlede denne del. ACTA-aftale blev underskrevet den 26. januar i år af EU-kommissionen og det store flertal af EU-landene. Formålet med aftalen var at bekæmpe kopiprodukter og sikre fælles internationale bestemmelser for beskyttelse af intellektuel ejendom og patenter, herunder også på nettet. Men som bekendt blev ACTA besejret takket være en imponerende udenomsparlamentarisk indsats, som protesterede mod Handelskommissionens notoriske lukkethed, krænkelsen af retssikkerheden og ytringsfriheden på nettet samt begrænsningen af billig og livsvigtig ARV medicin. CETA EU forhandler i øjeblikket med Canada om en omfattende frihandelsaftale, som sociale bevægelser og fagforeninger på begge sider af atlanten har krævet et total stop for. CETA-forhandlingerne har bla. bragt MAI-forhandlingerne (Multilateral Agreement on Investment) tilbage til live ved at søge forstærket beskyttelse af private investorer. En investor-to-state voldgift i aftalen vil tillade private virksomheder at sagsøge lokale myndigheder i både Canada og EU ved en international voldgiftsret, hvis investorens forventede fortjening trues af den lokale regulering. Det har under NAFTA-aftalen vist sig være en katastrofe for regulering indenfor miljø og sundhed. Forhandlingerne søger desuden at forstærke IPR beskyttelse på bekostning af fødevare suverænitet og sundhed; udvanding af REACH-direktivet (som efter 10 års lobbykrig i forvejen er udvandet) samt lettere adgang til EU-markedet for olie udvundet af canadisk tjæresand. EU-Israel ACAA I oktober 2012 godkendte EU-parlamentet, opgraderingen af ACAA-aftalen med Israel. Det skete i forlængelse af den israelske bosætter offensiv på palæstinensisk jord. Med opgraderingen vil israelske industri varer få lettere adgang til EUs marked. Det gælder også bosættervarer. I dag er det ganske vist ulovligt at sælge sådanne produkter, hvor Israel står som producent. Men manglende kontrol betyder, at israelske varer fra de besatte områder alligevel finder vej til det europæiske marked. Virksomhedssporet Her vil vi nøjedes med at kommentere, at det er udtryk for en ekstrem snæver og udemokratisk tilgang til handel, at regeringen kun mener, at udenrigshandel er noget, der vedrører det danske erhvervsliv og ikke andre stakeholders i samfundet. Alternativt Handelsmandat
I tråd med den internationale kampagne Towards an Alternative Trade Mandate for the EU mener Afrika Kontakt, at en ny dansk handelspolitisk strategi burde arbejde for en radikalt anderledes handelspolitik i EU, der er baseret på følgende: - Større økonomisk integration på alle niveauer i samfundet for lønmodtagere og arbejdsløse i både Nord og Syd. - At love og reguleringer, som er til for at sikre fred, menneskettigheder, børns og kvinders rettigheder, oprindelige folks rettigehder, anstændigt arbejde, klimaet og miljøet har forrang over handels- og investeringsregimer. - Konsolidering af statens ret til at regulere investeringer i tråd med befolkningens ønsker. Det gælder særligt forhandlingerne med USA, Canada, Indien, ASEAN-landene og det sydlige middelhavsområde. - Konsolidering af statens ret til at regulere import/eksport af og investeringer i mineraler og naturressourcer i overensstemmelse med principper om demokratisk og gennemsigtig kontrol. - Forstærket bindende sociale og miljømæssige bestemmelser og gennemsigtighed i globale værdikæder, som muliggør, at forbrugere kan gennemskue varernes og tjenesteydelsernes produktion og oprindelsessted. - Støtte til regional Syd-Syd integration. Det gælder særligt forhandlingerne med landene i AVS-gruppen og landene i det sydlige middelhavsområde. - Et stop for 'virksomhedsprotektionisme' i form af forstærket IPR beskyttelse. - En tilbagerulning af GATS aftalens deregulering af finansielle ydelser samt yderligere privatisering af offentlige goder som vand, sundhed og uddannelse. - En aktiv inddragelse af civilsamfundet fra EUs medlemslande såvel som partnerlandet i alle de forskellige procedurer (herunder udarbejdelse af forhandlingsmandater til Kommissionen) omkring indgåelse af nye handelsaftaler, således at de endelige handelsaftaler afspejler befolkningernes interesser og ikke først og fremmest erhvervsinteresser - Mere gennemsigtighed og åbenhed ifm forhandlinger om handelsaftaler (herunder mere offentligt tilgængeligt information omkring forhandlingsforløbet) En tilgodeseelse af disse krav, ser vi som det første skridt for at sikre, at EU s handel med omverden baserer sig på at fremme socioøkonomisk retfærdighed og at sikre, at handelspolitikken er rodfæstet i befolkningens og ikke kun erhvervslivets interesser.