I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Vi begynder med begyndelsen. Vi begynder med dengang, det hele begyndte, og virkeligheden fortæller Bibelen to historier om, hvordan det hele begyndte. To skabelsesberetninger. Man tænker ikke altid over det. Ofte læser vi dem bare i sammenhæng, som om den ene kom efter den anden, men hvis man får øje på det, kan man godt se, at der faktisk er to. Vandet spiller en stor rolle i begge beretninger, men på en meget forskellig måde. Det er et problem begge steder, men på hver sin måde. I den første beretning er vandet et problem, fordi der simpelthen ikke er andet end vand. Der er kun et mørkt kaos. Et urdyb. Så mørkt, som sådan et hav kan være, når man fuldstændig er ved at blive kvalt i det. Så mørkt er der, og der er intet andet end dette kaos og denne tomhed. Jo, der er en ting, som vi hørte i talekoret. Der er Gud. Gud er der med sit liv og med sin ånd, og da Gud begynder at skabe, så er det første, han siger: "Der skal blive lys." Og Gud skaber lyset, og lyset kiler sig ind i mørket og flækker det. Ganske som da man var barn - jeg ved ikke, om I kan huske det - og man måske havde gemt sig for sine forældre eller skjult sig på en eller anden måde og sad inde i et mørkt rum og måske håbede på ikke at blive fundet. Og alligevel håbede man også, mon der dog ikke er nogen, der finder mig? Så kommer ens mor, og forsigtigt åbner hun døren, og så kiler lyset sig ind i mørket og flækker det. Og man bliver alligevel glad, fordi der er mere end det mørke, der omgiver en. Sådan er det på skabelsens første dag, at lyset kiler sig ind i mørket og flækker det, og Gud ser, at lyset er godt. Han kalder det for dag, og mørket kalder han for nat. Det er den første dag. På skabelsens anden dag skaber Gud himmelhvælvingen, og så presser han alt vandet op på den ene side af himmelhvælvingen, og han stemmer med sine fødder, sådan at alt vandet kommer ned på den anden side. Og så presser han på den måde kaos væk. Urhavet, urdybet holdes på afstand af Guds ord. Og sådan er det. Det er Guds ord, der holder kaos på afstand, og der skabes på den måde et rum, hvor vi mennesker kan være til. Dyr, mennesker og planter. På Guds ord. Sådan som vi jo godt kender det fra vores egne ord. Når han eller hun siger: "Vi hører sammen altid." Eller: "Jeg tilgiver dig." Eller: "Jeg elsker dig." Så skabes der et rum omkring os. Så holdes kaos på afstand, og så er det sådan, at i det rum kan vi være til. Hvis han eller hun tager ordene tilbage, lyder der et brag, og så falder vores verden sammen. På Guds ord skabes det rum, vi mennesker kan være til i. Gud ser, det er godt, og sådan er det på den anden dag, hvor himmelhvælvingen bliver skabt. Så tager Gud og samler alt vandet nede under himmelhvælvingen på nogen bestemte steder. Der bliver søer, der bliver have. Det tørre land kommer til syne, og Gud siger, at nu skal der også være planter, og det spirer frem med græs, blomster, træer og buske. Og der kommer dyr. Der kommer fugle på himlen og fisk i havet. Der kommer dyr på landjorden, og Gud sætter sol, måne og stjerner på himmelhvælvingen. Og så på den allersidste dag siger Gud, at nu vil han skabe mennesker. "Lad os skabe mennesker," siger Gud. "Lad os skabe mennesket i Guds billede." Og i Guds billede skaber Gud mennesket, så de står der som mand og kvinde. På en gang skabt. Begge skabt i Guds billede, og begge skabt i en akt. Og begge skabt, så de ligner ham. Ikke noget med, at den ene er skabt først, eller at den anden er skabt bagefter, som den anden historie om skabelsen har det. I ved, der hvor Adam skabes først, og så skabes Eva ud af Adams ribben. Det er der jo kommet en køn historie ud af gennem tiden med, at Adam skal være overordnet, og kvinden skal være underordnet. Han skal være nummer et, og hun skal sådan være en nummer to sekundavare, eller hvad man nu siger. Det behøver man overhovedet ikke at beskæftige sig med eller bekymre sig om i denne her første beretning, fordi der skabes de på en gang i en akt og står der jævnbyrdige og ligeværdige over for hinanden. Begge skabt i Guds billede, så de ligner ham. Det der med att Adam bliver skabt først og Eva bagefter, som det er i den anden beretning, og som man jo har tolket sådan, at Adam skal være overordnet og kvinden underordnet, sådan behøver man jo slet ikke at tolke det.
Jeg ved ikke, om I ved, hvordan Karen Blixen ser på dét med, at Adam bliver skabt først? Karen Blixen siger, at ja, selvfølgelig måtte Gud begynde med at skabe Adam, fordi Vorherre jo først skulle øve sig, før han kunne skabe det fuldkomne væsen! Men som sagt, den slags overvejelser behøver man overhovedet ikke at komme ud i i den første beretning. Der står mand og kvinde skabt jævnbyrdige, ligeværdige over for hinanden. Nu er hele verden blevet skabt på seks dage, og på den syvende dag hviler Gud. Først klapper han lige sig selv på skulderen og kigger så ud over hele verden og siger: "Det er godt. Det er endda rigtig godt, det, der er skabt." Og så hviler han sig på den syvende dag. Se, det er den første beretning om, hvordan verden bliver skabt. I den anden beretning er der også et problem med vandet, men det er der et problem, fordi der overhovedet ikke er noget vand, og derfor er det første, Gud må gøre i den beretning, at skabe en kilde. Og Gud skaber en kilde, der er som en flod, der breder sig ud i alle fire verdenshjørner, og den vander jorden. Og ud af det, der kommer ud af det, tager Gud så en klump jord, og så danner han et menneske. Former det, som om det var en lerfigur. Den er død og bliver først levende i det øjeblik, Gud puster sin livsånde ind i menneskets næsebor. Og så står Adam der. Han får navnet Adam, fordi han er taget af jorden. Jord hedder på hebræisk adamah, og Adam er taget af agerjorden. Adam er taget af adamah. Han er ganske enkelt en jordisk. Jeg har godt nok hørt nogen, der mente, at det skulle betyde, at han havde jord i hovedet, men det kan jeg ikke forestille mig, skulle være pointen. Han er jordisk for at sige, at vi mennesker er jordiske. Vi er taget af jorden, og vi hører jorden til. Det her er vores sted. Vi er ikke engle. Vi er ikke himmelvæsener. Vi hører jorden til. Adam, som nu er blevet skabt, bliver sat i en have, og så bygges hele verden så at sige op om ham. På den måde kommer der dyr til, og Adam får ovenikøbet til opgave at navngive dyrene. Og han navngiver dem: "Nå, der har vi en giraf - og nu kommer der en elefant. Små mus er der dér og edderkopper!" Og Adam finder en stol, fordi edderkopper er ikke lige hans kop te. Men heldigvis kommer der også en kat, og der kommer en hund, og alle dyrene får navne. Men Adam keder sig hjerteligt, så en dag da Gud kommer forbi, beder Adam om der ikke godt kunne komme en, han kunne tale med - og sådan set også kunne noget mere med. Så siger Gud: "Læg dig til at sove." og Adam lægger sig til at sove, og ud af Adams ribben skaber Gud så kvinden. Hun får senere navnet Eva. Det betyder 'mor til alt levende'. Da Adam ser hende, siger han: "Hun er ben af mine ben. Hun er kød af mit kød." Og jeg tror, at Adam dermed siger: "Hun er ligesom mig. Vi to er et og det samme. To alen af et stykke." Men som jeg sagde før, er der nogen, der har tolket det helt anderledes, som om det skulle betyde, at manden skulle være overordnet, og kvinden være underordnet. Sådan fortælles om skabelsen i den anden beretning, og I kan skkert godt høre, at det er to meget forskellige historier. Den ene fortæller om et urhav, hvor vandet er et problem, fordi der er alt for meget af det, og hvor mennesket bliver skabt til sidst. I den anden beretning er vandet et problem, fordi der ikke er noget, og dér skabes mennesket som det allerførste, og verden bliver bygget op omkring det her menneske. Man kunne spørge sig selv, hvorfor i al verden mon Bibelen har to meget forskellige beretninger lige der i begyndelsen om, hvordan verden er blevet til? Det er jo ikke til at vide. Men måske fordi man derved vil sige, at det vigtige i de historier er såmænd ikke, om verden er skabt på den ene eller den anden måde. Nej, det vigtige i de her to historier er, at der bliver sagt noget sandt, noget virkeligt om det at være menneske. Der bliver sagt noget om, hvad det vil sige at være et menneske. Der bliver sagt noget om vores verden, noget om vores tilværelse. Der bliver sagt noget om vores grundvilkår. Der bliver sagt noget om Gud. Det er det vigtige i de her historier. Det er ikke så meget, om det nu er sket sådan, eller det er sket sådan. Det kunne være sket på så mange andre måder, en tredje, en fjerde, en syvende eller en tiende. Men det vigtige, sandheden i de her historier er ikke, hvordan det er sket, men at der siges noget sandt, noget væsentligt om os og vores liv. Og det gør der, for de er faktisk, så forskellige de to fortællinger end, meget meget enige om at understrege, at denne her verden er en god verden. Gud er med i den. Han vil den. Han har
skabt den. De er også meget enige om at sige, at mennesket er skabt. Vi skal ikke skabe os selv. Vi er så at sige skabt. Det er jo en utrolig lettelse især for alle dem, vi færdes sammen med, at vi ikke skal begynde med at skabe os selv forfra. Vi er så at sige noget, også før vi overhovedet åbner munden for første gang, så er vi noget. Uanset hvad vi gør, eller hvad vi siger, så er vi noget, bare i og med at vi er til. Vi skal ikke skabe os selv forfra. Vi har en værdi, i og med at vi er skabt. De to beretninger er også meget meget enige om at sige, at der er et særligt forhold mellem mennesket og Gud. Ganske vist er vi jordiske, vi er skabte og deler vilkår med alt andet, der er skabt, men der er en helt særlig forbindelse mellem os mennesker og Gud. Det siges i den ene beretning ved, at vi er skabt i Guds billede, og i den anden beretning siges det ved, at man har Guds livsånde blæst ind i sine næsebor. Nok er vi jordiske. Nok er vi ikke himmelvæsener. Nok er vi ikke engle. Vi er bundet til jorden. Det er vores sted. Men, siges det, Gud binder sig til os. Han binder sig til os med sit liv og med sin ånd, og det er da noget af en livline at have! Men se, faktisk er vi overhovedet ikke kommet til vores verden endnu. Faktisk er vi næsten kun lige begyndt og slet ikke ankommet til den verden, vi kender. Hvordan vi ankommer til den verden, skal vi høre mere om. Men først skal vi synge den næste salme. (Menigheden synger Kærligheds og sandheds Ånd) Se, verden er skabt godt. Gud vil det bedste. Han vil verden. Han vil sit menneske. Han vil livet. Men mennesket vil ikke. Mennesket vil sig selv langt mere, end det vil det, som Gud vil. Der indtræder med andre ord en krise mellem Gud og mennesker. Det er ikke Gud, der kommer i krise, men mennesket kommer i krise, fordi det vil sig selv og ikke vil Gud. Ikke vil den verden, Gud har skabt. I Bibelen kaldes den krise for synd, og det er ikke bare, fordi det er synd og skam, at mennesket ikke vil det, som Gud vil, og ikke vil den verden, som Gud vil. Men det kaldes synd, fordi synd betyder afstand, og det, der sker, er, at mennesket kommer på afstand. Kommer påafstand af det, det skulle være. Kommer på afstand af Gud. Kommer på afstand af verden. Der kommer afstand ind, hvor der ellers skulle være sammenhæng. Afstand ind mellem mand og kvinde. Afstand ind mellem mennesker i det hele taget. Mellem brødre, mellem søskende. Mellem dyr og mennesker. På alle leder og kanter kommer der afstand ind. Der sker et fald. Ud af denne gode verden, som Gud har skabt, falder mennesket, og der kommer den afstand. Faldet, krisen indtræffer i flere akter, og den allerførste af de akter foregår på følgende måde: Mennesket er nu i Edens Have, skabelsen, den ode skabelse. Man er der, og man må alt. Alt er tilladt. Man må spise af alle træer, man må drikke af alle kilder. Man må tage af alle frugter, man må plukke alle bær. Man må alting. Man må gå alle steder. Der er kun en ting, man ikke må. Man må ikke spise af Kundskabens Træ. Men undskyld mig - herreste gud! Er det noget problem? Når man nu må en million ting, så er det da fuldstændigt ligegyldigt, om der er en ting, man ikke må? Men nej, det er ikke ligegyldigt, for sådan, siger historien, er vi mennesker indrettet, at om så vi kan og må hele verden... Hvis der er en ting, vi ikke kan, eller en mulighed, der ikke står åben for os, så reagerer vi som små søm: "Der er sandelig ikke nogen, der skal begrænse min livsudfoldelse! Der er sandelig ikke nogen, der skal sætte grænser for mit liv på nogen som helst måde. Ikke tale om!" Og så går vi målrettet og målbevidst efter den ene ting, vi ikke kan og ikke må, i stedet for at se på alt det, vi kan, og alle de muligheder, der er. Og sådan, fortæller Bibelen, er det også med de to første mennesker, Adam og Eva. De kan hele verden, men den ene ting, de ikke kan og ikke må, nemlig at spise af Kundskabens Træ, bliver pludselig det eneste vigtige for dem, og derfor er de meget, meget nemme at lokke, da slangen en dag kommer hen til dem og siger: "Er det virkelig sandt, at Gud har sagt, at I ikke må spise af noget træ i hele haven?"
Og det er jo ikke sandt. Gud har faktisk sagt, at de må spise af alle træer i hele haven. Der er bare et, de ikke må spise af. Men ved at stille sit spørgsmål på den måde, snedigt og slesk, får slangen så at sige mennesket til at se: Der er noget, jeg ikke må. Der er noget, jeg ikke kan. Der er grænser for mit liv her, for min udfoldelse. "Er det virkelig sandt, at Gud har sagt, at I ikke må?" Og pludselig bliver Gud en forbudsgud i stedet for en Gud, der giver muligheder, giver liv og åbner for verden. Og da først den tanke har taget form inde i mennesket, er det nemt for dem at plukke af frugten på træet, sætte tænderne i og spise. Først kvinden og bagefter manden. Det er fortalt med en dyb, dyb ironi. Nu har man spist af Kundskabens Træ. Nu skulle man jo forestille sig, at ens øjne åbnede sig, så man kunne se til verdens ende og ned til dens dybder og virkelig ud til dens vidder. Men hvad er det, man opdager? Man opdager, at man ikke har tøj på. At man er nøgen. Det er jo virkelig ironisk. Her står man klædt af til skindet i al sin jeg-vil-selv-bestemmehed. Sin ingen-skal-sætte-grænser-for-mit-livhed. Sin der-er-ikke-nogen-der-skal-begrænse-minudfoldelsehed. Der står man klædt af til skindet. De finder nogle figenblade, men der skal nogen figenblade til at skjule den nøgenhed. Og så kommer Gud om aftenen og spørger: "Hvorfor gemmer I jer?" (for de har gemt sig) "Vi opdagede, vi var nøgne." "Har du spist af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?" "Det var ikke mig. Det var kvinden, som du for øvrigt selv har sat ved min side. Det var hende, der gav mig, og så spiste jeg," siger Adam. "Hvad er det, du har gjort?" "Det var ikke mig. Det var slangen. Den lokkede mig." Kan I høre det? Allerede her indtræder der en afstand. Ansvarsforflygtigelsen. Ikke mit bord! Det er en andens skyld! Det er ikke mig! Dommen falder. Meget kort. Meget kontant. Slangen skal næsten blive til støv igen. Den skal krybe i støvet. Den skal æde støv alle sit livs dage. Kvinden skal føde børn med smerte, og hendes mand skal herske over hende. Og manden, Adam, skal arbejde i sit ansigts sved, og jorden skal nu ikke længere give ham frugtbarhed. Den skal spire med tjørn og tidsel. Det skal være hårdt for ham, men det værste er, at de nu ikke længere kan være i Paradisets Have. De bliver lukket ud udenfor. Ud i det åbne, grænseløse. Det var det, de gerne ville, men der udenfor er der en ny grænse, nemlig døden. De er taget af jord, og de skal nu blive til jord igen. Det er den nye begrænsning, der indtræder i deres tilværelse. Og så bliver de ellers smidt ud af Paradisets Have. Men dermed er ikke alt sagt, for lige inden de bliver smidt ud, så sker der noget pudsigt: Gud giver dem tøj på. Det er jo egentlig en pudsig detalje. Hvorfor gør han det? Er det, fordi det er koldt, snestorm eller væmmeligt eller regnvejr der udenfor? Måske. Men måske ligger der også noget andet i det tøj, at når Gud fremover ser på sit menneske, ser han ikke klædt-af-til-skindetheden, oprørskheden, jeg-vil-selvheden, ingen-skalbegrænse-mit-livheden. Men han ser det tøj, som han selv har givet os på. En kærlighedens kåbe, der skjuler en mangfoldighed af synd. Og når vi fremover ser på hinanden, ser vi heller ikke klædt-af-til-skindetheden, oprørskheden, jeg-vil-selvheden, men vi ser det tøj, som Gud har givet os på. Kærlighed, tilgivelse, anderledes sagt. Eller sagt med endnu andre ord: Når vi spejler os i den her historie, så ser vi os selv, hvis vi ellers tør, klædt af til skindet. Men vi ser ikke bare det, vi får også lov til at se os selv med tøj på igen. Vi får lov til at se os selv som set på med kærlighedens øjne, og det er vel først sådan set, at man virkelig kan leve som menneske. Her er kommet den første afstand ind, og nu er mennesket kommet ud uden for haven, uden for Paradis. Men der sker endnu mere. Der er to mennesker. Kain og Abel. De er brødre, og de har det som brødre har det: de vil gerne være i kridthuset hos deres forældre og endnu mere Gud. De vil gerne være der, hvor det sker. Der, hvor det sner. Der, hvor solen skinner. Der, hvor der er rart at være. Der, hvor man virkelig kan mærke, at nu rykker det, nu gør man en forskel. Der,
hvor - som I sikkert kender - man, når man kommer gående med sin bakke i kantinen, sætter sig, fordi man kan mærke, der er godt at være. Der vil de gerne begge to være. Og der er Abel. Solen skinner, og Abel har det rigtig godt. Han ofrer til Gud, og Gud ser nådigt til ham og hans offer. Men Kain står ved siden af. Han har også ofret til Gud, og Gud har ikke set nådigt til ham eller til hans offer. Kain er udenfor. Han vil også gerne være der, hvor tingene sker, men der er han ikke. Der, hvor Kain er, er der koldt, der er klamt, og der er mørkt. Der er ubehageligt. Der er ikke nogen, der lige slår en vej forbi og siger: "Giver du en kop kaffe?" Eller "Kom over til en øl." Der er ingen. Der er bare tomt og ensomt, og Kain længes af hele sit hjerte efter at komme derhen, hvor Abel er, hvor solen skinner. Men han kan ikke komme derhen, og da vokser den misundelsens slange i ham, der siger: "Hvorfor kan jeg ikke være der, hvor Abel er? Måske, fordi Abel står og fylder? Måske er det bare så enkelt, at hvis jeg får Abel ud, så kan jeg selv komme ind?" Den tanke sætter sig fast i Kain, og næste dag ude på marken tager han en sten og slår sin bror Abel ihjel, ud fra den tanke, at 'bare jeg får ham ud, så kan jeg selv komme ind'. Men der gør han regning uden vært, for intet menneske kommer ind i livet ved at smide et andet menneske ud af livet. Gør man det, så kommer man kun endnu længere ud, end man nogensinde før har været. Og helt derud kommer Kain. Til Jordens alleryderste egne. Han bliver flygtning. En fremmed. Forladt af alt og alle. Selv Gud, og enhver kan slå ham ihjel. Og igen er så ikke alt sagt. For da Kain råber sin fortvivlelse ud og siger: "Det kan jeg ikke bære!", så sætter Gud sit mærke på ham. Han er mærket som den brodermorder, han er. Men mærket er også et beskyttelsestegn. Guds tegn på, at Gud er med ham, også som den brodermorder, han er, og også i den tilværelse, han nu skal ud at leve, og således mærket kan Kain drage ud og leve det liv, han skal, på Jordens yderste egne. En sidste historie om afstanden, der kommer ind i menneskets liv, om, hvordan det er, hvilke vilkår der er i vores verden. Det er historien om, at menneskene opfører sig så tåbeligt, så forfærdeligt, at Gud siger: "Det dur ikke. Jeg må begynde forfra." Og så sender han en kæmpe vandflod, en syndflod, ned over hele verden. Lidt plat sagt: Han holder storvask. Nu skal der vaskes rent. Nu skal alt det snavs væk, al den ondskab væk, som menneskene bringer på Jjrden, og det er kun Noa, hans familie og et par af hvert dyr, der overlever i en ark. Og så lander efter lang, lang tid arken - alle er druknet i vandfloden, og vandet er forsvundet igen - og arken lander på tør grund. Og Noa går ud sammen med de andre. Han ofrer til Gud, og så kommer det ganske, ganske besynderlige, at Gud siger, mens han indsnuser den herlige duft: "Umm, hvor er det dejligt med det her offer." Og så siger han: "Men mennesket er ondt. Sådan har det altid været, og sådan vil det for øvrigt altid være. Ondt." Det er jo virkelig ganske mærkeligt. Nu er Gud lige begyndt forfra. Han har lige så at sige renset det hele og skabt en ny skabelse, for at det kunne blive rent, for at det kunne blive ordentligt, for at det kunne blive godt, og så konstaterer han, at mennesket er ondt, og sådan vil det altid være. Men så siger han en ting til: "Men selvom det er sådan, så vil jeg aldrig mere begynde forfra igen, sådan som jeg har gjort nu. Jeg vil aldrig mere sende en vandflod ned over Jorden igen for at begynde forfra. I kan stole på mig. I kan regne med, at selvom I er, som I er, så vil jeg stadigvæk være jeres Gud. Og her skal I se! I får regnbuen som et tegn på det." Og så sætter Gud regnbuen på himlen som et tegn for os mennesker og for sig selv. "Det er rigtigt, at jeg har husket, at selvom de er, som de er, så har jeg lovet, at jeg aldrig mere vil øelægge dem og udslette Jorden, som jeg gjorde dengang med syndfloden." Hvis man skal sammenfatte og sige, hvad det er, der fortælles gennem de her historier, ja, så er det vel historien om, at det hele begyndte godt, var tænkt godt, men at der indtræffer en krise. Mennesket kommer i krise, fordi det vil sig selv og ikke den gode skabelse, som Gud vil. Mennesket kommer ud og lever det liv, som vi kender med død og mørke. Det, som er vores vilkår. Vi lever på jorden. Vi er taget af jorden. Vi skal blive til jord igen, men dermed er ikke alt sagt. Gud er nemlig med også ude i den verden, vi lever i. Han er ikke kun i Paradiset. Han er også med i det liv, vi lever her og nu. Det er tøjet et tegn på. Det er kainsmærket et tegn på. Det er regnbuen et tegn på.
Der er et lys. Skabelsens lys, det der bliver skabt på den første dag, som er langt mere end sol, måne og stjerner. Skabelsens lys, der følger os også her i vores verden. Skabt på den første dag i ugen, ganske som der påskemorgen på den første dag i ugen bliver skabt et lys ind i dødens mørke. Det skabelsens lys bærer os. Det har vi i ryggen. Det løfter os, og det følger os og lyser for os og kaster lys over os også her i den verden, vi lever i nu, med død, med mørke, men der er noget mere at sige, nemlig Gud, nemlig lyset. Skabelsens lys. Amen.