SM-foredrag 29. maj 2012 Af Hans Raun Iversen, Lektor i Praktisk Teologi på Københavns Universitet Haves: Sognediakonalt arbejde. Ønskes: Mere sognediakonalt arbejde Biskoppernes diakoniudvalg gennemførte i år 2000 en undersøgelse omkring diakoni i alle landets sognemenigheder. 1617 ud af 2123 sogne svarede, altså 76 procent, så undersøgelsen skulle være ganske dækkende. I 2008 gennemførte Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer en undersøgelse, hvor 764 ud af 1000 adspurgte individuelle menighedsrådsmedlemmer berettede om såvel igangværende som ønskede diakonale aktiviteter i deres sogne (ved siden af en hel masse andet). Også denne undersøgelse, der nu er offentliggjort i serien Perspektiv på folkekirken som oplæg til menighedsrådsvalget, er ganske dækkende med en svarprocent på 76. Hovedansvar for begge undersøgelser har ligget hos Landsforeningens konsulent, mag. scient. soc. Steen Marqvard Rasmussen, som derfor også har kunnet sørge for, at der så vidt muligt er brugt sammeordvalg og udtryksform i de to undersøgelser, så de i nogen grad kan sammenlignes. Når det alligevel kan være nogle forskelle mellem resultaterne, som mere skyldes teknik end faktiske udviklingstendenser gennem de otte år mellem undersøgelserne, skyldes det især to ting. For det første var det menighedsrådene som sådan, i praksis sikkert oftest menighedsrådsformændene, der skulle svare i den første undersøgelse, mens det var udvalgte individuelle menighedsrådsmedlemmer, der svarede i den anden. Derfor kan man forestille sig, at den første undersøgelse er besvaret ganske nøje, idet alt er talt op af formændene, mens de individuelle medlemmer har svaret med mere løs hånd. I samme retning kan det have virket, at denne sidste undersøgelse spurgte til i alt 25 aktiviteter af enhver slags, mens den første kun spurgte til 13 diakonale aktiviteter. Der kan også være andre forbehold. Fx er det somme tider svært at sige om noget, fx en genbrugsbutik, der ligger i sognet, nu også er sognets? Og ofte er det jo (heldigvis) også sådan, at der samarbejdes på kryds og tværs, fx kan Røde Kors og kirken være fælles om en besøgstjeneste eller en selvhjælpegruppe. Livet er langt mere mangfoldigt end selv de bedste spørgeskemaer, så resultaterne skal allerede af den grund snarere tages som en strømpil end som den skinbarlige sandhed. Status for 10 diakonale aktiviteter på landsplan opgjort i procent af alle sogne 1
Er i gang i sognet 2000 Prioriteres i fremtiden 2000 Er i gang i sognet, evt. sammen med andre 2008 1 Ønskes sat i gang fremover i 2008 Samvær o.l. for 74 1 69 plus 16 2 8,6 plus 8,6 ældre Besøgstjeneste 28 6 28 9,4 Uddeling til jul 35 1 45 0,0 Samvær for 29 3 27 8,0 dagplejere Værested for B/U 18 3 13 8,4 Værested voksne 10 2 12 5,8 Genbrugsbutik 16 1 9 1,6 Aflastningstjen. 5 2 Ikke med i 2008 Ikke med i 2008 Selvhjælpsgr. 6 3 7 5,2 Flygtning/indvan. 8 3 6 5,4 Billedet er alt i alt ganske stabilt. Der foregik ganske meget diakonalt arbejde på sogneplan både i 2000 og 2008. Når man medtænker de nævnte forskelle i undersøgelsernes teknik, kan man endda overveje, om arbejdet har været voksende? Men det kan undersøgelserne (desværre) ikke dokumentere. Derimod er det spændende, at der i 2008 ikke er spurgt til menighedsrådets aktuelle prioriteringer som i 2000, men til menighedsrådsmedlemmers ønsker mht. diakonalt arbejde i fremtiden. De vil gerne have mere, ganske meget mere! Ofte mangler de måske ressourcerne, andre gange mangler de måske kun en hånd til at få organiseret akkurat det arbejde, der er mest brug for i sognet? Ingenting kommer af ingenting. Hvis man læser jubilæumsbogen til Samvirkende Menighedsplejers 100års dag for 10 år siden, kan man følge, hvordan ideerne til disse aktiviteter opstod, og hvordan MP har arbejdet for at få dem sat i gang i sognenes liv. Et andet træk i den nye undersøgelse er, at de adspurgte menighedsrådsmedlemmer især ønsker sig mere trosstøttende arbejde i sognet: Højt på listen står en sikker succes som babysalmesang sammen med ungdomsgudstjenester, samtalegrupper om tro og studiegrupper om kristendom og andre religioner. Men lige efter kommer ønskerne om mere diakonalt arbejde. Tilmed kan det være, at ønskerne om henholdsvis trosstøttende og diakonalt arbejde kan hænge fint sammen. Det vil jeg overveje i det følgende. Forholdet mellem tro og praksis i kristendommen 1 Hvor der foreligger svar fra mere end et menighedsrådsmedlem fra samme sogn, er kun den første svarers faktuelle oplysninger medregnet, så samme sogn ikke tælles to gange. 2 Der er i 2008 brugt formuleringerne Social aktivitet for menigheden og Social aktivitet for mennesker af forskellig religiøs overbevisning. 2
Der er mange forbindelseslinjer mellem kristen tro og praktisk erfaring. Jeg vil pege på to forbindelseslinjer, hvor diakonal indsats står centralt: For det første kommer kristen tro ofte af oplevelser af, hvad andre gør. Det passer stort set ikke, når det hævdes, at tro kommer af forkyndelsen, måske sågar af forkyndelsen alene. Forkyndelse og diakoni står på linje med hinanden med muligheder for at være trosoprettende. Selv Bultmann vidste, at man kan walk a talk. Og Johnny Cash synger passioneret: Would you walk another mile? For det andet får troen ikke holdbarhed, hvis den ikke modtages i og udtrykkes gennem kroppen og for så vidt fortsat opleves kropsligt. Den fryd, som kristenmanden ikke springer højt over, er sjældent så stor, at den bliver siddende i kroppen. Luther har fat i en vigtig side af sagen, når han siger, at gerningen går ud fra troen, og vender tilbage til troen, som først derigennem bliver sig selv var (WA 6,249, 32f.). Det gælder om troen, som det gælder om alle gode indsigter, styrkes de ikke ved at blive praktiseret, så de bakkes op af erfaringsbærende oplevelser, svinder de hen. Når der måske er for lidt kristentro i Danmark hænger det sammen med, at der er for lidt diakonal praksis. Færre kommer til tro, hvis der ikke aflægges kristent vidnesbyrd med hænder og fødder. Og troen får vanskeligere ved at vinde bestand i kristne mennesker, hvis den ikke praktiseres i form af indsats for andre mennesker. Vi kender det alle sammen, men lad mig alligevel illustrere med to eksempler. Else i Tårbæk ca. 1985 og Jens i Avedøre 2012. Der var ikke meget gudstjeneste i kirken i Tårbæk den Kyndelmissesøndag eftermiddag. Men Else fik alligevel holdt gudstjeneste ved efter gudstjenesten i kirken at tage sig af manden, der havde mistet. Lidt af det samme skete måske i Avedøre i 2012. Om det blev til opbyggelse for Jens ved jeg ikke, men episoden blev i hvert fald en god prædiken for den garvede, mandlige præstekone. I begge tilfælde handlede det om, at være opmærksom, at bedømme situationen og gøre det fornødne, sådan som det kræves af den, der går ind i kristen spiritualitet. Det er en vigtig indsigt i en spiritualitetshungrende tid, at indre fordybelse i kristen tro og praktisk udmøntning af troen er to sider af samme sag, som ret beset ikke kan være hinanden foruden. De største pionerer for kristen kontemplation og disciplineret åndeligt liv som Ignatius af Loyola og Thomas Merton ivrede samtidigt for diakonal indsats og praktiserede selv livet ud at leve sammen med det fattigste. 3
Dels var de hyper-kritiske overfor en fromhed, der lukker sig om sig selv, dels var det deres erfaring, at mennesker kan møde Gud, og at Gud taler til os, fuldt så meget i mødet med vore dårligst stillede medmennesker som i den indre fordybelse. Tilmed er der en grundlæggende ensartet struktur i den indsats, der fordres af den kristne i henholdsvis indre meditativt og ydre diakonalt liv. Det er blevet særligt klart med den nye opfattelse af, hvad diakoni egentlig betyder, som har vundet frem siden John Collins bog on Diakonia i Det nye Testamente fra 1990. Kristen praksis som opmærksomhed, bedømmelse af mulighederne og handling Ordet diakonia er det mest brugte om den kristnes liv i NT. Det betyder at være sendt af én, i sidste instans af Gud selv, for at gøre afsenderens gerning over for en tredje, som man møder på sin vej. Det er det, Jesus gør, når han gør Guds gerning overfor mennesker, og derfor kalder sig en diakon: Jeg er i blandt jer som én, der tjener. Går vi nærmere på, består diakonien i at være meget opmærksom, sådan som husets diakon, tjeneren, skal være det i forhold til husherrens gæster. På engelsk kan man kalde den fase for attention, den udelte opmærksomhed. Her er der tale om, som Kierkegaard siger det, at man skal ydmyge sig under den anden, som man ikke forstår, idet man prøver at forstå den anden, ligesom vedkommende forstår sig selv og måske endda lidt bedre. Observerer man så, at noget er på spil hos den anden, må man tage stilling til, om der her kan gøres noget. På engelsk taler man her om discernment, som er et meget betydningsladet ord, som i den engelske bibel bruges om det, der på dansk hedder at bedømme ånderne. Der er ikke tale om en hvilken som helst situationsanalyse, men at lytte sig ind til, hvad der er Guds vilje, hvad Jesus ville have gjort i en situation som denne. Der er altid flere muligheder. Man kan gå forbi, man kan standse op, men hvad er så, man skal sige eller gøre, hvis man standser op. Det tredje led er handlingen, action, at man gør, hvad der kan bør gøres, som vi kender det fra fortællingen om den barmhjertige samaritaner. Det er akkurat de samme tre faser, der må gennemgås i forskellige former for meditation og ikke mindst, hvis man skal være åndelig vejleder for andre. Man må være opmærksom til det yderste, men må søge at finde Guds vej mellem de muligheder, der er at vælge mellem, og man må handle, trofast og vedholdende gøre det fornødne. Det må man gøre i sin eget forhold til Gud og det må man gøre i forhold til andre mennesker. Det er helt igennem to sider af samme sag i kristendommen. Det går ikke af sig selv, der kræver beslutsom indsats, og det kræver ikke mindst, at der er vejledning at få, at der er nogle, der går foran, så andre kan følge efter. 4
Diakoni og samfund Kirken og den kristne tro vantrives uden diakoni. Men hvad med samfundet? Man kan tænke, at verden er fortabt, hvis ikke mennesker fastholdes i troen på Kristus og den form for medmenneskelighed, han repræsenterer. Men man kan ligeså vel tænke, at det er de mest inderligt kristeligt troende, der er hurtigst til at svigte elementære menneskelige værdier. De amerikanske præsidenter Richard Nixon og George W. Bush kan illustrere den tendens. Ser vi på det 20. århundredes ikoner som Ghandi, Mother Theresa og Mandela, havde de måske nok alle en vis forbindelse til kristendommen, men de værdier, der gav dem deres unikke personlige styrke, var af universel karakter. Det samme gælder for grundprincipperne i historien om den barmhjertige samaritaner, der ikke var kristen, ikke engang jøde, men dog gjorde det, som skal til for at arve evigt liv. Meget tyder derfor på, at der er brug for alle ressourcer og kræfter, kristne som humanitære etc. Vi kan illustrere sagen med tre eksempler fra den danske diakonis historie. Det første hentes fra den historiske fremstilling af Diakonissestiftelsen særlige profil gennem stiftelsens første 15 år 1863-2013 (Malchau 2013). Man kan sige, at det hele begyndte med kønnet: Et meget stort antal kvinder fra alle samfundslag længtes efter at skabe deres eget liv i en situation, hvor kvinder længe formelt og endnu længere reelt var umyndiggjorte. Derfor gav diakonissefællesskabet dem nogle muligheder, som de ellers ikke ville have fået de fik i fællesskab fødderne under egne borde i et snart meget stort hus med mange slags aktiviteter, fordi de længe før Tvindskolerne opfandt den strategi lod deres individuelle lønninger gå ind i fælleskassen. Men disse kvinder havde andet og mere end deres køn. De havde også hver især et personligt kald, som man kan se det dokumenteret gennem deres individuelle ansøgninger om optagelse som diakonisser. I fællesskab udviklede de dernæst det dynamiske samspil mellem kønnet og kaldet til nye faglige kompetencer, særligt på sygeplejens område, men også i store dele af det sociale arbejde, hvor diakonissernes indsats i uddannelse og praktisk arbejde satte nye standarder i dansk social- og sundhedsvæsen. Det andet eksempel handler om folkekirkens og efterhånden også mange andres omfattende ældrearbejde (se ovenfor s. ). Tidligere måtte de ældre klare sig selv, ofte var de på aftægt hos børnene eller den nye ejer af deres gård eller de komme på fattighuset, hvis der ikke var nogen til at støtte dem. I de byerne opdagede man kun langsomt for 120 år siden, at de ældre indvandrere havde særlige behov akkurat som det langsomt bliver opdaget, at det gælder for de første generationer af ældre indvandrere (fx gæstearbejdere fra 1960 erne) i dag. Den første leder af Samvirkende Menighedsplejer, Alfred Th. Jørgensen, fortæller således om begyndelsen til det 5
omfattende kirkelige ældrearbejde, først med skovture fra nkøbenhavn og snart med mange andre aktiviteter rundt i så at sige alle landets sogne: Det var i August Maaned 1906. Varmen var trykkende. Alle, der kunne forlade Byen, drog ud i Naturen, selv om det kun var paa Skovtur Søndag Eftermiddag. Aviserne havde indtrængende bedt om Sommerophold for Feriebøn. Da slog det ned i dem, der sad paa D.S.Mpl.s Kontor: Hvorfor er den ingen, der tænker paa de Gamle? (cit. efter Malmgart 2002, 27). Også det tredje eksempel har næsten klassikerstatus: Hvordan begyndte den kirkelige krise- og telefonssjælesorg i Danmark? Det gik således til: En præst i Helsingborg havde i april 1956 indrykket følgende annonce i avisen: Inden De begår selvmord, ring til Helsingborg 19730. Straks var Ekstra Bladet på banen med en opringning til Korshærens Chef, Haldor Hald, hvis telefon naturligvis også var åben. Det blev til en artikel i avisen med overskriften: Ring til mig, hvis De tænker på selvmord. Om Ekstra Bladet primært tænkte på avissalget eller på at formidle kontakten mellem selvmordstruede mennesker og kirken, skal vi lade være usagt. Resultatet blev, at Haldor Hald blev kimet ned, så arbejdet måtte organiseres som den, vi i dag kender som Nikolaj Tjenester i alle landet større byer (Slumstrup 212, 1911ff.). I alle tre eksempler har vi at gøre med diakonale initiativer med vigtige samfundsmæssige konsekvenser. Om det primært var kristelige holdninger eller mere alment menneskelige og praktiske forhold, der blev afgørende, er ikke til at sige. Derimod står det klart, at det overalt handler om, indlevelsesevne i forhold til andre menneskers situation og beslutsomhed, når det gælder om at handle derefter ved at gribe mulighederne i situationen. En engelsk lærebog i socialt arbejde (Jones m.fl 2008), som er skrevet af professionelle socialarbejdere uden kristelige referencer, peger stærkt på, hvordan det sandt humane konvergerer med det sandt kristelige. Der er en række konvergenser mellem de helt konkrete principper, som de engelske socialarbejdere finder frem til, og en udlægning af historien om den barmhjertige samaritaner som den, Gerd Theissen (Theissen 1989) peger på: 1. Giv altid den anden den livschance for et værdigt liv, som han/hun savner/har mistet (antisocialdarwinisme). 2. Gør det efter bedste evne og dømmekraft og hvil i, at kun Gud er perfekt. 3. Du skal (kun) elske din næste som dig selv, ikke af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele dit sind (anti-selvudbrænding). 6
4. Tag det nødvendige ansvar (den gode autoritet), uden at tage ansvaret for den andens liv fra ham/hende (anti-dominans). 5. Mød altid den anden i øjenhøjde sæt dig helt i den andens sted, så du virkeligt hører og forstår den anden, før du handler. 6. Til social handling kræves faglig dømmekraft, som igen kræver fagkundskaber og erfaring, men i sidste instans ikke mindst empati og sans for den etiske fordring fra den anden. 7. I hjælperens funktion må du ydmyge dig under den, der skal hjælpes, jf. Fil 2,8, hvor tapeinein både kan betyde ydmyge sig og være mellem de små. 8. Magt må du kun bruge, når den anden er til umiddelbar fare for sig selv eller andre. I den situation især må man holde om og dernæst holde ved, fordi man holder af den anden, som kunne have været én selv. 9. Lad altid den anden kunne leve videre med den værdighed og respekt, du selv ønsker at leve med. 10. Som det gælder i den konkrete stillingtagen i socialt arbejde, gælder det i evalueringer af alle arter: Kvalitetsbedømmelser beror altid på et sæt kriterier, et perspektiv, som er til stede i evalueringen eller i evaluators dømmekraft (Dahler-Larsen 2008). Udfordringer til menighedsplejen i dag Jeg vil slutte med at pege på en række centrale udfordringer for menighedsplejen og det sognediakonale arbejde i dag. Jeg tager direkte fra rapporten fra det af biskopperne nedsatte diakoniudvalg fra 2001. På nogle punkter er der sket ændringer til det bedre, på en række andre punkter er der kun sket meget lidt. Diakoniens officielle og økonomiske status er grundlæggende forandret i folkekirken siden 2001. Dengang var diakoni og menighedspleje at betragte som en lidt privat sideaktivitet, som man kunne have, hvis der var nogle mennesker, der havde den særlige interesse i sognemenigheden. I dag står det klart, at diakoni er én af kirkens grundlæggende opgaver sammen med gudstjeneste, undervisning og mission. Ethvert menighedsråd kan frit prioritere midler til sognediakonalt arbejde på linje med gudstjeneste og kurser i meditation, hvis det er det, man vil. Det er et stort fremskridt, selv om der øjensynligt ikke er sket alverden i praksis på de sognediakonale områder. Måske er grunden den, at man har travlt med mange andre ting, som ofte giver succes i dag, måske går sognemenighederne ikke går konkret og beslutsomt til værks på det diakonale område. Vejledning hertil kan man finde mange steder, bl.a. i Diakoniudvalgets betænkning, hvor man opfordrede til, at der etableres tættere kontakt mellem lokale former for ikke-menighedsorganiseret diakonalt arbejde og sognemenighederne - samt mellem lokalt boende diakonale medarbejdere og deres sognemenigheder. Det kan ske under en række former - ud over de allerede eksisterende, hvor menighederne ofte stiller fx bestyrelsesmedlemmer og frivillige til de foreningsorganiserede diakonale arbejde - og hvor diakoner er fx menighedsrådsmedlemmer i sognene: 7
1. Menighederne kan opfordre lokalt arbejdende og/eller boende diakoner til at blive deres associerede diakonale medarbejdere, der således betragtes som udgående fra den lokale sognemenighed, hvor de derfor også naturligt kommer - og måske også påtager sig bestemte opgaver, fx at medvirke ved tekstlæsning eller altergang en gang pr. måned - eller at holde et diakonalt oplæg en gang om året. 2. Den samme ordning kan gælde for andre ikke-diakonindviede personer, der står i et stykke diakonalt/socialt arbejde, uanset om det er organiseret i kirkeligt eller andet regi. Endelig foreslår udvalget, at der åbnes mulighed for, at teologer og præster, der virker i den folkekirkelige diakoni, får mulighed for at virke som ulønnede hjælpepræster efter de samme regler, som gælder for teologer, der er ansat ved de teologiske fakulteter. 3. Menighederne kan også søge kontakt til lokale diakonale og sociale institutioner og arbejdsgrene med henblik på at få en fast rytme, der tydeliggør sammenhængen mellem menighederne og det diakonale/sociale arbejde i sognet. Det kan ske i forbindelse med fast kollektdag, en fast temagudstjeneste, hvor man tematiserer den sociale udfordring sammen med institutionen/erne i sognet og/eller fast kontakt gennem foredragsholdere fra eller besøg på institutionen/erne. Initiativet til et sådant tættere samvirke mellem de diakonale organisationer, de indviede diakoner og sognemenighederne må tages lokalt, men det kan støttes af en vejledning eller et idekatalog, som udvalget foreslår, at Dansk Diakoniråd tager initiativ til i samarbejde med Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. Fremtiden: Nogen må våge Hvor diakonien i de første årtier efter anden verdenskrig generelt stod til teologisk kritik og ofte kun blev nævnt under forsagelsen (Iversen i Nissen 2001:35-39), er den i dag alment accepteret om end ujævnt og relativt beskedent praktiseret i folkekirken. Biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd har tiltrådt diakonibetænkningen fra 2001, der nævner diakoni side og side med gudstjeneste, mission og undervisning som kirkens kerneopgaver. Det samme er slået igennem i kirkeministerielle betænkninger, love og bestemmelser siden årtusindskiftet. Et andet lille tegn på udviklingen er, at 2003-udgaven af den danske salmebog bringer 10 salmer under overskriften diakoni (no. 365-374), hvor af flere ikke blot er nye, men også dybt diakoni-teologisk forankrede (fx Ellingsens Nogen må våge og Vi rækker vore hænder frem, DDS. 366 og 367). Det er en ændring i forhold til 1953-salmebogen, hvor kun no. 323: Guds kærlighed ej grænse ved tematiserede ikke blot subjektets, men også næsten nød på diakoni-teologisk vis. Uden en tilsvarende spiritualitet, som den fx kan bæres frem gennem salmesangen, kan den kristne tros praktiske dimensioner ikke næres og leve. Det gælder også diakonien som den sendelse fra Gud, der 8
er bundet til Guds ødselhed i skabelsen som i frelsen, og til det evangeliske livsmod, som er modtaget, for at det kan gives videre. Et godt (dansk) udtryk for diakoniens spiritualitet og sindelag kan man finde i Johannes Johansens diakonindvielsesalme Rør ved vort hjerte, vor mund, vore hænder (no. 778 i Tillæg til DDS ad 1994), som imidlertid ikke kom med i 2003-salmebogen. Det er dog ikke kun det teologiske klima, der er ændret det er samtidigt de socialpolitiske vilkår, hvor det efter ca. 1980 ikke længere er muligt at tro på, at stat og kommune nogensinde kan komme til at dække alle sociale og sundhedsmæssige behov uden hjælp fra frivillige, civilsamfundet og erhvervslivet. På sin vis er det historiens ironi, at politikerne, især i København, nåede at få lukket fx diakonissestiftelsernes hospitaler og omdanne kirkelige plejehjem til kommunale, før et nyt politisk flertal nu arbejder for frivillighed og vidtgående privatisering af opgaverne i social- og sundhedssektoren. I den situation har både Sankt Lukas Stiftelsen og Diaknissestiftelsen taget revanche ved at gå foran med oprettelse af hospices, der nu er offentligt finansierede. Diakonien står kirkeligt og til dels socialpolitisk set stærkere i dag end nogensinde i det sidste halve århundrede. Den har en betydning den kan være med til at forsinke udviklingen en halv time, som Bjarne Lenau Henriksen selvironisk udtrykker det (Sørensen 2008:154), men dens omfang er ikke imponerende og dens profil ikke så skarp, at den for alvor sætter dagsordenen. Og dog ville den efterlade et ikke blot kvantitativt, men også kvalitativt tomrum i kirke og samfund, hvis den ikke var der. Som udviklingen i kirke og samfund tegner sig, vil diakonien fortsat være med i billedet, hvis den fastholder sin teologiske forankring og udvikler sig med tidens udfordringer og muligheder. 9