juni 2007 / nr. 28 Medlemsblad for De Berejstes Klub TEMA: BJERGLANDE

juni 2007 / nr. 28 Globen Medlemsblad for De Berejstes Klub TEMA: BJERGLANDE Vilde beretninger fra verdens toppe

26 16 41 46 TEMA KLUBBEN 6 Lesotho: LANDET OPPE UNDER SKYERNE Af Simon Staun Med firhjulstrækker gennem Lesotho - Afrikas mindste bjergland. 10 TEMA: Fem berygtede bjerge Af Jakob Øster 51 TIBET: PORTEN TIL HELVEDE Af Jakob Øster Røverhistorie om spioner og hemmeligt politi på verdens tag. 56 CAMEROUN: MOUNT CAMEROUN Af Lars Munk På bjergvandring iført Brøndby trøje og med en Guinness i lommen. 4 Leder Dette nummer af Globen er viet til beretninger om oplevelser i bjerglande. 5 Næste Tema Aloha! Fortæl dine historier fra paradis når vi sætter fokus på Stillehavet. 9 Rejsefolkets ultimative top20 Fokus på fem legendariske toppe og Giv dit bud på dine personlige favorit- tre vilde vovehalse. steder på kloden. 20 TIBET: TREKKING PÅ VERDENS TAG Af Lars Gundersen En hyldest til Tibet fra vor rejseleder og bjergekspert. ARTIKLER 12 VESTAFRIKA: TID ER PENGE - MEN IKKE I AFRIKA Af Per Allan Jensen 22 Nekrolog DBK medlem og TV producer Mogens Rasmussen er død. 23 Forside kandidater 30 GRØNLAND: THE NORTHERN PLAYGROUND Af Claus Virmer Betragtninger fra rejser gennem nogle af verdens fattigste lande. 16 YEMEN: POLITI-BLAF I YEMEN Se de flotte fotos der var med i opløbet om at komme på forsiden. 29 Svend G runder 100 lande Eventyrlig bjergbestigning i uudforsket Af Claus Qvist Jessen Portræt af Svend Garbarsch der har territorium i Østgrønland. Med bevæbnet eskorte fra checkpoint rundet et skarpt hjørne. til checkpoint og en tur i kachotten. 34 KINA: HEAVEN BY BIKE Af Martin Adserballe 24 BAHAMAS: ET STED I CARIBIEN 39 Bliv passivt medlem af DBK Introduktionstilbud for nye medlemmer. Medrivende beretning om verdens højeste cykeltur på Mt. Mustagh Ata. Af Arne Runge Arne møder en engel, drikker rom og må 61 Konkurrence 42 FRANKRIG: BESTIGNING AF MONT BLANC Af Kenneth Hvolbøl sågar en tur i kirke. 40 bukarest/rumænien: ET LAND/EN BY De bedste artikler i konkurrencen: En uforglemmelig overnatning på rejsen. 64 Nye medlemmer Tag med når Kenneth prøver kræfter Af Niels J.L. Iversen Se de sidste nye ansigter i klubben. med Europas kæmpe. 46 KIRGISISTAN: MED NAUM PÅ EKSPEDITION I KIRGISISTAN 5 ting du må vide om Bukarest - og en billedrejse rundt i Rumænien 66 Klubbens Kontaktpersoner Af Gerner Thomsen Underholdende beretning fra bjergperlen i det kaotiske ex-sovjet. 2 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007

NÆSTE TEMA Stillehavet Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Jakob Øster (ansv.), Jon Berghof, Per Allan Jensen, Gerner Thomsen Adresser s. 66 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: globen@berejst.dk Tekst / fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub INTRO Redaktørens forord Den yderste grænse Fordi det er der. Ikke det mest poetiske citat, og egentlig blot et svar givet i irritation over at skulle blive ved med at svare på det samme spørgsmål fra forskellige journalister. Alligevel står citatet i dag som et synonym med bjergbestigningen. Hvorfor i alverden vil du bestige verdens højeste bjerg?. Sådan lød spørgsmålet som den britiske bjergbestigningspioner George Leigh Mallory tilbage i 1920 erne fik stillet igen og igen. Mallory døde på Everest i 8.155 meters højde i år 1924. Det er uvist om han forinden, næsten 30 år før Sir Edmund Hillary, havde besteget bjerget og som den første nået verdens top. I hvert fald havde han, da hans lig endelig blev fundet i 1999, ikke længere det billede af sin kone på sig, som han altid havde sagt han ville placere på bjergets top, hvis det skulle lykkes for ham at nå derop. Stillehavet - historier fra paradis Aloha! Kridhvide sandstrande, blomsterkranse, drinks med paraplyer, sejlbåde der krydser det azurblå hav og smilende, afslappede mennesker. Fra Hawaii til Polynesien opfylder øerne i Stillehavet folks drømme om Paradis. Nu har alle berejste chancen for at fortælle om deres oplevelser på øerne i Stillehavet. Har du sejlet mellem Stillehavets øer, været på dykkerferie ud for en uberørt tropeø eller besøgt nogle af verdens sidst opdagede folkeslag på en af de mange tusinde små øer ude midt i dette verdens største hav, så er det med at fatte pennen og skrive ind. Forsidefoto: Rasmus Krath Aften i Ali Camp i Karakorambjergene før opstigning til Gondogoro La-passet, Pakistan. Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 500 ISSN: 1603-1458 Deadline til næste nummer: 5. august 2007 Tema: Stillehavet Bjergbestigning er en farlig sport, med alt for mange dødsofre, hvilket også fremgår af dette nummers bjergopslag. I DBK-regi er de flestes erfaringer med bjerge heldigvis af noget fredeligere karakter. Læs i dette nummer om fredelige bestigninger af Mount Blanc, Kilimanjaro og Mount Cameroun samt om trekking i Tibet og Kirgisistan. Men der er også vovehalse blandt medlemmerne i DBK. Medlemmer, der presser sig selv til den yderste grænse, men heldigvis formår at holde sig på den rigtige side. I dette nummer kan du læse Claus Virmers klatretekniske artikel om førstebestigninger i Østgrønland, Martin Anker Nielsen konkurrencevindende artikel om en uforudset overnatning i sneen i over 7.000 meters højde og Martin Adserballes fremragende artikel, Heaven by bike, om verdens højeste cykeltur. Som altid en stor tak til Jon Berghof for hans fremragende grafiske arbejde og for med sine kontakter at muliggøre det, vi så længe har ønsket nemlig at bringe hele Globen i farver. God rejse og god fornøjelse med bladet. Ud over alle de små klassiske øer ude i Stillehavet - Hawaii, Galapagos, Fiji, Tahiti, Samoa, Vanuatu, Mikronesien, Polynesien etc. - har redaktionen for at så mange som muligt kan skrive ind valgt at definere Stillehavets øer til også at omfatte Japan, Taiwan og Papua New Guinea. Til gengæld er Australien, New Zealand og øerne i Sydøstasien ikke medtaget. Redaktionen forsøger som altid at variere temaartiklerne mest muligt. Send derfor gerne en mail inden du begynder at skrive, især hvis du vælger at skrive om oplagte destinationer som Galapagos, Fiji og Påskeøen. Adressen er som altid globen@berejst.dk. Deadline for næste nummer er 5. august. Foto: Claus Qvist Jessen Annoncer: annoncer@berejst.dk Jakob Øster Medlemskab: www.berejst.dk Formand: Søren Padkjær, adresse s. 66 Kommende temaer De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. December 2007: Sydamerika (deadline 5. november) Marts 2008: Verdens vilde dyr (deadline 5. februar) Juni 2008: Road trips (deadline 5. maj) GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007

33 Solopgang med ulmende røg fra afbrændinger af rabatten. Brandbælter er uundværlige i så tørt et klima. 53 Selvfølgelig bliver man genert, når en helt fremmed, hvid mand begynder at tage billeder. 5 Jeg blev tilbudt at få en gratis klipning men takkede pænt nej. Saksen skræmte livet af mig. Tekst og foto: Simon Staun Det kræver tålmodighed, mod og faste baller at køre gennem Sanni-passet i Sydafrika til kongeriget Lesotho Landet oppe»er I klar til en solid gang afrikansk massage, råber guiden Steve, mens motoren under firhjulstrækkeren ryster, og vejen foran transformerer sig fra hensynsfuld humplet til brutalt bakket.«under skyerne Den kun 23-årige Steve Smith kender bjergene som sin egen baghave. Han har levet hele sit liv oppe under skyerne og bruger al sin fritid på bjergbestigning, fiskeri, jagt og mountainbiking. Så hvert eneste bump, hvert eneste sving og hver eneste klippeformation kender han lige så grundigt som sit spejlbilledes venlige træk. Han øser af sit brede historiske kendskab til områdets funktion som handelsvej, dengang skind og huder blev bragt fra Lesotho til Sydafrika på menneskeryg og frem til i dag, hvor Sanni-passet næsten udelukkende bruges til at fragte eventyrlystne turister mellem de to lande. Selvmordssvinget - Wow, tjek lige den fugl der, afbryder han sig selv, da en hollandsk døbt Lammerfanger indtager luftrummet lige over hovedet på os. Oppe under skyerne svæver en af verdens mest sjældne fugle og blærer sig med sit vingefang på over to meter. Den flyder majestætisk på de varme luftstrømme langs bjergsiderne. Man hører den ikke. Heller ikke den græssende flok antiloper hundrede meter væk. Det eneste, der bryder den totale stilhed, er det vintertrætte græs, der sagte hvisler, når bjergsiderne bugter sig som matgrønne bølger. - Nu skal I holde fast, vi kører snart gennem Whiskey-corneret, advarer Steve, mens han hiver voldsomt i rattet. Hvert eneste af de uretfærdigt mange hårnålesving bærer sigende og sarkastiske navne. Dette sving kræver, at man drikker sig mod til. Det næste hedder Selvmordssvinget. Så kommer Slangesvinget. Og efter det er man endelige oppe ved grænseposten mellem Sydafrika og Lesotho, hvor Afrikas højest beliggende pub Sani Top Charlet byder på velfortjente øl. Ølhytten Efter et stempel i passet og en øl indenbords kører vi videre til landsbyen Skeering, hvor et blafrende, hvidt flag signalerer, at der brygges og sælges frisk øl inde i den runde, lerklinede hytte. Vi banker på og inviteres indenfor af den kvindelige vært Makhotso, der med et karakteristisk håndtryk byder os allesammen velkommen. Det minder om en hiphopperhilsen med tre forskellige greb, der hedder Khotso, Pula og Nala. Fred, regn og rigdom. Fred er roden til alle fremskridt, landbruget kræver regn, og med de to faktorer er man godt på vej mod rigdom. En simpel men forståelig symbolik, når man befinder sig i et næsten vegetationsløst og historisk set krigshærget land. Vi sætter os ned i halvmørket og får serveret et krus øl i en rusten kop. Det smager meget gæret og sødt. Lidt som en mild og anelse syrnet juice. Den indeholder kun to procent alkohol og er dejlig kold i modsætning til hyttens gulv. Her midt ude i ingenting uden rindende vand og elektricitet bliver vi meget overrasket over at høre at der er indlagt gulvvarme. Ja, gulvvarme. Med et nøje udtænkt system har man anbragt en stor sten under ildstedet.»oppe under skyerne svæver en af verdens mest sjældne fugle og blærer sig med sit vingefang på over to meter.«ved siden af den en bunke mindre sten, der breder sig ud til hyttens mur. Over dem placerer man en masse grus, så varmen derved forplanter sig hele vejen ud under det fladtstampede lergulv. Udenfor fyger den bidende blæst GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 7

KLUB TOP 20 HITLISTE Rejsefolkets ultimative Top 20 Alle har vi vore favoritsteder rundt om i verden. Galapagos i sommers var jo federe end weekendturen til Harzen i -83, og solnedgangen fra Kuta Beach var altså også flottere end den fra Vesterhavet. Eller var den nu det, for uanset hvordan man vender og drejer det, er folks vurderinger af begrebet lækre steder yderst individuelt. Nogle rejsende tænder vildt på eksotisk dyreliv eller en flot og jomfruelig badestrand, mens andre har det bedst på et museum eller en markedsplads. Oveni har favoritter det med at variere med tiden og sindsstemninger, så den indre hitliste, man laver i dag, ikke er den samme som den, man laver om en måned eller tre. Lav din egen Top 20! Trods masser af forsøg er en egentlig hitliste over verdens rejsefavoritter helt umulig at lave. Det vil i bedste fald blive et personligt øjebliksbillede af verdens sandhed, men hvad nu hvis vi samler alle øjebliksbillederne og laver en samlet liste? Hvis nu alle Danmarks mest berejste laver deres egen prioriterede liste med de 20 lækreste steder? eller forkert udover slet ikke at lave nogen liste! Kan du ikke finde 20 steder, så er det helt ok at nøjes med 3, 10 eller 15 punkter; det vigtigste er, at du laver en liste og sender den af sted. Medmindre du siger det modsatte, vil alle listerne og kommentarer blive lagt på nettet, så vi på den vis får en slags De Berejstes Guidebog til fælles gavn og glæde. Udover en masse statistik kan man bruge andre medlemmers lister til inspiration til egne fremtidige rejser. Trods alle sine underlige regeringer er Iran et ualmindeligt farverigt og venligt land og med god grund en oplagt kandidat til en Top 20-liste hos mange af de rejsende, der har været der. Moskéen her stammer fra Yazd i det centrale Iran. Foto: Claus Qvist Jessen. Alle lister sendes pr. mail til top20@berejst.dk, meget gerne mærket Top 20 i emnefeltet. Husk at angive navn og medlemsnummer, og får du om tre måneder lyst til at ændre din liste, sender du bare en ny, og den gamle udgår. Som en lille gulerod har bestyrelsen lovet at udlodde tre lækre flasker vin blandt de medlemmer, der indsender sin liste med 20 lækre steder. God fornøjelse Bestyrelsen & CQJ hen over de golde højsletter. Indenfor strømmer varmen op gennem trekkingstøvlerne. Fantastisk. Rusten frisør Med optanket varme går vi rundt og hilser på naboerne, der har tilsvarende flag stående i andre farver. Et er rødt, et andet gult og et tredje grønt. Hos den ene sælges friskt kød, hos en anden majsmel og en tredje grøntsager. Gæt selv hvem? Vi skyder billeder af de lokale, storsmilende unger og pjatter med treårige Thabana Ntlenyana, hvis navn betyder Smukke, lille bjerg. Hun hjælper til med at klippe sin søster, der er for genert over de hvide gæster til at ville afsløre sit navn. Tanken om de tilbagestående afrikanere får lov at leve her. Billedet bag på kameraets display får dem til at gå helt i koma. Efterfølgende tænker jeg, at vi heller ikke har set et eneste fotografi i hytterne. Til gengæld har vi set utallige smil. Og på det område kunne vi danskere jo godt karakteriseres som tilbagestående mod de turister, der kommer til vores land. Find svaret selv Vi drager videre op i bjergenes intethed og møder kun bidende kulde og tomme skråninger. Da vi efter en times kørsel hopper ud i månelandskabet, flås kinderne ømme af vinden, der er lige så tør som sandpapir. Det føles som om læberne udtørrer, inden man når at gribe efter pomaden i jakkelommen. Her er intet andet end 3 Sani Pass er en af verdens højeste grænseovergange. 3 En lille doven landsby ligger i næsten tre kilometers højde ved grænseovergangen. Selv husdyrene slapper af. Hvem kan stå for sådan en lille guldklump? stilhed, kulde og klipper. Den sjældne fornemmelse af at befinde sig helt derude, helt deroppe, hvor naturen ene og alene sætter dagordenen, begynder at indfinde sig. I 3300 meters højde med frit udsyn til kongerigets top i 3482 meters højde spekulerer man inderligt over, hvad man dog bruger sin ferie på sådan et sted. Men svaret er lige til. Og hvis du selv får kæmpet dig op gennem Sannipasset og videre ind i Lesothos stenede kongerige, vil du også kende det. De Berejstes Klub vil derfor gerne invitere ALLE aktive medlemmer til at lave hver deres Top 20-liste over verdens flotteste steder. Grav dybt i hjernekisten, og lav en prioriteret liste over verdens 20 bedste rejsemål, og skriv gerne et par linier eller tre til. Vi lavede en gang for fem år siden et lignende (succesfuldt!) tiltag, men taget i betragtning, at DBK har mere end fordoblet sin størrelse siden 2001, er det på tide at lave en ny hitliste. Om du så vælger en kombination af syv badestrande, syv storbyer og seks restauranter eller 10 markedspladser og 10 dykkerture eller en liste med 19 safarioplevelser og én flyvetur i en ballon, er helt op til dig selv. Det kan sagtens være 20 steder fra samme land eller 20 steder fra en lang række forskellige lande og territorier. Der er ikke noget, der er rigtigt 8 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007

5 berygtede bjerge Vi er allesammen fascineret af dem, de høje bjerge. Og alle har på et eller andet tidspunkt i deres liv drømt om at stå på toppen af et bjerg. For nogle er det blevet ved tanken. Andre har taget udfordringen op og nået toppen. Vi giver et bud på 5 bjerge, der er et absolut must for vovehalse. Kilde: Wikipedia og mountains.dk Kendte vilde vovehalse Reinhold Messner En af verdens mest kendte nulevende bjergbestigere. Fra den italienske del af Sydtyrol og i dag 63 år gammel. Indehaver af et hav af rekorder. I 1980 besteg han som den første Everest alene og uden brug af ilt. I 1986 blev han den første, der besejrede Himalayas krone, idet det da var lykkedes ham at bestige alle Himalayas 14 bjerge, der er over 8000 meter høje. Messner mistede i 1970 på tragisk vis sin bror Günther under deres første ekspedition til et 8000+ bjerg. Broren døde under nedstigningen to dage efter, at de havde nået toppen af Nanga Parbat. Messner blev senere beskyldt for at have ladt sin bror i stikken på bjerget. Messner selv sagde, at han havde risikeret sit liv for at forsøge at redde broren. I 2005 fandt man endelig brorens lig, præcis hvor Messner havde sagt det ville kunne findes, og eksperter har nu bekræftet Messners version af hændelserne. Michael Knakkergaard Jørgensen Besteg i 1995, blot 27 år gammel, som den første dansker Mount Everest. Besluttede på vejen ned at bestige verdens 5 højeste bjerge: Mount Everest (8.848 m.), K2 (8.611 m.), Kanchenjunga (8.598 m.), Lhotse (8.501 m.) og Makalu (8.463 m.). Nåede tre af disse, før Makalu blev hans skæbne. På Makalu mistede han i 1997 sin danske klatreven Per Lyhne, og opgav at nå toppen. Da han i 1999 igen forsøgte at bestige Makalu, omkom han selv på tragisk vis under nedstigningen efter at have nået toppen. Dødsårsagen var formentlig et stenskred, der ramte ham under rappelling langs en stejl klippevæg. Forfatter til bogen: Vejen er målet - drømmen om de syv tinder. Göran Kropp Svensk bjergbestiger og eventyrer. Besteg i 1992 Cho Oyu. På toppen placerede han sin kammerat Mats Dahlins billede og isøkse pegende mod Everest. Dahlin var omkommet under træning i alperne forud for turen til Cho Oyu. Besteg i 1993 som den første skandinav K2. Blev verdenskendt da han 23. maj 1996 alene og uden ilt besteg Mount Everest efter at have cyklet hele vejen fra Stockholm med al sin oppakning. Da han havde besteget Everest, cyklede han tilbage til Stockholm igen. Göran Kropp omkom i 2002 under en klatreulykke på Sunshine Wall i Washington efter et fald på 20 meter. Årsagen til ulykken menes at være en defekt karabinhage. Elbrus Højde: 5.642 meter - Europas højeste bjerg Først besteget: I 1874 af en britisk ekspedition ledet af F. Crauford Grove. Danskere på toppen: Over 100 Andre Facts: Om sommeren bestiger op til 100 mennesker pr. dag bjerget. Omkring 15-30 mennesker dør på bjerget hvert år, hovedsageligt pga. dårligt udstyr/organisering. RUSLAND KINA Sydamerika Aconcagua Højde: 6,962 meter - Sydamerikas og den sydlige halvkugles højeste bjerg Først besteget: 14 januar 1897 af Matthias Zurbriggen på en britisk ekspedition ledet af Edward Fitzgerald Danskere på toppen: Omkring 50 Andre Facts: Et teknisk let bjerg. Rekorden for hurtigste bestigning lyder på blot 5 timer og 45 minutter. Aconcagua er det højeste bjerg uden for Asien. dette nummer. 10 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 11 Pik Lenin Højde: 7.134 meter Først besteget: I 1928 af Karl Wien, Eugene Allwein og Erwin Schneider på en tysk ekspedition. Danskere på toppen: 11, heriblandt DBK medlemmer Martin Anker Nielsen og Lars Hansen. Andre Facts: Bjerget er opkaldt efter Vladimir Lenin. Under DBK bestigningen i 2004 nåede 2 ud af 7 deltagere toppen. På vej ned farer Martin Anker Nielsen vild på ski og må overnatte i en snehule i over 7.000 meters højde og bliver efterlyst. Læs mere under konkurrencen i K2 Højde: 8.611 meter - verdens næsthøjeste bjerg. Først besteget: 31. Juli, 1954. Ekspeditionen var ledet af Ardito Desio, mens de to bestigere der nåede toppen var Lino Lacedelli og Achille Compagnoni. Danskere på toppen: Ingen (men en halvdansker der bor i Sverige har besteget bjerget). Andre Facts: Et af verdens sværeste bjerge at bestige. I 2004 havde kun 246 besteget K2. Mindst 56 er omkommet under forsøget. Mount Everest Højde: 8.848 meter - verdens højeste Først besteget: 29. maj 1953 af Tenzing Norgay Nepal og Edmund Percival Hillary, New Zealand. Danskere på toppen: 1995 Michael Knakkergaard Jørgensen, 1996 Lene Gammelgaard, 2000 Mads Granlien, 2000 Asmus Nørreslet, 2001 Asmus Nørreslet, 2005 Søren Gudmann. Andre Facts: På tibetansk hedder bjerget Qomolangma, der betyder Universets mor. På nepalesisk hedder bjerget Sagarmatha, der betyder Helligt bjerg. 2.238 personer havde i 2004 besteget Everest, 186 var omkommet under forsøget.

Tid er penge Afrikansk transport Det første eksempel, som man ikke kan undgå at mærke på sin egen krop, er transporten fra sted til sted. I store dele af Vestafrika er passagergrundlaget for lille til regelmæssig busdrift, og i stedet varetages persontransporten af såkaldte Bush-taxis, dvs. halvstore personbiler (der intet har med et vist statsoverhoved at gøre). I disse - overvejende frankofile - lande er der ofte tale om dieselbiler af typen Peugeot 504, hvor halvdelen af bagagerummet er inddraget til et ekstra sæde, således at der er plads til i alt syv passagerer, hvoraf den lokale betegnelse sept-place. Betegnelsen er dog kun korrekt i Senegal og Gambia, for i de andre lande propper de en ekstra pasmen ikke i Afrika... Gambia Mali Burkina Faso AFRIKA Min lange rejse i Vestafrika i efteråret 2005 konfronterede mig gang på gang med situationer, der betød markante brud med den i titlen nævnte talemåde. Tekst: Per Allan Jensen Foto: Per Allan Jensen og Claus Qvist Jessen For mange af os - relativt velhavende - europæere, hvis dagligdag er godt fyldt op med arbejde, er den resterende tid et kostbart gode, og det er ikke spor ualmindeligt, at vi er villige til at ofre nogle penge på at få lidt mere tid til os selv og vore nærmeste. Nogle betaler f.eks. for at få foretaget rengøring og havearbejde, mens andre gladelig giver Der er god tid til at hyggesnakke på et afrikansk marked (Serekunda, Gambia). God udnyttelse af køretøj (Burkina Faso). Bussen kører først når der er kommet 7 eller 9 personer. Man kan risikere at vente en eller flere timer på at bussen kører.»at se, hvordan livet former sig for mennesker, for hvem besiddelsen af penge er en absolut undtagelse, og begrebet fast arbejde er en by i Rusland.«afkald på en del af lønnen for at kunne tage på lange rejser til fjerne egne af verden. Det kan være noget af et kulturchok at opleve f.eks. vestafrikaneres helt anderledes opfattelse af forholdet mellem tid og penge, men samtidig også sundt og lærerigt for os, der opfatter tilstedeværelsen af penge (i hvert fald i et vist omfang) som noget selvfølgeligt. At se, hvordan livet former sig for mennesker, for hvem besiddelsen af penge er en absolut undtagelse, og begrebet fast arbejde er en by i Rusland. Jeg vil i det følgende fortælle om tre konkrete personlige oplevelser, der meget godt illustrerer disse forhold. 12 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 13

simpelthen at købe en ekstra plads, så man dels afkorter ventetiden og dels får en lidt mere komfortabel rejse. Jeg har benyttet mig af dette trick nogle gange og kun fået positive reaktioner fra de lokale (der jo også har fordele af det). Lokale markeder Det næste eksempel har at gøre med salg af varer. I mange afrikanske byer er der en ugentlig markedsdag, hvor folk (i øvrigt langt flest kvinder) strømmer til fra nær og fjern for at sælge nogle af deres lokalt producerede varer. Det kan f.eks. være en stor klase bananer, en bakke æg, en høne eller - i sjældne tilfælde - en ged (men så er det til gengæld et mandejob). De nævnte ting kan (lige på nær geden) bæres på hovedet, og således belæsset går de gerne 5-10 kilometer ind til markedet. Her finder de en plads, slår sig ned på et stykke klæde eller plastik og lægger deres varer frem, ved siden af de hundredvis af andre, der er gået lige så langt og i øvrigt faldbyder stort set de samme varer. Og her sidder de så i timevis, indtil deres varer (måske) er solgt, og hen på dagen går de den lange vej tilbage. Måske med de usolgte varer på hovedet, måske med de fem eller ti kroner i lommen, som deres varer i bedste fald har kunnet indbringe. der skulle fragtes ned til det varme lavland, hvor den slags ikke kan dyrkes. En kvinde var beskæftiget med at fylde kålhoveder i lærredssække, en opgave, der blev taget særdeles alvorligt. Da sækken var næsten fuld, blev de sidste kålhoveder udvalgt meget nøje efter størrelse, så der kunne presses flest muligt ned i sækken. Til sidst var der nærmest top på, og jeg sad spændt og spekulerede på, hvordan pokker hun nu ville få den lukket, så den kunne flyttes op på den en lastbil, uden at det hele løb ud igen. Men her kom så overraskelsen, idet en anden kvinde dukkede op med noget solidt sejlgarn og en kæmpestor nål, hvormed hun simpelthen syede et grovmasket net henover toppen af sækken. Det tog hende vel ti minutter, og den logiske tanke, der umiddelbart dukker op i en vesteuropæiske hjerne, er naturligvis, at hvis sækken nu kun blev fyldt tre kvart op, så kunne man - på få sekunder - have brugt det samme stykke sejlgarn til at slå en solid knude med, og - vupti - ti minutters arbejde sparet.»men her kom så overraskelsen, idet en anden kvinde dukkede op med noget solidt sejlgarn og en kæmpestor nål.«men set med afrikanske øjne giver det absolut mening. På en otte timers arbejdsdag kan der sys låg hen over 48 sække, hvorimod knudeløsningen ville have krævet 60 sække, og - vupti igen - 12 sække sparet. Jeg ved ikke, hvad sådan en sæk koster, men selv hvis vi sætter prisen så lavt som en krone, så er det - i en fattig og arbejdsløs afrikaners øjne - en aldeles udmærket dagløn der kan tjenes ved denne fremgangsmåde. Det var tre eksempler på, hvordan man - ved at rejse i fattige vestafrikanske lande - kan få vendt op og ned på opfattelser, der er dybt rodfæstede i vort eget velfærdssamfund. Og det er vel i grunden ganske sundt - og en vigtig del af det at rejse og opleve anderledes kulturer. sager ind på både for- og midtersæde, og så sidder man altså ret tæt. Det irriterende ved denne transportform er, at der ikke er noget bestemt afgangstidspunkt, idet de først kører, når der er kommet syv (eller ni) passagerer. På mange ruter kører der kun en bil pr. dag, så hvis man vil være sikker på at komme med, er man altså nødt til at stå op med hønsene og så i øvrigt - som oftest - tilbringe en eller flere timer med at sidde og vente (noget man bliver bedre til med øvelsen) eller snakke med folk (hvilket klart er sjovest, hvis man kan lidt fransk). Eller man kan sidde og spekulere på, om afrikanere»...måske med de fem eller ti kroner i lommen, som deres varer i bedste fald har kunnet indbringe.«simpelthen er så dumme, at de ikke kan se det smarte i at have et fast afgangstidspunkt. Men sagen er jo den, at så ville konsekvensen være en risiko for at køre med en ikke-fyldt bil, og det ville ikke kunne løbe rundt økonomisk. Hvis man regner lidt på det, vil man hurtigt opdage, at de samlede indtægter med en fyldt bil ikke er ret meget større end benzinudgiften (de gamle og udslidte biler er ikke specielt brændstoføkonomiske), og udgifter som arbejdsløn, slitage, afskrivning, vægtafgift og forsikring er minimale (eller ikke eksisterende) på disse kanter. I Vesteuropa fungerer systemet med faste afgangstidspunkter fint, fordi vi er villige til at betale den nødvendige merudgift ved at busser og tog kører (nogenlunde) til tiden, selvom der er masser af ledige pladser. Med andre ord, fordi tid er penge for os. Som rig vesteuropæer kan man - alt efter økonomi og temperament - undertiden mindske generne af dette system ved Og her er det så den privilegerede vesteuropæer spørger sig selv, om det nu virkelig er umagen værd at gå så langt og ofre en hel dag på - muligvis - at tjene nogle få kroner. Men naturligvis er det umagen værd, for hvad er alternativet? Mere tid til sig selv og familien ja, men tiden er jo det eneste de har i næsten ubegrænsede mængder, hvorimod de få kontanter måske kan skaffe dem nogle af de livsfornødenheder, som de ikke selv kan dyrke eller bytte sig til. Optimal udnyttelse af kålsække Det sidste eksempel oplevede jeg i Guinea, mens jeg sad og ventede på at få repareret en motorcykel, der skulle fragte mig - og en lokal guide - ud på en tur i det smukke Futa Djalon højland. Ved siden af værkstedet var der et slags opsamlingssted for lokale grøntsager, 53 En ældre afrikansk kvinde benytter sig af en langsom men billig transport (Timbuktu, Mali). Hvis man venter længe nok, kommer der en båd med turister, der har tomme plastikflasker til overs (Nigerfloden, Mali). 14 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 15

3 Dagens tredje politilift og bestemt en af de mere fotogene. Normalt er det dybt forbudt at tage billeder af Mellemøstens militær, men efter en times ørkenfræs kendte vi ligesom hinanden, og alle poserede stolt. Nyd maskinkanonen på ladet - den virker! Yemen er et vildt land fuldt af vilde mennesker, og selv en turist kan komme til at se helt lokal ud efter passende udklædning. Forfatterens outfit skyldes en glad medpassager i bussen fra Salalah (Oman) til Hadramawt i Yemen. SAUDI ARABIEN YEMEN BIR ALI Al Mukalla DET ARABISKE HAV Politi-blaf i Yemen Tekst og foto: Claus Qvist Jessen Aden ADEN BUGTEN»der stod en kampklar bil ladet med en maskinkanon og et par storsmilende Kalashnikovsvingere klar til os.«at blaffe er herligt! Det er en let og billig og meget ofte den eneste måde at komme fra A til B. Oveni er det nærmest sjældent, at en blaffertur mellem to punkter udvikler sig helt, som man kunne forudse. Af og til strander man midt i Langtbortistan, og andre gange bliver man inviteret til at bo i chaufførens landsby i dagevis. Blafferliv er i det hele taget for folk med god tid og hang til det uforudsigelige. Men selv det uforudsigelige har sine grænser, og sjældent har jeg fået overskredet mine egne grænser, som da jeg en herlig decemberdag for halvandet år siden stod på Al-Mukalla Bus Station og forsøgte at komme vestpå. Bussen vestpå, med kurs mod Aden, var naturligvis forsinket, og ventetiden blev fordrevet i selskab med det sydlige Yemens absolut eneste, anden turist: en ung amerikaner ved navn Graham Hopley, et helt igennem sympatisk og meget alternativt bekendtskab. Han var opvokset i Moskva under Sovjets sidste dage, og gennem sin russiske skolegang var han om nogen tosproget. Faktisk nærmere tresproget, for at han overhovedet var havnet i Yemen, var fordi, at han ville studere arabisk i Sana. Hans fire studiemåneder havde gjort ham nærmest flydende, og turen østpå til Hadramawt og Mukalla var bare lidt ferie midt i studierne. Han blev min rejsekammerat den næste uges tid i hvert fald fem dage længere, end nogen af os havde forudset. Shishas og Kalashnikovs To timer vestpå stod vi begge af ved landsbyen Bir Ali, Yemens svar på et ingenting-sted. En lille landsby befolket med glade fiskere, en flot sandstrand af den slags, der alle andre steder i verden ville være blevet til fluepapir, og 3-4-5 km længere vestpå et par simple halvtag, som kaldte sig camping. Der brugte vi døgnets lyse timer til at myldre rundt i landsbyen og nyde både fisk og folk. Lidt ved tilfældighedernes hjælp fandt vi sent på førstedagen en lille, lusket vandpibebar, hvor det meste af Bir Alis mandlige befolkning lå og flød med en kop te i den ene hånd og en boblende shisha i den anden, altimens byens eneste, sort-hvide TV flimrede løs med diverse soap-operas. Ikke noget dårligt sted at finde nye venner, og efter et par piber æbletobak kendte vi nærmest hele byen. 16 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 17

Rygterne løber desværre også hurtigt i Bir Ali, for da vi på andendagen skulle gentage vandpibesuccesen, blev vi med det samme hentet af det stedlige politi og deporteret tilbage til strandhytten. Det var skam alt for farligt, eller i hvert fald for uvant, at have to turister siddende og boble sammen med en flok lokale fiskere, så vi og vores rygende shishas blev læsset op i ladet på politijeepen og sat af hjemme ved strandens halvtag. Dyb undren, men som vi senere skulle få skåret ud i pap, er Yemens politi overhovedet ikke gearet til det usædvanlige. At fange en bus Deportationen fra shishaklubben gav os en god undskyldning for at forlade Bir Ali og fortsætte kursen mod Aden. Der var jo direkte busser fra Al-Mukalla til Aden, og de måtte nødvendigvis stoppe ved Bir Ali, så kl. 9 var vi på plads ved politistoppet ved hovedvejen og ventede på bussen fra Mukalla. Men også der viste Bir Alis politi sit underlige væsen. Bussen kom naturligvis en time for sent, men søreme om ikke de skøre betjente bare vinkede den videre. De ville åbenlyst helst være fri for os i Bir Ali, men tage med bussen måtte vi ikke, og vores temperament blev ikke mildere stemt, da vi autonomt forsøgte at stoppe et par tomme minibusser. Hver gang vi fik stoppet en bil, kom en emsig betjent med sin skarpladte Kalashnikov for at tydeliggøre, at chaufføren absolut ikke skulle bryde sig om at tage os med! Det blev hurtigt for meget, og efter i et par timer at have misset flere på hinanden følgende blaffebiler opgav vi og begyndte ganske enkelt at gå. Piece of cake. Der var kun 600 km til Aden, og alene at komme udenfor betjentenes syns- og skudvidde ville i hvert fald gøre det en del lettere at blaffe en venlig bil. Police lift nr.1 Så skete der noget! Checkpostens eneste tilnærmelsesvis intelligente væsen kunne pludselig godt se, at det ikke var muligt at skille sig af med de underlige turister uden at acceptere, at vi hoppede på en eller anden slags køretøj. Sekunder efter kom den samme røde pickup-truck, som havde deporteret os dagen før, og vi blev kommanderet op på ladet. Trucken skulle helt tilfældigt vestpå, og pludselig var vi undervejs siddende på bagsmækken af en hurtigtfræsende Toyota Landcruiser-pickup med to yderst velbevæbnede bodyguards i kabinen. Dybt weird. Og det skulle blive endnu mere weird, for efter en del ræs og en tepause fattede de to venlige betjente deres politiradio og kaldte op til næste check-post, små 100 km ude ad landevejen. Floder af paranoide tanker begyndte igen at flyde gennem vores hoveder, men helt uden grund. Vore to udvalgte bodyguards havde såmænd bare sikret sig, at der ved næste stop stod endnu en kampklar politijeep parat til os, og så var det bare at hoppe fra det ene lad til det andet og fortsætte liften vestpå med to nye bodyguards! 3 En af vore mange bevæbnede eskorter skudt på bagsiden af et trucklad med 100 km i timen. Bemærk, at soldaten ligefrem har våde øjne pga. den kraftige fartvind, ikke fordi han lige har set Titanic. En af mange, ramponerede check-posts, hvor der var vagtskifte. Vi hoppede af ladet på den ene og over i den næste, ventende polititruck, som først stoppede 100 km længere østpå. Manglen på soldater skyldes, at det er ulovligt at tage billeder af nogetsomhelst militært - inkl. soldater. Rejsens slutmål var Yemens næststørste by, Aden, landets absolut mest frisindede by, hvilket dog ikke altid fremgår så tydeligt i gadebilledet. Det er i hvert fald svært at forestille sig mere indpakkede kvinder end de yemenitiske. Afghanistans burqa, måske. En af mange nysgerrige fiskerkoner fra Bir Ali. Turister er ikke hverdagskost på de kanter, og trods befolkningens store venlighed havde det lokale politi det ikke let med udlændinge på shisha-bar. Efter to nætter blev vi nærmest deporteret. Bemærk i øvrigt, at kvinden er meget sort, hvilket er ganske almindeligt for yemenitter i kystregionerne. Afstanden til Afrika er ikke lang, og blodet er blevet blandet gennem generationer. Og sådan fortsatte det! Hver eneste gang, vi nærmede os en ny checkpost, sørgede politiradioen for, at der stod en kampklar bil ladet med en maskinkanon og et par storsmilende Kalashnikovsvingere klar til os, og så gik det eller af sted igen-igen. Hver eneste gang skete det til store smil, varme håndtryk og max. 2 minutters stilstand, og da vi omkring kl.18 befandt os ved den sidste, store check-post nogle kilometer udenfor Aden, var det lykkedes os at lifte ikke mindre end 10 gratis politivogne i rap! Sandsynligvis en slags verdensrekord. Under arrest, Sir! Men alting har en ende, og en regnorm den har to, og ved Adens store checkpost blev vi straks passet op af en bistert udseende officer i civil. To turister, der stiger ud af en politibil, må bestemt være arresterede, så var vi det ikke allerede, blev vi det. Vores pas forsvandt sammen med den vrede ignorant, og selv ikke Grahams flydende arabiske var nok til at forklare, at vi bare blaffede fra Bir Ali til Aden. Den hoppede de ikke på. Halvanden nervøs time efter kom vor lift nr.11, denne gang uden smil og venlige håndtryk, og i stedet blev vi smidt ind på bagsædet med hver sin bevæbnede vagt og hermetisk lukkede døre. Kursen var Adens hovedpolitistation, hvor vi blev modtaget af selveste chefen og et kobbel stupide betjente, der alle var helt overbeviste om, at vi var spioner. To turister uden gruppe, og den ene snakkede både russisk og arabisk, mens den anden rendte rundt med seks fiskestænger og tre kameraer. Alt sammen meget mistænkeligt. Så startede grillningen. Hvor kom vi fra?, Hvad ville vi?, Hvorfor var vi ikke i en gruppe ligesom alle andre turister?, Hvorfor alle stængerne og de tre kameraer?, Hvad var der på mine film?. Spørgsmålene haglede ned fra især to af betjentene, som tydeligvis var blevet trænet i at stille krydsrefererende spørgsmål for på den vis at afsløre usandheder. Men der var bare ikke noget at afsløre. Både Graham og jeg var håbløst ærlige, men lige meget hjalp det. Historien om en arabisk-studerende, en lalleglad lystfisker og et forbud mod at ryge vandpibe i Bir Ali var bare for skøre til at være sande, så forhørslederne var naturligvis helt ligeglade med vore svar. De havde på forhånd besluttet sig til, at vi var spioner. Et par mandlige reinkarnationer af Mata Hari, og forfremmelserne lurede lige om hjørnet. Klokken blev over midnat, inden det faldt chefen ind, at selv spioner kan blive både sultne og tørstige, og vi fik et par kopper tiltrængt te plus noget fast-food fra en nærliggende biks. Det løsnede stemningen så meget, at vore plageånder nærmest blev venlige, men ikke mere venlige end at vi hele tiden fik små spørgende prik: Hvad laver I her?, Hvorfor tager du så mange billeder?, osv. osv. Aldrig et øjebliks fred. Klokken var næsten 3 om natten, da de omsider slap os ud og via dagens 12. politivogn blev sat af ved et hotel downtown. Naturligvis uden vores pas og med strenge ordrer til portieren om at rapportere til politiet, hvis vi foretog os noget underligt. Vi var ikke i fængsel, men nærmere en slags husarrest med ret til at myldre rundt i Aden, men med klare ordrer om ikke at forlade byen. Danmark og Muhammed Morgenen efter var det hele som en ond drøm, men den var sgu god nok. Passene var konfiskerede, vi var stadig i husarrest, og Aden begyndte at ligne et hadested, allerede før jeg overhovedet havde set noget af byen. Fatteevnen havde vi heldigvis stadigvæk, så mens Graham med ringe succes forsøgte at aktivere Den Amerikanske Ambassade, trak jeg med større held i trådene til Det Danske Konsulat i Taizz. En venlig og kompetent, pakistansk forrentningsmand lyttede til hele vores historie og mente, at han nok skulle forsøge at løse vores lille problem. Og det skete sgu. Konsulen fik fat i Yemens Indenrigsministerium og kom derfra videre til det hemmelige politi, som pludselig blev pudset på sagen med det resultat, at vi et par dage senere fik besøg af to civile betjente i besiddelse af noget så u-yemenitisk som intelligens og fatteevne. De lyttede andægtigt til vores jammerhistorie og fremstod undervejs som en slags første divisions politi, mens de stupide idioter på den lokale politistation (inkl. chefen) mere og mere fremstod som røven af fjerde division. Allerede same aften kom de to, ikke længere så hemmelige politifolk tilbage med begge pas og en meget lang undskyldning. Mange tak, men ni timers krydsforhør og tre dage i husarrest havde alligevel sat visse spor, så da jeg næste morgen ringede tilbage til konsulatet for at sige mange tak, blev vi hurtigt enige om, at hele historien hurtigst muligt skulle ende som en officiel dansk klage til Yemen. Konsulen nærmest godtede sig ved tanken om, at Adens politichef ville få numsen i klaskehøjde. Og officielle klager kom der masser af, men bare den modsatte vej! Fire uger efter eksploderede Muhammedkrisen, og Yemens regering var en af de mest aktive i fordømmelsen af den europæiske ytringsfrihed godt hjulpet af Fætter Thøger, Onkel Rifbjerg og flere andre fra den selvbestaltede danske kulturelite, der alle sammen lever af den ytringsfrihed, de havde så travlt med at tage afstand fra. Verden er nu engang et underlig sted at være. 18 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 19

Tibet trekking på verdens tag Tibet irriterer, Tibet støver, Tibet giver rejsemæssige problemer. Tibet er umulig - men fængsler i en grad, der er ukendt for andre lande 33 Nyechentangla-bjergene nord for Lhasa udgør skellet til det store barske Changtang-plateau og længere mod nord Kunlun-bjergene. 53 Lhasa, eventyrets glemte by, i dag blot endnu en kinesisk satelit. Men Lhasa har sine vidunderlige skjulte steder, som her, den lille bydel ved Jernbjerget, Chagpo Ri, hvor Potala skjuler sig bag bedeflagene. 5 Sække fyldt med ris i handelskvarteret på den gamle pilgrimsrute, Lingkhor, rundt om Jokhang-templet i Lhasa, det vigtigste buddhistiske tempel i Tibet. NEPAL INDIEN TIBET KINA LHASA BHUTAN Tekst og Foto: Lars Gundersen Tibet - et rejseland? Engang var Tibet alle eventyreres drømmemål og er det vel stadig på sine egne præmisser. Dagene med et feudalt præstestyre er ovre, men slemt er blevet mange gange værre siden da. Himlen er sort og udsigterne mørke. Tibetanerne lever i et besat land. Og desværre for et af verdens mest forunderlige kulturfolk, så har det ingen udsigt til at ændre sig. Det er paradoksalt og sørgeligt, at Tibet nu er regeret af et folk, der - under påskud af en befrielse - ikke har den ringeste interesse i landets rige kulturarv, religion og sprog. Endsige i tibetanernes økonomiske og arbejdsmæssige livsvilkår. Regimet er hårdt og ubarmhjertigt - i Tibet lever apartheid i bedste velgående. At tibetanerne alligevel har bevaret både sprog, religion og kulturel identitet er et mirakel, og tager man ud på landet vil man opleve det selv, endda på allernærmeste hold. Tibet storslået, men ikke lige at gå til Kineserne har en aldeles inkonsekvent turistpolitik, når det gælder Tibet. I perioden 1989-93 forsøgte jeg flere gange at komme til Tibet, dog uden held. Senere er det lykkedes mig både som rejseleder for grupper, såvel som på egen hånd. Grænsen er stadig ganske ofte lukket for individuelle rejsende. I disse perioder kræver kineserne, at man skal have fuldt rejsearrangement alle dage i Tibet. Og det er en dyr omgang, hurtigt 1.200 kr. i døgnet. Skal man til Tibet som individuel, er det om at tage til grænsen og håbe på det bedste. Kommer man ikke ind, kan man lige så godt indstille sig på en ferie i det pragtfulde naboland mod syd, Nepal. Mine ture i Tibet dækker over rygsækrejser, kulturrejser, ture som rejseleder og på egen hånd, trekkingture og forsøg på at bestige det 8.046 meter høje bjerg Shisha Pangma. Og senest i sensommeren 2006 med Himmeltoget fra Beijing til Lhasa. Men de største oplevelser findes efter min mening stadig på stierne og i de små landsbyer. Der hvor der så umådelig sjældent kommer turister forbi, og hvor man føler sig langt hjemmefra. Og et af de mange, store oplevelsesområder er i det centrale Tibet, nord for Nepal, i egne med små, fine samfund beliggende i en vidtstrakt natur. Tibetanske bjergperler Vi er på det tibetanske plateau. Himlen er klar og smuk, ren tibetansk idyl. I horisonten stråler toppen af Everest, ved siden af Cho Oyu. Tingri er en vindblæst 20 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 21

landsby beliggende ved en enlig bakke på en stor sælsom slette. Der er cirka 100 huse i den gamle tibetanske del, tyve kinesiske militærbarakker og to gæstehuse til lastbilchauffører og turister. Lokalt hedder byen Ganggar, og på bakken over byen lå engang et dzong, fort. Det var en del af det store forsvarsværk tibetanerne byggede som værn mod gurkhaerne i Nepal. Man ser stadig rester af denne mur mellem Gutsuo og Shegar i Sydtibet. Herfra er der et væld af gode og smukke vandreoplevelser. Stien fører stik syd, henover det kæmpemæssige og - efter tibetanske forhold - frodige plateau. Det er flad vandring, hvor man ikke føler fremskridt. Dog er der en opmuntrende gnaver her og der, en bjerghare og ikke mindst den majestætiske lammegrib højt på himlen. Vi raster i landsbyen Ghyndaphu beliggende neden for en bakketop. Det er en smuk lille landsby med 20 huse. Vi kommer ind til en familie, spiser frokost og forhører os om livets gang udenfor kinesisk indflydelse. Udsigten på denne kæmpemæssige slette, hvor jeg føler mig forvandlet til en mikromus i et makrolandskab, er fabelagtig. Foran os tårner Cho Oyu sig op mod himlen i 2008 arrangerer jeg en ekspedition til denne kæmpe, verdens sjettehøjeste bjerg. Højdeforskellen er tydelig, vi går på en flad mark, og brat rejser denne verdens kæmpemæssige bjerge sig mod himlen. Efter nogle hårde og kolde vandredage er vi ved at være trætte, foråret har budt på hele tre længere Himalaya-vandreture og nu altså Tibet. Et ganske kort øjeblik efter går det opad igen, og endelig begynder Everest at give sig til kende dog kun som en lille top i horisonten. Men det er et fantastisk øjeblik, som en ren vitaminindsprøjtning, og jeg sætter tempoet op. Den gigantiske nordside - det lå så uendeligt langt væk og var så påtrængende virkeligt, at jeg følte et sug i maven. Everest, her er vi med vore planer om at bestige en af dine noget mindre naboer. Formen har været god og intet kan stoppe os i de videre planer med vores mål. Det viser sig, at der stadig er et godt stykke vej til Rongbuk klosteret i selve dalen. Først går jeg gennem en kani (indgangsportal). Det må være et rensende og lykkebringende øjeblik. Vi møder nogle yak-hyrder, der er kommet ned fra lejr III på Everest og raster med dem. Kort efter drejer jeg om en grustop, og selve Rungbuk-klosteret kommer til syne. De næste par timer går jeg lidt rundt og ser klosterets opbygning. Her er mange ødelagte bygninger, og Rongbuk er kun cirka halv størrelse af det, som Klavs Becker-Larsens billeder fra 1951 viser. Der er ikke mange spindende bedemøller eller pilgrimme, men stedet har alligevel bibeholdt en del af sin fascination. Udenfor klosterbygningernes ro er en kuldskærende blæst, der går gennem marv og ben på få sekunder. Over os er Everest i glødende rødt, solens sidste stråler gør stedet mere uvirkeligt, end det er i forvejen. Everest er alligevel noget større, end jeg først havde forestillet mig. Her er noget uforklarligt, jeg mærker historiens vingesus, og oplevelsesmomentet er storsindet mod mig. Dalen er ganske snæver, ikke som ved Shisha Pangma s basislejr, hvor højsletten fortsætter så langt øjet rækker. Dagen efter fortsætter vi i en kort march til Everest base camp. Vi er de eneste, der dette år har gået til basislejren, og vi bliver vartet op af alle ekspeditionerne på fineste vis. Vi er i det Everest-skæbnesvangre år 1996, og bare ti dage senere skulle idyllen vise sig at blive vendt til dødelig alvor med ni døde højt på bjerget. Der i blandt to af de indere, der trakterede os så vel. Jo, bjergbestigning på så høje bjerge er en alvorlig sag. Og Everest berygtede og berømte nordside har kostet alt for mange liv. Én dansker er kommet op denne vej. Én er død. Det n e k r o l o g DBK medlem og TV-producer Mogens Rasmussen døde den 6. april efter lang tids sygdom. Han var kun 53 år gammel. Mogens Rasmussen havde en lang karriere som journalist i Danmark bag sig. Han blev kendt landet over med den populære tv-serie forsvundne danskere. Mogens Rasmussen havde i forbindelse med sit journalistarbejde mulighed for at rejse verden rundt i et omfang, de fleste kun ville kunne drømme om. Nogle gange rejste han sammen med sin kone og sine voksne børn, som også var ved er ikke meget at lave statistik på, men god er den ikke. Et turistland næppe i gængs forstand De fleste tænker på Tibet som det høje, kolde og storslåede plateau med kæmpemæssige himmelstræbende bjergtinder. Og nord for Himalaya, f.eks. ved Shisha Pangma, Cho Oyu og Everest, er det rigtigt. Because it is there ikke bare Everest, men Tibet. Og hvor er det ærketypisk for Tibet de store oplevelser venter, de skal gribes men er ikke lige til at gå til. Et turistland?? Næppe i gængs forstand. Because it is there ordene af navnkundige George Leigh Mallory fra 1924 hænger stadig i luften og dækker på sin egen måde stadig over bjergbestigningen som fænomen. Men kunne også fint dække over vandring, som Tibet netop byder på for ikke-bjergbestigere. Man kan godt rejse til Tibet uden at tage stilling på forhånd, men man kommer ikke hjem igen uden at være dybt påvirket. Det fængsler i en grad, der er mig ukendt for andre lande. Appendix: Ovenstående artikel, uden diverse opdateringer, blev bragt i Marianne Leth s fantastiske bog, Tibetanske Hjerter fra 2001. Himalayatoppe og dansk bjergbestigningshistorie Se www.mountains.dk for den mest komplette oversigt over danske forsøg og bestigninger i Himalaya startende i 1951 med opdateringer og ruter. hans side under hans sidste timer i Danmark. I 2005 flyttede Mogens Rasmussen sin tv-produktionsvirksomhed, MR Production, til Thailand. Sidste efterår måtte han rejse tilbage til Danmark for at undergå behandling mod kræft. Han blev erklæret helbredt, men fik tilbagefald og overvandt det ikke. Mogens Rasmussen vil blive husket af venner og bekendte i Danmark og Thailand for sit gode humør og sit gå på mod. Billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte bjergmotiver. Det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet. FORSIDE KANDIDATER GLOBEN nr. 25 / September 2006 SEPTEMBER JUnI 006 007 / nr. 5 8 Globen Klatreekspedition Østgrønland Foto: Claus Virmer MEdlEMSBlad for de BEREJSTES KlUB GLOBEN nr. 25 / September 2006 SEPTEMBER JUnI 2006 2007 / nr. 25 28 Globen Bestigning Mont Blanc Foto: Kenneth Hvolbøl MEdlEMSBlad for de BEREJSTES KlUB GLOBEN nr. 25 / September 2006 SEPTEMBER JUnI 2006 2007 / nr. 25 28 Globen MEdlEMSBlad for de BEREJSTES KlUB GLOBEN nr. 25 / September 2006 Trekking Kirgisistan Foto: Gerner Thomsen SEPTEMBER JUnI 2006 2007 / nr. 25 28 Globen MEdlEMSBlad for de BEREJSTES KlUB Laila Peak, Pakistan Foto: Rasmus Krath 22 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 23

Grand Bahama Island The Abacos Miami Bimini The Berry Islands Andros NASSAU/PARADISE ISLAND Eleuthera/Harbour Island The Exumas Cat Island BAHAMAS ØERNE San Salvador Long Island Lille Danmark kan sommetider være svær at finde på et verdenskort, men med Bahamas er det endnu værre. De fleste har en ide om hvor Bahamas ligger, sådan et eller andet sted i Caribien, men på landkortet er Bahamas faktisk bare en række små prikker, 700 i alt, der går i en lang række, fra Miami i Florida ned til Cuba. Bahamas areal er, når man lægger alle øerne sammen, en tredjedel af Danmarks, og der bor også bare en kvart million mennesker. I øvrigt forsvinder halvdelen af øerne når det er højvande. Acklins/Crooked Island Mayaguana 3 New Providence er forbundet med den lille nabo-ø Paradise Island med to broer. Her har nogle af verdens rigeste mennesker valgt at slå sig ned. What would you like to try, spurgte bartenderen på Bacardi-destilleriet, og der var bestemt meget, jeg gerne ville prøve. Inagua bahamas et eller andet sted i Caribien Tekst og foto: Arne Runge Der sad en sort neger ved siden af mig i flyet fra Miami til Bahamas. Han sad og sang salmer. Jeg smilte til ham og sagde, han havde en god stemme. Han blev glad for komplimentet og smilede tilbage. Så åbnede jeg min guidebog over Bahamas og slog op under budget hoteller. Jeg havde ikke forberedt mig overhovedet og tænkte, at de niogfyrre minutter det tog at flyve fra Miami til Nassau på Bahamas, var tid nok til at bestemme mig for, hvor jeg ville overnatte. Jeg havde jo min Lonely Planet guidebog, alle backpackers Bibel, men jeg havde helt undervurderet Bahamas. Bahamas er ikke et tredjeverdensland, som landene i Syd- og Mellemamerika. Den tidligere britiske kronkoloni er et sted for luksus turisme, hvor flere enorme krydstogtskibe ankommer dagligt. Et enormt turist mekka. På Paradis Island, et taxfree paradis for multi milliardærer, som er adskilt fra downtown Nassau, med to ensrettede broer, bor blandt andre multimilliardærer som Ophrah Winfrey, Michael Jordan og Sean Connery. De billigste hoteller kostede 100 dollar per nat, ikke bare i hovedstaden Nassau, men simpelthen på alle øerne. Det var godtnok for et dobbeltværelse, men selv om man rejser alene, måtte man stadig betale for et dobbeltværelse. De kan ikke lide fattigrøve, langhårede, hippier og rygsæksturister. Det var bestemt ikke fair, men intet er fair på Bahamas, alt er business. Jeg viste guidebogen til den syngende neger og spurgte, om der ikke fandtes nogen hostels eller gæstehuse, der var billigere end hotellerne i guidebogen. Nej, det tror jeg ikke, det er vist prislejet her på The Bahamas, svarede han og smilede. Jeg var allerede begyndt at spekulere på Frelserens hær, som før har hjulpet mig med et billigt overnatningssted, og hvis de ikke kunne hjælpe, så måske Anonyme Alkoholikere, som hjælper hinanden med at holde sig ædru. Hvis jeg nu sagde, jeg var medlem af AA og fra Danmark, og at hotelpriserne var så dyre, at de var ved at sende mig på druk, mon så ikke en af dem ville tilbyde mig at bo hos ham, eller hende, så jeg ikke fik et tilbagefald, alle anonyme alkoholikeres skræk? Jeg tænkte så det bragede. Hvor er du egentlig fra, spurgte Mr. Armbrister, som negeren hed. Fra Danmark, svarede jeg. Oh my God, sagde han, jeg har en datter, der bor i Silkeborg. Han fortalte stolt om sin datter, der var gift med bagermester Michael fra Silkeborg, og nu hed Jensen til efternavn. Han vidste flere sjove ting om Danmark. For eksempel at vi drak mange bajere, og gik for lidt i kirke. Vi grinede og blev rigtig gode venner. Da flyet landede, spurgte han, om jeg havde fundet ud af, hvad jeg ville gøre med mit hotelproblem. Ikke rigtigt, svarede jeg. Well, sagde han, nogen gange sender Vorherre en engel og pegede på sig selv. Follow me, så finder vi ud af noget. Det endte med at jeg boede i hans hus, sammen med hans dejlige familie, i den 24 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 25

lille hyggelige landsby Foxhill, i alle de tre uger jeg var på Bahamas. Som byens eneste hvide mand. Led mig ikke i fristelsen Der var to værelser i stueetagen i familiens Armbristers smukke hus. Det ene stod tomt, det fik jeg, i det andet værelse boede deres barnebarn Anna, en sød sort pige på sytten år, med sin lille henrivende søn på tre måneder. Hun boede hos bedsteforældrene, fordi hendes mor var død. Mister og Misses Armbrister boede ovenpå, på første etage. Alt var den rene idyl. Vorherre passede på os. Normalt passer jeg rigtig godt på mit pengebælte, når jeg bor på hotel og hostel, men nu hvor jeg boede hos en religiøs baptistfamilie, tænkte jeg overhovedet ikke på at passe på mine værdier. Så jeg glemte at tage mit pengebælte med, da jeg gik i bad. Jeg havde lagt det frit fremme, oven på min seng i mit værelse. Da jeg kom tilbage fra badet, stod pengebæltet åbent. Hvad fanden, tænkte jeg, og talte straks mine dollars sedler. Der manglede 240 dollars. Det kunne kun være Anna. Jeg fór ind på hendes værelse, vild i hovedet som en viking, og råbte, du har stjålet mine penge, hvis du ikke afleverer øjeblikkelig, snakker jeg med dine bedsteforældre!. De sad ude i haven. Hun blev selvfølgelig meget forskrækket. Sorry, sagde hun, og afleverede straks pengene, mens tårerne trillede langsomt ned af hendes sorte kinder. Herrens veje er uransagelige Før Columbus, sidst i fjortenhundredetallet, opdagede øerne, var de beboet Jeg fik et værelse lige overfor Mister Armbristers barnebarn Anna, en sød sort pige på sytten år, med sin lille henrivende søn på tre måneder. af arawak-indianerne, som havde levet fredeligt sammen i over femhundrede år, i lykkelig uvidenhed om hjulet og den dybe tallerken. De havde ikke engang trækdyr. Men de havde store fødder. Fra deres sprog har vi stadig ord som Hammock, Tobak, Kano, Kannibal, og Hurricane. Man kan sagtens forestille sig et samfund, som hele dagen lå i bløde hængekøjer og røg store cigarer, og sejlede ud og fangede lidt fisk hen ad eftermiddagen i en kano. Et samfund hvor alle opførte sig ordentligt, for ellers blev de spist. Men engang i mellem drillede Vorherre dem lidt og ligesom vi kan finde på at sparke til en myretue, pustede han en orkan hen over øerne. På et tidspunkt pustede han osse Christoffer Columbus, som egentlig var på vej til Asien, hen over Atlanterhavet, til Bahamas og lige ind på Shirley Street, hvor man nu har placeret en statue af ham, med sin berømte hat skuende ud over byen. Columbus navngav nogle af øerne, og huggede hovedet af halvdelen af de måbende rødhuder. Men ellers viste han ikke den store interesse for øerne. Der var intet guld. Så han fortsatte til Cuba, hvor han gentog succesen. Med sværdet i den ene hånd og biblen i den anden, huggede han hovedet af en masse måbende rødhuder i hans søgen efter guld. Spanierne fandt rigtig meget guld i den nye verden, som de sejlede hjem til den spanske krone. I 1700-tallet udsendte England, som ikke havde del i guldræset, statslønnede piratskibe for at sjæle guldet fra de spanske lastskibe. Så piraterne var altså altid englændere og når vi snakker pirater eller englændere, er det de samme mennesker, vi snakker om. Piraterne var englændere, og englænderne var pirater. Så har vi fået det på plads. Errol Flynn har ikke levet forgæves. Ligesom vi er stolte af vores vikinger, så er de stolte af deres pirater. Well, sagde Mister Armbrister, nogen gange sender Vorherre en engel og pegede på sig selv. Follow me, så finder vi ud af noget. Christoffer Columbus på Shirley Street, med sin berømte hat, skuende ud over byen. Bahamas blev senere en engelsk koloni, indtil de i 1973 opnåede fuld selvstændighed, som en del af det britiske commonwealth. I dag lever Bahamas af luksusturisme og de fortæller grinende turisterne, at de fik besøg af den første turist, i nittenhundrede og tyverne, da Vorherre indførte forbudstiden i USA. De lever stadig af at sælge sprut til Yankee erne, nu hedder det taxfree. Hovedøen på Bahamas, er den forholdsvis lille ø midt i det hele, New Providence, som betyder forsynet på dansk, og her ligger osse hovedstaden Nassau. Alle de andre øer, bliver kaldt familie-øerne. Hvorfor de blev kaldt familie øerne, fandt jeg aldrig ud af. Ingen vidste det. Det hed de bare. Nassau er en af de mest populære anløbshavne for amerikanske krydstogtlinere. Der ankommer daglig tre, fire enorme skibe med i tusindvis af rige amerikanske og Canadiske turister. De kommer for at nyde solen, dykke, spise konkylier, købe taxfree spiritus og ryge cubanske cigarer. Der er kun en Gud på Bahamas Folk er meget religiøse på Bahamas. Kristendommen styrer fuldstændig de fleste mennesker liv. Det er meget almindeligt, at man kommer op i en bus med ordene Praise God, og forlader den med Jesus loves you. Alle kristne sekter er repræsenteret. Og alle går i kirke hver søndag. Baptister, syvendedagadventister, Jehovas vidner, pentecostere, metodister, you name it, og flere sekter, jeg slet ikke kendte til. Familien Armbrister var osse dybt religiøs, selv om jeg mistænker Mister Armbrister for at være lidt af en hykler. Hans barnebarn Anna fortalte mig, at han levede et dobbeltliv og bedrev hor, han havde op til flere elskerinder, sagde hun. Uha da da. Men han var forretningsmand, så han var vel nødt til at enten at være eller spille kristen for at kunne sælge noget til de religiøse bahamabavianer. Han ytrede sig konstant under gudstjenesterne, og når præsten konstaterede noget, sad han altid og sagde oh yes, oh yes, med hans smukke dybe gennemtrængende Gustav Winckler-stemme. Så alle kunne høre det. Oh yes. Det var ikke kun Mister Armbrister, alle deltog højlydt og kommenterede præstens ord. Folk var i deres fineste tøj, herrerne i jakkesæt, hvid skjorte og slips og damerne havde fine store hatte på i forskellige farver, der matchede til deres fine kjoler. Der var både trompeter, saxofoner, orgel, klaver og trommer i koret, og mange medbragte tamburiner, som de stod og viftede med, når de sang gospel. Der var fan me gang i den. Hvem sang højest, hvem af damerne havde den fineste hat, hvem turde gå op og læse noget fra Biblen? Jeg boede og spiste jo gratis, så jeg var ligesom nødt til at opføre mig ordentlig, og fulgte troskyldigt med i kirke hver søndag. Gu skelov jeg var holdt op med at ryge. Det var et ikke-ryger hus, ingen i familien røg. På nær Anna. Det foregik ude i haven, bag bananplanterne, sent om aftenen efter hendes bedsteforældre var gået til ro på førstesal. Men det var ikke almindelige smøger hun røg. De lignede små cerutter, men var faktisk en marihuanajoint, med et tobaksblad viklet omkring. Jeg ved det, fordi hun ofte ved midnatstid bankede forsigtigt på min dør, og tilbød mig at ryge med. Faktisk blev vi rigtig gode venner efter den pinlige sag med mine dollar. Vi blev en slags sammensvorne, og der er ingen tvivl om, at Hr. og Fru Armbrister kunne mærke, at vi havde noget sammen, de ikke kendte til. Hun havde våde øjne, da jeg den sidste morgen krammede hendes lille søn og sagde farvel. Det havde jeg osse. At rejse er at leve, men at rejse er osse at miste. Paradise Island New Providence er forbundet med den lille nabo-ø Paradise Island med to broer, og her har nogen af verdens rigeste mennesker valgt at slå sig ned. Backetball-spilleren Michael Jordan, bor lige over for Sean Connery, alias Mister Bond - Mister James Bond. Oprah Winfrey, som lige donerede fyrre millioner dollars til en pigeskole i Sydafrika, mens jeg var der. Ann Nicole, fotomodellen der giftede sig med en niogfirsårig multimilliardær, hvis voksne søn døde på Doctors hospital i Nassau, mens hun lå inde og fødte ham en lillebror, bor her osse. Kort tid efter døde Nicole selv, og nu kæmper fire elskere om, hvem der er far til en af verdens rigeste babyer. Ved siden af alle de fastboende milliardærer, er øen fuld af dyre all-inclusive hoteller. Jeg så hotelkomplekser med gratis dykkerundervisning hver morgen for hotellets gæster, som tilbød at gifte folk under vandet blandt koraller, med en indfødt dykkerpræst. Vær så god, at kysse bruden, plask. Barcardi-bryggeriet - og en sort canadisk familie Da Fidel vandt revolutionen og indførte kommunismen på Cuba, stak de fleste rige familier af til Florida og Bahamas, hvor man stadig kunne være millionær og hvor den fri ejendomsret blev respekteret. Heriblandt familien Bacardi, som havde fremstillet rom under deres familienavn på Cuba siden midt i attenhundrede tallet. De valgte New Providence og har nu destilleret 26 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 27

Jeg boede og spiste jo gratis, så jeg var ligesom nødt til at opføre mig ordentlig, og fulgte troskyldigt med i kirke hver søndag. Bacardi-rom, made in The Bahamas, i snart halvtreds år. Der var dagligt gratis rundture på destilleriet, og selvfølgelig skulle jeg ud og opleve hvordan man laver den berømte rom. Det kunne jo osse være, de gav en lille én. Jeg kom desværre for sent til rundturen, så jeg blev bedt om at vente i baren. What would you like to try, spurgte bartenderen. Der var bestemt meget jeg gerne ville prøve. Alle de dyre mærker der havde ligget på gamle egetræsfade og ventet på at jeg kom forbi. Nogle i seks år, andre i tolv år og nogle så længe som fireogtyve år. Nu skulle de ikke vente mere. Jeg gik i gang fra en ende af. Små shots uden is. Smagsprøver på nogle få centiliter. Hej min ven, i glasset der nu skal du ud og vandre, du skal derned, du ved det godt i maven til de andre Da jeg kom til nummer ti, begyndte jeg at blive i rigtig godt humør. En sort canadisk familie, som havde sat sig ved et bord lige ved baren, hvor jeg sad, syntes osse de var interessante, de gamle flasker. Kom ned til vores bord, sagde de. De fortalte om deres liv i Vancouver og at begge forældrene faktisk var født, på Bahamas. Men de var rejst med deres familier til Canada, efter en orkan havde udslettet deres landsby for mange år siden, da de begge var børn. Nu ville de så vise deres to børn deres berømte fødeø. Da vi havde været baren igennem, spurgte de hvordan jeg kom tilbage til Nassau. Jeg går, sagde jeg, der kommer sikkert en bil jeg kan få et lift med. Vi har lejet en taxi for hele dagen, svarede de, vil du ikke køre med os. Det ville jeg gerne og fik en pragtfuld ø-rundtur forærende. Hvis der har været turister før, på de steder vi besøgte, så er de, ligesom os, kommet i taxi eller egen bil. Den lokale transport på New FAK TA Bahamas Flybillet: Jeg betalte kroner 8.300,- for en returbillet København - Miami - Nassau - Kingston - København, med American Airways, men hvis man kun vil til Bahamas, er det billigere bare at købe en returbillet København- Miami til godt 3.000 kroner og fra Miami en retur returbillet til Nassau til cirka 300 dollars (1700 kroner). Der går færge fra Ford Lauderdale, nord for Miami til Bahamas, for omkring det samme beløb. Der behøves ikke visum, hverken i USA eller på Bahamas. Overnatning Overnatning på Bahamas er dyrt, meget dyrt, de billigste hoteller koster omkring 100$ per nat og op til flere tusinde dollars på all-inclusive hoteller, på samtlige øer. Der findes hverken vandrehjem, gæstehuse eller campingpladser. Backpackere synes ikke at være velkomne. Transport Bustransport på Bahamas er yderst sparsom, de fleste turister lejer bil Providence er yderst sparsom. Alle har jo bil, siger de, så har de jo heller ikke brug for busser. Og husk rige hjælper rige og fattige hjælper fattige, så det gælder om at have den rigtige kasket på til lejligheden. Hvide mænd i beskidte shorts kan roligt gå ind på hotel Hilton, mens en sort mand i jakkesæt vil blive tjekket. Fanden hytter sine, for at bruge et bibelsk ord. Apropos bibelen. Jeg sad en aften med Misses Armbrister og snakkede humor. Jeg fortalte en typisk dansk vittighed, du ved, den med manden der er oppe hos lægen og så siger lægen, gå lige over til vinduet og ræk tungen ud. Hvorfor skal jeg gå hen ved vinduet, spørger patienten, hvortil lægen svarer, fordi jeg ikke kan fordrage den nysgerrige kælling der bor lige overfor. Bagefter bad jeg misses Armbrister fortælle en typisk bahamiansk joke. Jo, sagde hun, der var en aften en mand der bad sin kone om at lave kaffe, hvortil konen svarede, nej, det skal du gøre, det står i Biblen. I Biblen, sagde manden overrasket, hvor fanden i biblen står det. Hun slog op og viste ham flere steder, hvor der stod Hebrew. Hvis jeg skulle have lavet kaffe, sagde hun, havde der vel stået Shebrew. eller scooter. Men der går minibusser mellem de fleste større byer, dog ikke til Barcardi-destilleriet og til og fra lufthavnen. Oplevelser Der er masser af rejseagenter der arrangerer ture, som for eksempel dykning, hesteridning, bådture og jetskiture. Og det er meget populært at blive gift på Bahamas under de mest eksotiske forhold, for eksempel under havet med dykkerudstyr og med en dykkerpræst. For børnefamilier er en sightseeing-tur rundt i hovedstaden Nassau med hestevogn og et besøg på Atlantis resort på Paradise Island et must. Fortæring Østers, hummer, krabber, rejer, konkylier, eksotiske fisk i de smukkeste farver og salater, med taxfree alkohol. Og til dessert måske en Bahamas-romkage. Og så selvfølgelig en kop kaffe med et glas mørk rom og en Havanna-cigar. Prøv de små restauranter i dokken under Paradise Island-broerne. KLUB 100 LANDE Svend Garbarsch runder de 100 lande Vort medlem Svend Garbarsch, der sidste år rundede de 100 lande, har ikke blot stor appetit på at se verden han mindes også dagligt på en meget nærværende måde om, at der er en verden uden for Danmark: Han er nemlig gift med en japaner. Jeg mødte Svend første gang for omkring 40 år siden, da jeg gjorde min entré som journalist på Ritzaus Bureau han blev ansat dér ét år før mig. Allerede inden da havde han været på jordomrejse og havde besøgt mange lande. Han har udfordret skæbnen og fremhæver gerne, at han har oplevet at blive udvist af Burundi, og at han blev tvangsklippet ved indrejse i Albanien (ak ja, det var dengang man kunne komme ud for kuriøse regler om udseende i Europa). De første rejseår Fra han var 17 til 27 år rejste han udelukkende som blaffer. Selv påstår han, at han har tomlet sig frem via omkring 10.000 biler! Rundt i Sydøstasien og Afrika. Da han på et tidspunkt løb tør for penge i Indien, var han så heldig at møde en australsk journalist, som skaffede ham ansættelse ved den australske presse. Opholdstilladelse var dengang ikke noget problem. Som så mange lidt mere bedagede journalister har han en anden uddannelse bag sig, han er handelsuddannet. Og som sig hør og bør trådte han sine første spor som skrivende ved den danske provinspresse. Egen forretning Som en rigtig skrivekugle med mange strenge på buen tror jeg også, at han en overgang var lokket af frasen om, at journalistik kan føre til alting, hvis man springer fra i tide. Efter i en periode at have skrevet meget om elektronik dengang da man stadig talte om datamater og få havde rigtig forstand på dem sprang han i hvert fald ud i at forhandle dette nymodens grej fra Et billede fra én af Svend Garbarsch s utallige ture. Her er han på en tur til Tibet. egen forretning. Han fik afløb for sin skrivelyst ved at begå en stribe bøger om computere, men det blev også til en rejsebog: Turen går til Egypten. Fremdeles er han ivrigt skrivende som freelancer. Mange oplevelser Svend, som nu er 74 år, har mange interesser og har prøvet meget forskelligt også at være rejseleder (30 gange i Egypten). Og så er han en habil visesanger. Fra én af sine rejser hjembragte han engang en halvabe! Den holdt ud i godt tre år i det danske klima. Jeg har selv været på rejse med ham et par gange vi deler bl.a. en glubende interesse for udenrigspolitik, såvel som vi er medlemmer af et par foreninger. Svend har en mani for langstrakte fortællinger, så det kan være nødvendigt at bremse talestrømmen for at nå frem til pointen (men, ok, jeg hører heller ikke selv til de tavse). Det skal også lige med, at han har været i Antarktis og som det eneste medlem sat sin fod på Nordpolen selv i vor eksklusive kreds kan det kaldes usædvanligt. Henrik Døcker 28 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 29

The Northern Playground En beretning om bjergbestigning på Østgrønland I begyndelsen af 1900-tallet skrev den engelske bjergbestigningspioner W.C. Slingsby bogen The Northern Playground om de uudtømmelige muligheder for nybestigninger i Norge. På daværende tidspunkt var de fleste af de store ruter i alperne allerede gået, og klatrere som ville lave nybestigninger måtte finde andre områder i verden. Slingsby fandt ligesom danskeren Carl Hall det dengang uopdagede Norge. Slingsby s betegnelse dækker i dag godt over mulighederne i Østgrønland. Narsarsuaq GRØNLAND Kulusuk Nuuk ISLAND Motivationen Modsat hvad mange forestiller sig, er de fleste bjergbestigere sjældent tiltrukket af et bjerg, blot fordi det er højt det der i stedet trækker, er de klatretekniske udfordinger undervejs, bjergets og den valgte rutes status blandt ligesindede og sidst - og det mest ultimative - har det været besteget før? I dag er det de færreste steder i verden, hvor det er muligt at foretage nybestigninger. Pyrenæerne, Alperne, Kaukasus, Tatra og de øvrige østeuropæiske bjerge, bjergene i Afrika, New Zealand Alps, de norske fjelde og de fleste nordamerikanske bjerge er alle besteget på kryds og tværs. Kun i afsides egne af Andesbjergene, tilsvarende i Himalaya og så i de antarktiske og arktiske områder er der muligheder for at få nybestigninger på visitkortet. Som arrangør Dansk Bjergklubs 50- årsjubilæumsekspedition i 2001 var Østgrønland derfor et naturligt valg. Grønland er det eneste danske klatreområde, og et af de få steder i verden, hvor det er muligt at være det første menneske til at sætte foden på toppen eller lave en ny rute på et bjerg, der kun har været besteget en gang eller to før. Og så er der masser af udfordringer, både med at få stablet en ekspedition på benene, og så sandelig også i det rent klatremæssige. Området er præget af højdemæssigt små bjerge - kun få over 2.000 meter - til gengæld starter man også lavt - vores udgangspunkt lå 500 moh. Så klatremæssigt var der masser af udfordrende højdemeter. Vi var 7 danske klatrere, der satsede på godt vejr i Arktis den sommer. Imara, Det Glemte Bjerg eller Forgotten Peak eller... Kan du se topvæggen - jeg aner Peters stemme 50 meter under mig. Jeg kan ikke se ham, skjult af en skrå linie og diverse hyldeformationer kommer lyden kun svagt igennem. Nej, men vi kan søge ud på graten Pause Gentag lyder det nedefra. Jeg prøver igen, men opgiver. Jeg får etableret mig færdig på standpladsen. Du kan klatre mit råb bliver kastet tilbage af væggen på tvillingetårnet nogle hundrede meter væk. Kort efter står Peter ved siden af mig, og vi diskuterer den bedste vej opad. Vi befinder os cirka 150 højdemeter under toppen af Imara (måske - på grønlandsk) eller Det Glemte Bjerg eller Forgotten Peak eller hvad vi nu beslutter at kalde bjerget. Som stort set alt andet i området er toppen unavngivet. Kun én af de ni andre toppe på sydsiden af 16. September Gletscher har et navn. Sydgraten på Imara, som er den linie vi har valgt, er som det meste andet i området ubeskrevet, men klatret før. At dømme efter det efterladte abseiltape et par steder og de store let mørnede trækiler blot en enkelt gang før - formentlig i 1960 erne. Anvendelsen af tape kombineret med trækiler kan senest have fundet sted omkring 1970. Vi var en lille bitte smule skuffede. En førstebestigning ville jo være ærefuld, men på den anden side så er første og eneste repetition på - lad os sige - 30 år vel heller ikke at foragte. Den smukke gletchersø ved lejren bemærk det specielle forhold ved en gletchersø at der er is i bunden af søen. 5 Klatring på Imara bjerget blev iflg. gamle ekspeditionsrapporter først besteget i 1969 vores bestigning var den første repetition. Helikopterlanding kl. 02.00 med klatregrej og proviant og en wienerbrødsstang.»kort efter står Peter ved siden af mig, og vi diskuterer den bedste vej opad. Vi befinder os cirka 150 højdemeter under toppen af Imara.«Tekst: Claus Virmer Foto: Claus Virmer og Peter Fast Nielsen 30 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 31

Næste reblængde starter blødt, men udvikler sig til ren 5. grad. Peter er i førertrøjen, og han bander fælt over, at han glemte at give mig rygsækken, da vi skiftede standplads. Yderligere 50 meter, og det bliver min tur til at finde en god vej ud på topgraten. Jeg bander og svovler, den umiddelbart nemme længde snyder. Glatte slabs, hvor der ligger mængder af småsten og grus, hver gang der er noget der bare minder om et ordentligt fodtrin. Jeg søger langt til venstre, for til sidst at traversere på en ubehagelig skrånende grushylde, med et uendeligt dårligt rebtræk til følge. Sikringsmulighederne er latterlige, men jeg får placeret et par små kiler som traverssikringer, og Peter følger efter. Vi er kun 20 meter fra topgraten, så jeg fortsætter traversen efter standpladsen og etablerer en ny på graten. Herefter følger to reblængder parallelklatring i 3. grad mod toppen, som vi når ved 18- tiden, efter tre timers gletscher-tilgang fra vores basislejr og ti timers klatring. Solen står endnu højt. Det er vindstille, og trods det barske Østgrønlandske klima, har vi kunnet klatre hele dagen i T-shirt og fjeldbukser. Vi er nede ved skiene ved midnatstid siger jeg optimistisk. Vi ved erfaringsmæsssigt, at det tager lang tid at komme ned. Kombinationen af rutefinding uden nogle gamle indikationer, nedklatring og abseil over 700 højdemeter i 2. 5. grad Forfatteren på toppen af Imara kl. 6 om aftenen 8 timer senere var vi igen nede ved skiene. tager tid. Peter er knap så positiv, men bortset fra træthed er det ok, selvom der går længere tid. Det bliver højst tusmørke i et par timer, og vejrudsigten vi fik fra DMI over sattelittelefonen inden vi begav os afsted, var vanen tro perfekt. Et megahøjtryk over det centrale Grønland ligger næsten stille og spreder supervejr på anden uge over hele verdens største ø. Gennem isfyldte fjorde og etablering af lejr 1 Ti dage tidligere havde vi forladt bygden Kulusuk en times sejlads fra storbyen Tasiilaq (Ammasalik) med 3.500 indbyggere. Vi var blevet en dag forsinket af drivisen, som fyldte fjordene til bristepunktet, men dagen efter gav vores grønlandske bådførere ok på at komme ind for et forsøg samme aften. Efter fire fabelagtigt flotte (og iskolde) timer mellem millioner af tons drivis og isbjerge fra de kælvende bræer kom vi frem til bestemmelsestedet - foden af Knud Rasmussen gletscheren. Henrik, Rune, Christian, Frederik og jeg selv slog telte op og spiste en dobbelt portion travellunch med en af de smukkeste udsigter i verden. En kælvende megabræ på Østgrønland omgivet af fantastiske toppe. Peter og Inger havde småskader og derfor trukket det korte strå, og ville komme op til os andre tre dage senere med helikopteren med mad og klatregrej. En uforglemmelig tur opad den cirka fire km. brede Knud Rasmussen Gletscher foregik relativt problemløst. Første dag var på moræne og blåis, og udover et par store spalteområder de næste dage, kunne det meste krydses let på ski. Onsdag aften udpegede vi en stor grusbunke som basecamp, umiddelbart ikke særlig indbydende, men Al Powells Big- Wall ekspedition to år tidligere havde rost den i høje toner, og da vi kom tæt på, viste de små kvaliteter sig i dette toblerone-land. Mulighed for at sidde på en sten (og ikke kun i sneen), rindende vand fra en nærliggende gletschersø og et formiddabelt panorama over 16.september gletscheren. Vi slog telte op og delte vores nu rationerede mad. Helikopteren var gået i stykker, og reservedelen var på vej, så Peter og Inger (og al vores mad) ville først komme torsdag. Bulletinerne torsdag aften var nedslående. Over sattelittelefonen fik vi besked om, at helikopteren ikke kom før fredag, og parallelt var meldingen fra DMI, at en storm var i anmarch. Vi gik lidt slukørede i seng. Til morgenmad havde vi delt de sidste mandler og abrikoser. Fredag ville bunden være skrabet, så det kunne gå hen at blive en lang weekend. Vi blev vækket af et chop-chop-chop ved totiden om natten. Jeg kiggede ud af teltåbningen. En rød Bell 222 fra Air Alpha kom strygende op igennem Slangen-passet på sydsiden af 16. September Gletscheren. Den passerede os i stor fart. Vi fik tændt en VHF-radio og fandt raketter frem, og efter radiokommunikation og opsendelse af tre raketter fandt chopperen frem, og ud sprang Peter og Inger med en frisk wienerbrødstang fra bageren i Ammasalik og al vores øvrige mad bestemt for Basecamp 1. Stormen satte ind som varslet af DMI næste morgen, så det var godt at Peter nærmest havde hoppet på maven af staben hos Air Alpha for at få helikopteren afsted om natten. Klatringen ved 16. September gletscher Jeg sad i mine egne tanker på den solbeskinnede top og tænkte over ekspeditionen indtil nu, men blev vækket af Peter. Vi skal nedad - lad os komme i gang. Otte timer senere (klokken to om natten) jammede vores reb sig for anden gang - selvfølgelig på den allersidste abseil. Jeg var færdig, så det var heldigvis Peters nummer der kom ud, til at prusikke sig op ad rebet og få det sikkert med ned. Klokken 03:00 i de første solstråler stod vi ved vores ski, og 26 timer efter vi havde forladt vores lejr, krydsede vi igen den lille gletscherflod, der afgrænsede lejrområdet. Vi var godt møre, men så havde vi jo automatisk fået vendt døgn. Samme nat skulle vi starte vores flytning af lejren til næste depot. I den forløbne uge havde klatringen været i højsædet. Alle tre reblag havde fået lavet fine ture, og i alt syv forskellige bjerge blev besteget, heraf to nye ruter og fem repetitioner, hvoraf kun to var beskrevne ruter. Klatringen i området er trods den arktiske beliggenhed præget af hård klippeklatring, med relativt få alpine muligheder. Vi fandt klatring i den lettere ende af graderingsskalaen, og gik vel ikke noget, der var mere end 5+ på noget tidspunkt. Vejret var perfekt, faktisk var det så godt vejr, at vi på overliggerdage i lejren kunne nyde dagene i fulde drag kun iført underbukser. De typiske projekter opstod ved at udse sig et bjerg og finde en potentiel rute til toppen. En del mere udfordrende og tidskrævende end en traditionel bjergtur til alperne med gode rutebeskrivelser, efterladt udstyr til at lede en på vej og etablerede abseilpister eller beskrevne nedstigningsruter. Basecamp-flytning Vores basecamp-flytning var ekspeditionens joker. Vi havde hjemmefra valgt et koncept med kombinationen af rygsække og dragbags (kraftige kanosække i glat gummi). Konceptet havde vi prøvet af på vores vintertræningstur i Jotunheimen i Norge, hvor det fungerede fint, men sneforholdende ville jo være anderledes. Vi havde valgt at gå om natten, idet gletschersprækker ville være markant sikrere at krydse i nattens frost fremfor i dagens solvarme stråler. Med 40-45 kg. pr. mand fordelt på rygsæk og dragbag og en enkelt pulk startede vi til midnat. Vi skulle passere to pas (Slangen og Deep Freeze), og var forberedt på store problemer ved Deep Freeze. Trods strabadserne med den megen vægt gik flytningen over al forventning. Vejret var som sædvanlig perfekt, og vi indlagde en ekstra dag for at få en førstebestigning med undervejs. Således var hele ekspeditionen på toppen af en alpin top, som vi omgående døbte Jubilæumstoppen, en snowplod med nogle få ispassager på små 600 klatrehøjdemeter. Nedfiringen gennem Deep Freeze voldte som forventet problemer, men alle syv var nede igennem med vores mange kilo oppakning efter fem drøje nattetimer. Efter sammenlagt tre nattemarcher + jubilæumstoppen nåede vi frem til vores depot syd for Trillingerne efter passage af den kraftigt opsprækkede Karale-gletscher. Basecamp 2 Vejret blev gradvist ringere, uden dog på noget tidspunkt at blive rigtig dårligt, men klatremotivationen var dalende. Peter, Rune og jeg toppede på Pikkelhuen - en af de få to-tusindere i området - efter overraskende vanskelig mixet klatring de første fire reblængder, og Henrik og Frederik lavede et ambitiøst forsøg på den ene af Trillingetoppene, men måtte vende om i tiltagende snevejr. Efter tre uger i disse fantastiske omgivelser starede vi lidt forskudt vores load-ferrying til Tasiilaq-fjorden hvorfra vi skulle sejles ud. Hver reblag brugte 2-3 dage på at slæbe, abseile og vandre grejet til fjorden, hvor de sidste dage blev spenderet med let vandring, scrambling til nærliggende småtoppe, torskefiskeri og almen hygge i selskab med myggene! Ekspeditionen en stor succés Vi var ialt syv personer fra Dansk Bjergklub. Ekspeditionen var 100% planlagt af os selv, lige fra sponsorstøtte til den samlede logistik. Det sidste halve år røg der dagligt rigtig mange mails rundt. Vi havde samlet vores ekspeditionsplanlægning i et planlægningsdokument, som vi på alle tidspunkter holdt på cirka tyve sider indeholdende alle konklusioner og udestående vedr. proviant, medicin, kommunikationudstyr, sponsorstøtte, tilladelser mv. Vi fik sponsoreret al vores kommunikationsudstyr, det meste af vores proviant samt en del af vores udstyr, og DMI sponsorerede en daglig specialvejrudsigt for området. Det hjalp helt sikkert, at kronprinsen var protektor for ekspeditionen. Samlet set blev Dansk Bjergklubs 50 års Jubilæumsekspedition til Østgrønland en stor succes. Vi nåede vores overordnede mål, nemlig at sætte Danmark på det klatremæssige landkort på Østgrønland. Vi gennemrejste en cirka 90 km. lang rute gennem Schweizerland på ski, fik klatret elleve toppe i alt, og fik med det forhåbentlig lagt grunden til fremtidige danske ekspeditioner til The Northern Playground på Østgrønland. FAK TA Østgrønland Budget: Et af verdens absolut smukkeste steder er Schweizerland, som er området nord for Tasiilaq (Ammasalik). Området er let og relativt billigt at komme til (rutefly til Kulusuk via Reykjavik på Island). Trods vores helikopterstøtte til indledningsvis at forsyne vores to lejre med mad og udstyr, holdt vi vores personlige budget for en måneds ekspedition på knap 15.000 kr., og det kan gøres billigere, hvis man vælger et mere fjordnært område, hvor proviant mv. kan sejles ind. For foden af Knud Rasmussen Gletcher - En af verdens mest imponerende lejrpladser. Friluftsliv: Mulighederne er uudtømmelige for de fleste former for klatring, ligesom andre former for seriøst aktivt friluftsliv i form af sommerski-ekspeditioner, vandring ved fjordene eller havkajaksejlads for den erfarne er oplagte. Indbyggere: Østgrønland har kun en storby, nemlig Tasiilaq, med 3.500 indbyggere. Derudover er der spredt en række bygder i nærheden af Tasiilaq. Al transport i området foregår med båd eller helikopter (hvis man har råd - og tålmodighed). 32 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 33

KIRGISISTAN MUZTAG ATA KINA NEPAL LHASA BHUTAN Jim forlader her lejr 2.5 efter at have båret en oppakning op til cykeltrioen dagen før rekordforsøget. Det var fysisk hårdt at kaste al energi ind i en kort cykelspurt i den løse sne. For at spare vægt var der ingen saddel eller saddelpind på min cykel. Tekst: Martin Adserballe Foto: Martin Adserballe og Siegfried Verheijke Heaven by bike Mt. Mustagh Ata i Vestkina har lagt navn til en del særprægede bestigningsforsøg. Den store svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin lagde ud i 1894, siddende på en yakokse. En amerikaner forsøgte sig siden hen med sin hund spændt foran en pulk med grej. Det umage par faldt ned i en spalte, men blev reddet op uskadte. I år 2000 skulle det undrende bjerg så lægge ryg til en flok cykelfanatikere. Da jeg i 1999 cyklede Karakoram landevejen mellem Pakistan og Kina, besøgte jeg lejr 1 på det 7.546 meter høje, teknisk lette bjerg. Opstemt af den nemme vandretur og de fascinerende beretninger, gik jeg i gang med at planlægge en bestigning af denne gigant blandt Pamir-bjergene det følgende år. Over Internettet fandt jeg en belgier, som ville forsøge at slå den eksisterende Guinness rekord i højdecykling på 6.962 meter, sat på Mt. Aconcagua i Argentina. Rekorden, proklamerede Siegfried, ville han sætte på toppen af Mustagh Ata. Kugleskør, var min første tanke - ugen efter var jeg deltager på ekspeditionen som bjergcyklist. En tredje cyklist, belgieren Luc meldte, sig også under fanerne - alle havde før prøvet at cykle i over 5.200 meters højde i Tibet. Holdet kom yderligere til at bestå af to unge hollændere, Stijn og Peter, og en 58-årig New Zealandsk matematiker, Jim. Deres tilgangsvinkel var ren bjergbestigning, og de var med rette en smule skeptiske overfor cykeleventyret. Holdet mødtes d. 24. juli i Beijing og fløj derfra til byen Kashgar i Vestkina, knudepunktet på den gamle silkevej. Luc, som forinden havde cyklet Karakoram landevejen, sluttede sig til os her. De næste par dage gik med at forberede de sidste logistiske detaljer. Rekordkuller Undervejs i planlægningsforløbet havde jeg fået et anfald af rekordkuller, og koste hvad det ville, så skulle jeg altså også sætte rekord i størst højdeforskel becyklet. Desuden havde jeg en vag forestilling om, at det var en etisk mere korrekt måde at gennemføre projektet på. Derfor ville jeg cykle de 240 km. op til basislejren. Og mens en magelig landcruiser kørte fra hotellet med resten af teamet, stod jeg tilbage og forbandede mig selv for min stivnakkethed. Min cykel skulle samles, og først langt ud på eftermiddagen kom jeg af sted. Min plan om at cykle 130 km. den første dag op til en kontrolpost med overnatningsmulighed var nu umulig. Men poppel-træernes svalende skygge og kanalsystemernes rislende vand i landsbyerne langs vejen fik hurtigt bragt mig i godt humør, selvom himlen efterhånden blev dækket af truende mørke skyformationer. Efter 60 km s cykling havde en middelsvær syndflod maltrakteret en 34 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 35

33 Hænger ud på min cykel, mens Luc glatter vores cykelsti ud med et liggeunderlag. 3 Det ser let ud, men vi havde alvorlige problemer ved at cykle i den løse sne, selvom vi brugte meget tid på at trampe en cykelsti. Iført et par standardstøvler til Everest og med et par snesko i rygsækken. I baggrunden ses 7649 meter høje Mt. Kongur Shan og Karakul søen. Groggy cyklede jeg tilbage til hotellet for en hvile- og akklimatiseringsdag. Her fandt jeg til min forbløffelse Stijn, som bekymret fortalte, at Peter havde klare tegn på højdesyge og derfor omgående skulle ned i lavere højde. Sammen fandt vi en uighurisk lastbilschauffør, som - mod en horribel pris - var villig til at tage de to med. bro, som jeg kom over efter stort besvær. Uheldigvis havde en større arm af floden spærret vejen lidt længere fremme og raspede yderligere et par timer af min såkaldte tidsplan. For at gennemføre noget, der mindede om en dagsmarch, cyklede jeg til mørkets frembrud. Her i 1.600 meters højde var der ingen beboelse, så jeg smed mig på mit liggeunderlag nær en bæk (pga. min vægtfanatisme var resten af grejet sendt med de andre op til basislejeren). Selvfølgelig regnede det om natten. Våd og fortumlet af mangel på søvn begyndte jeg at cykle ved solopgang for at få varme i kroppen. Planen var klar. Jeg skulle op til Kara Kul søen nær Mustagh Ata, hvor der lå et såkaldt hotel. Det skulle være overkommeligt, men jeg havde gjort regning uden vært, for denne dag blev min værste under hele ekspeditionen. Landskabet gled langsomt over i bjerge, efter en lang sandet strækning i yderkanten af Taklamakan-ørkenen. Her havde store mængder regn mørnet bjergsiderne og sendt kaskader af sten ned over Karakoram-landevejen. Helvede på Karakoram-vejen Efter at have passeret en bortskyllet bro, ankom jeg midt på dagen til den forjættede kontrolpost. En høj rank politiofficer med de sædvanlige overdimensionerede solbriller studerede nøje mit pas, mens han henkastet fortalte, at seks udlændinge om morgenen var omkommet, da deres landcruiser styrtede ned i en kløft. Hurtige tanker for gennem mit hoved, men logisk set kunne det ikke være Siegfried og kompagni. Efter et hurtigt måltid cyklede jeg videre op gennem den stejle Tigermund -kløft. Adskillige gange tordnede massive mudderlaviner ned over vejen få hundrede meter foran en skræmt cyklist, som interesserede sig umådeligt meget mere for bjergsider end vejen lige foran. Et sted var en halv kilometer af vejen dækket af en halv meter masse af mudder og sten, men pga. min rekordiver smed jeg al forsigtighed over bord og vadede igennem, mens jeg intenst lyttede efter mulige fatale lyde fra de skydækkede bjergsider. Langt om længe kom jeg ud i åbent landskab igen, mens vejen drejede i en lang kurve rundt om Mt. Kongur Shan. Herfra skulle jeg videre op til Kara Kul hotellet, for ingen steder var der overnatningsmuligheder i sigte. Dagen ebbede ud, og de kommende kolde timer blev markeret af stjerner klarere end aldrig før. I min iver for at cykle uden lys i buldrende mørke, endte det selvfølgelig med, at jeg passerede hotellet. Da fejltagelsen endelig gik op for mig, var jeg fuldstændig udmattet og desperat ved tanken om, efter 18 timers cykling, at skulle overnatte i det fri, her to kilometer højere end gårsdagen. Efter et forsøg på at finde ly ved en militærpost, blot for at blive jaget på flugt af råbende soldater og glubske hunde, søgte jeg ly i et ulåst bygningskompleks for vejarbejdere, fandt et tæppe i en bordtennishal(!) og lagde mig tilrette på liggeunderlaget, som tilsyneladende var punkteret. Peters højdesyge Da en flok harme vejarbejdere tidligt næste morgen opdagede cyklisten, blev den ubudne gæst smidt for porten. Der kom en behagelig souvenir ud af anstrengelserne efter lidt papirarbejde og to vidneerklæringer på rekorden. Jeg mødte også en hollandsk ekspeditionsleder, som med store armbevægelser kunne fortælle, at en flok gale cyklister var på vej til basislejren for at bestige bjerget med deres cykler. Lidet overbevisende forsøgte jeg at forklare, at de sørme ikke var så gale endda. Han fortalte også, at ingen gennem de to foregående uger havde nået toppen pga. dårligt vejr, og at en Slovener var død af udmattelse i sit telt i 7.000 meters højde. Det andet dødsfald på Mustagh Ata nogensinde. Med det i baghovedet cyklede jeg næste dag op ad en smal stenet sti til basislejren i 4.430 meters højde, hvor resten af teamet vantro lyttede til min fantasifulde beretning om Karakoram landevejen de havde knap nok mødt en vandpyt. Cykelvandring Basislejren var i sig selv et gråtrist sted, hvor de lokale kamel- og æseldrivere kedede sig så bravt, at de have slæbt et billardbord derop. Vores messetelt, lejet af det kinesiske bjergbestigerforbund, viste sig at være et rustent vindblæst blikskur, men var fortrinligt som cykelværksted til at gå amok i en rus af vægtbesparelse ved nådeløst at fjerne alt overflødigt, inklusiv bremser, gear og saddel. Luc s hardcore filosofi var derimod: At rippe sin cykel for tre kilo ikke ville være udslagsgivende for, hvorvidt han kunne sætte rekord eller ej. Imens huserede kirgisiske tæppehandlere rundt om i lejren blandt de mange ekspeditionsteams og lagde ihærdige forsøg for dagen på at håndhæve de stolte handelstraditioner her ved den gamle silkevej. Mens jeg akklimatiserede i basislejren, vandrede Siegfried og Luc med deres cykler næste dag op til lejr 1, der lå klods op af snegrænsen i 5.470 meters højde. For at Guinness rekordbog kunne anerkende rekorden, skulle vi transportere cyklerne op ved egen kraft, hvilket var nemmest gjort ved at fæstne dem i adskilt tilstand bagpå rygsækkene. At cykle op af den stejle sti mod lejr 1 kunne ikke lade sig gøre. Dagen efter vandrede Steijn og jeg sammen op med et læs grej til lejr 1, som en del af vores akklimatisering. Peter var kommet sig over sine højdeproblemer og var taget op til basislejren sammen med Steijn, men akklimatiserede for en sikkerheds skyld en ekstra dag i lejren. På det tidspunkt havde Jim allerede indkvarteret sig i lejr 1 og blev i kraft af sin lange klatrekarriere rådgiver og mentor for de håbefulde og rekordhungrende cyklister. Planmæssigt rykkede jeg derefter op til lejr 1, hvor den øvrige del af cykelbanden tog en hviledag. Fordi jeg ankom til basislejren en dag senere end resten af teamet, var jeg under den første del af ekspeditionen konstant småbekymret for, hvorvidt jeg kunne indhente det tabte, så vi kunne sætte rekorden sammen. I værste fald kunne mine cykeludskejelser i lavere højde koste meget dyrt i tabt tid, og for de kræfter jeg ville få brug for højere oppe. Derfor var det med nogen ængstelse jeg tog en hviledag, mens cykelduetten sigtede efter lejr 2 i 6.200 meters højde. For at komme dertil skulle de igennem et isfald midt mellem lejr 1 og 2, hvor dybe sorte spalter sultent gabte ud efter uforsigtige bjergbestigere. Heldigvis havde flere forudgående kommercielle ekspeditioner markeret en sikker rute gennem området. Luc og Siegfried startede dog først sent på formiddagen og endte med at etablere en lejr 1.5 midt i is-faldet. Livet i en hvid verden En stor del af Mustagh Ata eventyrerne bestiger bjerget på ski, men for cyklister uden denne ekspertise er alternativet snesko. Min manglende erfaring betød, at jeg havde tilranet mig et par til almindelig vandring, og alle på bjerget gloede, da jeg kom vraltende på mine nyerhvervede andefødder med min cykel på ryggen på vej mod lejr 2. I det mindste kunne jeg trøste mig med, at de lokale beboere omkring Mustagh Ata også betragter skiløberne på Mustagh Ata som halvgale. Et par dage senere var cykel-duetten blevet en cykel-trio, efter at vi havde kæmpet det sidste stykke vej op til lejr 2 med vores cykler, grej og mad. Dog brugte jeg en halv hviledag på at hente min cykel, som jeg havde opmagasineret i isfaldet. Her mødte jeg Steijn og Peter på vej op mod lejr 2, og sammen stavrede vi det sidste stykke i begyndende white-out forhold. Forinden havde Jim til vores store forbløffelse allerede nået toppen i et fænomenalt soloryk direkte fra lejr 2 med start kl. 5.45 om morgenen. Normalt etableres en lejr 3 i omkring 6.800 meters højde før et top-forsøg. Det kom os til gode, for da vi skulle fortsætte vores videre færd mod lejr 3 var Jim så uselvisk at agere pakæsel ved at transportere telte og soveposer for os. Desværre slog vores komfort-gener til igen, og vi endte med at starte sent op ad formiddagen. Siegfried havde en meget dårlig dag, og jeg var en overgang en smule i tvivl, om han ville kunne være i stand til at sætte 36 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 37

Udmattede ankom vi til basislejren efter en lang nedstigning. Luc tv., Siegfried th. I baggrunden ses vores uundværlige blikskur. rekorden. Til sidst var vi nødt til at etablerede en lejr 2.5 i 6.500 meters højde 100 meter højere end min gamle højderekord på nordsiden af Everest. Her kunne vi i det skyfri vejr se langt ind i Tadjikistan beliggende kun ca. 30 km væk mod vest, og vi kunne endda ane Vaham-korridoren i Afghanistan knap 110 km væk. De ti små cyklister Der var altså stadigvæk cirka 1.050 meter til toppen fordelt over en lang flad vandring. Den barske sandhed begyndte at stå lysende klar - toppen lå meget langt borte, når vores cykler skulle medbringes. For at det ikke skulle ende som i sangen om de ti små cyklister, indgik vi en musketer-ed om at sætte rekorden sammen, når blot vi kom over de 7.000 meter. Forud havde jeg haft en heftig målkonflikt - toppen eller rekorden, men hjertet valgte den tohjulede løsning, selvom jeg nok kunne have nået toppen uden cykel. Næste dag ønskede Jim at teste, om han efter sin første bestigning ville være i stand til at nå toppen igen, når han nu var bedre akklimatiseret, men fysisk mere nedbrændt af opholdet i højden. Han startede igen kl. 5.45 om morgenen fra lejr 2 og passerede de magelige cyklister i lejr 2.5 kl. 7.15. Til vores held betød det, at han trampede spor for os i den løse sne. Cykling i 7008 meters højde Vi fastgjorde vores cykler og begyndte vandringen op mod de magiske 7.000 meter sammen med Steijn, som uventet dukkede op til et topforsøg, mens Peter blev tilbage i lejr 2. Hurtigt stod det klart, at rollefordelingen var byttet om. Siegfried var som forvandlet og vandrede sammen med Steijn raskt op foran Luc og mig. Luc havde virkelig problemer, men stille og roligt fik jeg snakket ham med op til et fladt område, hvor de andre ventede. GPS-målingerne lå her i intervallet 7.008-7.030 meter, så vi satte så højden til 7.008 meter ud fra et konservativt skøn. Jim havde opgivet sit top-forsøg, da han var meget langsommere denne gang, og Steijn havde også indset, at han ikke ville nå toppen, så begge ventede også her. Jim var igen ovenud hjælpsom og havde udjævnet en cykelsti i den løse sne til os. Selve rekordforsøget var et kapitel for, sig da den dybe sne - selv ned ad bakke - gjorde det alt andet end nemt at cykle, og vi lignede mest af alt noget taget ud af Mister Beans eskapader. Efter to timer og utallige forsøg havde vi alle mindst ved en lejlighed præsteret noget, vi mente kunne defineres som at cykle og dokumenteret det med videokamera samt to vidner som krævet af Guinness Rekordbog. Den hårde nedstigning Da vi påbegyndte nedstigningen kl. 16, var jeg komplet drænet for energi, stoppede ustandselig for at hvile og dinglede som den sidste ned til lejr 2.5 ved mørkets frembrud. Den komfortable dagtemperatur blev her lynhurtigt efterfulgt af en isnende kulde, der lagde sig som en knugende hånd om det spinkle telt. Jeg var fuldstændig udbrændt om morgenen, og pakningen af grejet blev besværliggjort af, at fugtigheden fra vores ånde var frosset til et tyndt lag is overalt i teltet om natten. Siegfried var stadigvæk - næsten på irriterende vis - utrolig frisk og gav Luc og mig moralsk opbakning, mens vi apatisk stavrede ned til lejr 2, indhyllet i vores små verdener af ulidelig træthed. Jeg valgte at tage en hviledag her i lejren, som var vokset betragteligt med et inferno af skrigende teltfarver gennem de sidste dage med godt vejr. Siegfried overtalte dog en meget træt Luc til at fortsætte ned til lejr 1 og brugte en del tid under nedstigning på at fastslå, at teltet skulle slås op i lejr 1 og ikke før. Næste morgen var en kinesisk bjergbestiger alvorligt højdesyg i lejr 2. Steijn og Peter meldte sig til at hjælpe ham ned på en improviseret slæde til lejr 1, som havde adskillige læger. Jeg bidrog beskedent ved at trampe spor, mens jeg slæbte min cykel og to rygsække. Steijn og Peter gav senere toppen en chance igen, men desværre faldt der efterfølgende en del sne, som forhindrede dem i at nå derop. I lejr 1 fandt jeg til min overraskelse Luc, som ventede på ankomst af et æsel, som Siegfried ville sende op for at hente bagage, når han selv nåede basislejren. Vi kom dog til at vente lidt, for den højdesyge kineser blev fragtet ned til basislejren på æslet, og først sidst på dagen ankom vi til basislejren. Turen havde tæret hårdt på mig: På de 16 dage vi var væk fra Kashgar havde jeg tabte otte kilo et kilo mere end vægten af min cykel. Afslutning Næste dag var et underligt antiklimaks, da vi slog følge med vores kamelkaravane fra basislejren ned mod Karakoram-vejen. Eventyret var slut, og rulleteksterne løb ned over skærmen. Undervejs spekulerede jeg her på Sven Hedins kamp for at bringe Yakokser op ad Mustagh Ata - et forsøg, som stoppede ved 6.000 meter højde. Hvis nutidens bjergbestigere betragtede os cyklister som smågale, hvad havde datidens beboere så mon tænkt, da Hedin bekendtgjorde, at han ville bringe Yakokser op mod toppen af Mustagh Ata, faderen til alle isbjerge som kirgiserne kalder det? Epilog Et halv år senere blev vores rekord officielt anerkendt af Guinness Rekordbog, og den står stadigvæk. Om jeg rent faktisk yderligere satte en uofficiel rekord, det aner jeg ikke, men 5.700 meters højdeforskel becyklet er vel også værd at nævne. Siegfried hjembragte sig en portion hæmorider som ekstrabonus før starten på sit nye job som belgisk handelskommissær i Beijing. For Jims vedkommende gav turen ham mod på højere bjerge, og han nåede for et par år siden op i 8.500 meters højde i en alder af 62 år under sin selvorganiserede Everest-ekspedition. For mit eget vedkommende var det starten på en altomfattende besættelse af cykling i højder, som indtil videre har bragt mig over 16.000 kilometer rundt på det tibetanske plateau gennem de senere år og gjort mig til den mest erfarne Tibetcyklist på markedet. Globen MEdlEMSBlad for de BEREjSTES KluB TEMA: STORBYER ET indblik i de MEST SPÆndEndE AF SlAGSEn SkRiBEnT konkurrence Hvem har skrevet de bedste artikler til Globen ET land, En BY 5 bud på hvad du skal se i Rio og 9 der er et must i Brasilien SEPTEMBER 2006 / nr. 25 Globen MEDlEMsBlaD for DE BEREjstEs KluB MARTS 2007 / nr. 27 Globen MedleMSblAd for de berejstes Klub TEMA: Uforglemmelige togrejser Udstyr til alle der deler facinationen af, hvad der ligger rundt om det næste hjørne! DECEMBER 2006 / nr. 26 Medlemsrabat 15%. Gps og kano/kajak er undtaget fra rabatordningen. Medlemskort med billede skal fremvises. www.friluftsland.dk BLIV PASSIVT MEDLEM AF DE BEREJSTES KLUB: få 4 numre af Globen for kun 150 kr. andre fordele Alt dette får du med vores introduktionstilbud: Passivt medlemskab af DBK året ud Medlemsbladet Globen tilsendt hvert kvartal (60-80 sider spækket med spændende rejsestof) Du får to tidligere og to kommende numre af Globen 10% rabat på udvalgte rejser hos Penguin Travel 15% rabat på vaccinationer hos Rejseklinikken i Charlottenlund 10% på vaccinationer hos Udlandsvaccinationen på Skejby Sygehus 15% rabat på køb hos Friluftsland (forevis medlemskort) 25% rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books 5 kr s rabat pr. genstand i Café Globen Mulighed for at deltage i specielle arrangementer (visse møder, grupperejser etc.) Så nemt er det: 1. Klik ind på vores hjemmeside berejst.dk og klik på bliv passivt medlem eller 2. Send en mail til passiv@berejst.dk med dine oplysninger OBS! Tilbuddet gælder ved indmeldelse inden 1. September 2007. Efter introduktionstilbuddet koster fortsat medlemskab kr. 300 pr år. KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk - 33 14 51 50 38 GLOBEN nr. 28 / Juni 2007 2007-06var.indd 1 04-06-2007 15:42:24