Skab samarbejde = skab inklusion? Samarbejde Af Andy Højholdt, lektor Forleden kom min kone, som er underviser på en pædagoguddannelse begejstret ind ad døren. Hun havde netop været på praktikbesøg i en SFO i Slangerup i Nordsjælland. Da hun fik øje på mig bag computeren, udbrød hun: Ved du hvad jeg har lige været ude på en skole, hvor de fortalte at samarbejdet mellem lærere og pædagoger går godt! Jeg blev helt paf - det var så sandelig ikke en sædvanlig beretning. Kort tid forinden havde jeg afholdt kurset Skab samarbejde for lærere og pædagoger. For lige at fornemme deltagernes perspektiver på kurset, bad jeg dem kort fortælle om deres motivation for at deltage. Hele gruppen som kom fra et bredt udsnit af københavnske skoler berettede om vanskeligheder i samarbejdet mellem lærere og pædagoger som den primære motivation for at deltage på kurset. Mit mål om at afholde kurset i god og positiv stemning begyndte op ad bakke. I andre sammenhænge har jeg mødt lignende udtalelser, som for eksempel læreren Mette, som siger således om samarbejdet med pædagogerne: Jeg synes, samarbejde med pædagogerne er svært! Man skal i hvert fald overskride nogle barrierer, og det sjove er, at jeg ved faktisk ikke helt, hvad det er for nogen. Men de er der, ingen tvivl om det! Mette, folkeskolelærer (Højholdt 2009) Med denne indledning til folkeskolen og SFO giver det mening at etablere en SFO tænketank, som har et særligt fokus på udviklingen af SFOen og folkeskolen og som i denne sammenhæng også kan bidrage konstruktivt til debatten i det offentlige rum om folkeskolens udvikling. Fortællingerne fra praksis fortæller os, at samarbejde i den pædagogiske sektor er et udviklingsfelt, som vi er forpligtet til at handle på. For samarbejdet kan lade sig gøre, det kan bidrage til et løft af skolens samlede virke, og det er en forudsætning for at inklusionsindsatsen kan udfolde sig. Men det har været underprioriteret i den pædagogiske sektor, og der er, som Mette 25
De fortalte at samarbejdet mellem lærere og pædagoger går godt! Andy Højholdt er lektor i pædagogik ved Professionshøjskolen Metropol fortæller om det, barrierer for at samarbejdet lykkes. Hvis det skal lykkes, er vi nødt til at erkende samarbejde som en kundskab noget man både bør og kan lære at gøre. Jeg vil derfor i denne lille essayistiske artikel forholde mig til to dimensioner af samarbejde mellem professionelle fagfolk: Hvorfor samarbejde? og Hvad skal vi være varsomme med ved samarbejdet? Samarbejde kan modvirke eksklusion Samarbejde mellem professionelle om inklusionens opgave handler om at modvirke eksklusionsprocesser som direkte eller indirekte finder sted i skolens dagligdag. I inklusionens perspektiv bliver spørgsmålene altså: Kan vi med samarbejdet mellem professionelle om udsatte børn og unge gøre en bedre indsats? Kan vi ved at samarbejde inkludere flere i spillet om tildelingen af livschancer? I socialpolitikken har der igennem flere år været intensivt fokus på tværprofessionelt samarbejde som et centralt bud på en forebyggende indsats. Overalt i det lokale social-, sundheds- og uddannelsespolitiske arbejde ser vi et stigende politisk fokus på, at en tidlig indsats overfor udsatte børn og unge skal virkeliggøres, i og med at en tidlig indsats er helt afgørende for at kunne modvirke sociale, personlige og faglige problemers eskalering. Professionelles ansvar Hvad vi kan registrere er, at det offentlige som et tosidigt monster sætter de professionelle under et stigende dobbelt pres: På den ene side udbreder det politiske apparat en øget udbredt forståelse af, at de samfundsmæssigt skæve sociale vilkår er en opgave for det social- og uddannelsespolitiske system at reagere på. På den anden side ser vi, at netop den førte integrations-, arbejdsmarkeds-, social- og uddannelsespolitik er direkte medvirkende til at skabe problemer for den udsatte målgruppe. Over for denne erkendelse kan den professionelle vælge en af tre strategier: 1) At lade som om intet var hændt (mere af det samme). 2) At handle politisk og søge at modvirke den samfundsmæssige eksklusion (agere advokat for målgruppen). 3) At afsøge nye muligheder i det praktiske professionelle felt med henblik på at mod virke konsekvenserne af eksklusionsmekanismerne (at handle konkret ud fra en etisk forpligtigelse). Jeg håber ikke nogen lader som intet var hændt, jeg ville ønske at flere agerede politisk offensivt, og jeg vil gerne argumentere for det fornuftige i, at flere professionelle ved at fokusere på samarbejde mellem professionelle afsøger nye muligheder for at handle i inklusionens navn. Ikke mere af det samme! Brugen af det tværprofessionelle samarbejde bliver aktuelt intensiveret i den pædagogiske 26
I årene der var gået, har vi ikke formået at flytte de store grupper af udsatte børn i en bedre tilværelse! sektor. Intensiveringen sker, fordi vi ved at de sociale og pædagogiske problemer, som vi (ikke blot politikere) står overfor, ikke kan løses af enkelte faggrupper alene. Forskningen viser, at vi gennem mange år har forsøgt at forbedre udsatte børn og unges livsvilkår og situation uden held. Professor, Per Schultz Jørgensen opgjorde i 1993 andelen af børn, som befinder sig i en risikozone til 15 procent. I 2002 gennemførte han en lignende opgørelse med en rystende erkendelse til følge: I årene der var gået, har vi ikke formået at flytte de store grupper af udsatte børn i en bedre tilværelse! Sagen er: Vi kan ikke konkludere, at vores indsats slet ingen effekt havde, men den var ikke af en sådan kvalitet, at vi lagde grunden til afskaffelsen af risikogruppen. Derfor må vi kritisk overveje selv vores tilgang. Som en klog mand engang sagde: Når mere af det samme ikke virker, så prøv noget andet (Jørgensen 2009) Det betyder, at professionerne må tage reformeringen af den polariserende social-, uddannelses- og sundhedspraksis alvorligt. Kompetencen til at bestride tværprofessionelt samarbejde er og bliver mere og mere nødvendig for at kunne skabe en fungerende praksissektor, og hvis vi skal indfri ambitionerne om en tidlig forebyggende indsats. En anden og bedre indsats kræver indholdsmæssig, organisatorisk og metodisk omstilling. Der er ikke behov for mere af det gamle der er behov for nye veje i den sociale og pædagogiske indsats. På denne måde handler udviklingen af tværprofessionelt samarbejde om at ruste de professionelle til på ordentlig vis at leve op til de politiske ambitioner om at varetage en forebyggende indsats for børn, unge og familier. Nye beføjelser Man kan sige at vi er i gang: Eksempelvis ser vi på politisk niveau, at med Barnets reform gives udvidede beføjelser i samarbejdet mellem professionelle, når de skal/vil drøfte et barns situationen (de ændrede regler træder i kraft 1. januar 2011). Spørgsmålet bliver om de professionelle kan løfte opgave og tage de nye ansvarsområder hensigtsmæssigt på sig. I uddannelsessystemet ser vi en stigende grad af satsning på det tværprofessionelle samarbejde. Alle socialrådgivere, sundhedspersonaler og pædagogiske professionelle (lærere og pædagoger) skal i fremtiden uddannes til tværprofessionelt samarbejde i grunduddannelsen. Målet er ifølge lovgivningen at give de professionelle forudsætninger for at levere en bedre indsats. I praksissektoren ser vi øget brug af eksperimenter med samarbejdet mellem lærere, pædagoger og undervisningsassistenter. Et godt eksempel herpå er forsøgene med heldagsskoler landet over, forsøg som ikke alene kan betragtes som en succes, hvilket jeg vil komme kort ind på neden for. 27
Når mere af det samme ikke virker, så prøv noget andet Heldagsskolen et øget samarbejde I bydelen Vollsmose forsøgte Odense Kommune sig med etableringen af heldagsskoler og derved et øget samspil mellem lærere og pædagoger i dagligdagen med henblik på at udleve inklusionsstrategi i praksis ved at prioritere samarbejde. Forsøgene har virket (til dels). Lektor Lars Holm, DPU, Aarhus Universitet konstaterede i en følgeforskningsrapport følgende 1 : Etableringen af heldagsskoler i Vollsmose har igangsat en række betydningsfulde faglige og pædagogiske udviklingsprocesser, der har medført en kvalitativ udvikling af skolernes undervisningstilbud. Set i et internt organisatorisk perspektiv kan heldagsskoleforsøget betragtes som en succes, fordi det har bidraget væsentligt til skolernes interne faglig-pædagogiske udvikling (Holm 2009) (min understregning). 1 Se Lars Holm: Svært, men muligt at skabe pædagog-lærersamarbejde, Liv i Skolen nr. 3-2010 Altså ud fra en pædagogisk faglig vurdering har samarbejdet været en succes. Og dog: Blandt målgruppen beretter flere (iflg. Holm) om, at de ser heldagsskolen som et initiativ negativt målrettet dem grundet deres etniske tilhørsforhold. Et forhold der gør, at forsøget opfattes som noget der krænker deres integritet. Som Holm konstaterer, kan man derfor ikke udelukke, at forsøgene på at udvikle skoletilbuddet kvalitativt blandt andet ved en ny fordeling mellem fritids- og skolepolitikken, reelt modvirker den integrationsopgave som forsøgene faktisk var sat til løse (ibid). Pointen i denne sammenhæng er at kunne vælge den rigtige samarbejdsform til den rigtige opgave. Det er dér, vi skal hen! Som al anden pædagogisk virksomhed handler det om at være varsom og være i stand til at vurdere konsekvenserne af specifikke arbejdsformers betydning for kvaliteten af indsatsen. Hvad der eksempelvis kan opleves som et godt samarbejde set ud fra et ledelsesperspektiv, kan i vidt omfang opleves som et dårligt samarbejde af de konkret deltagende praktikere. Hvad der kan opleves som et godt skoleudviklingsprojekt af praktikerne, opleves ikke nødvendigvis som en god indsats af målgruppen, hvilket Holms evaluering minder os om. Frem for alt handler det om som også Per Schultz Jørgensen har været fortaler for i en menneskealder at vi tør udvikle den pædagogiske indsats i børnehøjde/i dialog med målgruppen. Samarbejde det handler om at nå mål! Kigger vi mere specifikt på selve samarbejdet, så kan man sige, at samarbejde er en arbejdsform, som vi tager i anvendelse, når vi vil nå mål, som vi ikke kan nå bedre alene. At svare på spørgsmålet Hvad er samarbejde? er dog faktisk ikke helt enkelt. Prøv selv at spørge din kollega, ven eller partner: Hvad er samarbejde? Vedkommende vil sikkert svare, at det er noget med tillid, anerkendelse, accept af at mennesker er forskellige, åbenhed etc. Alt sammen nok så vigtige elementer i samarbejdsprocesser men disse kendetegn siger ikke noget om, hvad samarbejde egentlig er! At samarbejde er sjovt og interessant kan godt være en del af målet med samarbejdet. Hvis mennesker trives, hvor de er i sjove rammer, hvis mennesker synes, det er sjovt at samarbejde, er det naturligvis godt. Forudsætningen for at de deltagende personer kan udvikle sig i samarbejdet kan derved umiddelbart være til stede. Men det er sådan set ikke det interessante ved samarbejde i et inklusionsper- 28
Lærerens tidligere monopol i skolen er definitivt brudt som konsekvens af den inklusive pædagogiks udrulning spektiv. Det interessante ved samarbejde er at kunne skelne mellem forskellige samarbejdsformer, vurdere deres potentiale og kunne udvikle og forbedre samarbejdet til gavn for målgruppen. Monopolerne brydes samarbejdet opstår Overordnet set er det helt afgørende at bide mærke i, at lærerens tidligere monopol på at agere i skolen er definitivt brudt hvilket er en naturlig konsekvens af den inklusive pædagogiks udrulning. Dele af lærerarbejdet, som vi har kendt det, er dermed i dag under forandring i og med andre professionelle byder sig til som partnere og bidragsydere i den samlede indsats. Denne situation er en væsentlig del af de kontekstuelle betingelser for lærerens arbejde: Det professionelle arbejde er blevet samarbejdets kunst! Ingen nem opgave men nødvendig! Litteratur: Jørgensen, Per Schultz (2009): Forord. I: Bo, Karen-Asta m.fl. (red): Udsatte børn et helhedsperspektiv. Akademisk Forlag Holm, L. (2009). Heldagsskolen som uddannelsespolitisk initiativ. Tredje statusrappport 2008-2009. København: Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet Højholdt, Andy (2009): Den tværprofessionelle praktiker. København. Hans Reitzels Forlag. 29