Medfødt grammatik I slutningen af 1950 erne argumenterede lingvisten Noam Chomsky for, at sprogets generativitet måtte indeholde nogle komplekse strukturer. Chomskys argumentation bestod primært af spørgsmålet om, hvordan et barn kunne skabe grammatiske strukturer uden træning eller korrektion. Hans løsning var, at børn måtte besidde en medfødt sproglighed, en universalgrammatik. Chomskys teori om sprogtilegnelse efterlader to store stridspunkter i forståelsen af børnesprog: Er sproget determineret af miljø, eller er det et abstrakt kognitivt system Er barnet født med abstrakte sproglige repræsentationer, eller har det en medfødt evne til at lære dem Med disse spørgsmål i fokus, giver jeg min analyse et videnskabeligt perspektiv, som kan være med til at forklare, hvordan er det muligt for Peter at gå fra intet sprog til det komplekse sprog, som en voksent menneske behersker. Sprogudvikling har været analysemateriale for en tværfaglig optik, og det er derfor vanskeligt at betragte sprog som én lingvistisk tendens. Fælles for de fleste videnskaber er, at sprogets semantik skal indlæres, eftersom betydningsfelter i verdens sprog er forskellige. Derimod er der stor uenighed om grammatikkens begyndelse 1. I mit arbejde med Peters sprog vil jeg forholde mig til spørgsmålet om grammatikkens ontogenese og semantikkens processuelle tilegnelse. Jeg vælger derfor at anvende teorien om universalgrammatikken som omdrejningspunkt for mine iagttagelser. Dog vil teorien ikke fungere som skabelon for mine observationer, men mine observationer skal derimod bidrage til at vise, hvorvidt teorien fungerer på mit eget empiri. Derudover nævner jeg kort en modsat tilgang til sprogtilegnelse, netop fordi disse to teorier tilsammen kan give en videnskabelig og empirisk forklaring på nogle af de fænomener, jeg finder i Peters sprog. Til sidst i teoriafsnittet vil jeg præsentere Wug-testen, som 1 Forelæsning v/ Cecilie Brynskov; Sprogtilegnelse, d. 10.11.10
er udviklet af Jean Berko (1958). Den viser sig at være en anvendelig metode i at afsløre sprogets paradoks; besidder barnet en medfødt strukturel viden eller ej. For Noam Chomsky gælder det, at alle sprog består af en bestemt overfladestruktur, som genereres fra nogle bagvedliggende dybdestrukturer, der er universelle for alle sprog. Det kalder han Universal grammar : [T]he degenerate quality and narrowly limited extent of the available data [...] leave little hope that the structure of the language can be learned by an organism uninformed as to its general character. (Chomsky, 1965:58). Universal grammar bliver betragtet som en teori, der er en integreret del af den generative grammatik. Her forstår man alene sprog som universelle syntaktiske strukturer, som udgør sprogets kerne (O Grady, 1997:265). Chomskys idéer bygger på, at børns sproglige erfaringer ikke er tilstrækkelige nok til, at de kan forankre en grammatik. Han ræsonnerer endvidere over, hvordan det er muligt for et menneske at danne nye sætnings- og ordkonstruktioner, som det aldrig har hørt før. Selvom mennesket har denne evne til at kombinere nye sætninger, så tenderer det til udelukkende at generere sætninger, der lever op til modersmålets grammatiske regler (Chomsky, 1968:68): We cannot avoid being stuck by the enormous disparity between knowledge and experience in the case of language, between the generative grammar [ ] and degenerate date on the basis of which he has constructed grammar (Chomsky, 1972:78). Chomsky fremhæver et problemfelt i sin egen teori. Han diskuterer, hvorvidt grammatik er skabt på grundlag af viden eller erfaring. Netop dette fænomen behandler William O Grady: [ ] allows the learner to extrapolate from limited experience to an unlimited number of novel sentences (O Grady, 1997:245). Han laver en figur i overensstemmelse med Chomskys idéer fra universalgrammatikken:
Tilegenelsesprocessen ser O Grady som en funktion, hvis input er erfaring og hvis output er grammatisk beherskelse. Erfaring (oversat: experience) involverer repræsentationer af ytringers fonetiske form og dens betydning. Dermed giver erfaring information om uendelig mange funktioner i sproget (leksikalitet, funktion, semantik osv), men det siger intet om sprogets grammatiske struktur. Chomsky lader erfaring være en katalysator, et input, som skal igangsætte tilegnelsen af ordets struktur, selvom barnet har et minimalt leksikalsk register. Figuren løser imidlertid problemstillingen om, hvordan et barn har adgang til det grammatiske system de første år efter dets fødsel. Mennesket må altså have en mekanisme, som er specielt designet til grammatik. Ethvert sprog har et ubegrænset antal af grammatiske og ugrammatiske sætninger, som aldrig er hørt. Det, der interesserer O Grady er imidlertid, hvordan tilegnelsesapparatet kan organisere alle de uendeligt mange sætningskonstruktioner og ordforbindelser til korrekte og ikke-korrekte sætninger: [ ] it would not be a simple matter to draw any conclusions about the grammaticality or ungrammaticaly of sentences [the acquisition device, oversæt: tilegnelsesapparat] did not encounter (O Grady,1997: 254). Det, der er fascinerende ved tilegnelsesapparatet, er, at den kan skabe grammatiske regler, uden at den behøves et stort begrebsregister (kategorier). O Grady illustrerer forholdet mellem mængden af sætninger, der høres, mængden af potentielle grammatiske korrekte sætninger og mængden af potentielle ytringer:
Med figuren vil O Grady vise, hvordan et barn kan komme fra et ikke-sprog til et sprog med uendelig kreativt potentiale. Han fremhæver, at det uendeligt kreative potentiale er betinget af et givent sprogs formelle regler for hvilke sætninger, der er tilladte og hvilke, der ikke er. For at nå fra ikke-sprog til sprog, formodes barnet at have en kendskab til, hvilke ytringer, der er potentielle og ugrammatiske. Barnets sprogtilegnelse må altså indeholde et filter, negative evidence, der kan frasortere potentielle ytringer fra grammatisk korrekte sætninger. (O Grady, 1997: 316). Det er netop dette kendskab, som Chomsky hævder, at barnet besidder i form af universalgrammatikken. Han løser altså O Gradys problemstilling ved at hævde, at børn slet ikke skal lære disse formelle regler, idet de allerede er en integreret del af barnets bevidsthed fra fødslen. Dog er der nogle elementer i sproget, som ikke er medfødte, men som børn bl.a. tilegner sig via imitation. Chomsky deler således sprogtilegnelse op i to individuelle registre, som ikke er styret af hinanden: Grammatik: Er den del af sproget, som er styret af regler. Sproget tilegnes på baggrund af de medfødte universelle principper, som er uafhængige af den øvrige kognition. Leksikon: Er alt det i sproget, som ikke er styret af regler. Leksikalske informationer om ord er de eneste, der kan indøves i sproget. Chomsky afviser tidligere teorier (jf. Skinner) om, at alt sprog er imiteret. Det er netop derfor, han inddeler sproget i to, som består af et medfødt og tilegnet sprog. Men inddelingen af sproget i semantik og syntaks efterlader et paradoks. Alle sprog har forskellige grammatiske og morfologiske regler, men alligevel fremhæver han, at grammatikken er universel. Paradokset beskæftiger han sig med i 1981, hvor han tilføjer
en ny tilgang til universalgrammatikken; Principles and Parameters (Brynskov, 2006:11) Her beskriver han, hvordan de universalgrammatiske principper indeholder nogle parameter, der kan indstilles på forskellige måder 2. Chomsky mener, at når barnet først indstiller disse parametre via et input, så opnår barnet øjeblikkeligt tilegnelse af den grammatiske regel, som parameteren styrer. Et eksempel kan verbernes tempus eller valens, men også morfologiske strukturer så som genitiv s og bestemthedsmarkøreren et/en. Når barnet alligevel laver grammatiske fejl, så hævder Chomsky, at det skyldes barnets manglende mulighed for at udforme sproget. 2 Principles and Parameters viser, hvordan parametre kan indstilles forskelligt alt efter, hvilke sprog, man snakker. Det er disse parameterindstillinger, der skaber forskellene mellem sprog, mens principperne i sprog er universelle.