1 Grindsted Kirke Søndag d. 4. december 2016 kl. 9.30 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. søndag i advent, Luk 21,25-36. 1. tekstrække Salmer DDS 74: Vær velkommen, Herrens år Dåb DDS 448,1-3 + 4-6: Fyldt af glæde over livets under (mel: Hovland) DDS 77: O kom, o kom, Immanuel - - - DDS 274: Rejs op, dit hoved, al kristenhed (mel: Nyegaard) Altergang SoS 448: Herre, at se dig DDS 70: Du kom til vor runde jord DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte DDS 80: Tak og ære være Gud
2 Tekstlæsninger GT-læsning: Es 11,1-10 Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter. Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed. Epistel: Rom 15,4-7 Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader! Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære. Prædiketekst: Luk 21,25-36 Jesus sagde:»og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal
3 gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«og han fortalte dem en lignelse:»se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«PRÆDIKEN I konfirmandlokalet har jeg tradition for at læse søndagens tekst som en andagt i begyndelsen af undervisningen, gerne her i kirken, hvis vi har mulighed for det. Det gjorde jeg også i denne uge, og jeg spurgte bagefter, hvilke følelser og tanker, der kommer efter at have læst ordene fra Lukasevangeliet, hvor Jesus fortæller, hvordan det skal være ved tidernes ende. Det er nemlig sådan, at ligesom Gud engang ved tidernes morgen skabte tiden, universet, mennesket, Himlen og Jorden, sådan stopper han også på et tidspunkt det hele og skaber helt nyt. Vi kan også mærke efter hos os selv. Hvilke følelser giver ordene, vi har hørt, os? Hvad tænker vi om den yderste dag? Man kan godt blive lidt bange, lød det fra konfirmanderne. Det er lidt skræmmende, sagde en anden. Og jeg forstår meget godt disse reaktioner. Jesus siger: der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af
4 angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Det er lidt skræmmende, for ikke at sige meget. Vi fik også en god snak om, hvorfor ordene ikke behøver give os frygt, når vi er døbte og tror på Jesus, for han siger samtidig, at når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. Det bliver så utrolig klart her på 2. søndag i advent, hvad der er vigtigt, nemlig at holde sig tæt til Jesus. Det er forholdet til ham, der er afgørende for, hvordan den dag vil blive for os. Lever du i troen på Jesus, så bliver det en forløsningsdag. Gør du ikke, kan det ikke gå for stærkt med at søge ham og gribe om og tage imod hans enorme kærlighed, sådan som Jasmin har gjort i dag. I en prædiken af Martin Luther til denne søndag, er han inde på vigtigheden af denne sag og taler også til os, der kan føle os modløse eller forvirrede over Jesu ord. Han siger: Kære, lad ikke disse ord være talt forgæves, tak du Gud og stol på dem. Der er nemlig intet råd og ingen trøst at hente, hvis du tilsidesætter disse ord. Kristus siger fortrøstningsfuldt, at det ikke er din fordømmelse, men derimod din forløsning. Vil du selv skævvride ordene og sige, at det ikke er din forløsning, men din fordømmelse, og undslippe din egen salighed på denne måde, så kan du ikke hilse Gud, når han møder dig, heller ikke takke ham, når han hilser dig. Han har uden tvivl også talt disse trøsterige ord til bedste for de modløse, som, selv om de er fromme og beredte til den yderste dag, dog gør sig selv ængstelige med en alt for overdreven frygt. Derved afskæres de fra at længes efter denne dags komme. Den slags mennesker vil der i særdeleshed findes mange af ved verdens ende. Derfor kalder han det for deres forløsningsdag. Her er Luther inde på en vigtig side af dette med hans genkomst: Selv om man er kristen, kan man godt blive modløs eller angst for hans komme, ligesom
5 konfirmanderne gav udtryk for. Hvad skal der ske? Hvordan skal det gå med mig, med mine kære, med verden? Jeg oplever Jesu ord som en stor trøst. Det bliver en stor forløsningsdag, hvor vi for altid kan lægge bekymringer og frygt til side, og derfor glæder jeg mig til den dag. Det er ligesom at have fået en alvorlig sygdom, som kræver en operation. Man kan få at vide af lægerne, at man skal igennem en svær tid med indlæggelse, operation og derefter genoptræning, men at man kommer ud på den anden side helbredt. En af udfordringerne ved vores sygdomme er, at vi aldrig helt ved, om man kommer ud helbredt. Men hvis vi vidste, at det ville ske, så kan man med større tryghed lægge sig på operationsbordet. Sådan oplever jeg Jesu ord her. Han siger: Du er syg, og du slås med mange synder og problemer, mens du lever her på jorden, og den sidste tid vil blive en trængselstid, men den store forløsning nærmer sig. Gå du i troen på Jesus trygt imod det, der skal ske det er en forløsning. Det helt afgørende siger Jesus sådan: Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. De skal se Menneskesønnen komme. Ham, vi har troet på, skal vi se. Ham, der blev født i krybben julenat og har båret vores synder på korset, ham skal vi se. Det er den store glæde og forventning, og det er et mægtigt håb, Jesus løfter sløret for her. Derfor siger han også: Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. Mange vil slå øjnene ned og gribes af frygt, men dem, der venter på ham, kan løfte hovedet og rette sig op. Han siger, at der allerede nu er tegn på, at han kommer. Der var et par situationer, hvor jeg har tænkt på dette i den forløbne uge. Stormvarsel, meldte Meteorologisk Institut. Forhøjet vandstand. Og tænker vi på krige og terror ude i verden, så kan man endnu mere få tanken, om det hele snart ender.
6 Kaj Munk refererer i en 2. søndag i advents-prædiken fra 1941 til en oplevelse, han har haft: For 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen? Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo ad mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for. Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være Ham selv. Skønnere, synes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunne krones. Tanken om Jesu genkomst gør flere ting ved mig: - Den fortæller mig, at Gud har styr på verden. Han ved, hvordan det ender, og det er der en stor tryghed i. Tag fx valget i USA. Kom det bag på Gud, at det blev Trump? Sagde han: Hold da op, blev det Trump? Jeg havde satset på Clinton? Nej! Uanset, hvor meget vi rystes over verden, så kan vi stole på, at Gud har styr på det. - For det andet bærer den en god alvor med sig, som vi ikke skal skjule. Tag jer i agt, siger Jesus, vær på vagt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Det er en god overvejelse at gøre sig: Hvad vil jeg gerne være i gang med at gøre, når Jesus kommer igen? Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen. Hold hjertet varmt, så det ikke sløves.
7 - For det tredje fylder tanken mig med håb. Det er forløsningsdagen. Det er slut med alle bekymringer, alle synder, vi har kæmpet med igennem livet, alle tårer, vi har grædt, al sorg og al død. Forløsning er et positivt ord, der betyder frihed, udfrielse. Derfor, kære menighed: Ret jer op, løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig. Amen!