Indholdsfortegnelse 1. Problemfelt... 2 1.2 Problemformulering... 3 2. Metodiske overvejelser... 3 3. Teori... 5 3.1 Retorikkens væsen... 5 3.1.1 Retorikkens menneskesyn... 5 3.1.2 Retorikkens sprogsyn... 6 3.1.3 Retorikkens troværdighed... 7 3.1.4 Retorik som færdighed... 8 3.1.5 Retorikkens mundtlighed... 8 4. Kort introduktion til Barack Hussein Obama... 9 5. Talesituationen... 10 6. Analyse af retoriske virkemidler... 11 6.1 Strukturanalyse... 11 6.2 Analyse af stilistiske træk... 14 6.2.1 Billedsprog... 15 6.2.2 Antiteser... 18 6.2.3 Anafor... 20 6.2.4 Klimaks og clausula... 22 6.3 Analyse af appelformer... 24 6.3.1 Ethos... 24 6.3.2 Pathos... 32 6.3.3 Logos... 33 6.4 Analyse af argumenter... 34 6.5 Analyse af actio... 39 7. Diskussion... 41 7.1 Obama: den karismatiske folkehelt... 41 7.2 Afro-amerikansk retorik... 43 7.3 Religion som politisk argument... 45 8. Konklusion... 47 9. Litteraturliste... 49 Bilag.....52 1
1. Problemfelt Barack Hussein Obama blev d. 20. januar 2009 officielt indsat som præsident for U.S.A. Under valgkampen mod Hillary Clinton om at blive demokraternes kandidat til præsidentvalget år 2008 og især under præsidentvalgkampen mod republikaneren John McCain opnåede Obama stor popularitet og anerkendelse hos såvel den amerikanske befolkning som internationalt. Et begreb som Obamania vidner om hans påvirkning. Selv i den danske presse bliver ord som Messias 1 og frelser 2 brugt om ham. Efter at have fulgt den amerikanske valgkamp og ikke mindst Obamas tiltrædelsestale 3 var jeg som så mange andre opstemt og forventningsfuld. Men hvordan kan en enkelt mand skabe så stort et indtryk verden over? Min hypotese er, at retorikken har en aldeles vigtig rolle at spille. Obama er uden tvivl en meget talentfuld retoriker, men hvad er det egentlig han kan med ord? At Obamas talegaver har været af afgørende betydning for resultatet af valget er jeg ikke i tvivl om. Denne antagelse er jeg ikke alene om og hans retoriske evner er da heller ikke forbigået pressens opmærksomhed 4. Obamas talegaver er tilsyneladende af en anden og mere bemærkelsesværdig kaliber, end vi er vant til at se på den moderne politiske arena. I antikken var man som politiker intet værd uden betydelige retoriske evner og en politikers evne til at holde taler var afgørende for folkets tilslutning. Politik afhang af retorik. Når man medtænker retorikkens enorme betydning for tidligere tiders politiske succes, må man spørge sig selv, om retorik også i dag har samme effekt. Hvor stor en rolle spiller Obamas retoriske evner for hans succes og popularitet? Efter at have gennemgået adskillige af Obamas taler fra 2004-2009 har jeg valgt at beskæftige mig med hans tiltrædelsestale d. 20. januar 2009. Dette er talen, hvor Obama skal vise sit folk, at de har valgt rigtigt og fortælle dem, hvordan han vil udføre sit præsidentembede. Dette er talen, hvor hele verden kigger med og hvor al retorisk snilde og evne skal fremføres. Altså en meget forpligtende tale. Netop af den grund finder jeg den bedst egnet til en undersøgelse af hans retoriske stil. Jeg vil i min undersøgelse gøre brug af et spektrum af retorikkens værktøjer. Herigennem ønsker jeg at afdække, hvordan Obama skaber et billede af sig selv som en troværdig, tillidsvækkende og ærlig 1 Thranholm, 2008 og Ostrynski, 2008 2 Qvortrup, 2009 3 Se bilag 1 4 Se f.eks. Rubin, 2009 2
statsleder, samt hvordan han formår at skabe så stærke følelsesmæssige reaktioner i U.S.A. og i store dele af den øvrige verden. Jeg er med andre ord interesseret i, hvordan Obama retorisk fremstiller sig selv som en mand, der kan redde USA fra den nuværende tilstand af krig, krise og social ulighed og genoplive den amerikanske drøm, hvor alt kan lade sig gøre, hvis blot man kæmper hårdt nok for det. Jeg vil afdække, hvordan han bruger retorikken samt om han benytter sig af en særlig retorisk stil. 1.2 Problemformulering Med udgangspunkt i Præsident Barack Obamas tiltrædelsestale d. 20. januar 2009 vil jeg undersøge, hvilke retoriske virkemidler Obama benytter sig af for at opnå tilslutning og om der er særlige træk ved hans retoriske stil, der kan forklare hans popularitet. 2. Metodiske overvejelser Metoden i denne undersøgelse bygger på en antagelse om, at jeg kan opnå en samlet helhedsforståelse af Obamas retorik, når jeg i en fortløbende proces samstemmer analysematerialet med min teoretiske forforståelse. Metoden er hermeneutisk og som sådan et udtryk for en humanistisk tradition, der fordrer et helhedssyn på mennesket. Dette helhedssyn angår også emnet for min undersøgelse, således forstået at en konstant vekselvirken mellem del og helhed bringer min undersøgelse frem. Jeg åbner med en introduktion af udvalgte teoretiske begreber, hvormed jeg anskuer teksten. Disse teoretiske begreber danner en ramme om analysen, men analysens resultater medfører også undervejs et behov for yderligere teori og hermed udvikles og kvalificeres undersøgelsen yderligere. Min undersøgelse er således et konkret eksempel på den hermeneutiske cirkel i anvendelse. Min undersøgelse klassificerer jeg som retorisk kritik. Ifølge Lisa Storm Villadsen skaber man med begrebet retorisk kritik det terminologiske grundlag for en videnskabelig styrkelse af retorikeres teoretiske arbejde med tekster. 5 Retorisk kritik forløber over en række stadier, som tilsammen skaber et fagligt og nuanceret blik på det analyserede materiale. Således indeholder min 5 Villadsen, 2002, s. 7 3
undersøgelse først og fremmest en fortolkende analyse af talens retoriske virkemidler. Derudover indeholder undersøgelsen en diskussion, hvori jeg nøje behandler de problemstillinger, som via analysen viser sig påtrængende. Sidst men ikke mindst indgår der i den retoriske kritik en vurdering af talens funktion og kvalitet. Disse faser følger ikke en streng kontinuitet, for den hermeneutiske metode fungerer jo netop i kraft af samspillet mellem de enkelte faser. Jeg benytter mig i min undersøgelse af flere teoretikere. Om dem vil jeg sige et par ord. Først og fremmest inddrager jeg Aristoteles retorikforståelse og jeg anvender flere af hans begreber som forståelsesramme. Den klassiske retorikforståelse danner som bekendt grundlag for den moderne retorikforskning og jeg mener, at Aristoteles begreber stadig er aktuelle og nødvendige for at forstå retorikkens væsen. Jeg forsøger undervejs at være loyal overfor begrebernes oprindelige betydning, men jeg gør dem også til mine egne, således at de giver direkte relevant mening i forhold til denne specifikke problematik. I moderne retorikforskning har Jørgen Fafner bidraget væsentligt til en samlende forståelse af retorikkens grundprincipper, hvorfor jeg inddrager hans teori til at belyse retorikvidenskaben i et helhedsperspektiv. I forhold til begrebet ethos, supplerer jeg med James C. McCroskey, som udmærker sig særligt indenfor den aktuelle troværdighedsforskning. Som McCroskey sætter jeg lighedstegn mellem ethos og troværdighed, hvilket betyder, at jeg analyserer Obamas ethos for at kunne udtale mig om hans troværdighed. I min analyse af talens stilistiske træk har jeg gjort brug af Kurt Johannessons kompetente udlægning af retoriske stiltræk. Derudover har jeg fundet Charlotte Jørgensens og Merete Onsbergs gennemgang af argumenttyper velegnet til at identificere, hvilke former for argumentation, Obama gør særligt brug af i sin tale. Øvrige danske retorikforskere som Christian Koch, Katrine Ravn Jørgensen og Lis Garbers fungerer endvidere som faglige input på områder, hvor deres respektive forskning kaster lys over sagen. I diskussionen benytter jeg mig i særdeleshed af udenlandske retorikforskere som Eva Kihlström, Ronald L. Jackson II og Elaine Richardson samt David Domke og Kevin Coe. Disse forskere er valgt, fordi de hver især kan bidrage til at belyse særlige træk ved Obamas retoriske stil. Projektet følger den vej, som Aristoteles med flere har lagt for os. Som analysen vil vise, slår Obamas tale ind på den klassiske retoriks vej. For at forstå hans retoriske stil, vil jeg derfor gøre det samme. Etymologisk set betyder metode netop medvej (gr. méthodos af metá, efter el. med og hodós, vej). Projektet er som medvej en invitation til læseren om at følge os ad denne vej. 4
3. Teori 3.1 Retorikkens væsen Retorikken har en lang historie og har i skiftende tider haft en mere eller mindre betydningsfuld rolle i samfundet 6. Den klassiske retorik blev første gang skildret fyldestgørende i Aristoteles (384-322 f. Kr.) Retorik, som er en samling af hans vigtigste iagttagelser og analyser af retorikkens væsen og metode. Retorik kommer af det græske ord rhetor, som betyder taler. Begrebet dækker over betydningen veltalenhed eller talekunst. Men retorik er mere end veltalenhed. Den er læren om den intentionelle mundtlighed, dvs. læren om de principper der går forud for veltalenheden 7. Retorikkens mål er at opstille regler for den gode tale, samt for hvordan budskaber accepteres af modtageren. Retorik er efterhånden ved at blive et plusord i den akademiske verden, men sådan har det ikke altid været. Retorikken har fra sin start været meget omdiskuteret og udskældt, blandt andet for dens evne til at tjene både gode og dårlige formål. Retorikken har i perioder haft svært ved at finde fodfæste og bevise sit værd. Den blev som videnskab endda erklæret død i 1700-tallet 8. Men med nyretorikken er der sket en opblomstring, hvor bl.a. retorikkens erkendelsesmæssige status fortolkes på ny. En af disse fortolkere er Jørgen Fafner, som har leveret et bud på, hvorledes retorikkens væsen skal forstås. Fafner har i Retorikkens brændpunkt fra 1990 opstilet 5 grundprincipper om retorikfagets essens, som enhver fornuftig refleksion over faget må vedkende sig 9. De fem principper er: retorikkens menneskesyn, sprogsyn, troværdighed, færdighed og mundtlighed. Principperne kan ses som successivt fremadskridende etaper, hvor det ene naturligt bygger oven på det andet. Jeg vil i det følgende gennemgå de fem principper: 3.1.1 Retorikkens menneskesyn Det første princip er retorikkens menneskesyn, som indebærer et helhedssyn på mennesket, hvor det anerkendes, at erkendelse sker både via fornuft, følelse og vilje. Aristoteles, som gav retorikfaget sit 6 For en detaljeret gennemgang af retorikkens historiske betydning, se Fafner, 1982 7 Fafner, 1990 8 Fafner, 1990 9 Fafner, 1990, s. 15 5
fundament, så nødvendigheden af dette helhedssyn og insisterede på, at såvel logos, pathos og ethos måtte indgå i den overbevisende argumentation. For Aristoteles var sproget en måde at erkende og opfatte verden på, som ikke kunne adskilles fra fornuften. Sproget bruges både som erkendemiddel og til at overbevise andre om ens forståelse af verden. I al videnskab og hverdagstale er der en hensigt om at overbevise nogen om noget, og derfor vil retorik altid være en del af det at være menneske. Antikkens menneskesyn blev problematiseret, da der med rationalismen og f.eks. filosoffen René Descartes (1596-1650) og den engelske empirisme med f.eks. filosoffen John Locke (1632-1704), opstod et behov for orden og klarhed, som medførte, at følelser blev udelukket fra videnskab. Senere videreførte positivismen og det naturvidenskabelige paradigme den nye videnskabelige diskurs, hvor helhedsperspektivet ethos-logos-pathos blev afvist til fordel for en skarp opdeling af logos og pathos, fornuft og følelse, rationalitet og irrationalitet. Dette medførte, at man vendte retorikken ryggen i en sådan grad, at retorikken i visse dele af verden oplevede total afvisning 10. Det er værd at bemærke, at for grækerne og herunder Aristoteles rummede kernebegrebet logos både betydningen fornuft, sprog og tale. Den sondring vi stadig i dag ofte foretager mellem fornuft, sprog og tale er altså i den forstand ugræsk. Med nyretorikken og humanismens stigende betydning fik retorikfaget efter 2. verdenskrig igen nye ben at gå på. Det skal dog bemærkes, at den retoriske tradition i U.S.A. adskiller sig fra den europæiske ved ikke at have oplevet samme nedgang som i Europa 11. Den amerikanske retoriske tradition har altså undergået en anden udvikling end den europæiske og har ikke på samme måde kæmpet for atter at blive anerkendt. 3.1.2 Retorikkens sprogsyn Det andet princip omhandler retorikkens sprogsyn og lægger sig tæt op ad retorikkens menneskesyn. Sprogsynet tager udgangspunkt i, at tanke og tale ikke kan skilles ad. Retorik er lige så meget de tankeprocesser, man gør sig, inden man taler eller skriver og vejen til erkendelse går derfor både gennem tanken og talen. Sagen og ordene må nødvendigvis høre sammen. Op igennem middelalderen blev denne res-verba tradition anfægtet og der opstod en dualisme mellem form og indhold, som fratog retorikken sin erkendende funktion og reducerede det til et rent håndværksfag. 10 Fafner, 1990 11 Fafner, 1990 6
Renæssancen og senere nyretorikken kom dog retorikken til undsætning og genoptog tanken om et dynamisk sprogsyn, hvor tanke og tale ikke kan adskilles 12. 3.1.3 Retorikkens troværdighed Retorikkens tredje grundprincip omhandler troværdighed og princippet rummer både et erkendende og et handlende aspekt. Den sproglige handling genererer forståelse og omvendt, hvorfor vi her har at gøre med en handlende erkendelse 13. Retorikkens mål er jo netop at skabe forståelse og troværdighed gennem sproglige handlinger. Dertil kommer at retorikken opererer med et sandhedsbegreb, som ikke lader sig fange ind af logikkens krav om absolutte sandheder. Jørgen Fafner siger det sådan: Retorikkens sandhedsbegreb er bredere end det logiske. Det er menneskets sandhedsbegreb, slet og ret. 14 Retorik har således ikke med sandhed at gøre i begrebets strenge rationelle eller logiske betydning, men derimod i betydningen af det mulige og sandsynlige. Retorikfaget finder netop sin anvendelse i situationer, hvor man skal træffe valg om, hvad der er muligt eller sandsynligt og hvor der ikke er tale om endegyldige sandheder. For Aristoteles var retorikkens opgave da også nærmere at beskæftige sig med relevans end at udsmykke sig med begrebet sandhed 15. I vores praktiske liv og i vores hverdagstale ville det ikke give mening at forlange logisk gyldige beviser for kærlighed, venskab, moral eller lignende. Det praktiske liv og hverdagstalen er jo præget af formodninger, sandsynligheder og muligheder og det er dét, som retorikken forsøger at forstå, formidle og vejlede om. Dens opgave er, som Aristoteles hævder:.. ikke i og for sig at overbevise nogen, men i hvert enkelt tilfælde at pege på de overbevisende momenter, der foreligger 16. Fordi virkeligheden ikke kun er rationel og logisk men også består af formodninger og sandsynligheder, må der argumenteres og overbevises. Og hvor der er argumenter er der retorik. Men med en videnskab om, hvordan man bedst muligt fremstiller sin sag, følger naturligvis også risikoen for misbrug. Denne mistro har altid fulgt i kølvandet på retorikken. Eksempelvis anklagede Platon sofisterne for at udnytte retorikken og veltalenheden til at lyve og manipulere 17. Men retorik handler ikke kun om muligheden for og evnen til at overbevise og evt. manipulere, men mindst lige så meget om selve kunsten at tale smukt. Ifølge Aristoteles er muligheden for at misbruge faget da heller ikke enestående for retorikken alene: 12 Fafner, 1990 13 Fafner, 1990, s. 17 14 Fafner, 1990, s. 17 15 Aristoteles, 2007 16 Aristoteles, 2007, I, 1.14 17 Se f.eks. Sokrates opgør med sofisterne i Platons dialoger Protagoras og Gorgias 7
Vil man heroverfor gøre gældende, at den, der anvender en sådan talens gave på uretmæssig måde, kan volde stor skade dermed, så er dette en indvending, man kan gøre mod alle gode ting, undtagen dyden selv, og i særlig grad mod de nyttigste af dem så som styrke, et godt helbred, rigdom, kommando-myndighed i krig o.l. For med dem kan man lige så vel gøre umådelig gavn, hvis man anvender dem på rette måde, som man kan volde ubodelig skade, dersom man gør det modsatte. 18 3.1.4 Retorik som færdighed Det fjerde princip omhandler retorik som færdighed eller som Aristoteles udtrykker det; retorikken som en kunnen eller et håndværk. I retorik hænger erkendelse og praktisk færdighed uløseligt sammen. Denne dialektik mellem erkendelse og færdighed definerede den italienske filosof Giambattista Vico i protest mod rationalismens opdeling af fornuft og følelse med formlen verum et factum convertuntur, sandhed og handling afhænger af hinanden 19. Vi formår ikke at begribe den retoriske kunst udelukkende ved at lære og teoretisere om den, men ved at gøre den efter. Teori og praksis ladere sig ikke adskille. 3.1.5 Retorikkens mundtlighed Mundtlighedsprincippet er det femte retoriske grundprincip og følger naturligt færdighedsprincippet. Mundtligheden udmønter sig uundgåeligt i actio, dvs. i selve fremførelsen. Publikum bruger hørelsen og synet til at afkode klang, melodi, intonation, rytme, gestik og mimik. Disse lyd- og synsindtryk påvirker tilhøreren på en måde, som er unik for den mundtlige kultur. Lyde og synsindtryk skaber følelser og stemninger og betyder dermed enormt meget for opfattelsen af talens budskab. Derudover forudsætter mundtligheden et møde mellem taler og lytter. Dette møde skaber betydning i sig selv og publikum kan bedømme talerens nærvær, engagement og troværdighed på en helt anden måde, end det ville være muligt uden den mundtlige fremførelse. Det dynamiske sprogsyn implicerer som nævnt både et erkendende og handlende moment og det er det som udfoldes i selve fremførelsen. Retorik er således ikke blot skøntale eller talepædagogik, men netop de betydningsdannelser, der opstår i sammensmeltningen af erkendelse og fremførelse. Jeg har nu gennemgået retorikkens fem grundprincipper. Disse principper danner grundlag for retorisk tænkning og praksis og kaster lys over retorikkens videnskabelige fundament. Hvis jeg ud 18 Aristoteles, 2007, I, 1.13 19 Fafner, 1990, s. 18 8
fra de fem principper skal formulere et hovedbudskab, må det være sammensmeltningen mellem tanke og tale, fornuft og følelse, erkendelse og praksis. Retorikken har ikke kun at gøre med den sproglige ytring, men lige så meget med helheden og erkendelsespotentialet. Retorik er ikke kun et spørgsmål om at formulere sig rigtigt, men beskæftiger sig lige så meget med indholdet og kvaliteten af det sagte. I nærværende undersøgelse er mit formål derfor at udtale mig om indholdet i Barack Obamas argumentation og om kvaliteten af hans argumentation. Jeg ser på helheden af hans talehandling, såvel de bagvedliggende intentioner som de visuelle og auditive udtryksmåder. Pointen i retorikken er, som allerede Aristoteles hævdede, at det gør en forskel på modtagelsen af ens budskab, om man siger tingene på den ene eller den anden måde 20 4. Kort introduktion til Barack Hussein Obama Inden vi fortsætter er en kort præsentation af Barack Obama på sin plads. Han blev født d. 4. august 1961 i Honolulu på Hawaii, USA. Han er søn af kenyaneren Barack Hussein Obama, Sr. og amerikaneren Ann Dunham. Han har tilbragt størstedelen af sin barndom hos sin mor og sine bedsteforældre på Hawaii, men har også tilbragt en del af sine tidlige år i Indonesien. Obama er uddannet i statskundskab og international politik fra Columbia University og jurist fra Harvard University. Obama har tidligt i sin karriere stiftet bekendtskab med flere af U.S.A. s velfærdsproblematikker: han har arbejdet med at forbedre forholdene i Chicagos fattige kvarterer og haft job som advokat med speciale i borgerrettighedslovgivning. Obama kvalificerer sig altså som en mand med kendskab til folkets problemer og som en græsrodsmand, der har startet sin karriere, der hvor problemerne var. Offentligheden fik øjnene op for Obama og han retoriske evner, da han ved det demokratiske konvent i 2004 holdt hovedtalen, der skulle motivere John Kerrys nominering som partiets præsidentkandidat. Obama vandt præsidentvalget d. 4. november 2008 og er U.S.A. s 44. præsident. Han er også Amerikas første præsident med afro-amerikansk afstamning. 20 Aristoteles, 2007 9
5. Talesituationen Den talesituation, som Obama befinder sig i, er en ganske særlig situation, om hvilken jeg vil sige et par ord. Ifølge Lloyd F. Bitzer kan en retorisk situation defineres som: en sammensat enhed af personer, hændelser, genstande og relationer som udgør et faktisk eller potentielt påtrængende problem som helt eller delvist kan afhjælpes hvis den diskurs som indføres i situationen kan fremtvinge menneskelig beslutning eller handling i en sådan grad at det påtrængende problem afhjælpes væsentligt. 21 Bitzers artikel om den retoriske situation er fra 1968 og budskabet om situationens vigtighed for retorik er derfor ikke nær så nyskabende i dag som dengang. I moderne kommunikationsforskning er man godt klar over, at kontekst, publikum og taler indgår i et samspil. Ikke desto mindre mener jeg stadig, at hans teori har værdi, idet den sætter fokus på afgørende spørgsmål, som man må stille sig selv, når man analyserer retorik. Eksempelvis mener Bitzer, at ethvert retorisk produkt udspringer af et påtrængende problem, som taleren ved hjælp af de tvingende omstændigheder kommunikerer til sit publikum 22. Det påtrængende problem i Obamas tiltrædelsestale er, at nationen er i en kritisk tilstand, som må forbedres. De tvingende omstændigheder er affødt af problemet og er de bevismidler, som Obama bygger sin argumentation på. I denne situation udgøres de tvingende omstændigheder af eksempler på nationens forfald, såvel på det individuelle som på det værdimæssige plan. Problemerne kan løses retorisk ved en henvendelse til folket. Med folkets støtte og tiltro til deres nye præsident kan nationen som helhed udvikle sig og problemerne blive løst. Men hvem er egentlig Obamas publikum? Ifølge Bitzer består et ægte retorisk publikum af personer, som kan påvirkes af diskursen og dermed videreformidle den nødvendige forandring, som diskursen anbefaler 23. Men d. 20. januar 2009 var hele verden jo publikum, så hvem taler Obama egentlig til? Holder vi kravet om det ægte retoriske publikum for øje, bliver det klart, at det primære publikum kun er den amerikanske befolkning. Det er jo dem, han skal overbevise om sit værd. De er det ægte retoriske publikum, fordi kun de har magten til at løse de nationale problemer og kun de har magten til ved næste valgperiode at dømme Obama som egnet eller uegnet præsident. Det ved 21 Bitzer, 1968 i 1997, s 12. 22 Bitzer, 1968 23 Bitzer, 1968 10
Obama, men han ved også at resten af verden kigger med og talens brede budskab gør den derfor egnet til at blive hørt af hele verden. Ifølge Bitzer afføder den retoriske situation bestemte retoriske responser. Det gælder også for denne tiltrædelsestale. Der er grænser for, hvad Obama kan sige. I en tale som denne ville det eksempelvis ikke være passende at gå i dybden med økonomiske beregninger eller udelukkende at tale om kampen mod terror. Det ville være at skyde forbi målet. Eftersom målgruppen er bred, er det påtrængende problem også bredt. Situationen tvinger Obama til at udtale sig om nationen som helhed, om nationens tilstand, om aktuelle ind- og udenlandske problemstillinger, og så må han ikke mindst udtale sig om, hvad der bør gøres for at løse problemerne. Men det er ikke lige meget, hvordan han siger det. Lad os nu gå til analysen og se nærmere på, hvad Obama egentlig siger og hvordan. 6. Analyse af retoriske virkemidler Hermed når vi frem til analysen. Selve analysebegrebet (gr. analysis) betyder som bekendt at opløse eller opdele i bestanddele. For at kunne give et fyldestgørende svar på min problemformulering, analyserer jeg derfor talen fra flere forskellige retoriske perspektiver. Jeg benytter mig af multiple retoriske værktøjer, såsom stilistik, argumentationstyper, appelformer og actio. Dette med henblik på til sidst at kunne udtale mig om syntesen (gr. synthesis), altså helheden af de forskellige dele, som tilsammen udgør Obamas retorik. Først skal vi se nærmere på, hvorledes talen er struktureret. 6.1 Strukturanalyse Før vi bevæger os ind i analysen af talens stilistiske træk, er det nødvendigt kort at gennemgå talens struktur. Som før antydet formoder jeg, at min undersøgelse vil vise, at Barack Obamas retorik er overordentlig velovervejet. Men hvordan er talen egentlig bygget op og følger den et klassisk mønster? 11
En klassisk opbygget tale vil være struktureret på denne måde 24 : Exordium: Talens begyndelse. Består ofte af en indledning eller en forklaring på talens anledning. Corpus: Talens krop, som i reglen er den længste og vægtigste midterdel. - Narratio: En fortællende del, som beskriver baggrunden for emnet. Narratio er ofte første del af corpus. - Argumentatio: Argumentationsdelen skal overbevise tilhørerne om at tænke, føle og handle på en bestemt måde. Argumentatio er ofte anden del af corpus. - Probatio: Første del af argumentatio, hvor taleren fremfører sine egne argumenter. - Refutatio: Andel del af argumentatio, hvor taleren gendriver modstanderens argumenter. Peroratio: Talens afslutning, som ofte består af en sammenfatning og/eller en direkte appel. Der kan forekomme skift og vekslen mellem f.eks. probatio og refutatio, men i store træk vil den klassisk opbyggede tale følge ovenstående opskrift. Jeg vil nu anskueliggøre strukturen i Obamas tale. Exordium (l. 1-12): Talens anledning Tak til præsident Bush Corpus I (l. 13-25): Narratio: Beskrivelse af nationens tilstand Corpus II Argumentatio Probatio (l. 26-67): Problemer og udfordringer Hårdt arbejde kan løse problemerne Hyldest til de amerikanske værdier Kritik af Bush-regeringen Håb Refutatio (l. 68-73): En direkte konfrontation med kritikere af hans politik. Probatio (l. 73-107): Den nye regering vil lede landet via ærlighed og tillid Udenrigspolitik: fred og samarbejde frem for krig og had U.S.A. er klar til at atter at være forgangsland for resten af verden 24 Garbers og Høgel, 1996 12
Refutatio (l. 107-110): Advarsel til fjender: U.S.A. er stærkest Probatio (l. 111-161): Fællesskabet skal sejre Internationalt samarbejde og udvikling Hyldest til de helte der kæmper for frihed og fred Opfordring til at erindre værdier og idealer Peroratio (l. 162-178): Fremtidsvision Opfordring til at stå sammen og kæmpe for nationens fremtid. Som vi kan se følger talen en klassisk struktur. I exordium lægger Obama ud med at fortælle om, at 44 præsidenter nu har taget den samme ed. Talens anledning placeres dermed i et historisk lys. Høfligt takker han Bush for hans tjeneste, hvormed den formelle tone slås an. Narratio benytter Obama til at berette om nationens kritiske tilstand. Dette er et klogt træk, da han derved kan placere sig selv som manden med svarene og egenskaberne til at forbedre landets tilstand. Svaret leverer han i probatio. Probatio og refutatio gentages et par gange hver, hvilket skaber dynamik i talen. Probatio er selve argumentationen i talen og omhandler i korte træk en opfordring til at stå sammen i krig og fred samt en opfordring til at arbejde hårdt og flittigt for derved i fællesskab at kunne løse problemerne og komme sikkert ud af krisen. Adskillige gange henviser Obama til lignende historiske epoker, som alle endte godt. Der er altså håb forude. Dernæst følger en refutatio, hvor Obama viser sig som en stærk og klog leder, der på forhånd kan gendrive modstandernes argumenter. Probatio genoptages og Obama sætter sig selv i scene som den mand, der vil lede landet med ærlighed og loyalitet og som vil skabe fred og igen gøre U.S.A. til forgangsland for resten af verden. I den forbindelse inddrager han endnu en refutatio, der skal pointere, at selv om han vil kæmpe for fred, vil han også sætte hårdt mod hårdt, hvis fjender forsøger at skade landet. Han fortsætter sin probatio ved at hylde idealer som fællesskab, arbejdsomhed, flid og mod. Generelt bærer hans probatio præg af mange metaforer og opfordringer til at stå sammen. Dette vækker håb og øger tilliden til Obama, som vil lede vejen for de, som er villige til at arbejde og kæmpe for den amerikanske drøm. Peroratio ender ud i en fremtidsvision, hvor Obama minder befolkningen om, at fremtiden er værd at kæmpe for og at denne kamp vil blive husket af kommende generationer. 13
Jeg kan konkludere, at talen ikke er tilfældigt struktureret. Tværtimod følger den et meget fastlagt mønster, som siden antikken har fungeret som en effektiv måde at strukturere taler på. Så langt så godt. Men hvordan ser talen ud, hvis vi graver et lag dybere? Er brugen af stilistiske træk mon lige så velovervejet? 6.2 Analyse af stilistiske træk Hemmeligheden bag retorik, der overbeviser, er ikke kun indholdet, men lige så meget, hvordan man siger tingene. Sagen og ordene kan som nævnt ikke adskilles i retorisk tænkning og dermed heller ikke stil og tematik. Derfor skal vi i denne del af analysen se nærmere på Obamas sprog og stil, eller talens ornatus om man vil. Indimellem hører man skeptikere af retorikken sige, at ornatus blot er manipulerende udsmykninger af sproget, som slører den faktiske virkelighed. Som vist tidligere kan sproget dog også opfattes som en erkendemåde, hvorfor sprogets stilistik er med til at forme tanken og gøre budskabet forståeligt 25. Det er med dette in mente, at jeg nu begiver mig ud i en analyse af de stilistiske træk i Obamas tale. Ifølge Kurt Johannesson bruger den dygtige retoriker billedsprog, troper, stil- og tankefigurer til at gøre sproget spændende: När människor tycker att språket är banalt, slitet och intetsägande, upphör de att lyssna. När människor finner att en sak är abstrakt, vag eller främmande, skjuter de den ifrän sig, med olust eller likgiltighet ( )Det är då talaren eller författaren måste söka efter ett annat uttryck i stället för det vanliga, ett uttryck som gör att folk lyssnar igen och som tycks förvandla det abstrackta till något konkret, det vaga til något klart, det främmande och avlägsna till något välbekant och nära. 26 Den velovervejede brug af stilistiske træk fremhæver talens budskaber. Det kræver dog omtanke at forme sproget, så det bliver spændende og fremkalder billeder og følelser hos lytteren. Omhu og sans for situationen er påkrævet for at talen ikke skal blive smagløs, f.eks. af for mange og upræcise floskler. Kunsten er, at gøre de sproglige ornamenter usynlige i den forstand, at: orden, fraserna, figurerna framtvingas enbart av ämnets natur och talarens könslor. De skal synas naturliga. 27 25 Fafner, 2005 26 Johannesson, 1990, s.133 27 Johannesson, 1990, s.154 14
Vi skal i det følgende se nærmere på, hvilke stilistiske træk Obama benytter sig af i sin tale. Jeg har valgt at opdele analysen tematisk, således at de enkelte stilistiske træk strukturerer analysen. 6.2.1 Billedsprog Obama benytter sig flittigt af billedsprog. Ved billedsprog mener jeg metaforer, allegorier og lignelser. Ifølge Johannesson kan man med billedsprog styra människornas tankar og könslar på de mest skiftande sätt. 28 Rejsemetaforen Særligt én metafor viser sig som et skelet, som resten af talen er bygget op om: En metafor om rejsen mod håb og frihed. Fra start til slut ser vi eksempler på denne rejsemetafor: Our journey has never been one of short-cuts or settling for less (l. 37-38) og: Let it be said by our children's children that when we were tested we refused to let this journey end, that we did not turn back nor did we falter; and with eyes fixed on the horizon and God's grace upon us, we carried forth that great gift of freedom and delivered it safely to future generations. (l. 173-177). Rejsemetaforerne skaber en ramme om selve talen og en ramme om selve den fortælling, Obama fortæller om og til sit folk. Det er en fortælling om Amerikas historie, om den amerikanske drøm og om retten til frihed, sikkerhed og lykke. Holder vi rejsemetaforen for øje, kan vi se, at Obama skaber en kronologisk fortælling om et land i forfald, som rejser sig og bliver stærkt igen. Som det er klassisk for en politisk tale, følger Obama en kronologisk rækkefølge fra fortid, nutid og fremtid. Lad os se et par af de metaforer, som han anvender i begyndelsen af talen til at berette om nationens tilstand: Yet, every so often the oath is taken amidst gathering clouds and raging storms (l. 7-8) og Less measurable but no less profound is a sapping of confidence across our land a nagging fear that America s decline is inevitable, and that the next generation must lower its sights (l. 20-22). Metaforerne bruges til at skabe billeder af såvel landets forfald samt borgernes følelser af skam og sorg. Læg i øvrigt mærke til ordene sapping og nagging, der rimer og derved forstærker klangen og ikke mindst følelsen af vemod. Der er stor kontrast mellem idéen om Amerika som den førende nation og et land, hvis indbyggere må slå blikket ned i skam. Rejsemetaforikken har til formål at 28 Johannesson,1990, s. 129 15
forberede tilhørerne på, at udvikling er nødvendig. Pathosappellen er stor og budskabet er klart: Et land i forfald har brug for at blive reddet. Derfor opbygger Obama i talen langsomt Amerikas selvbillede igen. Dette gør han blandt andet med metaforer om viljen til at arbejde og genopbygge Amerika. Byggemetaforen Starting today, we must pick ourselves up, dust ourselves off, and begin again the work of remaking America. (l. 58-59). Obama refererer med byggemetaforen til de idealer om arbejdsomhed og flid, som definerer den amerikanske drøm og som gør det muligt at bygge landet op igen. Arbejdsidealet og den amerikanske drøm er temaer, der gentages flere gange: The time has come to reaffirm our enduring spirit; to choose our better history; to carry forward that precious gift, that noble idea, passed on from generation to generation: the God-given promise that all are equal, all are free, and all deserve a chance to pursue their full measure of happiness. (l. 32-35). Ovenstående citat er et typisk eksempel på en nutidsargumentation, der opfordrer til handling. Kampen for frihed omtales som en gave og er en metafor, der skal indgyde respekt og stolthed over historien. Budskabet er at amerikanerne ved at erindre historien og landets værdier og idealer igen kan genopbygge landets velfærd og stolthed. Allegori Netop historien er et vigtigt element i Obamas forsøg på at konstruere en følelse af håb. Det ser vi tydeligt i denne allegori: Our Founding Fathers, faced with perils we can scarcely imagine, drafted a charter to assure the rule of law and the rights of man, a charter expanded by the blood of generations. Those ideals still light the world, and we will not give them up for expedience's sake. (l. 89-92). En allegori er en fortælling eller et sprogligt billede, som skal fortolkes og som symboliserer en bestemt holdning eller tankegang 29. Symbolikken i dette citat er dog ikke svær at finde: Historien 29 Johannesson, 1990 16
tjener som et moralsk budskab om at selv i den strengeste nød kan og bør vi bibeholde vore idealer og værdier. I den nævnte allegori beretter Obama om fortiden og bevæger sig dernæst over i nutiden: Those ideals still light the world. Allegorien tjener ligeledes som kritik af den afgåede Bush-regering, som Obama indirekte anklager for at have glemt de afgørende idealer og værdier. Konstruktionen af denne kritik vil vi undersøge nærmere et andet sted i denne analyse. Pointen med at bruge allegorier som denne er at jævnføre fortid og nutid. Denne jævnføring sker dog ikke kun ved hjælp af allegorier men også ved hjælp af lignelser: Lignelse As we consider the road that unfolds before us, we remember with humble gratitude those brave Americans who, at this very hour, patrol far-off deserts and distant mountains. They have something to tell us, just as the fallen heroes who lie in Arlington whisper through the ages. (l. 131-134). Vi har her at gøre med en lignelse, hvor nutidens soldater sidestilles med fortidens forgangne helte. Denne lignelse har til hensigt at gøre de udsendte soldaters færd meningsfuld og at vise, at nutidens og fortidens kampe for frihed er én og samme kamp. En kamp, som ikke blot handler om den militære krigsførelse og sejr, men også om kampen for friheden og mulighedsbetingelserne for den amerikanske drøm. Obamas brug af billedsprog Men hvorfor gør Obama så stor brug af billedsprog? Metaforen, lignelsen og allegorien bygger på jævnførelser mellem ting, som egentlig ikke hører sammen, hvorfor tanken ifølge Johannesson må foretage: ett språng över en avgrund, och det är dette språng som fascinerar människor 30. Metaforen tvinger altså lytteren til følelsesmæssigt og kognitivt at give ordene ny mening for at forstå budskabet. Sproglige billeder har til hensigt at gøre noget abstrakt konkret, men lige så meget at sætte sig fast i hukommelsen 31. Jo mere lytteren involveres, des bedre husker han budskabet og talen. Obamas brug af billedsprog er særlig, fordi den i høj grad søger at skabe en historisk forbindelse mellem fortid og nutid. De billeder han skaber er romantiske i og med at de tilsammen udgør en fortælling om at kæmpe for lykke og ære. Metaforerne dækker over temaer som arbejdsomhed, frihed og håb. Obama bruger metaforer i en sådan grad, at talen nærmest fremstår som én stor metafor. Budskabet er stort set det samme, så hvorfor disse gentagelser? Redundans er 30 Johannesson, 1990, s. 130 31 Johannesson, 1990 17
svaret. Med redundans kan taleren forstærke og udvikle et budskab via hyppige gentagelser. Skønt det anvendte billedsprog har samme overordnede budskab, ser vi alligevel en udvikling. For hver gentagelse tilføjes en ekstra lille dimension, således at budskabet hele tiden præciseres og udvikles. I modsætning til skriftlig kommunikation, kan de tilhørere, der overværer Obamas tale, ikke gå tilbage i teksten for at genlæse informationen eller budskabet. Derfor fungerer redundans godt og derfor er redundans et så vigtigt træk i længere taler. Lytteren tages i hånden og ledes langsomt videre, skridt for skridt. 6.2.2 Antiteser Billedsprog er ikke Obamas eneste redskab til at overbevise publikum om sit budskab. Han benytter sig også i vid ustrækning af aniteser, hvor to modsætninger stilles overfor hinanden. Antiteserne anvendes til at forenkle virkeligheden og eftersom der aldrig gives et tredje alternativ, tvinges tilhørerne til at vælge side mellem de to modsætninger 32. Dette stilistiske træk er særligt udbredt i politiske taler, da taleren dermed kan skabe en sort-hvid dimension, hvor gråzoner og alternative muligheder udelades. Obama bruger antiteserne til flere formål: i det følgende citat til at overbevise folket om, hvilke idealer de skal leve efter: Hårdt arbejde dovenskab Our journey has never been one of short-cuts or settling for less. It has not been the path for the faint-hearted - for those who prefer leisure over work, or seek only the pleasures of riches and fame. Rather, it has been the risk-takers, the doers, the makers of things - some celebrated but more often men and women obscure in their labor, who have carried us up the long, rugged path towards prosperity and freedom. (l. 37-42). Obama opstiller her en kløft mellem de, som foretrækker nydelse, rigdom og berømmelse og de som tager chancer, handler og skaber. Han definerer et ideal, hvor hårdt arbejde og flid belønnes. Antitesen forstærkes ved brug af en klassisk triade: the risk-takers, the doers, the makers of things. Via antitesen skabes der en bro mellem de flittige arbejdere, som grundlagde Amerika og nutidens borgere, der står overfor at genopbygge landet på ny. 32 Johannesson, 1990 18
Dem os Brugen af antiteser er også nyttig til at skabe kontrast mellem U.S.A. og landets fjender: To those leaders around the globe who seek to sow conflict, or blame their society's ills on the West - know that your people will judge you on what you can build, not what you destroy. (l. 120-122). Vi har her at gøre med en metaforisk antitese. Kontrasten mellem at bygge og at ødelægge lader ingen i tvivl om, at førstnævnte er at foretrække. Det amerikanske ideal om arbejdsomhed og flid belønnes og Obama sætter sig selv i stærk kontrast til de ledere ( to those leaders ), der ikke hylder disse værdier. Modsætningen fortsætter i det følgende citat: To those who cling to power through corruption and deceit and the silencing of dissent, know that you are on the wrong side of history; but that we will extend a hand if you are willing to unclench your fist. (l. 122-124). Her ser vi et eksempel på en antitese-strategi, hvor de lande som klynger sig til vold og korruption stilles i stærk kontrast til U.S.A., som karakteriseres som et imødekommende og diplomatisk land. Endvidere ser vi en modstilling mellem at være på den forkerte og den rigtige side af historien: fjendernes adfærd er gammeldags, mens amerikanerne går fremtiden i møde med ønsker om fred. Budskabet om fred er ganske afgjort nye toner fra den amerikanske regering og meget ulig Bush s krigsretorik og hans militære engagement i Irak og Afghanistan. Bemærkningen om at folket vil dømme deres leder på, hvad han formår at bygge op og ikke på, hvad han formår at ødelægge gælder Amerikas fjender, men bestemt også Bush, der var skyld i store ødelæggelser i Irak og Afghanistan, men som ikke formåede at vinde freden. Det er vigtigt for Obama at sætte sig selv i scene som en mand, der i alle henseender er ulig Bush, da sidstnævntes håndtering af krigen mod terror som bekendt blev kritiseret voldsomt af store dele af den amerikanske befolkning og den øvrige verden. Bush skabte med sin krigsretorik og sine militære operationer en dyb splittelse blandt det amerikanske folk og det er denne splittelse, som Obama forsøger at overvinde. For at samle befolkningen, er en skarp modstilling mellem Obama Og Bush derfor nødvendig. Gammel politik ny politik Kontrasten mellem Obama og Bush ser vi endnu tydeligere i denne antitese, hvor gammel og ny politik sættes op mod hinanden: What the cynics fail to understand is that the ground has shifted beneath them - that the stale political arguments that have consumed us for so long no longer apply. (l. 72-73). Kontrasten mellem gammel og ny politik beretter om, at en udvikling (og en 19
finanskrise) har fundet sted og at Obama er manden, der kan hjælpe os fremad. Skeptikerne defineres som gammeldags og ude af stand til at se virkeligheden som den er. Et interessant ordspil er her værd at nævne. Ordet stale kan både betyde muggent, gammelt, forslidt, forældet, og ordet consume har betydninger som fortære, opbruge, forbruge. Der er altså en dobbeltbetydning på spil. Først og fremmest kan man se den gamle politik som noget muggent og fortærende, dvs. noget ubehageligt og ødelæggende, som æder borgerne op. Dernæst former Obama med ordet consume også en kritik af den forbrugskultur, som tog overhånd. En kritik som længe har været rettet mod netop Bush. Igennem sit sprogbrug opstiller Obama sin antitese, hvor hans løfter om håb, handling og frihed står i stærk kontrast til Bushs politik, der fremstår gammeldags og destruktiv. Sikkerhed idealer En snu form for antitese ser vi i det følgende. As for our common defense, we reject as false the choice between our safety and our ideals. (l. 88-89). Her opstilles et modsætningspar, som Obama derefter opløser, idet han afviser, at der er tale om en modsætning. På den måde får han det til at se ud som om, at den forhenværende regering satte det ene over styr for det andet. Obama stiller sig uenig overfor et sådant valg og sætningskonstruktionen gør det logisk meget svært at modsige ham. Manipulerende vil jeg kalde denne antitese, da valgmulighederne er opstillet af Obama og afvist af Obama. Et retorisk smart træk, som hos tilhørerne efterlader en opfattelse af, at den forhenværende regering var amoralsk og ikke ville folket det bedste. Obamas brug af antiteser Overordnet bruger Obama antiteser til at skabe kontrast mellem ham og hans modstandere, deriblandt både Bush, skeptikere og udenlandske fjender. Han iscenesætter sig selv som imødekommende, fredssøgende og loyal mod landet og dets værdier. Heroverfor sætter han sine modstandere i et lidet flatterende lys, eftersom de bliver tildelt modsatte egenskaber. Med antitesen skaber han ikke plads til mere end to valg, hvoraf han selvfølgelig selv indtager den mest eftertragtede plads, og til tider opløser han endda en påstået modstilling, hvormed han kun efterlader ét valg hans valg. 6.2.3 Anafor Endnu et vigtigt stilistisk træk i Obamas retorik er anaforen. En anafor er en gentagelse af det første ord eller led i en sætning. Disse gentagelser giver ordene mere styrke. Obamas brug af anaforer er 20