Hvorfor lander en albatros aldrig i æbletræet, ti minutter før man skal ud ad døren?

Hvorfor lander en albatros aldrig i æbletræet, ti minutter før man skal ud ad døren? Om modstanden mod kreativ tænkning Hvorfor findes faget Skrivekunst kun på Syddansk Universitet? bliver jeg af og til spurgt, når jeg i forfatter- eller universitetskredse fortæller om faget. Det er, fordi Anne-Marie Mai findes på Syddansk Universitet, svarer jeg. Det var hende, der i 2006 tog initiativet til at introducere faget som et selvstændigt tilvalg og sammen med Karin Esmann Knudsen udarbejdede en studieordning. Formentlig inspireret af sit engagement på Forfatterskolen og af visionen om en tættere relation mellem det æstetisk udøvende og det undervisende miljø. Mange universiteter især i USA men også i Europa udbyder Creative Writing i forskellige udformninger. At det først er sket for relativt nylig i Danmark, kan man undre sig over. Journalistik har for længst haft sit indtog på universitetet med et studie, der blander teori og praksis (1998). Måske har der været modstand mod at sammenblande to så divergerende måder at tolke eksistensen på. Den analytiske stringens og det kunstneriske kaos. Det er også i den modstand, gnisterne opstår. Hybrid eller bastard Man kan på den anden side spørge, hvad æstetisk praksis overhovedet skal på universitetet? Poetens svar kunne være at bringe den udøvende æstetiske erkendelsesform i spil med den kritisk videnskabelige, som digteren Inger Christensen sagde: Man pusler med sproget, for at verden skal komme frem på en for én selv mere forståelig måde end den tilfældige fremtræden med træer og blade og mennesker. (Knudsen 1995: 230). Eller man kan tage udgangspunkt i den australske forfatter og underviser i Creative Writing Kate Grenvilles pointe: The more you read, the better you ll write (efter Dawson 2005: 91), men vende den om: Jo mere du skriver, jo bedre og mere kritisk læser du. Man kan foreslå, at den praktisk udøvende disciplin åbner et supplerende tankesæt til den klassiske analytiske disciplin, tekstanalysen. At det, TRISSE GEJL 281

selv at skrive æstetisk, giver de studerende en ny form for intuitiv procesorienteret kritisk forståelse af litteraturens mekanismer. Den amerikanske forfatter og underviser i Creative Writing David Jauss udtrykker det helt enkelt således: A scholar reads the product; a writer, the process (efter Dawson 2005: 95). Skrivekunst på Syddansk Universitet, der netop er en hybrid mellem det æstetiske og det analytiske, består af fem fag: narratologi, tekstanalyse, retorik, skriftkulturens mediehistorie og det praktiske fag tekstproduktion. I starten stod Anne-Marie Mai og forfatter Pablo Llambías senere Martin Glaz Serup og derefter jeg selv for undervisningen sammen i skrivelinjens praktiske fag, tekstproduktion. Siden pustede hun båden af sted. Jeg vil benytte lejligheden til at samle nogle få tanker om det relativt unge fag, som jeg nu har undervist i i et par år. Skønlitterært ubehag Hvad er udfordringen i faget Skrivekunst? Det er især sproget som social konstruktion, har jeg tænkt. Skønlitteratur (eller faglitteratur eller litteratur i det hele taget) er ikke social kommunikation. Inden for æstetiske tekster er det vel kun reklamen, der kommunikerer socialt. Eller rettere postulerer social kommunikation, et slags festpostulat kan man kalde det, der låner retorikken fra den sociale kommunikation. Social kommunikation forstår jeg her som breve, mails, sms er, sociale samtaler, hverdagen. Og som bevidst strategi i fx politiske og forretningsmæssige sammenhænge. Der ligger en million store og bittesmå retoriske figurer i vores sociale kommunikation med hinanden hver eneste dag, som vi har en tendens til at overføre til skønlitteratur, sikkert fordi det er trygt og genkendeligt, og den benyttes i alt fra forretningsmøder til konflikter til venskabelig kaffedrikning til reklamen i det offentlige rum som en nærliggende måde at sælge vores hovedperson eller den sympatiske forfatter bag på. Men en god skønlitterær tekst er et stykke æstetik, måske nok en henvendelse, men ikke en social henvendelse. En ven har sagt til mig: Jeg bliver rasende, hvis nogen siger jo eller bare i et skænderi. Jamen, jeg siger jo bare, at du godt kunne gøre rent lidt oftere... Eller: Du ved jo godt, at det næsten altid er mig, der gør rent... De kan være provokerende, disse midtsøgende ord, de bryder skænderikontrakten. Bare er defensivt og skal tage luften ud af det, man står og siger, og jo manipulerer en konsensus frem. Vi bruger dem, fordi vi føler ubehag ved skænderiet, vi pakker teksten ind. 282 TRISSE GEJL

At skrive skønlitteratur kan være forbundet med samme ubehag, har jeg opdaget, efter jeg er begyndt at undervise i det. Det er et næsten usynligt ubehag, der ofte ubevidst forsøges lindret af forfatteren i teksten ved små umiddelbart harmløse retoriske greb henvendt mere til læseren end til teksten de kan slå en tekst ihjel (det kan naturligvis være en pointe at bruge et socialt eller konsensussøgende sprog, fx som en del af fortællerens personlighed, når det er tilsigtet og ikke automatisk). Sprog som underliggørelse Den russiske formalist Victor Sjklovskij skrev: Kunstens virkemiddel er underliggjørelsens virkemiddel og den vanskeliggjorte forms virkemiddel, som øker vanskeligheten og lengden av persepsjonsprosessen, for i kunsten er persepsjonsprosessen et mål i seg selv og må derfor forlenges. Kunsten er en måte å oppleve tingenes tilblivelse på, [ ]. Ting vi har persipert noen ganger begynner vi å persipere ved gjenkjennelser: tingen befinner seg foran oss, vi vet det, men vi ser den ikke. Derfor kan vi ikke si noe om den. Tingens befrielse fra persepsjonens automatisme foregår i kunsten på forskjellige måter. (Sjklovskij 1916: 18-19) Denne underliggørelse, at kunst ikke bare refererer virkeligheden, som vi tror, vi er enige om, at den ser ud, men får os til at dvæle ved den og gendanne opfattelsen af den eller se den på en ny måde, mente Sjklovskij, var vanskeligere med sprogkunst end med andre kunstformer, fordi vi er vokset op med sproget i hverdagen og allerførst som social kommunikation. Malerkunsten har sit eget sprog, musikken har et helt system, man skal lære for at udtrykke sig kunstnerisk, i sig selv en underliggørelse. Men sproget har vi fra barnsben lige meget hvad. For at bruge det kunstnerisk må vi forsøge at få øje på det igen. Sprog som æstetik har ikke den funktion at henvise til det, vi kender i forvejen, men nærmere at vise os det på ny vi kender vel alle steder i litteraturen, hvor en efterårsskov, et savn, en skamfølelse, en bydel eller én selv pludselig fremstår for os på en måde, vi ikke vidste, vi vidste. Dagligdags social kommunikation, derimod, har ofte det modsatte formål, nemlig at betrygge os. Det er rituelt, det er anerkendende, det er samhørighedsskabende, det er gentagende, meget let afkodeligt og har ofte til formål at forebygge konflikt. Det er vist en retorisk manipulation at spørge: Skal skønlitteratur betrygge og forebygge konflikt? Skal skønlitteratur være høflig? Det skal den vel næppe (hvilken funktion har det lille vel i den linje?). TRISSE GEJL 283

Det vrimler med høflige eller joviale læserhenvendelser hos nybegynderen og også hos mere trænede forfattere, sikkert fordi underliggørelse ikke ligger i vores opdragelse i at bruge sproget. Tværtimod. Informationstransport, fagsprog og forbehold En anden interessant udfordring er sproget som fagsprog. Akademikerens trang til at præcisere, sandsynliggøre, lave forbehold, definere begreber osv. Skabe en skudsikker teoretisk ramme, før man kommer til sagen. I skønlitteratur: fx at beskrive hele byen og bageren og smedjen til venstre og vejen til højre og vejret i stedet for bare at gå lige på med en replik universet kan rulles langsomt ud på tusinde måder, der må gerne være en begyndelse, en midte og en slutning, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge, som den franske filminstruktør Jean-Luc Godard (f. 1930) sagde i et opgør med den klassisk opbyggede fortælling. Den akademiske, analytiske, redegørende tankegang må gerne aflæres i den kreative proces, medmindre, selvfølgelig, at den er en pointe i teksten (det er den sjældent hos den nye skrivekunststuderende, men det forekommer bestemt). Det er skræmmende, det føles forkert, og den analytiske tankegang skal da ofte også hentes frem igen i den redigerende proces: Her analyserer skribenten sin egen tekst, hvad virker ikke og hvorfor, er det karaktertegningen? Replikkerne? Er det sproget, der måske blot efterligner en ide om skønlitteratur, eller er min novelle kedelig, fordi den blot gennemspiller ideen om en novelle? Modstand En tredje udfordring er dovenskab eller modstanden mod at tænke kreativt. Jeg bruger ofte en øvelse, hvor de studerende skal skrive en dialog, der finder sted, ti minutter før to mennesker går ud ad døren. De skal noget vigtigt, vi må ikke vide hvad men de ved det selvfølgelig selv. Ideen med denne øvelse var oprindeligt at illustrere begrebet undertekst. Antydningens kraft, alt det, der ligger mellem linjerne. Men til min fascination oplever jeg gang på gang, at over halvdelen af teksterne begynder med påklædnings- og sminkescener. Hun lægger rød læbestift, han binder slipset, hun spørger, om hun ser godt ud i den kjole, han brummer bag avisen, hun lægger mascara, han knapper skjorten Hvorfor lander en albatros aldrig i æbletræet, ti minutter før man skal ud ad døren? I et foredrag om kreativitet i Sverige for et par år siden, sagde den svenske forfatter Fredrik Härén: Prøv at spørge en voksen: Hvis du havde et tredje øje, 284 TRISSE GEJL

hvor skulle det så sidde? Langt de fleste svarer: i panden. Spørger man et barn vil det fx sige: på pegefingeren, for så kan jeg kigge om hjørner. Et enkelt barn svarede: i munden, for så kan jeg se ned på mit hjerte, der slår. Er det dovenskab eller er det ubehag ved kreativ tænkning, når de fleste voksne synes, at øjne nu engang hører til i hovedregionen? Jeg plejer at foreslå, at når man får en ide, står der hundred andre ideer rundt om, som man ikke opdager, før man drejer lyset. Den første ide er ofte en løsning. Men ikke nødvendigvis den mest interessante. Kreativitet aflæres Denne træning i kreativ tankegang hører ikke kun kunsten til, men i samme grad forskningen. I en undersøgelse fra 1968 præsenterede Georg Land og Beth Jarman 1.600 3-5-årige børn for en kreativitetstest, som NASA benytter til at undersøge evnen til divergent tænkning hos ingeniører og videnskabsfolk. De testede børnene igen, da de var 10 og 15 år gamle. Derudover testede de 280.000 voksne over 25 år. 98 % af de 3-5-årige scorede på geniniveau, det gjorde kun 30 % af de 10-årige og kun 12 % af de 15-årige. Blandt de voksne over 25, scorede kun 2 % på geniniveau (Land & Jarman 1993). Metoden var at præsentere et problem og se, hvor mange forskellige løsninger testpersonerne bragte i spil. Hvor mange måder kan man binde et snørebånd på? Som barn er der mange. Voksne har som regel kun én. Så man kan sige, at kreativitet aflæres. Om den kan indlæres igen, ved jeg ikke, men jeg ved, at man kan gøre det så umuligt for sig selv og sine studerende, at man er nødt til at tænke anderledes, tænke intuitivt. Man kan ødelægge de skemaer og skabeloner, vi har en tillært tendens til at tænke en historie eller et replikskifte eller et digt eller en faglig artikel ind i. Det kan være ved at benytte William Burroughs cut-up-teknik, hvor man klipper tekster i stumper og stykker, sætter dem sammen på ny og ser helt nye betydninger, man næppe ville tænke frem. Eller bede dem skrive en tekst og derpå skrive den modsat. Hvad er modsat? Nogle vender døgnet, andre skifter fra datid til fremtid, man kan skifte til en upålidelig fortæller, man kan skifte temperament eller nægte at bruge sproget korrekt. Det er en slags benspænd, der åbner nye vifter af muligheder. Eller skrabe essensen fri i en tekst ved at halvere den igen og igen. Et berømt eksempel på en fritskrabet essens, som angiveligt skulle være Hemingways, er: For Sale, Baby Shoes, Never Worn. Alle disse eksempler har et åbenlyst element af leg, intuition og oprør, de kan vriste tanken fri af tillærte tilgange til stoffet. Kunsten er måske (der var TRISSE GEJL 285

ét til, hvad laver det lille måske der?) at integrere det fravristede i sine tekster (Hvad er en tekst overhovedet, kan den skrives i brød? Med fosterfedt?) Eller hvad sker der, når man stanser en moderne indkøbsliste ud i marmor? den måske flygtigste hverdagstekst på et blivende klassisk materiale som i værket Indkøbsliste (2013) af Morten Søndergaard, gæsteforfatter på uddannelsen. I krydsfeltet mellem videnskabelig analyse og æstetisk intuition En studerende, der oprindeligt kom fra filosofi, sagde til mig: Det er, som om vi vender tænkningen rundt. Først producerer vi vores eget materiale, og så efterprøver vi, om teorierne kan bruges til noget som helst fornuftigt. Normalt starter man med teorierne og efterprøver, om empirien kan bruges til noget som helst. Skrivekunst og den samtale, der foregår mellem de teoretiske og de æstetiske moduler på uddannelsen, har åbnet et krydsfelt af tænkning i eksamensopgavernes udformning på deres sidste semester ses en stærkere bevidsthed omkring sprog og formidling. Som Nicholas Royle, professor i engelsk på Sussex Universitet, skriver i artiklen Composition and Decomposition (2013), kan kreativ skrivning ikke holdes strengt adskilt fra kritisk skrivning, og en blanding har foregået længe. Kritikeren eller teoretikeren er ikke længere en simpel afsender af information, viden eller filosofisk refleksion, men en producent af en tekst der i lige så høj grad som enhver roman, ethvert teaterstykke, ethvert digt, enhver novelle bærer det særegne aftryk af sin forfatter: The critic or theorist does not simply describe or analyze but brings something new, something of their own, to the text under consideration. What socalled theorists such as Roland Barthes, Maurice Blanchot, Hélène Cixous, Derrida and Jacques Lacan all have in common is a commitment to questioning, experimenting and tampering with language. Above all, their texts interfere with any straightforward distinctions between creative and critical writing. (Royle 2013: 5) Skrivekunst skal ikke konkurrere med Forfatterskolen. Faget har især sin berettigelse i krydsfelterne mellem forskning, æstetik og formidling og mellem forskellige erkendelsesformer. Selvfølgelig tiltrækker faget mange forfatterdrømme, og i nogle tilfælde bærer talentet i forvejen, og de begynder så småt at debutere. Andre opdager den litterære journalistik eller essayistikkens frie refleksionsform og får tekster trykt i magasiner eller aviser. 286 TRISSE GEJL

Jeg kan forestille mig, at det relativt nye fænomen (der altid har eksisteret, men på det seneste blomstrer op internationalt), artwriting eller tekstbaseret kunst, vil være det næste, der i faget Skrivekunst skal udforskes både teoretisk og praktisk på linje med prosa, lyrik, essayet og de andre mere klassiske tekstformer. Trisse Gejl Forfatter Henvisninger Dawson, Paul. 2005. Creative Writing and the New Humanities. London/ New York: Routledge. Knudsen, Peter Øvig. 2005. Børn skal ikke lege under fuldmånen (1995). København: Gyldendal. Land, George & Jarman, Beth. 1993. Breaking Point and Beyond. San Francisco: Harper- Business (http://www.informationweek.com/aroundtheweb/globalcio/can-creativitybe-taught-results-fromcr/78317669647667377450535a4d7876626376556f 41673d3d) Royle, Nicholas. 2013. Composition and Decomposition. www.timeshighereducation. cu.uk. Sjklovskij, Victor. 2003. Kunsten som greb (1916). I Atle Kittang, Arild Linnberg, Arne Melberg & Hans H. Skei (red.). Moderne litteraturteori en antologi. Oslo: Universitetsforlaget. Søndergaard, Morten. 2013. Indkøbsliste. Udstillet på Ord, rod, orden, Rytterskolen, Brønshøj Torv (http://www.mortensondergaard.net/ marmorord.html). TRISSE GEJL 287