Fabrikssamfundet: frihed - forsørgelse - forretning?

Tidsskrift for arbejdsliv nr. 2, 1999, s. 11-34. Lykke Lafarque Pedersen Fabrikssamfundet: frihed - forsørgelse - forretning? Brede Klædefabrik 1880-1930 Kan det sociale og det økonomiske ansvar forenes? I den aktuelle diskussion tages ofte historiske eksempler op, når der skal findes positive forbilleder, hvor arbejdsgiveren tager ansvaret for arbejdernes liv uden for arbejdstiden. Denne artikel advarer mod ukritisk at overføre eksempler til nutiden, fx at romantisere synet på opbygningen af de patriarkalske mønstersamfund i forrige århundrede. Med udgangspunkt i en enkelt virksomhed, Brede Klædefabrik, diskuteres fabrikssamfundets organisering ud fra samtidige kilder. Trods indlysende fordele havde medaljen også en bagside. Brede Klædefabrik var omkring århundredeskiftet organiseret som et fabrikssamfund, hvor fabrikanten sørgede for arbejdernes liv - også uden for arbejdspladsen: Det var på en måde trygt at være på fabrikken, for Daverkosen øvede ikke alene patriarkens magt, men følte også - og det var dengang så sjældent som nu - et ansvar over for sine undergivne, hvis intelligens og evne til at klare egne affærer han næppe satte højt. Han regnede dem for børn, der havde at vise lydighed og ærbødighed, men som han også følte tilskyndelse til at sørge for. De fleste af de danske arbejdere blev på Brede. Der fødtes de, der levede og virkede de, og der døde de. Således skrev landsretsagfører Carl Madsen i sine erindringer 1973 om fabrikssamfundet i Brede, hvor han var vokset op i begyndelse af dette århundrede. Carl Madsens skildring af hierarkiet mellem ledelse og ansatte som forholdet mellem forældre og børn karakteriserer det patriarkalske fabrikssamfunds bånd af personlige relationer på godt og ondt. Ansvar og omsorg på den ene side, indskrænket frihed og magtfuld omklamring på den anden side. Fabrikanten var det sociale sikkerhedsnet under arbejderne, der på sin side underordnede sig. Arbejderne følte tryghed, men også blind autoritetstro og afhængighed. De blev vænnet til, at der blev sørget for alt "oppefra". I det følgende skal der gives en beskrivelse af forholdene på klædefabrikken i Brede, som de var omkring 1880-1930, en periode, hvor de patriarkalske træk var mest udfoldet, idet fabrikken leverede en lang række ydelser til arbejderne ud over lønnen. Disse ydelser er på den ene side blevet betegnet som "goder", og Brede er blevet skildret som en harmonisk idyl - et paradis - men på den anden side er der også andre, mere kritiske røster om fabrikssamfundet, der blev omtalt som et "moderne Fabrikshelvede", hvor arbejderne blev "svinebundne" (Asfalten 1897). Disse to modsatrettede opfattelser udgjorde yderpunkterne i den generelle samfundsmæssige debat, hvor Brede i slutningen af forrige århundrede blev inddraget som belæg for begge argumentationer! 1

Kilder og synsvinkler Brede Klædefabrik fremstår i en lang række skildringer som et mønstersamfund på jord, hvor økonomi og socialt ansvar gik op i en højere enhed. På et tidspunkt var fabrikken Danmarks største, privatejede tekstilfabrik med over 600 ansatte 1. Foruden fabrikkens teknologiske nyanskaffelser og stadige udvidelser med nye fabriksbygninger, blev den omfattende omsorg for arbejdernes ve og vel en stadig kilde til positiv omtale (Dansk Almeenlæsning 1835, Industri- Tidende 1866, Danmarks Industrielle Etablissementer 1888, Schovelin 1904). Begejstrede industriøkonomer priste de sociale indretninger. Fabrikkens egne jubilæumsskrifter fremhævede ligeledes den økonomiske fremgang og de sociale indretninger som fremskridt. Også ansatte arbejdere skildrede forholdene positivt. I skriftet "Til Arbeiderstanden", skrevet af "en ældre Arbeider" i 1872, der indgående skildrer arbejderforholdene på Brede, advares der kraftigt imod utilfredshed, og der opfordres til, at arbejderne selv kan gøre noget for at forbedre deres livsvilkår. Det senere indsamlede erindringsmateriale understreger ligeledes stort set de positive sider ved livet som "Breder", idet udgangspunktet her har været de arbejdere, der blev på fabrikken gennem længere tid - et helt livsforløb og ofte i flere generationer (Ottoson 1971 og 1977). I slutningen af forrige århundrede var der også kritiske røster fremme, men formuleret af folk uden for virksomheden. Disse ville dog ikke ændre virksomhedens indretning radikalt, men gerne forbedre enkelte ting som de sanitære forhold, usunde arbejds- og boligforhold, børnearbejdernes skolegang om aftenen (se fx Tønsberg 1995). Kritikken mod Bredesamfundets indretning har hidtil baseret sig på to hovedkilder med udspring i den organiserede arbejderbevægelse, nemlig de samtidige reportager i avisen Social-Demokraten i forbindelse med Tekstilarbejderstrejken i 1905, samt sagfører Carl Madsens erindringsværk fra 1973. Social-Demokraten beskrev i en artikelserie konkrete forhold som fx de dårlige arbejderboliger, men kritikken rettede sig i lige så høj grad mod arbejdsgiveren og hele fabrikssamfundets indretning. Gennem konsekvent at modstille fabrikantens luksuriøse bolig "af lighed med en gammel Herregårdslænge" med arbejderboligerne "med rotteædte Gulve og Gange" (Social- Demokraten 1905) understregede avisen relationen som et undertrykkende, kapitalistisk system, der skulle bekæmpes. Carl Madsens erindringsbog er skrevet 60 år senere end de begivenheder, den skildrer, og står således i efterrationaliseringens skær. Carl Madsen, landsretssagfører, var søn af skolelæreren i Brede, F. M. Madsen, der virkede fra 1912-37. Carl Madsens egen barndom må siges at have været priviligeret i forhold til de arbejderbørn, han skildrer. Som aktiv kommunist tolker Carl Madsen Bredesamfundets økonomiske indretning som udtryk for en hårdhændet kapitalistisk udbytning, arbejderne som ofre - undertrykte og uansvarlige. Som intellektuel observatør er det 2

ikke frit for, at hans skildring af arbejdernes passivitet virker noget nedladende. I arbejderbladet Asfalten fremkom i løbet af 1897 imidlertid de hidtil hårdeste kritikpunkter mod virksomheden i Brede og dens ledelse. Asfalten var et arbejderblad, der udkom 1894-98, først som ugeblad, senere, da oplaget var på 25.000, tre gange om ugen. Udgiveren var en bogtrykker Carl Andersen, mens redaktørerne skiftede, da de ofte sad i fængsel for injurier. I syv artikler under hovedoverskrifter som "Et Arbejderhelvede", "Indirekte Mord paa nyfødte Børn", samt "Brede Klædefabrik endnu en Gang. Nye storartede Afsløringer. Skandaler af første Rang" fremstilles Brede som en ren slaveanstalt på jord 2. Bag den svulstige retorik fremkommer imidlertid en række dokumenterede kritikpunkter af ansættelsesforhold, lønforskelle, men også af usle boligforhold og den høje børnedødelighed på stedet. Artiklerne skildrer systemets bagside og er med til at nuancere det ofte stereotype paradisiske billede af forholdene. Det ganske særlige ved artiklerne er, at det ikke alene er avisens journalist, der fører pennen, men i flere tilfælde er der tale om to faste Brede-arbejdere, der som øjenvidner skildrer forholdene. Avisens utilslørede hensigt var at få indført fagforeninger og regulerede forhold på stedet. Samtidig kritiseredes avisen Social-Demokraten for at være alt for ukritisk over for arbejderforholdene i Brede. Artiklerne i Asfalten medførte en del postyr på Brede, hvor ledelsen søgte at finde de "skyldige", der havde lækket oplysninger til pressen for at få dem bortvist. Ledelsen søgte også at samle penge ind til en sagfører, så mestrene kunne tage til genmæle overfor artiklernes - følte man - udokumenterede påstande. Artiklerne placerede først og fremmest ansvaret hos ledelsen, men også hos den lokale præst og læge, der havde svigtet gennem at tie om de kritisable forhold. I det følgende skal der gennemgås nogle af de hidtil ukendte kritikpunkter, artiklerne i Asfalten omhandler - hvor arbejderne er totalt afhængige af arbejdsgiveren på stedet. Det drejede sig især om løn- og arbejdsforhold, de enlige mødres forhold, børnedødelighed og børnearbejde, samt de filantropiske ordninger: boligerne, Asylet samt Spisehuset m.v. Asfaltens holdning er utvetydig kritisk. Efter en kort teoretisk redegørelse for det patriarkalske fabrikssamfunds karakteristika, vil Brede Klædefabrik blive fremhævet som et konkret eksempel på relationen mellem arbejdsgiver og arbejdere, hvor arbejderne gennem et livslangt forhold blev knyttet til en enkelt arbejdsplads: Oplevede arbejderne det som en frihed at blive forsørget? Eller så de tværtimod forsørgelsen som årsagen til ufrihed? Eller var forsørgelsen af arbejderne snarere en frihed, arbejdsgiveren havde til at holde på arbejdsstyrken for at drive forretning? Første del beskriver fabrikssamfundets fordele, mens den sidste halvdel præsenterer kritikken af forholdene. Det patriarkalske fabrikssamfund Brede Klædefabrik kan ses som et eksempel på en bestemt måde at organisere en virksomhed på. Der er naturligvis nogle tidstypiske og specifikke træk, der kun findes på dette tidspunkt og i denne virksomhed, men også nogle almene og mere principielle strukturtræk, der skal ses i sammenhæng med hele samfundsudviklingen og fremvæksten af en kapitalistisk produktionsmåde. Det, der strukturelt kendetegner det patriarkalske fabrikssamfund, er, at fabrikkens ejer/ledelse foruden at lede produktionen også sørgede for en del af reproduktionen i form af mad, tøj, bolig, børneomsorg m.v. til de ansatte. Arbejderne solgte ganske vist deres tid for en løn og skulle 3

hermed være i stand til sørge for de reproduktive opgaver i deres egne husholdsenheder, men i denne type af virksomhed var forholdene anderledes. Forbruget blev af arbejdsgiveren lagt i faste, styrende rammer ud fra den betragtning, at arbejderne sandsynligvis ikke selv var i stand til at tage vare på deres egen husholdsøkonomi. Det kom bl.a.til udtryk i måden, hele lokalsamfundet var opbygget på - som ét stort hushold. 4

Forskellen mellem den patriarkalske og den kapitalistiske arbejdsgiver er, at den patriarkalske arbejdsgiver leder en del af overskuddet tilbage til arbejderne, i form af understøttelse og godgørenhed 3. For den kapitialistiske arbejdsgiver er relationen til de ansatte udelukkende kontraktmæssig, og det er op til den enkelte arbejder, hvordan man klarer sig for lønnen (Nørregaard 1943,140-146). Den patriarkalske arbejdsgiver forsørger således arbejderne og knytter dermed arbejdsstyrken til sig gennem bånd af personlig taknemmelighed. Det patriarkalske fabrikssamfund er af eftertiden blevet anskuet på flere måder. For det første som en overgangsfase mellem håndværk og industri. De patriarkalske træk kan opfattes i direkte forlængelse af feudalsamfundets organisering fx i den tidligere håndværksmæssige produktion, hvor mestrene havde de ansatte boende i en selvstændig produktionsenhed, eller hvor tyende boede i gårdhushold eller i borgerlige byfamilier, og endelig i forlængelse af det meget større "hushold", godssystemet, hvor forskellige grupper indgik i en arbejdsdelt helhed under en principal: et synligt overhovede i samfundet. Inden for denne synsmåde lægges vægten på kontinuitet og tradition: de patriarkalske systemer tilhører en bestemt periode og afløses gradvist af mere moderne, kapitalistiske ledelsesformer. Fabrikkernes behov for fx energi (vandkraft, tørv, brænde) eller råstof (træ, kridt, mineraler m.v.) gjorde i perioden før den teknologiske udvikling af decentrale kraftkilder og effektive transportmidler, at industrierne blev placeret langt fra byerne 4. Fabrikanten var således nødt til at sørge for fx kost og logi til de ansatte for at sikre sig arbejdskraft på stedet (Hallerdt 1957, Bull 1972, Fjellström 1990). Lokaliseringen er dog ikke selve årsagen til denne struktur, da virksomheder andre steder, fx i bysamfund også kunne have disse patriarkalske træk. For det andet er de patriarkalske relationers udbredelse også blevet set som en bevidst tilpasning - en kapitalistisk variant - hvor der er tale om et brud i forhold til tidligere. At der i kraft af de socialistiske ideologiers stigende udbredelse og fagforeningernes fremkomst skete en vækst i de patriarkalske træk, dvs. udbredelsen af goder udover lønnen, som opdæmning mod socialistiske samfundsomvæltende tanker, hvor kravet om indførelse af fagforeninger kun var et skridt på vejen mod en overtagelse af samfundet. De patriarkalske virksomheders stigende udbredelse skal lige som de socialistiske kamporganisationer ses i forlængelse af en øget klassedeling, hvor arbejderen faktisk kom til at stå endnu svagere over for sin arbejdsgiver end lavstidens svende havde gjort det over for sin mester. (Nørregaard 1943, Nielsen 1994). Loyaliteten overfor arbejdsgiveren bliver inden for denne synsmåde en mulig strategi, der ikke kun er bundet til en bestemt type af virksomhed eller en bestemt arbejdertype omkring århundredeskiftet, men kan ses som et strukturelt element, der kan være til stede i varierende grad i lønarbejderens arbejdsbegreb, også i nutiden (Nielsen og Pedersen 1992,113). Der er ingen tvivl om, at Brede Klædefabrik omkring 1900 fik en politisk betydning i de konfronterende diskussioner, der foregik mellem arbejdsgivere og arbejdere fra 1870 og frem til århundredeskiftet, hvor fagforeningen blev indført i Brede. Det var den største tekstilarbejdsplads i landet, og hvad der foregik her vakte genklang andre steder. Brede blev en vigtig symbolsk bastion. Fra arbejdsgiverside ville man vise, at man sagtens kunne opnå forbedringer inden for det bestående system, og man bekæmpede fagforeninger længst muligt, mens socialisternes hovedformål var at bryde den patriarkalske ordning fuldstændigt, således at man frit kunne sælge sin arbejdskraft og få en løn herfor, som man (familien) kunne leve af. For begge parter drejede det sig om handlefrihed - i det ene tilfælde i forhold til enevældigt at kunne disponere over arbejdskraften og virksomhedens overskud - i det andet i forhold til at kunne stille lønkrav, samt 5

friheden til at vælge andet arbejde, hvis man var utilfreds. Det patriarkalske system blev således tolket vidt forskelligt, alt efter hvilken position, man havde, og hvilke vilkår, man levede under. Brede - et mønstersamfund En del af debatten fremhævede Brede Klædefabrik som et sted, hvor de nyeste teknologiske landevindinger gik hånd i hånd med udbygningen af sociale institutioner. Handels- og industrihistorikeren Julius Schovelin beskrev i begyndelsen af dette århundrede Brede som inspiration for alle unge nationaløkonomer, der i stedet for at tage til udlandet kunne studere arbejderforsikring og socialpolitiske foranstaltninger i Brede: Da Fabriken ligger saa isoleret, har man nemlig paa de Hundrede Tønder Land, som endnu er tilbage af "Godset" dannet en hel Coloni, en hel lille Fabriksby, men en Fabriksby i landlig Stil. Alle Funktionærer og Arbejdere bo i Firmaets Huse og Paa Firmaets Grund, og til deres Tarv og Bekvemmelighed har Firmaet ladet indrette Bibliotek, Sparekasse, Spisehus, Badeanstalt, en Skole for Børnene (c.150), et Asyl for Smaarollingerne (fra 2-7 Aar) og en Vuggestue for Patteglutterne (Indtil 2 Aars Alderen). Selvfølgelig findes der ogsaa en Købmandshandel til "Befolkningens" Forsyning. (Schovelin 1904, 46) Illustration 1 + Illustationstekst 1. Brede Klædefabrik omkring 1880. Fabrik og bolig ligger tæt sammen, og rundt om findes haver til de enkelte boliger, mølledammen og skoven. (Nationalmuseet). Klædefabrikken I.C. Modeweg blev udflyttet fra København i 1831 og var allerede fra sin begyndelse baseret på masseproduktion og hierarkisk opbygget med en fabrikant i spidsen. Produktionen var specialiseret og mekaniseret, men opdelt i forskellige afdelinger, der tog sig af hver sin del af klædeproduktionen: kartning, spinding, vævning, valkning osv. I løbet af perioden 1831 og frem mekaniseredes produktionen stadig, og antallet af ufaglærte steg fra 50 % af arbejdsstyrken i 1831 til over 90 % omkring århundredeskiftet. Fabrikanten sørgede for bolig og andre fornødenheder til de ansatte, der kun havde deres arbejdskraft at sælge. Arbejde og bolig kom til at udgøre en sluttet enhed for de ansatte, hvis hele liv blev afhængig af fabrikken. Gradvist udbyggedes institutioner for arbejderne: Brede Arbejderforening i 1873 (pensionskasse, sygekasse og stiftelse for ældre arbejdere), samt asyl og vuggestue i 1877. I Brede ses der en tydelig forøgelse og udbredelse af forskellige goder fra 1890'erne og frem til omkring 1920. Denne udvikling personificeredes især ved den tyskfødte direktør Edmund Daverkosen, der fra 1880 til 1918 var fabrikkens overhovede. Omkring århundredeskiftet blev der bygget ny skole med lærerboliger, endvidere vuggestue og asylbygning, spisehus med forsamlings- og festlokaler, samt badeanstalt i kælderen. Før denne tid havde der også været stiftelse for ældre, bibliotek, købmand, sparekasse, gratis lægekonsultation to gang om ugen, rabatordninger ved køb af brændsel og klæde på fabrikken m.m. Boligerne udbyggedes, forbedredes med mere plads og bedre faciliteter. I årene 1913-21 blev der bygget 14 to-etagers 6

blokke med 8 lejligheder i hver. Fra tidligere var der boligblokke fra 1890'erne, oprindeligt med stråtag (se Tønsberg 1992). Edmund Daverkosen indførte ikke så mange nye institutioner, men han formaliserede, udbyggede og rationaliserede de, der allerede var. Edmund Daverkosens hensigter hermed var klare: at undgå indførelsen af fagforeninger og udbredelse af socialistiske tanker på fabrikken. Fra i den tidlige fase at have været en funktionel tilpasning til de afsondrede forhold, bliver det udbyggede patriarkalske fabrikssamfund fra 1870'erne og frem en bevidst rendyrket strategi, der fastholdt arbejdsstyrken fysisk og mentalt: det var svært at flytte, man blev boende og man følte sig som "Breder". Familien som arbejdskraft I 1858 var der ca. 139 faste arbejdere, i 1866 ca. 170, i 1888 ca. 300 og i 1905 arbejdede 500 mennesker på fabrikken. Ved fabrikkens 125 års jubilæum i 1935 var der ca. 600 arbejdere og funktionærer, der alle havde deres livsgrundlag i fabrikken, og der boede ialt ca. 1000 mennesker på Brede. Meget få var født på Brede. I folketællingen fra 1901 fremgår det, at under ti procent var født og opvokset på stedet. De fleste kom fra Nordsjælland (omegnen) og København - resten fra det øvrige land, samt fra Tyskland og Sverige (Ottoson 1977, 16). Der var en tendens til, at man fik mestre fra andre klædefabrikker som fx Hørsholm, Hellebæk eller Grejsdalen. De var eftertragtede specialister i kraft af deres faglige kvalifikationer. Mange var kommet direkte fra Tyskland fra de tyske tekstilområder, fx Aachen, men også Østrig og Polen leverede mestre. Mestrene var ikke så afhængige af en enkelt arbejdsplads, da de altid kunne få arbejde inden for deres arbejdsfelt i hele Nordeuropa: Sverige, Baltikum, Tyskland og Rusland. Mange blev dog bofaste (Serritzlew og Hainau 1995-96). Den største del af arbejderne var først og fremmest familier: mand, kone og børn, der gennem et livslangt tilhørsforhold havde skiftende tilknytning til fabrikken. Sammensætningen af arbejdsstyrken efter køn ændrede sig i løbet af perioden. I midten af forrige århundrede var der flest kvinder ansatte. I 1866 opgives der at være 55 mænd, men 85 kvinder og 30 børn ansatte. Af de 85 kvinder var ca. 40 kvindelige vævere (Industri-Tidende 1866). I 1872 skildres de fleste arbejdere som værende familiefædre, mens mødrene enten arbejdede på fabrikken eller havde hjemmearbejde (Til Arbeiderstanden 1872). Omkring 1900 var forholdene således, at når familien fik det første barn, kunne kvinden holde en pause på fabrikken eller evt. overgå til hjemmearbejde. Når det første barn kunne begynde at arbejde, var der igen flere indtægter. Når det sidste barn var i stand til at klare sig, kunne kvinden igen tage fuldtidsarbejde. En særlig gruppe var de enlige mødre, som fabrikken bevidst hentede ind som arbejdskraft, enten gennem annoncer eller gennem mellemmænd (Rossen 1982, 20-21, Asfalten 1897 nr. 29). De medbragte børn udgjorde jo i sig selv en arbejdskraftreserve på længere sigt. Udfra de lister, klædefabrikken førte over børnetallet, ses det, at der blandt de mindre børn op til 7 år er ca. 1/7 børn af enlige mødre. Herefter falder tallet, således at der blandt de ældre børn kun er få, der har mødre, der ikke er gifte (Fortegnelse over Børnene paa Brede, 1888). Mange enlige mødre blev sandsynligvis hurtigt gift på Brede og var dermed berettiget til en familiebolig. Udfra 7

erindringsmateriale vides det, at fabrikanten tilskyndede de enlige mødre til giftermål, idet familien var grundlaget for den stabile arbejdsstyrke. Arbejdstiden var indtil 1872 13 timer daglig, fra 6-20 med 1 times middag. Ugelønnen for mænd 1870-75 var 4-5 mark (1,25-1,75 kr) og for kvinder ca. 1-2 mark (ca. 0,50-0,80 kr) ved akkord. Omkring 1900 var arbejdstiden 7-19 med frokost 8-8.30, middag 13-14, af hensyn til de unge mellem 14 og 18, der kun måtte arbejde 4 time ad gangen. Børn mellem 12 og 14 år gik i skole den halve dag (Signe Veel Jeppe i F.M. Madsen 1956, 70). De skolesøgende børn under 12 mødte kl. 7 i skolen og havde ligeledes middagspause kl. 13-14. Med Fabriksloven 1873 blev de 10-14 årige børns arbejde indskrænket til 6 timer om dagen, og systemet med at veksle mellem arbejde og skole henholdsvis formiddag og eftermiddag indførtes. Børn begyndte at arbejde på fabrikken, når de var ca. 10 år gamle, men efterhånden indskrænkedes aldersgruppen til de 12-14 årige. Fabriksloven af 1913 forbød helt skolesøgende børn at arbejde, dvs. man skulle være fyldt 14 år, før man kunne begynde på fabrikken. Herved faldt behovet for en egentlig fabriksskole bort (F.M. Madsen 1956, 67). Børnene var ikke tvunget til at arbejde på fabrikken, men når de nåede en bestemt alder, henvendte fabrikanten sig til forældrene og spurgte, om de kunne begynde at arbejde. Til dette formål førtes lister over børn fra 2 års alderen, deres alder og køn. Det var ikke velset ikke at sende børnene af sted, selvom forældrene gerne ville skåne børnene: Jeg havde en god og temmelig lang barndom, idet jeg først begyndte at arbejde på Brede Klædefabrik, da jeg var 10 år. Ellers begyndte børn at arbejde ved 10 års alderen. Min fader ville ikke have, at jeg skulle på fabrikken, men min moder holdt på, at man af hensyn til andre mennesker måtte sende mig på arbejde, og så var der ikke så rig anledning til at finde på tossestreger (Andreas Schmidt i F.M. Madsen 1956, 76-77) Uden arbejde Arbejdet var naturligt nok indgangsbilletten til lønudbetalinger og de goder, der fulgte med at være "Breder". Men hvad skete der, når der ikke var arbejde: under konjunktursvingninger med dårlig afsætning og arbejdsløshed til følge, når man blev for gammel til at arbejde, eller når man under strejker simpelthen nedlagde arbejdet? Arbejdsstyrken var sammensat således, at der var "buffere" til stede i systemet. De gifte kvinder udgjorde en sådan arbejskraftreserve, der kunne trækkes på, men som også kunne sendes hjem, når ordrerne svigtede. Skolebørnenes arbejdsindsats varierede ligeledes efter markedsforholdene (Tønsberg 1997). Endelig havde fabrikken en del, fortrinsvis enlige arbejdere, der ikke sad så fast som "kernearbejderne" med familie og børn. De rejste under sæsonsvingninger videre til andre arbejdspladser, fx tekstilvirksomheder i Danmark. Ledelsen kunne også foretrække at holde på fagspecialisterne i klædeproduktionen og rykke disse over til forvalteren, samtidig med at forvalterens folk så blev fyret. I opgangstider kunne man bare ansætte nogle igen. De faste folk besad særlige fagkundskaber, ledelsen ikke ville miste: 8

Fabrikken værnede i hvert fald om en fast stab, som boede billigt i fabrikkens huse, der havde navn efter forskellige landes hovedstæder. Det havde nok sammenhæng med, at de ikke gerne måtte komme til groft arbejde, som ødelagde deres hænder. Datidens spinde- og væveteknik forudsatte, således har jeg forstået, følsomme fingre, der var smidige og egnede til hurtigt at knytte tråde, der bristede under spinding og vævning. Derfor måtte fabrikkens faste arbejdere, om arbejdsløshed indtraf, nødigt komme til grovere arbejde, der gav hård hud og gjorde fingrene stive. (Carl Madsen 1973) Ledelsen søgte at beholde de dygtige arbejdere, også selvom der var mangel på arbejde. Fyringer var ikke i første omgang knyttet til arbejdsmængden, men afskedigelsesgrunde som uegnethed til arbejdet eller uacceptable holdninger til arbejdspladsen, forekom. De ældre arbejdere kunne få lettere arbejde, hvis de ikke gik på pension, når de var 60 år. Gamle arbejdere kunne fortsætte, så længe de ville - nogle til de blev 90 år! De ældre arbejdere satte karteboller på kartestænger, bandt bårer, reparerede redskaber eller bar stykker til det gamle vaskeri. Når de ikke kunne arbejde længere, fik de lov til at blive boende i stiftelsen. Under strejker, bl.a. i 1905, fik arbejderne udbetalt understøttelse fra fagforeningen. De fik dog lov til at blive boende i fabrikkens huse, vel sagtens fordi alle strejkede på en gang. Børnene blev gratis bespist på Spisehuset for fabrikantens regning. Problemet med at miste arbejdet var naturligvis, at man også skulle fraflytte boligen. I løbet af perioden frem til 1920 var der da også flere og flere, der skaffede sig egen bolig uden for fabrikkens område for at stå mindre sårbart under evt. arbejdsløshed. Institutioner for arbejderne Fabrikken tilbød arbejderne en række goder, der var tilpasset hele livsløbet. Fabrikken blev det faste omdrejningspunkt hele tilværelsen. Institutionerne for de faste arbejdere omfattede alle hverdagens rutiner, bogstavelig talt fra morgen til aften - og fra vugge til grav. Disciplineringen til industriarbejdere indebar bl.a., at alles tid blev underlagt fabrikkens tid. Da de fleste ikke selv havde ure, angav fabriksfløjten det lille samfunds fælles rytme: Så godt som alle arbejderne boede på Brede, og hele familien arbejdede i fabrikken, mand, hustru, de voksne sønner og døtre og de større børn. Alle stilede de mod fabrikken, når fløjten lød anden gang. Der fløjtedes nemlig første gang kl. 6.30 for at vække alle beboerne og anden gang 5 minutter før 7. (Signe Veel Jeppe i F.M. Madsen 1956, 70) Vuggestuebørnene blev afleveret før kl. 7 om morgenen, inden forældrene begyndte at arbejde, mens asylbørnene (børnehavebørnene) først kunne afleveres kl. 8 i forældrenes første pause 8-8.30. De måtte altså være alene hjemme den første time. Asylbørnene skulle med forældrene hjem i middagspausen mellem 13 og 14, ligesom de skolesøgende børn under 12 år også havde middagspause på dette tidspunkt, hvor familien kunne samles. Børnene skiftedes til at arbejde og gå i skole henholdsvis formiddag og eftermiddag. En skildring heraf fra omkring 1896 lyder således: 9

Spinderiet beskæftigede hovedsageligt børn, og man arbejdede i to hold, A og B. Den ene dag arbejdede man fra kl. 7 til 1 med times pause, den anden dag fra kl. 2 til 7 uden pause og man gik i skole den ene dag om sommeren fra kl. 7 til 11, den anden dag fra kl. 2 til 4; om vinteren gik vi i skole fra kl. 8 til 12. (Peter Petersen i F.M. Madsen 1956, 79). Middagsmaden kunne - af de mest velstående - hentes hjem fra Spisehuset i en lagdelt madspand, hvis den var blevet indbragt om morgenen kl. 8.30. De enlige indtog maden i selve Spisehuset, men mange enlige mødre benyttede pausen til at amme deres spædbørn, selvom de klagede over, at asylet lå lidt i yderkanten af området, og der var langt at gå. Arbejdsdagen sluttede kl. 19, hvorefter alle vendte hjem til deres boliger. Arbejdsugen gik fra mandag til lørdag, hvor man arbejdede til kl. 16, og lørdag var samtidig lønningsdag. Søndag var hviledag, hvor man iklædte sig søndagstøjet, gik i kirke og besøgte familien. Vuggestue og asyl Børnene kunne komme i vuggestuen fra de var få uger gamle. Når de var to år, kom de i asylet, hvor de var, indtil de var 7 år gamle og begyndte skolen. Asylet var gratis, mens vuggestuen var mod betaling, da børnene her fik mælkemad. I Asylet blev de passet af en plejemor samt en ung pige. Børnene spiste middag med forældrene midt på dagen, men fik frokost og eftermiddagskaffe på Asylet. Af hygiejniske grunde blev børnene på vuggestuen klædt på i fabrikkens tøj, ligesom tøjet blev vasket på Spisehuset. Mange af de enlige mødre havde hverken vand eller gas på værelserne. Skole Før fabriksloven af 1913, da børnearbejde blev forbudt, måtte skolepligtige børn mellem 12 og 14 år kun arbejde på fabrikken, hvis de var sikret skolegang. Derfor sørgede fabrikken for skole. I 1844 var skolegangen henlagt til om aftenen lørdag og søndag, ca. 8 timer om ugen. Børnene blev senere opdelt i to hold, a og b, svarende til arbejdsholdene på fabrikken, morgen og eftermiddag. Sommerferien fra skolen varede fra 1/8 til 1/9, for at børnene kunne hjælpe med høstarbejdet på ladegården, der lå lige ved siden af fabrikken. Den nye skolebygning var bygget 1894 og stillet til rådighed af fabrikken, der også sørgede for levering af brænde og petroleum til lærerne, der var kommunalt ansatte. Boliger Inden for et snævert geografisk område lå fabrikskomplekset med boliger til fabrikkens ansatte og ledelse tæt sammen. I midten lå Brede Hovedbygning fra 1790'erne, fabrikantens bolig med stalde og gårdplads. Her boede fabrikantfamilien og dens faste stab af tjenestefolk. Boligerne til de ansatte var placeret i tilknytning hertil: mester- og funktionærboliger, samt arbejderboliger fra forskellige perioder: de gamle arbejderboliger i længerne, de nyere og nyeste blokke med lejligheder (samt enkeltværelser) bygget på bakken ved fabrikken. Købmand og vareindkøb Man kunne købe forskellige fornødenheder billigt gennem fabrikken, fx brænde og kul, ligesom klæde kunne købes til en gros priser. Det købte blev modregnet i lønnen og trukket fra inden 10

udbetalingen. Brede havde også sin egen købmand og fra 1873 oprettedes en brugsforening med støtte fra fabrikken. Fabrikken havde en interesse i at have en købmand tilknyttet, men det var ikke som i andre fabrikssamfund kun tilladt at handle her. Først og fremmest var købmanden det sted, hvor man handlede dagligvarer ind. Varerne her var ikke specielt billige, men i kraft af beliggenheden i fabriksområdet og tilladelsen til at give arbejderne kredit, var de fleste alligevel tvunget til at handle her. Lyngby i nærheden blev opsøgt, når der skulle købes specielle ting ind. Brederne var kendt som gode betalere. Spisehus Det nye spisehus blev indviet i slutningen af 1893 (der var tidligere marketenderi og krostue) og rummede foruden spisesal for arbejdere og funktionærer også badeanstalt og vaskeri i kælderen. Ovenpå boede køkkenpersonalet, ligesom der var værelser til enlige fx rejsende montører udefra. I Spisehuset kunne enlige, der boede på værelse, leje sengetøj og håndklæder. Spisehuset var også samfundets forsamlingsbygning, hvor der blev afholdt juletræsfester for børn, fejret jubilæer, ligesom sangforeningen øvede her. Middagsmaden kunne også som nævnt hentes med hjem af familierne i middagspausen kl. 13. Der var som regel to retter mad, der 1905 kostede 30 øre portionen. Carl Madsen (1973) roser den billige mad: Maden var udmærket. Velsmagende og hygiejnisk tilberedt. Det kunne man kontrollere gennem de store ruder mellem de luftige, rene, lyse spiselokaler og køkkenet. Sygekasse, lægehjælp og pension Fabrikken støttede forskellige hjælpeforanstaltninger, fx tilskud til sygekasse, lægekonsultation og ordninger for ældre arbejdere. Sygekassen udbetalte støtte under sygdom, ligesom der to gange om ugen var konsultation hos lægen, der havde eget kontor på fabrikken. Pension kunne opnås ved det fyldte 60. år fra Arbejderforeningen, hvortil fabrikken gav et tilskud. Arbejderforeningens højeste pension i 1950'erne var 400 kr. til mænd og 200 kr. til kvinder efter 40 års arbejde på fabrikken. Foreningen ejede endvidere stiftelsen for ældre arbejdere, Modewegs Stiftelse fra 1867, med adskillige lejligheder. Kirkegård Arbejderne og funktionærerne kunne blive begravet på Lundtofte Kirkegård, hvor der var indrettet en særlig afdeling for "Bredere". Fabrikken havde købt en td. land til gratis begravelsesplads for aktieselskabets funktionærer og arbejdere med familie. Da fabrikant Daverkosen døde i 1918, blev han henstillet i Mariendalskirkens krypt, hvor hans kiste stod, indtil der var bygget et familiekapel og Lundtofte Kirkegård indviet. Daverkosen blev stedt til hvile samtidig med fabrikkens gartner Mortensen, og præsten talte om de to mænd, "der gennem mange Aar havde haft deres Virkefelt paa samme Sted, den ene som Principal og den anden som Arbejder" 5. Kirkegårdens grundplan afspejler det patriarkalske samfunds hierarki og det livslange gensidige forhold: fabrikanten blev placeret i midten i en større gravhøj/mausolæum, foran lå mestrene på række og på hver side de mange arbejdere. 11

Husholdsøkonomi og handlefrihed Arbejdsgiveren havde efter de patriarkalske principper ret til at give en foranderlig løn, men også at udrede lønnen i naturalier (uden at have fastsat mængde og kvalitet). Det kan være svært at danne sig et overblik over sammensætningen af løn og naturalier, da netop denne kunne variere efter arbejdsgiverens forgodtbefindende. Pengelønnen var sammensat af mange forskellige former for udbetaling, først og fremmest som ugeløn, men også i form af ganske betragtelige julegratialer og såkaldte "dusører", hvis man havde arbejdet på fabrikken hele året. Omkring 1900 havde man ligeledes et tantièmesystem, hvorefter de arbejdere, der ikke var på akkord, kunne få andel i fabrikkens udbytte alt efter, hvor langvarig deres tilknytning hade været (Schovelin 1904, 46). Hertil kunne komme særlige tillæg efter arbejdsgiverens personlige skøn og behag. Individuelle lån og forskud forekom især, hvor lønnen ikke var tilstrækkelig. Naturalier kunne fx være fri bolig, som det var frem til omkring 1880'erne, eller det kunne være et sæt konfirmationstøj som en del af børnenes løn. Et væsentligt tilskud var tilgangen til billigt klæde, så familien kunne være velklædte - et træk, der nævnes af samtidige iagttagere som noget specielt for Brede (Schovelin 1904, 47). Pengeøkonomien har dog været dominerende, og kostholdet har også overvejende været baseret på indkøbte varer. Op mod århundredeskiftet tyder det på, at man gradvist går væk fra gratisydelser hen imod et betalingssystem, hvor priserne dog er billige sammenlignet med markedsprisen. I 1872 stilles boligen til fri afbenyttelse (to værelser og køkken), mens det i 1888 omtales, at lejen er halvdelen af andre steder i omegnen (Til Arbeiderstanden 1872, 7, Danmarks Industrielle Etablissementer 1888, 90). Huslejen vedblev dog at være relativt lav, og der var ganske sjældent huslejestigninger. Børnene fik også en stigende indtjening for deres arbejde. Omkring 1906 var lønnen 1,25-1,50 kr om ugen og ved konfirmationsalderen 2,75 kr (1898). På kontoret var der en sparekasse, så børnene selv kunne spare op til konfirmationstøj. Kontoret tilbageholdt pengene efter aftale ligesom de voksnes husleje og sygekassekontingent. De personlige tildelinger skulle understrege gavekarakteren og hermed fabrikantens enerådige position til at være godgørende. Disse donationer blev synlige manifestationer af hierarkiet. En del af husholdenes udgifter stod fabrikken som sagt for på den måde, at de blev trukket af lønnen. I 1897 tilbageholdt arbejdsgiveren også en del af lønnen (1 kr pr. uge), som så blev udbetalt efter et halvt år som opsparing. De, der ikke blev, tabte deres penge. At udgifterne var trukket fra, kunne ses både som en fordel og en ulempe. Fordelen var, at de faste udgifter (husleje, sygekasse, brænde) altid blev betalt, og at fx faderen ikke kunne drikke hele sin ugeløn op på bekostning af familien, som man kendte det andre steder fra. Ulempen var, at familiens råderet var stærkt begrænset og som en arbejder udtrykte det, fik man kun "lommepenge". Prissættelsen af arbejdernes udgifter lå for en stor del direkte i fabrikantens hænder. Selvom pengelønnen ikke var på højde med den løn, man kunne opnå i København, havde man her andre muligheder for at drøje på udgifterne til den daglige husholdning i form af gratisydelser og selvforsyningsøkonomi. På fabrikken kunne arbejderne hente alt det gratis, fx varme vand, man ville have med hjem. De fleste havde haver, hvor man byttede og forærede afgrøder indbyrdes. Hertil kom forskellige former for indsamling fra skovene omkring fabrikken af fx kantareller, nødder, bær samt sankning af brænde og fiskeri. Jo større hushold, jo større var muligheden for at afsætte arbejdskraft til selvforsyning, og jo mere havde familien brug for supplementet. 12

Under arbejdsløshedsperioder og perioder med manglende indtjening var selvforsyning en mulighed for at overleve. De fleste havde blomster, køkkenurter, frugt og kartofler (til hele årets forbrug). På Brede holdt man kaniner, høns og duer, men ikke grise. Havernes økonomiske betydning skal ikke undervurderes i denne forbindelse, ligesom arbejdere generelt i landligt placerede fabrikssamfund havde lettere ved at klare strejkeperioder end arbejdere andre steder alene ved beliggenheden med tilgang til indsamling og fiskeri. (Bull 1972, Nielsen & Pedersen 1995). Arbejdstiden var i slutningen af 1800-tallet generelt på 10-12 timer såvel indenfor industri som landbrug, og vilkårene på Brede adskilte sig dermed ikke fra det almindelige niveau. Lønnen var dog noget lavere i kraft af de gratis ydelser. Levestandarden varierede i nogle fabrikssamfund mere end i andre. Nogle steder var der et "naturligt" niveau, som alle befandt sig på, fx boede arbejderne i ens huse og fik nogenlunde samme løn, mens der andre steder var større afstand mellem toppen og bunden. Stor variation i lønforholdene gav flere utilfredse arbejdere (Bull 1972, 366). På Brede var der markante skel bl.a. med hensyn til lønforholdene, der afhang af, hvilken stilling man besad: de højst lønnede var mestrene, herefter kom de faglærte svende og endelig de ufaglærte. Kvinder og børn fik mindre i løn end mændene. Der var også forskel på, om man var ansat som funktionærer (mestre og kontorpersonale) med månedsløn eller som lønarbejdere på ugeløn. Arbejderne kunne enten være på fast løn eller på akkord, hvilket også gav muligheder for at forøge indtjeningen. Endelig spillede også boligforholdene ind: mestrene boede i større og mere veludstyrede boliger end arbejderfamilierne (Pedersen, Nielsen og Clausen 1993, Tønsberg 1995). I de enkelte familier var det naturligvis meget afgørende, hvor mange af familiens medlemmer, der aktivt bidrog til indtjeningen, og hvor mange, der skulle forsørges. Herudover betød kvindernes skjulte økonomiske kapital, dvs. kundskaber, utrolig meget i forhold til familiens forsørgelse og evnen til at kunne få lønnen til at strække til, holde hjemmet rent og pænt samt at holde sammen på familien (Fjellström 1990, 137-143, Pedersen 1986, 1995). Illustration: 2 + Illustationstekst 2. De ansatte foran Brede Spisehus 1910, hvor fabrikshierarkiet afspejles i opstillingen med Fabrikant Daverkosen siddende i midten med mestrene ved siden, svende, ufaglærte mænd og kvinder rundt om samt siddende foran børnearbejdere. (Nationalmuseet). Arbejdgiverens synliggjorte ansvar Det var kendetegnende for den type virksomhed, Brede var, at der foruden fabriksanlægget ved Mølledammen hørte en lang række tilliggender. Der var skov, mose, eng samt landbrug. Fra skoven fik man tømmer og brændsel, fra Mølleådalen fik man tørv og skar rør til tage, dyrene kunne græsse her osv. Til Brede Hovedbygning hørte en rekreativ park i landskabelig stil, anlagt efter skiftende moderetninger samt en stor lystskov, Indelukket. Til fabrikken hørte endvidere driftsbygninger som gartneri samt i en periode eget bageri og krostue (Pedersen, Nielsen og Clausen 1993, Pedersen 1994). Overskuddet fra en del af virksomheden kunne således bruges andre steder, ligesom det var en fordel at kunne flytte arbejdskraften rundt mellem forskellige opgaver. Set ud fra virksomhedens synsvinkel var det fornuftigt at have så mange forskellige strenge at spille på som overhovedet 13

muligt. 14 Det var ikke filantropi altsammen, det var for at skaffe arbejdskraft. Det var meget smukt altsammen, men man kan ikke komme uden om, at der bag ved det lå dette - at få arbejdskraft. (Nationalmuseets interviewoptegnelser, dir. Jacobæus) Arbejdsgiverens formål var først og fremmest at fastholde og udbygge en stabil arbejdsstyrke i et hierarkisk system. Midlet hertil var bl.a. den patriarkalske udformning af fabrikssamfundet, hvor reproduktionen blev varetaget, så ingen led direkte nød. Der var tale om økonomiske bidrag, men også om opdragelse og faderlig omsorg: Men derfor føler ogsaa Arbejderne sig paa deres Side hjemme paa Brede, og den mangeaarige Leder derude, Fabrikant Daverkosen, gaar stadig blandt dem under Navnet "vor Fa'er". (Carl Madsen 1973) Fabrikanten sørgede for sine ansatte, der på sin side viste hengivenhed og loyalitet. Arbejdgiveren overtog ansvaret og fik hermed en art formynderskab over sine ansatte og undergivne. Systemet var personligt - familiemæssigt - konkret og synligt. Det kom til udtryk i bl.a. ritualer, talemåder og traditionsbundne omgangsformer. Fabrikanten red en runde hver morgen, hvor alt blev inspiceret og uregelmæssigheder påtalt. Flere informanter bruger termer som "en konge i sit rige" om fabrikanten. Samfundet var rigt på symbolske manifestationer af forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdere. Festdage som fabrikkens jubilæer (1910 og 1935) var naturlige højdepunkter, men også personlige mærkedage (fabrikantfamiliens fødselsdage, fabrikantens bryllup 1894, 25 års jubilæum 1905, død 1918) gled ind i helheden. Ved fabrikkens jubilæum 1910 blev hele fabrikken dekoreret med gran og guirlander, og der blev afholdt stort bal. Fabrikanten gav middag i sit hjem for ledelsen og en del af personalet. Samtidig var der på Spisehuset arrangeret servering af smørrebrød til samtlige arbejdere og funktionærer med familier. Ved det efterfølgende bal dansede fabrikanten ud med madam Schmidt, gift med fabrikkens ældste arbejder (Signe Veel Jeppe i F.M. Madsen 1956, 75). Arbejderne tog også selv initiativet til at hylde fabrikanten, fx i form af håndkolorerede adresser, gaver, fakkeltog m.v. Fabrikanten udtalte i sin takketale i forbindelse med sit bryllup at "nu er der to hjerter, der banker for jer", og der blev en vis arbejdsdeling mellem ægtefællerne. Hvor fabrikanten selv tog sig af de mandlige arbejdere og funktionærer, så var "Fruen"s opgaver især knyttet til de kvindelige arbejdere og børnenes vilkår. Asylet fik dermed hendes særlige bevågenhed, bl.a. greb hun på et tidspunkt ind til fordel for, at børnene fik bedre forhold, og det nye asyl blev bygget. På hendes fødselsdag fik børnene serveret varm chokolade, og fabrikantfamilien kom på besøg i asylet. Fra fabrikantfamilien fik asylet brugt tøj (frakker, jakker og kjoler) og andre ting, fx en barnevogn, til uddeling blandt arbejderne. De kvindelige arbejder takkede til gengæld "Fruen" gennem gaver, fx gav de et brudeslør til hendes bryllup i 1894,ligesom børnene gav hende en sølvjardiniere med takkeinskriptionen "Fra Børnene paa Brede". Arbejdernes mærkedage: arbejdsjubilæer, runde fødselsdage, sølv- og guldbryllupper blev ligeledes markeret offentligt. Der blev hejst flag, afholdt bespisning, gratuleret, uddelt gaver ofte i form af penge. Sange, taler og telegrammer var en almindelig del af festen. Ved begravelser var der altid en repræsentant fra ledelsen, ligesom den gratulerede til sølvbryllupper og sendte en

buket. Ved guldbryllup gav fabrikanten middag i Spisehuset 1912 (Andreas Schmidt i F.M.Madsen 1956, 76). Fabrikssamfundet afholdt også fester, der var knyttet til årets gang, hvoraf julefesten for børn var den største. Fabrikanten og fruen var værter på Spisehuset. Der var pyntet træ, blev spillet musik,og fabrikantfamilien uddelte personligt gaver til børnene: stof til en skjorte til drengene og til pigerne et kjolestof. Ved fastelavn uddelte fabrikanten boller til børnene, og om sommeren afholdtes der dans i den nærliggende lystskov, Indelukket. Jo højere lønnen blev, jo flere goder og ordninger faldt væk. Ved fagforeningens indførelse i 1898 sløjfede ledelsen sommerfesterne som straf eller som sanktion, idet arbejderne formasteligt havde krævet højere løn. Arbejderholdninger Generelt set var der fra arbejdernes side to måder at reagere overfor det patriarkalske system, der var personificeret af fabriksherren: en accepterende, loyal indstilling eller en protesterende, kritisk holdning. Begge holdninger sameksisterer gennem hele perioden fra ca. 1850 og frem til fabrikkens nedlæggelse i 1956, men med skiftende indhold og styrke. Begge indstillinger kan også findes tilstede hos de samme personer, der godt kan være kritisk over for dele af systemet fx afhængigheden, men positive over for andre dele som fx den personlige omsorg. De, der generelt accepterede forholdene, havde naturligt nok en tendens til at fremhæve fabrikssamfundets positive træk, trygheden i ansættelsesforholdet og til at identificere sig med virksomheden, fx ved at undlade at stille lønkrav. I erindringsmateriale lyder det således: Brede har jo altid været et idyllisk sted, et lille paradis, hvad naturskønhed angår. På selve fabrikken var der også gode vilkår, idet der var en ledelse, der havde god forståelse af arbejdernes kår, som de frembød sig dengang. (Chr. Nielsen i F.M. Madsen 1956, 81) Fabriksherren omtales som streng, men retfærdig, og som en, der arbejder for alles bedste. Ofte fremhæves de personlige træk, individuelle venligheder og opmærksomheder fra fabrikantens side. Historier genfortælles som en del af Bredehistorien, anekdoter, festsange m.v. fremhæver de fælles træk og enigheden. Oprigtig taknemmelighed og ydmyghed går igen i disse skildringer, hvor goderne opfattes som noget ekstra udover lønnen. For en overvejende del af arbejdsstyrken blev de patriarkalske virksomheder opfattet positivt: hvis man blot passede sit arbejde, så fik man sit sikre udkomme. Jo højre i hierarkiet man var placeret, desto lettere var det at acceptere systemet (Serritzlew og Hainau 1995-96). I sin analyse af holdninger i forskellige industriområder i Norge under det industrielle gennembrud analyserer Edvard Bull (1972) også konflikter inden for den enkelte arbejdsplads. Bull fremfører, at kernearbejderne, der havde familie og bolig at tage hensyn til, havde sværere ved at tage kritikken op end fx enlige tilflyttere, der dels havde erfaringer fra andre arbejdspladser, dels lettere kunne finde arbejde andetssteds, hvis konflikten endte med en fyring. Det var lettere at komme udefra og kritisere, end det var at gøre det "indefra", hvor man havde en større afhængighed af personlige goder og velvillighed fra fabrikantens side. 15

Protestholdningerne bredte sig ifølge Bull (1972,370) lettest i de områder, hvor arbejdsstyrken nylig var sammensat, dvs. hvor der foregik en hurtig, industriel ekspansion. De protesterende arbejderes holdning kunne tage flere former: på den ene side skjulte, informelle protester og på den anden side offentlige organiserede strejker og aktioner, skriftlige debatindlæg m.v. Frem mod århundredeskiftet spiller de manifeste protester en stigende rolle. Hovedkritikken rettede sig mod hele det patriarkalske system og den ufrihed, det hensatte arbejderne i, når de ikke fik en løn, de kunne leve af. Om fabrikkens prioritering af arbejdere fra landet hedder det: Han vogter sig vel for at tage Arbejdere fra Byen; nej de rekrutteres - ikke fra Slaveanstalterne, men fra Landet, hvor de hos en Bonde har været vant til 2 Mark og fire, saa 2 kr om Dagen er jo noget uhørt for dem. De kan endda faa Margarine af Mønsteds allerfineste i Stedet for Fedtebrød, saa for dem er det en Fremgang, og de blive gerne længe paa Brede, dersom de ikke er Socialister eller Venstremænd og tager til Genmæle, naar Daverkosen skælder ud - eller nægter Herren deres Koner eller Døtre til Brug. (Asfalten nr. 52) Fabrikanten rekrutterede tilsyneladende bevidst arbejdskraft, der kun kendte til værre forhold: landarbejdere, mænd og kvinder fra tvangsarbejdsanstalter eller enlige mødre. Alle var de vant til endnu dårligere lønninger og havde heller ikke udsigt til at få bedre kår. Denne gruppe var taknemmelige. En anden måde at få folk til at blive, var naturligt nok at give dem højere løn end de andre eller andre personlige begunstigelser. Det dokumenteres bl.a. af lønningslister, at der var tale om individuelle lønsystemer, der medførte splittelse: Andre, der skilte sig ud, var de, der fik mere i løn end de andre: saa er her en Flok, som har lidt mere om Ugen, end os andre. Nogle, der har 13-14-15-16-18 Kroner. Saaledes nævner vi: Svend Hansen, Bomuldsfabrikken 13 Kr. ugl. Svend Hansen, fyrbøder, 13. Kr. ugl. Carl Mikkelsen, paa garnlageret, begge Maskinsmørerne Peter Larsen og Smedesvend Christophersen alle 16, Thestrup og Johan Petersen paa Klædevæveriet hver 18 kr og saaledes Flere. Men særlig er dog Pladserne forbeholdt Tyskerne. Det vil sige de indbringende. (Asfalten nr. 52) E. Bull (1972) anfører, at en måde utilfredshed forøges, er gennem en hierarkisk lønpolitik, så det var direkte synligt inden for fabrikssamfundets rammer, at nogle havde det bedre end andre. Et sådant lønhierarki herskede på Brede. Mestrene og de faglærte fik højere løn i kraft af kvalifikationer, men lønforskellene kunne også skyldes andre tilfældige forhold. Aktioner, strejker og fagforeningen Også før fagforeningen blev indført, var der utilfredshed med lønforholdene på stedet. I 1895 gik således en delegation på 6 mand op til Daverkosen for at afskaffe de kontrakter, hvorefter der blev 16

holdt en krone tilbage af lønnen. Konflikten forstærkede det skel, der var mellem arbejderne. En af delegationens medlemmer kunne dog ikke holde fast i det fælles krav og skildres således: Blandt de 6 var en fedtet Indre-Missjonær, en af Vilh. Becks Helvedesprædikanter ved Navn Lorentz Olsen. Han græd hele Søndagen, og om Mandagen gik han op paa Kontoret for at trygle "Herren" om: "hellere at lade Kronen staa, end lade ham ud af Paradiset gaa", thi for ham er Brede nok et Paradis, hvilket han viser i sin Færd paa Arbejdspladsen, Overskæreriet, hvor han slidsker og slikker for alle Stabsofficererne og naturligvis ogsaa for Generalen. Men for sine Kammerater er han en daarlig Kammerat. (Asfalten nr. 52) Illustration: 3 + Illustrationstekst 3. Asfalten var et arbejderblad, der betegnede sig selv som frisindet og arbejdervenligt - modstanderne anså det for at være et smudsblad. Redaktørerne sad jævnligt i fængsel for overtrædelse af loven om injurier, blasfemi og pornografi. I 1897 kørtes en artikelserie med afsløringer af Brede Klædefabrik under rubrikken Et Arbejderhelvede, hvor man ville tale Proletarernes Sag (Nationalmuseet). Det var åbenbart vanskeligt at udskifte den personlige loyalitet overfor ledelsen i en situation, hvor der også var personlige risici på spil. Asfaltens skildring sigter naturligvis på at udstille de "dårlige kammerater". Andre potentielle overløbere advares hermed indirekte. Fagforeningen var baseret på, at enighed gør stærk, og ledelsen, der kun var vant til at opfylde krav ved personlige henvendelser, havde svært ved at takle de kollektive handlinger. Oprettelsen af Dansk Tekstilarbejderforbund i 1898 kom relativt sent sammenlignet med andre steder. Fagforeningsmøder måtte holdes uden for fabrikkens område, ligesom det ikke var tilladt at holde avisen Social-Demokraten. Avisen havde i flere reportager kritiseret forholdene på fabrikken og kaldt arbejderne stavnsbundne. Hvis fabrikanten så, at arbejderne fik Social- Demokraten ind ad døren, eller hvis nogen sladrede herom, blev de smidt ud både fra arbejde og lejlighed. Fagforeningen mødte stærk modstand fra fabrikanten og ivrige fagforeningsfolk måtte væk fra Brede (Nationalmuseets interviewoptegnelser, Sv. Pedersen). Nye kom dog hurtigt til. Efter lockouten i 1899 meldte fabrikanten sig i arbejdsgiverforeningen, hvorefter fagforeningen blev accepteret. Under den store tekstilarbejdersstrejke i 1905 vandt fagbevægelsen endeligt indpas på Brede, trods fabrikantens protester. Til gengæld for omsorgen for arbejdernes ve og vel krævede ledelsen en loyal arbejdsstyrke, hvor fabrikken som helhed stod i centrum. Da det kom til den landsdækkende tekstilarbejderstrejke i 1905, gik Brede-arbejderne på nær nogle enkelte med i strejken. Det kom således til en åben konflikt med ledelsen, da arbejdernes loyalitet (løntilbageholdenhed) over for fabrikken kom i konflikt med solidariteten med andre tekstilarbejdere i samme situation uden for fabrikken, uden for lokalsamfundet. Kravet om højere løn og bedre levevilkår blev et opnåeligt mål gennem fagforeningens kamp. Fabrikkens ledelse var ikke længere den eneste vej til bedre forhold. Arbejderne vandt efter et halvt års forløb strejken, og fik en krone mere i løn. Til gengæld lagde fabrikanten en krone på huslejen, hvilket viser noget om det lukkede økonomiske kredsløb, som 17

fabrikken udgjorde. Trods dette skuffende økonomiske resultat, betød sejren en erkendelse af arbejderbevægelsens styrke - især for arbejderne selv, men også for fabrikkens ledelse. Uden valgmuligheder At hele familien var sikret arbejde på fabrikken, var i nogle tilfælde en fordel, men begrænsede også familiens muligheder for at opnå højere indtægter gennem at tage arbejde for en anden arbejdsgiver: Saaledes blev Christian Nielsen, nu boende i Lyngby, afskediget sidste Jul efter 9 Aars Arbejde, fordi hans unge, smukke Kone rejste fra Fabriken op til Lyngby Gardinfabrik, hvor hun kunde tjene Mere (Asfalten nr. 52). Et af problemerne med familietilknytningen var, at hvis et medlem af familien var indblandet i en konflikt, gik det ud over hele familien: Drengene på spinderiet fandt engang ud af, at de ville have 2 kroner om ugen for at arbejde den halve dag. Det ville fabrikanten ikke give. Så gik de ud på Solbakken og legede røvere og soldater. Spindemesteren blev sendt ud efter dem, men de kom ikke. Så kom fabrikanten på hest og fik fat i en af de små drenge og fik ham til at fortælle hvem der var formand for sjakket. De blev så kaldt over på kontoret, hvor de fik besked på, at de kunne gå hjem og sige, at der ikke var mere arbejde til dem, og enkelte fik at vide, at hvis de ikke opførte sig ordentligt, var der heller ikke arbejde til deres far. (Nationalmuseets interviewoptegnelser, Sv. Pedersen) Asfalten tager ligeledes spørgsmålet op om, hvordan de enlige mødre rekrutteres som arbejdskraft. Det påvises, at fabrikken gennem en navngiven kvindelig ansat (agent) på Fødselsstiftelsen havde fået anvist arbejdskraft - enlige mødre, der lige havde født - mod betaling (10 kr for hver). Denne trafik blev dog efter artiklens fremkomst standset. Endvidere kritiseres den lange arbejdsdag (10 timer) specielt for kvinderne, der er svage efter en lige overstået barsel. Oplæringstiden på tre uger med en indtægt på 3 kr. pr. uge afløses for hurtigt af akkordarbejde, der ligeledes angives for at været for dårlig betalt. Lønforholdene skildres alt i alt som elendige. Boligerne omtales som kasserner for de ugifte kvinder, hvor fugten driver ned af væggene, og der hverken er køkken, servante eller madskab. Værelserne var sparsomt møblerede med seng, madras, hovedpude, overdyne, lagen, bord, 1-2 stole samt kakkelovn. Maden opbevares i en papæske. Det, der imidlertid forarger bladet mest, er det afhængighedsforhold, en krise kunne udløse: 18 En ung Pige fortale os, at i 3 Uger havde hun ikke faaet varm Mad og hun havde dog indtil for nogle Dage siden havt et lille Barn at give Die. Hun havde knapt tjent 5 Kr. ugentlig. Naadigherren havde laant hende Penge til at faa sin Lille begravet for. Se, paa slig Maade er det, at Arbejderskerne kommer i Afhængighedsforhold. De maa laane for at leve, og saa trækkes det senere af med 1 eller 2 Kr. om Ugen efter Fabrikantens Forgodtbefindende. men Lønnen vedbliver at være lige lav og d'hrr. manøvrerer saa fiffigt under Afbetalingen,

at Arbejderskerne aldrig er klar over hvordan Regnskabet staar. Her nytter det ikke at spørge, alt bestemmes af Fabrikanten alene. -"Af min usle Løn" fortalte den før nævnte Pige "blev trukken 1 Kr for Gæld, 65 øre for Husleje, 23 Øre til Sygekassen og 55 Øre for Ildebrændsel. Vi er altid i Gæld til Købmanden, men hvordan tro De saa vi kan leve af Resten uden at stifte ny Gæld? (Asfalten, nr. 30). Reportagen fortsætter med en harmdirrende gennemgang af den store børnedødelighed på stedet, hvor der alene en enkelt måned var 12-14 børn døde. Fabrikantens holdning til arbejderne skildres som direkte udbyttende, og det påvises, hvordan lønsystemet stavnsbinder arbejderne, da lønnen slet ikke slår til, og de må låne sig frem. Hermed kommer de i et personligt afhængighedsforhold til fabrikanten, kan ikke tilbagebetale gælden og dermed indledes en dårlig økonomisk cirkel, hvor arbejderne ikke kan forlade virksomheden. De ældre kvinder var heller ikke sikret bolig på fabrikken, hvis manden døde. Et eksempel herpå kan nævnes, hvor manden havde arbejdet 15 år på fabrikken: Og otte Dage efter Mandens Død kom Dawerkosens Forvalter, Jens Nielsen, med Ordre til, at Enken skulde ud - og det snart. Dog kunde hun nok, af Hensyn til Mandens Fortjenester, bo der i 8-14 Dage, mens hun søgte Husly andet Steds. Er det ikke smukt? (ibid). Filantropi som forretning Asfalten skildrer fabrikssamfundets særlige understøttelsesform, filantropien, som en raffineret udbytning af arbejderne, der skulle betale høje priser for goderne. Kostholdet i Asylet og på Spisehuset bliver skildret negativt, ligesom den høje pris menes at afskære nogle fra ordningen: Det er den almindelig Mening, at Grunden til Børnenes usle Ernæring er, at den derværende Frøken og de 2 Piger skal have deres Løn ud af de Penge, der betales for Børnenes Ophold. (ibid) Paa Spisehuset koster en portion Middagsmad 25 Øre, men Omsætningen er ikke stor. Dels er Maden ofte daarlig og dels er det kun sjældent, at Arbejderskerne kan tillade sig slig Luksus, som varm Middagsmad. Nej, Fedtebrød og sort Kaffe det er Kosten som den til Stadighed Staar paa derude (ibid) Købmandens dobbelte stilling er også under kritik: Varerne hos Stedets Købmand er dyrere end andet Steds. Maaske maa han tage lidt mere da han maa give Kredit, men Varerne ere tillige af en ringere Beskaffenhed end inde i Lyngby (ibid) Brændesankning, som der må tyes til for at spare, er i følge bladet ikke sundt for de enlige mødre: Man kan tænke sig en Pige, ofte endnu i Rekonvalesens efter en Barsel, efter 19

12 Timers anstrængende Arbejde, I Rusk og Regn, om Aftenen sanke Brænde i Skoven! (ibid). Selvom man må sige, at bladet generelt er ude i et agitorisk ærinde og har en interesse i at skildre forholdene så dystert som muligt, indeholder kritikken nogle punkter, der er svære at sidde overhørig. Det er utvivlsomt, at kun de familier, hvor alle var raske og var i arbejde var i stand til at klare sig for lønnen. Ligeledes må sammenblandingen af arbejdsgiverrollen med udlånerens kritiseres, da arbejderne hermed mister enhver form for ret til at nægte at sælge sin arbejdskraft, idet man tvinges til at arbejde af på gælden. At kritikken også gjorde indtryk på ledelsen, viser det forhold, at man holdt op med at bruge agenter til at søge enlige mødre, samt at lønforholdene blev forbedret i løbet af kort tid. Kort tid efter reportagernes offentliggørelse blev det nye asyl bygget i 1905 med særlige værelser til enlige mødre med børn. Børnehaven for børn over 3 år blev gratis. Ligeledes indledtes en større anlægning af nye boligblokke. Lægen tilskyndede til bygning af eget vandværk og kloakering, så hygiejnen blev bedret. Børnedødeligheden søgtes hermed imødegået. Forsorg og forandringer Det var generelt vanskeligt for arbejderne at sætte sig op imod ledelsen, da kritik kunne medføre afskedigelse fra arbejdet og hermed også tab af bolig og arbejdsplads for resten af familien. Kritik kunne således få alvorlige konsekvenser. De fleste tænkte sig om flere gange, før de gjorde noget uoverlagt. Arbejderne opfattede naturligt nok goderne positivt, al den stund at de arbejdere, der ikke kunne indpasse sig under systemet, forlod stedet i løbet af kort tid, fx løst ansatte arbejdere uden familie. De faglærte kunne også næsten altid få arbejde på andre klædefabrikker i Danmark eller udlandet. De tilbageblevne resignerede og indpassede sig under forholdene, selvom også omsorgen kunne opfattes som omklamrende kontrol, som en spændetrøje. Alternativerne var for de fleste endnu ringere. Klædefabrikken i Brede blev et af de steder i Danmark, hvor fabrikssamfundet blev mest udbygget med institutioner for arbejderne. Det livslange forhold til en enkelt arbejdsplads og ofte gennem flere generationer blev ændret, først og fremmest gennem opnåelsen af forbedrede lønforhold, men også da kommune og stat gennem de generelle sociallove fra 1930'erne og frem overtog mange af de opgaver, fabrikken selv havde påtaget sig som fx alderdomsunderstøttelse, lægehjælp og skolegang. En del af ansvaret blev lovmæssigt flyttet fra fabrikken til samfundet. Oprettelsen af fabrikslove, fagforeningerne og det fagsretslige system medførte, at løn- og arbejdsforhold blev lagt i fastere rammer, og det blev ikke muligt for fabrikkens ledelse at have sine egne systemer og bonusordninger. Fagforeningen vandt generel tilslutning blandt arbejderne på fabrikken og betød et kollektivt pres indefra for at ændre forholdene. I takt hermed opstod en lang række foreninger, først og fremmest partiforeningen (Socialdemokratiet), der afholdt egne møder, fester og hermed skabte et alternativ til fabrikkens samlende arrangementer. Brede som fabrikssamfund skal naturligt nok forstås i en historisk forankret situation, hvor lønnen stort set ikke var til at leve for, og det offentliges sociale ansvar ikke spiller nogen væsentlig rolle. Det patriarkalske system, hvor virksomheden ikke blot tilbyder arbejderne et arbejde for en løn, men også er ramme om alle hverdagslivets rutiner og hele livsforløbet, skal ses i denne 20