Man har en holdning til man får en ny

Kandidatafhandling Man har en holdning til man får en ny You have an opinion until provided a new one David Hedegaard Meyer Cand.merc.(fil.) Vejleder: Jonas Gabrielsen, IKK Afleveret den 25. maj 2010 Antal anslag ekskl. litteraturhenvisninger: 166.150

Abstract The purpose of this thesis is to analyse, how Minister of employment Claus Hjort Frederiksen sought to change the opinions of the staff affiliated with the employment effort. The reason for this change was to overcome the disparity between two different ideological approaches to the employment effort. First the thesis delves into the ideological disparity in order to explain its origins and consequences on the employment effort. It comments on the political situation, and how the staff sees their own role in this effort very differently from how Claus Hjort Frederiksen sees it. The primray focus of the thesis however, is a discourse analysis of the Claus Hjort Frederiksen s public speeches in the years 2002 2007. The theoretical foundation for this analysis is Ernesto Laclau s and Chantal Mouffe s discourse theory. This theory makes possible to understand how one discourse may come to dominate other discourses and thus create hegemony, in which only the meaning constructed by the dominant discourse is valid. By using this theory, the thesis will examine how Claus Hjort Frederiksen constructed a hegemonic project, of which his speeches are an example, in an attempt to make his discourse dominant, and thereby shift the staff s opinions and understanding of the employment effort towards his own. This discourse analysis is supplemented by a secondary rhetorical analysis of single chosen speech. The rhetorical analysis aims to examine Claus Hjort Frederiksen s employed examples and specific words in order to construct a certain meaning. The rhetorical theory gives this analytical approach a deeper insight in this single speech, an insight the discourse analysis lacks. It can thus provide an illustration of what the deliberate use of language can accomplish. The thesis concludes, that by constructing a certain discourse, Claus Hjort Frederiksen questioned the staff s opinions and their understanding of the role they played in the employment effort. The very foundation of their opinions was thus undermined, and they were forced to correct their opinions. 2

INDHOLDSFORTEGNELSE 1.0 INDLEDNING 5 1.1 PROBLEMSTILLING 6 1.1.1 PROBLEMFORMULERING 8 1.1.2 BESVARELSE AF PROBLEMFORMULERINGEN 8 2.0 TEORI 10 2.1 DET TEORETISKE UNDERSØGELSESDESIGN 10 2.2 DISKURS 11 2.2.1 LACLAU OG MOUFFES DISKURSTEORI 13 2.2.2 HEGEMONI 15 2.2.3 LACLAU OG MOUFFES HEGEMONITEORI 17 2.2.4 SUBJEKTET - IDENTITET OG ANTAGONISME 21 2.3 RETORISK TEORI 23 3.0 METODE 27 3.1 SPECIALETS METODOLOGISKE GRUNDLAG 27 3.2 EMPIRIUDVÆLGELSE 28 3.3 KODEPROCEDURE 30 3.4 OPERATIONALISERING AF TEORIEN OG EMPIRI 30 4.0 ANALYSE 33 4.1 DEN POLITISKE SITUATION 33 4.1.1 DISLOKATIONEN 33 4.1.2 FRONTPERSONALETS IDENTITET 36 4.1.3 DEN GODE SAGSBEHANDLER Á LA CHF 38 4.1.4 ANTAGONISMEN 40 4.1.4 DELKONKLUSION 40 4.2 DISKURSANALYSE 41 4.2.1 LEDIG 43 4.2.2 SAGSBEHANDLER 49 4.2.3 SYSTEMET 54 4.2.4 DEN IKKE-SPROGLIGE DISKURS 59 4.2.5 LUKNING AF DISKURSEN 61 4.2.6 DELKONKLUSION 63 4.3 RETORISK ANALYSE 64 4.3.1 DEN RETORISKE SITUATION 65 4.3.2 EKSEMPLETS MAGT 67 4.3.3 FRAMING OG ULTIMATE TERMS 70 4.3.4 DELKONKLUSION 75 5.0 KONKLUSION 76 3

6.0 LITTERATURLISTE 78 7.0 BILAG VEDLAGT PÅ CD BAGERST I SPECIALET 4

1.0 Indledning Man har et standpunkt til man tager et nyt. Dette velkendte citat fra Jens Otto Krag vakte stor opsigt i 1966, men i disse tider er holdningsskift ikke noget revolutionerende. Det er derimod interessant at undersøge, hvordan disse holdninger ændres. Her menes ikke kun, hvordan vi overtales til at skifte vaskemiddel, men også hvordan man rykker ved vores stærkeste overbevisninger og mest dybfølte holdninger. I nutidens samfund bombarderes vi dagligt med indtryk og det kan derfor være svært at identificere, hvad der rent faktisk påvirker os, og hvad det går ubemærket forbi. Det skyldes ikke mindst, at det ikke er muligt at skære alle mennesker over én kam. Vi kan påvirkes forskelligt af det samme indtryk, og det er langt fra sikkert, at et indtryk, der kan få A til at ændre holdning, vil have samme effekt på B. Da ingen individer er fuldkommen ens, er det sål overhovedet muligt at lave en succesfuld, systematisk og bevidst bearbejdelse af befolkningsgruppers holdninger? Hvis præmissen er, at der ikke eksisterer noget universelt indtryk, der med sikkerhed kan påvirke folk i en given retning, og vi alle har forskellige holdningsmæssige præferencer, så kan det jo umiddelbart virke som en uoverkommelig opgave at flytte større gruppers, eller sågar hele befolkningers, holdninger mod et bestemt mål. Det betyder dog ikke, at der ikke forsøges.den globale reklameindustri ville næppe omsætte for ca. 450 mia. dollars om året 1 i dens ihærdige søgen efter lige præcis det, der ændrer vores holdning til et bestemt produkt, hvis det var en håbløs mission. Der er da også tendenser i samfundet, der gør, at visse indtryk med god sandsynlighed kan fremprovokere bestemte reaktioner. Billeder af mishandlede dyr vækker således oftere harme end glæde blandt folk, men det er ikke ensbetydende med, at vi straks bliver medlemmer af Verdensnaturfonden. Det er ikke helt så ligetil at ændre på folks holdninger og adfærd, og endnu sværere bliver det, når man bevæger sig ind på personlige emner som religion, seksualitet og politik. Det er oftest indenfor den personlige sfære, at vores holdninger er stærkest, og de ideologiske skel er tydeligst. Når vi taler om politiske, religiøse, moralske og etiske overbevisninger, så er vi på et holdningsmæssigt niveau, der er afgørende for, hvordan vi lever vores liv og ikke blot, hvilken tandpasta vi bruger. Men hvordan kan disse holdninger lettest overkommes med henblik på at ændre dem? 1 Møller, Bjarke (10. januar 2004) Led os i fristelse! Information. http://www.information.dk/89452 5

Der diskuteres mange metoder til at ændre folks holdninger og gives endnu flere forklaringer på, hvorfor de virker eller ikke virker. Sådanne metoder kan være mere eller mindre gennemskuelige, som eksempelvis brugen af direkte magt, den logiske argumentation, retorikkens kunst, eller sågar en kombination af flere. En af de, for mig mest interessante tilgange til holdningsbearbejdelsen er brugen af bestemte og formålsrettede diskurser. At iscenesætte en diskurs således, at modparterne ubevidst ender med at operere indenfor de forståelsesmæssige rammer, diskursen sætter, kan være en yderst effektiv og subtil måde at bearbejde holdninger. Det er dog oftest også en længerevarende proces og således ikke egnet, når der er behov for hurtige løsninger. 1.1 Problemstilling Men hvorfor er denne holdningsbearbejdelse så vigtig ikke mindst på det politiske område? Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte i 2003, at politisk kamp er i dag noget helt andet end i det forgangne århundrede. Paragraffer og reformer er sekundært, gammeldags, ja, nærmest lidt distraherende; det egentlige er holdningskampen, værdikampen. Når den er vundet, kan man så komme anstigende med lovforslag og andre udenværker. 2 Man skulle tro, at det ville være nok at opnå det politiske flertal for at få gennemført lovændringer, men sådan er virkeligheden ikke altid. Da det politiske interessefelt er meget bredt, er det naturligvis nødvendigt at indsnævre fokus. I dette speciale vil der derfor blive fokuseret på et bestemt område nemlig beskæftigelsespolitikken. Der fokuseres inden for denne på en periode, hvor regeringen satsede på at implementere en ny politik. Indenfor bl.a. beskæftigelses- og socialområdet, har det vist sig svært at få realiseret ny politik. Afstanden mellem den politiske beslutning og frontliniemedarbejderne indebærer derfor risiko for, at intentionerne bag reformerne ikke realiseres fuldt ud. 3 Politiske tiltag kan altså miste noget af sin virkning på vej ned gennem de administrative led. Decideret modstand mod politiske tiltag fra frontpersonalet 4 kan også have stor indflydelse på i hvor høj grad de 2 Hardis, Arne & Mortensen, Hans (17. januar 2003) Kulturkamp interview med Anders Fogh Rasmussen. Weekendavisen 3 Nielsen, Vibeke Lehmann & Ploug, Niels (2007) Når politik bliver til virkelighed. Rapport fra SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, s. 75 4 Med frontpersonale menes embedsmænd, sagsbehandlere og andet personale, der har til opgave rent praktisk at implementere lovene i samfundet 6

kan implementeres eller ej. 5 Skal en beskæftigelsespolitik gennemføres med succes er det ikke nok blot at have politisk flertal, man skal også have frontpersonalet med. Da daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen 6 tiltrådte med den nye regering i 2001, bragte han en ny politik til ministeriet. Forholdet mellem beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken skulle ændres. Den tidligere førte politik, der var baseret på ideologien om, at man skulle hjælpe folk på social fode, før de kunne søge et job, blev vendt på hovedet. CHF, der betegnes som regeringen chefideolog, 7 sagde at målet for alle var et job. I en tale til socialrådgiverne i 2003 udtale han bl.a. at Jeg vil ikke anerkende et livssyn, hvor man på forhånd opgiver at få mennesker i arbejde. Og i stedet betaler sig fra ansvaret ved at parkere dem på en social ordning, uden udsigt til at blive selvforsørgende. Jeg vil heller ikke anerkende det livssyn, at alle sociale problemer skal være løst, før man kan begynde at vende blikket mod et arbejde. 8 I stedet for at hjælpe folk med deres problemer, så de kunne få et arbejde, ville CHF hjælpe dem til at få et arbejde, så de kunne løse deres problemer. Regeringen mente, at frontpersonalets holdninger var en væsentlig hindring for at gennemføre denne politik. Regeringen så ikke personalet som effektive medspillere men nærmere som modspillere, der så sig selv som sociale frelsere. Sandt var det, at den gængse holdning blandt socialrådgiverne var, at man gennem socialt arbejde skulle gøre de arbejdsløse arbejdsmarkedsparate. Frontmedarbejderne var derfor meget kritiske over for regeringens politik. 9 Det var derfor nødvendigt at bearbejde frontpersonalets holdninger, hvis implementeringen af de ønskede reformerne skulle kunne lykkes. Dette speciale vil undersøge, hvorledes CHF gennem en årrække gennemførte en massiv holdningsbearbejdelse af frontpersonalet indenfor beskæftigelsespolitikken. Hvad var målet for denne holdningsbearbejdelse, og hvorledes blev den grebet an? Disse spørgsmål leder til følgende problemformulering. 5 Nielsen, Vibeke Lehmann & Ploug, Niels (2007) Når politik bliver til virkelighed. Rapport fra SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, s. 81 6 Herefter bare CHF. 7 Birkemose, Jan & Redder, Gitte (8. april 2002) Frihedsministeren. Ugebrevet A4. http://www.landsorganisationen.dk/2002/1/baggrundoganalyse/frihedsministeren.aspx; Lehmann, Christian (7. august 2009) Helle Thorning-Schmidt: Befriende kritik fra Claus Hjort. Information 8 Frederiksen, Claus Hjort (29. september 2003) Tale: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens tale til Socialrådgiverdage 2003 9 Interview med Eva Pedersen s. 2 vedlagt som bilag 7

1.1.1 Problemformulering Hvorledes søgte daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, i perioden 2002-2007, at ændre holdningerne blandt frontpersonalet indenfor beskæftigelsesområdet? Ovenstående spørgsmål er forholdsvis bredt formuleret, og der er derfor behov for en yderligere afgrænsning. Specialet vil af den grund tage udgangspunkt i, hvordan CHF søgte at ændre holdningerne på beskæftigelsesområdet med følgende undersøgelsespunkter: Hvordan kom holdningsskellet mellem CHF og frontpersonalet i forhold til udtryk? Hvordan brugte CHF en bestemt diskurs som redskab til at påvirke frontpersonalets holdninger? Hvordan gjorde CHF brug af retorik til skabe en bestemt forståelse af beskæftigelsesindsatsen. 1.1.2 Besvarelse af problemformuleringen Specialets problemformulering vil blive besvaret gennem behandlingen af dens tre underpunkter. Hvert af disse underpunkter er med til at understøtte og udfolde problemformuleringen, og hvert af disse punkter vil blive grebet forskelligt an. Formålet med at besvare det første underpunkt er at kridte den bane af, hvorpå holdningskampen foregår. For at kunne besvare hvorledes CHF søgte at ændre frontpersonalets holdninger, må man forstå, hvorfor det i CHF s optik overhoved var nødvendigt. For CHF er det et behov, der udsprang af en uoverensstemmelse mellem de politiske intentioner omkring beskæftigelsesindsatsen og frontpersonalets holdninger til sagsbehandlingen. Det er denne uoverensstemmelse, og forsøget på at overkomme den, der er grundlaget for den samlede analyse. Besvarelsen af dette underpunkt skal ses som en analyse af den politiske situation, hvis formål er at åbne op for de to andre underpunkter og derigennem en besvarelse af problemformuleringen. Besvarelsen af det næste underpunkt tager udgangspunkt i den politiske situation, der beskrives i første del af analysen. Spørgsmålet, der stilles her, søger at give et direkte bud på CHF s intentionelle holdningsbearbejdelse af frontpersonalet. Ved at undersøge brugen af en bestemt 8

diskurs til at ændre frontpersonalets holdninger på beskæftigelsesområdet, åbnes der for et nyt forståelsesniveau af sprogbrugen. Italesættelsen af de forskellige forhold på beskæftigelsesområdet er, med denne optik, på ingen måde tilfældig, men har derimod en bestemt hensigt. Diskursen er udtryk for den helt overordnede brug af sproglige og ikke-sproglige virkemidler til at skabe en bestemt mening. Gennem besvarelsen af andet underpunkt af problemformulering er diskursanalysen med til at besvare den overordnede problemformuleringen. Det tredje og sidste underpunkt giver et andet bud på, hvorledes CHF søger at påvirke holdningerne blandt frontpersonalet. Dette afsnit undersøger, hvordan en formålsrettet retorik kan fremme bestemte forståelser af det italesatte objekt. Retorikken kan på den måde trække den samlede mening i en ønsket retning, og dermed påvirke det grundlag frontpersonalet baserer deres holdninger på. Undersøgelsen af den retoriske sprogbrug skal ikke forstås som et konkurrerende svar til diskursanalysen. Det skal derimod ses som et supplerende svar til den diskursive undersøgelse, således at de to tilsammen på fyldestgørende vis kan besvare det overordnede spørgsmål, der rejses i problemformuleringen. 9

2.0 Teori Det foregående afsnit har stillet mange spørgsmål, som kan besvares gennem mange forskellige kombinationer af teorier og metoder. Dette afsnit vil gennemgå valget af specialets teoretiske fundament, herunder diskursteorien og dens ophav, samt den retoriske teori. Det teoretiske afsnit danner baggrund for specialets besvarelse af problemformuleringens underpunkter. 2.1 Det teoretiske undersøgelsesdesign Specialets primære teoretiske forankring er diskursteorien. Diskursteorien tillægger det sproglige stor betydning, idet sproget er med til at konstituere den sociale verden. Brugen af diskursteori åbner for en bestemt forståelse af sproget og den sociale verden. Ved at forstå strukturen i sproget og dets anvendelse er det muligt at identificere intentionerne bag måden, sproget bruges på, og hvorledes dette påvirker de sociale identiteter og relationer. Diskursteorien kan således belyse de forhold, der gør sig gældende i den ideologiske strid mellem regeringen og frontpersonalet, ud fra en betragtning af den sproglige påvirkning CHF s diskurs medfører. Hvad der gør diskursteorien ekstra interessant er dog, hvorledes den forstår mening og meningsdannelse samt skabelsen af de sociale handlerum. Det er gennem sproget, at mening skabes, i den forstand at sproget ikke blot beskriver virkeligheden, det er også med til at skabe virkeligheden. 10 Det skal ikke forstås på den måde, at virkeligheden ikke ville eksistere uden sproget, men at den kun får mening gennem sproget. Når meningsproduktionen sker gennem sproget, så kan sproget samtidigt bruges til at skabe bestemte meninger. Det er forståelsen af denne overlagte sprogbrugs evne til at diktere meningsskabelsen, der er diskursteoriens essentielle bidrag til dette speciale. Udover diskursteorien, der må anses som værende det bærende teoretiske fundament i specialet, trækkes der også på retorisk teori. Brugen af den retoriske teori supplerer diskursteorien, ved at lade specialet dykke et niveau dybere ned i empirien. Hvor diskursteorien opererer på et mere overordnet sprogligt niveau, og ikke forholder sig helt så nært til den empiriske situation, så går retorikken den anden vej og dykker helt ned i det enkelte ordvalg. Retorikken kan således bedre beskrive eksempelvis den enkelte tales situation og virkemidler. At analysere tekster så nært, sker dog på bekostning af det samlede indtryk over hele det empiriske interes- 10 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 17 10

sefelt, hvilket henlægges til diskursteorien. Det er således tanken, at de to teoretiske tilgange skal komplementere hinandens umiddelbare mangler. 2.2 Diskurs Begrebet diskurs er efterhånden blevet ganske udvandet, hvilket ofte resulterer i, at det ikke rigtig beskriver noget. Slår man selve ordet op i ordbogen, får man følgende definition: diskurs, (af fr. discourse 'samtale', af lat. discursus egl. 'løben frem og tilbage'), en sammenhængende kæde af udsagn, fx i samtaler, fortællinger, udredninger, argumenter og taler. 11 Med en så vag definition, er det intet under, at mere eller mindre alt kan kaldes en diskurs. Anvendelsen af diskursbegrebet er da også spredt indenfor bl.a. forskningsdiscipliner som lingvistik, sociologi, politologi, psykologi, etnografi og kommunikation. Fælles for dem er dog, at der er en grundlæggende antagelse, om at diskurs er en social praksis, der former den sociale verden. 12 Derefter hører mange af lighederne dog op. Dette speciale vil benytte sig af en poststrukturalistisk tilgang til diskursteori. Det er i sig selv en ret vag definering, da poststrukturalisme som sådan, blot er en løs betegnelse for en række humanistiske og filosofiske strømninger, der søgte at komme ud over mange af strukturalismens begrænsninger. En yderligere specificering er af den grund på sin plads. Før vi kommer dertil, er det dog nødvendigt at se nærmere på, hvad poststrukturalismen søgte at gøre op med, da strukturalismen stadig spøger blandt de, der kalder sig poststrukturalister. Strukturalismen er ligesom poststrukturalismen ikke én stringent videnskabsteoretisk tilgang, men nærmere en betegnelse for et lang større og mere broget felt af teoretiske strømninger. En stor del af disse strømninger er dog præget af den svejtsiske sprogvidenskabsmand Ferdinand de Saussure, der af mange anses for at være en af de, hvis ikke den vigtigste bidragsyder til strukturalismen. 13 Dette på trods af, at han aldrig selv benyttede sig af ordet strukturalisme, og hans at bog Cours de linguistique générale (Kursus i generel lingvistik), der betegnes som et hovedværk 11 Den store danske Gyldendals åbne encyklopædi. Internetside:http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/disku rs?highlight=diskurs 12 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 28 13 Brügger, Niels & Vigsø, Orla (2002) Strukturalisme. Roskilde Universitetsforlag, s. 7 11

indenfor strukturalismen, først udkom tre år efter hans død. 14 Hvad der for dette speciale er interessant ved strukturalismen, er de spor, som bl.a. Saussures tanker har sat blandt eftertidens poststrukturalister. Her tænkes primært på hans analyse af sproget. Ifølge Saussure bestod sproget af to sider, der tilsammen udgør helheden. Den ene side, som han kaldte sprogbrugen, bestod af den individuelle sprogudøvelse, man altid selv er herre over. Den anden side udgjordes af sprogsystemet, der skulle forstås som den del af sproget, der ligger uden for individet. Sprogsystemet er en slags fælles sproglig konvention indenfor det gældende sprogfællesskab. 15 Sprogsystemet er altså en form for struktur, der giver sproget mening, således at de ord eller tegn, som Saussure kalder dem, betyder det samme for alle indenfor sprogfællesskabet. Dette er grundlæggende for, at man overhovedet kan kommunikere med hinanden. Saussures sprogsystem blev sidenhen taget op af andre, bl.a. danskeren Louis Hjelmslev, og det var her, det strukturelle aspekt for alvor kom i centrum. Ifølge den strukturelle forståelse af sproget, så består det af en række elementer eller tegn, der er afhængige af hinanden. De har ingen selvstædig eksistens og defineres udelukkende ud fra de andre tegn i sproget. 16 Vi kan altså kun forstå, hvad dag er ud fra dens modsætning nat, samt alle de andre ting dag ikke er. Sprogets struktur er således et netværk af tegn og deres indbyrdes afhængigheder. Tegnets mening har altså intet at gøre med indhold, men er alene udtryk for den værdi, tegnet tilskrives gennem placeringen i en struktur. 17 På trods af at Saussure begrænser sine udsagn til den sproglige analyse, så hævder hans arvtagere, at al mening i sidste ende stammer fra en strukturel orden. Den sprogvidenskabelige strukturelle metode blev dermed adopteret af en række teoretikere og overført på andre genstandsfelter, såsom antropologien og narratologien. 18 Udvidelsen af strukturalismen til en række humanistiske og socialvidenskabelige discipliner bygger på den grundtanke, at alle meningssystemer, også ikke-lingvistiske, bygger på de egenskaber Saussure identificerede. 19 Strukturalismen er kendetegnet ved en forståelse af, at der bag alle former for udtryk findes en 14 Brügger, Niels & Vigsø, Orla (2002) Strukturalisme. Roskilde Universitetsforlag, s. 11 15 Brügger, Niels & Vigsø, Orla (2002) Strukturalisme. Roskilde Universitetsforlag, s 14 16 Brügger, Niels & Vigsø, Orla (2002) Strukturalisme. Roskilde Universitetsforlag, s 32 17 Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (2005) Poststrukturalistiske Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, s. 12 18 Brügger, Niels & Vigsø, Orla (2002) Strukturalisme. Roskilde Universitetsforlag, s. 48+68 19 Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (2005) Poststrukturalistiske Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, s. 13 12

lukket og statisk struktur, der giver udtrykket dets mening. Strukturalismens analytiske ambition er at blotlægge denne struktur, der udgør et givet områdes meningsfuldhed. 20 Poststrukturalismen trækker som nævnt på mange af strukturalismens idéer, og det er på mange måder måske mere passende at kalde poststrukturalismen for en videreudvikling af strukturalismen frem for et opgør med den. 21 Strukturen er stadig meget relevant for poststrukturalismen, men hvor strukturalismen fastholder de lukkede og uforanderlige strukturer, så bruger poststrukturalismen diskursbegrebet til at åbne disse strukturer. 22 Herfra gives der mange forskellige bud på alternativer til den oprindelige strukturelle analyse. Der er således ikke blot én måde at udføre en diskursanalyse på. Blandt de mere prominente teoretikere kan bl.a. nævnes Michel Foucault, Godfatheren af diskursteori, Jacques Derrida, der med dekonstruktionen har bidraget til, hvordan man kan forstå det skrevne sprog, samt Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, der ser nærmere på relationerne mellem diskursiv praksis og sociale og kulturelle udviklinger i forskellige sociale sammenhænge. 23 Den tilgang, jeg vælger at benytte mig af, er dog den Ernesto Laclau og Chantal Mouffe oprindeligt præsenterede i deres værk Hegemony and Socialist Strategy, og som primært Laclau siden arbejdede videre på. 2.2.1 Laclau og Mouffes diskursteori Specialet tager udgangspunkt i Laclau og Mouffes tilgang til diskursanalyse, idet den giver mulighed for en unik forståelse for, hvordan sproget kan bruges som et bevidst redskab til at skabe dominerende holdninger indenfor en bestemt diskurs. Hvor andre diskursteorier har meget fokus på magtstrukturer eller samspillet mellem diskurs og andre sociale praksisser, så er Laclau og Mouffes tilgang mere ren i den forstand, at det udelukkende er diskursen, der danner basis for en analyse. Det begrænser dog ikke denne analytiske tilgang synderligt, idet diskurs for Laclau og Mouffe er et bredt begrebet, der ikke kun er begrænset til det sproglige felt. Sproget er dog et central punkt hos Laclau og Mouffe, og de følger en saussuresk tanke- 20 Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (2005) Poststrukturalistiske Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, s. 13 21 Frank, Manfred (1989) What is Neostructuralism? University of Minnesota Press, s. 21 22 Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (2005) Poststrukturalistiske Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, s. 21 23 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 72 13

gang med at fiksere betydning, som om der fandtes en lukket struktur. De mener, at vi konstant søger at fastlåse tegn i forhold til andre tegn for at skabe denne betydning. Ved at forstå strukturen i sproget og dets anvendelse er det muligt at identificere intentionerne bag måden, sproget bruges på, og hvorledes dette påvirker de sociale identiteter og relationer. De afviger dog fra strukturalismen på et meget markant område, idet Laclau og Mouffe konstaterer, at dette i realiteten er et umuligt projekt som følge af et sprog, der grundlæggende er ustabilit. 24 Det er dog stadig disse konstante forsøg på at fastlægge tegnenes betydning, der er deres indgangsvinkel til diskursanalysen. Deres formål er at kortlægge de processer, hvori vi kæmper om, hvordan tegnenes betydning skal fastlåses, og hvorledes nogle betydnings-fikseringer bliver så konventionaliserede, at vi anser dem som værende naturlige. 25 Netop denne betragtning gør teorien meget velegnet til dette speciales emne, der kan siges at befinde sig indenfor det politiske felt. En diskurs analyse er i den forstand nemlig dybest set en politisk analyse af, hvordan kontingente relationer fastlåses på én måde men kunne være fastlåst på mange andre måder. 26 Laclau og Mouffe benytter sig i høj grad af Derridas dekonstruktion i udviklingen af deres teori. Gennem en dekonstruktion af forskellige diskursive teorier, får de nedbrudt teksterne til en række brugbare teoretiske redskaber. Det betyder, at man for at forstå Laclaus og Mouffes teoretiske tilgang må sætte sig ind i ophavet til deres teoretiske begreber og metode. En grundlæggende pointe hos Laclau og Mouffe, og noget som man skal gøre sig klart, inden man dykker ned i deres begrebsapparat, er, at de ser alle praksisser som værende diskursive. Man kan således ikke, som f.eks. hos Fairclough, skelne mellem diskurs og anden social praksis. Laclau og Mouffe ser altså ikke kun sproget, men alle sociale praksisser, som en slags politiske artikulationer, der knytter mening og udtryk sammen. I den forstand er eksempelvis også økonomien og institutioner former for diskurs. 27 Der findes dermed ikke noget dialektisk samspil mellem diskursen og noget andet. Diskurser udgør hele vores verden. For Laclau og Mouffe er diskursen en reduktion af muligheder og kompleksitet, da alle begreber hver især tildeles én bestemt betydning, og dermed udelukker alle andre potentielle betydninger, som et 24 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 35 25 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 36 26 Andersen, Niels Åkerstrøm (1999) Diskursive analysestrategier. Nyt fra samfundsvidenskaberne, s. 92 27 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 29 14

tegn 28 kan have. Foucault definerer en diskurs som "an entity of sequences of signs in that they are enouncements(statements). 29 En diskurs er altså en fastlæggelse af betydning, gennem sammenkædning af tegn, indenfor et bestemt domæne. Formålet med at vælge netop Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteoretiske tilgang er dog ikke blot at beskrive en given diskurs, men også at undersøge hvorledes en bestemt diskurs kan blive den dominerende forståelsesramme, og dermed rykke ved folks holdninger. Laclau og Mouffe ser sproget som socialt konstitueret, og centralt for teorien er deres fokus på forskelle, idet intet kan forstås uden for det sæt af relationer, de er placeret i. 30 Denne tilgang giver en ny forståelse af de diskursive processer. Diskurs kan i den forstand skabe rammer for vores forståelse, og en tilstrækkeligt dominerende diskurs, også kaldet et hegemoni, kan udelukke alle andre forståelser end dens egen. Et bevidst forsøg på at fiksere en bestemt mening gennem en diskurs kan således kaldes et hegemonisk projekt. 2.2.2 Hegemoni Hegemoni er oprindeligt et græsk ord for overherredømme. I nyere tid er det også blevet et politisk udtryk, der nærmer sig en form for imperialisme. I Laclau og Mouffes terminologi kan hegemoni også forstås som værende af kulturel karakter. Hegemoni forstås som et forsøg på at få en given diskurs til at vinde indflydelse ved brug af bl.a. retoriske reduktioner, der universaliserer begreber og skaber en fælles ideologi eller identitet. Et hegemonisk projekt er således den proces, hvorved dele af diskurser reartikuleres eller flyttes for at underbygge et lederskab eller en dominerende forestilling. Familie er et godt eksempel på et hegemonisk begreb. I lang tid har familien været forstået ud fra forestillingen om en far, en mor og børn. Familiens bånd var blodet, og familietræet kunne spores langt tilbage i tiden. Man kan dog argumentere for, at netop den klassiske families hegemoni er ved at blive brudt, i en tid, hvor adoptioner, singleforældre, homoseksuelle ægteskaber osv. bliver mere og mere udbredte. De fleste tænker nok stadig, far, mor og børn, når de skal prøve at forestille sig en familie, men alternative sammensætninger er ikke længere utænkelige, som de ville have været under et sandt hegemoni. Hegemoni er et interessant teoretisk begreb, der kan belyse, hvorfor visse 28 Med tegn menes ord eller begreber. 29 Foucault, Michel (1969) The archaeology of Knowledge. Routledge, s. 141 30 Dreyer, Allan i Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (2005) Poststrukturalistiske Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, s. 179 15

forestillinger får en karakter af naturlighed. Laclau og Mouffes er dog ikke ophav til hegemonibegrebet, og for at forstå deres tolkning af hegemonibegrebet er det nødvendigt at tage et skridt tilbage og se på begrebets oprindelse. Begrebet kulturelt hegemoni 31 har marxistiske rødder og blev i høj grad præget af den italienske teoretiker Antonio Gramsci i starten af det 20. århundrede. Gramsci tog hegemonibegrebet til sig og udviklede det til at forklare, hvorledes kapitalismen gennem ideologisk og kulturel undertrykkelse formåede at holde den sociale revolution på afstand. En revolution, der af mange tænkere og socialister forekom som uundgåelig. Ifølge Gramsci dominerede borgerskabets værdier samfundet i en sådan grad, at deres værdier blev den gældende standard. 32 Hvad der var godt for borgerskabets blev også identificeret af arbejderne som et gode, og man kunne således opretholde samfundet i en tilstand af status quo, på trods af den generelle utilfredshed blandt arbejderne. Hegemonibegrebet hos Gramsci bliver dog aldrig helt fri fra den marxistiske klassekamp, og det hegemonistiske projekt forbliver således forbeholdt borgerskabet og arbejderbevægelsen. Dermed sætter Gramscis hegemoniforståelse en klar begrænsning for begrebets brug udenfor klassekampens arena. Den grundlæggende problematik i hegemonianalysen er, at den i høj grad har et marxistisk udgangspunkt. Men gennem Laclaus og Mouffles poststrukturalistiske tilgang bliver hegemonibegrebet hævet over marxistiske grundantagelser omkring økonomiens determination og klassekampens uundgåelighed. De mener ikke, at man som Gramsci kan antage at klasser automatisk vil tage pladsen som center for et hegemonisk projekt, idet de hegemoniske kræfter ikke kan være givet forud for disse projekter. 33 Laclau og Mouffe mener derimod, at det center, de hegemoniske projekter forsøges realiseret omkring, er resultatet af pragmatiske forsøg og ikke underliggende objektive positioner og nødvendigheder. Det hegemoniske projekt er med poststrukturalismens øjne altså en bevidst og målrettet proces, og går fra at være en klassekamp til at blive en diskursiv kamp. 31 Herefter bare hegemoni. 32 Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red.) (2004) Klassisk og Moderne Samfundsteori. Hans Reitzel, s. 148 33 Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (2005) Poststrukturalistiske Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, s. 179 16

2.2.3 Laclau og Mouffes hegemoniteori At definere, hvad Laclau og Mouffe mener, når de taler om diskurs og hegemoni er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt for en analyse. For at kunne gribe empirien analytisk an, er det nødvendigt at trække på deres begrebsapparat. De opererer med en række begreber, der alle er vigtige for deres tilgang til diskursanalysen. Visse af begreberne er ikke direkte relateret til den deciderede tekstanalyse men bruges til at beskrive de diskursive processer, der opstår under det hegemoniske projekt. Mange af de diskursive begreber bruges også af andre diskursteoretikere, og har ikke deres ophav hos Laclau og Mouffe. Jeg vil for enkelthedens skyld nøjes med at beskrive, hvordan de benyttes af Laclau og Mouffe, da der ellers kan være variationer og dermed forvirringer i begrebsapparatet. Et helt centralt begreb, og på sin vis også udgangspunktet for denne diskursanalyse er dislokationen. Dislokationen skal forstås som et tomrum af en ideologisk eller identitetsmæssige natur. 34 Et tomrum, der kan fyldes ny mening i. Gramsci definerer det hegemoniske projekt som værende det, der forsøger at udfylde den manglende mening, der opstår som følge af dislokationen. 35 En definition som Laclau og Mouffe også benytter sig af. En dislokation beskriver altså situationer, hvor den gældende struktur destabiliseres, og man tvinges til at søge nye veje, da man ikke længere blot kan fortsætte, som man plejer. 36 Dislokationen er dermed grundlæggende for skabelse af hegemoniske projekter, da det er denne ustabilitet, der giver plads til det hegemoniske projekt. Det er derfor også dislokationen, man ofte tager udgangspunkt i, når man skal analysere hegemoniske projekter. Specialet vil dog ikke blot beskæftige sig med det hegemoniske projekt, men også forsøge at forklare årsagerne til dislokationen. Modsat dislokationen finder vi et andet begreb, nemlig sedimentering. Hvor dislokationen åbner feltet for et hegemonisk projekt ved at destabilisere en given social struktur, så er sedimentering perioder, hvor det hegemoniske projekt kan stabilisere strukturen på ny. 37 Det skal dog lige bemærkes, at de sociale strukturer altid vil være dislokerede i et eller andet omfang. Det er dermed ikke muligt at opnå en eviggyldig diskurs, da ingen betydning vil være endelig, 34 Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985) Hegemony and Socialist Strategy. Second Edition. Verso, s. 48 35 Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985) Hegemony and Socialist Strategy. Second Edition. Verso, s. 7 36 Torfing, Jacob (1999) The Politics of Nationalism and Racism. Kapitel 10 i Laclau, Ernesto, Mouffe, Chantal & Žižek, Slavoj. New Theories of Discourse. Oxford: Blackwell, s. 195 37 Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (2005) Poststrukturalistiske Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, s. 180 17

og der vil således altid være kampe i det sociale felt om vores definitioner af samfundet og identiteterne. 38 Det er dog muligt at nærme sig en konventionalisering af en given diskurs, således at dens konklusioner bliver gældende og naturlige i det sociale felt, den opererer i. Sedimentering er dermed interessant i forhold til at vurdere, hvorvidt en diskursiv kamp resulterer i, at én diskurs ender med at være totalt dominerende, og dermed hegemonisk. Vejen fra dislokationen til sedimenteringen går gennem artikluation. Artikulationen er den grundlæggende proces i skabelsen af enhver diskurs. Det er gennem artikuleringen, at forskellige elementer, der ikke nødvendigvis har noget direkte tilhørsforhold, kædes sammen på måder, der ændrer deres betydning. Laclau og Mouffe udtrykker det således; we will call articulation any practice establishing a relation among elements such that their identity is modified as a result of the articulatory practice. 39 Artikulationen er altså en praksis, der etablerer relationer mellem elementer, og diskursen er et resultat af denne praksis. Artikulationen som proces dækker over en række andre kernebegreber. Først af disse er nodalpunkterne eller de tomme betegnere, som de kom til at hedde i den senere litteratur. Laclau og Mouffe beskriver nodalpunktet således: Any discourse is constituted as an attempt to dominate the field of discoursivity, to arrest the flow of differences, to construct a center. We will call the privileged discoursive points of this partial fixation, nodal points. 40 Nodalpunktet er altså diskursens centrum, og det er fra dette centrum, at der knyttes forbindelse til en række forskellige elementer, og de bliver bundet sammen i såkaldte ækvivalenskæder. Det er kun ved at tømme nodalpunktet for mening, at det er muligt at gøre det gældende for en hel diskurs. Det skal forstås på den måde, at jo mere udvandet eller tomt et nodalpunkts mening er, jo lettere er det at kæde det sammen med de andre elementer ved at finde blot den mindste fællesnævner. Således kan man med nodalpunktet i centrum skabe kontakt til andre elementer i diskursen og opsluge deres mening, for til sidst at erstatte den med ens egen. Ækvivalenskæder er på den måde en slags identifikationskæder, der understreger og etablerer en ensartethed mellem elementerne. 41 Denne ensartethed får sin mening ved at referere til en fælles modsætning. Man kan således identificere eksempelvis en ledig ud fra alt det, en ledig ikke er. En ledig er ikke i beskæftigelses, er ikke selvforsørgende, og er ikke et bidrag til samfundsøkonomien osv. 38 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 34 39 Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985) Hegemony and Socialist Strategy. Second Edition. Verso, s. 105 40 Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985) Hegemony and Socialist Strategy. Second Edition. Verso, s. 112 41 Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985) Hegemony and Socialist Strategy. Second Edition. Verso, s. 127 18

Den diskursive analyse i dette speciale kommer dog til at trække på en videreudvikling af nodalpunktet. Laclau har, siden han skrev Hegemony and Socialist Strategy med Mouffe i 1985, arbejdet videre med nodalpunktet og i den forbindelse videreudviklet begrebet den flydende betegner. 42 Den flydende betegner er, ligesom nodalpunktet, et privilegeret tegn, som en diskurs er organiseret omkring. Den flydende betegner adskiller sig dog fra nodalpunktet i den forstand, at flydende betegnere er de tegn, som forskellige diskurser kæmper om at indholdsudfylde på netop deres måde. 43 Nodalpunktet er således også en flydende betegner, men hvor nodalpunktet referer til et samlingspunkt i den enkelte diskurs, så refererer den flydende betegner til de privilegerede tegn, der er objekt for en meningskamp mellem forskellige diskurser. Laclau siger om den flydende betegner, I will argue that the general form of fullness shows itself through the discursive presence of floating signifiers that are constitutively so that is, they are not the result of contingent ambiguities of meaning but of the need to signify the lack (the absent fullness within the structure). 44 Den flydende betegner er altså et begreb, der kan illustrere den manglende mening, som forskellige diskurser forsøger at fylde ud med deres egen mening. Et eksempel kunne være den nylige ulykke på en British Petrolium boreplatform i Den Mexicanske Golf. Hvordan skal sådan en hændelse forstås? Der er sket en økologisk katastrofe i Golfen, BP lever ikke op til sikkerhedskravene, olie er en farlig energikilde, eller at fiskeindustrien i Golfen er i fare. Ulykken kan dermed blive et udtryk for forurening, arbejdsmiljø, lokaløkonomien osv. Her bringes det politiske aspekt også i spil. Skal man til at lukke boreplatformer, skal der ydes økonomisk støtte til den lokale fiskeindustri, eller skal der udarbejdes strengere krav til sikkerhedsforanstaltninger? Der åbnes således for en diskursiv kamp om at tilskrive ulykken lige den mening, der er mest gavnlig for en selv. Denne kamp om at gøre én diskurs dominerende er grundlæggende for det videre arbejde i specialets diskursanalyse. Begrebet elementer er blevet nævnt tidligere i teksten. Dette begreb er nært beslægtet med et andet begreb, der vil bringe på banen nu, nemlig momenterne. Alle tegn i en fastlåst diskurs er momenter, og deres individuelle betydning er defineret i forhold til hinanden. The differen- 42 Et begreb han oprindeligt har hentet fra Levy Strauss og Jacques Lacan 43 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 39 44 Poster, Mark (1993) Politics, Theory and Contemporary Culture. Columbia University Press, s. 287 19

tial positions, insofar as they appear articulated within a discourse, we call moments. By contrast, we will call element any difference that is not discoursively articulated. 45 Dette er en tydelig arv fra Saussure og strukturalismen. Elementer er altså tegn, der ikke har nogen entydig betydning. Den flydende betegner er således også et element, men får sin særstatus ved at være særlig åben for forskellige meningsstilskrivelser. 46 Elementer befinder sig mellem de forskellige diskurser, og deres flertydighed kan true den enkelte diskurs ved at underminere eller stille spørgsmålstegn ved momenternes mening. En diskurs vil således altid forsøge at gøre elementer til momenter, for at bevare den gældende mening. Det bringer os til et andet af Laclau og Mouffes begreber, nemlig lukning. 47 Lukning er forsøget på at fiksere elementernes mening og dermed forhindre at meningen ændrer sig over tid eller bliver udvandet. Grundet sprogets immanente ustabilitet vil det dog aldrig være muligt helt at lukke for meningsforandring af disse tegn. Momenterne vil således altid potentielt være flertydige og dermed potentielle elementer. Lukningen er altså et forsøg på at stabilisere diskursen, og denne proces er vigtig i forhold til at undersøge, hvorvidt en diskurs kan modstå den konstante eksterne meningspåvirkning, den vil være udsat for. Det siger noget om den enkelte diskurs styrke, at den kan formå at fastholde en bestemt mening, og er på sin vis et succeskriterium man kan forholde sig til. Fra et analysestrategisk ståsted melder der sig et problem i forhold til brugen af denne teori, da den primært anvendes til at beskrive dannelsen af nationalt-folkelige politiske identiteter, og dermed også bedst lader sig forstå ud fra det perspektiv. Der har dog efterhånden været flere eksempler på analyser af identitetsskabelse blandt mindre grupper end lige den nationalfolkelige. Teorien anses også af flere som værende mere universal 48 end det Laclau og Mouffe oprindeligt lagde op til, hvilket jeg er helt enig i. Laclau og Mouffes diskursteori opererer på et forholdsvis højt abstraktionsniveau, og giver ikke nogen decideret vejledning til en empirisk funderet analyse. Dette speciale bevæger sig derfor i en vis udstrækning på uudforsket territorium, og der er givetvis mange andre mulige tilgange, man kunne forsøge sig med. Jeg 45 Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985) Hegemony and Socialist Strategy. Second Edition. Verso, s. 105 46 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 39 47 Jørgensen, Marianne Winther & Philips, Louise (1999) Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, s. 38 48 Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm (2005) Poststrukturalistiske Analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag, s. 194 20