Tekster: 732, 549, 573, 552, 788 Tekster: Sl. 23, sl 139.1-12, Matt. 5.13-16 Forleden var jeg på Frederiksberg kirkegård. Det er jeg som regel, når jeg er i København, fordi jeg har en nevø, der er begravet der. Fredriksberg kirkegård er meget speciel. Den er en have med kæmpestore ældgamle træer der ligger midt inde i byen. Den er inddelt i rum af mure, sikkert fordi den er blevet udvidet ad flere gange. Og så støder man på gravstenene hele tiden på navne, man kender: politikere, kunstnere og så videre. Fx er min nevø begravet lige i nærheden af Storm P. og jeg kommer altid til at tænke på Storm P.s skøre tegninger, når jeg går forbi den gravsten. Måske er det det, der gjorde det, måske var det bare fordi jeg var begyndt at tænke over 1
hvad jeg skulle prædike om i aften, men pludselig var det som om jeg i den grå oktoberdag kunne se et tæt spind af tråde for mig. Tråde der gik fra gravene ud til de levende i verden. Og jeg tænkte: det er jo fint nok med de navne, vi alle kender og som vækker associationer i os straks vi ser dem, men når jeg igen og igen vender tilbage til Frederiksberg kirkegård, så er det ikke på grund af Lisbeth Schlüter, Nathalie Lind, Storm P. og hvem jeg ellers kommer fordi, men det er for at stå en stund ved min døde nevøs grav. Og jeg tænker: de stærkeste tråde, det er dem, der bindes af personlige relationer. De dybeste stærkeste spor i vore liv, det er dem der sættes af mennesker, vi kommer helt nær, på godt og ondt. Og jeg tænker, det er også i de kendtes liv, de skjulte, private tråde, der rækker ind i de menneskers liv de har stået personligt nær, som er stærkest. 2
Når Matthæus i Alle Helgens dags evangelium lader Jesus sige til disciplene, at de er jordens salt og verdens lys, så tænker evangelisten sikkert i første række på, at de skal forkynde evangeliet om Jesus i verden. Men da Jesus sagde ordene til disciplene, der sad omkring ham på bjerget, så tænkte han måske slet ikke på, at de var lys og salt fordi de skulle udrette det storværk at udbrede en ny religion i verden. Måske er lyset og saltet slet ikke det, at de bliver grundlæggerne af et nyt åndeligt imperium. Måske er lyset og saltet i stedet det, at de af Jesus har lært at være hinanden nær i hinandens konkrete liv. Vi ved fra Paulus, at de kristne kaldte hinanden for brødre og søstre. Det har der jo nok været en grund til. De har stået hinanden nær. De har delt hinandens glæder og sorger. De har kunnet tale med hinanden om det allermest 3
private. De har kunnet lukke op for hinanden ind til det allermest skrøbelige og det allermest pinagtige i deres liv. Sådan er det, tænker jeg, at være salt og lys i hinandens liv: at kunne bære med på det allerstørste og det allerværste i hinandens liv. For det er jo det, det handler om, når Jesus taler til os om Gud som Faderen i himlen, der elsker os uden forbehold og uden grænse. Guds kærlighed giver os lov at være her, som vi er med både det bedste og det værste, vi rummer. Og den kærlighed, siger Jesus, skal ikke blot være en relation mellem Gud og os, kærligheden der rummer og bærer, tåler og udholder alt, det skal også være den relation der forbinder os mennesker indbyrdes. Det er det budskab, Jesus sender disciplene ud med, ikke blot som en teori i ord, men som en praksis, de skal virkeliggøre i deres liv med hinanden. 4
Og det kender vi jo godt: der er mennesker, vi er kommet så nær, at vi har kunnet vise dem både de bedste og de værste sider af hinanden. Og de mennesker forsvinder jo ikke ud af vores tilværelse blot fordi de er døde. De bliver på en måde ved at være der, fordi de har båret med på det var tungt og stort for os og fordi vi har båret med på det der var stort og tungt for dem. Det er disse fælles oplevelser båret af kærlighed, der udgør de stærkeste tråde imellem os. Det er de tråde, der bliver ved at binde os til hinanden også når vi dør fra hinanden. På den måde erfarer vi sådan set allerede mens vi lever, at kærligheden er stærkere end døden. Vi hører kirkens ord om, at Guds kærlighed har overvundet døden, da Jesus opstod fra de døde. Og vi må tro, selvom vi ikke forstår det, at den kærlighed der knytter os til anden og 5
giver os del i hinandens liv, at den hører med i den guddommelige kærlighed, som døden ikke kan ødelægge. Når det er sagt, er der jo også andre tråde, der går mellem os og vore døde: alt det vi ikke kan glemme, som gjorde ondt i vore indbyrdes forhold. Ord der aldrig blev taget tilbage, handlinger, der bliver ved at sidde og brænde og ætse i erindringen, selvom den, der sagde eller gjorde det for længst er død og borte. Hvad bliver der af alt det? Det kan føles mindst lige så nærværende i vor vrede mod den døde eller skyld over for den døde, som kærligheden kan. Skal det så også bare fortsætte og bestå i al evighed? Nej, for vi tror, også selvom vi heller ikke forstår dét, at når det virkelig var nødvendigt at Jesus led og døde forladt og svigtet af alle på korset, så er det fordi han i sin smerte og 6
lidelse samler al vores vrede, al vores had og al vores bitterhed og siger: det tager jeg! det har forpestet jeres liv i verden, men det skal ikke få lov at forpeste jeres liv i evigheden. I Guds evighed er der kun plads til den kærlighed, der bærer med på alt der rammer os, men det hvormed vi ødelægger os selv og hinanden, det findes ikke hos Gud. Det har Jesus båret med op på sit kors for at det skal forsvinde i den død der ramte ham, og sammen med hans død skal det forsvinde i al evighed, når vi og dem, vi har mistet, rejser os af døden, nyskabte til at leve et liv, hvor kærligheden og kun kærligheden råder i al evighed. I 1850 efter slaget ved Isted skrev Grundtvig et digt, hvor han ikke blot mindedes sejren, men også de tab, den havde kostet. Det digt rummer synes jeg et vidunderligt smukt udtryk for den kærlighed, der binder os til vore døde, 7
den kærlighed som vi har lov at tro ikke bare trodser døden, men som har del i den Guds kærlighed, der for evigt har overvundet døden, og dermed rækker digtet langt ud over situationen i 1850 og helt frem til os og den kærlighed der binder os til vore døde: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår! vor kærlighed med alle, de store og de små, som ville stå og falde med løven askegrå! Amen. 8