Guds Ånd til at holde sammen på os prædiken til Pinsedag II: Joh 14,15-21 den 15/5 2016 i Ølgod Kirke. Ved Jens Thue Harild Buelund. Vi kan næsten se det for os, som apostlene sidder dér i deres indelukke. En flok mennesker, der har været vidner til alt det, Jesus har bragt. Mennesker, som sidder inde med en unik viden og erfaring ja, med de åbenbaringer af det guddommelige, som deres følgeskab med Jesus har bibragt dem. Som apostle er de sat til at være udsendte; men indtil videre har de ikke ladet sig sende nogen steder hen. De sidder på deres flade og venter. Hvorfor gør de det? Hvorfor kommer de ikke ud af røret og i gang med alt det, de har at være sendt ud med? Ja, det gør de ikke, fordi alt er faldet fra hinanden for dem. Jesus havde været det, der fik alting til at hænge sammen for dem både inde i dem selv i deres hjerter og sind og mellem dem. De er en flok, og man kan gøre meget, når man er nogen stykker sammen om en sag; men deres fælles vilje og handlekraft var ikke til stede mere; for Jesus var der ikke. Vi kender godt det, at en person kan være den, der holder sammen på en gruppe. Det kan være blandt venner eller i en familie. Ved et dødsfald kan man som præst ofte få kommentaren: Hun var den, der holdt sammen på familien. Når denne person så er væk, så må resten af familien se, om den kan tage det op, hun gjorde se, om den kan og vil holde sammen fortsat. Om familien som en enhed i stedet for en enkelt person kan holde fast på kærligheden, omsorgen, loyaliteten og trofastheden over for familiebåndene, som endnu er der. I andre tilfælde, hvor en person er centrum i og holder sammen på en gruppe, kan det være andre kræfter, der er på spil. F.eks. i en bande dér kan det være penge og magt, som er på spil, når lederen af gruppen holder dem sammen. I TV-serien Natportieren møder vi den illegale våbenhandler Richard Roper, der lever luksuriøst på Mallorca og har en kæmpe flok omkring sig af medarbejdere, venner og elskerinder. Alt er tilsyneladende pænt og venligt; men enhver omkring Roper véd, at hvis man træder ved siden af hans plan og linje, så vil man kun have kort tid igen at leve i; for han har forbindelser overalt selv i de store landes efterretningstjenester. Richard Roper danner sammenhængen i sin gruppe ved hjælp af tilbud om enorme fortjenester samt et kompromisløst skrækregime. De personer eller kræfter, som kan få en gruppe mennesker til at holde sammen, kan være af vældig forskellig
karakter. Ånden i et fællesskab kan være af forskellig karakter. Apostlene sad i Jerusalem og ventede, som vi hører om det i pinseberetningen fra Apostlenes Gerninger. De kunne ikke andet; for de havde mistet det, der kunne få dem til at virke og virke sammen. De havde mistet centrum i deres fællesskab ja, i hele deres liv. Hvad består det centrum så i? Ja, det er det, vi hører om i evangeliet til i dag fra Johannes. Det er fra Jesu afskedstaler til sine disciple, sine lærlinge, som de hed, inden de skulle sendes ud i verden som apostle. Jesus taler til dem skærtorsdag, kort før Han forlader dem for at dø. Jesus giver dem her løfte om, at Han vil give dem en anden Talsmand. Han havde været Guds Talsmand hos dem den, der talte for dem og til dem og ind i deres hjerter. Den anden Talsmand Sandhedens Ånd skal være hos dem til evig tid. Den skal tale sandheden om det Gudsskabte liv til dem og os: at det handler om, at Guds Ånd vil holde sammen på os, selv om smertelig modstand, død og drab imødegår os i verden. Guds Ånd vil holde sammen på os, så vi ikke oplever os faderløse og rådvilde i forholdet til Gud og gerne heller ikke i menighedens fællesskab. Erfaringen af faderløshed og rådvildhed kommer nemt til os, når vi har mistet en far eller en mor, der har holdt sammen på os i familien. Jesus siger egentlig, at Han både går og kommer. Det kan lyde indviklet; men Han udtrykker blot, at når Talsmanden, som vi også kalder for Helligånden, kommer, så bliver der mulighed for den samme kraft og styrke i og mellem os, som der var mellem disciplene, da de fulgtes med Jesus, og Han var centrum for deres liv og virke. Denne kraft og styrke hvad består så den af? Ja, Guds Ånd består af det kærlige, nære fællesskab og samhørighed med Gud og med alle, der er bundet sammen af den Ånd. Jesus taler adskillige gange om den kærlighed, der er mellem Ham og Hans Far og mellem Ham og os og dermed også mellem os og Hans Far. Han siger, at Han er i sin Far og i os, og vi er i Ham. Apostlene sad i Jerusalem og ventede, og de fik Ånden. Da blev de fyr og flamme, og så gik det løs. De fortalte, de lyste Guds velsignelse, de døbte, de skabte nye fællesskaber. Nu var der det i dem, som skal til for at kunne virke godt i livet: kærlig omsorg og vished om at høre sammen med Gud, fordi Hans Ånd holder sammen på os. Nu kunne de komme ud over deres egen fornemmelse af at stå alene og være uden mål og mening. De var sammen i Ånden, og de var sammen i det, der lå foran dem: opgaven med at bringe Guds sammenholdende rige videre i ord og handling.
Og Ånden virkede så stærkt i dem, at de som en selvfølge tog dem med i fællesskabet, som ikke hørte til deres egen genkendelige gruppe. De gik ud og fortalte om Gudsriget til enhver, så det blev en levende virkelighed også for dem, der talte andre sprog og levede i andre kulturer end dem selv. Guds Ånd blev en glædens og frimodighedens Ånd til, at det kunne lade sig gøre at overskride alle mulige grænser (jf. Gurli Møller Andreasen, 2016). Men Jesus siger også i sin tale til disciplene skærtorsdag, at de skal holde det, som Han har befalet dem: Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig. Vi forbinder dog ikke pinse med bud og regler, men med den Ånd, der bragte disciplene i den løsslupne stemning, så folk troede, de havde fået for meget at drikke. Hvordan passer bud og Guds Ånd sammen? Man kan opfylde et bud af angst for straf; men man kan også gøre det af et glad hjerte. Pinsedag opfyldte Gud et gammelt løfte om, at Han ville lægge sin lov i menneskers indre og skrive den i vore hjerter (jf. profeten Jeremias i dagens gammeltestamentlige lektie). Da Helligånden fyldte disciplene eller apostlene som et mægtigt vindstød, forstod de ikke alene, hvad der var sket; men de blev også så begejstrede eller beåndede, så at de helt spontant gav sig til at fortælle om, hvad Jesus havde lært dem. Det blev også på den måde givet videre som ringe i vandet. Gud gav os Helligånden for at holde os fast i den begejstring, og den har magt, fordi den er Gud selv. Den tyske teolog Paul Tillich siger om Helligånden, at den er Gud selv som nærværende i fællesskaber og personer, når Han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem. Sådan som det skete for disciplene, da Helligånden løftede dem ud af det dødvande og den angst, der havde bemægtiget sig dem, da Jesus var død. Som apostle kunne de nu gå ud i verden med Guds Ånd i deres hjerter, handle og forkynde evangeliet for andre mennesker. Fordi Helligånden er Guds nærvær hos os og i os, erfarer vi den som en virksom kraft eller stemme i os. Endda på flere måder. Eftersom den er sandhedens Ånd, lader den os ikke i fred, når vi fortaber os i tomhed og ligegyldighed, men driver os frem mod en dybere indsigt i eller fornemmelse for livets forskellige tilskikkelser. Guds Ånd vækker vreden i os, når vi ser, hvordan mennesker misbruger deres magt; men den kalder også på at give plads til sorgen, når vi ved tab må sørge. Og som kærlighedens Ånd giver den os ikke alene evnen til at
elske, men kaster os også ud i fortvivlelse, når vi har svigtet eller såret et andet menneske eller opført os tåbeligt; men når det er sket, er det igen Helligånden, der giver os ord til at bede og bede om tilgivelse. Helligånden er ikke vores ånd, men Gud, der virker i os, så vi kan leve videre i ydmyghed med Jesu ånd og i frihed og glæde følge Hans bud. Det er pinsens gave til os (jf. Lisbeth Smedegaard Andersen, 2014). Derfor er Guds sandhed, så afslørende den end kan være om os, alligevel aldrig nådesløs og knockoutende. Uanset hvor meget vi som mennesker kan blive klædt af til skindet, så efterlades vi ikke nøgne og forsvarsløse; vi svøbes altid samtidig i Guds kærligheds tilgivende kåbe. Vi skal ikke stå alene tilbage med skam, skyld og selvhad. Derfor siger Jesus også, at Han ikke vil efterlade os faderløse. Synes sandheden at være et afslørende projektørlys, der kan ramme os lige i synet, så er det også kærlighedens bløde, varme lys, der viser sig for os. Alle døre bliver ikke brutalt smækket i; der er stadig hænder, der rækker frem imod os parat til at favne og omfavne os, uanset hvorfra vi skal rejse os. Det må Guds Ånd med hjertetroen i os give os som gave at kunne se. Pinse er, når Guds Ånd skaber ildsjæle: Hver gang Guds Ånd skaber kirke og menighed. Ja, det er som reklamen siger, når vi skal betale licens: Licens det er noget vi gi r hinanden. Det er så let at sige, hvad får jeg ud af det hvad er der i det for mig. Helt anderledes er det at lade kærligheds og sandheds Ånd holde os fast på, at vi er holdt sammen af Gud, og vi hænger på hinanden i al vores forskellighed med alle vore mere eller mindre åbenlyse fejl og mangler og særheder. Vi er her sammen, og vi er her for hinanden sandhed, det er noget, vi gi r til hinanden i kærlighed. Hvis den sammenholdende Ånd begynder at sprede sig som ringe i vandet i og mellem vore hjerter, så ville vi alle sammen ikke kunne undgå at ånde friere til at være en frimodig del af kirke og menighed (jf. Jørgen Christensen, 2014). Eller som det siges i Holger Lissners nye salme fra 100 salmer s tillægget, vi har premiere på i dag Gå gennem byens lange lige gader (nr. 835): Kom til os, hvor vi frygter for hinanden, du forårskåde skabermagt, forkynd, at Jesus Kristus er opstanden og venter os, som han har sagt, så vi går ud i tro på Gud
og lever uden frygt i nådens sommer (v. 4). Glædelig Pinse! Amen. 290, 835, 292 282, 438, 439 v. 1 nadver 474 og 291.