Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 8. juni 2014 Pinsedag Johannes 14,15-21 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 8. juni 2014 Pinsedag Johannes 14,15-21 Salmer: Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte:»hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«apg 2,1-11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«johs. 14,15-21 Godmorgen og glædelig pinse. Pinse handler om Ånd når vi lever, ånder vi, vi kan leve og ånde for dem, vi elsker, ja, vi kan oven i købet ånde lettet op, men udånder vi, så dør vi. For Ånd er liv. Som Gud bøjede sig ned og blæste livsånde i det menneske, han havde skabt af en klump lerjord, så Adam blev et levende væsen, et guddommeligt eksperiment at støv og ånd. Sådan bøjer Gud sig pinsedag igen mod jorden og blæser liv i sin kirke og menighed, så vi kan lovsynge og bede og Guds ord kan blive levende for os.. For ånd er liv. Pinse handler om Ånd Guds Ånd Helligånden. 1

2 Da Jesus er ved at tage afsked med sine venner, disciplene, lover han, at han ikke vil svigte dem selv om de vil blive ladt alene tilbage, så skal de ikke være alene: Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, siger Jesus. Ti dage efter Kristi Himmelfart 10 dage efter at disciplene endegyldigt måtte give slip på deres opstandne Jesus Kristus, opfylder Gud sit løfte. Pinse er festen for, at vi ikke skal leve uden Gud, vi skal ikke forlades eller efterlades alene uden Guds søn Gud vil selv være hos os og i os og over os og under os og foran os og bagved os med sin Ånd. Pinse er kirkens fødselsdag, pinsedag rammer Guds Ånd disciplene som en storm og som tunger af ild Helligånden blæser nyt livsmod og tro i de forskræmte og bange disciple, så de frimodigt træder ud på gader og stræder og begynder at brænde for troen og får mod til at prædike og missionere og forkynde, uanset om det så er med risiko for at miste livet. Pinse er, når Guds ånd skaber ildsjæle hver gang Guds ånd skaber kirke og menighed. Spørgsmålet til os i dag er: Hvilken Ånd er vi præget af er det Helligånden? Er vi frimodige ildsjæle eller gemmer og dukker vi os af frygt for, hvad andre vil tænke. For med pinsen er festen for alvor forbi næste gang, kirken kalder til fest, er ikke før til advent og jul. Jul, påske og pinse kirkeårets fester klumper sammen på et halvt år resten af tiden er det arbejdstid nu skal det vise sig, om det betyder noget, at Gud selv kom til verden at Jesus bliver født, dør og opstår for vores skyld. Det ord som blev kød i Jesus Kristus nu skal troen vise, om det ord får krop og kraft og saft i vores liv med hinanden. Nu skal det vise sig, hvilken ånd der hersker i vores liv og i det samfund, vi ofte kalder kristent. Master Fatman taler altid om god karma her i kirken spørger vi, hvad er det for en ånd, der præger og farver os. For det ved vi alle sammen det er aldrig lige gyldigt, hvilken ånd der præger os. Gå ind i en familie, vær sammen med et ægtepar eller en venneflok, meld jer ind i en forening eller klub, tænk på jeres skoleklasse eller arbejdsplads hvad er det for en ånd, der præger den måde, vi behandler hinanden, taler til hinanden, ser på hinanden. Ofte er det blot en stemning, udefinerbart og usynligt og alligevel altafgørende for, om her er rart eller hæsligt at være. 2

3 Er jeg velkommen, eller er jeg usynlig luft i de andres bevidsthed? Bliver jeg nedgjort og ydmyget og behandlet råddent eller modsat, bliver jeg set og lyttet til og respekteret som en, der har noget at bidrage med, som en der har værdi. Du har formentlig prøvet begge dele. Ved, hvor hårdt det er at blive udstødt af fællesskabet møde kolde rygge og en ukærlig ånd. Ved hvor varmt det føles, at blive budt velkommen, mærke den kærlighedens ånd, der er som en sval brise en hed sommerdag, den ånd der er som en venlig hånd på ens skulder, et kærligt klap på kinden, en at følges med og støtte sig til, når livet er svært. For ånd er ikke bare liv ånd er også et spørgsmål om liv og død for alvor. Vi ved det, når vi står der ladt alene tilbage. Vi ved det, når vi føler os muttersalene interessant nok kan man vist ikke føle sig fatters alene. Den første skoledag når den seksårige slipper mors og fars hænder og forsvinder ud af vores synsfelt og ind i klasselokalet. I lufthavnen, når vi ser vores voksne barn gå alene op ad trappen og forsvinde om hjørnet på vej ud i den store vide verden. På perronen, når vi løber langs toget og ser den elskedes ansigt trykket mod ruden formende munden til et sidste stumt kys. På kirkegården, når kisten sænkes eller rustvognen kører. Alle de øjeblikke, hvor vi må vende om og gå den tunge gang alene hjem alene tilbage til hverdagen og det daglige liv muttersalene. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse siger Jesus. Men det er vi jo, faderløse Gud er her ikke mere Gud er tavs som graven, det har han været i snart 2000 år. Jesus er her ikke mere han siger ikke en lyd, han løfter ikke en finger. Vi ér ladt alene tilbage overladt til os selv og vores egen uformåen. Nej, siger Gud i pinsen jeg lever midt iblandt jer i mit ord jeg er til stede, når to eller tre er samlet i mit navn, jeg er hos jer, når I deler brødet og vinen, det er mig, jeres far, der selv tar barnet på skødet og velsigner det, når I holder jeres nyfødte over døbefonten, jeg løfter mit åsyn og ser jer, når velsignelsens ord lyder, det er mit ansigt, der lyser over jer, når I sendes hjem til det, I kom 3

4 fra, det er mig, der sender jer hjem for at bære min fred og kærlighed ud i verden. I er i mig, og jeg er i jer. I er ikke faderløse, for jeg bøjer mig i ånden ned og hvisker hver enkelt af jer i øret: Du er min elskede, det er sandheden lige meget, hvad andre prøver at bilde dig ind. I er min krop i verden når I elsker hinanden, elsker I mig, når I hader hinanden, hader I mig Helligånden er min talsmand, Helligånden taler på mine vegne med min stemme jeg har kun et eneste mål i denne verden, nemlig det at få lige netop dig i tale få dig til at høre og tro, at det virkelig er sandt: du er ikke faderløs du er ikke overladt til dig selv og dit eget for godt befindende du er ikke på nåde og unåde overladt til dig selv og dine egne små kræfter og beskedne evner. For det er det mærkelige med den ånd, som Jesus kalder sandhedens ånd. Hvor jeg normalt altid begynder at dukke mig, hvis der er nogen der erklærer, at nu vil de altså godt sige mig et par sandheder eller to. For så ved jeg, at der er lagt i kakkelovnen til, at jeg råt for usødet får slynget nogle som regel ikke særligt behagelige sandheder lige i synet. Sandheder der om ikke knockouter mig, så dog ofte kan sende mig til stående tælling. Så er der det helt særlige og ganske bemærkelsesværdige ved pinsens og sandhedens ånd, at selv om Jesus bestemt aldrig lægger fingrene imellem, når han afslører os mennesker i vores egoisme, grådighed eller dobbeltmoralske hykleri, når vi er på nippet til at kaste den første sten, selv om det glashus, vi selv bor i, er opført ved sort arbejde. Ja, så er Guds sandhed, så afslørende den end kan være, alligevel aldrig nådesløs. For som vi skal synge det om lidt i Grundtvigs pragtfulde helligåndssalme: Kærligheds og sandheds ånd, så går Guds sandheds ånd altid hånd i hånd med Guds kærligheds ånd. Uanset hvor afslørende sandheden kan være uanset hvor meget vi som mennesker kan blive klædt af til skindet så efterlades vi ikke nøgne og forsvarsløse, vi svøbes altid samtidig i Guds kærligheds tilgivende kåbe på trods af alle de sandheder, der rammer os, så vender Gud os ikke ryggen og lader os stå alene tilbage med skammen og skylden og selvhadet Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, siger Jesus. 4

5 Der er ikke noget, der er lettere end at pille et menneske ned fra piedestalen ja, det virker nærmest som en slags jantelovens folkesport, at jo højere på strå folk er kommet, jo mere fryder vi os, når de brutalt bliver bragt ned på jorden igen. Og det er da bestemt også både sundt og godt at blive bragt ud af sin vildfarelse, hvis man selv skulle miste jordforbindelsen og tro, at man kan gå på vandet, og reglerne kun gælder for de andre, men tænk, hvis vi kunne gøre det ikke blot ved at lade sandhedens afslørende projektørlys selvretfærdigt ramme lige i synet men at det også var med kærlighedens bløde varme lys, der viser os, at vi hører stadig med, alle døre er ikke brutalt smækket i, der er stadig hænder, der rækker frem imod os parat til at favne og omfavne os, uanset hvilken svinesti vi har rejst os fra. Kærlighedens ånd. Det burde være lakmusprøven, hver eneste gang vi synes, det er på sin plads med den nådesløse sandhed, da at huske at spørge os selv og hinanden var det ren ydmygelse og nedgørelse eller levnede vi plads også til kærlighedens ånd, da den sandhed, der lå lige til højrebenet, blev afleveret. Lad mig slutte med en reklame, normalt synes jeg, reklamer er tåbelige og temmelig trættende. Men den her kommer jeg til at smile af hver eneste gang. I kender den alle sammen. Reklamen for at vi skal betale licens, reklamen om, at nogen er til opera nogen til sport, andre til debat, osv og så er det, den geniale pointe kommer: Licens det er noget vi gir til hinanden. For det er jo så let som ingenting kun at stå på sin ret, kræve, at det her vil jeg ha og så kan I andre bare stikke piben ind det er så let som ingen ting at spørge, hvad får JEG ud af det, hvad er der i det for MIG. Helt anderledes er det lade kærligheds og sandhed ånd holde os fast på, at vi hænger sammen, og vi hænger på hinanden i al vores forskellighed med alle vore mere eller mindre åbenlyse fejl og mangler og særheder. Vi er her sammen, og vi er her for hinanden sandhed, det er noget vi gir til hinanden i kærlighed. Tænk, hvis den ånd begyndte at sprede sig som ringe i vandet tænk, jeg tror, vi alle sammen ville ånde friere. Amen. 5