Dansk Samling udtaler: Lissabon-traktaten er grundlovsstridig

Dansk Samling udtaler: Lissabon-traktaten er grundlovsstridig Dansk Samling mener, at Lissabon-traktaten er grundlovsstridig. Det er den, fordi princippet om EU-rettens forrang for national ret (herunder Grundloven) nu knyttes direkte til traktaten (jf. Erklæring nr. 17). Dette er ikke foreneligt med Grundloven, for ingen dansk myndighed det være sig regering, folketing eller folk har ret til at sætte nogen lov højere end Grundloven. Desuden kriminaliseres det med Lissabon-traktaten at arbejde for at indskrænke de i»charteret«nævnte rettigheder for unionsborgere (jf. traktatens art. 6 og Charterets art. 54). Dette er også uforeneligt med Grundloven, da borgernes politiske aktiviteter ikke kan kriminaliseres i videre udstrækning, end Grundloven giver mulighed for. Endelig er Lissabon-traktaten i strid med Grundloven, da der med den samlet set er afgivet så megen selvbestemmelse, at Danmark ikke længere kan siges at være et selvstændigt rige. Dette er ifølge Højesterets dom af 6/4 1998 ikke foreneligt med Grundlovens bestemmelser om suverænitetsafgivelse. Dansk Samling beklager dybt, at Danmarks frihed sættes over styr. Det er til skade for vort land, vort folkestyre og os selv som folk. Det folk, der smider ansvaret fra sig, har åndeligt lagt sig i graven. Dansk Samling opfordrer regering og folketing til at omgøre ratificeringen af Lissabon-traktaten. Skulle Lissabon-traktaten til gengæld træde i kraft, vil Dansk Samling opfatte Lissabon-traktaten og den ret, der i fremtiden måtte udspringe deraf, for grundlovsstridig. Vedtaget af Dansk Samlings landsråd, Nyborg 3. oktober 2009 * * * Lissabontraktaten - en politisk skrækvision bliver grundlovsfast forfatning Af Christian Munch Efter alt at dømme er alle forhindringer, som lå i vejen for Lissabontraktaten nu overvundet, og den er klar til at træde i kraft ved årsskiftet. Regeringsledere og det svenske formandskab har udnævnt præsident og udenrigsminister for den nye europæiske statsdannelse. I den situation kunne det måske være gavnligt at bringe baggrunden og historien i erindring. Det europæiske konvent og forfatningen Ved topmødet i Niece 7-10. december 2000 blev EU landenes regeringsledere enige om, at der var brug for en bred og dybdegående debat om Europas fremtid. Der følges op på dette ved topmødet det følgende år i Laeken 14-15. december 2001, hvor man beslutter sig for at nedsætte»det europæiske konvent«.»det europæiske konvent«er en udvalgt forsamling, der skal sætte en diskussion i gang om EUs fremtid og bane vej for større åbenhed og en bredere folkelig opbakning. Konventets formand Valery Giscard déstaing overrækker resultatet af konventets arbejde, udkastet til en forfatningstraktat, til stats- og regeringscheferne ved topmødet i Thessaloniki 20. juni 2003. To danske konventdeltagere og medlemmer af europaparlamentet Torben Lund og Jens Peter Bonde får noter vedhæftet, som tager forbehold for de føderale hensigter, der ligger dårligt skjult i konventets forfatningsudkast. Allerede 4. oktober 2003 på en regeringskonference går arbejdet med -1-

at vedtage en forfatning i gang. Efter en del diskussion om den endelige tekst bliver der enighed ved et møde den 17-18. juni 2004, og forfatningen underskrives af alle lande i Rom den 29. oktober 2004. Folkeligt nej til konventets forfatning Derefter bliver forfatningen sendt til folkeafstemning i en række lande. I Frankrig stemmer et flertal imod forfatningen den 29. maj 2005, og i Holland går det ligesådan 2. juni samme år. Forfatningen skulle have været til folkeafstemning Danmark, men i den nye situation ser den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen ingen grund til at udskrive en folkeafstemning om en forfatning, der ser ud til at være forkastet af vælgerne. Præsidenter og statsministre er rådvilde og beslutter sig for at bevilge»tænkepause«, hvorunder arbejdet med at gennemføre forfatningen officielt ligger stille. Ny forfatning, samme indhold Efter to år genoptages disse bestræbelser imidlertid. På en regeringskonference den 23. juli 2007 genoptages arbejdet med traktaten. Man har udnyttet tænkepausen godt, og der bliver hurtigt enighed. En ny forfatning med navnet»lissabontraktaten«underskrives 13. december 2007 i Lissabon.»Forfatningstraktat«,»reformtraktat«,»Lissabontraktat«. Forfatningen har mange navne, men de mange navne dækker over det samme indhold. Formand for konventet, som udarbejdede det første udkast Valery Giscard d Estaing udtalte, at Lissabontraktaten i det væsentlige er det samme. De forfatningsmæssige EU-nationale symboler pilles ud af teksten. Forfatningen må ikke længere hedde en forfatning. Hymne og flag er ikke længere traktatfæstet, men flaget blafrer uanset og hymnen afspilles fortsat begejstret i det føderalistiske Brussél. Afstemningen, der blev aflyst Vi er nogle, der har svært ved at glemme valgnatten efter folketingsvalget i 2005. Dengang statsministeren, da folketingflertallet var i hus, takkede sine vælgere og blev fejret ved noget, der lignede en teknofest, og bekendtgjorde, at nu skulle regeringen i gang med to vigtige ting: kommunalreform og folkeafstemning om forfatningstraktaten. Ingen af delene havde været nævnt eller fået opmærksomhed under den foregående valgkamp. Folkeafstemningen om forfatningstraktaten blev aflyst. Hvad så med Lissabontraktaten, skulle den ikke til folkeafstemning? Justitsministeriet vurderede i en redegørelse 4. december 2007, at der ikke finder suverænitetsafgivelse sted med Lissabontraktaten, hvorfor der ikke er grundlag for en folkeafstemning. Hvad var der sket i mellemtiden? Der havde været tænkepause. Politikerne havde tænkt sig om og var kommet på andre tanker. Der skulle ikke længere arbejdes for åbenhed og folkelig opbakning. Den nyvalgte franske præsident Nicolas Sarcozy talte på alles vegne, når han sagde, at»forfatningstraktaten vil falde i et hvilket som helst land, den kommer til folkeafstemning«. Europas politikere havde givet hinanden håndslag på ikke at sende Lissabontraktaten til afstemning. Irland som det eneste land skulle stemme, men det blev ikke anset for at være noget problem, eftersom Irland var det forkælede land i EU, det land i Europa, der i nyere tid havde haft mest økonomisk fordel ud af sit EU-medlemsskab. Paragraf 20 i grundloven Stk. 1: Beføjelser som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde. Stk. 2: Til vedtagelse af dette lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådan flertal ikke, men dog til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i 42 fastsatte regler. Justitsministeriets eksperter vurderede altså, at der ikke var tale om suverænitetsafgivelse, og Lissabontraktaten blev ekspederet videre i folketinget og vedtaget med almindeligt flertal nærmest -2-

uden nogen debat og uden væsentlig opmærksomhed i offentligheden. Kun nogle få demonstranter havde taget opstilling ved Christiansborg ved folketingets anden- og tredjebehandling. Lovforslaget blev vedtaget med 90 stemmer (V, S, SF, KF, RV, NA og Gitte Seeberg (UFG). Imod stemte 25 (DF, EL, Eigil Andersen (SF), Pernille Frahm (SF) og Kristen Touborg (SF). Det var en let sag, man lavede blot en ny lov ved at erstatte»nicetraktat«med»lissabontraktat«i den gamle tiltrædelseslovgivning for Nicetraktaten. Det politiske argument lød som sædvanlig:»vælgerne bliver trætte af folkeafstemninger. Det er for kompliceret at overlade til vælgerne. Vi holder os til erklæringen fra justitsministeriets eksperter«. Man var i tvivl, om folketingsmedlemmerne havde læst den lov, som de vedtog så let og ubesværet. Poul Svensson, professor i statskundskab ved Aarhus universitet, om den grundlov, der er så svær at ændre:»hvis regler og institutioner stiller sig hindrende i vejen for hensigtsmæssige løsninger, foretages der fortolkninger, der jævner ud uden at provokere alt for meget. Et godt eksempel herpå er den måde, hvorpå justitsministeriet kan begrunde, om der skal eller ikke skal holdes folkeafstemninger på grund af suverænitetsafgivelse.«(jyllandsposten 11. august 2009). Folkelig modstand mod Lissabontraktaten Det var ikke i alle lande, det gik så let med at ratificere Lissabontraktaten. Irland stemte»nej«4. april 2008 2. oktober. Det forsinkede forfatningsprocessen en del, og i flere lande trak det ud med ratificering. I Polen trak beslutningen ud, man ventede på, hvad der ville ske med Irland. Politikerne var rådvilde. Var Irlands»nej«dødsstødet for forfatningen, eller skulle Irland blot presses på den rigtige måde, så de oprørske vælgere endte med at føje sig? I flere lande blev der anlagt sag ved forfatningsdomstolen imod ratificering af Lissabontraktaten. I Tyskland førte tre grupper sag ved forfatningsdomstolen. Herhjemme gik en gruppe af sagsøgere i gang med at stable en retssag på benene, som skulle dømme både justitsminister og statsminister for grundlovsbrud i forbindelse med den danske ratificering af Lissabontraktaten. Vaclav Klaus, Tjekkiets præsident tøvede længe med at underskrive, idet han afventede afgørelsen efter en lignende sag ved den tjekkiske forfatningsdomstol. I Storbritannien lovede de konservatives leder David Cameron at udskrive en folkeafstemning om Lissabontraktaten, når han efter alt at dømme vil komme til magten ved parlamentsvalget næste sommer. Det ville blive et dundrende nederlag. Lissabontraktatens indhold Egentlig består Lissabontraktaten af to traktater:»traktat om den europæiske Union«og»Traktat om den europæiske unions funktionsmåde«. Som det første, og det er væsentligt, beskriver»de høje kontraherede parter«de mål og værdier, som Unionen er bygget på, eller måske rettere sagt, er dannet for at bringe til veje. 1. Unionen skal fremme fred, sine værdier og befolkningens velfærd. 2. Unionen giver borgerne et område med fri bevægelighed. 3. Indre marked. 4. Monetær union med euroen som valuta.. 5. Unionen forsvarer og fremmer sine værdier. 6. Unionen forfølger sine mål med passende midler inden for de beføjelser, der er tildelt den i traktaterne. Kritikpunkter Det er ikke svært at finde noget at kritisere ved Lissabontraktaten. Først og fremmest må kritikken selvfølgelig rette sig mod, at der overhovedet er givet en forfatning på et niveau, der burde være reguleret af mellemstatslige aftaler. Dernæst kan man bekymre sig over, hvorledes artikel 7 i forfatningen vil blive anvendt, hvor der gives mulighed for sanktioner overfor de lande, som groft overtræder Unionens værdier. En alvorlig sanktion kan være, at et land mister sin stemmeret i Rådet, og dermed udelukkes fra indflydelse i -3-

det betydelige organ, det eneste, hvor beslutninger stadig skal tages med enstemmighed. Det kan vise sig at få alvorlige følger at miste sin stemmeret i Rådet. Dernæst kan man bekymre sig over den mulighed for militarisering, der byder sig til flere steder i forfatningen.»den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik fastlægges og gennemføres af det europæiske råd og Rådet, der træffer afgørelser med enstemmighed, medmindre andet er fastsat i traktaterne«. (artikel 24)»Den fælles sikkerheds og forsvarspolitik. omfatter gradvis udformning af en fælles EUforsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når det Europæiske råd med enstemmighed træffer afgørelse derom.«(artikel 42) Forfatningen giver EU mulighed for at»gennemføre sine mål og befordre sine værdier med de fornødne midler«. Det vil efter alt at dømme være sidste gang, EU bureaukraterne behøver at spørge de enkelte lande og deres vælgere om lov til at vedtage ændringer og udvide EU statens beføjelser. Således giver Lissabontraktaten mulighed for ved en»forenklet revisionsprocedure«(artikel 48 stk 7), at Rådet selv forandrer traktaterne og udvider EU-institutionernes beføjelser. Ligeledes kan det europæiske råd træffe afgørelse om, at Rådet tillades at træffe afgørelse med kvalificeret flertal, hvor det før skulle være enstemmigt (artikel 31 stk. 3). Markus Kerber og Lissabontraktaten Nødvendigt Forum arrangerede i juni måned 2009 et møde i Fællessalen på Christiansborg med professor Markus Kerber, Berlin. Markus Kerber er talsmand for den gruppe, der også er repræsenteret af Franz Ludwig Graf Stauffenberg, som har ført sag for den tyske Forfatningsdomstol. Markus Kerber har flere interessante pointer i sin kritik af EU og Lissabontraktaten, som er nye i forhold til den danske diskussion. Lissabontraktaten udgør en trussel mod de grundrettigheder, som den tyske statsborger tildeles ifølge den tyske grundlov. Egentlig betragter Markus Kerber sig selv som EU-tilhænger, og netop derfor må han kritisere Lissabontraktaten, fordi den udgør en fare for det europæiske fællesskabs funktionalitet. Kerber opstiller to prøvesten, som enhver traktatdanelse eller forfatning må leve op til. Den skal udtrykke»demokratisk legitimitet«og den skal leve op til det ufravigelige krav om»magtens deling«. Vi har allerede gjort vores erfaringer med EUs institutioner og deres måde at forvalte den tildelte myndighed på. Med Maastricht-trakataten blev disse institutioner tillagt nye kompetencer i et uhørt omfang.»de erfaringer, som vi har gjort med EU-institutionernes omgang med de betroede og irreversibelt overførte højhedsrettigheder kan sammenfattes således: Kommissionen har usurpatorisk gjort brug af sit initiativmonopol. Kommissionen har siden Maastricht udviklet sig til en altomfattende styrende og ukontrollerbar myndighed. Dens handleområder er ubestemmelige, fordi de er normativt fastsat. Kommissionens beføjelser er overvejende fastlagt ved målsætninger. Således sætter kommissionen sig ud over lov og ret og slipper for at gøre politisk regnskab for sine aktiviteter. Den forstår sig selv som hævet over råd og parlament. I en lang række sager har den dobbeltrolle som både lovgiver og»pennefører«(lovgivende og lovudøvende), og den har af sin privilegerede stilling ladet sig forføre til i målets navn at forfølge politiske mål uden at lade sig genere af gældende lovgivning. Kommissionen har på en lang række områder overskredet grænserne for sine institutionelle beføjelser. Kommissionen en Hydra Den tidligere franske europaminister Barnier har sagt om Lissabontraktatens artikel 9, at den gør kommissionen til»europas premierminister«:»unionen respekterer i alle sine aktiviteter princippet om lighed mellem dens borgere«. Det er princippet om lighed for enhver unionsborger. Denne -4-

artikel vil blive løftestang for unionens indtrængen på ethvert område: Enhver mistanke mod et medlemsland om at forskelsbehandle er nok for kommissionen til at skride ind og tage beføjelser i anvendelse, som den finder nødvendige»for at fremme unionens interesser«. Markus Kerber stiller et retorisk spørgsmål:»skal tysk lovgivning tillade, at der tilføjes flere kompetencer til en overnational myndighed af en sådan magtkoncentration, som mere og mere forstår sig selv som regering og forlanger retslig immunitet i Europas navn? Nej. De demokratiske principper og princippet om magtdeling forbyder dette.vi føler os forpligtet til at minde om en af betingelserne for tilslutning til Maastricht: EU skal være et retssamfund. EU skal ikke af egen kraft og ret kunne udvide sine beføjelser. Medlemslandene skal være herrer over traktaterne og integrationsdynamikken. Siden 1994 er der sket det modsatte. Kommissionen er ikke længere traktaternes vogterinde, men sætter i stedet for med held alt ind på at være traktaternes herskerinde. Det er vores erfaring, at jo flere beføjelser en institution tiltager sig uden legitimitet, og jo mindre regnskab den behøver at aflægge, jo større er dens tilskyndelse til at fortsætte ned ad dette skråplan. Efter Maastricht er kommissionen blevet til en Hydra. Det er lykkedes kommissionen ved at påberåbe sig Europas navn at gå ud over sine legitime grænser og berøve det tyske folk substansen i dets demokratiske deltagelse. Brussel er blevet til et magtkonglomerat. Det er et ufravigeligt princip i tysk grundlov, at skønt interesserne i den offentlige forvaltning ofte kan være blandede, må disse institutioner i deres magtudøvelse være gensidigt afblancerede i deres indbyrdes forhold. I Brussel er der sket en systematisk sammenblanding af magt og myndighed, magtdeling er blevet til organiseret uigennemsigtighed. Det kan være, at EU var et statsforbund (sui generis) oprindeligt. Dette retfærdiggør imidlertid ikke, at forfatningsprincippet om magtens tredeling tilsidesættes for et navnløst regimente under en selvreferentiel elite. Hvad siger den tyske grundlov til, at der påny skal finde magtoverdragelse til kommissionen sted? Det må være muligt for en tysk statsborger på alle væsentlige områder at afprøve, om det EU, som nu modtager oprindelige tyske højhedsbeføjelser, lever op til princippet om magtens deling. Hvad der var en velsignelse til at begynde med blev efter Maastrichttraktaten til en forbandelse. Kommissionen har under påkaldelse af den europæiske integration som det højeste mål udviklet en centraliserende, retstilsidesættende dynamik. Integrationen er blevet til en næppe mere styrbar eller kontrollerbar automatik. Wenige Bürokratien sind so wenig rechtsstaatlich organisiert wie die in Brüssel. Nichts ist geregelt, alles bleibt im Nebel persönlicher Beziehungen umhüllt.«epilog Den tyske forfatningsdomstol, Bundesverfassungsgericht, i Karlsruhe afsagde dom 30. juni 2009 og fastslog, at Tysklands lov om ratifikation af Lissabontraktaten ikke strider mod den tyske forfatning, Grundgesetz. Den 28.oktober fik den danske sagsøgergruppe afslag på af føre sag for Østre Landsret imod landets udenrigsminister og statsminister for brud på grundloven ved ratifikation af Lissabontraktaten. Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, underskrev den 3. november 2009 Lissabontraktaten.»Tjekkiet er fra nu af ophørt med at være en suveræn stat«resignerede Klavs. Tjekkiet fik som selvstændig nation en temmelig kort levetid, når man betænker, at det blev dannet 1. januar 1993 efter bruddet med Sovjetunionen og løsrivelsen fra Slovakiet. -5-

Selvfølgelig skal vi have det tilbage Tale ved Den Sønderjydske Sten af Erik Dyring-Olsen Når jeg taler med sønderjyder bliver jeg ofte spurgt, om jeg er sønderjyde eller om jeg har boet i Sønderjylland. De undrer sig over, at jeg som nørrejyde interesserer mig så meget for Sønderjylland. Den forklaring vil jeg gerne komme med her. Mit indlæg bliver derved en blanding af noget, jeg har oplevet og nogle betragtninger om Sønderjyllands seneste historie, nutid og mulige fremtid. Kort efter besættelsen deltog jeg som spejder i en såkaldt jamborette i Rold Skov. Der var spejdere fra nørrejydske division, Sverige og fra lande, der havde været i krig med Tyskland eller havde været besatte. Men ingen fra Tyskland. Det vil sige, vi så med undren på nogle spejdere fra Flensborg. Hvorfor kom de dog? Min tropsfører fortalte os, at det var dansksindede sydslesvigere. De var ikke tyskere. De havde også et dansk flag på uniformen. En aften var det spejderne fra Flensborg, der stod for underholdningen ved det fælles lejrbål. De opførte en sketch. Jeg husker ikke handlingen, men til slut råbte lederen af Flensborg-spejderne til os:»og så spørger vi jer vil I have os?«der var et øjebliks tavshed. Så lød der et rungende»ja«fra alle de danske spejdere. Jeg blev meget forbavset, da jeg et par år senere blev klar over, at danske politikere og en stor del af befolkningen ikke sagde»ja«, men fastholdt grænsen-ligger-fast-erklæringen fra 5. maj 1945. Jeg gik ofte på bibliotekets læsesal og fandt, hvad jeg søgte i tidsskriftet»det brændende spørgsmål«, som blev udgivet af Sydslesvigsk Udvalg., som jeg blev medlem af. Min interesse var vakt og blev levende. Da jeg var 19 år, fik jeg via en god bekendt kontakt med en lektor Nordentoft fra Randers Statsskole. Han havde været såkaldt vandrelærer i Sydslesvig i 30 erne. Han var under besættelsen i modstandsbevægelsen og medlem af Dansk Samling. Vi aftalte, at vi ville starte en studiekreds om Sydslesvig. Han kendte en ung sydslesviger, Willy Müller, dengang bosat i Randers samt Dansk Samlings daværende formand i Randers. Vi planlagde sammen studiekredsen. Den første aften mødte vi fire op kl. 19:30 som annonceret. Klokken 20:00 var vi stadig kun 4. Så sagde Willy Müller:»Der kan du se, Erik, danskerne interesserer sig ikke for Sydslesvig.«Det overhørte Nordentoft og inviterede os hjem til en kop kaffe med kage til.»ja, det kan danskerne, drikke kaffe og spise kage«, sagde Willy Müller. Men han tog dog med. I løbet af aftenen læste lektoren et kapitel fra en bog om Sønderjylland i den tyske tid. Jeg fortalte om en ung lærer fra Sydslesvig, Karl Otto Meyer, der gjorde åbent oprør mod, at sydslesvigerne igen skulle være tyske soldater. Mødet sluttede med, at vi ville mødes igen om 14 dage.»sådan gjorde vi under besættelsen«, som Dansk Samling-folkene sagde. Vi talte naturligvis også om det kunne nytte noget. Nordentofts svar var:»det ved jeg ikke, men så længe der er eet menneske i Sydslesvig, der vil leve som dansker i Sydslesvig, vil jeg hjælpe ham med det, hvis han ønsker min hjælp.«og så var jeg leveret. Næste gang var vi otte. Og derefter var vi ikke under tyve til dagligstuemøderne. På nogle af møderne deltog Dansk Samlings Chresten Juul Christensen, som havde været minister i befrielsesregeringen. Han fortalte os, at grænsen-ligger-fast-erklæringen oprindelig lød grænsen ligger foreløbig fast en oplysning, som vi ikke kunne få bekræftet. Denne tid var min ungdoms største politiske oplevelse. Willy Müller fik modet og kampviljen tilbage og vi deltog sammen på mange politiske møder, hvor vi hver gang stillede spørgsmål til politikerne om Sydslesvig, uanset, hvilke emner, der var på programmet. -6-

Nogle år efter måtte vi så erkende, at der ikke kom noget ud af det i denne omgang. Aftalen i 50 erne mellem Danmark og Vesttyskland handlede om selvfølgelige mindretalsrettigheder. Sydslesvigernes nationale selvbestemmelsesret blev ikke nævnt. Danmark ville kun give kulturel og økonomisk støtte, ingen politisk støtte. Det var en stor skuffelse for alle sydslesvig-venner. De danske stemmetal i Sydslesvig dalede hurtigt fra næsten 100.000 til omkring 20-24.000. Alle mente, at nu var den danske bevægelse i Sydslesvig ved at dø ud. Men sådan gik det ikke. Vi har i stedet fået et Sydslesvig med flere ansigter. Ikke bare et dansk eller et tysk ansigt. Mange er dansksindede, andre måske endnu flere er slesvigere med dansk fortegn. Vi ved at skolebørn i danske skoler taler dansk i timerne og ofte tysk i frikvartererne. Det er skuffende for mange både nord og syd for grænsen. Men vi kan ikke bebrejde befolkningen i Sydslesvig noget. Når billedet er så broget er skylden først og fremmest hos danske myndigheder, hertuger og konger. De har ikke haft forståelse for konsekvensen af, at mange sønderjyder i sin tid hørte Guds ord i kirken på tysk. Så det er et folkeligt under, at sønderjyderne taler dansk nord for grænsen og at mange sønderjyder syd for grænsen enten taler eller forstår dansk. Politisk har vi set de danske stemmetal bevæge sig fra de 20-24.000 til op mod 70.000 ved lokale valg. Det er opmuntrende. Ja, men de er jo ikke dansksindede, siger mange. Måske ikke alle. Men de er heller ikke tyske. Må jeg komme med nogle eksempler: For nogle år siden var vi en tur med bil til Paris. På vej hjem overnattede vi i Itzehoe på en campingplads. Da værtinden så vore pas, sagde hun på tysk og med et stort smil:»jeg betragter den danske dronning som min dronning.«og hun var holstener. Et andet eksempel: En af mine kunder ansatte en ung mand som salgsagent i Tyskland. Han boede i Hamborg men kom fra Bremen. Han havde studeret på universitetet i Kiel og boede dengang lidt nord for byen. Han talte ikke dansk, men han sagde til mig, at han nu følte sig som en»tysktalende skandinav«. Han havde meget mere tilfældes med skandinaverne end med de tyskere, der bor i det sydlige Tyskland. Og I husker vel Frode Kristoffersens TV-serie om Sønderjylland. I sidste afsnit viser han og fortæller han om Dronning Margrethes besøg i Sydslesvig i 90 erne. Da kongeskibet Dannebrog sejlede ud af Flensborg havn stod 5.000 mennesker på kajen og sang Danmark nu blunder den lyse nat. Ved hans side stod en kvinde fra Østtyskland, nu bosat i Flensborg. Hun vinkede og sagde:»farvel min dronning.det er da ikke din dronning«, sagde Frode Kristoffersen. Hun svarede:»du skal aldeles ikke bestemme, hvem min dronning er!«frode Kristoffersen kommenterede i TV med udsagnet»grænselandets veje er uforudsigelige«. Sidste år blev jeg af nogle drenge anmodet om at købe Dybbøl-mærker. Hvad går pengene til, spurgte jeg. Til det danske mindretal i Sydslesvig, svarede de. Det vil jeg gerne støtte, men jeg vil helst have Sydslesvig hjem til Danmark var min bemærkning.»det vil vi også!«råbte drengene i kor og forsvandt hen ad gågaden. Før jul fejrede min hustru og jeg nogle runde dage på et hotel på sydsiden af Flensborg fjord sammen med vore børn og børnebørn. Vi betragtede den smukke udsigt ud over fjorden. Min svigerdatter sagde til Julie på syv år:»derovre ligger Danmark«. Så brød jeg ind og fortalte, at landet hér har hørt med til Danmark.»Hvorfor gør det ikke det mere?«spurgte Julie. Jeg fortalte, at vi var i krig med Tyskland og tabte krigen, og så tog tyskerne landet.»det skal vi da have tilbage!«, sagde Julie spontant. -7-

Og så er der håb forude. Vi gamle kommer ikke til at opleve det. Men Sydslesvigs fremtid og dermed Danmarks fremtid er ikke afgjort i 1950 erne. Fremtiden afgøres altid af de næste generationer. Hvis Sydslesvigs befolkning en dag ønsker det, må vi næste gang være parate og ikke sige nej som i 1945. Så må vi sige ja, uanset om befolkningen dernede taler dansk eller tysk, om de kalder sig dansksindede, danskorienterede slesvigere eller tysktalende skandinaver. Sydslesvigerne er ikke fremmede som de mange indvandrere jo er og bliver. Vi skal tage imod sydslesvigerne som de er. De skal være velkomne, hvis de ønsker Sydslesvig hjem til Danmark. Ved Hvidsten Kro nord for Randers er der en sten, som familien Fiil har dekoreret med et Dannebrog og med følgende tekst:»1920 halvvejen til Dannevirke«. I Vestparken i Randers er der et genforeningsmonument med teksten:»det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage. En røvet datter dybt begrædt er kommet frelst tilbage.«ja, een datter. Der mangler stadig den anden datter. * * * Kundskaber eller historiebevidsthed? Boganmeldelse af Rasmus Østergaard I denne lille bog behandler ph.d. fra SDU Anders Holm Thomsen (AHT) med udgangspunkt i undervisningsvejledningerne til faget og anden historiedidaktisk litteratur udviklingen i folkeskolens historieundervisning og dennes samfundsmæssige konsekvenser. Emnet for bogen er det paradigmatiske skifte, som i løbet af 70 erne og med kulmination i 1994 fik undervisningen i historie til at gå fra at være kronologisk og baseret på indlæring af viden til at være præget af arbejdet med temaer og med den kritiske elev i centrum. I bogen gennemgår AHT i fem kapitler ulemperne ved denne udvikling, hvor nogle af de mest grundlæggende konsekvenser er, at den sidstnævnte type undervisning har social slagside2 og kan føre til en politisering af faget. I stedet slår AHT på tromme for en større prioritering af en kronologisk baseret undervisning med større vægt på de samme færdigheder som i tiden, før verden gik af lave. Bogens styrke er dens systematik og de klare holdninger, som rejser det relevante spørgsmål, hvorfor elever overhovedet skal have historie på skemaet. I denne anmelders optik synes den dog af og til at være lige lovlig firkantet i dens synspunkter.3 Som påpeget i en kritisk gennemgang af bogen af tidligere fagkonsulent i historie Henrik Skovgaard Jensen, er teorien om historiebevidsthed ikke udviklet af marxister.4 Desuden er det svært at vide, hvordan historieundervisning reelt bedrives, når udgangspunktet er de ret brede formuleringer i undervisningsvejledningerne, som kun forpligter læreren på ca. 20 % af undervisningstiden, mens de resterende 80 % er en del af lærerens pædagogiske frihed. Endelig kan man jo spørge om, hvad indholdet af undervisning i dansk kultur skal indebære. Det forudsætter vist en konsensus om indholdet af dette begreb som p.t. ikke eksisterer. Bogen er værd at læse, hvis man interesserer sig for hvilken betydning undervisningen har for den måde Danmarks historie opfattes på i den danske befolkning. HVEM EJER SKOLEFAGET HISTORIE? EN KRITIK AF OVERGREB PÅ KULTURARV OG FAGTRADITION Informations forlag 2008-100 sider -8-

Nyt fra Dansk Samlings landsråd Lørdag 3/10 mødtes DS landsråd atter på hotel Nyborg Strand, og som i de foregående år kunne de, der deltog i frokosten, nyde maden til favørpris takket være privat tilskud til landsrådsmødets afholdelse. Efter frokosten sang landsrådet»du gav mig, o Herre, en lod af din jord«, hvorefter Christian Munch (sognepræst, medlem af DS og dertil sekretær i Nødvendigt Forum) talte om EU og Lissabon-traktaten (se andetsteds i dette nr. af NYT). Derpå begyndte selve landsrådsmødet, hvor Jørgen Brandt valgtes til ordstyrer, og Marianne Wagner som referent. Dagsordenen blev godkendt, efter at det var vedtaget at bytte rundt på et par af punkterne, således at landskassereren skulle aflægge regnskab før landsformandens beretning. Regnskabsaflæggelsen var derfor næste punkt, og regnskabet godkendtes enstemmigt uden opklarende spørgsmål. Herpå fulgte landsformandens beretning, hvori det oplystes, at HS havde holdt et møde (i Nyborg), hvor bl.a. den til medlemmerne tidligere udsendte folder var blevet vedtaget. Denne folder bliver nu altid vedlagt sammen med enhver ekspedition af Roger Scrutons Nationernes nødvendighed eller andet materiale fra DS, ligesom den udsendes til folk, der henvender sig for at få mere at vide om DS. I øvrigt havde der i år været et godt salg af Nationernes nødvendighed. Desuden kunne landsformanden berette om de møder, der havde været i årets løb, hvilket kun var få, nemlig samlingen 4/5 i Mindelunden i København, hvor HS-medlem Hans Møller Hansen talte, og udflugten til den Sønderjyske Sten, hvor landssekretær Erik Dyring-Olsen talte. I Mindelunden havde Israels ambassadør i øvrigt overværet talen og bagefter henvendt sig til taleren og landsformanden. Endvidere kunne landsformanden oplyse, at der igen i år havde været en større samtaleartikel med ham selv i en landsdækkende avis; i år var det i Kristeligt Dagblad. Endelig kunne landsformanden berette, at DS i forbindelse med valget til»europa-parlamentet«ikke havde haft en vedtaget, fælles holdning. Selv havde han anbefalet folk at stemme på Thorkil Sohn fra Folkebevægelsen mod EU (idet Sohn jo også er medlem af DS) og havde i den forbindelse været aktiv i flere internetdebatter, hvor han i øvrigt erfarede, at man i nogle debatter og på nogle af de såkaldte blogs udmærket kendte til DS og tilmed henviste til DS synspunkter. Det er tilsyneladende nemmere at blive kendt i visse unionskritiske og/eller nationale kredse på nettet end gennem fx dagspressen. På spørgsmål kunne landsformanden i øvrigt underrette om en henvendelse foretaget til Folkebevægelsen. Henvendelsen skyldtes, at Enhedslisten (der også er tilsluttet Folkebevægelsen) lige efter valget i juni på en offentligt tilgængelig hjemmeside åbent udtalte sig om, at Folkebevægelsen nu skulle være mere»venstreorienteret«, og at der måske nok stadig skulle være plads til borgerlige medlemmer, men at disse ikke skulle have nogen indflydelse. Dette medførte, at landsformanden henvendte sig til Folkebevægelsens forretningsudvalg og gjorde opmærksom på dels det uheldige i, at det for offentligheden kom til at se ud som om, Enhedslisten kunne diktere Folkebevægelsens politik og dels, at Folkebevægelsens grundlag slet ikke åbner mulighed for sådanne ændringer, idet en organisation kun kan være tilsluttet Folkebevægelsen, hvis den på forhånd anerkender, at Folkebevægelsen er tværpolitisk og ikke skal tage stilling til samfundets indretning eller politiske spørgsmål, der ikke har med EU at gøre. Inden landsrådsmødet havde landsformanden endnu ikke fået svar, men efterfølgende har Folkebevægelsen svaret og gjort opmærksom på, at Enhedslisten af egen drift har meddelt til offentligheden, at den mener, at Folkebevægelsen fortsat skal være tværpolitisk. Landsformanden understregede afsluttende over for landsrådet, at hvis DS har en rolle at spille i Folkebevægelsen, må det først og fremmest være at fastholde den på det tværpolitiske grundlag. -9-

Efter beretningen var der valg af landsformand, hvor Adam Wagner genvalgtes. Til HS genvalgtes Marianne Wagner og Hans Møller Hansen, mens Jesper Rosenløv nyvalgtes. Hverken Arild Hald Kierkegaard eller Jesper Kejlsø (begge valgt ind i HS i 2007) ønskede at genopstille. Til gengæld nyvalgtes Jesper Kejlsø som suppleant til HS. Hverken revisorerne eller revisorsuppleanterne var på valg i år. Der var ingen indkomne forslag. Det besluttedes, at næste års landsråd skal samles lørdag den 2. oktober 2010 på hotel Nyborg Strand. Derpå fremlagde landsformanden sit forslag til landsrådsudtalelse, som vedtoges uden ændringer (se forsiden). Landsrådet afsluttedes med»i alle de riger og lande«. Som sædvanligt var der rimeligt fremmøde, skønt man jo nok kunne ønske sig, at flere medlemmer ville deltage. -10-