Blishøne Videnskabeligt navn: Fulica atra Status Blishønen er en almindelig ynglefugl i Danmark, udbredt over hele landet, men lidt mere spredt i Vestjylland. De fleste danske blishøns er nok standfugle, men en del trækker dog mod sydvest om vinteren. Den er desuden en almindelig træk og vintergæst i Danmark, og der kan midt på vinteren være omkring 200000 blishøns i vore fjorde og havne. Vinterflok af blishøns Blishønen har en vid global udbredelse. Den findes i hele Europa, fra det mellemste Norge og Sverige i nord. Den fortsætter i et bredt bånd ind over Rusland, helt til Stillehavet og Japan, lidt spredt i Mellemøsten, men igen fra østkysten af Det Kaspiske Hav, til Indien og Pakistan. Desuden i Nordafrika og Australien og new Zealand. De nordlige og østlige bestande er trækfugle, men jo længere man kommer syd på jo flere bliver standfugle, de sydligste er standfugle. Blishønen hører til ordenen tranefugle, som foruden tranerne selv inkluderer trapper og vandhøns, blishønen hører til sidstnævnte. I vandhønsefamilien er der godt 140 arter, hvor der i slægten af blishøns (Fulica) er 11 arter, spredt over hele kloden. Blishønsene skiller sig lidt ud fra de andre slægter i vandhønsefamilien, bl.a. ved de lappede tæer, hvilket gør dem til ganske gode svømmere. 1
Bemærk de lappede tæer Art *Vægt (kg) Længde (cm) Vingefang (cm) Vingelængde (cm) Ældste** Ynglepar i DK*** Vinterbestand# Status## Blishøne 0,6-1,2 (0,9) 36-39 70-80 20-23 21 ca. 10000 200000 YS/yt/TG/VG *(gennemsnit) ** Ringmærkede fund - ***2014 (kilde: beregnet/estimeret fra DOF angivelser) #Gæster fra det østligste Norge, Sverige, Finland, de baltiske lande, Hviderusland og Rusland ##Status: ys-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-trækgæst, vg-vintergæst. Det er især ungfugle der trækker væk om vinteren (ca. 30%) Voksne fugle (ca. 10%) Levested Blishønen er tilknyttet åbent vand, fra små branddamme og mergelgrave til vandløb og større søer. Om vinteren, hvis vandet fryser til i de mindre vandhuller og søer, samles de i store flokke i isfrie søer og i fjorde og bugter, hvor de blander sig med vintergæster nord og øst fra. Føde Blishønen er overvejende vegetar, naturligvis vandplanter og alger, men den ses også græsse på land. Den benytter sig dog af et bredt fødesortiment, alt efter hvad der forekommer, inkluderet hvirvelløse dyr som muslinger og snegle, insekter og endda småfisk og fugleæg. Også ungerne bliver fodret med plantemateriale, som med næbbet bliver klippet i passende stykker før det bliver præsenteret for ungerne. Hvis det er nødvendigt, dykker de efter føden. Blishøns tager et kraftigt afsæt når de skal dykke 2
Bemærk det lille grønne tagrørskud foran ungen, klippet til i passende størrelse (billedserie findes i galleriet) Fældning De voksne har en fuldstændig fældning om, som begynder i juni/juli og er afsluttet i september/oktober. Svingfjer og dækfjer fældes alle samtidigt, og fuglene kan derfor ikke, i en ca. 4 uger lang periode omkring midten af fældningsperioden (juli/august) flyve. Desuden har de en partiel fældning i perioden december til maj, hvor nogle krops og halsfjer gradvis udskiftes. Ungfuglene har en partiel fældning af kropsfjer, som begynder før svingfjerene endnu er fuld udvoksede. Den er normalt afsluttet i oktober, men kan strække sig lidt længere. Ynglebiologi Blishøns bliver kønsmodne i første leveår, men de fleste begynder først at yngle i deres 3. kalenderår, altså som 2-årige. De er monogame i de enkelte ynglesæsoner, og et par kan undertiden holde sammen over flere sæsoner. Reden anlægges i kanten af rørskoen, men i lavvandede områder også på den åbne vandflade, reden er forankret, men kan være flydende. På grund af vintervejret kan der være store fluktuationer i antallet af yngleklare blishøns, og der kan i år med mange fugle blive voldsomme kampe om pladserne, hvor det især er de yngre uerfarne der må vige pladsen for de gamle fugle. De yngre fugle bliver dog ofte i området, og kan så i anden omgang, når de erfarne fugle har forladt rederne med ungerne, påbegynder deres yngleforløb. Reden bygges af tagrør og andet plantemateriale, og det er hannen der anlægger redeplatformen, hvor hunnen siden deltager i færdiggørelsen og udformning af den indre skål. Der bygges desuden ofte hvilereder tæt ved den egentlige rede. 3
Blishønsereder, dels i åbent område, dels mere lukket i rørskovskanten (med et par hvilende unger) I milde vintre kan æglægningen finde sted allerede i marts måned, men de fleste kuld bliver påbegyndt i april. Ynglesæsonen kan dog sprede sig over flere måneder, dels kan der være omlægninger, hvis et kuld er blevet ødelagt, dels kan nogle af de yngre fugle, der ikke fik plads i første omgang komme til, og nogle par har sikkert to kuld. Figuren viser dels et yngleforløb for et enkelt par, og spredningen af sæsonen fra marts til hen på sommeren. Yngleforløbet hos blishøne Grønne bjælker angiver forløbet hos et enkelt par, orange bjælker angiver hele perioden hvor forskellige blishøne par kan begynde sæsonen. Æglægningen kan begynde allerede i marts, men de fleste kuld påbegyndes i april. Sæsonen kan dog strække sig helt hen i sommeren, hvor der kan være tale om omlægninger, andet yngleforsøg, eller yngre fugle der ikke har kunnet tilkæmpe sig rede territorium tidligere på sæsonen Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder Æglægning: 7-9 dage Rugning: 23-24 dage Klækning: 1-3 dage Redetid: 1-3 dage Føringstid: 2 måneder Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. Marts April maj Juni Juli August September Der lægges 5-10 æg, med 1 dags mellemrum. Det er de første kuld der er de største. Rugetiden er 23-24 dage. Begge køn ruger, og rugningen begynder for det meste efter andet æg, så ofte klækkes æggene derfor asynkront, og der vil være forskel på ungernes størrelse i et færdigklækket kuld. De forlader reden i løbet af nogle få dage, men kan den første tid søge tilbage til reden for at hvile. Både han og hun deltager i pasningen af ungerne, som bliver fodret i 4-5 uger, herefter finder de selv en stor del af føden, men overvåges stadigvæk af forældrefuglene indtil de er flyvefærdige og selvstændige efter ca. 8 uger. Det hyppigste er et årligt kuld, men 2 kuld kan forekomme. Det forekommer at blishøns afstraffer deres unger ved at ryste dem, og undertiden direkte slå ungerne ihjel. Adfærden har undret, men en undersøgelse udført på amerikanske blishøns, har givet den sandsynlige firklaring på fænomenet (se neden for). 4
Som nævnt er der ofte voldsomme stridigheder om erhvervelsen af redepladser, og i yngletiden er blishønsene generelt meget aggressive, også over for andre arter, billedet nedenfor viser hvorledes en knarandefamilie bliver jaget væk af en blishøne. En knarand med ællinger jages bort af blishøne Redeparasitisme hos vandhøns Redeparasitisme inden for samme art er kun eftervist for ca. 2% af de ca. 10500 registrerede fuglearter. Man kender til redeparasitisme inden for flere fuglegrupper, svaler, stære, hønsefugle, men særligt hos lappedykkere, andefugle og vandhøns er det en udbredt adfærd, således også hos arter som blishøns og rørhøns, hvor imellem 25 og 40% af rederne indeholder æg lagt af fremmede hunner. Der er flere forklaringer på, hvorfor det forekommer (se f.eks. artiklen om den grønbenede rørhøne). Et af de spørgsmål der kan stilles er, om fuglene har nogle forsvarsmekanismer, så de kan undgå at bruge ressourcer på at opfostre andre individers afkom, og hvordan denne mekanisme i så fald virker. Rugende blishøne 5
En ting man undertiden ser er, at blishøns og rørhøns ryster deres unger voldsomt. Det har man bl.a. forklaret med, at det er med til at sikre at føden bliver nogenlunde ligeligt fordelt imellem ungerne, og de gør det faktisk oftest lige efter at en unge er blevet fodret, så det er ikke direkte fordi ungerne tigger, men ungerne holder sig væk et stykke tid, når de har fået en mindre rystetur. Af og til vil man dog se en mere voldsom adfærd, hvor de voksne forfølger og hakker ungerne, endda ligefrem holder dem under vandet, og det vil i mange tilfælde medføre at ungen dør. Det har naturligvis undret mange ornitologer, men man har ikke umiddelbart kunnet forklare den voldsomme adfærd. Kædet sammen med redeparasitismen giver det imidlertid mening, og adfærden er blevet undersøgt hos amerikanske blishøns, som godt nok er en anden art end vor egen. jeg vil dog mene, at man godt kan overføre resultaterne til vor egen nærtstående blishøneart (den nordamerikanske art har rød pandeblis, men nogle hanner har faktisk hvid blis, som den europæiske blishøne). Undersøgelsen er skitseret i nedenstående illustration, og som det fremgår er blishønsene i stand til at skelne imellem unger med forskellige forældre. Det er imidlertid, som det også fremgår, ikke baseret på slægtskabet, men på hvilke unger blishønseforældrene ser først, er det deres egne unger, betragter de ungerne som de er, de retmæssige arvinger. Er det imidlertid de fremmede unger der ses først, er det dem blishønseforældrene anser som deres egne. Ser de første gang både egne og fremmede unger anser de begge grupper for deres egne. At det har stor betydning kunne i undersøgelen ses af, at de unger der blev anset som fremmede ofte blev mishandlet, og at de i flere tilfælde omkom på grund af mishandlingen. Det kunne også ses af forskellen i overlevelsesrate, hos de unger der blev betragtet som ægte, og de unger der blev betragtet som uægte. Overlevelsesraterne fremgår af tabellen under illustrationen. 1 2 3 X X Dag 1 Dag 2 Dag 1 Dag 2 Dag 1 Dag2 Ungegenkendelse hos blishøne (amerikansk) Redeparasitisme (indenfor en art) er konstateret hos godt 2% af alle fuglearter, og det er særligt udbredt blandt andefugle og vandhøns, heriblandt blishøns. Spørgsmålet har derfor været, hvilke forsvarsmidler værtsfuglene har, for ikke at bruge ressourcer på at opfostre unger, der ikke er deres egne, og om fuglene kan identificere deres egne unger i forhold til de fremmede. En undersøgelse (D.Shizuko & B.E. Lyon(Nature 463, side 223-226)jan. 14 2010)), foretaget på amerikanske blishøns, har vist, at blishønsene kan kende forskel på unger af forskellige forældrefugle. Parasitiske æg, lagt af andre hunner, bliver oftest lagt når værtshunnen er i gang med lægningen af sit eget kuld, og da der bliver ruget efter andet, æg bliver æggene klækket asynkront, over flere dage. Sandsynligheden for, at det er egne æg der klækkes først, er derfor stor. Forsøget med de amerikanske blishøns gik ud på at manipulere med kuldene hos blishønsene, idet man kunstigt udrugede æg, dels fra et værtspar (røde), dels fra et andet par (blå). Omkring tidspunktet, hvor værtsparrets æg ville klække, anbragte man de kunstigt udrugede unger i reden. Der blev arrangeret tre eksperimentelle situationer. 1) Unger af æg fra værtsparret (rød cirkel) blev lagt i reden på dag 1, dernæst blev der over et par dage lagt unger til reden, dels fra værtsparret, dels fra et andet (blå cirkel) par. 2) Dernæst den omvendte situation med unger fra det fremmede par på dag 1, og dernæst over de næste par dage unger fra både værtspar og fremmed par. 3) På dag 1 blev der lagt unger i reden, fra både værtspar og fremmed par, og dernæst på samme måde unger fra begge par. Resultatet viste, at forældreparret kunne kende forskel på ungerne, dels deres egne, dels dem fra det fremmede par. Det var imidlertid ikke slægtskabet der var afgørende, men den rækkefølge, i hvilken, æggene blev klækker. De accepterede () både egne og fremmede unger som deres egne, hvis de kom fra de først klækkede æg, unger der ikke svarede overens med disse, uanset slægtskab, blev ikke accepteret (X). (se tekst for yderligere information) 6
Overlevelse af unger i blandede kuld af egne og parasit unger (se tekst) Overlevelsesandel af kuld (%) Egne unger Fremmede unger Ser egne unger først 60% 20% Ser fremmede unger først 20% 60% Ser egne og fremmede unger samtidigt 60% 60% Alder/dødelighed Den ældste kendte fritlevende blishøne blev næsten 21 år, men gennemsnitslevealderen er meget kortere, nok under 3 år. Dødeligheden er størst i det første leveår, hvor den ligger omkring 75%, derefter falder den til omkring 25-30%. 7