Referat af Generalforsamling 2015 1. Valg af dirigenter Bestyrelsen foreslår Birgit Fuglsbjerg, Rønde Højskole og Kenneth Jakobsen, Mariager Højskole, som vælges. Dirigenterne konstaterer, at generalforsamlingen er rettidigt indkaldt, samt at materialer er udsendt rettidigt. Der er ingen indkomne forslag. Dagsordenen vedtages. (Pause i Generalforsamlingen) Tale ved folketingsmedlem Marianne Jelved: Jeg har lavet et kup. Jeg har udnævnt mig selv til ordfører for de frie skoler, da Jeppe Mikkelsen er trådt ud af Folketinget og ikke genopstiller. Når jeg siger det på den måde, så er det fordi, der er meget skrappe regler for, hvad en minister må, når valget er udskrevet. At jeg så er klogere end så mange andre ordførere, det får være. Jeg tænker på den ministererfaring, jeg har. Jeg starter med det, jeg vil kalde stof, I forventer, jeg berører. Integrationspolitik, altså den ændring som beskæftigelsesministeren lavede i forbindelse med en større ændring af regeringens politik på beskæftigelsesområdet. Det skabte jo noget forståelig furore i højskolekredse, fordi den blev berørt på en måde, som var utrolig uhensigtsmæssig for, at højskolerne kunne bruge deres erfaringer og liv til at fremme integrationen. Vi gik straks i gang med at drøfte det med beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen, som jeg har kendt i rigtig mange år. Og det lykkedes os faktisk at få ændringer igennem, så det skulle kunne lade sig gøre at løfte opgaven - også for højskolerne. Jeg vil kvittere for, at I kom og sagde det, da vi ikke selv havde været opmærksomme på det, da vi slet ikke var involveret i den lovændring. Det kan man lære af. Man skal ikke bare lade ting ske omkring sig, man skal hele tiden have øjnene med sig. Ansættelsesbekendtgørelsen er jo en rigtig besværlig sag. Man kan sige, at der er en bevægelse hen over land og rige, der rammer alle de lønmodtagergrupper, der før har haft en speciel overenskomst. Det gælder også folkeskolelærere, også højskolelærere. Problemet er, at man ikke kan få lov af Moderniseringsstyrelsen til at lade et uddannelsesområde være uberørt. Udfordringer med højskolen er, at lærerne har en særlig funktion i forbindelse med samværet med højskoleeleverne. Jeg ved, at Moderniseringsstyrelsen ikke har til sinds at lytte til ministeriet, men vi arbejder på det, og jeg ved med erfaringen, at der altid er flere mulige udgange på en sag. Det siger jeg efter rigtig mange års erfaring.
Der har gennem de seneste år været arbejdet meget med forholdene for folkehøjskolerne. Det, jeg selv synes, har været succeser i de forgange år: Det er små håndsrækninger, der kan falde på et rigtig tørt sted. Jeg er tilhænger af håndsrækninger. Energirenovering, uddannelses- og beskæftigelsespolitik er meget vigtige signaler om, at højskolen kan spille med. Og jeg siger tillykke med den bog, der er kommet om højskolepædagogikken. Og jeg melder mig til konferencen om HUP til september. Så er der de Internationale perspektiver, som jeg synes er rigtig vigtige. 12 gange har vi afsat penge til internationale højskoleprojekter. Og endelig den nye højskolelov, som jeg synes er et ekstremt vigtigt historisk skridt, fordi vi er gået fra at styre rigtig detaljeret til at bygge på tillid. Når jeg ser tilbage på den tid, jeg indtil videre har haft, så er der en trekant med tre hjørner: 1. Folkeoplysning og folkehøjskole 2. Børn og unge 3. Vi kan ikke undvære kunst og kultur. De tre pæle er hver et fundament for, hvordan vi i fællesskab bygger det samfund, vi gerne vil have. Den sang, vi lige har sunget, er et fantastisk eksempel på de forskellige typer udfordringer, vi har som samfund. Du er en del af os. Der skal mere end én til at elske og slås. Vil du yde dit bedste for dig selv og din næste, må du vælge hver dag mellem tillid og trods: Er det mig eller os? Det er meget godt set. Nu begynder talen, nu har jeg trukket tiden. Meget typisk for den bog, Rasmus Kolby Rahbek er pennefører på, har den et citat af Carsten Kolby Kristiansen: Det er weekend midt i november. Det årlige elevstævne for 600 tidligere elever på højskolen. Allerførste programpunkt på dagsordenen er fællessang i foredragssalen. På tværs af årgange sidder de i lag og synger fra Højskolesangbogen [ ] luften er ladet med forventning. Ingen vil gå glip af at synge sammen i to timer. Alle her ved, hvad jeg taler om. Sang er fantastisk til at skabe et fælleskab og en fælles indsigt i, hvad det er, der bevæger samfundet. Carsten skriver videre:
Det hører ikke til normal adfærd, at en stor flok fortrinsvist unge i 20erne mødes efter længere tids fravær og som det allerførste kaster sig ud i at synge fællessang. Forklaringen ligger dog lige for. Der er højskolen til forskel. Deres højskoleophold har tilsyneladende formet deres samvær på en sådan vis, at den stærkest mulige måde at udtrykke det samvær på er ved at synge i fællesskab. Jeg kan ikke lade være med at komme i tanke om et citat, der hører til i en lidt anden verden. Churchill sagde: først skaber vi bygningerne, og så skaber bygningerne os. Man kan sætte noget andet ind i stedet for bygninger: først skaber vi de unge, og så skaber de unge os. Eller først skaber vi højskolerne, og så skaber højskolerne os. Det vi gør i samfundet, påvirker samfundet, og det giver os et fantastisk ansvar. Højskolerne er karakteriseret ved at have et helt klart dannelsesmål, man kunne kalde det karakterdannelse, og et engagement og ikke mindst et fællesskab. Og dermed har højskolerne også valgt side i det kryds, vi står i - i samfundet. Jeg vil gerne underbygge, at det er et rigtigt valg. Det gør jeg ved at tage fat i professor i pædagogik, Dietrich Benner: Dannelse i det moderne samfund er menneskets søgen efter mening, ikke dets bevidstløse accept af givne normer. Næsten ligegyldigt hvor, jeg støder på, at man bruger ordet dannelse, står man i en valgsituation. For for rigtig mange betyder dannelse, at man har lært noget bestemt. Men det er ikke det, det handler om. Det har det heller ikke gjort tidligere. Benner er fantastisk til at sætte det på formel på en måde, som giver mening. Når vi kobler menneskets søgen efter mening med Grundtvig, må man ikke glemme, at Grundtvig gik fra at sætte ordet helt centralt til at sætte dialogen som det mest centrale. Hvis det er en ægte dialog, har alle en opfattelse af, at det handler om at nå frem til en fælles forståelse. Det vi ser det næste stykke tid de næste tre uger nemlig valgkampen er en ensidig strategisk kommunikation, der har til formål at skabe en ensidig ændring af modtagerens opfattelse. Da jeg som lærer i folkeskolen delte noget materiale ud, der handlede om noget litteratur, var der en af drengene, der sagde hvorfor skal det altid pædagogiseres. Det var en øjenåbner. Ligesom dengang K.E. Larsen sagde: Dér sidder en systemfunktionær. Det var mig. Det var også en øjenåbner. Da gik det op for mig, at i virkeligheden som lærer det samme gælder jer som højskolelærere repræsenterer jeg hverken staten eller kommunen, jeg repræsenterer borgeren, som i tillid til mig som lærer og mine kollereger sender sine børn i den skole med den bevidsthed, at vi ved, hvad meningen med skolen er/meningen med højskolen er. Og at vi derfor tager hånd om de børn og unge og giver dem den dannelse, de har brug for at fortsætte et samfund, der udvikles til et os-samfund i stedet for et migsamfund. Vi skal nå en fælles forståelse i dialog. Det, der sker i en dialog, er i virkeligheden en fælles lære- og erkendelsesproces, en fælles lære- og dannelsesproces. For dannelsen sker jo i en dialog om det, der rører én og optager én. Derfor er man i en dialog, og det er den bevægelse mellem flere mennesker i dialog, der gør, at man bliver klogere, ser samfundet i et andet lys, ser sig selv og andre i et andet lys. Det er dannelsen. Dannelsen er aldrig færdig. Det er noget, der foregår hele livet.
For et halvt år siden gik jeg og sagde, hvor gammel jeg blev, næste gang jeg havde fødselsdag. Så kom der en mand og sagde, at det skulle jeg holde op med, for man kan ikke engang se det på mig. Uanset hvor gammel jeg bliver, bliver jeg klogere og bliver ved med at se ting på nye måder. Det er det fascinerende ved at være menneske. Det er den åbenhed, I som højskolelærere skal levere. I den her sammenhæng vil jeg gerne komme med to citater fra et hæfte, der hedder Fælles viden, fælles handling. Folkeskolen var i 2009 blevet træt af aldrig at blive inddraget, når Folketinget vedtog noget på området. Så samlede de nogen forskere for at tale om, hvad der egentlig er læringsfællesskaber? Jeg vil godt tage to citater op, som er utrolig gode til at illustrere det, jeg lige har talt om. Det ene citat lyder: Et læringsfællesskab begynder med, at man er set og anerkendt. At man bliver mødt som en, der som udgangspunkt har ret til at være med i fællesskabet. Det er helt afgørende. Jo yngre man er, jo mere afgørende er det. Men selv jeg er påvirket af det her. Selvdannelse går over den anden, der er ingen genveje til selvet uden om den anden, identiteten skabes, når man fortolker den andens fortolkning af dig. Man eksisterer, når man bliver set og anerkendt af fællesskabet. Så får i en lille historie. Det var den lørdag, vi var udsat for terrorangreb i København. Jeg har for lang tid siden lovet Jarl Friis Mikkelsen at deltage i et program og skal altså møde op i studiet. Jeg er så tilskuer og publikum, og bagefter er det en del af aftalen, at jeg skal gå på natklub med Jarl og andre. Jeg vil egentlig helst hjem, men vi ender med at tage ind på en meget fascinerende natklub, hvor der kun er champagne i lange baner. Så er der en, der banker mig på skulderen. 14 dage før havde jeg talt for journaliststuderende på Syddansk Universitet, og så troede jeg, der var mulighed for spørgsmål, men det var der ikke. Så jeg bliver gelejdet ud. Jeg holder talen, og de klapper. Nede i ministerbilen sidder jeg og tænker, at det er en underlig tom fornemmelse ikke at få nogen respons, og alle de fejl, jeg har gjort, dukker op. Men her 14 dage efter er der en ung dame på natklubben, der prikker mig på skulderen og siger fremragende tale på Syddansk, du var skarp og, og det reddede hele aftenen. Hendes fortolkning af mig, bliver min fortolkning af mig selv. Og på den måde ved man jo også, at den måde, man fortolker andre på, betyder noget. Det er lærerigt at opleve, at man ikke er et barn længere, men man er stadig et menneske, og det har stadig betydning. Man er afhængig af et fællesskab. Og hvis ikke man ser det, bliver man et rigtig ensomt menneske. I den her sammenhæng er der noget, der er blevet mere klart og mere bevidst, end det har været tidligere. Noget af det der skaber et skisma i vores samfund, et skisma mellem beslutningstagere og dem, der bliver udsat for beslutninger. Det er den måde, vi kommunikerer på, hvor vi har en tendens til - og det er heldigvis ikke i højskolens regi men det er alligevel lærerigt at se, at vi er stærkt præget af det rationelle sprog. Jeg kan på 10 sekunder sige noget om dagpengereformen, men det bliver noget med, at det er nødvendigt, at vi har en så kort dagpengeperiode som overhovedet muligt. Og så tror jeg, min autoritet kan fylde skærmen ud, men det er jo det dårligst tænkelige argument, for vi springer hele den fase over. Det handler om, hvad meningen er og den fælles forståelse for dagpengereformen. Hvad er det, der har præget min forståelse af dagpengesystemet? Det er, at jeg i 1990 opdagede, at der var mennesker, der var på dagpenge i op til 9 år. Og jo længere ud i dagpengene de var kommet, jo dårligere fik de det. Jeg så, at man glemte alkoholikerne i
dagpengesystemet. Vi hjalp dem ikke engang. Der svor jeg, at jeg til evig tid ville arbejde for, at vi ikke skaber langtidsledige i Danmark. Det er det ondeste, man kan gøre i et samfund. Meningen er at sikre, at folk kommer i arbejde hurtigst muligt. Og hvordan gør man det? Jo, man gør noget i god tid. Det var en lang historie, der skulle forklare, hvor svært det er at fortælle, hvad meningen er. Det er det, vi bør gøre. Det er meningen, vi skal diskutere. Om vi er enige om den forståelse, eller om vi skal noget andet. Jeg kan sagtens blive klogere på, at meningen skal ligge et andet sted. Jeg tager det op som eksempel på, om det er en mening, man skal accepterer i den medieverden, vi lever i. Man kan godt overveje, om vi skal acceptere, at det er de vilkår, vi arbejder under. Det, vi mangler i vores super økonomiske sprog, er at tage det sprog i brug, som vi faktisk kommunikerer meninger med, det følelsesmæssige sprog, det sansede sprog, det æstetiske sprog. Det sprog, som er alment menneskeligt. Det rationelle sprog har i sin funktion at være ekskluderende. Et eksempel fra kirkeministerens erfaring: Jeg skulle ret hurtigt være vært ved den første bispevielse i Ribe Amt, og jeg skulle holde en tale. I den bruger jeg flere gange ordet bispeindvielse, indtil nogen trækker mig i ærmet og siger det hedder bispevielse. Da havde jeg sat mig uden for det gode selskab, for jeg kunne ikke sprogkoden. Er man med, er man ikke med, og det er det, der er centralt også for børn og unge. Børn og unge er ofte i den situation, at de ikke kan alle sprogkoderne, for de kommer fra forskellige miljøer. Vi har en kæmpe udfordring i at skabe mere lige muligheder for alle børn. Og der vil jeg godt slå et slag for, at vi arbejder for mere lighed. Når man møder kunst. Jeg fulgte i hælene på en 4. klasse på Statens Museum for Kunst, hvor de har lavet en pædagogik, der hedder Den dialogbaserede undervisning. 4. klasse havde en time på Statens Museum for Kunst. De var blevet introduceret for Kierkegaard. De møder nogle kunstværker, ikke bare oplever, men møder kunstværker. De møder bl.a. en blender med en guldfisk. Ud fra hvad de møder, skal de tale sammen om: hvad er frihed?. De 10-årige børn står og kigger på hinanden og begynder at tale om, hvad det er for noget. Det interessante er, at selvom jeg har 22 års erfaring som lærer og jeg var en super lærer jeg kigger på dem, og jeg kan faktisk ikke se, hvem der hænger i kanten af fællesskabet. Og jeg lægger mærke til en anden ting: Der er ikke en, der kigger op på læreren for at afkode, om de er på rette spor. Der er lavet meget forskning, der viser, at de børn, der kan afkode lærerens mimik, er dem, der klarer sig bedst i Folkeskolen. Børnene her er på lige fod, fordi de sanser, de oplever og de snakker med hinanden om, hvad der sker, hvis man trykker på den knap. Det er et rigtig godt eksempel på, at børn fra vuggestuealderen kan føres til at møde kunst og øve deres indlevelsesevne. Det er det ene spor, kunsten kan give. Det øver deres indlevelsesevne og deres sociale kompetencer. Det andet spor er, at de bliver vant til at møde kunsten, så de i resten af deres liv ikke kan undvære kunsten. Det er ikke nok, at 50 % af familierne alligevel bruger kunsten. Nej, alle børn skal have adgang til kunst. Derfor er det også et godt tema i højskolesammenhænge. Så kommer slutningen. Der er et skift i borgeridentiteten i gang. Det er meget, meget tydeligt, jo mere man får øje på det. Der er ved at ske en ændring i den måde, man agerer som civilsamfund. Fra at være
efterretteligt, sur på politikerne, fordi de laver om på tingene og nedlægger skolerne osv., er der en stigende vilje til at sætte sig igennem og blive inddraget, inden beslutningstagerne har skrevet det første ord på papir. Det er et sundhedstegn. Det er en fantastisk gave. Vi ser det også hos de unge, som skiller sig ud. Jeg har lige talt til DIF s årsmøde. Jeg havde fået fakta fra ministeriet. Medlemstallet fra 2013 til 2014 var faldet med 21.000. Det er meget. Folk siger, der bliver færre og færre medlemmer i foreningerne, men der er noget andet på vej. For hvad gør folk? De laver deres egne fællesskaber, især de unge gør det rigtig rigtig meget. Kulturvaneundersøgelserne som ministeriet laver. De unge fra 15 til 29 år figurerer ikke i statistikkerne. De svarer ikke. Når man spørger dem, hvor mange gange de har været i teatret, svarer de nul. Hvor er de henne? De er i gang med at lave deres eget. De går uden om foreningerne, for de er meget mere selvorganiserede, og de fantastisk sociale og fællesskabsorienterede. Og det er fra Lolland til Skagen til København. 2015 er ungekulturår. Det er ikke noget, vi har fundet på, det har de unge selv. Vi har lavet en strategi, der hedder Unge møder kunst. Da jeg spurgte de unge, rystede de på hovedet, når de så, hvor kloge vi havde været i ministeriet, og sagde, de hellere ville have pengene selv, så skulle de nok lave kunst og kultur for hinanden. Og det har de så gjort. Urkraft 2015 kalder de det. Olav og Kenneth har sat mig stævne igen på Folkemødet. De har samlet 150 unge op, der er faldet ud af systemet, og skaffer mentorer for dem. De har lavet en bog De frafaldne om nogen af dem. De har dannet det, de kalder Ungdomsbureauet. Fire andre unge stod på mit kontor og ville interviewe mig om, hvad kultur er. De var så pågående, at jeg sagde, de skulle møde op igen en anden dag. Så jeg spurgte dem: Hvad laver i egentlig? De var ved at lave et ungdommens Zetland. De har selv skaffet medier. De manglede bare et sted at være. Jeg talte med DGI og sagde: Har I ikke et sted, de kan være? Lige pludselig, ved at tilfælde, møder jeg Nanna, som er leder på Kraftwerket, en ungdomsklub i Valby. Så siger hun, ja. Og nu er de flyttet ind. Alle kommuner skal have en Nanna, der ved, hvor der er et rum. Hvor der er de faciliteter, som de unge skal bruge. De her unge er en gave, og de findes alle vegne, fordi de tænker i fællesskaber. De vil selv, og de kan selv. Det har gjort mig lidt upopulær i DUF-kredse, fordi jeg pludselig springer foreningen over. Men det behøver jo ikke betyde, at de ikke ender i en forening igen på et tidspunkt, og det er der nogen, der gør. Højskolerne har fået nogle åbninger ved at kunne gå uden for højskolens matrikel og bidrage til folkeoplysningsaktiviteter. Derfor er I også i virkeligheden en kulturinstitution, som kan have øje for unge i området, som faktisk har brug for en håndsrækning. Ikke eleverne på højskolen, men de lokale. Det var måske en ide at have øje for, at de kunne få et hjørne af et skrivebord, og måske bliver de en dag højskoleelever. Selvom vi ser unge, der er gået fra SF til Venstre. Men det bare et eksempel på det skisma, vi er i. Enten er det konkurrencestatens individualisering, der bliver sendt afsted som god arbejdskraft for staten, eller dem, der hele spørger, hvad meningen er.
Jeg har fuld tillid til, at I løfter opgaven. Tak for ordet. (Generalforsamlingen genoptages) 2. Bestyrelsens beretning forelægges til godkendelse ved formand Lisbeth Trinskjær Man kan ikke udelukke, at folkeoplysning har en gavnlig effekt på deltagernes tillid til andre og på deres politiske interesse, konkluderede forskeren Bjarne Ibsen på Syddansk Universitet for 14 dage siden på konferencen Folkeoplysningens demokratiske værdi, da han måtte konstatere, at deltagerne påstod, at de kunne mærke en effekt af at deltage i folkeoplysende aktiviteter men at de altså ikke var lykkedes med at måle den Med konklusionen stillede forskeren spørgsmålstegn ved, om staten så i virkeligheden fik, hvad den betalte for, af folkeoplysningen Men han spurgte IKKE, om Kulturministeriet, som betalte for undersøgelsen, fik det, DE havde betalt for, af forskeren. Og selvom debatten med konferencens deltagere kastede lys over det forhold, at alle efter- og højskoleelevernes svar ikke var taget med i undersøgelsen, og diskuterede rigtigheden i at betragte deltagelse i generalforsamling, og i hvilken grad lokale foreninger rejser politiske sager i deres landsorganisationer, som de to parametre, man kan måle politisk interesse med så ændrer intet på undersøgelsens konklusioner og på, at nu kan forskeren så gå på turné i kommunerne med sine konklusioner Evidensbaseret nytte er den gældende valuta i det politiske system i disse år efter devisen: vi skal kunne forsvare effekten af statens investeringer over for skatteborgerne, så vi er sikre på, at vi får noget for pengene Der er derfor god grund til, at vores minister med initiativet National vision for folkeoplysning blæser til værdikamp, som bl.a. definerer følgende opgave (og jeg citerer): Folkeoplysningen vil og kan bidrage til den igangværende værdikamp ved at arbejde for en bredere forståelse af værdibegrebet, således at værdi ikke kun forstås i økonomiske og rationelle termer. Det rationelle og økonomisk dominerede sprog kan sige noget om fx det økonomiske grundlag for samfundet, men det kan ikke udtrykke vores fornemmelser og forståelse som mennesker, fx hvorfor vi vælger at gå fra A til B. Der er også brug for den æstetiske dimension den sensitive fornemmelse. Den skal folkeoplysningen være med til at formidle ikke kun i egne rækker, men også bredere ud i samfundsdebatten. Det rationelle og det æstetiske sprog skal supplere hinanden. Som højskolemenneske kan man vel vanskelligt erklære sig andet end enig i ambitionen. Men realistisk set er det en utroligt tung opgave at løfte og spørgsmålet er, hvem vi løfter den sammen med. I denne tid flyder medierne over med spekulationer over den varslede invasion af højreekstremister, og hvad deraf følger af øget politiopbud, bekymringer, aflysninger og demokratiske dilemmaer på dette års folkemøde på Bornholm. Og de danske organisationer, som har inviteret hollandske Geert Wilders og
græske Gyldent Daggry med til festen, har opnået de tre vigtigste ting de gik efter: opmærksomhed, opmærksomhed og atter opmærksomhed. Den politiske akkuratesse er udfordret; hvad vægter højst indignation eller ytringsfrihed? Tør man overhovedet komme? Og hvad sker der nu med vores demokratiske klima? Spørgsmålet er, om det er disse ekstremernes talerør, der alene ødelægger det demokratiske klima, eller om vi er godt i gang med at ødelægge det selv? Nyhedskriteriets evige søgen efter konflikt levner ikke meget plads til det ukontroversielle synspunkt og den nuancerede forklaring. Der skal være noget på spil for at tiltrække klik, seere og læsere. Og den præmis giver værdikampen store udfordringer. Nu er bolden givet op til valg, og politikerne bidrager til at ekstremisere meningsuniverset med kampagner, der taler mere OM folk end Til og MED folk. Med kampagner som Socialdemokraternes Kommer du til DK, skal du arbejde!, Konservatives STOP Nazi-islamismen og Venstres 454.215 kr. kan et ægtepar få fra staten om året, tales uenigheden op og opmærksomheden væk fra de visioner, der skulle samle nationen. De ekstreme synspunkter får hele taletiden. Ekstremismen bliver selvforstærkende og skruer til stadighed op for det ekstreme i det danske meningsunivers. Og vi forledes til at tro, at det at tage politisk stilling består i at vælge ekstrem. Hvor skal vi møde det ukontroversielle og det nuancerede i den offentlige debat i fremtiden? Hvordan kan højskolerne spille ind? Ønsker vi et samfund, hvor holdningsradikalisering er mainstream? Eller er det nu, vi skal insistere på at være et folk og ikke bare tilskuere? Minde os selv om, at samfund ikke alene er stat og at civilsamfundet ikke må blive koblet af? Et civilsamfund som højskolernes arbejde med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse forhåbentlig bidrager til at holde levende og engageret. I Højskolepædagogisk Udviklingsprojekt har vi sammen igennem 2½ år nu haft fokus på den pædagogik, skoler og undervisere hver især praktiserer i vores daglige arbejde med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Et arbejde som i disse dage kulminerer med udgivelsen af bogen Højskolepædagogik en fortælling om livsoplysning i praksis. Jeg tror, vi alle kender udsagnet højskole kan ikke forklares, det skal opleves. Og selvom flertallet af os nok er enige i, at der ER en del af det udbytte, et højskoleophold har for den enkelte, der ikke let lader sig indfange eller definere (og måske endnu mindre let lader sig evidens dokumentere af forskere, kan vi forstå), må vi måske også erkende, at hvis vi på skolerne ønsker en høj bevidsthed om vores egne virkemidler og tilgange og ikke mindst hvis vi gerne vil kunne lade os inspirere af hinanden så må vi nødvendigvis sætte ord på den praksis, vi har, og de tanker, der ligger bag den. Tanker vi ikke mindst skal have i spil, når vi arbejder med vores korte kurser. Det er ingen hemmelighed, at ministeriet i sit tilsyn har haft stor fokus på kvaliteten af en del af vores korte kursusudbud. Og vi ved, at
mange af jer har lagt seriøsitet og gode kræfter i at arbejde med de spørgsmål, der er rejst, og med at sikre kvaliteten. Foreningen vil til enhver tid stå vagt om skolernes frihed til at vælge den tematik, der skal danne rammen om de kurser, vi udbyder. Og vi vil ikke medvirke til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af hverken bridge, golf, eller hvad man ellers kunne ønske at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af. Men vil, må og skal holde op med at italesætte de korte kurser som smør på brødet eller supplerende indtægtskilder i modsætning til det, vi egentlig er sat i verden for - nemlig de lange kurser. Højskolernes korte kurser er en unik og værdifuld mulighed for at udbyde folkeoplysning til grupper af befolkningen, som ikke har mulighed for at deltage i lange højskoleforløb. Jeg er overbevist om, at bogen med sine indlæg både fra pædagogiske forskere og fra højskolefolk med meget forskellige tilgange til deres praksis - vil kunne inspirere og udfordre os nu og i mange år frem. Ikke med det formål at ensrette vores skolers metoder for et sådant ønske ville kun gøre bevægelsen svagere og fattigere - men med det formål at inspirere og forstyrre os selv på samme måde, som vi hver dag inspirerer og forstyrrer vores elever. Som et redskab til bevidstgørelse, udvikling, afklaring og kvalitetssikring en proces vi, når jeg afslutter denne beretning, gerne vil give jer en lille smagsprøve på... Med bogens udgivelse følger også en ambition om at udgøre et bidrag til det pædagogiske landskab uden for højskolen. Et potentiale som bl.a. Jonas Lysgaard, som også bidrager til bogen, vil uddybe for os i morgen formiddag. Han udtrykker et ønske om, at vi som højskoler ikke får malet os op i et hjørne, men at bogen kan blive starten på en samtale mellem dem, der har forstand på det evidensbårne og kvalitetssikring på den ene side - og dem, der har forstand på idealerne og de store spørgsmål på den anden. Så vi sammen kan sikre en bæredygtig udvikling. Og, kunne jeg tilføje, skaber et fundament for vores højskoleelever at stå på, så demokratisk dannelse, folkelig oplysning, faglig fordybelse og fællesskab styrker deres videre vej fra deres højskoleophold og ikke kommer til at stå tilbage som en parentes af utopisk idealisme. Dette arbejde er vi ikke færdige med at blive klogere på. Hverken den enkelte skole, den enkelte lærer eller skoleform og forening. Derfor er det også en stor fornøjelse her at kunne takke Kulturminister Marianne Jelved for at have prioriteret forskningsmidler til en 3-årig højskolepædagogisk Ph.d., i forlængelse af Højskolepædagogisk Udviklingsprojekt. ------- Den nye højskolelov, som trådte i kraft i august 2014, gav os to gaver og en stor udfordring. Den første gave at det nu er blevet muligt at holde højskole i lejede bygninger - har allerede båret frugt i form af flere nye højskoler. Særligt velkommen i dag til Jyderup Højskole, som er med på årsmøde for 1. gang.. Godkendt er også Designhøjskolen Højer, og det er glædeligt, at flere skoler er på vej. Den anden gave - et udvidet folkeoplysende mandat har det været opløftende og inspirerende at følge effekten af. Særligt snakken om, hvorvidt det udvidede mandatet var gammel vin på nye flasker, har I ude på skolerne med idérigdom og ambition gjort grundigt til skamme. På vej er flotte initiativer og utraditionelle samarbejder, som vi har haft mulighed for at hjælpe økonomisk på vej. En pulje som vores
minister sendte med den nye lov, og som for relativt beskedne midler og jeres gode indsats giver stor effekt mange af de steder, hvor der er langt mellem husene. Den udfordring vi fik i kølvandet på den nye højskolelov har været opgaven med nye løn- og ansættelsesvilkår for forstandere, viceforstandere og højskolelærere. Og jeg kan jo starte med at konstatere, at der i talende stund ikke foreligger nogen ny løn- og ansættelsesbekendtgørelse. Desværre. I samme åndedrag må vi formode, at udmeldingen om, at de nye vilkår skulle træde i kraft pr. 1. august i år, ikke forventes realiseret. Foreningens bestyrelse valgte med kort varsel at invitere til medlemsmøde d. 4. februar i Århus på grundlag af de indledende meldinger fra Moderniseringsstyrelsen. Vi havde brug for mulighed for at drøfte situationen med både lærere og forstandere og for at indhente et mandat at arbejde med. Og det fik vi. At det er nødvendigt at indhente højskolelærerstandens lønefterslæb, er vi i bestyrelsen taknemlige for, at vi som samlet skoleform ser nødvendigheden af særligt fordi det er den enkelte skole selv, der får til opgave at finde finansieringen. Men knasten i de forhandlinger, man vel dårligt kan karakterisere som forhandlinger, er, som forudsagt på sidste årsmøde i Helgas beretning, blevet spørgsmålet om sikringen af den fortsatte lige vægtning mellem undervisning og samvær og sikringen af sammenhængen mellem de to. Med henvisning til et princip, vi ikke kan få en redegørelse for, hvad går ud på, ønsker Moderniseringsstyrelsen og dermed Finansministeriet som fastlægger vores løn- og ansættelsesvilkår - at give så få rettesnore for lærernes tidsanvendelse som muligt. Overskriften er at få normaliseret skoleformen, og idealet synes at være en 37-timers arbejdsuge med henvisning til andre skoleformer og sammenhænge, som har et tætvævet net af komplicerede bekendtgørelser og overenskomster, som gør sammenligningsgrundlaget mere end svagt. De løn- og ansættelsesvilkår tager ikke højde for det formål og den pædagogik, som denne skoleform har. Med et flot mandat fra medlemsmødet i ryggen har bestyrelsen arbejdet for at få fastlagt en undervisningstimenorm i et spænd mellem 408 og 500 timer med det formål at skabe en fleksibel model, som samtidig sikrer værdien af det, som ikke er defineret - nemlig samværet. Jeg kan love, at det ikke har skortet på henvendelser fra både bestyrelse og sekretariat til både minister og embedsfolk - både officielt og uofficielt. Ligesom et stort antal lærere med en underskriftsindsamling har støttet op om foreningens linje. Og tusind tak for det. Vi må indse, at slaget stadig er i gang men også, at krigen altså heller ikke er tabt. Det er svært at se, hvordan en Moderniseringsstyrelse i god forklaringsafstand kan retfærdiggøre at sidde en samlet fri skoleforms enige indstilling om en sikring af skoleformens egenart overhørig, når det er principper og ikke økonomi, der er motivet. For det vil i praksis betyde, at de principper, staten fastlægger, overruler principperne, der ligger til grund for den frie skole. Og det endda uden at staten skal forklare sig. Og så kan man vel godt diskutere, hvor friheden blev af
Skulle det alligevel ske, vil vi naturligvis arbejde på at sikre samspillet mellem samvær og undervisning på anden vis - f.eks. igennem udarbejdelse af et charter, hvor vi kan finde frem til en fælles forståelse for god administration af flydende regler. Gerne i tæt samarbejde med Kulturminister og Kulturministeriet, som vi vel godt her kan afsløre, har udvist stor forståelse for vores synspunkter. I det forgangne år har skoleformen, som mange af jer ved, været udset som indsatsområde for SKAT, da en stor interesse for højskolemedarbejderes betaling for kost nu har afdækket, at vi skal svare moms af medarbejderes betaling for kost altså ikke af det, medarbejderne betaler, men af værdien af måltidet i form af råvareudgiften og lønudgiften for produktionen af måltidet. Så nu har vi så fået lidt at regne på. Inden jeg runder af, der hvor jeg startede, vil jeg gerne sige tak. TAK til alle landets højskoler for det enorme engagement, som hver dag er med til at bidrage til, at den verden, der ligger uden for vores mure, forstår at tillægge højskolen værdi. TAK til FFD s bestyrelse for et godt, ærligt og solidt samarbejde, hvor vi sammen tager ansvar for at bruge tiden og kræfterne på det, der er vigtigt. TAK til alle ansatte i Højskolernes Hus, tak for både det synlige og for alt det, vi tager for givet. Tak for omtanke, engagement og for, at I dygtigt er med til at udvikle, udfordre men også værne om højskolerne i DK. TAK til vores samarbejdspartnere særligt Efterskoleforeningen, DFS, Dansk friskoleforening og Grundtvigsk Forum - for vigtige alliancer, for inspiration og fordi, vi øver os i at tale hinanden op. TAK til Kulturministeriets embedsfolk - ikke mindst Per Nylykke og Jesper Moesbøl - for et ordentligt, kompetent og tillidsfuldt samarbejde. TAK til Niels og Thor, for kompetent vejledning, sparring og for et tillidsfuldt samarbejde hver eneste dag. Og tak fordi I med stor træfsikkerhed fanger de fejl eller genveje, som ind imellem ligger gemt i detaljen, når evalueringer bliver glemt i sted i statens kringlede system, eller døre som ser åbne ud for vores politikere, i virkeligheden lukkes, i det med småt. Og ikke mindst TAK til vores minister Marianne, tak for din medvirken, for puljemidler, for omstillingsmidler, for internationale midler, for din støtte til styrkelse af foreningens juridiske kompetence og rådgivning, for din store ambition på skoleformens vegne og for din kærlighed til skoleformen. Jeg tror aldrig, der er blevet sagt højskole i så mange officielle taler uden for højskolernes egne mure i nogen anden ministers tid end i din. Din fod HAR sat spor i højskolernes fremtid. Jeg vil slutte, hvor jeg startede, med konstateringen af, at Man ikke kan udelukke, at folkeoplysning har en gavnlig effekt på deltagernes tillid til andre og på deres politiske interesse Nu går valgkampen også officielt i gang. Og drøftelsen af altings nytte vil komme i spil. Fra mine og Niels samtaler med forskellige politikere i de forskellige partier vil jeg trække to pointer frem her:
1. Hvis en politiker med kærlighed til skoleformen kommer til kort, når vedkommende får spørgsmålet: Selvom man ikke har gået på efterskole eller højskole, kan man vel godt være et godt menneske? så er det ikke politikeren, der har et problem, men os. 2. Hvis en politiker med en vis indflydelse, men som er indifferent over for vores skoleform, har et billede af skoleformens rammer og betingelser, som er mindst 20 år forældet så kan vi godt ryste på hovederne over den manglende indsigt, men udfordringen er vores. Det er så uendeligt meget lettere at høste de spæde overskud, som højskolerne har i disse år, og som finansministeriet HAR spottet, uden at skele til, hvor meget de få millioner betyder for udbedringen af vores omfattende vedligeholdelsesefterslæb på højskolernes bygningsmasse og dermed skoleformens langsigtede overlevelse, hvis IKKE man kan sætte ansigter, ord og følelser på, hvad højskolernes virke betyder for helt konkrete mennesker Lad os sammen gøre vores politikere klogere på værdien, og lad os gøre en indsats for at få gode folk, som vægter folkeoplysningen, med i alle folketingsgrupper i det kommende folketing. Inviter dem på besøg på jeres skoler. Giv også de ukontroversielle synspunkter taletid. Lad dem tale til og ikke mindst MED jeres elever. Lad os insistere på at være folk og ikke tilskuere. Tak. Debat: Louis Mogensen, Nordjyllands Idrætshøjskole: Jeg ser på forsøgsordninger. Der må være et tidspunkt, hvor det har stået sin prøve. Og hvis det ikke fungerer, så må det ud. Næste gang, vi bliver indbudt til at byde ind på en opgave, skal det være i så god tid, at vi kan nå at byde ind. Hvis man skal gøre det fornuftigt og samarbejde med kommuner er 3 måneder ikke nok. Jeg opfordrer bestyrelsen til at arbejde for, at forsøgsordninger bliver udbudt i bedre tid. Lisbeth Trinskjær, formand for FFD: Takker for opfordringen. Kombinationsprojektet er afsluttet. Flot evalueret. Start-projektet samarbejde mellem kultur- og beskæftigelsesministeriet. Dårlig tid. Vi skal bevise, at vi kan få unge tilbage i job eller uddannelse. Nordjylland har gang i et stort EU-projekt. Alle erfaringer skal samles. Hvad kan vi konkludere, og hvilke ordninger vi skal forsøge at få permanentgjort? Når noget virker, skal det selvfølgelig fortsætte. Henrik Løvschall, Idrætshøjskolen Aarhus Pressen interesserer sig for store overskud. Man skal sørge for at sætte noget hen til renovering og vedligehold. Hvis de forkerte politikere læser de gode tal, sker der noget ubehageligt for os. Kurt Willumsen, Uldum Højskole: Tak for beretning. Har været med i en workshop om den nye bekendtgørelse. Jeg har tiltro til, at I knokler. Lykkes det ikke, har jeg en fornemmelse af, at det går bedre i Kulturministeriet. Det har været interessant til medlemsmøde og også i dag. Det er en sund diskussion, vi har med hinanden. Vil opfordre til, at foreningen laver nogle ord om dette, som kan være retningslinjer, anbefalinger eller lignende.
Lisbeth Trinskjær, formand for FFD: Til Henrik: Vi tror, vi er under lup fra Finansministeriet. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi kommunikerer vores overskud. Til Kurt: Hele processen omkring løn og ansættelse har vist, at det handler om kombinationen af undervisning og samvær. Tak for råd om at lave papir. Beretningen godkendes af forsamlingen. 3. Foreningens regnskab forelægges til godkendelse Generalsekretær Niels Glahn fremlægger foreningens regnskab. Debat: Uffe Strandby, Gymnastikhøjskolen i Ollerup: I 2014 er underskuddet lidt større end budgettet. I 2015 er underskuddet lidt større end budgetteret. Så kan man tegne en linje nedad. Spørgsmålet til bestyrelsen: Hvad er en rimelig egenkapital at have? Niels Glahn, generalsekretær for FFD: Baggrunden er, at man i 2013 havde et overskud på 600.000. Beslutningen har været truffet på baggrund af en forbedring af økonomien. Bestyrelsen har haft møde med revisor om rådgivning om størrelsen på egenkapitalen. Konklusion: Det giver ikke anledning til bekymring. Lisbeth Trinskjær, formand for FFD: Relevant spørgsmål. Når vi beder revisor, er det for at få en ekstern vurdering. Egenkapitalen har udviklet sig positivt. Mange skoler skal finde penge til løn derfor ingen kontingentforhøjelse. Hvis økonomien kan bære det, synes vi, økonomien hører bedst hjemme i skolernes lommer. Uffe Strandby, Gymnastikhøjskolen i Ollerup: Tak for svar. Det er fint, hvad revisor mener. Men det er ikke revisor, vi stemmer på. Hvad mener bestyrelsen, egenkapitalen skal være? Lisbeth Trinskjær, formand for FFD: Bestyrelsen har ikke fastlagt et bestemt beløb. Vi vil gerne tage den langsigtede diskussion hvad skal vi gøre ift. små ungdomsårgange? Regnskabet godkendes af forsamlingen 4. Fremlæggelse af handlingsplan 2015-16 Næstformand for FFD, Jakob Kjærsgaard, fremlægger handlingsplanen. Handlingsplanen vedtages af forsamlingen. 5. Indkomne forslag
Ingen indkomne forslag. 6. Budgetforslag og fastsættelse af medlemskontingent og skolekontingent Generalsekretær for FFD, Niels Glahn, fremlægger forslag til budget. Medlemskontingent og skolekontingent foreslås uændret. Budget samt medlemskontingent og skolekontingent vedtages af forsamlingen. 7. og 8. Valg af bestyrelsesmedlemmer, der vælges af skolerepræsentanter og Valg af bestyrelsesmedlemmer, der vælges af personlige medlemmer Valgperioden udløber for: Stig Kaufmanas, lærer, Den Rytmiske Højskole (genopstiller) Ulla Knudgaard Fisker, forstander, Rude Strand Seniorhøjskole (genopstiller ikke) Jacob Kjærsgaard Mortensen, forstander, Hadsten Højskole (genopstiller ikke) Ivan Jeppesen, forretningsfører, Mariager Højskole (genopstiller) Desuden opstiller Jakob Mejlhede, Grundtvigs Højskole, og Astrid Gintberg Levin, Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Kandidaterne præsenterer sig selv. Jakob Mejlhede og Astrid Gintberg Levin vælges til bestyrelsen som valgt af skolerepræsentanter. Stig Kaufmanas og Ivan Jeppesen vælges som valgt af personlige medlemmer. 9. Valg af revisorer Bestyrelsen foreslår Deloitte som statsautoriseret revisor. Bestyrelsen foreslår Helga Kolby Kristiansen som folkevalgt revisor. Begge vælges af forsamlingen. 10. Eventuelt Lisbeth Trinskjær, formand for FFD: Slår et slag for højskolelærerkonference. Vi tror, det er vigtigt, at vi har et højskolelærerforum. Afholdes den 17-18. november. Tak til Kjeld Krarup, som har været revisor siden 2009. Farvel til to bestyrelsesmedlemmer: Ulla Fisker: Vil bruge kræfter på Rude Strand. Tak for dit kæmpe slid. Jakob Kjærsgaard: Stærkt blik for ideologi. Vil savne din stemme. Tusind tak for din store indsats. Velkommen til Jakob Mejlhede og Astrid Gintberg Levin. Ser frem til samarbejdet i bestyrelsen.
Niels Glahn, generalsekretær for FFD: Gør opmærksom på 28-midler. Opfordrer til, at man laver netværk blandt lærere. Vi har et kunstlærernetværk og et musiklærernetværk. Der kan komme flere. Ole Pedersen, Den Frie Lærerskole: Tak for invitation, for beretning. Tak for den nye bog. Tak for samarbejdet om at gøre de frie skoler synlige. Vi skal svare resultater, som vi ikke har gjort før. Tak for samarbejde om kurser. Mange højskoler har ikke lærere fra Den frie lærerskole. Opfordrer til at de kan komme i praktik. 70 lærere skal ud af i praktik i år på de frie skoler. Tak for de vejledere, der anbefaler et besøg på Den Frie Lærerskole. Peter Bendix Pedersen, Dansk Friskoleforening: Kvitterer for en fin samtale mellem efterskoler, højskoler og friskoler. Bjarne Lundager Jensen, Efterskoleforeningen: En varm hilsen til højskolerne. Vi har gang i et godt samarbejde. Vi vil det bedste for hinanden. Vi har brug for hinanden. Vi har brug for FFD som en stærk og selvbevidst partner. Vores værdifællesskab skal vi hjælpe hinanden med at gøre endnu bedre, dybere og bredere. Jonas Møller, FFD: Et kort reklameindslag: Vi har et fokus på de korte kurser. Vi udbyder et kursus om værdien af de korte kurser. Opfordrer til at deltage i konference. Sigrid Dahl, Krogerup Højskole: En besked om faglig organisering. Vi er en lille gruppe, der vil puste liv i højskolernes lærerforening gennem Dansk Magisterforening. Opfordrer til at lærere melder sig. Generalforsamlingen afsluttes. Dirigenterne takker for god ro og orden.