Der ønskes en redegørelse for de antikke skeptikers argumenter mod metafysikken. Nærværende opgave omhandler en redegørelse for de antikke skeptikers argumenter mod metafysikken. Rapporten giver indledningsvis en overordnet diskussion af begrebet metafysik samt en overordnet gennemgang af senantikkens filosofi, i form af epikuræismen og stoicismen, som introduktion til skeptikernes overbevisning og livsanskuelse. I redegørelsen heraf behandler opgaven skeptikernes argumenter hovedsageligt mod den senantikke skoler samt Platon og Aristoteles metafysik. At skulle give et håndgribeligt og konkret svar på, hvad begrebet metafysik indebærer, fremstår som en umulig, uhåndgribelig og uendelig opgave. Der findes næppe en intuitiv forståelse af ordet og filosofferne imellem er dog også uenige om, hvorvidt begrebet skal forklares og ikke mindst forstås. Den generelle opfattelse peger på en bred definition af metafysikken, som værende en filosofisk disciplin, der beskæftiger sig med verdens grundlæggende beskaffenhed og dermed spørgsmål omkring, hvad der findes i verden og hvorfor. Hvad er der i virkeligheden i verden? Metafysikken er et genstandsområde, der er vanskelig endegyldigt at give et svar på og ofte ender diskussionerne i hvad der forekommer cirkulære behandlinger, som modsiger foreløbige teorier. De antikke filosoffer forsøger at svare på disse påtrængende og elementære spørgsmål, men formår ikke at nå til enighed. Metafysikbegrebet blev brugt for første gang af Aristoteles, der anvendte Metafysik som titel på hans værker, efterfulgt af Fysikken ; hermed peger brugen af ordet på en definition, af noget som kommer efter fysikken 1. Noget som ikke kan erkendes og opfattes på samme niveau som naturvidenskaben. Aristoteles fastlægger sin forståelse med ordene: en videnskab, der betragter det værende som værende og hvad der tilkommer det i sig selv 2. Der skal søges tilbage til principperne for de ting som eksisterer; dermed en læren om det værende og et begreb om det, som ligger uden menneskets erfaringsrækkevidde og kun lader sig opdage ved ren tankevirksomhed. Senantikken er betegnelsen for den periode der karakteriserer overgangen fra antikken til middelalderen. Epoken strækker sig fra ca. 300 f.kr til 300 e.kr og kendetegner en periode i nedgang, hvor bystaten kollapser og bringes uden for politisk indflydelse. Det udmunder i krige og 1 Friis Johansen (1998):342 2 Heidegger(1955):13 1
bekæmpelse folket imellem 3. Derved indtræder radikale forandringer i menneskets syn på tilværelsen, i forhold til den før normalaccepteret ulighed i samfundet fra Platon og Aristoteles overbevisning samt isolering fra de omkringliggende områder, til en position hvor alle individer er lige over for kongen, og den fundamentale hierarkiske placering i samfundet var overladt til en individuel plads, karakteriseret ved opfattelsen af, at man nu, er sig selv nærmest og det er i det indre, lykken skal søges 4. Hvad der udad tabtes, må vindes i det indre 5. Det enkelte menneske trækker sig tilbage i sig selv og det medfører en afmagt og rodløshed, som leder til en mere individuel verdensanskuelse 6. Det skeptiske indtryk af tilværelsen kommer til udtryk i forskellige retninger, dog alle med den skeptiske anskuelse til livet, som fører til et oprør mod den platoniske og Aristoteliske metafysiske opfattelse: Epikuræerne, stoikerne og skeptikerne fastslår, at hvis der findes sand erkendelse, må den nødvendigvis bero på sansningen 7. Derimod hævder sidstnævnte, at der skal findes et kriterium for sand erkendelse af sansningen, må sansningen nødvendigvis afvises som sand erkendelse. Fælles for de tre strømninger, er søgen efter sjælefred, men måden hvorved dette opnår er ganske forskellig. Epikur grundlagde den epikuræiske skole, hvis overbevisning beror i, at det gode liv opnås ved undgåelse af smerte og ophøjelse af lykke. Ifølge epikuræismens hedonistiske livsopfattelse opnås der sjælefred, hvis mennesket erkender, at universet er en enorm mekanisme, som guderne ikke kan gribe ind i. Det gode liv, er det gode liv for mig og det er ikke noget, som kan findes via en politik eller et fællesskab, som fx Aristoteles tidligere overbevisninger. Epikuræerne kritiserer Platons idelære og Aristoteles, ved afvisning af, at der findes en ideverden, der erkendes bag det sanselige. De deler sofisternes opfattelse af, at tingen er, som den forekommer mig. Navnlig sofisten Protagoras ekspliciterer denne holdning i Platons dialog Theaitetos, hvor han mener, at mennesket er alle tings målestok(homo mensura 8 ) og det væsentlige i en diskussion om sand- eller falskhed, afhænger af den som bedømmer. Om vinden er kold eller varm kan ikke afgøres objektiv, det er kun muligt at tale om verden som den fremtræder for mig 9. Der findes ikke andet end den sanselige verden og ifølge epikuræerne lever vi dermed i en passiv verden, da sansning er passivt. Ifølge Platon skulle vi stræbe ud over det givne, men epikuræerne hengiver sig 3 Jones (1970): 312-316; Friis Johansen (1998): 511-512 4 Friis Johansen(1998):512 5 Friis Johansen(1998): 529 6 Jones (1970): 313 7 Friis Johansen(1998):527-528 8 Jones(1970): 68 9 Jones (1970):67-68; Friis Johansen(1998):140-142 2
til sansningens passitivitet. Ydermere forhindrer den øget politiske uro og det ustabile samfund mennesket i at virkeliggøre sig selv gennem relationer og sociale sammenhænge. Samtid med den epikuræiske skole opstod den stoiske skole, som henleder sin søgen efter sindsro, der beror på erkendelse af, at mennesket bare er et lille fragment af en grænseløs enhed. Stoikerne trækker på den unge Sokrates, som ikke lod sig bringe ud af fatning og bevarede sin ro i alle henseende. Dertil også i hans dødsstund 10. Senere er denne ro blevet betegnet som stoisk ro. Stoikerne forsøgte, ligesom epikuræerne og skeptikerne, at finde en slags sjælefred og i deres søgen fokuserede de på, at tage enhver af livets tilskikkelser med ro og ikke lade sig forfalde ved nedgang, men omvendt ej heller lade sig rive med af medgang, magt og rigdom 11. Det er tilstande som nemt kan forgå. Derpå konstruerede stoikerne en metafysik, som sagde, at der findes en orden i universet og at alt sker med nødvendighed. Hvis man derfor indser at lidelsen hører med til tilværelsen og mennesket ikke kan gribe ind og ændre skæbnen, bliver livet lettere at leve. Stoikerne tager afstand til, at mennesket kan virkeliggøre sig selv og opnå noget i verden. I stedet skal individet bevare fatningen og indse at intet er blivende. Det eneste sted mennesket kan finde ro, er i sig selv. Det er den eneste form for lykke, man kan gøre sig forhåbninger om. Med epikuræismen og stoicismen havde der længe været en skeptisk tradition inden for den senantikke filosofi. Den skeptiske tankegang kan dog spores længere tilbage endnu, til bl.a. Xenofanes, som regnes for den første skeptiker, der ekspliciterede, at selvom mennesket altid kan lære mere, kan det aldrig vide, hvornår det har nået den endelige sandhed: menneskets erkendelse er kun relativ 12. Samt fastslår Sokrates, i den erkendelsesmæssige tankegang, at det eneste han ved, er at han ikke ved noget 13. Dog mener han, at det er muligt at opnå viden. Med skeptikernes indtræden i senantikken, bliver den skeptiske tankegang for alvor slået fast med overbevisningen om, at alle forsøg på at finde sande begrundelser i filosofien, skal opgives, da mennesket ikke kan være sikker på noget som helst 14. Mennesket skal lære at leve med uvisheden. Det endelige mål for skeptikerne, er lige som epikuræerne og stoikerne, at opnå sindsro og dermed lykke. Forskellen beror, som nævnt, i hvordan dette opnås. Skeptikerne var kritiske over for de tidligere skolers filosofiske dogmatisme. Stoikerne opgav enhver metafysik og satte deres lid til 10 Jones(1970): 114-117 11 Friis Johansen(1998):555 12 ibid.:67 13 Jones(1970): s.109-118 14 ibid.:347 3
sansningen og mente at mennesket via systematiske iagttagelser kunne eksplicitere domme. Der er en orden og dermed er der en gud. Her standser stoikerne, mens skeptikeren forholder sig skeptisk og erklærer, at der ikke findes en gud, da al viden er sansebaseret, men sanseverden er for upræcis til, at der kan være noget sandt værende 15, mere om det i nedenstående afsnit. Antik skepticisme omfatter to skoler som begge tematiserer begrebet doubt. Den første skeptiske retning er opkaldt efter dens ophavsmand Pyrrhon pyrrhonismen, som aktivt nægtede at stole på noget som helst 16, mens den senere akademiske skepticisme startes af Arkesilaos, der praktiserede to skeptiske metoder bestående i, at præsentere to lige gode argumenter for hver side af en given sag samt at modbevise et hvilket som helst fremført argument. Karneades overtog ledelsen af akademiet og er kendt for i en forelæsning at have fremført Platon og Aristoteles teorier om retfærdighed, for så dagen efter at tilbagevise hele fremførelsen med beviser for inkonsistenser i deres dogmatiske systemer. Mennesket ejer ikke noget sandhedskriterium, hverken i sansning eller tænkning. Indholdet i en sanseforestilling falder sammen, ikke med tingen uden for, men med de forandringer i sjælen som voldes ved at den ting virker på os. Tingen i sig selv og sjælens virkning stemmer ikke altid overens. Derfor kan ingen have sikker viden om noget. Og dermed hviler ingen påstand på videnskabelig grund. At gennemføre et bevis er ugyldigt, da de forudsætninger man antager ligeledes skal bevises. Og dommen som forudsætningerne bevises med, skal bevises etc. Med denne overbevisning bliver Karneades sandsynlighedslæren teoretiske grundlægger, da det kun er muligt at tilnærme sig sandheden. Sextus Empiricus samlede skeptikernes værker, som fastslog, at skeptikerne ikke benægter at mennesket oplever det, som det oplever, men afviser at det har et grundlag for at acceptere perceptionen af objektet som værende ækvivalent med hvad tingen er i sig selv. Skeptikerne forsøger ikke at vælte menneskets ufrivillige godkendelse af følelsesmæssige sanseindtryk 17. Individet skal være i stand til at gøre sig indsigelser mod sanseindtryk og erkende, at der ikke er muligt at have sikker viden om noget som helst. Perceptionen kan have modstridende oplevelser af samme objekt: Skepticismen er, siger Sextus, den indstilling, hvor man ved at fremføre lige vægtige argumenter for og imod (isostheneia) ledes til suspension af meninger og derigennem til sjælefred. 18. Uden at tage et standpunkt slipper mennesket for strid og den vise lever i en tilstand af ro, som er et ideal for de senantikke skoler. Hvis individets tanker jager et indre begær efter sand 15 ibid.: 347-348 16 Copleston(1946):413-414 17 ibid.: 348 18 Friis Johansen(1998):599 4
viden, gør denne stræben mennesket ufrit og hindrer det i opnåelsen af sjælefred, men indser mennesket derimod at viden er usikker og relativ, kan det opnå sindsroen. Mennesket kan mene at ting forekommer dem blå, men de kan ikke fastslå at de er blå. Skeptikerne fastslår at sande forestillinger er en illusion. Skeptikernes kritik var rettet mod dogmatikken og den ubegrundede hævdelse af verdens beskaffenhed og afviste eksistensen af den platoniske, aristoteliske, epikuræiske samt den stoiske skolers metafysiske teorier. Førstnævnte skole blev modarbejdet med spørgsmålet om den virkelige eksistens af de fuldkomne ideer bag fænomenerne. I metafysikkens modsatte ende, befinder stoikernes forståelse af det værende sig, hvor deres teori gik tilbage til atomisterne og argumenterede for en materiel verden, der bestod af små fysiske partikler i bevægelse i tomt rum. Skeptikerne kritiserede denne metafysik med empiristiske modargumenter: Er der nogen sinde nogen som har set partiklerne? Er der nogen som har set det tomme rum? (I dag ved vi at det tomme rum findes). Ifølge skeptikerne skal individet stole på vores sanser, da disse er vores orienteringssted i forhold til virkeligheden. Hvad enten det er metafysiske domme eller noget som faktisk eksisterer, udfolder skeptikerne deres erkendelsesteori i forhold til domme og sanseerkendelse 19. Sanserne har en autoritet i forhold til menneskets erkendelse af verden. Men hvordan kan sanserne så både lede til erkendelse men også bedrage erkendelsen? Skeptikerne forklarer sig med at det ikke er sansningen i sig selv der bedrager, men derimod dommene. Det giver derfor ikke mening at sige at det ene er rigtigt og det andet er forkert, da det er i dommen, at fejltagelsen ligger. Jones opregner to grundargumenter som værende skeptikernes position, hvoraf den ene er en søgen efter et absolut kriterium. Før mennesket kan hævde et udsagns sandhed eller falskhed, skal der være et kriterium der giver mulighed for at evaluere sandhed 20 ; med et kriterium der hævder om noget er sandt eller falsk, kan opnås apodiktisk vished, men problemet består i, at der ikke kan nås et sådan absolut kriterium. Hvis nogle mener at tårnet er rundt, mens andre mener det er kantet, kan argumentet være, at man skal gå ud og se det. Men synet kan bedrage. Hvad så med at kontrollere med intersubjektivitet? Hvis alle med deres selvsyn kan se at tårnet er rundt, må det være sandt. Men det kriterium skal begrundes med et kriterium og imens suspenderes den oprindelig dom 21. Kravet for et absolut kriterium tvinger mennesket ud i en cirkulær ræsonnering, som udelukker en 19 Jones(1970):349-350 20 ibid 21 ibid.:350; Copleston(1946):414 5
mening om den oprindelige dom. Modsat skeptikerne tilkendegav stoikerne, at der fandtes et sådan absolut kriterium. Det andet argument betegner Jones som relativity-to-observer -argumentet 22, som går direkte ind på sansningen og kritiserer. Vi sanser forskelligt, da det enkelte individs sansning beror på den enkeltes indretning. Sanseorganet varierer fra art til art, fra individ til individ og fra øjeblik til øjeblik 23. Det kan ikke lade sig gøre at vurdere mellem vores egne sanseindtryk og andre arters sanseindtryk, for de har muligvis et andet sanseapparat og dermed en anden perceptuel oplevelse end mennesket. Verden tager sig forskelligt ud. Skeptikerne opregner 10 modes som fører til suspendering af mening: the first, based on the variety in animals; the second, on the differences in human beings; the third, on the different structures of organs of sense; the fourth, on the circumstantial conditions; the fifth, on positions and intervals and locations; the sixth, on intermixtures; the seventh, on the quantities and formations of the underlying objects; the eighth, on the fact of relativity; the ninth, on the frequency or rarity of occurence; the tenth, on the disciplines and customs and laws, the legendary beliefs and the dogmatic convictions (Sextus i Jones(1970):349-350) Dyr og mennesker opfatter ting forskelligt og der er endda også forskel på mennesker opfattelse imellem i forhold til meninger, evalueringer, smag, evner, vaner etc. Mennesket består af to elementer: krop og sjæl. Kroppens struktur og form varierer fra individ til individ; den kan være lille, stor, lys, mørk, tyk, tynd etc. og disse forskelligheder har indvirkning på sanseindtrykkene. De platoniske dogmatikere proklarerer at det er filosofferne som skal regere, men ifølge skeptikerne, kan intet flertal eller udvalg repræsentere den forskelligartede befolkning forskelligartethed vil føre til suspension of judgment 24. Ligeledes vil det femte argument føre til suspension, da ting eksempelvis set fra lang afstand kan forekomme stillestående og små, hvorved samme objekt på nærmere afstand, kan opfattes som store og i bevægelse 25. Man fristes til at tro at skeptikernes formål var, at slå tvivl om alt, ligesom den senere Descartes, men så yderlig bevæger de sig ikke. De mener stadig at vi er i berøring med virkeligheden. Hvis 22 Jones(1970):349 23 Jones (1970): 349 24 ibid. 25 Pojman(1998):386 6
mennesket forholder sig skeptiske, kan det opnå stor viden; dog kan det ikke være ideelt endegyldigt at verificere en teori. Der kan aldrig opnås sikker viden om en teoris sandhed; individet kan aldrig vide hvordan verden skal forklares, men det kan altid komme et skridt nærmere. Karneades var tilknyttet Platons skole, men kendetegnet ved Platon var lige netop også at han var kritisk overfor, om man kunne opnå sikker viden, som udmundede i en nøjagtig beskrivelse af hvordan tingene er. Viden er jo noget andet, end det som sanserne kan bevidne om; viden om det sande ligger i ideerne bag fænomerne. Karneades mente at man kan opnå forskellige grader af sikkerhed inden for viden. Han påpeger lægevidenskaben som et eksempel på hvor mennesket via erfaringen gradvist kan nærme sig sandheden. Den kan aldrig endeligt opnås, men ved indsamling af empiri kan opnås større sandsynlighed. Skepticismen blev videreført af Descartes, dog i en lang mere radikal retning ved at tvivle om alt og fandt derved frem til det eneste sande, nemlig at jeg tænker, ergo jeg eksisterer. Ligeledes var Augustin inde i en kortvarig skeptisk fase, som havde betydning for den nyplatoniske filosofi. Augustin tilslutter skepticismens kritik af erkendelsesverden og at der er bestemte ting mennesket ikke kan tænke omkring verdens objektive beskaffenhed 26. Det eneste mennesket kan vide, er hvordan verden opfattes af os. Jf. Protagoras sansning af vindens temperatur som værende en subjektiv vurdering og siger derfor ikke noget om verden som den er i sig selv. Mennesket skal holde sig fra at dømme om verdens beskaffenhed og indse, at det ikke kan ændre noget og derved fokusere på os selv i stedet. 26 Friis Johansen(1998):741 7
Litteraturliste: Copleston, Frederick: A History of Philosophy vol 1: Greece and Rome. Image, 1946 Friis Johansen, Karsten: Den europæiske filosofis historie Antikken. Nyt nordisk forlag Arnold Busck, 1998 Heidegger, Martin: Hvad er metafysik? Vintens Forlag A/S 1973 og DET lille FORLAG, Frederiksberg, 1994 Jones, W.T.: The Classical Mind A History of Western Philosophy Anden udg. Harcourt Brace Jovanovich College Publishers, 1970 Pojman, L: Classic of Philosophy. Anden udg. Oxford University Press. 8