Giv en redegørelse for argumenter for og imod dualismen

Transkript

1 Giv en redegørelse for argumenter for og imod dualismen Indledning Indenfor den klassiske strid om sjæl-legeme relationens natur findes der fire forskellige hovedstandpunkter: dualisme, dobbeltaspekt-teorien, materialismen og idealismen. Modsat de tre andre teorier, som kun opererer med et værensområde og derfor er monistiske, så er dualismen af den opfattelse at psyke og materie begge eksisterer som to forskellige værens områder. Et af de største paradoxer i sjæl-legeme striden er at sjæl og legeme er nøje korreleret og dog ikke synes at være identiske. Argumentation for dualismen bygger sine hovedargumenter på de, ifølge den, mange forskelligheder mellem de to værensområder og forsøger derefter at give bud på hvordan relationen mellem dem fungerer. De andre teorier understøtter derimod deres argumentation gennem den høje korrelation mellem psyke og materie og anser dem derfor for at være identiske, enten i materiel eller idealistisk forstand, eller som i dobbeltaspekt-teorien som forskellige udtryk af en og samme ting. Motivation og argumentation for dualismen Dualismens position bliver motiveret af to forskellige indgangsvinkler. Den første er den klassisk kartesianske fremgangsmåde hvor udgangspunktet tages i subjektet og derefter bevæger sig ud i den tingslige verden. Her lægges vægt på den umiddelbare intuitive måde hvorpå et menneske må formodes at opleve sig selv; som et tænkende væsen eller jeg der er tilstede i sig selv og derfra erfarer en objektiv virkelighed omkring sig. Helt kort motiveres dualismen her ud fra forskelligheden mellem en beskuer og det der beskues. Den anden fremgangsmåde tager materien som udgangspunkt, og betragter den tingslige væren som det givne. Herefter inddrages det sjælelige i overvejelsen da der konstateres problemer i at inkludere det sjælelige i den materielle virkelighed, eller sagt på en anden måde, i at reducere psyken til materie. Flere klassiske eksempler illustrerer forskellighederne mellem de to værensområder; Antag at en person stikker sig på en nål. Forskellige nerveimpulser vil derefter vandre rundt i kroppen og resultere i at personen højst sandsynligvis vil vride sig i smerte og måske udbryde et højlydt av. Her forekommer beskrivelsen af situationen på en måde mangelfuld. Uanset hvor detaljeret en fysisk beskrivelse vi ville kunne give af kroppens nervesystemer, anatomi og lignende, virker det ikke som om vi når ned til selve personens oplevelse af smerten. Samme eksempel vil gælde for en drøm. Her virker det absurd at forestille sig at der er er adgang til hele det oplevelsespanorama der udspiller sig for en person gennem den grå hjerne-masse. En dygtig neurokirurg vil måske kunne lokalisere drømmen til et specielt sted i hjernen eller til nogle bestemte impulser, men selve drømmen vil stadig være utilgængelig. Det er dog vigtigt at fastslå at selvom dualismen anser psyke og materie som to forskellige værensområder så benægtes det slet ikke at de to ofte er nøje korreleret. Lægevidenskaben og psykologien har vist klare eksempler på at det mentale har indvirkning på det fysiske og omvendt. Dualismens store udfordring ligger i at beskrive sammenhængen mellem de to værensområder samtidig med at den fastholder at

2 der ikke er tale om en ren identitet imellem dem. Modsat dualismen vil f.eks den materialistiske teori have udfordringer med at forklare at sjæl og legeme er identiske med hinanden i materialistisk forstand når der på den anden side umiddelbart er så store forskelle imellem de to. Altså er det vigtigt at skelne mellem korrellation, hvor forskellige fænomener er lovmæssigt forbundne og altid følges ad, og identitet hvor de forskellige fænomener i virkeligheden ikke er forskellige, men er én og samme ting. For en dualist er det altså vigtigt at redegøre for forskellen mellem det psykiske og det fysiske. Dette gøres ofte ud fra argumentationen af følgende syv punkter: Det første punkt argumenter ud fra selvgivetheden eller nærværet af en oplevelse. Mentale fænomener har, modsat fysiske fænomener, alle det tilfælles at de opleves gennem deres tilstedeværelse eller givethed. Materiens grundbestanddele består på den anden side af atomer og molekyler som formentlig ikke indeholder nogen selvoplevelse; en sten har f.eks næppe en indre oplevelse af sig selv. I forlængelse af dette argument virker det ikke plausibelt at fysiske ting skulle indeholde nogen form for psykisk kvalitet blot fordi de fysiske partikler er sammensat i et specielt kompliceret mønster, som f.eks i en menneskekrop. Det andet punkt ligger sig op af det første og argumenterer for at alle mentale fænomener har et eksklusivt privat tilhørsforhold til den person der oplever dem. Her kan hjerne/spejls eksemplet igen hives frem for at illustrere forskellen mellem fysisk/kemiske processer i hjernen der kan beskues(under rette forhold)og selve det mentale som principielt er privat og kun kan opleves af den enkelte. Det tredje punkt påpeger at tanker, følelser, oplevelser og sanseindtryk ikke kan tillægges rumlige egenskaber ligesom fysiske ting. Man kan ikke snakke om mentale tilstande som høje, lange eller brede eller om hvorvidt en begrundelse ligger til højre eller venstre for et ræsonnoment. Derfor kan man heller ikke snakke om at noget mentalt optager rum eller kan tillægges en lokalitet på samme måde som fysiske ting. Det fjerde punkt argumenterer for at det sjælelige har en særlig kvalitativ natur i forhold til det fysiske. Fysiske ting kan vejes og måles, og det virker derfor naturligt at kunne spørge hvor meget? modsat mentale fænomener som ikke på samme måde kan måles kvantitativ men derimod kvalitativt. Her kendetegnes det mentale af et hvordan hvilket vil sige kvalitet i betydningen en indholdsmæssig bestemt præsentationsmåde, men ikke af et direkte måleligt hvor meget. Punkt fem omhandler intentionalitet, som betegnes som mange mentale fænomeners rettethed mod et objekt. Tanken om en hest er som sådan et mentalt fænomen, mens selve hesten jeg tænker på ikke er det. Mentale fænomener kan altså generalt ikke tillægges de samme egenskaber som det de omhandler. Tanken om en hest har ikke manke, hove eller hale men viser derimod hen mod noget fra sig selv forskelligt. visen eller pegen hen mod noget forudsætter at der er en bevidsthed der fortolker fænomenerne. På samme måde vil man sige at et billede forestiller noget for den der kigger på det, ikke for det selv. Punkt seks handler om sammenhæng mellem mentale fænomeners væren og deres fremtrædelsesform. Oplevelsestilstande består udelukkende i deres visen sig og der er altså derfor ingen skelning mellem hvad de fremtræder som og hvad de er. Her kan det være nyttigt at hive eksemplet om smerte op igen; oplevelsen af en smerte viser sig kun ved det den er, altså smerten viser sig kun ved at den gør ondt hvis den rent faktisk eksisterer og dermed er der. Det materielle er på den anden side ikke afhængigt

3 af at blive oplevet eller af at vise sig og hvis det opleves, ændrer det ikke på dets natur. Punkt syv drejer sig om forskellen mellem erkendelse af en oplevelsessfære og erkendelse af det fysiske. Her argumenteres der ud fra at erkendelse af noget mentalt er inkorrigibelt. Hvis man føler eller oplever en smerte vil man ikke fejlagtigt tro at man føler noget behageligt eller rart. Erkendelse af oplevelsessfærer siges altså at være empirisk eller faktuel modsat erkendelse af den fysiske virkelighed hvor der altid er mulighed for faktuelle fejltagelser hvad angår naturen og eksistensen af bestemte ting, f.eks gennem hallucinationer eller sansebedrag. Argumentation imod dualismen For det første kan man argumentere imod dualismen ud fra filosofiske økonomiprincipper. I modsætning til dualismen har både materialismen og idealismen den fordel at de er monistiske teorier og dermed ikke skal slå bro over to forskellige værensområder men blot kan redegøre for en fælles identitet. Dualismen står altså over for udfordringen med at redegøre for en kausal forbindelse mellem psyke og materie, men derudover virker det som om at der opstår et forklaringsproblem når det kommer til at overholde loven om energiens konstans; Hvordan kan noget ikke-fysik have indvirkning på noget fysisk og omvendt, når loven om energiens konstans kræver at noget fysisk udtømmende skal kunne forklares ud fra noget fysisk? Forskellige dualistiske teorier prøver på hver deres måde at komme med forskellige bud på disse to problemer, men ingen kommer frem til ubetinget succes. Udover de ovenstående to problemstillinger for dualismen er det nemmest at angribe positionen gennem argumenter for enten materialismen eller idealismen. Lykkes argumentationen for materialismen, har man fået bugt med psyken. Omvendt, lykkes man med argumenter for idealismen har man fået bugt med det materielle. Materialismen støtter meget af sin argumentation på naturvidenskabelige resultater som f.eks viser høj korrelation mellem stimuli af hjernen og direkte påvirkning af sjælelivet. En speciel materialistisk teori kaldet identitetsteorien mener at kunne argumentere for at mentale tilstande/fænomener står i stærk numerisk overensstemmelse med neurofysiologiske hjerneprocesser eller forhold og at alle oplevelsesudsagn, så vidt de handler om noget, ikke handler om adfærden, men om neurofysiologiske forhold. Identitetsteorien argumenter for at man ikke behøver at vide hvad en mental tilstand er identisk med, da det er et spørgsmål for videnskaben. F.eks kunne de gamle grækere godt identificere et lyn uden at de vidste det bestod af elektroner osv. Ved at påvise en kontingent identitet mellem psyke og materie opnår identitetsteorien en klar fordel: de kan afvise indvendinger der går ud på at oplevelses-rapporter har en anden mening end beskrivelser af neurofysiologiske forhold. En anden materialistisk teori kaldet funktionalismen konstruerer en analogi til den subjektive private adgang til mentale tilstande ved at sammenligne sjælen med en logisk konstruktion som f.eks en computer. En computer gennemløber forskellige struturelle tilstande og reagerer på forskellige måder alt afhængig af hvilke stadier den er på. På denne måde kan man sige at computeren har privat adgang til dens egne data, da det kan være svært for udestående at afgøre hvilket stadie den befinder sig på, men stadig kan observere outputtet. Samme analogi vil ifølge funktionalismen gælde for

4 sjælelivet og dermed reducere det psykiske til noget fysisk. Idealismen, på den anden side, angriber materien ved at argumentere for at vi ikke er i direkte kontakt med virkeligheden. Da fysiske objekter først skal bevæge sig igennem vores sanser vil der altid forekomme en forsinkelse af oplevelsen. Denne forsinkelse udelukker at vi kan tale om en identitet i og med at det vi direkte erfarer ikke kan være træk ved en objektiv natur. Teorien kaldes rammende for repræsentationsteorien og argumenter altså for at vi kun kan erfare egne oplevelser direkte som en form for repræsentation, og dermed aldrig er i direkte kontakt med en eventuel fysisk omverden. George Berkeley uddybede senere repæsentationsteorien ved at pointere at hvis det eneste vi er i stand til at komme i direkte berøring med er vores egne oplevelser, hvordan kan vi så på nogen måde vide at der eksisterer en ydre fysisk verden. Ethvert forsøg på at etablere bevis for en ydre fysisk verden vil altid kun bringe os i berøring med yderlige oplevelser, men sandsynligvis aldrig med noget der er uafhængigt af dem. Et andet argument for idealismen appelerer til den intuive følelse af det meningsløse i tanken om ting der eksisterer uden relation til en iagttager. Når man forestiller sig noget er man altid, måske nogen gange ubevidst, med som iagttager. Når man snakker om et objekt der ikke står i relation til et subjekt vil det i princippet lægge hensides for hvad man kan forestille sig. Konklusion Dualismen har på trods af stærke argumenter, stadigvæk en del udfordringer med at bygge bro mellem sjæl og legeme. Argumentet for selvgivethed og eksklusivitet der tilsammen danner den ontologiske subjektivitet står efter min mening som de to stærkeste argumenter for den dualistiske teori. Her kommer materialismen på mange måder til kort og forskellen mellem de to værensområder illustreres fint. Idealismen synes derimod at vise sig, ved nærmere eftersyn, som en mere værdig modstander til dualismen. Dog synes teorien at stride imod general common sense og i yderste konsekvens at havne i solipsisme, et standpunkt der næppe er plausibelt for nogen. Striden om sjæl legeme problemet er langt fra ovre endnu, men en længere redegørelse vil i dette tilfælde kræve flere linjer.

5 Litteraturliste Klawonn, Erich SJæl-legeme-problemet, positioner og argumenter, 2001, Odense Universitetsforlag