Mastercase 2011 Copenhagen Economics Kunde: Turismenetværket c/o Københavns Lufthavne Samarbejdet har fungeret godt. De [Copenhagen Economics] var meget behagelige, meget direkte, og de var også med til at udfordre os. Så alt i alt foregik samarbejdet upåklageligt. - Jeff Salter, Business Development Director Københavns Lufthavne Page 1 of 5
Copenhagen Economics Indstillende kunde: Turismenetværket c/o Københavns Lufthavne Titel: Mastercase 2011 Kort beskrivelse af casen: Projektet for Turismenetværket har haft til formål at dokumentere konsekvenserne for dansk økonomi som følge af turismens kritiske situation og synliggørelse af gevinsterne for Danmark, hvis turisterhvervets rammebetingelser blev forbedret. Målet var, at flytte turismen op på den politiske dagsorden og opnå konkrete forbedringer af rammevilkårene. Projektet lykkedes, hovedrapport og temanotater opnåede omtale i over 100 medieklip. I perioden 24. juni til 8. juli 2010 var resultaterne omtalt hver eneste dag i medierne. Projektet bidrog endvidere til at Regeringen med Dansk Folkeparti i forbindelse med årets finanslovsforlig besluttede at øge fradraget for moms fra 25 % til 50 % på hotelovernatninger med virkning fra 1. januar 2011. Projektets varighed: 19 uger Antal involverede konsulenter Fire UDFORDRING Udfordringen i projektet var at skabe fokus på turismens situation og gøre turisterhvervets problemer nærværende og konkrete. Dansk turisme har været ramt af tilbagegang over en længere årrække. Dansk turisme har oplevet et fald i antallet af udenlandske overnatninger modsat trenden i resten af Europa. Erhvervet har mistet international konkurrencekraft, bl.a. på grund af politisk fastsatte rammevilkår, som stiller erhvervet i en ulige konkurrence med turismeerhverv i andre lande og også med andre erhverv i Danmark. I Danmark er der kun fradrag for 25 % af momsen ved erhvervsmæssigt køb af hotelovernatninger og restaurantydelser. Med få undtagelser kan momsen fuldt ud fradrages i andre europæiske lande. Det betyder, at ydelserne er 19 % dyrere i Danmark i forhold til lande, som har fuldt momsfradrag. Samtidig har det været svært for turisterhvervet at få politisk opmærksomhed som et globalt, konkurrenceudsat erhverv. Ligesom eksporterhvervene er turisterhvervet afhængige af gode rammevilkår. Påpegningen af krisen i dansk turisme har heller ikke fået politisk opmærksomhed. Page 2 of 5
LØSNING: Projektets løsning indebar et nyt perspektiv på turismen: turismen er vigtig for at kunne løse påtrængende og konkrete samfundsmæssige problemer, fx økonomisk vækst, problemer i Udkantsdanmark, og sårbare grupper på arbejdsmarkedet. Med dette perspektiv skulle det blive muligt at få accept af nødvendigheden af at forbedre rammevilkårene for erhvervet. Løsningen bestod i at dokumentere tabet for dansk økonomi og de mulige positive gevinster og for løsningen af påtrængende samfundsproblemer, hvis nye tiltag blev besluttet (jf. illustration 1). 1. fase: Turismens problem er et problem for dansk økonomi I den første fase viste vi, at turismens problem ikke bare er et problem for erhvervet, men et problem for dansk økonomi. Vi viste, at Danmark lider et samfundsmæssigt tab som følge af den negative udvikling i turismen. Vi fandt de væsentligste årsager til turismens negative udvikling. Det skete på baggrund af en workshop med kunden samt gennemgang af eksisterende analyser af forklaringer på turismens udvikling i Danmark og andre lande. Vores første konklusion var, at visse forhold, fx valutakursudviklingen og den generelle prisudvikling, har stor betydning og forklarer en betydelig del af tabet i udenlandske overnatninger. Det er forhold som er vanskelige at påvirke fra politisk side eller fra erhvervets side. Den anden konklusion var, at tilbagegangen også skyldes andre forhold, som kan påvirkes, fx politisk fastsatte rammevilkår. Politiske beslutninger har betydning for erhvervets konkurrenceevne og er derfor en del af forklaringen på den negative udvikling i erhvervet. Vi kunne bl.a. vise, at den manglende mulighed for at fradrage moms fordyrer hotel- og restaurationsbesøg i Danmark, og at især turisterhvervet rammes, fordi erhvervets ydelser, såsom hotelovernatninger og pakkerejser, er meget prisfølsomme. Den manglende mulighed for at afløfte moms kan fx betyde, at danske og udenlandske virksomheder vælger at afholde firmamøder, konferencer og kongresser andre steder end i Danmark. Page 3 of 5
2. fase: Et vækstscenarie kan realiseres og løse vigtige samfundsmæssige problemer I den næste fase i projektet tegnede vi to scenarier for turismens udvikling i Danmark. Et negativt tabsscenarium, hvis der ikke blev gjort noget, og et realistisk vækstscenarium, hvis der blev rettet op på turismens rammevilkår. I tabsscenariet ville Danmark miste yderligere 4,6 mio. overnatninger årligt og 13.000 arbejdspladser i 2015. I vinderscenariet skulle Danmark opnå en vækst på linje med EUgennemsnittet. I dette scenarie kunne Danmark vinde 9.300 jobs i 2015. Sammen med kunden udviklede vi de tre centrale tiltag, der kunne bidrage til vækst. De tre tiltag var forbedrede rammevilkår gennem fuldt momsfradrag for hotelovernatninger, et mere effektivt samarbejde om markedsføring og, endelig, øgede investeringer og mere innovation i erhvervet selv. Vi dokumenterede, at turismen kunne skabe 2.500 jobs ved fuld momsafløftning, 1.500 jobs ved en mere effektiv udnyttelse af markedsføringsmidlerne samt 5.300 jobs gennem innovation og produktudvikling i turisterhvervet. Til sidst udarbejdede vi tre korte temanotater om, hvordan turismen - hvis den var i vækst - kunne bidrage til at løse vigtige samfundsmæssige problemstillinger: Beskæftigelse blandt udsatte grupper på arbejdsmarkedet Bæredygtig vækst i Udkantsdanmark Forbedret international konkurrenceevne I det første notat dokumenterede vi, hvorledes turismen ville bidrage til beskæftigelsesmuligheder for kortuddannede og personer med en anden etnisk baggrund, som er ramt af overledig, og som mister beskæftigelse i industrien i disse år. I det andet notat dokumenterede vi, at vækst i turismen især vil komme kommuner i Udkantsdanmark til gavn og dermed bidrage til vækstmuligheder i områder, der ellers er ramt af tilbagegang (jf. illustration 2). Page 4 of 5
I det tredje notat dokumenterede vi nærmere, hvorledes momsafløftning vil forbedre turisterhvervets konkurrenceevne og have en effekt på omsætning og beskæftigelse. Vi beregnede endvidere provenueffekten af fuldt momsfradrag ud fra forskellige forudsætninger om prisfølsomhed, besparelser på overførselsindkomster og aktivering. 3. fase: Løbende assistance til Turismenetværket I den tredje fase af projektet stod vi til rådighed for Turismenetværket i forhold til den PR- og lobbykampagne, der blev iværksat. Grundideen i kampagnen var én hovedhistorie om turismens betydning for dansk økonomi og tre specifikke historier om turismens bidrag til at løse konkrete, påtrængende samfundsmæssige udfordringer som beskrevet i de tre temanotater (jf. illustration 3). Resultat: Projektets hovedrapport og de tre temanotater opnåede omtale via over 100 medieklip, herunder avisartikler, TV-dækning, nyhedsudsendelser i radio og i øvrigt dækning i norske, svenske og tyske medier. I perioden 24. juni til 8. juli 2010 var resultaterne omtalt hver eneste dag i medierne. Projektet bidrog endvidere til, at Regeringen med Dansk Folkeparti i forbindelse med årets finanlovsforlig besluttede at øge fradraget for moms fra 25 % til 50 % på hotelovernatninger med virkning fra 1. januar 2011. Page 5 of 5