Prædiken til Skærtorsdag 2013 Findes der noget bedre end at samles omkring et godt måltid mad sammen med gode venner? Vi er samlet i dag i vores gudstjeneste her omkring et måltid. Et ganske særligt måltid. Et måltid som er anderledes end alle andre måltider, vi deler med hinanden. Nadvermåltidet nemlig. Det er helt centralt i gudstjenesten i dag. For det var skærtorsdag ved aftensmåltidet, Jesus indstiftede nadveren. Dvs den fandt sted for første gang. Nadveren er verdens mindste måltid forstået rent fysisk. Det er ikke meget, der bliver serveret!. Og der er præcis lige meget til os hver. Én oblat, 5 ml vin eller saft. Ingen overfyldte fade og forførende dufte. Men indholdet er så meget mere virkningsfuldt. Disse få gram og milliliter giver på underfuld vis nyt livsmod og livskraft til dem, der tager imod måltidet. Nadvermåltidet i gudstjenesten er et ritual, der skal minde os om, hvad der skete dengang, de sidste dage, da Jesus levede. Det skal minde os om, hvad Jesus ville give videre til os fra Gud.
Samtidig er det på forunderlig vis et måltid, hvor Jesus, som vi altså mindes, er nærværende. For i dette måltid ophæves tiden eller tid og evighed smelter sammen, kan man sige. Nadveren kan som mindemåltid sammenlignes med, når vi samles efter en begravelse for at mindes den afdøde, og hans eller hendes stol står tom, og vi tænker på alt det, vi havde sammen, alt det, han eller hun betød for os. Sådan husker vi i nadveren på, hvem Jesus var og hvad han gjorde. Vi husker på, at Guds søns liv på tragisk vis endte med, at han blev taget til fange og korsfæstet. Og vi husker på, at han opstod igen og at han lovede at han ville være med os alle dage, indtil verdens ende. Den store fortælling, som lige nu gentages i kirkens genfortælling af påskedramaet. Jesu og disciplenes sidste fælles måltid var et påskemåltid, skriver evangelisten Mattæus. Disciplene havde gjort præcis, som jøderne plejede at gøre og som det var foreskrevet i 2.mosebog at de skulle: de havde hentet lammet, der var blevet slagtet i templet. De havde tilberedt det over ilden og da mørket faldt på, samledes de omkring det lave bord, og Jesus indtog værtens plads. Alt var som det plejede at være i
en jødisk familie. Bønnerne, teksterne, den hellige historie om forfædrenes underfulde redning fra slaveriet i Egypten. Det usyrede brød. Det jødiske påskemåltid var- og er endnu den dag i dag -et mindemåltid, hvor den yngste deltager spørger den ældste, hvorfor denne nat er særlig. Så fortælles der om flugten fra Ægyptens slaveri, om hvordan jøderne skulle slagte et lam og smøre blodet fra det på deres dørstolper, så dødens engel kunne gå forbi, når den hentede ægypternes førstefødte. Og ind imellem fortællingen drikkes 5 bægre med rød vin. Til jødernes påske er maden symbolsk. Der er udover det stegte lam og det usyrede brød, saltvand og bitre grøntsager, der skal minde om forfædrenes lidelser. Der er sød frugtmos hvis konsistens og mørke farve, symboliserer leret som jøderne brugte til at lave mursten, da de var slaver i Egypten. Der er æg, som symboliserer det nye liv i frihed. Og mens man spiser og lytter til fortællingen, bliver man samtidig e med de jøder, der flygtede ud af Ægypten. Sådan et måltid var det måltid, Jesus spiste med sine disciple Skærtorsdag aften.
Men så skete der noget nyt der i aftenstunden i et lånt lokale i Jerusalem. Jesus gav det gamle en helt ny betydning. Et nyt ritual opstod fra det gamle. De gamle elementer forvandledes for øjnene af disciplene, lammet stod pludselig lyslevende foran dem og var på samme tid offerdyret og deres ven Jesus, som fortalte, at lige om lidt skulle han ofres og en helt ny pagt blive til ved hans blod. Da han som husherre tog brødet og velsignede det, kaldte han det for sit legeme. Og da han velsignede bægeret med vinen, kaldte han det for sit blod. På den måde sammenflettede Jesus elementerne i det gamle jødiske ritual med begivenhederne omkring sin død. Jesus forkastede ikke det gamle ritual, han satte det ind i en ny sammenhæng, han forbandt den gamle historie med den nye historie, som fandt sted lige i det øjeblik. Derved blev et nyt ritual til, det kristne nadverritual. Det fødtes i disciplenes fællesskab og det er beregnet til at blive spist i fællesskab. For det er den guddommelige mening med os mennesker, at vi hører sammen, hvad enten vi vil det
eller ej. Som disciplene hørte sammen trods alle deres skænderier og personlige svigt. Måske tænker vi ikke over hinanden her i kirken som venner, der er samlet med hinanden. Men pointen i at Jesus forenede os ved at lade det samme blod flyde ud i os, som flyder i ham, er, at skabe enhed, sammenhold og solidaritet imellem os. Gøre kærligheden levende, i nadverbønnen lyder det giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive eet i dig, ligesom du er et med Faderen.. Vi har mindst ligeså meget brug for at høre ord om fællesskab og enhed i vores tid som de havde på Jesu tid. For vi danskere er et splittet folk i disse år. Et folk, der i den grad har mistet blikket for, at vi er et fællesskab med et fælles ansvar. Vi tror, det er de andres skyld, når noget går galt. De blå tror, det er de rødes skyld og omvendt. Imens vore politikere skændes, falder vores fællesskab ligeså stille fra hinanden. Det hele er splittethed. Dem og os, enten det drejer sig om udkants Danmark versus de store byer, de arbejdsløse versus dem med arbejde, bande versus bande osv. osv. Vi har så meget brug for at blive mindet om fællesskab og enighed. Det er så vigtigt, at vi går ud herfra og tager det syn på
hinanden med os. Husker det. Nogen må jo huske det, hvis alle andre glemmer det. I nadverritualet er endnu en gave, som Jesus bragte med fra Gud. Nemlig tilgivelsen, som hører den nye pagt til. I nadverritualet, som det lyder om lidt, siges det i bønnen til sidst, at han med sit legeme og blod har gjort fyldest for alle vore synder. Gjort fyldest for vore synder. Det betyder, at han har fyldt alt det ud, vi ikke kunne fylde ud, hvis man ser på vores liv som en samling af kar, der skal fyldes. Han har fyldt alle hullerne i vores liv ud med kærlighed. Der hvor vi ikke slog til, der hvor vi trak fra istedetfor at lægge til, der hvor vi må stå med tomme lommer overfor vores næstes retmæssige krav og sige jeg har desværre ikke noget at betale med, der siger Jesus jeg betaler for dig. Jeg sætter mit liv til for dig. For at du kan vide, at du er elsket, du menneske. Altid til alle tider. Det er ikke til at forstå. Men det føles godt, hvis man tager det for pålydende! At gå op til nadverbordet og få at vide, at jeg er frelst og fri, på trods af alt, hvad jeg slæber rundt på, det er stort. Og hvem siger det til os?
Det gør præsten, kan man sige. Men præsten låner blot sin stemme og sin tilstedeværelse ud. For det er Jesus selv, der står midt iblandt os. Det må vi aldrig glemme. Men hvad med Judas? Hvad med ham, der forrådte Jesus? Blev han tilgivet? Eller kunne det, han gjorde ikke tilgives? Judas nåede ikke i levende live at få del i den nye pagt, tilgivelsens pagt. Måske var tilgivelsen ellers allermest beregnet på netop sådan en som Judas. Den der får meget tilgivet vil elske meget siger Jesus på et tidspunkt om en luder, som han tilsiger syndernes forladelse. Judas troede ikke, han kunne få tilgivelse, derfor endte han i fortvivlelse og hængte sig selv efter Jesu død. Vi må tro, at han i døden mødte Jesus og at Jesus strakte sin hånd ud til Judas til forsoning. I aften får vi del i Guds tilgivelse, i hans liv og i hans kærlighed. Ordene liver op, når de bliver sagt, de skaber, hvad de nævner. Brødet og vinen symboliserer ikke Jesus, det ER Jesu legeme og blod, som han gav for os og giver for os, om lidt.
Kirkebøn Gud, du som gennem din søn gik lidelsens vej for kærlighedens skyld, vi takker dig, fordi du hører vores bøn og møder os med kærlighed. Tak fordi vi i denne aftenstund kan fejre din nadver med dine troende over hele verden. Hjælp os til at gøre fællesskabet tydeligt, hjælp os til at få øje på dig i hinandens ansigter. Lad din forsonergerning blive en udfordring for os i vore liv med hinanden. Tak fordi du i dåben gav os del i din tilgivelse, din Helligånds nærvær og dit evige liv. Hjælp os v din HÅ til at opdage rigdommen i at Kristus har kaldt os for dine børn og sine søskende. Vi ber dig, vær hos os, når vi er bange og store problemer tårner sig op foran os. Lån os da af dit mod og din tro. Vi ber for alle, der er ensomme og skuffede. Vi ber for alle, der trues på arbejde, førlighed og liv pga sygdom. Vi ber for alle der sulter, for alle der er på flugt, for alle der lever med truslen om krig og vold som daglig virkelighed. Vi ber for freden i verden, hjælp os til arbejde for fred og demokrati. Vi ber for vore børn og unge, hjælp os til at møde dem, hvor de er, og til at give troen videre til dem i
frihed. Vær med os, når vi tvivler og vender os fra dig, når vi ikke kan bede, bed du da for os. Vi takker dig for din kirke, her i vort eget sogn og i verden. Lad fællesskabet vokse, giv os mod til at bringe dit ord ud herfra, ud i hverdagen, giv os lyst til at dele, hvad vi har modtaget fra dig. Vi takker dig for vort land og for frihedens gave. Vi ber for vor dronning, for alle der har magt og myndighed at udøve. Velsign dem og os alle.