1 4.søndag i advent I. Sct. Pauls kirke 18. december 2016 kl. 10.00. Salmer: 90/gloria og 80/76,v.1-2/91//86/439/71/ Hvad er det, der gør jul til noget særligt /93. Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn Amen. Så blev det den fjerde adventssøndag, vi er gået i kirke og bagefter kan vi gå i Sognehuset og nyde en lille frokost sammen. Mere mørke, snart den mørkeste dag. Og mere lys, nu fire brændende adventslys, snart tusind julelys. Glæden vokser og nu insisteres der på den, fordi Jesus er nær, nær i festens form, nær ved sit sidste komme og midt iblandt os nu. I dag skal vi sætters i gang med de sidste juleforberedelser. Johannes Døber vil som sidste søndag i dag hjælpe os frem til at festen for Jesu ankomst kan blive givende, berigende og fylde os. Hvad står i år mellem os og julens fryd?! Tænk over det! Skal min vej rettes ud, fordi jeg lever på krogede veje, hvor jeg lusker væk fra samvittigheden, sandheden, mildheden og lader mig fylde af bekymringer, beder ikke mere, siger ikke tak mere, men i stedet dyrker jeg mig selv og min egen
2 stædighed, jeg mener nu. Vejen skal ryddes for Jesus, så Han kan komme hen til os og vi tage imod Ham. Lad os derfor som en forberedelse sammen tage de ord i vores mund som vi finder i højmesseguiden side fire Evangeliet er læst fra kortrappen: Joh 1,19-28 Bøn. Lad os bede! Kære hellige Ånd, vis os, at Jesus er nær nu og mit iblandt os. Lad os kende Ham og leve i nærvær af Ham, så det må leve i os og ledsage og præge os i alt, hvad vi gør og oplever i denne tid. Amen. Prædiken Hvad så, folkens? Hvordan har I det i år?! Hører du til dem, der siger: jeg glæder mig i denne tid, fordi du bare har det godt? Eller har travlt, dejligt travlt eller ubehageligt travlt med den der sitrende stressfaktor, der er i luften? Lidt tung i sværene, tid for det nu? Eller klemt ved hjertet? Bekymret, fordi verden er som den er og andres og dit eget liv er som det er eller på grund af spændinger mellem mennesker, folk, der har skuffet dig og som du er sur på? Mærker du en vis kynisme som reaktion mod at man skal være åh så glad nu, når du nu ikke er det?
3 December er hygge og stemning og sjov, sådan skal det være, og så kan vi alligevel midt i det hele opleve over for alt det udstillede: Men han har jo ikke tøj på! Det er ingenting! Og så kommer sidste søndag i advent. Den skal hjælpe os med det sidste stykke til jul for at rense det forlorne, der ingenting er og for at julen skal blive til noget mere, til en inderlig glæde, ja fryd, uanset hvordan det ellers står og som du kan tage med dig og møde alt sammen med. Hvem lytter vi til? Snusfornuft og selvfølgeligheder? Det, der passer os og som man kan grine af og more sig over? Jamen, det er jo ikke godt nok, det fylder for lidt og vi skal ikke nøjes med for lidt. Hør i stedet på folk, der taler sandt om det at være menneske og som ikke snakker os efter munden. Det kan godt være, vi da skal væk fra rampelyset, ind i stilheden, hvor vi mærker os selv og vores længsel og spejder efter det, der er væsentligt. Dengang var der sådan en røst, man kunne høre ude i Judæas rå ørken ned mod det døde hav. Johannes var røsten. Han var et halvt år ældre end Jesus og i familie med ham. Hans mor hed Elisabeth, som måske var Marias moster, så Johannes og Maria var følgelig fætter og kusine. Denne Johannes var noget særligt. Han talte, så folk lyttede. Det hele var ikke behageligt,
4 men folk kunne godt høre, det var sandt og han sporede dem ind på noget, de længtes efter. De tænkte: Hvem er han mon? De jødiske ledere i Jerusalem ville gerne have styr på det og derfor sendte de en deputation afsted med spørgsmålet: Hvem er du? Første forslag: Er du Messias? Nej, sagde Johannes. Hvad så, er du den særlige profet, den nye Moses? Heller ikke, svarer han. Hvad så med Elias, som skulle komme inden Herren selv skulle komme? Igen et nej. Sjovt nok siger Jesus et sted (Matt 11,14), at Johannes er Elias! Men evangelierne lader modsætningen og uenigheden stå, for det er ikke vigtigt. Johannes er Elias, men han er ikke optaget af, at han skulle være noget fint. Han er blot en stemme i en ørken. Han er ham, profeten Esajas omtaler, så han ved, hvem han er og at han skal sige noget, der kan rydde vejen til, at Jesus kan ankomme til folks liv. Han skal forberede Jesu komme, motorcyklen, der kører forrest, så hovedperson Jesus kan komme til. Lige dér har Johannes sit fokus. Hvad skal så ryddes til side hos os? Bøjes ned hos mig? Bygges op i dit liv? For at jeg kan tage Jesus ind som Han gerne vil tages imod?! Sådan er rækkefølgen: Først advent, så jul, først forberedelse, så fest, først Johannes, så Jesus.
5 Og så siger han til os: Midt iblandt jer står en, I ikke kender! Et mærkeligt udtryk! Midt iblandt jer står en, I ikke kender! En hemmelighed og en provokation Jesus befinder sig midt i folket. Han er der midt imellem dem, står måske selv og hører på Johannes. Næste dag peger Johannes ham ud og kalder ham den, der skal ofre sig for andre! De ved det bare ikke. De kender Ham ikke. Jesus er også iblandt os, men vi kender Ham ikke! Sludder, Ham kender vi da godt? Vi har hørt en masse om Ham og juleevangeliet kan vi forfra og bagfra. Men er du nu så sikker på, du kender Ham? Hvad er det for en Jesus, vi kender? Ved vi, hvad der er det særlige ved Ham? Kender vi Ham som vi bør kende Ham i vores liv nu? Han vil kendes af os, kendes som når man elsker et menneske! Og nu skal vi kende Ham som Han er. Og ikke nøjes med et rygte. Netop HAM skal vi kende. Han er Ordet. Johannes er røsten. Derfor ved Johannes, at han ikke er værdig til at løse remmen på Jesu sandaler. At løse en persons sandalrem var dengang et job kun for slaver, ikke for andre. De lærde I Israel præciserede: Alt det som en tjener vil gøre for sin herre, det skal en elev gøre for sin lærer men kommer det så: undtaget er den simple opgave at løse hans sandelremme. Lige netop
6 det skulle de altså ikke! Men hvad siger Johannes? Jeg er ikke værdig til at gøre det over for Jesus. Jeg er ikke værdig til at kaldes Hans slave! Sammenlignet med Jesus er Johannes uværdig til det uværdige. Lige før jeg gik herop, sang vi: Han (Johannes) ej værdig kender sig dine (Jesu) sko at løse dig. Hvad er da jeg Adams barn? Skygge, støv og jord og skarn! Jeg er ikke værd at stå på den jord, du trådte på, eller i din forgård gå. Uha, så er vi jo ingenting. Det ødelægger vores selvværd. Det er usundt. Men er det nu rigtigt? Johannes ved godt, han er noget, han har selvværd! Men så ved han også, at der er en, der er større end ham. Det har han det godt med. Jo tættere på Jesus, jo mere opdager vi: Herre, jeg er dig ikke værd. Gå bort fra mig, jeg er en syndig mand! En god uværdighed. Jesus er af en anden verden, som har valgt at komme os uværdige til undsætning for at tackle vores ondskab, skyld, skam, død, dom og befri os til at samles om Ham, løfte os op i værdighed og integrere Ham i vores liv og vi i Hans. Der er glæden, der ikke behøver at larme, bortset fra at synge. Der er mildheden, for Jesus er nær, så kan bekymringerne tabe deres kraft, så har jeg noget at sige tak for, så vil Gud bevare vore hjerter og tanker i Kristus og sådan bliver det jul. Vi er på vej mod den fest, hvor Han skal fylde, så bliver den mere end god. Amen.
7