Prædiken 2 pinsedag søndag den 20-05-2013 i Skibet Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Amen Joh 3,16-21 Menighedssvar I vor herre Jesu Kristi navn. Amen Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader Prædiken Det er selveste den lille bibel, en af de mest brugte tekster i bibelen, der er dagens tekst. Det er en skøn tekst! Men den er fuld af store, tunge ord. Ord som frelse, dom og fortabelse, lys og mørke ord, som vi har det svært med, ord, vi brydes med, og som vi fristes til at gå udenom. Som præst kan man med så store tekster let få lyst til at slå automatpiloten til, og blive i den teologiske jargon, som man kender så godt fra universite-
tet... Så ville jeg være på hjemmebane og om dagens tekst f.eks. sige noget i stil med: Det er i lyset at I skal finde frelsen. Fortabelsen er i mørket. Men det er især i mørket, vi befinder os. Vi elsker mørket. Gud elsker også. Han elsker bare ikke mørket, men verden. Han giver derfor sin søn til verden af kærlighed, så den ikke går fortabt i mørket. Men, hvad nu, hvis verden ikke vil vide af ham? Ja, så dømmer man sig selv. Men det vi er bange for, skal vi lade ske. For det er ikke, som vi troede. Fortabelse er ikke at de onde gerninger kommer frem i lyset, men at de bliver i mørket. Så frem i lyset med dem. Vær ikke dommer - heller ikke over dig selv. For evangeliet siger, at der ikke findes nogen anden dom end den, ikke at tro på, at Gud sendte sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabtes, men have evigt liv. Gud er kærlighed. Og det er jo meget fint Jeg tror, at mange teologer ville være enige... Men på en pinsedag dur det altså ikke. For det er som sagt den teologiske automatpilot, der taler. Og det kommer der ikke tro og opbyggelse ud af. Da jeg skulle forklare mig selv, hvad teksten til i dag betyder, skete der det, som ofte sker, nemlig at det var følelserne og erindringen, der gav mig en fornemmelse for tekstens ord om menneskers lys og mørke, om frelse og fortabelse. For pludseligt huskede jeg nogle skønne minder fra for længe siden da jeg var teenager og gik i gymnasiet.
Om sommeren når vejret var lunt og sommeraftenerne var klare og Sønderstranden i Aabenraa indbød til bål og sejlture i vores båd, ja så tog vi en gruppe af piger og drenge derned og badede og pjattede og legede og nød det. Og når vi gjorde det skete det rigtigt tit at der kom flere til. Og så blev det rigtigt sjovt og dejligt. Så flirtede vi legede i vandet badede og spillede med musklerne overfor pigerne i usikker ungdommelig kådhed som I kender og husker fra jeres ungdom... ikke sandt? Og som vi fik grinet, mens alle legene og snakken og flirteriet fortsatte til ud på natten. Og vi var sammen så det var rigtig rart. Men der var én fyr han kom altid lidt forlegent, og han var på en underlig måde udenfor, for han holdt sig på distance af os andre og nøjedes med at se på. Jeg ved nu, at han inderligt må have længtes efter at være en del af det, vi var i gang med. Og han var sød og en fin fyr Han kunne sagtens have flirtet med pigerne og leget og pjattet med os andre. Men uanset hvem der spurgte og uanset hvordan vi gjorde så kom ingen ind under huden på ham. Han kom aldrig ud af sin skal. Ikke engang, når den pige som vi alle vidste han var forelsket i med forsigtig fortrolighed i hele kroppen og med alt hvad hun var og havde spurgte og prøvede at overtale ham til at slappe af. Han kunne ikke. Han sagde ikke, at han ikke ville. Men han sad bare og kiggede og kiggede og dømte os andre som umodne, uden at sætte sig selv på spil. Og derfor var han udenfor. Måske vidste han ikke, hvordan han skulle tage de første skridt ind i fæl-
lesskabet. Måske var han bange for os andre. Måske kunne han bare ikke hitte ud af det hele. Så han længtes med sig selv. Han var aldrig med, når vi grinende fulgtes hjemad. Og flere af de andre skulle ellers også til Rødekro, hvor han boede. Han var ikke med, når vi sad og kiggede ud over vandet bagefter og filosoferede og snakkede. Han fik aldrig den hyggelige stemning og samhørighed. Han fik aldrig chancen for at snakke med hende som han kunne lide. For han kunne ikke. Han foretrak mørket der inde i sig selv, frem for lyset dernede hvor solen og bålet spejlede sig i vandet og lyste mere op der. Og dommen var at han var dømt til at være udenfor Hvor var det synd. Det var synd for ham at han ikke magtede og det var en synd, at han ikke kunne tage imod en udstrakt hånd. At han ikke magtede at komme så meget ud over sig selv og sin angst at han kunne være en del af livet. Tænk hvad der kunne være sket for ham, hvis han havde turdet give slip på sig selv, så vi havde kunnet tage ham med i latteren og flirteriet og legen. Tænk hvor dejligt det havde været for ham. Men der var ikke noget eller nogen i vores lille verden, der kunne give ham modet eller hjælpe ham ud over sig selv. Så han med håb og glæde havde kunnet kaste sig ud i livet. Hvis bare nogen eller noget udefra langt væk fra var kommet til ham og havde givet ham modet og tilliden til livet så han kunne være blevet den, han virkelig var derinde bag alt det, han ikke magtede! Hvis nogen eller noget udefra var kommet ind og havde hjulpet ham med at turde være den, han var så
havde han også kunnet være en del af vores fællesskab. OG det udefra som han skulle have taget imod det ved jeg nu, hvad var: Det var selvtillid. Gå-påmod, og et lyst sind. Det var med andre ord Guds ånd. For Guds ånd kunne have hvisket kærlighedserklæringer i hans øre, så han kunne vide, at han var sit liv værd. At han kunne have vidst at han havde noget at tilbyde. Noget at være, som vi andre gerne ville have. Han skulle have hørt på alt det gode, som Guds Ånd via hans venner forsøgte at lære ham, om hvordan man er sig selv. Om at turde mærke sandheden på trods af sin sårbarhed, nemlig at man ikke er i fare imellem en flok glade leende mennesker. AT de ikke nødvendigvis ler ad ham, men måske ler til ham og med ham. AT de mennesker ikke vil ham ondt. Og selv hvis de havde villet- ville de ikke for alvor kunne skade ham. Han kunne have haft så godt at mærke Guds ånd, der lover at gå med os og hjælpe med det han ikke selv magtede. Guds ånd til at puste så meget liv i hans kærlighed, at den simpelthen ikke kunne holde ud at blive derude. Guds ånd til kærligt at skubbe ham ind i fællesskabet og helst også til at skubbe til fællesskabet i hvilket Guds ånd også skulle bo så vi åbent og hjerteligt kunne tage ham med og være sammen med ham. Tænk hvor vidunderligt at være med i sådan et fællesskab. Det er bare at lukke øjnene op, og se sine medmennesker omkring sig! Hvor alle har Guds ånd i hjertet til at gøre det. Sanger gentager strofe 3 af Nu bede vi den Helligånd
Sådan ER det allerede Guds ånd er her hos os med sin kærlighed. Den kærlighed vi skænker hinanden finder sin dybeste mening og grund i Guds kærlighed. Og den går aldrig til grunde. Kærligheden går aldrig tabt, giver aldrig fortabt. De ord, jeg læste op for jer for lidt siden ordene om Gud, der sendte sin enbårne søn bliver netop kaldt den lille Bibel, fordi de så kort og præcist udtrykker, hvad den kristne tro er. Det er ord, der kaster et himmelsk lys ind over os lige her og nu, for de siger til os, at Guds kærlighed i Jesus blev født ind i vores liv. Også i Jesu liv var der mørke og lys, men Evangeliet det glædelige budskab er jo, at lyset var stærkere end alt mørke. Og hans budskab til os er ikke bare, at vi skal elske hinanden. Også, når det er svært. Nej, budskabet er også, at han at Gud elsker os. Både når vi er nemme at elske, og når vi godt selv ved, at det er svært. Med alt det udefra, som vi ikke selv kan give os selv som vi ikke selv magter at gøre. Tilgivelsen det ikke bare at bære os, men også at bære over med os er en umistelig side af Guds væsen. Og Helligånden hvisker hver eneste dag til os, at verden altid er genstand for Guds kærlighed. Han hvisker om, hvad der er sandheden, og hvad der blot ligner. Han hvisker, hvor det går galt for os og hvad vi kunne gøre i stedet. Og han gør det på utallige måder. Gennem musikken, samtalerne, inspirationen fra kunsten, bøgerne osv.. Han hvisker: Kom ud. Vov at kaste dig ud i livet jeg slipper dig ikke. Det kan ikke gå galt. For du er det menneske, Gud elsker, og som han altid vil elske. Du kan komme bort fra
dig selv, men du kan ikke komme bort fra Gud. Glædelig Pinse til jer alle! Amen. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed, Amen. Lovet være du, Gud Fader, Søn og Helligånd, at du evigt skaber og gør livet nyt og levende. Du er kilden til al vor kærlighed og glæde, til vor nysgerrighed og håb, og fra dig og til dig strømmer livet i al sin fylde og glans. Derfor beder vi dig: Fyld os med din Helligånd. Fyld os rigeligt med styrke, frimodighed og glæde, så vi mærker i os, at du lever i os, og vi lever i dig. Fyld os med din kærlighed, så vi må tale og synge og dele ud af alt det, vi har modtaget. Kom med trøst til alle, der sørger og savner, bevæg alle, der ikke har øjne for andre end sig selv, og brug os, så vi bringer dit rige ud til dem, der længes efter at mærke livets forårspust. Vi beder dig for alle, der har mistet livsmodet og er bange for at møde andre mennesker,... for alle, der har tabt troen på fremtiden og hader sig selv. Vi beder dig for dem, der føler sig vraget, dem, der er ramt af arbejdsløshed og sygdom, og for dem, der mærker livet smuldre... og for dem, der slår det i stykker. Vi beder dig for alle magthavere, der skal træffe de afgørelser, som former livet for
mange. Giv dem indsigt og visdom og sans for retfærdighed, så de er med til at skabe fred og retfærdighed i verden. Vi beder dig for vor dronning, regeringen og folketinget, for alle, der skal forkynde dit ord og mangler nye ord og toner, mangler ånd og glæde til at formidle, hvad du har sendt os ud for at forkynde. Lad alle kristnes tale, sang og bøn spredes og blive til glæde og velsignelse for mange. For da vil verdens øjne åbnes for dit budskab og kærligheden strømme til dig, Gud Fader, Gud søn og Gud Helligånd. Amen! Vor Gud og Far i himlen Næste søndag den 26. maj kl.10.30 er der højmesse igen. Det er Tine Iversen, der har handlingen. Efter gudstjenesten er der i dag ikke den sædvanlige kirkekaffe. I stedet går vi sammen op i præstegårdshaven og spiser den medbragte frokost. Husk stole, hvis I ikke vil sidde på tæpper. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Meddelelser Amen.