Arbejde og uddannelse under omdefinering Af Steen Hildebrandt Professor, Ph.D. Aarhus Universitet Dem, der ikke kan bruges til noget, kan bruges til noget andet. Arbejdet spiller en meget stor rolle i det moderne samfund og i det moderne menneskes identitetsopfattelse. Langt de fleste mennesker lever livet med en dominerende og levende forestilling om, at det vigtigste i livet er at arbejde. Man skal have et arbejde. Man skal gå på arbejde. En række ordsprog i vor egen og mange andre kulturer bekræfter og understreger dette. Eks.: Arbejde adler. Arbejdet bærer lønnen i sig. Det arbejdsbegreb, vi benytter, er et økonomisk begreb. Det er et arbejdsbegreb, der er rettet mod et formelt arbejdsmarked. Jeg er enig i, at arbejde er vigtigt. Jeg kender ingen mennesker, der ikke gerne vil arbejde i betydningen: Bidrage til et fællesskab med noget nyttigt, værdifuldt og værdsat. Mennesker vil gerne gøre en forskel. Mennesker vil gerne bidrage til noget, der er meningsfuldt. Arbejde i disse betydninger af ordet er vigtig, men jeg er ikke enig i den ekskludering, der reelt finder sted af mennesker, der er uden for det formelle og formelt accepterede arbejdsmarked. Hvis vi forenkler, kan vi sige, at vi praktiserer et økonomisk menneskesyn, der går ud på, at mennesket koster og at mennesket bidrager til samfundets økonomiske værditilvækst. Ud fra den grundtænkning inddeler vi menneskets liv i tre hovedfaser. I den første fase er det accepteret, at mennesket, dvs. barnet og den unge, koster, dvs. er forsørget af forældre og i en bredere sammenhæng af samfundet; i den tredje og sidste fase er det ligeledes accepteret, at mennesket forsørges; vi taler om pension eller om passiv, men accepteret forsørgelse; og i den mellemliggende anden fase er mennesket et arbejdsfænomen, dvs. at det enkelte menneske enten er på arbejdsmarkedet eller modsat, men uønsket er uden for arbejdsmarkedet, dvs. arbejdsløs. Skillelinjerne imellem disse faser kan påvirkes; fx kan man stimulere den enkelte unge til at gennemføre sine studier hurtigere. Og i den anden ende kan man fx påvirke den ældre borger til at blive længere på arbejdsmarkedet. Det afgørende er, at mennesket fødes som og i langt overvejende grad betragtes som en potentiel eller aktuel produktionsfaktor. Det nyfødte barn plejes, får plads i vuggestue, børnehave og skole, og så hurtigt, som det er muligt, påbegyndes en undervisning, uddannelse, træning 1
og testning af barnet og den unge, der skal bidrage til at sikre en direkte og hurtig vej frem til den unges indtræden på arbejdsmarkedet, således at den unge kan komme til at bidrage til den økonomiske udvikling i samfundet. Mennesket er først og fremmest et økonomisk fænomen, der koster penge, fødes på højeffektive lean-proces udsatte fødselsafdelinger med meget få (om nogen) sengedage, forsørges, undervises, arbejder, bidrager til værditilvæksten i samfundet og forbruger varer og tjenesteydelser og i den sidste fase kan samfundet slutteligt udnytte den energi, der frigives i forbindelse med afbrændingen af den døde krop. Det handler om penge, karakterer og bidrag til BNP. Vi har et ministerium for arbejde, et beskæftigelsesministerium. Vi har en række begreber, der på den ene side illustrerer arbejdets vigtighed, og som på den anden side tydeliggør det menneskeligt og socialt næsten katastrofale eller i hvert fald uacceptable ved at være arbejdsløs. At være uden for arbejdsmarkedet er kun legalt i visse særlige og veldefinerede tilfælde. I mange andre tilfælde er det direkte suspekt. Vi har en omfattende og nuanceret sprogbrug på disse områder: Vi taler om at være arbejdsløs, at være uden for arbejdsmarkedet, om kontanthjælpsmodtagere, langtidsledig, skånejob, færdighedstab, arbejdsmarkedsparat, førtidspensionist, at blive parkeret på førtidspension, match gruppe 1, 2 og 3, om at være på (langvarig) overførselsindkomst, flexuddannelse, løntilskud, passiv forsørgelse, selvforsørgelse, at være under omskoling, rehabiliteringsteam, under aktivering, invalidepensionist, pensionist, dagpengemodtager, fleksjobber; rehabilitant, rehabiliteringsydelse, tværfaglig gennemgående koordinering, vi taler om ungdomsarbejdsløshed, skjult arbejdsløshed og om sort arbejde mm. Og et par nye begreber fra området: nytteaktivering og ressourceforløb. En række begreber i vort samfund handler om denne sondring mellem arbejde og forskellige former for ikke-arbejde. Jeg erindrer, at den nuværende beskæftigelsesminister i sin tid som oppositionspolitiker en dag i TV forklarede, at de dengang eksisterende love, bekendtgørelser, regulativer, vejledninger mm vedrørende aktivering fyldte 17.000 sider, hvis man printede det hele ud. Det siger noget om, hvor vigtigt det er at være beskæftiget. Politikerne, herunder beskæftigelsesministeren, taler om arbejdsmarkedsreformer. Mange af de reformer, vi har set og formentlig også de, der er på vej, er karakteriseret ved, at de i vid udstrækning er forsøg på at reparere på et system eller en struktur, der allerede er ved at bryde sammen. Ja, vi har en situation, hvor en stor del af de seneste års beskæftigelsesfremmende indsats efterfølgende af bl.a. Rigsrevisionen - er blevet vurderet til at have haft en modsat effekt end beskæftigelsesfremme. Over halvdelen i den arbejdsduelige alder i Danmark er på overførselsindkomst påpeger ministeren igen og igen. Og det er rigtigt. Vi taler om 700-800.000 mennesker. Heraf er over 100.000 helt unge mennesker imellem ca. 16 og 27 år uden for både uddannelses- og arbejdsmarkedet. Det 2
er en katastrofe, har jeg tilladt mig at sige, at så mange helt unge mennesker holdes uden for ekskluderes fra det officielle samfund repræsenteret ved arbejds- og uddannelsesområdet. Derfor iværksætter vi allehånde former for tiltag, der skal animere de unge til at tage en ungdomsuddannelse (underforstået: en traditionel ungdomsuddannelse) med henblik på, at de kan gå videre og tage en arbejdsmarkedsrelateret uddannelse for endelig herefter at få et arbejde svarende til deres uddannelse. Og på universiteterne uddanner vi mennesker uden nogen som helst hensyntagen til sandsynligheden for, at de nogensinde vil kunne få et arbejde svarende til deres uddannelse. Og når de unge har fået deres uddannelse, iværksættes der en række tiltag med henblik på at få de unge ud på det såkaldte arbejdsmarked; tiltagene er mangeartede og ofte uden nogen tydelig mening. Realiteten er, at der ofte ikke er noget job til den unge. For at understrege vigtigheden af at have et arbejde har beskæftigelsesministeren for nylig sagt, at en arbejdsløs akademiker ikke skal føle sig for god til at søge et job i Netto. For et job må man have! Det siger ministeren muligvis, fordi hun ser, at vi i dag med meget stor sandsynlighed må sige, at tusindvis af danske akademikere (og mange andre) aldrig nogensinde vil få et arbejde, der bare nogenlunde svarer til den formelle uddannelse, de har taget. Jeg vil være skarpere og ærligere og sige: Ikke nok med, at universiteterne uddanner tusindvis af unge mennesker ud i arbejdsløshed eller det, vi indtil videre opfatter som og kalder arbejdsløshed. Universiteterne giver dem tillige undertiden en ringe uddannelse, undertiden en katastrofalt ringe uddannelse. Hvis man så de humanistiske (og formentlig også en del andre) uddannelser grundigt efter i sømmene, så ville man finde kandidater så ringe, at de slet, slet ikke kan leve op til de forventninger, som man må have lov til at stille til mennesker med en kandidatuddannelse. Jeg henviser bl.a. til lektor Jakob Egholm Feldt s kronik i Information den 27. februar 2012, hvor han bl.a. siger: På humaniora i dag kan man sagtens få en uddannelse med både beskeden indsats og beskedne evner. Vi taler, og jeg har talt, som om det er en selvfølge, at der er eller kommer et job til alle. Underforstået: Et job på det normale arbejdsmarked til en normal løn. Men hvor står det skrevet? Der er helt åbenbart ikke tilstrækkeligt med jobs i Netto - eller andre steder til alle de akademikere og andre, der i dag er uden for arbejdsmarkedet. Der er simpelthen ikke arbejde nok, selv om vi ofte har sagt og sunget: Der er arbejde nok til alle! Det er der ikke. Eller rettere sagt: Der er ikke tilstrækkeligt almindeligt aflønnet arbejde. Der er ikke tilstrækkeligt med arbejde, der er formelt accepteret og defineret som arbejde. Det er jo netop derfor eller på basis af det, at nogle er inden for og andre er uden for arbejdsmarkedet. Noget af det bizarre i den debat, der føres om dette, fremgår af følgende overskrift i dagbladet Politiken den 1. marts 2012: Pres: Jobbet gør unge syge. Eksperter mener, at det er høje krav på arbejdsmarkedet, der sender mange unge på førtidspension. 3
Vi har en situation, der bl.a. er karakteriseret ved, at to hovedbestræbelser tørner sammen: På den ene side har vi en regering og et folketing, der gør alt, hvad der er muligt inden for den givne tænkning, for at få mennesker ud på arbejdsmarkedet. Og på den anden side har vi en offentlig sektor og et erhvervsliv, der udfolder alle tænkelige bestræbelser på at reducere antallet af beskæftigede medarbejdere; alle typer af virksomheder i Danmark oplever et voldsomt pres i retning af produktivitetsudvikling bl.a. i lyset af den voldsomme globale konkurrence, og hvor mange danske virksomheders konkurrenceevne påvirkes negativt af et meget højt lønniveau i Danmark. Alle virksomheder har en øget opmærksomhed rettet mod bortrationalisering af medarbejdere eller rettet mod etablering af nye og mindre arbejdskraftkrævende produktioner. Det er globaliseringen og konkurrencestaten i funktion og aktion, vi her ser. Den oven for omtalte retorik, disse sondringer, disse opdelinger, denne opsplitning har vi udbygget, cementeret og vedligeholdt igennem mange årtier. Disse forestillinger er udviklet og har antaget deres nuværende former ikke mindst i den industrielle periode op gennem 1900-tallet. Her blev de gamle landbrugs- og håndværkssamfundsformer totalt ændret, og vi fik mange og mange store industrivirksomheder, der beskæftigede et stadig stigende andel faglærte og også såkaldt ufaglærte arbejdere. Hjemmenes indretning og funktion blev totalt ændret, f.eks. ved at stadig flere kvinder kom ud på det såkaldte arbejdsmarked. Mange mennesker, der i dag er over ca. 50 år, er opvokset i et hjem, hvor deres mor gik hjemme. Sådan er det ikke længere. Eller rettere: Sådan var det ikke, men nu er det ved at være sådan igen, at flere og flere går hjemme. Men da det ikke længere er socialt og kulturelt acceptabelt at være hjemme, dvs. uden for arbejdsmarkedet, så karakteriseres disse mennesker nu som arbejdsløse, og mange af dem er under stadig aktivering (mange af dem skriver og afsender et pligtigt antal jobansøgninger pr. uge oftest til ingen verdens nytte) og mange modtager psykolog- og anden hjælp, fordi de menneskeligt, socialt og familiemæssigt har det - meget dårligt. Et spørgsmål er: Er dette relevante tankegange og beskrivelser? Er dette relevante og tidssvarende måder at betragte uddannelse, arbejde og arbejdsmarkedet på? Er dette en relevant måde at betragte den moderne families situation på? Er dette en relevant samfundsmodel og samfundsbetragtning? Jeg er i tvivl. Jeg tror, vi må sige: Mange af vore tanker og begreber fra fortiden har overlevet i en virkelighed, der ikke længere findes. Jeg tror, vi skal til at tænke anderledes. For at tage en fuldstændig jordnær og umiddelbar betragtning: Der er masser af (arbejds-)opgaver i det højt udviklede danske samfund, der ikke bliver løst i dag. Der er masser af arbejde i betydningen: opgaver, behov og udfordringer, der ikke bliver løst eller dækket - eller som i øjeblikket bliver løst højst utilstrækkeligt. Både mange små og mindre betydningsfulde opgaver, men også mange betydelige og alvorlige opgaver bliver ikke løst. Er der en tredje vej, en tredje sektor, en 4
helt anden samfunds-, uddannelses- og arbejdstænkning? Ja, selvfølgelig er der det. Der er mange. Vi skal måske tænke nyt og vælge nye veje. Danmark er ét af verdens rigeste lande målt på den måde, som vi indtil videre definerer og måler indkomst og rigdom på, nemlig ved hjælp af de klassiske økonomiske, kvantitative bruttonationalproduktopgørelser. Danmark er på en række områder et samfund i særklasse. Vi har gennem de seneste 10 år samlet set været verdens mest økonomisk lige land (gini-index); vi har en meget antiautoritær kultur med lav magtdistance (Hofstede, 1984, 2001); vi har nærmest ingen respekt for blind lydighed i opdragelsen, og vi har en lang række store frihedsrettigheder. Vi har været kreative nok til at blive et af verdens materielt set rigeste lande. Vi er et af de bedst ITopkoblede lande (Plovsing & Nielsen, 2009). Vi har verdens angiveligt laveste grad af korruption (Transparency International, 2008) kombineret med den højeste grad af social tillid mellem mennesker, (Bjørnskov, 2009). Vi er i mange undersøgelser siden 1970 noteret som de mest tilfredse (lykkeligste) mennesker i verden (Veenhoven, 2010; Diener, 2009). Og vi er fornylig blevet udpeget som det europæiske land, som i højeste grad understøtter personlig vækst (Huppert & So, 2009; Seligman, 2010). Måske har der aldrig været noget mere privilegeret folk end nutidens danskere. Både objektivt og subjektivt set. Hvis vi således studerer den daglige mediestrøm i Danmark (og i lande, der ligner Danmark), så vidner utallige rapporter og analyser om et samfund, hvor det store flertal af mennesker på mange måder og dimensioner har en ufattelig høj levestandard; og i nogle typer af undersøgelser er Danmark som nævnt oven i købet verdens lykkeligste folk. Over for det står imidlertid, at flere og flere melder sig syge med stress, flere og flere bliver behandlet for depression (nu fra 15-års-alderen, hvor det for ikke ret mange år siden først var fra 30-års-alderen), flere og flere har svært ved at holde pauser, holde fri, holde ferie sådan rigtigt, hvor man virkelig rekreerer fra arbejdslivet. Det kræver stadig mere disciplin at slappe af, fordi vi har organiseret os, så vi bliver forstyrret hele tiden. I dag vokser mange børn op i så hektiske kontekster, at de skal trænes til eller medicineres med henblik på at kunne falde til ro. Alt for mange børn og unge er ude af sig selv, siger familieterapeuten Jesper Juul. Det betyder, at Danmark også er et land i krise; stress, overvægt, livsstilssygdomme, selvmord, psykiske lidelser, problemer med spædbørn, overgreb på børn, fattigdom, børn der mobbes i skolen, stort frafald fra folkeskole og ungdomsuddannelser, problemer med uro i klasser i folkeskolen, utilfredshed med undervisningen på universiteterne, stor arbejdsløshed for mange grupper i samfundet, herunder for mange akademisk uddannede mennesker, besparelser på plejehjem og heraf følgende problemer med omsorg og pleje, nye typer af sygdomme, sygdomme, der tager til i styrke og omfang. Hertil kommer store og uafviselige miljø- og klimaudfordringer. 5
Det ser ud, som om industrisamfundet med dets vækst- og tempotænkning ophober store mængder af problemer og symptomer foran sig, problemer, der ikke kan løses gennem mere økonomisk vækst, øgede hastigheder eller som én af mine kolleger formulerede det forleden ved et møde: Det nytter ikke at blive ved med at rationalisere. Dermed mener han måske noget i retning af: Det nytter ikke at blive ved med at gøre det samme; det nytter ikke at blive ved med at forsøge at løse problemerne med den tænkning og de fremgangsmåder, der har skabt dem. Nye veje er nødvendige. Alt dette tyder på, at der er noget, der ikke stemmer overens for nu at sige det mildt. Der er nogle kæder, der hopper af, når vi forsøger at beskrive og forklare det nuværende samfund og dets udvikling. Vi er rige. Ja, vi taler oven i købet om verdensklasse. Og vi er i krise. Vi har stor arbejdsløshed. Vi sætter utrolige anstrengelser ind på at få mennesker uddannet og få mennesker i arbejde, selv om der intet (traditionelt) arbejde er. Noget kunne fx tyde på, at vi måler forkert og utilstrækkeligt, når vi ud fra de officielle målinger konkluderer, at Danmark er et af de rigeste lande i verden. Er det et rigt land, der har alle disse problemer og problemsymptomer? Er det fornuftigt at definere al uddannelse som ensidigt og udelukkende rettet mod et arbejdsmarked, (der ikke findes), eller skal vi frem til, at det har en værdi i sig selv at have en uddannelse? Skal det være værdifuldt også at være uden for det formelle og officielle arbejdsmarked, og skal der være en række officielt accepterede og værdsatte opgaver, som mennesker uden for (det såkaldte) arbejdsmarked varetager og løser? Skal vi til at revidere de gamle kasser og anskuelser, som vi har placeret og defineret os selv og samfundet ind i gennem de sidste mange årtier og have vendt noget af dette rundt, så det kommer til at se helt anderledes og tidssvarende - ud? Vi har udviklet en arbejdsdeling i det danske samfund, der indebærer, at vi kan opretholde en situation, hvor mindre end halvdelen i den såkaldt arbejdsduelige alder officielt arbejder. Det vil ændre sig igennem de næste ti år, bl.a. på grund af den demografiske udvikling med bl.a. stadig flere ældre borgere. Sådan har vi traditionelt sagt det, bl.a. fordi mange mennesker går på pension i de kommende år. Og vi har antaget, at netop så mange vil gå på pension, at det vil kunne bringe mange af de mennesker i beskæftigelse, der i dag er arbejdsløse, således at vi igen kunne se frem til en periode med en form for traditionel fuld beskæftigelse. Det scenario er der al mulig grund til i dag at betvivle. Jeg tror, at vi grundlæggende står over for helt andre problemstillinger i det danske samfund, der indebærer, at vi skal til at tænke helt anderledes om arbejde, uddannelse, fritid, frivillig herunder tænke nyt og anderledes om, hvad der er uden for henholdsvis hvad der er inden for arbejdsmarkedet. De, der ikke duer til noget, duer til noget andet. Jeg siger ikke, at der ikke kan være og sandsynligvis er gode grunde til at ændre på nogle af de nuværende systemer. Det er jeg tvært imod overbevist om, at der er. Men samtidig kan vi ikke blive ved med at opretholde en retorik og nogle systemer, der fastholder os i denne eksklusionstænkning: enten er du inden 6
for eller også er du uden for arbejdsmarkedet, en sondring og en retorik, der næsten sætter lighedstegn mellem arbejdsløs og værdiløs. Hvad nu, hvis vi rent faktisk er ved at ankomme til en situation i samfundets udvikling, hvor vi kan producere de varer og ydelser og præstere den velfærds-, dannelses- og uddannelsesindsats, som vi anser for ønskelig, ved at vi har en stor gruppe mennesker, der er inden for og en stor gruppe mennesker, der er uden for det, vi i dag kalder arbejdsmarkedet, og som om nogle år hedder noget andet og er defineret og afgrænset på helt andre måder? Det vil sige, at vi ud fra, hvad vi nu kan se og ane ret klart, omdefinerer begrebet arbejde, således at alle de mennesker, der ikke er på arbejdsmarkedet, er på et andet og lige så vigtigt marked, nemlig et marked for en række andre aktiviteter, opgaver, udfordringer, muligheder? Jeg taler netop ikke om et status quo samfund, hvor alle velfærds- og andre ydelser føres uændret ind i fremtiden; jeg taler ikke om en uændret videreførelse af det moderne velfærdssamfund; jeg taler ikke om et samfund, der har den samme form for materiel og formel velfærd, som i det nuværende samfund; jeg taler om et helt andet samfund, hvor man definerer og fordeler arbejdet på andre måder, hvor man definerer og arbejder med velfærd på andre måder, hvor man definerer uddannelse på andre måder, og hvor man måler nationalproduktet på en mere nuanceret måde, end det er tilfældet i dag. Jeg taler ikke om et pengeløst samfund; jeg taler ikke om et samfund uden for de eksisterende økonomiske hovedstrukturer; jeg taler om et samfund, der inden for de gældende økonomiske markedsstrukturer og markedskræfter gradvist bevæger sig i andre velfærds-, uddannelses- og dannelsesretninger, der fx er karakteriseret ved en inklusionstænkning i stedet for den eksklusionstænkning, der på utallige områder karakteriserer det nuværende samfund. Dette er en summarisk og meget ufuldkommen analyse og argumentation. Det danske samfund er grundlæggende så sundt og godt, og det har så mange styrker og stærke traditioner, at der er mange veje at gå ud fra den nuværende situation. Vi er ikke ved at køre ud over nogen afgrund eller ned i noget stort hul. Vi har en ophobning af problemer og symptomer, som vi skal betragte, reflektere over og lære at tage bestik af, ikke som vi plejer, men på måder, der indebærer, at vi ikke bare kører rundt i onde cirkler, og oven i købet på nogle områder sådan, at vi gør ondt værre, men på måder, der indebærer, at vi kører í nye retninger. Der er behov for en overordnet drøftelse af nogle af de hovedbegreber og hovedsondringer, som vi hidtil har benyttet og ræsonneret ud fra og som måske nu er ved at forhindre os i at orientere os nogenlunde klart? Vi skal selvfølgelig også således som regeringen forsøger at gøre det arbejde på kort sigt med traditionelle reformer og tiltag. Det er nødvendigt, men vi skal gøre os klart, at meget af dette ikke er relevant og holdbart på bare lidt længere sigt. På længere sigt er der behov for at tænke i helt andre retninger. 7
8