Kliniske erfaringer fra Sorggruppen i Nuuk Af socialrådgiver og sorgbehandler Asii C. Narup og klinisk psykolog Conni Gregersen, begge Sorggruppen i Nuuk Det teoretiske udgangspunkt Fonnålet med Sorggruppen i Nuuk er at afprøve og videreudvikle behandlingsmetoden "åben sorggruppe", udviklet af Nini Leick og Marianne Davidsen-Nielsen. Behandlingstilbuddet henvender sig til voksne, der har været udsat for traumatiserende tab. Der er tale om individuel behandling i gruppe, og behandlingstiden varierer fra person til person. At gruppen er åben betyder, at der optages nye medlemmer når en har sagt farvel til gruppen. Arbejdsmetoden er udviklet med baggrund i erkendelse og erfaring af, at den naturlige proces i psyken efter et tab, undertiden forstyrres eller aldrig kommer i gang. Da kan man via den åbne sorggruppe hjælpe sorgprocessen tilbage i sit naturlige forløb. Sorg er den sjælelige proces, hvorved et menneske adskiller sig følelsesmæssigt fra den eller det, vedkommende har mistet. Sorgprocessen kan tage kortere eller længere tid, alt efter hvordan tilknytningen var til det mistede. Sorggruppen rummer 6-12 klienter. Personerne er forskellige mht. social baggrund, funktionsniveau osv. Arbejdet foregår ambulant, gruppen mødes 1-2 gange om ugen, og hvert gruppemedlem arbejder med et selvvalgt tema. Den terapeutiske grundide er, at klienten skal få mod til at se virkeligheden i øjnene, hvor forfærdelig og skræmmende den end er. Erkendelsen vækker stærke følelser og gennem forløsning af disse frigives kræfter til at gå videre i livet. De personer, der visiteres til gruppen, må have en nogenlunde stabil personlighedsstruktur. Mennesker i en akut psykotisk tilstand og personer med alvorlige misbrugs problemer er ikke relevante klienter i en åben sorggruppe. Der er 4 aspekter, som enhver sørgende gennemlever i et sorgforløb: 1. aspekt: Erkendelse af tabet - accepten af at tabet er en realitet intellektuelt og følelsesmæssigt. 2. aspekt: GennemleveIse af sorgens følelser - forløsning af sorgens følelser som f.eks. smerte, savn, vrede, skyld og skam. 3. aspekt: Tilegnelse af nye færdigheder - i forhold til at dele følelser med andre, i forhold til praktiske opgaver og i måden af være i kontakt med andre mennesker. 4. aspekt: Reinvestering af den følelsesmæssige energi - at nå til at kunne sige det endelige farvel til den/det der er mistet, for igen at kunne holde af andre.
Sorgarbejde er adskillelsesarbejde Sorg rammer ind på vores evne til tilknytning og adskillelse, et lag i personligheden, som dannes allerede i spædbarns alderen. Dette niveau i personligheden er almenmenneskeligt og findes altså før man udvikler sprog og før man udvikler sin kulturelle identitet. Det er centralt at få et billede af den tilknytning, der var mellem den sørgende og den afdøde. Sorgprocessen afhænger af, hvordan tilknytningen var, derfor starter arbejdet i sorggruppen ofte med, at den sørgende fortæller om den specielle betydning, den afdøde havde i hendes liv. I forhold til de to første aspekter arbejdes der endvidere med genfortælling af de specielle omstændigheder, dødsfaldet er sket under, brevskrivning til den afdøde og brug af fotografier. Brevene læses højt i gruppen. Det er en del af tredie aspekt, at deltagerne bruger den genvundne styrke til at bruge deres netværk på en ny og anderledes måde, hvilket kan ske gennem at læse de breve op, vedkommende har arbejdet med i sorggruppen for en eller flere nære netværkspersoner. Når sorgens følelser er forløst og den sørgende har øvet sig i andre måder at håndtere livet på, har sorgen fundet en naturlig plads, og personen begynder at få mod på at foretage sig helt nye ting i sit liv og får mod på igen at knytte sig dybt til andre. Da er tabet erkendt på de dybere niveauer i psyken og det er muligt at slippe tilknytningen til den afdøde og etablere nye dybe relationer. Det terapeutiske arbejde varetages af de to behandlere, som hjælper den sørgende med at fastholde sit fokus på tabet, hjælper med følelsesforløsningen, samt hjælper den sørgende med at få mod til at bruge sit netværk på en ny måde og udvide sit liv med nye udviklingsområder. Erfaringer fra sorggruppen i Nuuk De fleste har søgt Sorggruppen i Nuuk med baggrund i dødsfald. De føler, livet er standset, deres livsudfoldelse er blokeret af tanker og følelser om den afdøde. I takt med arbejdet i gruppen frigives energi fra de forløste følelser, og personen føler sig mere levende. Vi var spændte på, hvordan deltagerne ville reagere på det at arbejde i gruppe, da samfundet er så lille. Mange er optaget af denne problematik i forsamtalen, men i praksis har det vist sig, at alle meget hurtigt har åbnet sig omkring deres sorgarbejde. For at give tryghed kræver vi, at alle forpligter sig til ikke at snakke udenfor gruppen om det, de får kendskab til om hinanden, og vi har ikke kendskab til nogen tilfælde at brud på denne tavshedsregel. Et vigtigt redskab i metoden er at skrive breve om sorgens følelser til def!" man har mistet. I starten var det svært at få deltagerne til at skrive disse breve. Det er nemlig meget smertefuldt at beskæftige sig så direkte med det allersværeste, men efter at deltagerne begyndte at opdage, hvor stor en forløsning, et sådant brev kan bringe med sig, går det betydeligt lettere med at få brevene skrevet. Det er blevet en naturlig del af deltagernes arbejde, at de skriver samt tager billeder med. Vi mærker, at det nu er lettere for nye gruppedeltagere at komme i gang med brevskriveriet end det var for de første, hvor det hele var så nyt for alle. Gamle gruppedeltagere fremtræder som en slags "eksperter" for de andre. De bliver billeder på, hvor langt man kan nå gennem det slidsomme sorgarbejde. Der sker personlige møder på meget dybe planer, når mennesker overværer hinandens arbejde i gruppen, og dette gør det naturligt og enkelt at opretholde tavshedspligten omkring det, der sker. N år mennesker får kendskab til virkeligt dybe følelser hos hinanden, mærker de desuden samtidig deres egne dybder.
Det hører med til metoden, at den enkelte selv er med til at finde ud af, hvordan processen skal forløbe for at passe til netop hendes personlighed og tilværelse. Det gælder såvel hvad angår måder at snakke og skrive på, som tempoet i processen. Vi oplever ofte, at følelserne kommer med det samme. Det er umådelig hårdt for den, der arbejder, men effekten er stor. Undertiden former livet sig sådan, at sorgarbejdet bliver forstyrret af det, og vi må da integrere nye hændelser og følelser i processen. Det er almindeligt, at vores gruppedeltagere giver udtryk for en umiddelbar lettelse, når "dagens arbejde" er gjort i gruppen. Det er et udtryk for, at personen har god kontakt til sine dybe følelser, at hun på en næsten fysisk måde mærker lettelsen, når de tunge følelser forløses. Lettelsen viser sig f.eks. som en følelse af at "have tabt 10 kilo" eller som en spontan trang til at le og selvom der er andre, som endnu sidder tilbage med tunge følelser, smitter lettelsen, så latteren bryder igennem i hele gruppen. Det er meget betagende for alle i gruppen at opleve disse skift hos mennesker i dyb sorg, at opleve fleksibiliteten i personligheden og følelsernes forvandling. Det er endvidere medvirkende til, at sorgarbejdet føles mere overkommeligt - man oplever lettelse undervejs og mærker dens smittende virkning. Deltagerne bliver meget berørt af hinandens tab og følelser, lærer af de andres arbejde, får nye indsigter, opdager andre måder at tænke på og håndtere følelserne påend de ellers kender fra sig selv. Vi er meget optaget af at lære fleksibilitet i forhold til håndteringen af det vilkår, at vi må betjene os af to sprog, idet kun Asii er dobbeltsproget, mens Conni er dansksproget. Vi tager udgangspunkt i den antagelse, at mennesker har behov for at arbejde med meget personlige emner på deres primære sprog. I praksis vælger den enkelte sorggruppedeltager selv, om hun vil arbejde på grønlandsk eller dansk, og Asii resumerer efter hvert sorgarbejde på det sprog, der ikke blev arbejdet på. I de tilfælde, hvor grønlandsk er arbejdssprog og Asii har brug for assistance fra Conni, stopper hun arbejdet og fortæller essensen af det, der er sagt. Ofte er følelserne allerede formidlet non verbalt. Vi har gode erfaringer med denne form for åbne konferencer undervejs, og gruppedeltagerne synes interesserede i vores tanker og hypoteser om dem. I de tilfælde, hvor Conni har været alene om gruppen en aften, har forskellige måder været anvendt: nogle har læst deres brev på grønlandsk og arbejdet med følelserne på dansk, andre arbejder helt igennem på dansk, mens andre igen foretrækker blot at være til stede i den atmosfære, der altid opstår i gruppen. Vi prøver os stadigvæk frem, forsøger at være så fleksible som muligt, og det er vores erfaring, at sprogproblemet ikke forhindrer mennesker i at gøre deres følelsesarbejde, og at rummelighed overfor begge sprog fremmer processen. Sprogproblemerne har været overkommelige, men det kræver naturligvis ekstra energi af den dobbeltsprogede behandler, når kollegaen er udelukkende dansksproget. Det viser sig meget ofte undervejs i arbejdet, at gamle traumer eller tab, som har ligget fortrængt i underbevidstheden, bliver "vækket". Personen har fået et chok, har været i berøring med dødsangsten. Mange har været såvel overraskede over som befriede ved at finde en sammenhæng mellem deres til tider dystre stemningsleje og de chokerende hændelser, de har været ude for måske mange år tilbage, og det har været lærerigt at arbejde med tingene - "som at blive genfødt" som nogen har udtrykt det.
Sorgarbejdet i gruppen er en læreproces, hvor deltageren efterhånden bliver "udlært" i sorgarbejde, dvs. i stand til at bruge sit eget netværk i sorgprocesserne. Det betyder, at den enkelte ikke nødvendigvis gennemarbejder ethvert af sine traumer i gruppen, men efterhånden når et niveau af selvbevidsthed, hvor vedkommende er så målrettet i sit arbejde og kender processen så godt, at hun får mod på at bruge sit eget netværk og familie i sorgprocesserne. Krise Undertiden har vi fået deltagere i gruppen, hvor tabet er meget nyt og traumatisk. Disse mennesker er i krise og oplever et stort behov for hjælp. Vi har imidlertid gjort den erfaring, at gruppen kan virke vældig voldsomt på disse mennesker. Et menneske i krise er "ude af sig selv", kan eller vil ikke acceptere virkeligheden, fungerer dårligt og har først og fremmest brug for, at nogen holder fast og prøver at føre hende tilbage til virkeligheden, hvor forfærdelig den end er. Man er ekstraordinært sårbar overfor stærke følelsesmæssige påvirkninger og bliver alt for hårdt ramt af de mange følelser, der opstår, når der arbejdes med følelsesforløsning i gruppen. Sorggruppen er derfor ikke relevant for mennesker i krise. De har brug for krisehjælp, og når krisetilstanden har fortaget sig, kan sorggruppen komme i betragtning. Da vil det som regel også være mere klart for den enkelte, om hun har brug for hjælp fra gruppen til sit sorgarbejde. Nogle af dem, der er startet i gruppen, mens de var i krise, har gennemført deres sorgarbejde. Det kan altså lykkes, men det er disse deltagere, der har haft sværest ved at komme i gang med den egentlige sorgproces. Vi har meget klart erfaret vigtigheden af at skelne mellem krisehjælp og sorgarbejde og er ble\;et meget opmærksomme på dette i visitationen til sorggruppen. Efter 2 års virke er det er vores vurdering, at metoden "åbne sorggrupper" er anvendelig i Grønland. De terapeutiske ideer kan umiddelbart overføres, og de justeringer, der er nødvendige, er mest af praktisk karakter og bunder i to-sprogsvilkåret. Supervision/videreuddannelse Supervision er nødvendig for at holde et tilstrækkelig klart fokus i arbejdet. Vi er nu på andet år af vores videreuddannelse som sorgterapeuter hos Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick. I den forbindelse er vi begge blevet vældig optaget af den eksistentielle tilgang til sorgarbejdet, som ligger bag metoden. Vores inspirator er den amerikanske eksistentielle psykoterapeut Irvin Yalom, som tager udgangspunkt i 4 eksistentielle grundvilkår: Døden - Friheden - Isolationen - Meningsløsheden. Når mennesker mister, konfronteres vi med et eller flere af disse og det "ryster sjælen", bringer mennesket i chokeller krisetilstand. NUNA MED 97 en grønlandsmedicinsk konference s.138-141 Perspektiver for metodens videre udvikling Sorggruppens arbejde har nogle forebyggende aspekter. Nogle af deltagerne giver f.eks. udtryk for, at de er blevet bedre forældre og ægtefæller - hvilket giver øget livskvalitet for såvel forældrene som børnene. Flere har givet udtryk for, at deres deltagelse i sorggruppen har givet så meget livsmod og livslyst, at tidligere trang til at begå selvmord er forsvundet.
Et andet forebyggende aspekt ligger i, at de "udlærte" deltagere i større eller mindre omfang vil "oplære" mennesker i deres nærmiljø i at tage sorgarbejde alvorligt, og de vil som mennesker komme tættere på hinanden, styrke fællesskabet i familien/vennekredsen og være i stand til at bruge erfaringerne fra deres eget sorgarbejde til i det hele taget at løse problemer. På baggrund af de kurser Nini Leick og vi har afholdt flere steder i landet, har vi erfaret, at der er behov og interesse for at flere uddannes i denne metode. Der er grobund for at føre sorggruppen videre som et permanent tilbud til mennesker med svære tab. Det synes at være en relevant metode til at opretholde og genskabe menneskelige ressourcer, i første række hos de mennesker, der kommer i sorggruppen og dernæst hos disse menneskers børn og øvrige familie og sociale netværk.