Manual til BørneRAP. Version 2. Ét barn én plan

Manual til BørneRAP Version 2 Ét barn én plan 1

BørneRAP manualen er oversat fra hollandsk til dansk af Caroline Verbeek, Center for Hjerneskade, Københavns Universitet Amager, januar 2007. Manualen er revideret og bearbejdet i maj 2008 af Helle Østergaard, Børn og Unge Centret, Århus og Caroline Verbeek, Center for Hjerneskade, København. Manualen i sin nuværende form er den anden danske version, sidst redigeret i april 2010. 2

Forord: Under et studieophold i Holland viste det sig, at samarbejdskommunikationsmetoden BørneRAP spiller en central rolle inden for den hollandske måde at organisere re/habilitering på. På Center for Hjerneskade blev vi interesserede i at kende mere til denne metode, fordi den tager udgangspunkt i barnets/den unges og familiens behov for hjælp. Metoden er baseret på verdenssundhedsorganisationen WHO s Internationale klassifikation af funktionsevne, funktionsnedsættelse og helbredstilstand, ICF (International Classification of Functioning). Brugen af ICF er vigtig, da den giver et fælles sprog og en fælles referenceramme behandlere imellem og mellem behandlere og barnet/den unge og familien. Derudover giver det metoden særlig tyngde og betydning, at den er blevet implementeret på alle re/habiliteringsafdelinger og re/habiliteringsinstitutioner for børn i dens hjemland. Sidst men ikke mindst er denne metode let at anvende. Den er sammensat af flere små enheder, som mange har arbejdet med. Metodens samlede helhed har en større merværdi end summen af dens enkelte dele og giver efter vores mening en rød tråd i den professionelle tilgang til re/habilitering. Oversættelsen har fundet sted med støtte fra Videnscenter for Hjerneskades rehab-pulje. Baggrund: BørneRAP er blevet udviklet af den hollandske rehabiliteringslæge Eline Roelofsen siden 1996 og er blevet implementeret på rehabiliteringscentre siden 1998/1999. Videnscenter for behandlerkommunikation i Huizen, Holland, har redigeret BørneRAP-manualen i 2004. Udover denne redigering er der udarbejdet en ordliste for at skabe entydighed omkring de ord, der bliver brugt. Ordlisten og de andre produkter som arbejdsgruppen har udarbejdet, findes indtil videre kun på hollandsk, se eventuelt Videnscentrets hjemmeside (www.revalidatie.nl/behandelcommunicatie). Udover at videreudvikle manualen arrangerer Videnscenter for behandlerkommunikation kurser på de forskellige instanser i brug af BørneRAP metoden. Manualen er ikke et kompendie til deltagerne på BørneRAP kurser, men understøtter selve undervisningen i den. 3

Målgruppe: Undervisnings- og re/habiliteringspersonale på (special)undervisnings- og re/habiliteringscentre samt på re/habiliteringsafdelinger i hospitalsregi. Ordforklaring: Omgivelselsesfaktorer/omgivelser: Fysiske, sociale og holdningsmæssige omgivelser, som barnet bor og lever sin liv i. Primærpersoner: Alle mennesker uden for teamet (forældre, bedsteforældre, pædagog, lærer, taxachauffør, barnepige) som er relevante i forhold til undervisningen og re/habiliteringen af barnet, dvs det udgør en delmængde af barnets omgivelser. Re/habiliteringssystem: barnet/den unge og/eller forældre/værge samt primærpersoner. Behandling: undervisning, træning og/eller re/habilitering. Teamet: undervisnings-og re/habiliteringspersonale (alle er en del af teamet). Planmøde: fælles møde med alle implicerede teammedlemmer, forældre og eventuelt barn. Center for Hjerneskade: Til orientering er manualen oversat på Center for Hjerneskade, Københavns Universitet. Centrets to afdelinger for børn og unge tilbyder udredning, rådgivning, behandling og undervisning. De to børn og unge afdelinger består af: Afdeling for børn og unge med erhvervet hjerneskade Afdeling for børn og unge med medfødt hjerneskade og udviklingsforstyrrelser Der lægges stor vægt på en tværfaglig og familiecentreret indsats hvilket gør, at kommunikation spiller en vigtig rolle i det daglige arbejde. Med en placering på Københavns Universitet tager Centret udgangpunkt i den nyeste viden på re/habiliteringsområdet og er derfor interesseret i at kunne bidrage til metodeudvikling inden for dette felt. 4

Det overordnede mål for Centret er at kunne bidrage til at optimere re/habiliteringsindsatsen sådan at barnet/den unge og familien kan leve et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt. Center for Hjerneskade arrangerer derfor kurser i BørneRAP metoden siden 2007 og tilbyder rådgivning ved tilpasning af metoden til eget arbejdsplads med mulighed for Træn træneren uddannelse. Manualen: Manualen tænkes anvendt som opslagsbog under arbejdet med børnerap. Manualen er ikke tænkt til at stå alene og kan således bruges sammen med for eksempel GAS (Goal Attainment Scale), COPM (Cannadian Occupational Performance Measure) eller andre anvendte kommunikations- og målsætningsmetoder og teknikkker. 5

INDHOLDSFORTEGNELSE 1 Indledning 8 BørnerRAPs historie 8 Den nuværende situation 9 Hvad er samarbejdskommunikation? 11 2 Før planmødet 13 Indledning 13 2A Basale oplysninger 14 2B Behovet for hjælp 16 2C Den nuværende situation: barns funktionevne / omgivelser 19 3 Planmødet 24 Indledning 24 3A Kerneproblemet og faktorer 26 3B Hovedmål? 32 3C Fagdiscipliners mål: undervisnings- og behandlingsmål 34 6

4 Kilder 39 5 Bilag vedlagt separat Bilag 1 ICF: baggrund og begrundelse Bilag 2 BørneRAP: domæner og items Bilag 3 ICF-CY Tjekliste Bilag 4 Rapport eksempler Bilag 5 Det gode møde Bilag 6 Eksempel på spørgeskema 7

1 INDLEDNING BørneRAPs historie I Holland er der inden for de sidste knap 10 år udviklet en re/habiliterings model, som gør det nemmere at yde en resultatorienteret, interdisciplinær og integreret indsats som er styret ud fra behov for hjælp. Denne model, BørneRAP (Re/habiliterings Aktivitets Profil for børn), er en metode hvori de fælles mål som et re/habiliteringsteam efterlyser, bliver tydeligt formuleret og lagt fast. Teamet arbejder ud fra et familiecentreret perspektiv, hvor ønsker og muligheder fra barnet/den unge og forældrene er udgangspunkt for de fælles mål. BørneRAP er baseret på følgende grundlæggende tanker: 1. Re/habiliteringsteamets mål tager udgangspunkt i, hvordan barnet og dets omgivelser fungerer. 2. Re/habiliteringsteamets behandling foregår på baggrund af fælles mål 3. Re/habiliteringsteamet planlægger behandlingen efter de muligheder og ønsker barnet og dets primærpersoner har. BørneRAP har som mål at være et hjælpemiddel til at beskrive og evaluere mål på interdisciplinære teammøder inden for børnere/habilitering. BørneRAP kan således blive brugt til raportskrivning, til forberedelse af et teammøde og som struktur på teammøder og planmøder BørneRAP metoden er baseret på verdenssundhedsorganisationen WHO s Internationale klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand for børn og unge; ICF-CY (International Classification of Functioning Child & Youth). Brugen af ICF-CY giver et fælles sprog og en fælles referenceramme imellem faggrupperne i huset og mellem faggrupperne i huset, de eksterne samarbejdspartnere og forældrene (se bilag 1). 8

Den nuværende situation I slutningen af oktober 2007 blev børn og unge-versionen af ICF frigivet ved en konference i Venedig (ICF-CY). ICF - CY 1 kan benyttes til at beskrive barnets funktionsevne og funktionsnedsættelsen ud fra en helhedsbetragtning. ICF tilgangen flytter fokus fra begrænsninger hos barnet til også at omfatte barnets deltagelse i aktiviteter og fælleskaber samt omgivelsernes betydning for funktionsnedsættelsen. ICF-CY er opbygget ud fra fem komponenter: kroppens funktion og anatomi, aktivitetet, deltagelse, omgivelser og personlige faktorer. Kropppens funktioner De fysiologiske funktioner i kroppens systemer, dvs. kroppen forstås som hele den menneskelige organisme også hjerne, sind og mentale funktioner. Kroppens anatomi kroppens forskellige dele som organer, lemmer og enkeltdele af disse. Aktivitet udførelse af en opgave eller en handling, der udføres af det enkelte individ på personplan. Deltagelse involvering i daglivet. Deltagelse i social- og samfundsaktiviteter. Omgivelser er de fysiske, sociale og holdningsmæssige omgivelser, som barnet lever og udfolder sin tilværelse i. Personlige faktorer køn, race, alder, social baggrund m.m. Eksempel: Kroppens funktioner og anatomi - Aktiviteter - Deltagelse Spina-bifida (diagnose) er årsag til en paralyse af begge ben (kroppens funktioner og anatomi) som resulterer i at barnet ikke kan gå (aktivitet) og derfor har svært ved at komme i kontakt med andre børn (deltagelse). 1 Se bilag 1 9

Udover udvikling af ICF bliver BørneRAP ligeledes opdateret på baggrund af udvikling i samfundet (deltagelse og ligestilling af patienter, passende omsorg), love, regler samt ud fra den udvikling, der sker inden for specialundervisning. Efterhånden er BørneRAPs grundlæggende tanker ændret. De bliver nu kaldt for planlægningskrav, som er Resultatorienteret: Re/habilitering og undervisning af barnet og dets omgivelser er rettet mod et foruddefineret og specificeret mål. Styret ud fra målgruppens behov for hjælp/efterspørgsel : Re/habilitering og undervisning bliver med hensyn til procedure og indhold afstemt efter de ønsker og muligheder, barnet og dets omgivelser har. Deres behov er udgangspunkt ved strukturering af organisering og processer. Det betyder, at der skal være nok muligheder til at kunne forme kontakten mellem barnet og omgivelserne (et differentieret tilbud), og at der skal være en høj grad af fleksibilitet for at kunne tilgodese de forskellige behov. Forældre har tit mulighed for selv at vælge imellem forskellige behandlingsmuligheder. Det at få klarhed over hvilke ønsker barnet og dets omgivelser har, er en forudsætning for at kunne tilbyde hjælp efter behov. Interdisciplinær: Re/habilitering og undervisning fra forskellige fagdiscipliner formes til en sammenhængende helhed. Integreret: Re/habilitering og undervisning fra forskellige organisationsformer bliver indholdsmæssigt og proceduremæssigt afstemt i forhold til barnet og dets omgivelser. BørneRAP bliver i Holland efterhånden brugt i mange re/habiliteringscentre, også steder hvor man arbejder intensivt sammen med undervisningstilbud. Eftersom BørneRAP oprindeligt er udviklet for børnere/habilitering og indholdet og arbejdsmetoden har ændret sig i samarbejdet med undervisningspartnere, taler vi her i manualen om samarbejdskommunikation i re/habiliteringssamarbejdet. 10

Hvad er samarbejdskommunikation? Samarbejdskommunikation er udveksling af information mellem teammedlemmer og mellem re/habiliteringssystem og teammedlemmer. Denne informationsudveksling sker mundtligt, på skrift eller non-verbalt. Emnet er hver gang den individuelle re/habiliteringsproces. Samarbejdskommunikation mellem teammedlemmer og forældre indebærer følgende dele: A. Rapportering inden planmødet Information fra de individuelle teammedlemmer bliver fastlagt i en teamrapport for at fremme samarbejdskommunikationen. Rapportering inden planmødet gør, at alle deltagere til planmødet er informeret omkring barnets og familiens nuværende situation. Denne information skal være: 1. relevant for alle deltagere 2. beskrevet i store træk 3. skrevet på dagligdags dansk 4. integreret B. Planmødet med forældre C. Endelig rapport efter planmødet med monofaglige mål og aktioner D. Opfølgningsmøde med evaluering af mål I skemaet på næste side (figur 1) bliver tankegangen omkring samarbejdskommunikation skitseret. Manualen er bygget op analogt med tankegangen i nedenstående skema. 11

Behovet for hjælp (rehabiliteringssystem) Tragt Observationer og tests (teamet) Største behov for hjælp Kerneproblem evaluering Hovedmål evaluering Monofaglige disciplinmål Figur 1: Tragten. Tankegang om undervisnings-og samarbejdskommunikation 12

2 FØR PLANMØDET Indledning Information fra teammedlemmerne bliver inden planmødet struktureret og fastlagt i 2 dele i en teamrapport for at fremme undervisnings- og samarbejdskommunikationen (figur 2): 1. Basale oplysninger om barnet og dets omgivelser 2. Beskrivelse af barnets og dets omgivelsers nuværende situation Strukturering af information om barnet og dets omgivelser inden planmødet I: Basale oplysninger II: Nuværende situation 1. BASALE OPLYSNINGER - personlige oplysninger om barnet - familiesituation - skolesituation - diagnose - undersøgelses- Information, undersøgelse/test og dato 2. BEHOV FOR HJÆLP - barnet - forældre/værge - fagpersoner 3. NUVÆRENDE SITUATION BARNET Kroppens funktioner og anatomi: Aktiviteter/deltagelse: - læring og anvendelse af viden - kommunikation - bevægelse og færden/mobilitet - omsorg for sig selv - husførelse -interpersonelt samspil og kontakt - vigtige livsområder -samfundsliv, socialt liv, medborgerskab OMGIVELSER - Familien/nærmiljøet - voksne - venner/jævnaldrene - bolig/hjælpemidler/støtteforanstaltninger - medicinske oplysninger Figur 2: BørneRAP: strukturskema inden planmødet. Dette skema er ikke det samme som rapporteringsarket. I rapporteringsarket er der mere plads til at tage referat. 13

2A. BASALE OPLYSNINGER Hvad er basale oplysninger? Ud fra anamnesen/indledende samtale er barnets basale oplysninger kendt inden barnets start på for eksempel en skole og inden re/habiliteringens start. Oplysningerne bliver lagt i barnets journal. Re/habiliteringen starter altid med en diagnosticerende fase, hvor der rapporteres grundigt. I opfølgningsrapporten bliver relevant information i forhold til planen og den kommende periode noteret. Undervisnings- og re/habiliteringsteam fastlægger efter samråd hvilke basale oplysninger, der skal figurere i rapporten, som udarbejdes inden planmødet. Som minimum skal indgå: Til første rapport inden mødet Til opfølgningsrapporten, mindst 2 : Personlige oplysninger om barnet Personlige oplysninger om barnet Familiens situation Skolesituation Bolig/hjælpemidler/støtteforanstaltninger Diagnose Diagnose Medicinske oplysninger Man aftaler hvilke af disse oplysninger, der går igen ved hver rapport eller om disse bliver fastlagt i barnets journal. Undersøgelsesinformation: Dato og test bliver nævnt. Resultaterne bliver nævnt under aktiviteter. 2 Er der relevante nye oplysninger, så bliver de rapporteret i opfølgningsrapporten. 14

Hvor beskriver man støtteforanstaltninger? Under omgivelser kan man beskrive de hjælpemidler, der er i brug ved den første rapport eller i opfølgningsrapporten, hvis der er opstået ændringer. Brugen af hjælpemidlerne bliver beskrevet under aktivitets- og deltagelseskomponenten under det emne det passer til eller også bliver det beskrevet som værende et mål i sig selv under omgivelser. Eksempel: Støtteforanstaltninger Nuværende situation Barnet Bevægelsesfærdigheder: Emne: at flytte sig : K kører indendørs og udendørs i en manual kørestol. Mål Bevægelsesfærdigheder: Emne: at flytte sig : K kører i en el-drevet kørestol igennem re/habiliteringscentrets gange uden at støde ind i andre eller vægge (om 3 måneder). Når det handler om fagpersonernes handlinger i forhold til støtteforanstaltninger eller hjælpemidler, bliver dette nævnt i rapporten under aktioner (se 3C). En støtteforanstaltning kunne være en el-drevet kørestol. Aktionen er i så fald, når ergoterapeuten søger om bevilling dertil. Hvad skriver man ved undersøgelsesinformationer? Ved undersøgelsesinformationer skriver man hvilken undersøgelse/test, der er blevet udført og hvornår. Konklusioner bliver beskrevet under aktivitets- og deltagelseskomponenten ved de domæner, de hører til. 15

2B. BEHOVET FOR HJÆLP Hvad er behovet for hjælp? Behovet for hjælp beskriver: Vanskeligheder som barnet, forældrene og/eller primærpersoner oplever i det daglige liv. Ønsker og forventinger som barnet, forældrene og/eller øvrige primærpersoner har i om, hvad de gerne vil have barnet skal lære i forhold til undervisning og re/habilitering. Barnets og omgivelsernes ønsker bliver beskrevet og tydeliggjort under behovet for hjælp. Eksempel: Behovet for hjælp Barnet: Forældrene/forsørgere: Primærperson/lærer: Jeg vil lege mere med vennerne. Lær os hvordan vi kan få vores barn til at spise nok. Hvad kan jeg gøre, for at barnet bliver siddende på sin stol? Teamets fundne behov for hjælp hører ikke med under behovet for hjælp. Her handler det kun om behovet for hjælp som det defineres af barnet, forældrene og øvrige primærpersoner. Hvordan får man behovet for hjælp frem? Behovet for hjælp kan man få frem på forskellige måder. De mest brugte metoder er følgende: 1. Indsamling af behovet for hjælp af alle teammedlemmer. Teammedlemmerne indhenter (mundligt) hver for sig behovet for hjælp og skriver dette ordret ned i rapporten før planmødet. 2. Indsamling af behovet for hjælp af ét teammedlem. Et eller to teammedlemer kan på vegne af teamet beskrive behovet for hjælp ordret på baggrund af en samtale med barnet og forældrene. 3. Skriftlige indlæg af forældrene og barnet vedrørende deres behov for hjælp. Barnet eller forældrene udfylder et forældrespørgeskema inden planmødet. Dette skema kan blive tilføjet til eller integreret i de andre teammedlemmers rapport. 16

Det er (uanset teamets interne aftaler omkring metoden til indsamling af behovet for hjælp ) under alle omstændigheder vigtigt, at alle teammedlemmer er opmærksomme på ytringer af behovet for hjælp, sådan at det behovstyrede arbejde også virkelig får sit indhold. Tænkt er ikke sagt, sagt er ikke hørt, hørt er ikke forstået, forstået er ikke tilsluttet, tilsluttet er ikke tilsagt. Kinesisk ordsprog Hvorfor gengiver man behovet for hjælp ordret? Som sagt er det vigtigt at nedskrive behovet for hjælp ordret, som det er blevet sagt af barnet og forældrene, da: a) Man undgår teammedlemmers tolkninger. b) Barnet og forældrene genkender sig selv i formuleringerne og føler sig hørt af teammedlemmerne. Eksisterer der kun ét behov for hjælp? Ofte er der ikke kun ét behov for hjælp men flere. Når teammedlemmerne hver for sig klarlægger behovet for hjælp, er forældrenes behov for hjælp ofte forskelligt for hver fagdisciplin. Barnets og forældrenes og/eller omgivelsernes behov for hjælp kan være forskellige. Dernæst kan behovet for hjælp ændre sig under re/habiliteringen. Derfor skal man før hvert planmøde igen indhente information om behovet for hjælp. Selvom teamet ikke altid kan tilgodese alle behov for hjælp, giver behovets indhold, hvilken slags behov, og hvor mange behov for hjælp det drejer sig om, vigtige informationer om barnets og forældrenes og/eller de øvrige primærpersoners ønsker og forventninger. Ønsker og forventninger kender ingen begrænsninger i antal, opnåelighed eller konkrethed. Derudover må der ikke være tolkninger og bedømmelser fra teamets medlemmer angående disse behov for hjælp. Med andre ord; der eksisterer ingen uvigtige, irreelle behov for hjælp. Det er dog muligt at barnets og forældrenes behov for hjælp stærkt afviger fra teamets vurdering eller prioritering angående barnet. For eksempel når forældrene forventer at deres barn kommer til at gå igen, og teamet ikke mener at dette er realistisk (se 3A, kerneproblem). Især i disse tilfælde er det vigtigt at beskrive barnets og forældrenes forventninger ordret. Ved 17

den endelige formulering af et hovedmål skal teamet nemlig have disse forventninger i tankerne. Hvad gør man når der er flere behov for hjælp? Det kan være, at barnet og omgivelserne peger på flere behov for hjælp. Disse står nævnt i rapporten, der som nævnt er udarbejdet før planmødet finder sted, sådan at planmødets mødeleder har kendskab til hvilke behov for hjælp, der er. Under planmødet kan behovene for hjælp blive prioriteret og sat op i forhold til tiden. De behov for hjælp, som ikke vil blive taget hånd om af undervisnings- og behandlerteamet i første omgang, bliver parkeret, og kan blive rapporteret til det næste planmøde. På planmødet bliver der i fællesskab aftalt, ud fra hvilke behov for hjælp, der skal formuleres mål, og ud fra hvilke mål, der skal iværksættes aktioner fra de forskellige fagdiscipliner, der indgår i undervisnings- og behandlerteamet. Hvad gør man når barnet og forældrene ikke kan finde frem til deres behov for hjælp? Nogle gange formulerer barnet eller forældrene ikke selv deres behov for hjælp. I sådanne tilfælde bliver der heller ikke noteret noget i rapporten. Teamets vurdering angående barnets og forældrenes og/eller andre primærpersoners vigtigste problem bliver beskrevet ved kerneproblemet. Det faktum, at der ikke eksisterer et behov for hjælp, giver en hel del information om barnet og forældrene og/eller primærpersonerne. Når barnet og forældrene og/eller primærpersonerne ikke giver udtryk for, at de har et behov for hjælp, er det vigtigt at teamet eller ét af teamets medlemmer prøver ar afklare følgende med dem: Hvorfor er barnet i behandling? Hvad oplever barnet og forældrene som værende problematisk i deres hverdag? Hvad er det barnet og forældrene og/eller omgivelserne gerne vil? Hvad forventer de af behandlingen og hvordan ser de barnets fremtid? 18

2C. DEN NUVÆRENDE SITUATION: BARNETS FUNKTIONSEVNE / OMGIVELSER Hvad er den nuværende situation? Den nuværende situation beskriver hvordan barnet og dets omgivelser fungerer baseret på de individuelle teammedlemmers observationer og undersøgelser. I det integrerede dokument beskrives den nuværende situation primært ud fra barnet funktionevne under aktiviteter og deltagelse samt omgivelsernes betydning, sekundært ud fra kroppens funktioner og anatomi. De forskellige fagdiscipliners information bliver ordnet i domæner. Som fælles afsæt bliver børnerap-domænerne anvendt under aktivtet og deltagelse, disse domæner ligger tæt op af ICF-CY domænerne, men er reduceret i antal i forhold til ICF-CY. Hvert team aftaler, hvordan informationen bliver ordnet med fælles afsæt i ovennævnte domæner, som er beskrevet i denne manual (se bilag 2). Hvorfor beskriver man barnets nuværende situation og barnets omgivelser? Alle teammedlemmer (og forældre og eventuelt barnet) skal have adgang til den samme information og have den samme udgangssituation inden det første planmøde. Barnets og familiens nuværende situation bliver beskrevet sådan at undervisnings- og behandlingsteamet kan kortlægge funktioner og aktiviter for at komme frem til en plan for den kommende periode. Før det første planmøde bliver den nuværende situation udførligt beskrevet i rapporten. Ved efterfølgende rapporter noteres kun relevant information og ændringer i forhold til udgangssituationen. Ved beskrivelse af den nuværende situation i rapporten kan man dele op i kroppens funktioner og anatomi, aktivitetet/deltagelse samt omgivelser. Hvad skriver man om den nuværende situation og hvad skriver man ikke? På baggrund af den nedskrevne information i rapporten kan teammedlemmerne møde velinforberedte frem til planmødet. Ved selve planmødet bliver der blive taget beslutninger i forhold til den fremtidige undervisning og behandling af barnet. 19

Dette betyder at... 1. den nedskrevne information skal være relevant for de andre teammedlemmer 2. den nedskrevne information skal være forståelig for de andre teammedlemmer 3. man informerer hinanden i hovedtræk Ad 1. Man beskriver kun den viden under nuværende situation som på dette tidspunkt er relevant for teamet i forhold til at kunne fastlægge den fremtidige undervisning/behandling. I det hele taget beskrives kun aktiviteter, som afviger fra det man normalt ville forvente. Man behøver derfor ikke altid at give et fuldstændigt billede af alle de færdigheder, som barnet behersker. Teammedlemmerne udfylder kun de domæner i rapporten, hvor der er noget særligt at informere om. De domæner man ikke benytter, kan man lade forblive tomme eller fjerne. Ad 2. Informationen beskrives på dagligdags dansk og brug af medicinske termer undgås, sådan at barnet og primærpersonerne kan forstå det beskrevne. BørneRAP tilbyder en fælles ordbog, så barnets funktionsevne samt omgivelserne kan beskrives med ord som er kendte hos alle teammedlemmer. Ad.3. Detaljeret information om brugte behandlingsmetoder for at opnå et vist mål er ofte ikke relevant for teamet. Det er til gengæld vigtigt, at sådanne oplysninger bliver rapporteret i den pågældende fagdisciplins egen statusoversigt. Hvordan beskriver man aktivitetet og deltagelse? Barnets funktionsevne er inden for aktivitets-og deltagelseskomponenterne underopdelt i domæner. Det er nemmere at læse og sammenligne andre teammedlemmers informationer omkring barnets funktionsevne, når alle teammedlemmer systematiserer oplysninger på samme måde. Således kommer al information fra de forskellige teammedlemmer, angående det samme domæne, til at stå under hinanden i den endelige rapport (se bilag 4). 20

DOMÆNER: Information angående barnets funktionsevne rubriceres i BørneRAP under følgende domæner (se bilag 2): 1. Læring og anvendelse af viden: Dette domæne beskriver aktiviteter, som er nødvendige for at kunne lære, for at kunne bruge det lærte, for at kunne tænke og for at kunne tage beslutninger. 2 Kommunikation: Dette domæne beskriver aktiviteter, som er nødvendige for at kunne forstå og producere verbale og skriftlige beskeder, eller beskeder på døve-/tegnsprog. Desuden beskrives aktiviteter i forhold til samtale og eventuel brug af kommunikationshjælpemidler. 3. Bevægelse og færden: Dette domæne beskriver aktiviteter angående bevægelse og forflytning af sig 3 selv. 4. Omsorg for sig selv: Dette domæne beskriver aktiviteter, som er nødvendige i forhold til at kunne tage sig af sig selv, ADL- funktioner og ens egen sundhed. 5. Interpersonelt samspil og kontakt: Dette domæne beskriver de færdigheder, som er nødvendige i forhold til interaktion med andre mennesker. 6. Husførelse Dette domæne beskriver aktiviter og daglidags handlinger i hjemmet jævnfør ICF-CY. Domænet medtages i BørneRAP ved behov. 7. Vigtige livsområder: Dette domæne beskriver aktiviter og handlinger som er nødvendige for at deltage i undervisning, arbejde og for at kunne udføre økonoimiske trasaktioner.fx førskole undervisning, skolegang, erhversuddannelse. 8. Samfundsliv, socialt liv og medborgerskab Dette domæne beskriver handlinger og opgaver som er nødvendige for at deltage i organiseret socialt liv uden for familien. Fx deltage i leg og idræt. 3 En forflytning er et fagudtryk for det, at en person flyttes/bevæger sig fra én placering til en anden. En forflytning kan foregå ved egen hjælp eller ved brug af et hjælpemiddel eller hjælp fra andre. 21

ITEMS: Under de forskellige domæner nævnes emner som vi herefter kalder items (se bilag 2). Disse items beskriver en gruppe handlinger eller opgaver. Domænets items beskriver tilsammen det funktionsområde, som pågældende domæne indeholder. Items kan blive brugt på følgende måde: 1. Som fælles sprog 2. Som tjekliste 3. Som struktursystem I bilag 2 nævnes der nogle aspekter under hvert domæne, som man kan tænke på, når man beskriver barnets funktionsevne og dets omgivelser. De nævnte aspekter kan blive opdateret, eller der kan tilføjes flere i hver situation. For hvert item kan man beskrive: 1. om barnet udfører en bestemt aktivitet, 2. hvordan barnet udfører en bestemt aktivitet, 3. om udførelsen er alderssvarende, 4. om barnet har behov for hjælp, o.s.v. Med domænerne som knagerække kan man beskrive det daglige funktionsniveau. Hvordan formulerer man aktiviteter og deltagelse? Aktiviteter og deltagelse bliver beskrevet så specifikt som muligt i dagligdags sprog. Beskrivelsen er således ikke en gentagelse af diagnosen eller af kroppens funktioner og anatomi. Teammedlemmerne bør benytte sig af følgende sproglige råd: Hav barnet som emne Beskriv i konkret opførsel / aktivt spogligt, hvordan barnet udfører aktiviteten Beskriv, hvis nødvedigt, situationen eller måden hvorpå barnet behersker færdigheden (for eksempel tid eller afstand) Angiv handlings- eller opgavens selvstændighedsgrad (her drejer det sig om følgende begreber: selvstændig med lidt besvær med hjælpemidler med hjælp kan ikke) 22

Eksempel: aktiviteter/deltagelse K har brug for meget tid til at slutte en sætning K når med besvær selv hen til toilettet til tiden K laver regneopgave ved hjælp af et ark med gangetabeller K er i terapiseancen selvstændig hvad angår forflytning fra kørestol til stol K tager ikke initiativ til at lege med andre børn Hvor i børnerap beskriver man omgivelserne? Barnets omgivelser indskriver man i rapporten efter domænerne for aktivitet og deltagelse. Under omgivelser beskrives de fysiske, sociale og holdningsmæssige omgivelser, som barnet lever og udfolder sin tilværelse i. Hvad beskriver man under kroppens funktioner og anatomi? Her skal man prøve at undgå at strukturere information, som allerede er fastlagt i fagdisiplinernes statusbeskrivelserne. Under kroppens funktioner og anatomi giver man i hovedtræk de informationer videre, som er vigtige for andre teammedlemmer. Her kan man for eksempel tænke på: Mentale funktioner (for eksempel arousal niveau, det målte intelligensniveau, vågnhed og søvnrytme) Sensoriske funktioner (for eksempel syn, hørelse, følesans, smerteregistrering) Kommunikative funktioner (for eksempel ånde/stemme, indåndning, artikulation) Motoriske funktioner (for eksempel ledbevægelighed, muskelfunktioner, automatiske reaktioner og reflekser, mundfunktioner) Funktioner i forhold til cirkulation, fordøjelsessystem, hormonsystem, hud, urin og forplantning m.m. 23

3 PLANMØDET Indledning Et planmøde er et fælles møde med alle teammedlemmer, der har med barnet at gøre. Før planmødet er alle relevante informationer om barnet, som er vigtige for de andre teammedlemmer, beskrevet i en rapport. Planmødet resulterer i at der tages en række beslutninger i forhold til undervisning og re/habilitering af barnet. Det er op til den enkelte organisation/institution at vælge om forældrene er til stede ved dette møde. Dette under forudsætning af at forældrene er informeret om og giver tilladelse til at tage beslutninger vedrørende re/habiliteringsplanen. Til planmødet samles teamet, (barnet og) forældre for at opstille en undervisnings- og behandlingsplan for en aftalt periode, baseret på de aktuelle behov for hjælp samt på kerneproblemerne. Til planmødet skal man anvende så meget tid som muligt på den fælles problemanalyse (kerneproblem), afprøvning af behovet for hjælp samt klarlæggelse af hovedmålet. Man skal undgå at gentage informationer som allerede er velbeskrevet i rapporten og som kan gøre, at der ikke bruges den fornødne tid på udarbejdelsen af en undervisningsog behandlingsplan for det kommende stykke tid. Planmødets mødeleder kan bruge nedenstående dagsorden som rød tråd for planmødet. Dagsorden til planmødet a) Opklarende spørgsmål om rapporten b) Evaluering af mål fra sidste behandlingsperiode (ved et opfølgende planmøde) c) Behov for hjælp d) Kerneproblem e) Hæmmende faktorer og fremmende faktorer i barnets omgivelser f) Hovedmål g) Undervisnings- og behandlingsmål h) Aktion, rollefordeling, tidsperspektiv(er), hyppighed/frekvens 24

Planmødets konklusioner bliver fastlagt i en undervisnings- og re/habiliteringshandleplan. Denne plan består som et minimum af de næste afsnit: Strukturering af planmødets informationer III: UNDERVISNINGS- OG RE/HABILITERINGSHANDLEPLAN KERNEPROBLEM Ikke-påvirkelige, hæmmende faktorer fremmende faktorer HOVEDMÅL UNDERVISNINGS- OG BEHANDLINGSMÅL (SMART se 3C) TILTAG TIDSPERSPEKTIV HYPPIGHED/FREKVENS Figur 3: (fortsættelse af figur 2) Skabelon BørneRAP 25

3A. KERNEPROBLEMET OG FAKTORER Hvad er kerneproblemet? Kerneproblemet beskriver teamets holdning i forhold til: Barnets, forældrenes eller primærpersonernes største problem i hverdagen En årsag som bremser barnets udvikling nu eller i fremtiden Det handler om et problem, som ifølge teamet skal have mest mulig opmærksomhed i det kommende stykke tid. Et kerneproblem er altid noget som er påvirkeligt / kan ændres eller trænes og resulterer i et hovedmål som teamet fokuserer på i undervisnings- og behandlingsseancer. Kerneproblemet bliver beskrevet inden for aktivitets- eller deltagelseskomponenten. Hvorfor beskriver man kerneproblemet? At sætte ord på kerneproblemet kan være med til: at prioritere i undervisnings- og behandlingsindsatsen at teamet er enigt og arbejder i samme retning at hjælpe teamet til at fokusere (og ikke ville for mange ting ud fra faglighed eller ydelsesside) Kerneproblemet bliver beskrevet ud fra en professionel synsvinkel. Dette gør forskellen mellem behovet for hjælp og kerneproblemet tydeligt: Behovet for hjælp beskriver barnets og primærpersoners synspunkt. Kerneproblemet beskriver teamets synspunkt. Forældrenes synsvinkel kan tages med i overvejelserne ved beskrivelsen af det endelige kerneproblem. Det bliver dog ved med at være noget som teamet står for. 26

Hvordan beskriver man kerneproblemet? Kerneproblemet skal beskrives så detaljeret som muligt og i dagligdags sprog. Deltaljering er vigtigt for, at det har en merværdi for teamet. Beskrivelsen af kerneproblemt skal således ikke være en gentagelse af diagnosen eller af barnets funktioner og anatomiske egenskaber. Det er ønskværdigt, at kerneproblemet bliver beskrevet inden for aktivitets og/eller deltagelseskomponenten. Dette giver teammedlemmerne konkrete informationer i forhold til hovedmålet. Nogle gange berører kerneproblemet kun ét domæne (se kerneproblemets eksempel, underpunkt 1, 3 og 4, på næste side) og nogle gange er kerneproblemet netop den røde tråd igennem forskellige domæner (se kerneproblemets eksempel, underpunkt 2, på næste side). Eksemplerne viser, at det er ønskværdigt at beskrive på item-niveau. Ikke: kerneproblemet er kommunikation, men: kerneproblemet er: I skole har K svært ved at fortælle, hvad han laver eller har lavet derhjemme. Ved re/habiliteringens start, for eksempel lige efter en akut skade, kan kerneproblemet beskrives inden for kropskomponenten. For eksempel: Re/habiliteringen kan ikke komme videre med mindre problemerne omkring spasticiteten, smerterne og såret er blevet løst. Ved re/habiliteringens afslutning vil kerneproblemet meget oftere ligge inden for deltagelse. Tænk for eksempel en ung persons kerneproblem, hvor behovet for hjælp er: Jeg vil gerne bo selvstændigt, mens kerneproblemet er: at bo selvstændigt er ikke muligt uden hjælp og struktur styret udefra. For at kunne klarlægge hvad barnets kerneproblem er, bliver teammedlemmerne nødt til at tænke udover deres egen fagdisciplin. For at kunne beslutte sig for hvad kerneproblemet er, skal man kigge på barnets trivsels og funktionsevne i sin helhed. Eksempel: Kerneproblem 1. K forflytter sig indendørs støttende til møbler og går kun 2 meter. 2. K vil tit og ofte lave noget som han ikke kan og derefter fejler han. 3. K har meget lidt selvtillid. I skolen og ved re/habiliteringsopgaver beder han om mere hjælp end nødvendigt. 4. I skole kan K ikke fortælle, hvad han laver eller har lavet derhjemme. 27

Hvornår og hvor beskrives kerneproblemt og hvem fastlægger det? Kerneproblemet bliver fastlagt på planmødet, efter at alle teammedlemmer har været i samtale med hinanden og er blevet enige om, hvad kerneproblemet er. Det er anbefalelsesværdigt, at teammedlemmerne gør sig overvejelser over, hvad de tror kerneproblemet kunne være, da fastlæggelsen kræver en god afstemning i teamet. Afhængig af teamets situation vælges det om man vil notere disse overvejelser i tidligere beskrivelser, eller om man vil introducere dem mundligt på planmødet. Kan der være flere kerneproblemer? Vi går ud fra, at der kun benævnes ét kerneproblem. Til planmødet kan det dog være svært at komme frem til et fælles kerneproblem. Især i starten af re/habiliteringen, hvor der måske ikke er nok viden omkring barnet, eller når det handler om et barn med problemer på flere forskellige områder. Det er i barnets og primærpersonernes interesse at komme frem til ét kerneproblem alligevel, sådan at teamet tør at prioritere og arbejder i samme retning. Fastlæggelsen af kerneproblemet betyder dog ikke, at der ikke kan arbejdes med andre ting; det handler om hvad der fokuseres på i det kommende stykke tid. Når der også ses vigtige problemer i barnets omgivelser (for eksempel holdninger hos forældre), som truer barnets udvikling eller funktion, kan det være relevant også at opstille et kerneproblem for omgivelserne. I dette tilælde kan der være et kerneproblem fokuseret på omgivelserne samtidig med, at der er barnets kerneproblem. For eksempel: Kerneproblem og omgivelser 1. Klassekammerater udelukker K. 2. Forældrene har fysiske problemer i forhold til den daglige pleje af deres barn. 3. Forældrene har svært ved at danne sig et billede af deres barns muligheder i fremtiden. 4. Det er svært for forældrene at opdrage K. De beder om hjælp dertil. 28

Hvad gør man når kerneproblemet er anderledes end behovet for hjælp? Behovet for hjælp og kerneproblemet er ofte forskellige. Den professionelle fagperson og den, der har behov for hjælp, har forskellige briller på, når de kigger på barnets udvikling og behandling. BørneRAP gør forskellene synlige. Under planmødet bliver behovet for hjælp og fagpersonernes mulige intervention afstemt. At sætte ord på kerneproblemet er et trin i denne proces, som er med til at afklare det professionelle synspunkt. I hovedmålet bliver det tydeligt, hvilken vej re/habiliteringssystemet går ved hjælp af fagkyndige. Hvad er fremmende og hæmmende faktorer i omgivelserne? De fremmende og hæmmende faktorer kan både være faktorer i barnets omgivelser, der virker fremmende på funktionsevnen, og faktorer, der virker hæmmende og medfører begrænsninger. De faktorer, der nævnes i omgivelserne kan være faktorer som påvirker undervisnings- og behandlingsmål og/eller teamets måde at arbejde på. Faktorerne kan være på de fysiske, psykiske, sociale og/eller materielle områder. Eksempel på hæmmende faktorer: ikke tilstedeværende tilpasninger og hjælpemidler, begrænsede muligheder for dagtilbud. Disse hæmmende faktorer kan ændres, hvis der fokuseres derpå. I BørneRAP nævnes endvidere ikke-påvirkelige, hæmmende faktorer som selvsagt er hæmmende faktorer, som man ikke umiddelbart kan ændre. Ikke-påvirkelige, hæmmende faktorer De ikke-påvirkelige, hæmmende faktorer beskriver problemerne som ikke kan påvirkes eller trænes, men som er af et sådant omfang, at de er med til at bestemme hvordan undervisning og behandling tilrettelægges og formes, og hvordan man når frem til hovedmålet. De ikkepåvirkelige, hæmmende faktorer bliver kun beskrevet, når faktorerne ikke er en del af den funktionelle sundhedstilstand. I børnerap inkluderer man her også personlige faktorer, som vedrører barnet selv, som det ses af nedenstående eksempel: Eksempel: ikke-påvirkelige, hæmmende faktorer nedsat indlærings- og genoptræningspotentiale begrænset motivation og vilje omgivelsernes byrde og begrænsede ressourcer Disse faktorer/årsager bliver kun beskrevet, hvis de afviger fra det man normalt kan forvente. 29

Fremmende faktorer Ved fremmende faktorer forstår man faktorer, der kan virke understøttende på funktionsevnen. I børnerap inkluderer man her også personlige faktorer, som vedrører barnet selv, som det ses af eksemplet nedenfor. Ligesom hæmmende faktorer og de ikke-påvirkelige faktorer bliver de kun beskrevet, når de afviger fra det, man normalt kan forvente. Eksempel: Fremmende/støttende faktorer stor motivation / gennemslagskraft loyale venner en stimulerende familie god indsigt i egne muligheder brug af talemaskine 30

Hvad er forskellen mellem kerneproblemet og de ikke-påvirkelige, hæmmende faktorer? Med undervisnings- og behandlingsmålene for øje bliver der gjort opmærksom på forskellen mellem kerneproblemerne og ikke-påvirkelige, hæmmende faktorer. Kerneproblemerne er påvirkelige og trænbare. Ikke-påvirkelige, hæmmende faktorer er på dette tidspunkt ikke til at træne eller påvirke. Denne difference er blevet tydeliggjort for at undgå at der bliver beskrevet nogle kerneproblemer som næsten ikke kan (gen)optrænes. Defineres der et ikke trænbart kerneproblem, er der fare for at alle teammedlemmer fokuserer på dette element med den konsekvens at interventionen næsten ingen effekt har. Det er kerneproblemerne der sammen med behovet for hjælp bestemmer behandlingens hovedmål. Får man ikke en gentagelse af den nuværende situation under afsnittet kerneproblemer og fremmende og hæmmende faktorer i omgivelserne? Nedskrivning af kerneproblemerne og faktorer giver indsigt i, hvordan de forskellige dele af den nuværende situation hænger sammen. Problemerne bliver stillet op i et hierarki som gør, at det bliver tydeligt for teamet, hvad der på nuværende tidspunkt er det vigtigste problem at arbejde med, og hvad der kan og skal tages hånd om. 31

3B. HOVEDMÅL Hvad er et hovedmål? Hovedmålet er aftalen om de ting, som teamet sammen med barnet og/eller forældre vil opnå inden for et bestemt periode (ofte indtil næste møde). Teamet, barnet og/eller forældre fastlægger hovedmålet på baggrund af behovet for hjælp, kerneproblemet, hæmmende og fremmende faktorer. Hovedmålet er styrende for de individuelle teammedlemmers undervisnings- og behandlingsmål og bliver skrevet ned med ord, som beskriver hvad barnet eller forældrene gør, dvs. konkret handling/adfærd. Hvordan beskriver man et hovedmål? På baggrund af det kerneproblem, som teamet har fastlagt, bliver hovedmålet opstillet. Hovedmålet bliver beskrevet på itemniveau og skal være så SMART formuleret som muligt (se 3C). Normalt skal hovedmålet opnås i perioden indtil næste planmøde, men man kan evt. vælge at fastlægge en anden tidshorisont ved behov. Vi går ud fra, at der opstilles ét hovedmål. Eksempel: Hovedmål K kan selvstændigt og på en sikker måde forflytte sig, tage sig af personlig pleje og dagligdags livsførelse. K kan forflytte sig indendørs uden hele tiden at skulle støtte sig til møblerne, hver gang afstanden er ubegrænset. Forældrene har en ide om K s fremtidige muligheder hvad angår skole og motorisk udvikling. K har insigt i hvad han kan og ikke kan inden han starter på noget. Han fejler højst én gang om dagen på dette område. 32

Hvornår og hvor beskrives hovedmålet og hvem fastlægger dette? Ligesom ved kerneproblemet kan hovedmålet først blive fastlagt ved planmødet. Forældre og teamet bliver enige om, hvad hovedmålet er. Det er anbefalelsesværdigt, at teammedlemmerne, eventuelt barnet og forældre gør sig nogle overvejelser over de forskellige muligheder for et hovedmål, inden planmødet finder sted. Hvad er hovedmålet når behovet for hjælp og kerneproblemet er meget forskellige fra hinanden? Når behovet for hjælp og kerneproblemet er meget forskellige fra hinanden, giver dette anledning til at tale med forældrene for at afklare forskellen. Det første hovedmål kan derfor være, at forskellen mellem forældrene og teamets syn på problemet bliver afklaret. 33

3C. FAGDISCIPLINERS MÅL: UNDERVISNINGS- OG BEHANDLINGSMÅL Hvad er de faglige discipliners mål? De enkelte fagdiscipliners mål er et undervisnings- og/eller behandlingsmål, som altid beskriver et teammedlems ønskede resultat, som skal opnåes inden for et bestemt stykke tid. Målet afspejler den forventede fremgang. Der skal formules målbare resultater på det barnet eller forældrene gerne vil nå frem til næste planmøde eller inden for et bestemt stykke tid. Resultaterne skal kunne måles dvs. observeres af barnet og/eller forældrene og primærpersonerne. Der aftales en rollefordeling og det skal være tydeligt hvad barnet / forældrene gør, hvor, hvornår og eventuelt hvordan barnet og forældrene gør det. Undervisnings- og behandlingsmål bliver skrevet ned efter SMART-kriterierne (3C), så det kan evalueres, om et mål er nået. Ud fra hovedmålet beskriver teammedlemmerne deres behandlings- og re/habiliteringsmål til den del af behandlingen, de står for. 34

Hvordan beskriver man et undervisnings- og behandlingsmål? For at kunne evaluere og teste det opstillede mål skal det opfylde SMART-kriterierne: S Specifik Er det entydigt og klart hvor og hvordan barnet skal opnå resultatet? M Målbarhed Kan man evaluere hvorvidt man har eller ikke har nået målet? A Acceptabel Er det ud fra barnets behov for hjælp et acceptabelt mål? ouders? Attraktiv Er målet attraktivt for barnet og forældrene? Er målet udfordrende nok? R Realistisk Er målet opnåeligt i forhold til barnets/forældrenes muligheder? T Tidsforbunden Tidsperspektiv Er det tydeligt, hvornår et mål skal være opnået? Man taler også om RUMBA-kriterierne. Med R (relevant), U (understandable, forståeligt), M (measurable, målbart), B (behavioral, adfærdsmæssigt) og A (attainable, opnåeligt). Disse kriterier er nogenlunde de samme som SMART-kriterierne. 35

Hvordan skal man gøre når man beskriver undervisnings- og behandlingsmål? Beskrivelsen af behandlingsmål sker i samarbejde med barnet og forældre. Tit er de meget gode til at påpege, hvad de vil arbejde på den kommende tid, og hvilket resultat de vil opnå i det daglige liv. Derefter gør de professionelle følgende: - Tager barnet eller forældrene som emne i sætningen: K - Beskriver det ønskede resultat af behandlingen i konkret handling/adfærd, aktivt sprog: K går (Aktivt sprog, altså ikke: K kan/vil gå) - Beskriver situationen hvori barnet skal udføre aktiviteterne K går, når han er i skole - Beskriver hvordan barnet skal udføre aktiviteten K går med rollator, når han er i skole - Anvender en målbar enhed (afstand, tid) for at kunne evaluere om et behandlingsmål er nået K går med rollator fra klassen til skolens udgang (=50 meter) - Tydeligggør et tidsperspektiv i måneder eller uger, hvori behandlingsmålet skal være nået. K går om 3 uger / i uge 43 med rollator fra klassen til skolens udgang Eksempel: undervisnings- og behandlingsmål K forflytter sig selvstændigt i klassen inden for de næste 6 uger. K hjælper om 3 uger med at vaske sig når han tager brusebad. K vasker om 2 måneder selvstændigt sin overkrop. K tager om 3 måneder selv initiativ til at fortælle noget i gruppen. K løser om 4 måneder regnestykker hvor man skal lægge sammen under 10 ved hjælp af klodser. K s hår kan om 6 måneder blive vasket uden at han viser modstand. Forældrene tager om 3 måneder K med til supermarkedet 1 x om ugen. 36

Hvad er en aktion? En aktion er en aftalt aktivitet (handling, intervention, tiltag), som et teammedlem skal udføre (også kaldt en aftale) efter planmødet for at nå et aftalt mål. Hvorvidt teammedlemmernes forslag til aktioner nedskrives i de forberedende beskrivelser eller først fremføres på planmødet er op til det enkelte team. En aktion beskriver det, som et teammedlem vil gøre i det næste stykke tid. Et mål beskriver det, som et barn bliver i stand til at gøre, eller det, som forældrene bliver i stand gøre til efter en aftalt tidsperiode. Eksempel Mål Aktion K går om 3 måneder med krykker fra klassen til toiletet FT: sørger for at der kommer krykker Læge: kigger på de nyeste røntgenbilleder af hoften og diskuterer dem med en ortopædkirurg K er renlig om 5 måneder ET: evaluerer toiletstolen på skolen og i hjemmet Forældre og klasselæreren laver aftaler om skema til renlighedstræning K arbejder i klassen i 5 minutter uden at forstyrre andre Pædagog/psykolog: gentager opmærksomheds- og koncentrationsundersøgelsen 37

Hvorfor er det vigtigt at beskrive undervisnings- og behandlingsmål nøje? Der er flere grunde til at beskrive undervisnings- og behandlingsmålene: For det første hjælper dét at opstille mål den professionelle til at strukturere opbygningen af sine handlinger. Derudover er mål et kommunikationshjælpemiddel. Målene gør det tydeligt for teammedlemmer og re/habiliteringssystem, i hvilken retning fagpersonen vil gå i sin behandling. Slutteligt er målene med til at evaluere behandlingen. Teammedlemmerne og barnet, forældre og øvrige primærpersoner kan se om behandlingen har haft det forventede resultat. Når det ved evalueringen viser sig, at et mål er nået, kan et nyt mål blive stillet. Når det viser sig, at et mål ikke er nået, betyder det at behandlingen ikke har haft det forventede resultat. Årsagen til at målet ikke er nået evalueres: 1. behandlingen (for eksempel uden de rigtige midler); 2. målet (for eksempel ikke realistiske eller accepterede mål); 3. barnet (har haft mange afbud til behandlingen); 4. andre årsager (for eksempel ferie, sygdom, organisationsændringer) Afhængigt af årsagen til at målet ikke er nået, kan man tilpasse behandlingen eller ændre målene. Nogle gange viser det sig, at en aktivitet som en fagperson har brugt til at nå et mål, er blevet en ikke-påvirkelig, hæmmende faktor i re/habiliteringsprocessen. 38

4 KILDER Leeuwen van B. Voorstel voor V SO kerndoelen. MG Cluster III. Conceptversie 1.1. SLO. 1 september 2003. Roelofsen E.E. Handleiding KinderRAP; voor de gebruikers. Versie 3.0. Januari 2001. Themagroep Methodiek. Minimum- en kwaliteitseisen KinderRAP. Versie 1.0. Kenniscentrum Behandelcommunicatie / KinderRAP; 15 juli 2003. Themagroep Scholing & Training. Opzet Basiscursus KinderRAP. Versie 1.0. Kenniscentrum Behandelcommunicatie / KinderRAP; 16 september 2003. World Health Organization. International Classification of Functioning, Disability and Health; ICF; Geneva, 2001 39