Somalia Astrid Andrea Schultz Julie Stærmose Katrine Sofie Bruun Mikkel Munksgaard Andersen 1. Semesters projekt Vejleder: Karen Sjørup Den Samfundsvidenskabelige Bacheloruddannelse 20.12.2012
Abstract In this project we analyse how the humanitarian work of the Danish Red Cross Organization is affected by the fragile state apparatus of Somalia with all that it implies. We argue that all the challenges the Danish Red Cross Organization face in their humanitarian work are related to the fragile state apparatus of Somalia and that all the challenges can be divided into five overall categories, including: Issues related to the clan system, accessibility, security, corruption and dependency of emergency aid. These five overall categories constitute the different sections of our analysis. The Danish Red Cross Organization deal with issues related to security and accessibility by taking overall safety precautions and by not working in certain unstable regions. The Danish Red Cross deal with issues related to the clan system, such as internal strife and civil war, by trying to boost social participation in the regions they work in, with a view to strengthening the civil society in these regions. Problems related to dependency of emergency aid among the civilian population are difficult to avoid since large parts of the population are still depending on the help and support the humanitarian organizations provide. Our main focus theoretically is the social contract and classic state definitions developed by Hobbes and Weber. In order to understand and analyse the clan system and its impact on society we draw upon Bourdieu s definitions of habitus, doxa and social capital. 2
Abstract I dette projekt analyserer vi hvordan Røde Kors humanitære arbejde påvirkes af Somalias skrøbelige statsapparat, med alt hvad det indebærer. Vi argumenterer for at de udfordringer som Røde Kors møder i deres humanitære hjælpearbejde, og som alle har relation til Somalias skrøbelige statsapparat, kan inddeles i fem overordnede punkter; Klansystemet, problemer med tilgængelighed, sikkerhedsproblemer, korruption og afhængighed af nødhjælp. Disse fem overordnede punkter udgør inddelingen af vores analyse. Røde Kors forholder sig til problemer med tilgængelighed og sikkerhed, ved at tage konkrete sikkerhedsmæssige hensyn og undlade at arbejde i visse usikre regioner. Røde Kors forholder sig til problemer med relation til klansystemet, såsom interne stridigheder og splittelse, ved at forsøge at øge den sociale deltagelse i de kriseramte regioner de arbejder i, med henblik på at styrke civilsamfundet. Problemer med afhængighed af nødhjælp hos den somaliske civilbefolkning er svære at komme uden om, da store dele af civilbefolkningen endnu ikke ville være i stand til at klare sig uden hjælp og støtte fra de humanitære hjælpeorganisationer. Teoretisk har vi hovedsageligt inddraget den sociale kontrakt og klassiske definitioner på en stat af Hobbes og Weber. I vores analyse af klansystemet, anvender vi Bourdieus definition af begreberne habitus, doxa og social kapital til at forstå klansystemet og dets indvirkning på civilsamfundet. 3
Indholdsfortegnelse Abstract... 2 Abstract... 3 Indledning... 6 Problemfelt... 6 Problemformulering...10 Underspørgsmål...10 Problemtype...11 Begrebsafgrænsning...11 Teoriafsnit... 12 Anvendelse af teori...12 Metodeafsnit... 18 Metoder og empiri...18 Interviewpersoner...20 Analyse... 21 Underspørgsmål 1 Historiske årsager...21 Kolonitiden... 21 Selvstændigheden... 22 Borgerkrigen... 25 Somaliland... 28 Puntland... 29 Det centrale og sydlige Somalia... 29 Den nuværende situation... 30 Underspørgsmål 2 Udfordringer ved humanitær hjælpearbejde...32 Klansystemet... 32 Tilgængelighed... 37 Sikkerhed... 40 Korruption... 43 Afhængighed... 47 Underspørgsmål 3 Røde Kors forhold til udfordringer...50 Hvorfor akut nødhjælp er nødvendigt... 50 Røde Kors arbejde... 51 Klansystemet... 55 Tilgængelighed... 58 Sikkerhed... 59 Korruption... 62 Konklusion... 67 Perspektivering... 71 Litteraturliste... 74 Internetsider og bøger...74 Informanter...77 Bilag 1... 78 Studieforløbsbeskrivelse... 78 Bilag 2...85 Kort over Somalia... 85 4
Bilag 3...85 Tabel over mislykkede stater... 85 Bilag 4...86 Artikel af Christian Baslev-Olesen... 86 Bilag 5... 102 Indeks for korruption i den offentlige sektor... 102 Bilag 6... 103 Indeks for global fred... 103 Bilag 7... 103 Tabel over HDI... 103 Bilag 8... 104 Interview med Bjørn Møller... 104 Bilag 9... 107 Interview med Christian Baslev-Olesen... 107 Bilag 10... 109 Interview med Knud Vilby... 109 Bilag 11... 115 Interview med Marianne Haahr... 115 Bilag 12... 123 Interview med Arne Vågen... 123 5
Indledning Problemfelt I Somalia opleves omfattende og komplekse problemer både socialt og politisk. Somalia betragtes i dag som verdens største humanitære krise (Hansen, 2008). Årsagerne er mange; Diktatur, mangle på statslig styring borgerkrig og invasioner har ført til militante grupperingers øgede magt og sultkatastrofe (www.globalis.dk, 2012). Med henblik på at beskrive årsagerne til at Somalia kan karakteriseres som en skrøbelig stat, vil vi begynde med at introducere grundlæggende faktorer og fænomener som har forhindret udvikling i Somalia. Borgerkrig, invasion og mangel på statslig styring Der har været borgerkrig i Somalia siden 1991. Der er ikke en fungerende regering, politistyrke og et retsvæsen i Somalia. Landet er præget af voldelige konflikter og lovløshed (www.globalis.dk, 2012). Den somaliske præsident Mohamed Siad Barre regerede frem til 1991 hvor han blev væltet. Barré regerede på diktatorisk vis, og hans regeringsførelse var præget af korruption og magtmisbrug (www.enoughproject.org). Skiftende overgangsregeringer har været indsat i Somalia siden 1991 hvor Barre blev væltet, men de har i praksis ingen magt haft (www.globalis.dk, 2012). De indsatte overgangsregeringer har alle slået fejl i deres forsøg på at opretholde lov og orden i det kriseramte Somalia. Interne stridigheder, borgerkrig og lovløshed gennem mere end et årti, har bidraget til opfattelsen af Somalia som en skrøbelig stat (www.ulandsnyt.dk, 2012). Landets befolkning er opdelt i klaner, og klansystemet lægges ofte til grund for konflikter og mangel på statslig styring i Somalia (www.globalis.dk, 2012). Voldelige konflikter og rivalisering er ikke ualmindeligt klanerne imellem. Somalias befolkning er så splittet at det kun er de ydre grænser der definerer Somalia som en enhed (www.globalis.dk, 2012). De muslimske domstole er den bevægelse der har haft bedst held med, at opretholde orden og stabilitet i Somalia siden 1991. Den periode hvor de muslimske domstole var indsat betragtes som den fredeligste periode siden 1991. Det lykkedes de muslimske domstole at få kontrol med stadig større dele af det sydlige Somalia i løbet af 2006, selvom det sydlige Somalia er det mest konfliktprægede område. De muslimske domstole opnåede en vis støtte hos den brede befolkning, da det lykkedes dem at skabe tryggere rammer for indbyggerne i 6
hovedstaden Mogadishu, ved at slå hårdt ned på kriminalitet. De muslimske domstole var en sammenslutning af 11 domstole. Domstolene havde deres egne militsgrupper hvilket i høj grad var med til at styrke bevægelsen (www.globalis.dk, 2012). De muslimske domstole blev væltet af etiopiske tropper ved Etiopiens, USA støttede, invasion af Somalia i 2006 (Hansen, 2008). Årsagen til at USA støttede Etiopiens invasion af Somalia i 2006 er, at USA beskylder de muslimske domstoles leder for at have tætte bånd til ledere af al Queda bevægelsen. USA har derfor, af flere omgange, bombet dele af det sydlige Somalia, på jagt efter ledende figurer fra al Queda bevægelsen. Selvom både TFG og Etiopien officielt benægter det, støttede Etiopien den tidligere overgangsregering TFG som oprindeligt blev indsat i 2004. Deres fælles mål var at vælte de muslimske domstole. Efter Etiopiens invasion af Somalia, i januar 2007, lykkedes det TFG at generobre flere områder i Somalia (www.globalis.dk, 2012). Tørke og sultkatastrofe I år 2011 blev området Afrikas horn ramt af den værste tørke i 60 år (www.globalis.dk, 2012). Det har medført at 11,3 millioner mennesker sulter på Afrikas horn (Wolfhagen & Kræn, 2011). I Somalia erklærede FN hungersnød i 5 områder. Krisen ramte ekstra hårdt i Somalia, på grund af den usikre situation, som landets befolkning allerede befandt sig i (www.globalis.dk, 2012). Ifølge UNHCR 1 lever 1,5 millioner somaliere som internt fordrevne uden stabil adgang til rent drikkevand og mad (Hansen, 2008). Hovedbestanddelen af somaliere er bønder, som på traditionel vis brødføder deres familier ved hjælp af de afgrøder de kan dyrke. Tørken i Somalia har derfor skabt et usikkert livsgrundlag for hovedparten af den somaliske befolkning. Dette har tillige medført, at der lokalt spekuleres i fødevarer, da investorer kan profitere på salg af fødevarer på grund af de stigende fødevarepriser. Dette har resulteret i yderligere svingende, og stigende fødevarepriser. Tørken i Somalia, og en tendens til stigende fødevarepriser, stiller store krav til humanitære organisationer, og behovet for distribution af fødevarer stiger. Paradoksalt nok er der sket en generel nedprioritering i udviklingsbistand til landbruget, i ulande. Dette må siges at være en foruroligende udvikling, eftersom 80 procent af de 845 millioner, som lever i sult i dag, er bønder (CARE, 2008). 1 FN s flygtningehøjkommissariat 7
Der er selvsagt et akut behov for at sikre livsvigtig nødhjælp under en humanitær krise som denne. Det har dog vist sig at være yderst problematisk at distribuere nødhjælp i Somalia. En islamistisk gruppe ved navn Al-Shabaab som har forbindelse til terrornetværket al-queda og som er blevet mere magtfuld de seneste år, forbød nogle vestlige humanitære organisationer at arbejde i Somalia. To nødhjælpsarbejdere fra Folkekirkens nødhjælp blev i oktober 2011 bortført af medlemmer af Al-Shabaab (www.globalis.dk, 2012). Flere humanitære organisationer så sig nødsaget til at samarbejde med Al-Shabaab for at kunne udføre deres arbejde. For at kunne operere i Somalia, må nødhjælpsorganisationerne indgå aftaler med al-shabaab eller lokale militser som profiterer på nødhjælpen. Og når de forkerte kræfter profiterer på nødhjælpen, fastholdes den somaliske befolkning i den nød, der kræver nødhjælp (Wolfhagen & Kræn, 2011). Nødhjælpsorganisationerne forholder sig forskelligt til denne paradoksale problematik. Mens Røde Kors nægter at gå på kompromis, og fremhæver at nødhjælpen skal ud da det er menneskeliv der er i spil, opfatter Folkekirkens nødhjælp, i højere grad situationen som et dilemma, da de ikke ønsker at samarbejde med korrupte og militante grupperinger (Wolfhagen & Kræn, 2011). I oktober 2010 fremsatte Al-Shabaab igen krav om beskatning, og i den forbindelse valgte FN og nødhjælpsorganisationerne at boykotte kravene. Dette medførte dog at flere nødhjælpsprogrammer måtte lukke ned (Wolfhagen & Kræn, 2011). Udvikling og nytænkning indenfor bistands- og humanitært arbejde Konflikter, krige, diktatur og autoritære styrer gør stater svage, fordi de ikke kan eller vil levere sikkerhed og social tryghed for deres egne befolkninger. Derfor har den dominerende tænkning været, at bistand til skrøbelige lande først handler om sikkerhed og statsopbygning. Derefter kan der gives støtte til befolkningerne, til skoler, sundhed, rent vand og job til unge, udtaler Christian Balslev Olesen som er tidligere chef for UNICEF i en artikel fra Politiken (Olesen, 2012). Dog viser en undersøgelse foretaget i forbindelse med en genopretningsplan for Somalia, at befolkningens prioriteter er rent vand, sundhed, job til unge og skoler. Mens donorlandenes prioriteter er sikkerhed, lov og orden og statsopbygning. Der er altså ikke overensstemmelse mellem den somaliske befolknings prioriteter, og donorlandenes (Olesen, 2012). 8
De internationale fredsinitiativer, som er iværksat af donorlandene og finansieres gennem udviklingsbistand, havde som førnævnt hovedsageligt fokus på statsopbygning i Somalia. Donorlandenes tendens til at fokusere på statsopbygning afspejler et ønske om at minimere international terror og pirateri. Hvilket vil sige at når donorlandene giver udviklingsbistand til Somalia, gør de det ikke kun for at forbedre de interne forhold i Somalia, men ligeså meget for at minimere internationale, sikkerhedspolitiske trusler, som ikke kun truer Somalia, men os alle sammen (Olesen, 2012). Det fremgår desuden af førnævnte genopretningsplan, at 14 fredsinitiativer med fokus på statsopbygning, herunder reetablering af sikkerhed, lov og orden i Somalia, er forsøgt gennemført siden Somalia brød sammen i 1991, og stort set alle disse initiativer er fejlet. Årsagen hertil er, ifølge Christian Balslev Olesen, at Den internationale støtte til opbygningen af statsinstitutioner er mange steder set som støtte til en lille magtelite uden legitimitet, autoritet og uden evne eller vilje til at skabe sikkerhed eller bedre vilkår for befolkningerne (Olesen, 2012). Mens der er gennemført 14 internationale fredsinitiativer i Somalia siden 1991, er der gennemført mere end 120 lokale fredsinitiativer, hvoraf hovedparten er iværksat i de urolige dele af landet. De lokale initiativer har primært fokus på lokalt politi, skole, vand og freds - og forsoningsaktiviteter mellem forskellige, lokale grupperinger. Det er altså lokale initiativer som har skabt de få eksempler på fremgang i Somalia. Man bør derfor, ifølge Christian Balslev-Olesen, bruge kræfter på at tænke nyt i forhold til den støtte der gives til Somalia, og forholde sig til det der findes i landet og ikke det vi mener der bør findes i landet. Man kan for eksempel ikke få ram på piraterne alene gennem flådeindsats, men først når der lokalt er alternativer for de involverede unge mænd, udtaler Christian Balslev. Beskæftigelse og uddannelse har på et år fået 600 unge, somaliske mænd ud af pirateriet (Olesen, 2012). De humanitære hjælpeorganisationer har de seneste år fået øjnene op for, at det er nødvendigt at identificere og iværksætte lokale initiativer i Somalia, som rent faktisk leverer resultater i form af øget stabilitet og sikkerhed, og forbedrede sociale forhold for den somaliske befolkning. Røde Kors er i de senere år begyndt at fokusere mere på lokale initiativer og allierer sig i stigende grad med lokale organisationer for at kunne udføre deres humanitære hjælpearbejde. 9
Problemformulering Vi valgte at beskæftige os med Somalia fordi det opfattes som den største humanitære krise i verden (Hansen, 2008) og fordi det samtidig virker som om at verdenssamfundet ikke har været i stand til at give den nødvendige hjælp til Somalias befolkning. Både FN's fødevareprogram og flere humanitære organisationer har måttet trække sig ud af landet indenfor de seneste år (www.globalis.dk, 2012). Vi har valgt at beskæftige os med dansk Røde Kors i Somalia, da Røde Kors er en ressourcestærk og verdensomspændende humanitær hjælpeorganisation. Faktisk er det den største humanitære hjælpeorganisation i verden (Dansk Røde Kors). Vi ønsker at undersøge hvordan det er udfordrende for Røde Kors at udføre deres arbejde i en så skrøbelig stat som Somalia, og hvilke forbehold de må tage. Der er en lang række problemstillinger knyttet til at udføre humanitært hjælpearbejde i en skrøbelig stat, og dette tvinger Røde Kors til at forholde sig til disse problemer og ændre deres arbejdsmetoder. Med udgangspunkt i ovenstående projektstrategi har vi udarbejdet følgende problemformulering: Hvordan påvirker det Røde Kors humanitære hjælpearbejde, at arbejde i en skrøbelig stat som Somalia? Underspørgsmål Vi vil besvare problemformuleringen ved hjælp af nedenstående underspørgsmål: 1. Hvilke historiske årsager og fænomener ligger til grund for, at Somalia defineres som en skrøbelig stat? 2. Hvorfor er det udfordrende for Røde Kors at udføre nødhjælpsarbejde i en skrøbelig stat som Somalia? 3. Hvordan forholder Røde Kors sig til disse udfordringer, og hvilke forbehold må de tage? 10
Problemtype Vores problemtype er en Normalia da vi problematiserer og forholder os kritisk til det der tages for givet, nemlig hvordan det påvirker og udfordrer Røde Kors humanitære hjælpearbejde at arbejde i en skrøbelig stat som Somalia, og hvilke forbehold de må tage i den forbindelse. Begrebsafgrænsning Svag stat Svage stater er ikke nødvendigvis militært svage; men de mangler oftest både økonomisk og politisk substans. De er altså socioøkonomisk lavt udviklede og politisk-institutionelt lavt udviklede (Bülow, Christensen, Marcussen, Sørensen, & Wikman, www.ibog.globalisering.systime.dk, 2010). Kvasistat En stat som kun eksisterer på papiret. Den er internationalt anerkendt af FN, men har ellers ingen reelle funktioner. Klaner Størstedelen af den somaliske befolkning er opdelt i seks store slægtsfamilier. Klanen er et patrilinært slægtsskabssystem, hvilket vil sige, at alle klanens medlemmer identificeres gennem dets mandlige forfader. Slægtsfamilierne er igen inddelt i slægtsgrupper og såkaldte diagrupper, med familien som det nederste led i klanstrukturen (Kallehave, 2003). Civilsamfund Civilsamfund refererer til en stor mængde af selvstændige grupper og foreninger: virksomheder, interessegrupper, foreninger, familier og så videre (Heywood, 2007). Lokale grupper: Grupper i samfundet hvis medlemskab er baseret fra fødslen som familier og klaner. ( Communal groups egen oversættelse af M. M. A), (Heywood, 2007). 11
Institutionelle grupper Grupper i samfundet som er dele af statsmaskineriet, og hvis handlinger ideelt set ikke repræsenterer specielle interesser i samfundet., f.eks. militæret og politiet (Heywood, 2007). Solidaritet Solidaritet er en moralsk forpligtelse mellem mennesker, der er afhængige af hinanden, knyttet til hinanden eller identificerer sig med hinanden et bånd, der integrerer dem som medlemmer af et fællesskab (Hvid & Møller, 2011). Social kapital Den kollektive værdi af alle sociale netværk og lysten som opstiger fra disse netværk til at gøre ting for andre (www.wikipedia.org, 2012). Institutionel magt Normer som er indarbejdet i love og institutioner og dermed fungerer som rammer der regulerer aktørers adfærd (Jensen & Christensen, 2011). Somalisk sædvaneret (xeer) Navnet for det polycentriske retssystem i Somalia. Under dette system tjener de ældste som dommere og hjælper med at mægle i sager ved at benytte præcedens. Xeer er et eksempel på, hvordan sædvaneret fungerer i et statsløst samfund, og er en rimelig tilnærmelse af, hvad der opfattes som naturret. Flere forskere har bemærket, at selvom xeer kan være århundreder gammelt, har det potentiale til at tjene som det juridiske system i en moderne, velfungerende økonomi (www.da.wikipedia.org). Teoriafsnit Anvendelse af teori Vi vil både inddrage sociologisk og politologisk teori. Vi vil primært anvende sociologisk teori med henblik på at beskrive klansystemets indvirkning på civilsamfundet og samfundet generelt. Vi vil anvende politologisk teori for at beskrive problematikker i forbindelse med at forstå staten i Somalia. Vi vil samtidig bruge det til at forstå hvordan mangel på statslig styring og andre politiske 12
problemstillinger såsom militante grupperingers øgede magt, borgerkrig og invasioner påvirker udviklingen i Somalia. Weber og Hobbes definitioner på en stat Vi har valgt en organisatorisk definition på en stat med inspiration fra Weber og Hobbes. Det er tydeligt at se, at definitionerne er inspireret af teorien om den sociale kontrakt, altså ideen om at et velfungerende statsapparat er fundamentalt for et stabilt samfund. fem nøgleelementer ved en stat kan identificeres gennem dette (Heywood, 2007, s. 91). 1) Staten er suveræn (sovereign). Den udøver absolut og ubegrænset magt i den forstand at den står over alle andre organisationer og grupper i samfundet. 2) Statens institutioner er genkendeligt offentlige i modsætning til civilsamfundets private institutioner. Offentlige institutioner er ansvarlige for at lave og udfører kollektive beslutninger, mens private institutioner som familier, private firmaer og fagforeninger eksisterer for at sikre individuelle interesser. 3) Statens handlinger udøves legitimt. Statens beslutninger er for det meste, men ikke nødvendigvis, accepteret som bindende for medlemmerne af samfundet, da det påstås at de tages for offentlighedens interesser og for et fælles bedste; staten repræsenterer altså antageligvis samfundets permanente interesser. 4) Staten er et instrument for dominans. Statens autoritet er bakket op af overtalelse; staten skal have kapaciteten til at sikre at dens love bliver adlydt og at de kriminelle bliver straffet. Et monopol på legitim vold er dermed det praktiske udtryk for statens suverænitet. 5) Staten er en territoriel association. Statens love er territorielt definerede, og de omhandler alle indenfor statens grænser, lige meget om det er statens borgere eller ej. På internationalt plan, er staten dermed set som en suveræn aktør. (egen oversættelse M. M. A.) 2 2 Mikkel Munksgaard Andersen 13
Disse statsdefinitioner bliver brugt gennem hele vores opgave; vi har fra vores hovedspørgsmål en grundlæggende antagelse om, at Somalias tydelige mangel på fundamentale statsfunktioner ændrer forholdene for hvordan Røde Kors arbejder, og kan arbejde. Vi starter med historisk at følge degenerationen af det somaliske statsapparat, her vil vi bevæge os ind på alle fem punkter, men med et mindre fokus på staten som territoriel association da det ikke er centralt for vores analyse. Eksempelvis forklarer vi hvordan borgerkrigen de sidste tyve år, har sløret billedet om at staten er den suverænt politiske og militære magt i landet. Derefter forklarer vi hvilke udfordringer dette skaber for Røde Kors. F.eks. at militante grupperinger som Al-Shabaab styrer visse områder i Somalia, og i relativ høj grad kidnapper hjælpearbejdere og kan tillade sig at kræve penge af Røde Kors for at arbejde i deres områder. Vi argumenterer til sidst for at dette har ændret forholdene for hvordan Røde Kors arbejder, for eksempel gennem deres ideal om neutralitet som Røde Halvmåne og deres konstante påmindelser om at de hverken repræsenterer vestlige eller kristne interesser. Skrøbelig stat Somalias statsapparat er blevet kaldt mange ting: svag, skrøbelig, fejlslagen, semi-, kvasi- og slyngelstat. Vi arbejder igennem vores projekt med begrebet skrøbelig stat. Der er ingen universel definition på skrøbelige stater, så vi har valgt følgende definition, taget fra en rapport om skrøbelige stater fra 2012, i Carleton University: We argue that fragility is a measure of the extent to which the actual practices and capacities of states differ from its idealized image (Carment, 2012). It is a matter of degree not kind. It is intended to be a general term, one within which related, though more specific terms, including, statebuilding, weakness, failure, conflict and collapse may be located. Fragility is a measure of the extent to which the actual institutions, functions and political processes of a state occur with the strong image of the sovereign state, the one reified in both theory and international law. (Carment, 2012). 14
Denne definition af skrøbelighed ligger tydeligt op til de klassiske definitioner af en stat, som vi også bruger gennem vores analyse. Definitionen har samme fokus på suverænitet (sovereign) som vores fem statsdefinitioner, og den henviser samtidig til klassiske ideelle og teoretiske billeder af en stat som vi også arbejder med. Vi bruger dermed denne definition i samspil med vores fem statsfunktioner inspireret af Weber og Hobbes, til at forstå at når disse statsfunktioner fejler, skaber det en skrøbelig stat, og i sidste ende katastrofale samfundsmæssige konsekvenser. Vi er derfor også inspireret af teorien om den sociale kontrakt altså ideen om at livet i et statsløst samfund er, som Hobbes vil sige det: Solitary, poor, nasty, brutish and short (Heywood, 2007, s. 93). Webers former for legitim magtudøvelse i en social orden Weber har redegjort for fire legitimitetsformer for en social orden, hvor vi har valgt at bruge tre af dem: den målrationelle legitimitet, den traditionelle legitimitet og den værdirationelle. Den målrationelle legitimitet betyder at den sociale orden ses som legitim pga. dens love og regler, enten på grund af: a) Aktørerne har haft indflydelse på beslutningen af reglerne og lovene eller b) Lovene er lavet af en institution som anses for legitim. Den traditionelle legitimitet består i at den sociale orden anses for legitim fordi den traditionelt altid har været anset som legitim. Den værdirationelle legitimitet bygger i høj grad på værdiens egen betydning for aktøren, for eksempel gennem religion (Månson, 2007, s. 95-97). Vi vil i vores historiske analyse, argumentere for, at den somaliske stats målrationelle legitimitet er meget svag. Dette siger vi, da mange beslutninger tages til fordel for bestemte grupper i samfundet samt på grund af myndighedernes manglende legitimitet. I stedet kan vi se at militser og klaner har stor legitimitet hos befolkningen, især ude på landet. Især Al-Shabaab har de sidste mange år fået en betydelig politisk og militær rolle. Al-Shabaab ses som en kæmpe hindring for Røde Kors nødhjælpsarbejde, da de blandt andet har kidnappet nødhjælpsarbejdere og angrebet dem på mange andre måder. Vi vil argumentere for at 15
meget af organisationens legitimitet bygger på muslimske traditioner og værdisystemer altså traditionel og værdirationel legitimitet. Webers idealtyper for social handling Igennem vores analyse, vil vi bruge én af Webers idealtyper for social handling; den værdirationelle. Den værdirationelle idealtype er handlinger som bestemmes af en bevidst tro på f.eks. en handlingens egen etiske eller religiøse værdi (Månson, 2007, s. 95). Altså en handling som ofte kan forklares ud fra aktørens værdier og forestillinger om verden. Dermed kan vi også antage at jo mere værdierne betyder for aktøren, jo større del af handlingerne kan forklares ud fra værdirationaliteten. Vi vil bruge idealtypen til at analysere den radikalt islamistiske organisation Al-Shabaabs bevidste chikane af Røde Kors gennem blandt andet kidnapninger, trusler og krav om bestikkelser. Weber har konstrueret sine fire idealtyper i overensstemmelse med hans fire legitimitetsformer (Månson, 2007, s. 97). Vi kan derfor bruge vores forståelse af Røde Kors brug af målrationalitet og traditionel legitimitet, til at forstå hvorfor Al- Shabaab på trods af dette, stadig yder stor modstand overfor NGO en. De sociale ordner og love herunder som Røde Kors benytter sig af, ses ifølge vores analyse ikke som spor legitime i Al-Shabaabs øjne. Bourdieus begreber: Habitus, doxa, og social kapital Bourdieu har gennem sin levetid udviklet en række sociologiske begreber som kan være effektiv til at forklare grupper og individers handlinger, herunder habitus, doxa og social kapital. Habitus betegnes som Et system af varige, men foranderlige dispositioner, gennem hvilke agenter opfatter, bedømmer og handler i verden (Järvinen, 2007). Doxa er en række ureflekterede opfattelser og normalt/unormalt og rigtigt/forkert som en gruppe eller et felt har, der ofte opretholdes gennem blandt andet socialisering (Järvinen, 2007) Social kapital skal ses som den symbolske værdi en aktør har, i form af en bestemt gruppe personen tilhører for eksempel gennem klanforhold (Järvinen, 2007). Vores brug af disse begreber vil finde først finde sted i vores analyse af det somaliske civilsamfund, og hvilken betydning klankulturen har på denne. Vi vil argumentere for at de stærke klanbånd bl.a. i form af medlemmernes habitus og doxa, på den ene side styrker klanens interne sammenhold, men også virker som en stærk forhindring for samarbejde imellem klanerne. Samtidig vil vi påvise at individer tilegnes en stor 16
mængde social kapital i form af deres klantilhørsforhold, som de har svært ved at finde andre steder i samfundet. Vi kan altså gennem disse begreber bedre forstå klankonflikter, problemerne relateret til opbyggelse af civilsamfund og besværligheden i at opbygge en samlet national identitet for borgerne. Senere i vores analyse af Røde Kors nuværende arbejde, påviser vi at Røde Kors gennem deres lokale arbejde, forholder sig til klanernes og lokalsamfundenes habitus og doxa, for at kunne skabe bæredygtige resultater, men henblik på at styrke civilsamfundet og den samfundsmæssige sociale kapital. En yderligere fordel ved at bruge Bourdieu i netop vores projekt, er at han i mange år har studeret lokalkulturer i Nordafrika hvor han bl.a. blev inspireret til at udvikle begrebet symbolsk kapital altså sammensmeltningen af social, kulturel og økonomisk kapital (Järvinen, 2007). Jodi Deans solidaritetsbegreber Dean har fremlagt tre solidaritetsformer: Affektionel, konventionel og refleksiv (Hvid & Møller, 2011, s. 135). Vi vil i vores opgave udelukkende bruge begrebet konventionel solidaritet. Denne solidaritetsform bygger på interessefællesskaber og baserer sig på bestræbelser, fælles verdenssyn og fælles mål (Hvid & Møller, 2011). Selvom begrebet i klassisk forstand er blevet brugt til at beskrive den traditionelle arbejderklassens solidaritet, mener vi at den også kan bruges til at forstå Somalias klaners handlinger. Vi vil hovedsageligt bruge den til en analyse af de problemer Røde Kors møder, når de forsøger at bidrage til at opbygge et stærkere civilsamfund. Når man har et utal af klaner i et land præget af tyve års borgerkrig, konflikter og den værste tørkeperiode i 60 år, kan vi se hvordan de stærke bånd i klanerne bliver styrket i en søgen efter socialt og politisk stabilitet. Og samtidig ser vi hvordan disse forhold forværre konflikterne og virker som en hindring for en social udvikling på nationalt plan. Vi vil udelukkende bruge begrebet i sammenhæng med vores brug af Bourdieu og argumentere for, at klanernes doxa og habitus er med til at styrke den konventionelle solidaritet, og på denne måde virker som en hindring for opbyggelsen af en samfundsmæssig social kapital målt i tillid og social deltagelse. 17
Teoretiske fravalg Det er essentielt for vores projekt, at de teorier vi anvender, har en vis aktualitet og forholder sig til nuværende samfundsforhold. Vi har valgt ikke at anvende klassiske udviklingsteorier, da de er normative snarere end deskriptive. Vores sigte er udelukkende deskriptivt, og det ligger udenfor vores problemfelt at forholde os til normative udviklingsteorier. De mest fremtrædende er moderniseringsteorien og afhængighedsteorien. Vi har valgt at bruge fem klassiske definitioner på hvordan en stat fungerer til at analysere den somaliske stat. Det kunne dog i princippet også være muligt at bruge andre teoretiske redskaber til at forstå denne stat, som eksempelvis definitioner på regimer og demokratiformer. I en analyse af mange andre lande ville dette give meget mening. men i Somalias specifikke tilfælde mister det meget mening. Meget tyder på Somalias statsfunktioner er så svage, at en forklaring af at Somalia eksempelvis var et beskyttelsesdemokrati ikke ville give meget mening, da et velfungerende demokrati og/eller regime har svært ved at blive opretholdt i et territorielt område uden nogen velfungerende statsfunktioner. Metodeafsnit Metoder og empiri Vi benytter artikler og internationale rapporter som primær empiri, da vi beskæftiger os med den aktuelle situation i Somalia. Eftersom nyhedsartikler har til formål at beskrive det tidsaktuelle, er de den mest hensigtsmæssige empiri at anvende i forhold til vores problemstilling. Rapporter fra for eksempel FN-organer er også tidsaktuelle, og har samtidig meget systematisk og analytisk tilgang til deres undersøgelser, og empirien er ofte langt mere grundig og detaljeret. Vi har naturligvis også anvendt faglitteratur som kilder til at researche og opnå baggrundsviden om forholdene i Somalia. Gennem vores projekt anvender vi også kvantitativ statistik. Vi bruger det løbende til at understøtte vores analyser af problemerne relateret til Somalias skrøbelige statsapparat. Dette indeholder en bedømmelse af Somalia som skrøbelig stat samt beskrivelser af problemer relateret til korruption, sikkerhed, tilgængelighed og generelle menneskelige levestandarter. 18
Vores litteratursøgning har bevæget sig i retning af en mere specifik og systematisk søgning, efterhånden som vi har indsnævret vores problemfelt. Vi benyttede i starten meget af kædesøgning og bevidst tilfældig søgning og lod i høj grad søgningen lede os hen til problemstillingen, hvilket også var grunden til at vi ændrede problemfeltet løbende. Søgningen var i starten hovedsageligt på nettet hvor vi fandt artikler som omhandlede det historiske forløb og samfundsforhold i Somalia. Vi var desuden på biblioteket og finde bøger om selvsamme emner. Senere begyndte vi at finde artikler om den politiske situation, humanitærhjælp og sultkatastrofe i Somalia. Vi har desuden gennemgået lignende semesterprojekter for at få inspiration til opbygning og inddeling af opgaven. Vi har yderligere brugt meget tid på at søge efter definitioner statsbegreber til vores analyse af Somalia, da er en lang række forskellige definitioner som hver har deres egen brugbarhed. Vi har i vores projekt primært anvendt kvalitativ empiri i form af interviews, da det er det mest nærliggende i forhold til vores problemfelt. Vores interviews er kvalitativ empiri, da vi via åbne spørgsmål indsamler data fra et mindre udvalg af personer, som besidder en omfattende viden om vores problemfelt. Vi har valgt at benytte ekspertinterviews af eksperter indenfor feltet udviklingsstudier og medarbejdere hos humanitære organisationer. De har beskæftiget sig med udviklingsproblematikker, udviklingsstrategier og/eller somaliske forhold, og besidder en viden som er essentiel for os at opnå, for at forstå vores problemfelt, beskrive relevante problematikker indenfor problemfeltet og besvare vores problemformulering. Vores interviewspørgsmål var hovedsageligt deskriptive, da den problemstilling vi søger at besvare er deskriptiv. Vores interviewpersoner har meget forskellige faglige baggrunde, og faglig viden om deres felter. Nogle har en mere akademisk og distanceret tilgang til feltet, hvor deres viden er mere nuanceret og kritisk af natur. Andre som arbejder indenfor NGO er og/eller har arbejdet mange år i Somalia, har naturligvis et mere nært forhold til problematikken. Vi behandler derfor empirien fra disse interviewpersoner forskelligt. Selvom de alle er eksperter på områder, er deres viden forskellig og ofte kun en del af virkeligheden. Vi er opmærksomme på at udtalelserne ikke nødvendigvis er den hele sandhed, og at det ofte er muligt at forholde sig mere nuanceret til problematikken. Dette kommer allerbedst til udtryk i vores interview med Arne Vågen fra Røde Kors, som ikke udtaler sig om de korruptionsanklager mod Røde Kors relateret til lokale 19
militser og klaner, der er centralt i vores projekt. Vores baggrundsviden om emnet har altså i denne situation tydeligt gjort vores analyse mere nuanceret. Gennem vores analyse, behandler vi altså vores interviewpersoner som eksperter men eksperter med forskellige tilgange og interesser indenfor feltet. Interviewpersoner Bjørn Møller Bjørn Møller er professor i International Politik ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet i København. Han er ekstern lektor ved institut for Statskunstskab og Center for Afrikastudier, Københavns Universitet. Han var fra 1997 til 2000 generalsekretær for International Peace Research Association, og både hans faglige og regionale kompetencer knytter sig til problematikkerne på Afrikas Horn. Christian Baslev-Olesen Christian Baslev-Olesen er partner og konsulent i firmaet Nordic Consulting Group, som bistår regeringer og ulandsorganisationer med rådgivning. Han er tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, samt chef for FN s Børnefond, UNICEF, i Ertrea og Somalia. Knud Vilby Knud Vilby er forfatter, journalist og udviklingskonsulent. Han har i mere end 30 år beskæftiget sig med sociale, politiske, menneskelige- og udviklingsmæssige forhold med særlig vægt på situationen på det afrikanske kontinent. Han har været medlem af DANIDAs styrelse, men er i dag medlem af styrelsen i Folkekirkens Nødhjælp. Marianne Haahr Marianne Haahr er programkoordinator for Sahel-regionen i Care, Danmark. Arne Vågen Arne Vågen er chef for katastrofeafdelingen i Røde Kors. 20
Analyse Underspørgsmål 1 Historiske årsager Verden største humanitære krise (Hansen, 2008). Sådan betegnes den nuværende situation i Somalia. Somalia er et land, der igennem historien har været udsat for kolossale omvæltninger: Krige er blevet udkæmpet mellem kolonimagter, klaner og politiske bevægelser, grænser er blev trukket for efterfølgende at blive opløst igen og én styreform har hele tiden afløst den næste. Korruption, hungersnød og ekstrem fattigdom har i perioder drevet millioner af mennesker på flugt og er dagligt skyld i, at et ufatteligt antal menneskeliv går tabt (Kleist, 2003, s. 9). De mest betydningsfulde årstal i Somalias historie kan groft inddeles i tre perioder: Kolonitiden, selvstændigheden og borgerkrigen. Sidstnævnte er i de efterfølgende år og faktisk helt frem til i dag, stadig i gang. Vi har i hver af disse historiske perioder valgt at redegøre for nogle centrale elementer, som har været helt afgørende for den måde, den somaliske stat og det somaliske samfund eksisterer på i dag, samt hvilke problemer disse elementer har medført, som i dag skaber problemer for nuværende humanitære hjælpeorganisationer. For at få en bedre forståelse for disse elementer, som alle har haft afgørende betydning for den situation, som landet i dag befinder sig i, vil vi i følgende afsnit gå i dybden med de historiske årsager. Igennem vores redegørelse vil vi hovedsagligt bruge Webers forståelse for legitimitet og de fem grundlæggende funktioner for en stat, som fremføres i bogen Politics med inspiration fra blandt andet Weber og Hobbes. Vi bruger denne historiske gennemgang til at forklare hvilke episoder, som har haft betydning for Somalias nuværende situation og status som skrøbelig stat. Kolonitiden I 1869 stiger de europæiske kolonimagters interesse for Afrikas Horn, da Suezkanalen 3 blev åbnet, da de så strategiske muligheder i denne. Bilag 2 viser hvordan Somalia omkring 1900 var opdelt blandt de europæiske kolonimagter, som bestod af Britisk Somaliland i nordvest, Italiensk Somaliland i nordøst og syd. På 3 Har afgørende handels- og militærmæssig betydning, da det er verdens største skibskanal. 21
dette tidspunkt boede der også somalisk talende folk i Fransk Somaliland, som i dag er republikken Djibouti, Britisk Østafrika, som i dag er Kenya, samt i Abessinien som i dag er Etiopien. Kolonierne blev en del af de europæiske imperiers konflikter, økonomi og verdenskrige, og samtidig sloges kolonimagter også indbyrdes i et forsøg på at udvide deres områder. Italiensk Somaliland blev til et italiensk ledet FNformynderskab ved navn Somalia (Kleist, 2003, s. 10), efter interne stridigheder mellem den britiske og italienske kolonimagt. Til trods for den territorielle opdeling i form af kolonierne blev der i denne tid etableret forskellige partier, på tværs af klanskel, og fælles for disse partier var drømmen om et forenet Somalia. De to største partier var Somali Youth League (SYL) 4 og Somali National League (SNL) 5 (Kleist, 2003, s. 10). Kolonimagterne havde til formål at placere sig strategisk bedst og trak derfor selv landegrænserne i de områder, det lykkedes dem at erobre, uden at tage hensyn til befolkningen og lokalsamfundenes behov. I takt med afkoloniseringen blev landegrænserne fra kolonitiden opløst, hvilket betød at mange områder blev slået sammen. Forskelligheden i etnicitet, religion, sprog samt klassedeling i befolkningen, i de områder der nu blev slået sammen, var enorm og dette skabte interne konflikter. Statens evner var begrænsede og den var ikke i stand til at skabe hverken økonomisk eller social udvikling. Denne opdeling af Somalia kombineret med statens manglende legitimitet og anseelse fra befolkningen var med til at skabe kulturelle og politiske forskelle, som stadig er et problem for den nuværende regering i Somalia. Selvstændigheden I 1960 blev Britisk Somaliland og FN-formynderskabet Somalia selvstændige, ligesom mange andre afrikanske kolonier. Byen Mogadishu blev hovedstaden for Republikken Somalia, som var en forening af disse to kolonier, og som sammen udgjorde én stat. Denne forening forløb dog ikke uden problemer, da to økonomiske, administrative og juridiske systemer samt to dominerende skriftsprog skulle blive til ét (Kleist, 2003, s. 10). En forfatning med flerpartisystem og parlamentarisk styre blev vedtaget, og den første nationale regering var en sammensætning af et parti fra landets sydlige del og et fra landets nordlige del, de to meget omtalte partier: SYL og 4 Blev dannet i Sydsomalia på tværs af klanskel og var domineret af Darod- og Hawiyeklanerne. 5 Blev dannet i Nordvestsomalia og var domineret at Isaaqklanen. 22
SNL. Aden Osman blev af national forsamlingen valgt til præsident, og Osman udpegede Abdirashid Shermarke til premierminister (Kleist, 2003, s. 10). Forening af de to forskellige systemer fra det forhenværende britiske og italienske område var ikke nogen let opgave, og regeringen var i de første år domineret af politikere fra SYL, altså det sydlige, tidligere italienske område. Dette gjorde at indbyggerne i den nordlige del, det tidligere britiske område, følte sig uretfærdigt behandlet, hvilket resulterede sig i en folkeafstemning om Somalias forfatning i 1961, hvor næsten hver anden vælger i den nordlige del stemte imod forfatningen (Kleist, 2003, s. 10). Der var en tiltagende utilfredshed med regeringen, da de første år, af landets selvstændighed, var præget af korruption og magtkoncentration. Disse problemer blev kun forværret, da Somalias befolkning i stigende grad var blevet afhængig af udenlandsk støtte, og på samme tid var ramt af arbejdsløshed og tørke. Landets eliter imellem blev der kæmpet om ressourcerne, hvilket inkluderede udviklingshjælpen fra andre lande, og det resulterede i en svagere og mere klanorienteret regering, hvilket fik stor betydning for landets politik. Dorod-klanfamilien, som dominerede partiet SYL, fik ved parlamentsvalget i 1964 stigende opbakning. Blandt andet Ibrahim Egal, som ved sammensætningen af Republikken Somalia blev valgt som undervisningsminister, og som førhen havde været premierminister i Britisk Somaliland, tilsluttede sig partiet SYL. Shermarke, den tidligere SYLpremiereminister, vandt tre år senere, i 1967, præsidentvalget og Isaaq en Egal blev premiereminister (Kleist, 2003). Med denne sammensætning i regeringen blev der en tiltagende monopolisering af magten og klantilhørsforhold fik for alvor betydning i det politiske system. Landets nytilkomne ledere blev anklaget for korruption og der var ingen udvikling i økonomien (Kleist, 2003, s. 10). I 1969 blev der igen afholdt parlamentsvalg, og kort efter blev landets præsident, Shermarke, myrdet. Generalmajor Mohamed Siad Barre benyttede mordet på Shermarke, til at overtage magten ved hjælp af militæret, som han ledede. Parlamentet blev opløst, både højesteretten og forfatningen blev sat ud af kraft og politiske organisationer og aktiviteter blev forbudt. Det nye militære Revolutionsråd sørgede for at fagforeninger blev forbudt, censur blev indført, økonomien blev statsstyret. Samtidig ville staten tage sig af samfundets kultur, sociale liv og økonomi, og der blev udviklet et somalisk skriftsprog, dødsstraf blev indført og klantilhørsforhold blev 23
udskiftet med national samhørighed, samt at landets navn blev ændret til Den Demokratiske Republik Somalia (Kleist, 2003, s. 11). Militæret var på dette tidspunkt den eneste velfungerende institution, der kunne skabe sikkerhed for landets befolkning, og med Siad Barre i spidsen for det militære Revolutionsråd sad de suverænt på magten i de først syv år. I 1976 blev det militære Revolutionsråd opløst, og et revolutionært socialistisk parti blev etableret med både civile og militære medlemmer (Kleist, 2003, s. 11). Målet med indførelse af dette etpartisystem var officielt, at indføre demokrati og få klantilhørsforholdene afskaffet. Etpartiets generalsekretær blev Siad Barre, hvilket betød, at magten reelt forblev på hans hænder, og alle de vigtigste militære og politiske poster blev fordelt blandt medlemmerne fra Siad Barres egen klan. Klantilhørsforhold fik dermed endnu større betydning i det politiske system end førhen (Kleist, 2003, s. 11). Under den kolde krig opgav Somalia sin neutrale position, idet landet allierede sig med Sovjetunionen. Ved hjælp af Sovjet, som var storleverandør af våben til Somalia, kunne Siad Barre derfor forstærke landets militære oprustning. Denne forstærkning gik langt ud over Somalias nationalbudget til sikkerhed og forsvar, og dette fik blandt andet betydning for sundhed- og uddannelsesområdet, da økonomien ikke var tilstrækkelig. Præsident Siad Barre lagde, som mange andre nationalister, aldrig drømmen om en Storsomalia bag sig, og da Etiopien i 1977 var præget af indre uroligheder så han sit snit til at invadere landet. Denne invadering skulle dog vise sig, at blive et kæmpe nederlag for Somalia, da Etiopien også havde allieret sig med Sovjet. Til Siad Barres store overraskelse valgte Sovjet at støtte Etiopien og invaderingen fik en brat afslutning, og drømmen om et Storsomalia blev slukket. Nederlagt ramte landets økonomi hårdt og indbyggernes utilfredshed med regimet voksede betydeligt. Krigen tvang halvanden millioner mennesker på flugt og mange af dem søgte tilflugt i Somalia. Somalia måtte søge økonomisk hjælp hos USA eftersom alliancen med Sovjet var ophørt. USA indvilligede i at støtte Somalia økonomisk på den betingelse, at de fik adgang til Sovjets tidligere militære faciliteter i landet. Aftalen med USA betød dog, at der fortsat var en vedligeholdelse og opbygning af militær og våbenlagre, som sammen med den humanitære assistance, som strømmede til fra udlandet, var med til at øge korruptionen i landet (Kleist, 2003, s. 10-11). 24
Somalias uafhængighed blev efterfulgt af en meget hektisk og ustabil periode, hvor landet blandt andet deltog i krige, og oplevede markante skift i den politiske styreform. I denne periode er det tydeligt at se et mere og mere korrupt statsapparat vokse frem, hvor regeringens særbehandling af visse klaner skaber grundlaget for en faldende legitimitet. Borgerkrigen Befolkningens utilfredshed begyndte sammen med militære modstandsgrupper og politiske oppositionsgrupper at true Siad Barres regime. Undertrykkelsen af de intellektuelle var massiv, og i 1980 erne forlod mange af disse Somalia, da de blev nægtet adgang til offentlige stillinger, universiteter, forskningscentre og nogle blev tilmed udsat for trusler, tilbageholdelser og arrestationer. Somalias politiske og økonomiske situation forværredes yderligere i denne periode, da landet fra 1978-79 blev ramt af tørke samtidig med at priserne på fødevarer og olie skød i vejret, hvilket betød at 70 procent af landets befolkning levede under den absolutte fattigdomsgrænse (Kleist, 2003, s. 12). I 1990 overtrådte regeringen menneskerettighederne ved alvorlige overgreb mod individer, befolkningsgrupper og klaner. På dette tidspunkt havde Somalia en udenlandsgæld på to milliarder US dollars, samt en inflation der var oppe på 600 procent årligt (Kleist, 2003, s. 12). Som resultat af den voksende utilfredshed med regimet blev flere oppositionsgrupper dannet. Modstandsbevægelsen Den Somaliske Nationale Bevægelse (Somali National Movement, SNM) havde basis blandt klanerne i nordvestlige Somalia og regerede ved at rykke ind i de større byer. Der udbrød flere opgør, da hæren med Siad Barre i spidsen svarede oppositionsgruppen igen med fuld kraft og sønderbombede hovedbyerne, Burao og Hargeisa, hvor SNM holdt til. I dette opgør mistede omkring 40.000 mennesker livet, og cirka en halv million flygtede til Somalia, og borgerkrigen i det nordvestlige Somalia var nu en realitet. Siad Barres styrker dræbte og hærgede i byen. Siad Barres regime mistede langsomt kontrollen med store dele af landet, hvilket øgede støtten til SNM, og det lykkedes derfor ikke Siad Barre at afholde et flerpartivalg i 1988. Dette var starten på den somaliske borgerkrig (Kleist, 2003, s. 12). 25
1989 blev begyndelsen for urolighederne i det sydlige Somalia, og modstandsbevægelsen Den Forenede Somaliske Kongres (United Somali Congress, USC) blev den mest fremtrædende. Kampene mellem USC og Siad Barres styrker var hårde. Siad Barres styrker svarede USC igen ved at bombardere landsbyer og massakrere befolkningen, omkring den somaliske hovedstad. I 1990 gik en gruppe af 100 fremtrædende politikere, forretningsmænd og borgere sammen, i et forsøg på at overtale Siad Barre, til at overgive magten til en midlertidig komité. Siad Barre nægtede at overgive sin magt, hvilket medførte undtagelsestilstand. Som et resultat af dette slog de to største modstandsbevægelser, SNM og USC sig sammen imod Siad Barres regime og dette ledte til krigen i Somalias hovedstad, Mogadishu. Få uger efter krigens begyndelse i Mogadishu blev alle udenlandske FNudsendte, statsborgere og diplomater evakueret på grund af de voldsomme kampe. Det lykkedes de to modstandsbevægelser at vælte Siad Barre og han flygtede til sit hjemland, Kenya (Kleist, 2003, s. 12). Alliancen mellem de to modstandsbevægelser SNM og USC, som væltede Siad Barre, kollapsede og de blev igen delt, hvilket skabte totalt kaos. Bander hærgede hovedstaden, der var overfald, plyndringer, voldtægter og befolkningen var uden vand, mad og elektricitet Mogadishu var lovløs. Hovedstaden blev delt i to, hvor de to modstandsbevægelser regerede over hver sit område. Indtil FN i december 1991 og frem til marts i 1992, fik indført en våbenhvile i hovedstaden, var der konstant krig mellem de to militser og det anslås at der døde omkring 14.000 mennesker, 27.000 blev såret og en tredjedel af byens 1,25 millioner indbyggere blev drevet på flugt (Kleist, 2003, s. 13). Flere forskellige klanmilitser begyndte på dette tidspunkt, at stille krav om anerkendelse som politiske partier. Klanmilitsernes formål med dette var at få kontrol over så store områder i Somalia, som muligt. Dette betød, at somaliere blev fordrevet fra deres område, hvis de tilhørte klaner med svage militser, eller hvis de stod helt udenfor klansystemet. I 1991 erklærede USC, at de indtil videre tog magten i Hovedstaten, det var dog ikke muligt at regere over hele hovedstaden, da den var delt i to. USC udpegede Ali Mahdi Mohammed som præsident. SNM udråbte på samme tidspunkt det nordvestlige Somalia som en selvstændig republik ved Republikken Somaliland. SNM udpegede deres leder, Ahmed Ali Tuur som præsident, men det lykkedes aldrig republikken at 26