Når ofre ikke søger hjælp Man forsøger at imødekomme de voldtægtsramte bedst muligt på landets centre for voldtægtsofre. Alligevel søger relativt mange voldtægtsramte ikke hjælp efter overgrebet. Hvorfor? Psykotraumatologi Af Marianne Lyngby Erkendelsen af risikoen for massive negative følgevirkninger efter voldtægt som fx depression, PTSD, angst og relationsproblemer har medført, at man inden for det offentlige i Danmark laver tiltag for at værne om voldtægtsramtes rettigheder. Siden 1990 erne er der blevet brugt ressourcer på offentlige hjælpetilbud, der har til formål at imødekomme voldtægtsramtes behov (Hallman, 1997). De akutte offentlige tilbud er samlet på Centre for Voldtægtsofre rundt om i landet. Her får voldtægtsramte tilbudt medicinsk hjælp og samtaler med henblik på psykologisk og social støtte. De får også en valgfri mulighed for at politianmelde voldtægten og få lavet en retsmedicinsk undersøgelse. I løbet af det første halve år efter voldtægten kan voldtægtsramte desuden ved henvendelse til egen læge få tilskud via sygesikringsordningen til tolv psykologsamtaler. Selv om undersøgelser viser, at så mange som 2000 kvinder bliver tvunget til sex hvert år, er der kun omkring 500, der melder overgrebet til politiet (Balvig og Kyvsgaard, 2006). Lidt flere søger hjælp i et af Danmarks otte Centre for Voldtægtsofre. Der er ikke nogen danske undersøgelser, der præcist definerer, hvorfor der ikke er flere, som gør brug af hjælpetilbuddene eller anmelder voldtægten til politiet. En undersøgelse I samarbejde med Center for Voldtægtsofre i Århus har jeg gennemført en undersøgelse (Lyngby, 2009), hvori formålet er at identificere eventuelle barrierer for at søge hjælp efter voldtægt. Undersøgelsen bygger på dybdegående interview af 11 voldtægtsramte personer, som ikke har søgt hjælp hos det offentlige, umiddelbart efter at voldtægten skete eller politianmeldt voldtægten. Første skridt i undersøgelsen var at overvinde selve den barriere at få voldtægtsramte i tale. Det var svært at finde interviewpersoner til undersøgelsen, og det bekræfter en hypotese om, at det at have været udsat for voldtægt er noget, de ramte nødig taler om. Selv om jeg i udgangspunktet ønskede at inkludere personer, der har været udsat for alle former og grader af seksuel tvang, havde de interviewpersoner, der meldte sig, alle været udsat for overgreb med oral, vaginal eller anal indtrængen. Interviewpersonerne er alle kvinder og stammer fra vestligt orienterede kulturer. Alle været udsat for voldtægt, før de fyldte 30 år. Spørgsmålet om, hvorvidt der er særlige barrierer blandt mænd, ældre eller blandt ikke-vestlige kulturer, bliver derfor desværre ikke berørt i undersøgelsen. Barrierer for at søge hjælp Interviewundersøgelsen viste, at ni ud af elleve interviewpersoner har oplevet barrierer for at henvende sig til det offentlige. Disse ni kvinder har alle haft langvarige negative følgevirkninger og vurderede på interviewtidspunktet, at de kunne have draget nytte af at få hjælp. Der er flere forhold, der har spillet ind på, at disse kvinder ikke har henvendt sig til offentlige myndigheder. Fx var der en udpræget tendens til, at de havde negative forventninger til retssystemet. Disse forventninger har både været en barriere i forhold til politianmeldelse og at søge hjælp, idet det offentlige generelt er blevet forbundet med politianmeldelse. Specifikt i forhold til politianmeldelse er det også en barriere, at de voldtægtsramte umiddelbart efter voldtægten har været optaget af andre forhold og hensyn end gerningsmandens straf, hvilket de opfattede som det primære fokus inden for retssystemet. Flere fortalte, at de først og fremmest havde brug for forståelse og trøst. Den primære barriere for at søge hjælp eller politianmelde voldtægt er imidlertid, at de dengang tolkede voldtægtshændelsen på en måde, så den vakte følelser som skyld, skam, frygt og håbløshed. Det medførte, at de efterfølgende har følt et behov for at holde voldtægten skjult for deres omgivelser og har forsøgt at ignorere, at den skete. Fortielsen skete for disse ni kvinders vedkommende dermed ikke blot over for politi og 8 Psykolog nyt 13 2009
FAKTA Rapporten bag Rapporten Barrierer for at søge hjælp efter voldtægt kan bestilles på aarhus.cfv@rm.dk, Center for Voldtægtsofre, Århus. Pris: 100 kr. Psykolog nyt 13 2009 9
offentlige hjælpeinstanser, men også over for familie, venner og bekendte. Perioden, hvor de voldtægtsramte gik alene med oplevelsen, strakte sig fra alt mellem nogle måneder og op til 15 år. Jane har været udsat for voldtægt af en fyr, hun havde talt med flere gange i byen, og som en aften tilbød hende et lift hjem. Hun udtrykte meget klart i interviewet, hvordan hun siden hen forsøgte at undgå at beskæftige sig med hændelsen: Jeg valgte simpelt hen bare at lade være med at tænke på det ( ) prøvede at glemme det, der var sket ( ) Hvis jeg kunne gemme det væk og ikke tænke på det ( ) så er det jo, som om det aldrig er sket. Men nu hvor jeg tænker på det, erkender det og ved, det er sket, så bliver jeg jo nødt til at leve med det som en uheldig ting, der er sket for mig. (Jane, 22 år) Denne tendens til at undgå at beskæftige sig med voldtægten skete helt automatisk, og umiddelbart efter at voldtægten var sket. Det er ikke ensbetydende med, at denne måde at reagere på er kendetegnende for alle kvinder, der har været udsat for voldtægt og ikke har søgt hjælp. Det er de to resterende interviewpersoner et eksempel på, idet de ikke har haft udprægede negative følgevirkninger efter voldtægten, og de har i øvrigt talt med udvalgte venner og bekendte om hændelsen. Ikke desto mindre indikerer de ni interviewpersoner, der har undgået at beskæftige sig med voldtægten, at der findes en gruppe voldtægtsramte, som ikke er i stand til at søge hjælp efter en voldtægt, selv om de kunne drage nytte af det. Undgående mestring Undersøgelsen efterlader således det indtryk, at den primære barriere for, at voldtægtsramte søger hjælp eller politianmelder voldtægt, er det, man i psykologisk terminologi kan kalde undgående mestring. Inden for psykotraumotologien betragter man denne reaktion som et muligt symptom på, at en person er i gang med at udvikle en posttraumatisk belastningsreaktion. Det er derfor ikke så mærkeligt, at netop de interviewpersoner, der reagerede på denne måde, havde udviklet negative reak tionsmønstre. Begrebet undgående mestring benyttes i den kognitivistiske forståelsesramme, der er fremherskende inden for store dele af psykotraumatologien og ligeledes inden for det offentlige behandlingssystem i Danmark. Her ser man på individets reaktioner, og hvordan tanker, følelser og reaktioner hænger sammen. De voldtægtsramtes forståelse af hændelsesforløbet antages at have konsekvenser for, hvilke følelser der aktiveres, og hvordan personens tryghedsskabende skemaer om sig selv og omverden efterfølgende fungerer. Disse attribueringer og 10 Psykolog nyt 13 2009
Skema 1 Voldtægt skemaer er påvirket af omgivelsernes måder at forstå den voldsomme begivenhed - både som fænomen før den sker, og konkret efter den er sket. Denne forståelse giver god mening for interviewundersøgelsens resultater, idet de voldtægtsramte med undgående mestring forklarede voldtægten på måder, så undgåelse blev den oplagte reaktion på hændelsen. I Skema 1 vises, hvilke attribueringer der medførte den undgående mestring for de voldtægtsramte kvinder. Behandlingen af den voldtægtsramte og forebyggelsen af en invaliderende posttraumatisk belastningsreaktion sker dermed ved bearbejdning af disse skemaer og attribueringer. Denne behandling, forebyggelse og hjælp forudsætter imidlertid, at de voldtægtsramte henvender sig for at få hjælp. Hvordan motiveres voldtægtsramte med en undgående mestringsstil til at søge behandling? På trods af det kognitivistiske paradigmes forklaringsmodeller for undgående mestring er den imidlertid endt ved et dødt punkt, når det handler om at motivere folk med undgående mestring til at søge hjælp. Et stort problem, idet denne gruppe netop udviser et symptom på, at de er i gang med at udvikle negative følgevirkninger. Det ser ud til, at der er behov for et bredere perspektiv på samspillet mellem traumatiserede og et større institutionelt system, end kognitivismens individfokus umiddelbart lægger op til. Tænker ikke på episoden som voldtægt, selvom den opleves ubehageligt Søger forklaring på hvad der er sket I de forstillinger den voldtægtsramte har om sex og voldtægt Skyldfølelse I den voldtægtsramtes billede af sig selv som person Bekræfter negativt selvbillede Tænker på episoden som voldtægt Frygt for gerningsmanden eller konsekvenserne af at fortælle om hændelsen Forsøger at undgå at tænke på eller tale om voldtægten Nøglen til at hjælpe flere I den forbindelse kan Hobfolls teori fra 1998 om ressourceorientering gøre stor nytte. Ifølge Hobfoll er mennesker motiveret af at vinde og beskytte ressourcer, der fremmer individets eller gruppens overlevelse, og har dermed paralleller til evolutionsteorien. Ressourcer kan ifølge Hobfoll både være objekter, omstændigheder, energi og mere personlige forhold som fx kognition. Hobfoll mener også, at fysiske og sociale omstændigheder er ressourcer for individer. Disse ressourcer vil have indflydelse på mestringsstil i forbindelse med stressende begivenheder som fx voldtægt. En konsekvens af, at individer motiveres af at vinde ressourcer, er, at de kæmper hele livet igennem for at bevare dem. På den måde forekommer der en livslang adaptationsproces, og man kan i den forbindelse være involveret i ressourcevindingsog ressourcetabscykler. Der er således risiko for, at ressourcesvage fortsat taber ressourcer. Et ressourcetab i form af voldtægt vil i forlængelse af denne tankegang ofte ramme dem, som i forvejen er ressourcesvage (Hobfoll, 1998). I hvert fald var der i undersøgelsen en tendens til, at de, som ikke havde ressourcer til andet end at reagere defensivt i kraft af en undgående mestringsstil, bevægede sig yderligere ud i en ressourcetabscyklus. Flere af de voldtægtsramte gav derfor udtryk for, at de på voldtægtstidspunktet ikke blot havde behov for at håndtere voldtægten, men deres livssituation i det hele taget. Anna på 28 år havde som 14-årig været udsat for voldtægt af hendes første kæreste. Hun blev ca. et år efter voldtægten sendt til sundhedsplejerske, fordi en lærer var bekymret for, om hun havde spisevægring. Hun havde siden voldtægten haft konstant ondt i maven og havde derfor mistet appetitten. Jeg kan huske, hvordan jeg ønskede, hun skulle spørge men jeg sagde jo heller ikke noget selv. Jeg tror lige, jeg håbede så, nu er der nogen, der kan tage hånd om det på en eller anden måde. Jeg ved ikke, om jeg tænkte sådan på voldtægten specifikt. Det var mere, at nogen tog fat i mig på en eller anden måde. (Anna, 28 år) I Annas tilfælde manglede hun forud for voldtægten ressourcer i form af oplysning om, hvad sex og voldtægt indebærer, samtidig med at hun til tider var noget ensom. Ressourcetabet fortsatte, efter at voldtægten var sket, i kraft af at hændelsen forstyrrede hendes spisevaner. Dermed blev voldtægten et af flere problemer for Anna. Ikke desto mindre gjorde det sig gældende for mange af de Psykolog nyt 13 2009 11
voldtægtsramte med undgående mestringsstil, at de efter en periode med reorientering havde etableret ressourcer til at opsøge hjælp og arbejde med deres problemstilling. Enten i frivillige hjælpetilbud, eller hvis de havde arbejdet terapeutisk i andre sammenhænge. Det så ud til, at de kunne søge hjælp senere, fordi de kom ind i ressourcevindingscykler eller kunne se, at der var flere ressourcemæssige omkostninger ved at lade de psykologiske følgevirkninger udvikle sig. Denne proces tog imidlertid flere år for de flestes vedkommende, men var i alle disse tilfælde forudsætningen for, at de havde overskud til at deltage i interviewundersøgelsen. Forebyggelse af undgående mestring Det ser altså ud til, at når en person ikke søger hjælp efter at have været udsat for voldtægt, kan der være to forklaringsmuligheder. Måske har den voldtægtsramte ikke behov for professionel hjælp efter hændelsen, men har styrke til at komme sig over den ubehagelige oplevelser selv og ved at gøre brug af sit netværk. Denne interviewundersøgelse gør det imidlertid klart, at der også findes voldtægtsramte, som undlader at søge hjælp, fordi de mangler ressourcer til at søge hjælp og politianmelde voldtægten, umiddelbart efter den er sket. I undersøgelsen viste det sig, at de ressourcer, som de voldtægtsramte i den sidstnævnte gruppe så ud til at mangle, var et sundt selvværd samt viden om og nuancering af holdninger til sex og voldtægt. Det gælder både holdninger til, hvad voldtægt er, hvem der er skyld i det, og hvordan procedurerne er, når man søger hjælp for eller anmelder voldtægt. Holdninger til sex og voldtægt skabes dels ved hjælp af dynamikker i nære rela tioner og via information om sex og voldtægt. En sådan nuancering i befolkningen som helhed ville sandsynligvis gøre det nemmere for voldtægtsramte at bede om hjælp, idet de så ville møde en mindre stigmatisering og skyldspålæggelse. Det ser ud til, at voldtægtsramte oplevede diskursen om voldtægtsramte som ofre som stigmatiserende, og at det identitetsmæssigt kan blive opfattet som et nederlag at skulle bede om hjælp uden at bidrage med noget til gengæld. Én måde at mindske voldtægtsramtes oplevelse af at være offer er at arbejde i retning af en højere grad af reciprocitet i forbindelse med at søge hjælp. Man kan eventuelt søge at ændre diskursen om voldtægtsramte som ofre til voldtægtsramte som ressourcer i form af bærere af historier, der er vigtige at få fortalt for samfundets og fremtidige voldtægtsramtes skyld. Det kan tjene et større formål, at disse historier ikke gemmes væk, idet de er en vigtig forudsætning for den kriminalpræventive indsats. Et første skridt kunne være at ændre navnet på landets Centre for Voldtægts- ofre. litteraturliste Balvig, F. & Kyvsgaard, B. (2006): Vold og overgreb mod kvinder. Dansk rapport vedrørende deltagelse i International Violence Against Women Survey (IVAWS). Københavns Universitet/Justitsministeriets Forskningsenhed. Lyngby, M. (2009): Barrierer for at søge hjælp efter voldtægt. Center for Voldtægtsofre, Århus. www.voldtaegt.dk. Endelig kan hele organiseringen af den offentlige indsats for at hjælpe voldtægtsramte imødekomme voldtægtsramte med undgående mestring bedre. Tidsgrænserne for henvendelse til det offentlige kan have den effekt, at de, som ikke er parate til at søge hjælp det første halve år, efter at voldtægten er sket, ikke kan få et tilbud om behandling, før voldtægten fx medfører eller bidrager til en fuldbyrdet posttraumatisk belastningsreaktion eller depression. I den mellemliggende periode kan voldtægtsramte altså være fanget i en ond spiral af ressourcetab uden mulighed for at få hjælp. Selv om det vil kræve flere samfundsmæssige ressourcer er spørgsmålet derfor, om det på lang sigt kan betale sig at afskaffe tidsgrænser på behandlingstilbud til voldtægtsramte. Hertil kommer, at voldtægt inden for psykotraumatologien opfattes som en af mange traumatiserende oplevelser, som alle kan aktivere undgående mestring. Der opstår dermed et væsentligt spørgsmål, om resultaterne fra denne interviewundersøgelse kan generaliseres til ofre for andre typer traumatiske oplevelser. Hvis det er tilfældet, vil det være relevant i det hele taget at fjerne tidsgrænsen på et halvt år på at få støtte til psykologsamtaler efter traumatiserende begivenheder. Marianne Lyngby, cand.psych. 12 Psykolog nyt 13 2009