Benito Mussolini: Fascismens doktrin (uddrag)

Benito Mussolini: Fascismens doktrin (uddrag) Med sin»march mod Rom«i 1922 overtog Benito Mussolini magten i Italien. Via sin fascistiske bevægelse gennemførte han en revolution fra oven, hvor lydighed og selvopofrelse blev 5 omdrejningspunkter. I sit udgangspunkt var fascismen anti-liberalistisk og anti-kommunistisk, og Mussolinis revolution kom derfor også til at være et modsvar til liberalismen i USA og Vesteuropa, samt kommunismen i Rusland (USSR). Fra Fascismens doktrin 10 1) Fascismen opbyggedes ikke efter en teori som på forhånd var udarbejdet omkring et bord. Den fødtes ud af behovet for handling. Den var ikke et parti, men var i sine første to år en bevægelse mod alle partier 15 2) I årene før marchen mod Rom var behovet for handling så stort, at det ikke tillod teoretiske undersøgelser eller en fuldstændig udvikling af teorien. Striden udkæmpedes i byerne. Man diskuterede, men hvad der var større og mere væsentligt man faldt. Man kunne kunsten at dø. Teorien kunstfærdigt udformet i kapitler og paragraffer og forsynet med lærde kommentarer fattedes måske, men man havde i stedet noget langt mere afgørende tro 20 3) Fremfor alt, hvad angår menneskehedens fremtid og udvikling, betragtet helt isoleret fra øjeblikkets politiske overvejelser, tror fascismen hverken på muligheden eller nytten af evig fred. Den afviser således pacifismen, som indebærer fornægtelsen af kampen og fejhed over for opofrelse. Kun krigen formår at drive hele den menneskelige energi op til højspænding og 25 sætter adelsmærket på de folk, som har mod til trodsigt at møde den Fascismens antipacifistiske ånd gennemtrænger endog den enkeltes liv. Kampgruppernes stolte motto Me ne frego, skrevet på en sårbandage, er ikke kun en stoisk filosofisk handling, men syntesen af en teori, som ikke kun er politisk. Den er skoling i strid og en godtagelse af de farer,

denne indebærer. Den er en ny italiensk livsstil. Fascisten accepterer og elsker livet, men 30 fordømmer og afskyr selvmord. Han betragter livet som en pligt, udvikling og erobring. Det skal leves ophøjet og fuldt. Man skal leve for sig selv, men fremfor alt for andre, nær og fjern, i nuet og i fremtiden 35 6) Fascismen bekæmper hele det demokratiske idékompleks og afviser både dets teoretiske præmisser og dets praktiske tillempninger. Fascismen benægter, at majoriteten, gennem det blotte faktum, at den udgør en majoritet, kan styre det menneskelige samfund. Den benægter, at en majoritet kan styre ved med jævne mellemrum at rådspørges, og den accepterer menneskers uhjælpelige, frugtbare og velgørende ulighed, som aldrig kan udjævnes gennem 40 en så mekanisk og overfladisk proces som den almindelige stemmeret. Med demokratiets regimer mener vi sådanne, hvor folket fra tid til anden indgives illusionen af at være suverænt, mens den virkelige og effektive suverænitet findes hos andre, måske uansvarlige og skjulte kræfter. Demokratiet er et regime uden konge, men med mange konger, måske mere enevældige, tyranniske og ødelæggende end en konge, selv om han var tyran 45 9) At fascismen afviser socialisme, demokrati og liberalisme, må ikke forlede os til at tro, at fascismen vil føre verden tilbage til hvad den var før 1789, det år som man plejer at betegne som begyndelsesåret for den liberaldemokratiske tidsalder. Man kan ikke vende tilbage. Den fascistiske doktrin har ikke valgt de Maistre som sin profet. Det absolutte monarki hører 50 fortiden til ligesom al teokrati. På samme måde er tiden forbi for feudale privilegier og inddelingen i sluttede og uigennemtrængelige kaster. Den fascistiske magtteori har intet at gøre med politistaten. Et parti som udøver total regeringsmagt over et folk, er en ny historisk foreteelse. Henvisninger og sammenligninger er umulige 55 10) Hjørnestenen i den fascistiske teori er statsbegrebet, opfattelsen af statens væsen, opgaver og slutmål. For fascismen er staten noget absolut, over for hvilken individer og

grupper er relative. Individer og grupper er kun tænkelige, eftersom de lever i staten. Den liberale stat dirigerer ikke gruppernes samspil og materielle og åndelige udvikling, men nøjes med at registrere resultaterne. Den fascistiske stat har sin egen bevidsthed og sin egen vilje og 60 kaldes derfor en etisk stat Staten, således som den opfattes og virkeliggøres af fascismen, er en åndelig og moralsk realitet, fordi den legemliggør nationens politiske, juridiske og økonomiske organisation. En sådan organisation er i sin oprindelse og udvikling en legemliggørelse af ånden. Staten opretholder den ydre og indre sikkerhed, men den værner også om og overfører folkets ånd, sådan som den er vokset frem gennem århundrederne i 65 sprog, sæder og tro. Staten er ikke blot en levende realitet i nutiden. Det er staten som står over individernes korte liv og repræsenterer nationens iboende samvittighed. De former, i hvilken staten fremtræder, forandres, men statens nødvendighed består. Det er staten, som opdrager medborgerne til samfundsdyd, gør dem bevidste om deres kald og svejser dem sammen 70 11) Fascismen vil, at staten skal være stærk, organisk, og samtidig hvile på bred folkelig grundvold. Den fascistiske stat har indlemmet erhvervslivet i sig og gennem de korporationer, sociale institutioner og det skolevæsen, den har oprettet, trænger følelsen for staten ud og indbefatter dens yderste forgreninger. I staten indesluttes, inden for rammerne af 75 vedkommende organisation, samtlige politiske, økonomiske og åndelige kræfter i nationen Individerne undertrykkes ikke i den fascistiske stat, men mangfoldiggøres, præcis som en soldat i et regiment ikke bliver formindsket, men mangfoldiggøres ved at blive multipliceret med antallet af kammerater. Den fascistiske stat organiserer nationen, men efterlader tilstrækkeligt råderum for individerne. Den har indskrænket unyttige og skadelige former for 80 frihed og bevaret de væsentlige. Afgørelsen i disse ting kan ikke overlades til individerne, men kun til staten. Fra Four speeches on the Corporate State

85 Selve loven om udbud og efterspørgsel er ikke længere et dogme, for karteller og truster gør det muligt at øve indflydelse på både udbud og efterspørgsel; til slut henvender dette sammensmeltede, trustprægede, kapitalistiske erhvervsliv sig til staten. Hvad beder det om? Toldbeskyttelse. 90 Frihandelen, som kun er et videre aspekt af den økonomiske liberalismes doktrin, modtager et dødbringende slag. Den første nation, som oprettede næsten uigennemtrængelige toldskranker, var Amerika. Nu har selveste Storbritannien givet afkald på alt, hvad der forekom at være en permanent tradition i dets politiske og økonomiske liv, og har antaget en stadig stærkere protektionisme. 95 Så kom krigen. Efter krigen og som en konsekvens af denne blev den kapitalistiske aktivitet oppustet. Der er ikke længere tale om omsætning på millioner, men billioner. Set på afstand giver de såkaldte vertikale konstruktioner indtryk af noget uhyrligt stort, babelsk. 100 Selve størrelsen af disse foretagender overstiger menneskets formåen; tidligere var det ånden, som kontrollerede tingene, nu er det tingene, som styrer og former ånden. Hvad der var fysiologi, bliver patologi, alt bliver abnormt 105 På dette stade finder superkapitalismen inspiration og retfærdiggørelse i det ubegrænsede forbrugs utopi. Superkapitalismens ideal bliver menneskehedens standardisering, fra vugge til grav. Superkapitalismen ville gerne have, at alle børn blev født med samme længde, således at 110 vuggerne kunne standardiseres; at alle børn ville have det samme legetøj; at alle bar den samme uniform, læste de samme bøger, syntes om de samme film; og at alle ønskede såkaldte arbejdsbesparende maskiner.

Dette er ikke udslag af tilfældige luner, det er en indbygget logik, for kun således kan 115 superkapitalismen lægge planer. Hvornår ophører kapitalistisk foretagsomhed med at være et økonomisk fænomen? Når selve dens størrelse gør den til et socialt fænomen, og det er præcis på dette tidspunkt, idet den kapitalistiske foretagsomhed finder ud af, at den er i vanskeligheder, at den falder som en 120 dødvægt i statens arme. Det er her statsindblandingen begynder, og bliver stadig mere nødvendig. Det er her, at de som har ignoreret staten, bekymret kommer til denne. 125 Tingene er kommet så langt, at hvis regeringen i alle de europæiske lande lagde sig til at sove i 24 timer, ville denne pause være tilstrækkelig til at fremkalde en katastrofe. På dette stadium er der ikke ét område inden for økonomien, hvor staten ikke er tvunget til at blande sig. 130 Hvis vi det er en ren antagelse stillede os opgivende over for denne sidste fase af kapitalismen, ville vi glide over i statskapitalismen, som blot er bagvendt statssocialisme. På den ene eller den anden måde ville vi ende i en bureaukratisering af den nationale økonomi 135 [Mussolini gør herefter rede for det, han anser for at være det eneste alternativ: Den korporative stat. Korporationer skulle oprettes inden for hovedområder af produktionen, og deres mål skulle være under statens værn at udføre en integrerende, organisk og samlende regulering af produktionen. Ledelsen af korporationerne skulle være i hænderne på statsembedsmænd, medlemmer af fascistpartiet, arbejdsgivere, arbejdere og eksperter. Deres 140 opgaver skulle være at forsone modsætningerne inden for erhvervslivet, rådgive og at

fremsætte lovforslag vedrørende økonomien via Korporationernes Nationalråd, som skulle erstatte Deputeretkammeret]. På baggrund af kapitalismens almindelige krise, er der ingen tvivl om, at den korporative 145 løsning vil tvinge sig selv frem overalt, men hvis systemet skal udføres i sin helhed, komplet, integreret, revolutionært, kræves tre betingelser: Kun ét politisk parti, for at politisk disciplin kan eksistere ved siden af økonomisk disciplin og for at en fælles skæbnes bånd kan forene alle hen over modstridende interesser. 150 Men dette er ikke nok. Ved siden af det ene parti må der være en totalitær stat, en stat som opsuger al den energi, de interesser og de aspirationer, der er i folket, for at omdanne dem og ophøje dem. 155 Men selv dette er ikke nok. Den tredje og sidste og vigtigste betingelse er at leve i en atmosfære af stærk idealistisk anspændthed